Globale Seniorer

Menu
Menu
Menu

Globale Seniorer

Menu

Globale Seniorer

Mærk verden – Bliv aktiv i Globale Seniorer
Home Afrika

Flirt med racismen

14 december 2005 bragte Berlingske en artikel om den politiske situation i Sydafrika under overskriften: De sorte sydafrikanere siger det ligeud "vi savner apartheid"

Af Jette Steensen

Artiklen er skrevet af Gunnar Willum, journalist og mellemøstenkorrespondent for Berlingske og tidligere Jyllandsposten og måske skulle han have holdt sig til Mellemøsten. Det fremgår ikke af artiklen, om det er direkte afskrift fra et højreorienteret engelsksproget medie, men det kunne det nemt være. Under alle omstændigheder er artiklen et eksempel på utrolig dårlig research, men hertil kommer, at artiklen er farligt tæt på at videreformidle et fordomsfuldt og farligt racistisk grundsyn. Anledning til artiklen er, at nyere meningsmålinger fra Sydafrika viser fortsat tilbagegang for Mandelas gamle parti ANC (African National Congress) og fremgang for DA (Democratic Alliance), som er et liberalt demokratisk parti, som historisk har haft tilslutning fra især hvide, farvede og indiske befolkningsgrupper i Sydafrika. Ifølge nogle af de seneste meningsmålinger ligger de to partier nu side om side med hver en tilslutning på ca 30% med marginal føring til DA. Der kan nævnes mange grunde til ANCs tilbagegang, men aktuelt har ANC fremsat et upopulært forslag om at forhøje momsen, hvilket både DA og de to venstrefløjspartier Economic Freedom Fighters og MK har været imod, der er således frafald til både ”højre” og venstre, så Ramphosas ANC deler aktuelt skæbne med det danske socialdemokrati.

Villum vælger imidlertid at illustrere historien med udtalelser fra to tilfældigt udvalgte sorte sydafrikanere, som er kritiske overfor ANC og udtaler at ” de hvide må tilbage til magten”. Man skal imidlertid ikke have gået mange år i skole for at indse, at to tilfældige udtalelser næppe kan tages til indtægt for holdninger i en hel befolkningsgruppe. En grundigere undersøgelse ville have klarlagt, at selvom det er korrekt at DA er gået frem, blandt en mindre gruppe sorte sydafrikanere, fortrinsvis fra den mere velstillede middelklasse, så har der samtidig været fremgang til de to mere venstreorienterede partier EEC (Economic Freedomfighters) og MK (uMkhonto weSizwe), som i langt højere grad søger at holde fokus på kampen mod social ulighed. De to sidstnævnte partier får i undersøgelsen tilsammen ligeledes knap 30% af stemmerne og støttes i overvejende grad af sorte sydafrikanere som er trætte af ANCs midtsøgende position og handlingslammende passivitet. Der er i øvrigt længe til næste valg, og måske er det heller ikke den bedste ide at hæve momsen i et land præget af en ekstrem ulighed, men der er på ingen måde tale om, at et flertal i den sorte befolkning støtter DA eller længes efter apartheid! Det er korrekt at Sydafrika plages af korruption og verdens højeste kriminalitet og en skyhøj arbejdsløshed især blandt unge sorte, men at vinkle artiklen så det fremstår som om sorte afrikanere dermed ønsker at ”den hvide mand” skal komme og løse problemerne er en ekstrem forenkling og urimeligt useriøs fortolkning af situationen. Der er derfor behov for at sige klart fra, når en ellers seriøs, om end dybt konservativ dansk avis puster til ilden og videreformidler racistiske undertoner!

09. januar 2026.

Power of Purple

G20 mødet I sydafrikansk kvindeperspektiv

af Jette Steensen

I sidste uge holdt G20 landene topmøde i Sydafrika.  Præsident Ramaphosa har lagt stor vægt på, at G20 også handler om at fremme værdier som solidaritet, lighed og bæredygtighed (globalnyt.dk, 7.2.25), hvilket har fået Præsident Trump til at udeblive med begrundelsen af Sydafrika vil ekspropriere privat ejendom (den hvide minoritet 7,3 % ejer fortsat 72% af landbrugsjorden). Manglen på jord rammer i høj grad kvinderne, som i mange tilfælde er nødt til at forsørge familien gennem selvforsyning og dyrkning af jord på små og mere eller mindre tilfældige jordstykker de kan finde i forskellige udkantsområder. Kvindeorganisationer som Rural Women´s Assembly (RWA) kæmper derfor for at tale kvindernes sag bl.a. gennem kampagnen ”1 women 1 hectare” ( hektar jord).

Mangel på jord er imidlertid ikke den eneste udfordring for de sydafrikanske kvinder. Vold mod kvinder er en gennemgribende del af den sydafrikanske hverdag.  Statistik viser, at der myrdes en sydafrikansk kvinde hver 2,5 time – 15 om dagen, og samtidig rapporteres om mindst 100 voldtægter om dagen. Tal som vurderes til at være verdens højeste og ca 5 gange højere end det globale gennemsnit. I 2019 erklærede Præsident Ramaphosa derfor kønsbaseret vold og kvindedrab en national krise uden at der siden er sket særlig meget. 

