Globale Seniorer

Store Bæredygtighedsdag

Af Jette Steensen

Trepartsaftalen, demokratiet og de grønne dagsordner

Refleksioner fra Christiansborg 16. maj 2025, hvor 16 grønne organisationer* havde indkaldt til konference med henblik på at kræve revision af trepartsaftalen.

Kender du UNDROP? (United Nations Declaration on the Rights of Peasants) eller på dansk: FN´s erklæring om rettigheder for bønder og andre mennesker, der arbejder i landdistrikter ”. Hvis ikke, så læs med her, for denne FN- erklæring gælder også i Danmark.

UNDROP er blevet til på initiativ af La Via Campesina** https://viacampesina.org –  en verdensomspændende organisation af småbønder, som efter et årti med aktioner og kamp mod industrielt landbrug, startede en kampagne for at skabe et juridisk instrument, som skulle beskytte/forsvare befolkningers ret til jord, frø og såsæd, vand og skov. Efter mange års forarbejde vedtog FNs generalforsamling 18. december 2018 UNDROP, som således blev en del af FNs menneskerettigheder, og i 2024 stemte FNs menneskerettighedsråd for at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal sørge for at UNDROP bliver implementeret, og at rettighederne for bønder og andre som arbejder på landet skal beskyttes. Dette er skelsættende og en sejr på vejen mod et bedre madsystem overalt i verden.

UNDROP er hidtil blevet forbigået og overset i Danmark, ikke mindst fordi Danmark, i lighed med en række andre europæiske lande, afstod fra at stemme for erklæringen, formentlig fordi industrielle landbrugsinteresser her har for stor magt og indflydelse. Erklæringen blev dog alligevel vedtaget med 121 stemmer mod 8, men som med andre FN-erklæringer så gælder flertalsprincippet. Erklæringen er dermed bindende for alle lande, herunder selvfølgelig også Danmark!

Hidtil har kvinde- og bondeorganisationer i Kenya (Kenyan Peasants League) og Sydafrika (Rural Women´s Assembly) været i front med hensyn til at påberåbe sig UNDROP i kampen mod monokulturer og stor-skala landbrug og det dertil knyttede industrikompleks i form af standardiseret frøproduktion, kunstgødning og pesticider. Nu er en række grønne organisationer i Danmark imidlertid også gået sammen om at påberåbe sig UNDROP. Pointen er, at den såkaldte trepartsaftale er blevet vedtaget blandt en sluttet kreds af magtfulde organisationer, mens repræsentanter fra de befolkningsgrupper, som bor på landet og som færdes der til daglig, i alt væsentligt har været udelukket fra processen og dette kan således fortolkes som overtrædelse af FNs erklæring om menneskerettigheder, idet artikel 18.stk 3 fremhæver, ”at bønder og andre mennesker, der arbejder i landdistrikter har ret til at bidrage til udformningen og gennemførelsen af nationale og lokale politikker for tilpasning og afbødning af klimaforandringer, herunder gennem brug af praksis og traditionel viden”

Samtidig er et af de grundlæggende problemer ved trepartsaftalen , at man betragter jordbrug og natur som hinandens modsætninger, og at der derfor opereres med en arealfordeling, som opdeler jorden i enten industrielt landbrug og skovbrug eller helt urørt og uopdyrket land. Dermed overses muligheden for at fremme naturnært, regenerativt og økologisk jord- og skovbrug, baseret på naturlige processer – en dyrkningsform, der kendetegnes ved fortrinsvis mindre jordbrug og jordbrugsfællesskaber og dermed livsformer som i langt højere grad peger mod en bæredygtig fremtid.

Ved konferencen deltog en lang række politikere, forskere og repræsentanter for de grønne organisationer. Fra folketinget deltog politikerne Torsten Gejl (Å) og Zenia Stampe(B), hvor især Torsten Gejl kom med gode realiserbare forslag til, hvordan UNDROP’s dagsorden kunne bringes ind i folketingssalen. Sociologen Birthe Lindal Jeppesen fortalte om sit ph.d.-projekt om multifunktionelt landbrug med mange gode overbevisende pointer omkring entreprenørskab, som kan bidrage til mere liv og flere arbejdspladser f.eks. i forbindelse med mindre, bæredygtige landbrug (med flere funktioner). Steen Nørhede, cand. Agro bidrog med kritik af silotænkning omkring miljø og landbrug og leverede overbevisende resultater for afgrøde diversitetens betydning for mere liv i jorden. Kenneth Løvenskjold Andreasen, jurist og ph.d.stipendiat-SDU demonstrede  elegant den juridiske jungle af direktiver, erklæringer og forordninger, som kan bruges og misbruges i kampen for indflydelse på landbrugspolitikken, mens Paula Gioia, ECVC(European Coordination- Via Campesina) stærkt pointerede at UNDROP er bindende for alle lande. 

I en artikel i Information (16.5.25) skriver Pia Quist***, at i Danmark skjuler fortællingen om kløften mellem land og by som to afskårne virkeligheder, at det store flertal af danskere lever med begge virkeligheder i deres liv – et faktum der ofte overses, hvis man har interesser i de magtfulde udvalgte lobbyorganisationer. Ikke desto mindre er mobilitet mellem land og by en integreret del af mange livshistorier. Dette er imidlertid ofte blevet fortrængt og kan være en af forklaringerne på, at der hidtil har været så lidt fælles indsigt, forståelse og engagement omkring landbrug og bæredygtig madproduktion, og det er meget uheldigt, fordi den grønne omstilling angår alle. Håbet er, at det indledte samarbejde mellem de grønne organisationer vil give dem  gennemslagskraft og få  folk i storbyboblen til at tage skyklapperne af, og at større fokus på UNDROP’s betydning kan være med til at gøre en forskel.

*

  • Den grønne Ungdomsbevægelse
  • Landsforeningen Praktisk Økologi
  • Københavns Fødevarefællesskab
  • Frøsamlerne
  • Forum for Madsuverænitet
  • NOAH
  • Økonet
  • Landsforeningen mod svinefabrikker
  • Regenerativt landbrug
  • Permakultur Danmark
  • Det fælles Bedste
  • Madland
  • Landsforeningen Levende Hav
  • Foreningen for biodynamisk jordbrug
  • Landsforeningen for Økosamfund
  • Frie Bønder – Levende Land/La VIA Campesina Danmark

** Mellemfolkeligt Samvirke har i samarbejde med La Via Campesina og Frie bønder levende land https://Friebonderlevendeland.com udarbejdet en brochure på dansk om FN´s erklæring om rettigheder for bønder og andre mennesker der arbejder i landdistrikter.

***Pia Quist er professor ved Københavns Universitet og leder grundforskningscentret TRANSITION- Centre for changing Urban and Rural Lives ved Københavns Universitet. Pia Quist har hus på Fejø og afvikler årligt 4 dage med fokus på aktuel videnskab med titlen: Videnskab under æbletræerne.

                                                                                                                                                               17. maj 2025