”Back to the roots” er titlen på en dokumentarfilm støttet af udenrigsministeriets oplysningspulje ”Open”. Filmen kan ses på You Tube (se link på madland.dk). I filmen følger den kenyanske instruktør Noel Kasyoka Samantha Nyakeya en ung jordbruger, som dyrker økologisk regenerativt landbrug i udkanten af storbyen Nairobi og Dr. Patrick Maundu fra National Museum of Kenya fortæller om de oprindelige østafrikanske afgrøders afskaffelse under kolonitiden til fordel for ”cash-crops” som kunne eksporteres tilbage til Europa med god fortjeneste under kolonimagten.

”Back to the roots” er interessant, fordi podcast og film portrætterer kenyanske bønders kamp for fortsat at få lov til at bruge egen historisk nedarvet og gennemprøvet såsæd til forskellige lokale afgrøder, som de mener er mere robuste, næringsrige og bedre tilpasset klimaforandringerne. Nogle frø er tørkeresistente, mens andre passer bedst til perioder med rigeligt vand. Årsagen til at de må kæmpe for denne ret er, at den kenyanske regering i 2012 vedtog en lov, som kræver at bønderne skal anvende centralt certificeret frø. For de kenyanske bønder betyder det for det første, at de ikke kan anvende de mange lokalt udviklede varianter, som ikke er certificerede, og for det andet at de aldrig vil kunne få råd til at købe de certificerede og standardiserede udgaver. Med hjælp fra Greenpeace Afrika har de kenyanske bønder derfor lagt sag an mod staten for at få ophævet loven. Dette sker bl.a. med henvisning til FN’s charter om oprindelige folks rettigheder. Sagen er flere gange blevet udsat, og man venter dermed stadig på rettens afgørelse. Sagen har vakt opmærksomhed udover Kenyas grænser, fordi den repræsenterer mange afrikanske småbønders kamp for at dyrke jorden efter agroøkologiske metoder, som først og fremmest er karakteriseret ved stor diversitet i modsætning til det industrielle landbrugs monokulturer med kunstgødning, GMO (genmodificerede organismer) og pesticider. De kenyanske bønder er ikke de eneste som kæmper for agroøkologi og oprindelige afgrøder i Afrika. Det er en bevægelse som kan genfindes i en lang række afrikanske lande og koordineres bl.a. af Organisationen AFSA (Alliance for Food Sovereignty in Africa) www.afsaafrica.org, som er Afrikas største civilsamfundsorganisation, hvis formål er at kæmpe for agroøkologi og at fremtidens afrikanske fødevaresystemer kommer på afrikanske hænder, hvilket måske kan give en interessant udfordring til den danske Afrika strategi?

Vores madkultur i Danmark er forbundet til et globalt madsystem, som har sat og fortsat sætter dybe spor i det globale syd. I Danmark er vi underlagt ganske tilsvarende standardiserings direktiver, her vedtaget i EU. Dette virker helt naturligt for en EU borger for hvem de nyeste standardiserede frøtyper er lig med effektivitet og kvalitet. Spørgsmålet er dog, om ikke denne tanke bør genovervejes i lighed med andre forestillinger om fremtidens fødevarer? Det mener i hvert fald et stigende antal NGO’er og repræsentanter for regenerativt landbrug, som er kritiske overfor det industrielle landbrugs negative påvirkning af klima, biodiversitet, miljø og dyrevelfærd. Se f.eks. www.madland.dk , men trods daglige skandalehistorier i medierne om forurening, klimapåvirkning og negativ dyrevelfærd, så har bevægelsen endnu kun haft beskeden indflydelse på landbrugspolitikken.

Regenerativt landbrug er holistisk og har dermed svært ved entydigt at dokumentere sine resultater gennem traditionel forskning, som sædvanligvis får opmærksomhed og har gennemslagskraft, fordi landbrugets dyrkningsmetoder påvirker livet på så mange parametre samtidig, og det meste standardforskning karakteriseres netop ved at have et strengt enstrenget fokus. Den indiske miljøforkæmper Vandana Shiva, som gennem en årrække har været leder at et forskningsinstitut i Nord-Indien med speciale i videnskab, teknologi og ressourcepolitik. Hun har været aktiv miljøaktivist og i mange bøger anklaget den moderne udvikling for at have anrettet større økologisk skade i den tredje verden end hundrede års kolonistyre. Shiva har i den forbindelse også skarpt kritiseret den vestligt inspirerede evidensforskning, som hun anklager for at være stærkt patriarkalsk med dens rødder i vestlig oplysningstid og videnskabelig fremskridtstro, som eneste måde til at forstå verden. Hun har dermed sat spørgsmålstegn ved videnskabens og udviklingens ukrænkelighed for at gøre det klart, at disse begreber ikke er enerådende, når det drejer sig om fremskridt ( Shiva 1989). Der er ingen tvivl om, at en del af Shivas kritik vækker resonans hos mange både i den agroøkologiske bevægelse og blandt forskere, som forsøger sig med mere kvalitative og holistiske tilgange, men det er en ganske vanskelig øvelse.

Ikke al vestlig forskning er dog helt så ensidig som Shiva fremhæver. En af de forskere, som med held har forsøgt at bryde igennem det ensrettede evidensregime på forskningsparadigmets egne præmisser, er Laura Vang Rasmussen (2024), som i samarbejde med 58 andre forskere har fået anerkendt et metastudie, som dokumenterer, at industrielt landbrug ikke nødvendigvis giver større udbytte end mindre landbrug samtidig med at det mindre landbrug kan have positive effekter på andre parametre som f.eks. biodiversitet og sociale forhold.

Samtidig er det ikke kun i Afrika man søger tilbage til rødderne. Et nyt ultraavanceret forskningsinitiativ, som ledes af den internationalt kendte danske forsker Eske Willerslev, er netop iværksat, finansieret af NOVO og en række andre store fonde.  Dette initiativ har netop som formål for alvor at gå tilbage til rødderne ved at undersøge fortidens DNA-spor i jorden for derved at kunne finde og rekonstruere afgrøder, som har være dyrket under andre klimatiske forhold langt tilbage i tiden dvs. længe før det industrielle landbrug, fik indpas, for i modsætning til kenyanerne har vi i Danmark ikke i større stil været opmærksomme på at bevare en tradition for at bevare og opformere forfædrenes varierede frøsorter. Derfor må Willerslev springe århundreder ja årtusinder tilbage. Forskningens fokus rettes bl.a. mod at finde spor fra tidligere tiders dyrkning af byg, hvede og ris, som er nogle af de helt store monokulturer. Desværre så ligger tanken snublende nær, at det først og fremmest drejer sig om forskning til gavn for langsigtede kapitalinteresser, som søger jord til investering i stor skala landbrug.  NOVO har for nylig indgået samarbejdet med Bill Gates fonden, som er en af hovedsponsorerne bag AGRA(Alliance for a Green Revolution in Africa) og den såkaldt ”grønne revolution” i Afrika, som netop promoverer industrielt landbrug, og dermed er uhyre upopulær blandt de afrikanske småbønders organisationer som AFSA, men Willerslevs forskning er rimeligt åben, så endnu ved ingen, hvilke interessante planter og frø Eske Willerslev evt. vil finde, så der er al mulig grund til at følge godt med her.

 – Og man skulle næsten tro at Willerslev havde fået inspiration hos de kenyanske småbønder!

Af Jette Steensen

8.9.2024