Mens USA’s fravær har fyldt meget i danske medier, så har den sydafrikanske kvindeorganisation Women for Change(WFC) udnyttet den spektakulære mulighed for opmærksomhed under G20mødet – det første på afrikansk jord- til at fokusere på kvindernes situation.  WFC udfordrede Præsident Ramaphosa for at få ham til at leve op til sine erklærede intentioner om at sætte solidaritet, lighed og bæredygtighed på dagsordenen ved at lancere G20 Women´s shutdown midt under topmødet. Kvinder overalt i landet blev opfordret til dels at trække sig helt fra alle økonomiske transaktioner 1 dag og samtidig lægge sig ned 15 minutter kl. 12.00 for at ære og mindes de 15 kvinder som myrdes om dagen. Dette foregik i mindst 15 byer i Sydafrika, herunder Johannesburg og Cape Town. Fredagens happening var kulminationen på en kampagne, som havde til hensigt at omklassificere kønsbaseret vold, kvindedrab og voldtægt fra at være en national krise til at være en national katastrofe. I løbet af den forudgående kampagne var det lykkedes at indsamle op mod 1 million underskrifter og kampagnen blev ledsaget af en tydelig farvesymbolik i lyslilla (purple).

Under torsdagens G20 møde havde præsident Ramaphosa i en tale fortalt repræsentanter fra de deltagende lande, at Sydafrika havde erklæret vold mod kvinder for en national krise allerede i 2019. Med verdens øjne hvilende på sig og udsigt til en landsdækkende protest bekræftede en repræsentant for regeringen talsmand imidlertid i løbet af dagen, at der nu var tale om en national katastrofe , en meddelelse som naturligvis vakte stor jubel hos Women for Change.

Man kan naturligvis være skeptisk og mene at ord alene næppe gør nogen forskel, men den nye betegnelse åbner op for at de forskellige ministerier kan bruge en større del af budgettet til at bekæmpe volden, så kan kun tid vise om det lykkes. Under alle omstændigheder demonstrerer begivenheden, at civilsamfund og kvinder (græsrødder), der organiserer sig effektivt om en sag kan gøre en forskel, især når de handler på et strategisk vigtigt tidspunkt.

Ps. Mandag 2.12 kan man få mere at vide om G20 mødet og Sydafrika.

25.11.2025

Sydafrikas globale rolle i lyset af G20

Afrikagruppen har inviteret Christian Balslev-Olesen, fhv. Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp til at fortælle om  Sydafrikas udenrigspolitik og globale rolle i lyset af, at Sydafrika er vært for næste G20 møde, der af holdes d. 22.-23. november i Johannesborg.

Sydafrikanske fagforeningers rolle

Afrika gruppen har inviteret Morten Nielsen fra Global aktion til at fortælle om de sydafrikanske fagforeningers betydning for landets udvikling samt hvilke udfordringer de står overfor i dag.

Sammen med Morten kommer to sydafrikanske gæster: Nonhle og Dick. De er begge involveret i faglig og lokalsamfunds organisering.
Nonhle er formand for en lokalsamfundsbevægelse med 50.000 medlemmer i et landområde i det østlige Sydafrika. De har med held afvist olieselskabet Shell og mineselskabernes tilbud om udvikling. En udvikling, der ville underminere deres livsgrundlag.
Nonhle er hovedpersonen i en ny dansk dokumentar, der er vist på TV2. Den er ligeledes at finde på Youtube: søg på: “2-0 til de små”.
Dick har tæt kontakt til fagbevægelsen, hvor han bl.a. hjælper med at researche på områder som den informelle sektor, og svære grupper at organisere i fagforeninger, bl.a. i landbruget. Dich har været med til at formulere fagbevægelsens krav til det nationale budget.

 

Globalt håb for en bæredygtig fremtid?

Hvad kan nord og syd lære af hinanden?

Afrikagruppen opretter en studiekreds, som vil diskutere dette spørgsmål.

Vi vil undersøge tanker fra det globale syd, bl.a. afrikansk og indisk økofeminisme, bæredygtighed, agroøkologi og madsuverænitet og diskutere disse i samspil med nyere vestlige ideer, som diskuterer naturens tilbagekomst, modvækst og omsorgsøkonomi.

En del litteratur vil være på engelsk. Vi forestiller os dog ikke at alle læser alt. Vi vil kombinere med resumeer og anmeldelser i  danske tekster og artikler – og meget forsøger vi at støve op undervejs.  Vi vil forsøge at kombinere med oplæg udefra både via You Tube og invitation af ressourcepersoner.

Vi mødes privat hos hinanden så længe gruppen er færre end 8. Bliver vi flere forsøger vi på sædvanlig vis at bestille lokaler i Byens hus. Vil du være med, så send en mail til Elsebeth : elsebethmelgaard@outlook.dk eller Jette : jksteensen@yahoo.com Første mødegang: mandag 29 september 14.00 – 16.00. Mødested tilsendes de tilmeldte senere. Tilmeldingsfrist: 22.9.2025

  • Eksempler på litteratur kan være:
  • Emanuele Coccia (2025): Philosophy of the home.
  • Emanuele Coccia (2021): Planternes liv – blandingens metafysik. Hans Reitzel

Information: langsomme samtaler: Emanuele Coccia

  • Information: langsomme samtaler: Tim Jackson
  • Jason Hickel (2022): Less is more. How degrowth will save the world.
  • Silvia Federici(2023): Caliban og heksen. Informations Forlag.
  • Susanne Possing (2024) Kvindernes land.
  • Susanne Possing : Mens vesten ruster op militært, søger afrikanske feminister andre veje. Information 13.8.24
  • TCOE: Introducing agroecology.
  • Vandana Shiva (1988). Staying Alive: Women, Ecology, and Development. London: Zed Books,
  • Vandana Shiva (2019):Oikonomia: At bringe økonomien tilbage til jorden. Laboratoriet for Æstetik og Økologi.

