En forening som Globale Seniorer må nødvendigvis forholde sig til disse spørgsmål. Lytter man i dag til det Globale Syd, er man herfra mere bevidst om, at råvarer stadig går fra syd til nord og at den neoliberale frihandelsmodel, hvor alverdens ting sendes frem og tilbage i forskellige forarbejdningsstadier, og produktionen flyttes efter den billigste arbejdskraft, den billigste skat og de laveste miljøkrav har haft negative konsekvenser. Selv om det er en politik, som har bragt mange mennesker ud af ekstrem fattigdom især i Kina, så har den samtidig øget uligheden i mange lande. Globale institutioner som Verdensbanken og WTO har ofte stillet så skrappe krav til de enkelte landes økonomiske politik, at det har været vanskeligt at gennemføre reformer til gavn for den almindelige befolkning. I stedet har vi set en stigende intern ulighed, og magtfulde mennesker som udnytter situationen til egen vinding og berigelse. Fælles for verden er imidlertid, at globaliseringen har medvirket til at accelerere et allerede alt for højt træk på klimakontoen.
Globaliseringens negative sider er nu delvis gået op for amerikanerne, ureguleret frihandel skaber problemer på hjemmefronten, et forhold Trump har forstået og nu udnytter til sin egen fordel. I stedet for at vi konstant fokuserer på at tage afstand til Trumps halvhjertede opgør med globaliseringen, er det vigtigt, at vi i Danmark/Vesten øver selvrefleksion og finder frem til en ny samtale om det gode liv med inspiration fra og i reel solidaritet med befolkningerne i det Globale Syd. Af mange grunde kan økonomisk vækst ikke fortsætte, alle ved det, men ingen gør noget. Det handler om konflikter, klima, forurening, biodiversitet, ulighed og mistrivsel på én gang. Man siger at magt korrumperer. Det gør penge også. I København har vi fokus på vores stadigt stigende ejendomsværdier, og de har en tendens til at binde os på hånd og mund. Visionerne for et bedre liv udebliver.
På trods af diverse planer er Danmark stadig blandt de mest forurenende lande i verden og samtidig blandt de 20 procent lande i verden med det højeste klimaaftryk. På denne baggrund virker det nærmest absurd, at Danmark nu placerer 5% mål for oprustning som tidens vigtigste EU spørgsmål. Oprustning i den størrelsesorden gavner bestemt ikke klimaet, kun våbenfabrikanterne, og skaber en evt. afledt midlertidig økonomisk vækst i Vesten, som vi absolut ikke har brug for. Det er derfor ikke så underligt, at mange lande i det Globale Syd ikke umiddelbart mener, at Europas oprustningsplaner er den bedste måde at bruge penge på.
I en kronik i Information (13.04.24) ” Mens Vesten ruster op militært, søger afrikanske feminister andre veje” beretter Susanne Possing om, hvorledes man i flere afrikanske lande, hvor man længe har levet med ødelæggelser fra både krig og klimakrise, finder vilje og evne til konfliktløsning i ubuntu, som er afrikansk udgave af tanken om, at vi bærer hinandens skæbne i vores hænder, men udvidet til også at omfatte fremtidige generationer. I kronikken henviser Possing bl.a. til Women´s International Peace Centre i Kampala, som arbejder med at gentænke hvad global politik kan være. I forlængelse af FN´s specialrapportør om ekstrem fattigdom og menneskerettigheder Olivier de Schutter udpeger de den rådende økonomiske model som roden til klimakrisen. I rapporten forud for FNs Globale Topmøde om fremtiden” konkluderer Schutter, for øvrigt, at ”vækstmanien må opgives ” (Information 11.07.24).
I Politiken (18.5.25) havde den indiske diplomat Kishore Mahbubani tre ’utænkelige’ forslag til Europa: Vi skal true med at forlade Nato, indgå en aftale med Rusland og et strategisk partnerskab med Kina. Mahbubani er ingen bæredygtighedsteoretiker. Alligevel er også han en budbringer, der kan bringe os videre, fordi vores vanetænkning udfordres.
At påvirke en forandringsproces synes helt uoverkommeligt, fordi store aftaler laves langt væk blandt politikere, der jonglerer med milliarder uden at vise reel indsigt i konsekvenserne. Det er usikkert, om politiske ledere i dag vil kunne løse de aktuelle problemer. De har tilsyneladende mistet kontrollen, fordi de lukkes inde i et system, hvor de motiveres af position og karriere, samtidig med at de konstant bombarderes med påvirkning fra lobbyister, der agerer på vegne af store og magtfulde virksomheder, som ikke nødvendigvis har samfundets interesse som førsteprioritet. I den sammenhæng kan det være grund til at mindes Hannah Arendts tese om “Ondskabens banalitet”, som henvender sig til os alle, fordi det basalt set handler om tankeløshed og manglende stillingtagen. Globalisering, vækst og modernitet er ofte blevet et problem frem for en løsning, især i forhold til vores behandling af hinanden og naturen. Mens fokus i debatten drejer sig om Putin og Trump, forværres klima-, miljø- og biodiversitetskrisen, men vi benægter det og lader os forføre til at fokusere på oprustning og fjendebilleder.
Spørgsmålet er, hvad der kan få mennesker til at samles om at skabe forandring. Hvad er et fællesskab? Er det et sted som forfalder til et anonymt, tankeløst og snakkende” man”, eller et sted hvor man tænker og handler sammen? Mener vi for alvor noget med det globale, så er det nødvendigt at løfte blikket og lytte til hinanden samt til de erfaringer og synspunkter der kommer fra det Globale Syd, som måske kan få os til at tænke det hele forfra.
Med udgangspunkt i disse og lignende tanker og ideer fra både nord og syd vil Afrikagruppen i efteråret 2015 i en studiekreds om Globalt håb sætte fokus på disse spørgsmål, som forhåbentlig også kan medvirke til forandring.

                                                                                                                                                                 14. juli 2025