 

Den afrikanske mulighed

Den afrikanske mulighed: Om samarbejdet mellem den Europæiske & Afrikanske Union

Afrikagruppen har inviteret Knud Vilby og Oscar Rothstein til at holde oplæg om dette emne.

Arrangementet er en reprise af et arrangement i Nyt Europa, 5.6.2025

Nedenstående er citeret fra Nyt Europas hjemmeside:

“Afrika og Europa deler en kompleks og mangesidet historie. I dag spiller Afrika en stadig mere fremtrædende rolle på den politiske og økonomiske scene. Kontinentet har tre medlemmer af BRICS og vil sandsynligvis få flere pladser i FN’s Sikkerhedsråd.

EU og Europa har igennem årene haft et tæt samarbejde med den Afrikanske Union (AU), som er blevet stadig vigtigere. Et sådant samarbejde bør bygge på en fælles ambition om at fremme bæredygtig udvikling, der skaber gensidige fordele for begge kontinenter på vores fælles planet. På klimaområdet er det afgørende at understrege, at ekstern finansiering bør ses som kompensation frem for bistand, da de klimamæssige udfordringer, Afrika står overfor, i høj grad er et resultat af udviklingen i andre dele af verden, herunder Europa.”

Oscar Rothstein er Afrika- journalist og forfatter, cand.mag. i idéhistorie fra Aarhus Universitet.

Udgiver nyhedsbrevet Afrika-brevet, sidder i redaktionen for Udenrigs, Det Udenrigspolitiske Selskabs magasin, og i DBU’s Etiske Udvalg.

Knud Vilby er journalist og var ansat på Dagbladet Information , 1972–79 som en del af chefredaktionen på avisen. Han har siden 1985 arbejdet freelance som forfatter, journalist, foredragsholder og underviser.

 

Globalt håb? Globalisering fra Syd?

Hvordan forstår vi globalisering, og hvor er vi på vej hen?

Af Jette Steensen                                                                                                                                                  

En forening som Globale Seniorer må nødvendigvis forholde sig til disse spørgsmål. Lytter man i dag til det Globale Syd, er man herfra mere bevidst om, at råvarer stadig går fra syd til nord og at den neoliberale frihandelsmodel, hvor alverdens ting sendes frem og tilbage i forskellige forarbejdningsstadier, og produktionen flyttes efter den billigste arbejdskraft, den billigste skat og de laveste miljøkrav har haft negative konsekvenser. Selv om det er en politik, som har bragt mange mennesker ud af ekstrem fattigdom især i Kina, så har den samtidig øget uligheden i mange lande. Globale institutioner som Verdensbanken og WTO har ofte stillet så skrappe krav til de enkelte landes økonomiske politik, at det har været vanskeligt at gennemføre reformer til gavn for den almindelige befolkning. I stedet har vi set en stigende intern ulighed, og magtfulde mennesker som udnytter situationen til egen vinding og berigelse. Fælles for verden er imidlertid, at globaliseringen har medvirket til at accelerere et allerede alt for højt træk på klimakontoen.
Globaliseringens negative sider er nu delvis gået op for amerikanerne, ureguleret frihandel skaber problemer på hjemmefronten, et forhold Trump har forstået og nu udnytter til sin egen fordel. I stedet for at vi konstant fokuserer på at tage afstand til Trumps halvhjertede opgør med globaliseringen, er det vigtigt, at vi i Danmark/Vesten øver selvrefleksion og finder frem til en ny samtale om det gode liv med inspiration fra og i reel solidaritet med befolkningerne i det Globale Syd. Af mange grunde kan økonomisk vækst ikke fortsætte, alle ved det, men ingen gør noget. Det handler om konflikter, klima, forurening, biodiversitet, ulighed og mistrivsel på én gang. Man siger at magt korrumperer. Det gør penge også. I København har vi fokus på vores stadigt stigende ejendomsværdier, og de har en tendens til at binde os på hånd og mund. Visionerne for et bedre liv udebliver.
På trods af diverse planer er Danmark stadig blandt de mest forurenende lande i verden og samtidig blandt de 20 procent lande i verden med det højeste klimaaftryk. På denne baggrund virker det nærmest absurd, at Danmark nu placerer 5% mål for oprustning som tidens vigtigste EU spørgsmål. Oprustning i den størrelsesorden gavner bestemt ikke klimaet, kun våbenfabrikanterne, og skaber en evt. afledt midlertidig økonomisk vækst i Vesten, som vi absolut ikke har brug for. Det er derfor ikke så underligt, at mange lande i det Globale Syd ikke umiddelbart mener, at Europas oprustningsplaner er den bedste måde at bruge penge på.
I en kronik i Information (13.04.24) ” Mens Vesten ruster op militært, søger afrikanske feminister andre veje” beretter Susanne Possing om, hvorledes man i flere afrikanske lande, hvor man længe har levet med ødelæggelser fra både krig og klimakrise, finder vilje og evne til konfliktløsning i ubuntu, som er afrikansk udgave af tanken om, at vi bærer hinandens skæbne i vores hænder, men udvidet til også at omfatte fremtidige generationer. I kronikken henviser Possing bl.a. til Women´s International Peace Centre i Kampala, som arbejder med at gentænke hvad global politik kan være. I forlængelse af FN´s specialrapportør om ekstrem fattigdom og menneskerettigheder Olivier de Schutter udpeger de den rådende økonomiske model som roden til klimakrisen. I rapporten forud for FNs Globale Topmøde om fremtiden” konkluderer Schutter, for øvrigt, at ”vækstmanien må opgives ” (Information 11.07.24).
I Politiken (18.5.25) havde den indiske diplomat Kishore Mahbubani tre ’utænkelige’ forslag til Europa: Vi skal true med at forlade Nato, indgå en aftale med Rusland og et strategisk partnerskab med Kina. Mahbubani er ingen bæredygtighedsteoretiker. Alligevel er også han en budbringer, der kan bringe os videre, fordi vores vanetænkning udfordres.
At påvirke en forandringsproces synes helt uoverkommeligt, fordi store aftaler laves langt væk blandt politikere, der jonglerer med milliarder uden at vise reel indsigt i konsekvenserne. Det er usikkert, om politiske ledere i dag vil kunne løse de aktuelle problemer. De har tilsyneladende mistet kontrollen, fordi de lukkes inde i et system, hvor de motiveres af position og karriere, samtidig med at de konstant bombarderes med påvirkning fra lobbyister, der agerer på vegne af store og magtfulde virksomheder, som ikke nødvendigvis har samfundets interesse som førsteprioritet. I den sammenhæng kan det være grund til at mindes Hannah Arendts tese om “Ondskabens banalitet”, som henvender sig til os alle, fordi det basalt set handler om tankeløshed og manglende stillingtagen. Globalisering, vækst og modernitet er ofte blevet et problem frem for en løsning, især i forhold til vores behandling af hinanden og naturen. Mens fokus i debatten drejer sig om Putin og Trump, forværres klima-, miljø- og biodiversitetskrisen, men vi benægter det og lader os forføre til at fokusere på oprustning og fjendebilleder.
Spørgsmålet er, hvad der kan få mennesker til at samles om at skabe forandring. Hvad er et fællesskab? Er det et sted som forfalder til et anonymt, tankeløst og snakkende” man”, eller et sted hvor man tænker og handler sammen? Mener vi for alvor noget med det globale, så er det nødvendigt at løfte blikket og lytte til hinanden samt til de erfaringer og synspunkter der kommer fra det Globale Syd, som måske kan få os til at tænke det hele forfra.
Med udgangspunkt i disse og lignende tanker og ideer fra både nord og syd vil Afrikagruppen i efteråret 2015 i en studiekreds om Globalt håb sætte fokus på disse spørgsmål, som forhåbentlig også kan medvirke til forandring.

                                                                                                                                                                 14. juli 2025 

Krig og kaos i Congo

Vi mindes stadig med ubehag om, at de tidligere kolonimagter i Afrika fastlagde grænserne

Af Henrik Døcker

Ind imellem er det nødvendigt at fjerne blikket fra Trump, Ukraine og Gaza. Derfor her fokus på de verserende blodige begivenheder i Congo “og omegn”. Tilføjelsen er nødvendig, eftersom det aktuelle – men i virkeligheden langstrakte – militante opgør i Congos østlige provins Kivu nok så meget skyldes indtrængende militser fra det lille naboland Rwanda.

Det meget ulige størrelsesforhold mellem de to stater – Congos 2,3 mio. kvadratkilometer og lidt over 100 mio. indbyggere mod Rwandas 26.000 kvadratkilometer og 14 mio. indbyggere – synes ikke at være så afgørende.

Hertil kommer, at Congo er opsplittet i omkring 20 større folkegrupper (og utallige mindre), mens Rwanda blot har tre.
De lokale magtforhold – dvs. centralregeringens faktiske magtudøvelse, synes ikke at have afgørende vægt, hvortil kommer, at den stedlige befolkning typisk identificerer sig med stammefrænder og ikke den fjerne statsmagt. Stammefrænderne befinder sig i mange tilfælde også hinsides den statsgrænse, som kolonimagterne fastsatte på geografiske kort ved en konference i Berlin, tilbage i 1884-85.

Tænker vi tilbage på folkemordet i Rwanda i 1994, hvor hutu-stammefolk dræbte omkring 800.000 tutsier, ja så er det ikke gjort med det. Vi skal medtænke, at knap en mio. hutuer – efter at en eksilhær af tutsier fra Uganda havde overtaget magten i Rwanda –  flygtede til stammefrænder i nabolandet Congo (tidl. kaldet Zaire). Her har de mildest talt været et uhyggeligt voldselement lige siden.

Congos historie i de seneste godt 125 år synes at være en lang lidelse. Lige fra den belgiske konge erhvervede det som sin personlige ejendom – mod dog i 1908 at gå over til den unge belgiske stat – har der været megen indre uro.

Brutaliteten i den første tid, hvor afrikanske tvangsarbejdere fik afhugget lemmer, hvis de ikke var hurtige nok på gummiplantagerne, vekslede til anden form for undertrykkelse.

Frigørelsen fra Belgien i 1960 var også blodig, isprængt borgerkrig, hvor den kobberrige provins Katanga (i dag kaldet Shaba) ville løsrive sig, men blev hindret deri ved FN’s indgriben.

Det selvstændige Congos første premierminister Patrice Lumumba blev myrdet (vistnok under medvirken af USA’s hemmelige tjeneste CIA).

Da FNs daværende generalsekretær Dag Hammarskjöld fløj mod den nye stat for at mægle, omkom han, da hans fly blev skudt ned.
Dette blot som historisk bagtæppe for de seneste 30 års blodige efterslet.

Da general Paul Kagame umiddelbart efter Rwanda-folkedrabet i spidsen for en eksilhær rykkede ind i Rwanda – mens titusinder af hans hutu-medborgere som nævnt var flygtet til Congo – opkastede han sig til den lille stats enehersker og havde held til at skabe en god økonomi.

Beretningerne om Rwandas samfundsforhold, herunder de politiske magtstrukturer, har været få. Men det står fast, at han ved det seneste valg i juli 2024 opnåede godt 99 pct. af stemmene – som også ved valget i 2017. Det tydeliggør, at der ikke er tale om et demokrati, men der foreligger ikke for den store omverden nærmere information om, hvordan denne ensretning er blevet gennemført

Helt tilbage til 2009 går beretninger om tutsi-stammefolks brutalitet, plyndringer, voldtægter og drab i det østcongolesiske område, nærmere betegnet Nord-Kivu der kaldes “De store Søer” med hovedbyen Goma (omkr. to mio. indbyggere). Tutsierne lever både i Rwanda og Congo, skal det bemærkes.

Hovedaktøren, den militante bevægelse M23, har netop undertvunget sig Goma. M23 er en tutsi-sammensat gruppe, opkaldt efter en fredsslutning mellem Congo og Rwanda den 23. marts 2009. Selv efter en massiv indsats fra FN’s fredsstyrke MONUSCO er der langt fra fred. I øvrigt vedtog FN i 2023 at styrken skulle trækkes tilbage – uden at det dog er sket.

Problemerne kan sættes i perspektiv ved at fokusere på, at Goma ligger blot 100 km. fra Rwandas hovedstad Kigali, men 1500 km fra Congos hovedstad Kinshasa.
Rwanda, som i årevis efter sin selvstændighed i 1962, har støttet tutsierne i Congo, har i kraft af den økonomiske og politiske stabilitet, Kagame har tilvejebragt, opnået en sådan international respektabilitet, at landet nærmest er blevet ombejlet som kommende afrikansk center for asylsøgere til Europa. Efter en melodi, som nu i flere EU-lande, deriblandt Danmark, midlertidigt at “eksportere” de ubekvemme asylsøgere. Et “projekt”, der som bekendt foreløbig er strandet på juridiske klippeskær. Ligesom Italiens tilsvarende ideer om at eksternalisere sine problemer med asylsøgere til Albanien.

EU-Kommissionen ventes at komme med et udspil herom i foråret.

Der al mulig grund til at have forbehold over for Kagame, selv om fx Danmark yder Rwanda pæn bistand: 150 mio. kr. over de næste tre år. Han bekender sig til hede drømme om et “Stor-Rwanda” i en refleksion over urimeligheden i kolonimagternes korttegning (jf. ovenfor) Hvad driver ham så?

Bortset befolkningstætheden på 578 indb. pr. kvadratkilometer i Rwanda har Congo rige mineralforekomster, bl.a. af cobolt, tin, guld og wolfram. Trods præsident Kagames benægtelser og fredsforsikringer på diverse forsoningsmøder, så er 4000 M23-soldater fra Rwanda rykket ind i Congo. FN’s store fredsbevarende styrke MONUSCO på oprindelig omkr.20.000 mand synes efterhånden mere eller mindre magtesløs.
Disse tilstande har taget livet af millioner af mennesker og tvunget 5,7 mio. på flugt til andre dele af landet plus en million til nabolandene. De indledende høfligheder mellem Kagame og Congos præsident Félix Tshisekedi er afløst af isnende kulde. FNs Sikkerhedsråd har appelleret til parterne om at indstille kampene, USA’s nye udenrigsminister og den danske FN-ambassadør har været på banen – men uden resultat.

Der er for resten også over 100 forskellige militser ud over M23, som røver, plyndrer, myrder og voldtager i denne østlige del af Congo. En del af dem består af hutu-stammefolk, som flygtede fra Rwanda, efter at Kagames tutsi-eksilhær tog magten oven på hutuernes folkedrab på tutsierne.

P.s. Der er i øvrigt to Congo’er: Det her omtalte, officielt kaldet Den Demokratiske Republik Congo (med hovedstaden Kinshasa) og Republikken Congo (tidl. fransk) med hovedstaden Brazzaville.

5. februar 2025

Rejsebrev fra Sydafrika

Af Jette Steensen Globale Seniorer

Jette Steensen fra Afrikagruppen i Globale Seniorer og 2 fra Global Aktion har været på 12 dages besøg hos RWA (Rural Women´s Assembly www.ruralwomensassembly.org )  og TCOE (Trust for Community Outreach and Education, www.tcoe.org.za) i Sydafrika.

Besøget er start på et nyt projekt for Global Aktion med titlen: ”Forward to Feminist Agroecology: The Power to Feed ourselves in our Hands” og er støttet af CISU’s klimapulje. RWA er en tværregional kvindeorganisation, som rækker ud til kvinder i foreløbig 10 SADC lande i det sydlige Afrika, men ambitionen er at nå ud til endnu flere.

Besøget var fordelt med 7 dage i Cape Town og 5 dage lidt udenfor Johannesburg.

Sydafrika er et af verdens mest ulige lande, og det oplever man tydeligt. Cape Town er en smuk by med flot udsigt over havet og frodig vegetation. Overalt er der store dyre villaer og luksuriøse lejligheder; de fleste med smuk havudsigt så man kunne tro, man befandt sig i Californien eller Florida, lige indtil man lidt udenfor byen får øje på de utallige små huse og blikskure som ligger tæt klumpet sammen på en bjergskråning. Man tænker uvilkårligt: ”Hvornår var det egentlig at apartheid blev afskaffet ”?

Cape Town er en smuk by med flot udsigt over havet, men lidt uden for byen får man øje på disse skure som ligger op ad en bjergskråning. Foto GS

Formålet med besøget i Cape Town var dels at besøge RWA’s hovedkontor, hvor vi skulle diskutere programmet for vores besøg samt det kommende fælles projekt. Et projekt som over en 2 en halv årig periode skal uddanne 100 kvinder fra 5 lande: Sydafrika, Namibia, Lesotho, Zambia og Malawi,. Dels ville vi besøge agroøkologiske projekter i byerne Robertson og Suurbrak et par timers kørsel fra Cape Town.

Vores kommende fælles projekt tilrettelægges af RWA og TCOE, men de kvindelige deltagere er selv erfarne agroøkologiske praktikere. Ideen er, at den tilrettelagte undervisning i hovedsagen skal tilføre viden om klimaforandringernes årsager og betydning, samt basale biologiske processer, samtidig med at kvinderne underviser hinanden i praktisk økologi ved at udveksle metoder og erfaringer. Formålet er, at de uddannes til at blive agroøkologiske trænere og fortalere for agroøkologi. De skoles til at kunne påvirke lokale, regionale og nationale myndigheder til både at sørge for at kvinderne kan få adgang til jord, ” One woman one hectar” er deres slogan, og til at kunne argumentere for agroøkologiske metoder for at undgå standardiserede kommercielle frø samt GMO og pesticider.

I anden halvdel af projektet skal de nyuddannede kvinder så selv uddanne yderligere hver mindst 10 kvinder i eget lokalområde, således at deres viden spredes. Det er alene RWA og TCOE, som sørger for at tilrettelægge uddannelsen. Fra dansk side er eneste opgave at rapportere tilbage til CISU samt arrangere møder i forbindelse med agroøkologiske initiativer i Danmark, hvor vi inviterer kvinder fra projektet til at bidrage med deres viden og erfaringer, som vi bestemt kan lære meget af.

Efter besøget hos RWA skulle vi have indblik i TCOE’s arbejde. TCOE’s kontor ligger i et landområde i den lille by Robertson 2 timers kørsel fra Cape Town.  I området dyrkes frugt og vindruer i lange baner. Men dyrkningsmetoder og arbejdsforhold er stærkt kritisable, og derfor er det en af TCOE’s hovedopgaver at assistere arbejderne i deres kamp for acceptable arbejdsforhold. Det er en kamp op ad bakke. Der er flere problemer: for det første mister mange lokale landarbejdere deres jobs til migrantarbejdere fra nabolande som Lesotho og Zimbabwe. Arbejdsløsheden i de rurale områder er stigende, hvilket medfører etniske sammenstød og uroligheder. TCOE forsøger at forlige parterne og uddanne dem til at forstå, at presset kommer fra arbejdsgiverne, som bruger modsætningerne til at forringe løn og arbejdsforhold. Samtidig forsøger TCOE at gøre opmærksom på skadevirkningerne ved brug af diverse kemiske pesticider i vin- og frugtproduktionen, som resulterer i mange kræfttilfælde blandt arbejderne. TCOE forsøger både at hjælpe med juridisk bistand i kamp om erstatning og oplysning om beskyttelsesudstyr. Alt dette får man ellers ikke noget at vide om, når man kører ad den smukke og turistede vinrute, hvor trendy cafeer, store landejendomme og vinmarker ligger side om side, mens arbejderne bor klumpet sammen i beskedne townships gemt lidt af vejen, som f.eks. Elsies have.

Elsie i sin have – Sydafrika. Foto GS

Elsie underviser unge piger i, hvordan de skal så og senere udplante afgrøder. Foto GS

Hovedformålet med besøget i Robertson og efterfølgende besøg i landsbyen Suurbrak var imidlertid at se eksempler på RWA´s arbejde med agroøkologiske demonstrations- og undervisningsprojekter blandt de fattige og ofte jordløse kvinder. RWA’s slogan er: 1 kvinde 1 hektar land (som minimum). Adgang til jord er i Sydafrika, som i mange andre afrikanske lande, en kompliceret affære, hvor kulturelle traditioner, patriarkalske strukturer samt private kapitalinteresser ofte gør det vanskeligt for kvinderne at få adgang til jord. Alligevel griber de enhver mulighed for at få adgang til at dyrke jorden i små individuelle baghaver og på større ubenyttede jordstykker, fordi de ønsker fødevaresikkerhed og fødevaresuverænitet, samtidig med at de er helt bevidst om forureningens negative indflydelse.

Mange kvinder er eksperter i agroøkologi. De underviser hinanden og de unge kvinder. På billederne herover ses Elsie som underviser unge piger i, hvordan de skal så og senere udplante afgrøder. Problemet er, at trods en skyhøj ungdomsarbejdsløshed på omkring 50%, drømmer mange unge om et helt andet liv i byen. Mange af pigerne bliver imidlertid tidligt gravide, får forsørgeransvar og må derfor tidligt se sig om efter andre muligheder.

AFSA (African Food Sovereignty Alliance) arbejder for at ændre holdningen til tilværelsen på landet og er i gang med en stor kampagne om klimaforandringernes betydning. I oktober afholdes i Addis Abeba et todages Panafrikansk ungdomstopmøde med overskriften ”The First Thousand African Youth Summit on Food Systems and Agroecology 2024” (www.afsafrica.org) 250 unge forventes at deltage samtidig med at mere end 2000 ungdomsledere forventes at deltage via zoom, så der er en bevægelse i gang, som måske kan bidrage til at vende udviklingen og interessen.

Efter møderne i Robertson og Suurbrak skulle vi videre til Johannesburg, men vi tog afsked med Cape Town ved at besøge de afrikanske pingviner ved Boulders Beach, som også så ud som om de godt kunne tænke sig at komme ud på en længere rejse.

I Johannesburg skulle vi deltage i RWA’s årlige agroøkologiske kursus sammen med 50 kvinder fra RWA’s samarbejdspartnere i 10 afrikanske lande. Kurset blev afholdt udenfor et township 30 km fra Johannesburg. Oprindeligt var planen, at vi skulle indlogeres på et lokalt konferencecenter, men ugen før vores ankomst var centret blevet vandaliseret og delvis brændt ned af lokale bander, så i stedet flyttede vi ind på en nedlagt sygeplejerskeskole, som havde stået tom et års tid. Faciliteterne var derfor ikke helt på plads, men man fik efterhånden styr på tingene. Sammen med en kollega fra Global Aktion og en kvinde fra en schweizisk ngo blev jeg installeret i en tidligere lade, som blev indrettet med madrasser og tæpper.

Hvis man forestiller sig, at det er varmt i Johannesburg, kan jeg fortælle, at temperaturen faldt til 1 grad om natten, så vi var helt udmattede af kulde den næste morgen. Heldigvis blev vi derefter forsynet med ekstra tæpper, så vi kunne bygge hule til natten.

Selve kurset skulle finde sted hos Mama Tembe, som havde en økologisk drevet gård ”Althea plots” en lille kilometer fra overnatningsstedet. Her var frugttræer og buske, krydderurter og et stort markareal, hvor der blev dyrket økologiske grøntsager til salg i Johannesburg. Ved siden af huset  var opstillet et stort telt , hvor vi kunne sidde, når vi ikke var i marken. På grund af risiko for overfald mm. måtte vi kunne gå derhen i samlet flok alle 50 kvinder ledsaget af 4 vagter, men vi oplevede heldigvis ingen ubehageligheder. Samtidig forsikrede vagterne os om, at kobraslangerne nok var gået i hi på grund af kulden.

Hver morgen blev dagens undervisning indledt med en såkaldt ”mystica”, som bestod i at landene efter tur skulle indlede med sange og dans i rundkreds. Der var en helt utrolig kraft og smittende glæde i disse morgener og ofte måtte lederne gribe ind for at få seancen til at stoppe igen. Fra hvert af de ti lande havde kvinderne medbragt diverse frø og planter som blev placeret midt i teltet til beundring, diskussion og udveksling.

Herefter gik vi i gang med undervisningen. Vi lærte bl.a. at fremstille Bokashi kompost med afrikansk plantemateriale. Bokashi er en måde at kompostere organisk materiale til jordforbedring, metoden kendes også i Danmark men naturligvis med andet materiale. Vi var også i marken og udplantede stiklinger bl.a vekslende mellem løg og spinat. Da periodevis tørke er et udbredt problem, havde man udviklet en metode, hvor man brugte en to liters plasticflaske som vandreservoir omkring planterne, her var ideen imidlertid blevet videreudviklet, fordi man havde erfaret, at plasticflaskerne kan begynde at smelte, når solen bager, hvilket jo ville betyde forurening af jord og planter. I stedet havde man opfundet en metode, hvor flasken fyldes med 1/3 sand og 2/3 vand. Herefter prikkes fine huller i bunden og 1/3 oppe på flasken, som sættes i jorden og der plantes derefter omkring flasken, så flasken er i jorden og ikke udsættes for direkte sol. Derved opstår tryk i flasken, så man kan regulere vandtilførslen ved at skrue på låget, en idé jeg helt sikkert vil prøve herhjemme. Ret smart! Men det var ikke det eneste innovative tiltag. Den næstsidste dag skulle vi på udflugt til et lille lokalt energiprojekt, hvor man arbejdede med genanvendelse og alternativ energi – men ikke via import af avancerede løsninger udefra, som kræver økonomi at vedligeholde, men et lokalt udviklet initiativ med minimale omkostninger. Tanken var, at de løsninger der var udviklet skulle kunne kopieres og anvendes som samlet løsning i forskellige lokalsamfund. Arrangementet bestod af tre dele.

For det første et lille beskedent biogasanlæg, som blev fodret med lokalt plantemateriale, hvorefter man kunne tappe gas af til minimalt køkkenbrug.

Klart nok ikke store mængder. Når gryden var blevet bragt i kog gennem varme fra biogasanlægget, kunne den flyttes til et kogestativ placeret på en metalparabol, som reflekterede solen og kunne holde gryden varm i løbet af dagen. 

Majsgrød eller gryderet kunne så være klar om aftenen. Som alternativ til parabolen havde kvinderne syet en såkaldt ”wonderbag” af tolagsstof. Mellem stoflagene var der kommet granuleret styropor, som virker isolerende, fremstillet af plader indsamlet på lossepladsen.

Gryden placeres i ”wonderbag”, og der lægges en ligeledes styropor fyldt pude henover – et princip der svarer til en ”høkasse”, som nogle måske kender. – Innovativt- klimavenligt og bæredygtigt!

 

Alt i alt var opholdet utroligt inspirerende, kvinderne var livsbekræftende glade, engagerede og vidende og vi lærte utroligt meget – en opmuntrende oplevelse, som giver håb for fremtiden både for projektet og længere frem.

Udgivet 12.10.2024

SVM-regeringens Afrika-strategi 

En kommentar af Poul Brandrup og Per Bo

Danmark og Afrikas århundrede.

Så kom Regeringens bebudede Afrika-strategi. Den blev præsenteret den 26. august af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og minister for udviklingssamarbejde Dan Jørgensen, der lige nåede at være med, inden han tog til EU som kommissær.
Der er mange positive elementer i Afrika-strategien, der har overskriften: “Afrikas århundrede” med underteksten: “Strategi for et styrket dansk engagement med de afrikanske lande”. Fint nok. Men en mere visionær undertekst ville have været “Strategi for et styrket mellemfolkeligt samvirke med de afrikanske lande”, hvis andre ikke allerede havde taget navnet.

Men man sender også blandede signaler. Samtidig med at Dan Jørgensen tager til EU er det ikke blot ham, der forsvinder, men også den selvstændige portefølje som minister for udviklingssamarbejde.
Udenrigstjenesten skal styrkes både hjemme og mht. den diplomatiske repræsentation. Nogle ambassader nedlægges og nye oprettes f.eks. i Senegal og Tunesien samt Rwanda. Er de sidste eksempler på “et styrket dansk engagement med de afrikanske lande” ?
Nogenlunde samtidig kom regeringen med sit forslag til finanslov, hvor man også præsenterede en plan for udgiftsrammer for udviklingssamarbejdet 2025-28. Målt som procent af BNI er målet formelt uændret 0,7 % af BNI. Nogle poster kan man bestemt diskutere, om de bør høre under udviklingssamarbejdet eksempelvis støtte til Ukraine. Angiveligt går 55 % af udviklingsrammen til Afrika.

Reelt er den egentlige udviklingsbistand blevet reduceret i seneste mange år. Har man en garanti for, at der vil være tilstrækkelige midler til finansiering af en ambitiøs Afrika-strategi ?

Som nævnt ser det ud til, at man nu vil styrke udenrigstjenesten. (Paradokset er, at det vist var den nuværende udenrigsminister, der tidligere som statsminister i en anden regering mente, at man årligt kunne nedskære bevillingerne til “administration” også i udenrigsministeriet med 2 % pa.).

I strategien erkender man, at der er et behov for en ny tilgang til Afrika. Nogle indgroede forestillinger gælder ikke længere og nye udfordringer er kommet til. Det er en vigtig erkendelse. Det er også vigtigt, at man ikke bare kan forlade sig på bilaterale samarbejder, men i en række tilfælde må gå via – eller rettere – påvirke EU’s Afrika-politik. Det vil være væsentligt at overveje, hvilken vej eller veje man vil gå. I nogle tilfælde kan det være fornuftigt at trække på det nordiske samarbejde. (De nordiske lande har på nogle områder et bedre renommé end tidligere kolonimagter).

Det er positivt, at man angiveligt vil lægge vægt på at understøtte de afrikanske landes egne strukturer.
Her tænker vi overordnet på den kontinentale organisation AU (Den Afrikanske Union, som alle afrikanske lande i dag er medlemmer af). Derudover de subregionale organisationer som ECOWACS og EAC – det østafrikanske fællesskab.

Her tænkes ikke specielt på de fysiske strukturer, men på deres økonomiske kapacitet mv. Man bør derfor fra dansk og europæisk side følge godt med i, hvordan disse organisationer udvikler sig, og hvilke ambitioner, de har. *)

I Strategien nævnes der eksempler på væbnede konflikter, borgerkrige, militærkup mv. Det er nedslående, Men det kunne være godt, hvis Danmark og EU også kom med eksempler på afrikanske “Best practices”.

I strategiteksten og i forbindelse med kommentarer argumenteres ofte med, at grunden til, at Danmark og især Europa skal være til stede er, at Kina – især økonomisk – er der og Rusland – især militært – er der.
Det er en kortsigtet betragtning. Det giver en zigzag politik.
Der behøves en vedholdenhed i det europæisk-afrikanske samarbejde.

Afrika-strategien indgår også som en del af Danmarks overordnede globale politik. Her savner vi flere steder en eksplicit reference til FNs Verdensmål. Det kunne samtidig sikkert være et godt argument ifm. samarbejdet om konkrete projekter.

Vi skal i Danmark og Europa også huske på, at det er de faktiske handlinger, vi bliver vurderet på nok så meget som de smukke ord, der udtales eller skrives.
I Danmarks tilfælde vil der komme særlig fokus på vores holdninger under Danmarks medlemskab af FN’s sikkerhedsråd (2025-26) og under det danske EU-formandskab (2. halvår 2025, hvor der sandsynligvis skal afholdes et EU-AU topmøde). Det giver både muligheder og medfører risici !

*)  Globale Seniorer gennemførte i januar 2024 en studierejse til Afrika og havde møder med bl.a.  den Afrikanske Union – AU og Det Østafrikanske Fællesskab – EAC.

Ved brug af nedenstående link til Udenrigsministeriets hjemmeside kan du finde regeringens strategi med tilhørende fakta ark. 

https://um.dk/Udenrigspolitik/aktuelle-emner/afrikas-aarhundrede

Udgivet 3.10.2024