Afrika - Globale Seniorer

Studietur til Ghana?

Studietur til Afrika – Ghana?

Afrika arbejdsgruppen har diskuteret mulighederne for at arrangere en ny studietur. Man behøver ikke være tilmeldt Afrikagruppen for at deltage. Alle interesserede globale seniorer er velkomne. Ghana er blevet nævnt som en interessant mulighed. Gennem Jane Bartholdy har vi fået kontakt til Kwabena Asare Nyako, som har en lang række spændende kontakter og evt. vil indgå i samarbejde om en studietur. For at få indtryk af interessen i GS vil vi derfor gerne holde et indledende møde.

Ghana er interessant af mange grunde.

Politisk

Ghana var det første afrikanske land som fik uafhængighed 6 marts 1957 med Nkrumah som første Præsident. Nkrumah var bl.a. stærkt optaget af at skabe afrikansk enhed i form af først Organisationen af Afrikanske Stater (OAS), som senere blev til den Afrikanske Union (AU). I dag er Accra bl.a. vært for AfCFTA (African Continental Free Trade Area), som vi kan prøve at få en aftale med.

Dansk historie og danske forbindelser

Historisk har Danmark haft forbindelse til Ghana – tidligere Guldkysten, hvor man anlagde et antal forter som led i interessen for salg af guld og elfenben og ikke mindst slaver. Fortet Christiansborg blev taget i brug som præsidentbolig af Nkrumah. Vi vil kunne besøge fortet og høre om dets historie og evt. møde dansk/ghanesiske efterkommere.

Efter selvstændigheden har der været mange samarbejdsprojekter mellem Ghana og Danmark, både gennem Danida, danske universiteter og NGO’er ,og det vil være hensigten at forsøge at få indblik i nogle af disse dels som forberedelse og dels under besøget

Klimaforandringer

Ghana var i mange år verdens førende kakaoproducent. Sammen med Elfenbenskysten produceres her omkring 60% af verdens kakao. Klimaforandringerne rammer imidlertid kakaoproduktionen hårdt på grund af sygdomme forårsaget af perioder med kraftig regn. Ghana har også værdifulde mineraler, bl.a guld. Intensiv minedrift har imidlertid også skabt forurening af mange floder. ”Galamsey” (gather and sell ) er et vigtigt nutidigt begreb i Ghana, som en stor del af befolkningen er meget utilfredse med. Begrebet refererer til ulovlig småskala minedrift, som bidrager til at forurene drikkevand og floder. Det vil derfor være relevant at få et møde med lokale miljøorganisationer.

Kvinder og kvindeorganisationer

Ghana er som mange afrikanske lande ret mandsdomineret, men der sker fremskridt. Ved valget i 2024 fik landet sin første kvindelige vicepræsident Jane Naana Opoku-Agyemang. Som mange andre steder i Afrika etableres stærke kvindesammenslutninger, som forsøger aktivt at sætte aktivt ind overfor klima og miljøudfordringerne. GWAT (Ghanian Women in Agroecology and Territorial Markets) er en ny organisation som vil arbejde for at styrke kvinder, som ønsker at fremme agrøkologi som en af løsningerne på udfordringerne med klimaforandringer og fødevaresikkerhed og det ville være vældig interessant at komme i kontakt med dem.

Mange andre vinkler kan inddrages. Det vil kunne diskuteres på mødet. På en GS-studietur forventes det at deltagerne deltager aktivt i planlægningen. Evt. spørgsmål kan sendes til jksteensen@yahoo.com.

Afrika Arbejdsgruppen

Oprør i Den Demokratiske Republik Congo

Vi har inviteret Lektor Kasper Hoffmann , Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv til at gøre os klogere på konflikten. Han har gennem sin forskning beskæftiget sig indgående med emnet.

I en artikel i Altinget rejser Hoffmann spørgsmålet om Den Congolesiske Revolutionshær – M23’s – oprør i Congo giver anledning til nye overvejelser over hvilke betingelser Danmark stiller til sit udvidede udviklingssamarbejde med Rwanda.

Hoffmann, K 2025, Historien viser, at Vesten kan hjælpe med at stoppe ny storkrig i Afrika. Globalnyt, Frb

Verweijen , J., & Hoffmann, K. (2024). Dangerous environments: Environmental peacebuilding’s technomoral imaginary and its power-knowledge effects. Ecology and Society, 29(3), 23.

Verweijen , J., Hoffmann, K. & Muzalia, G., 2024, Roadblocks at the rhythm of the country: A political sociology of roadblocks in DR Congo, Danish Institute for International Studies, p. 1-24, 24 p. (DIIS Working Paper series Roadblocks and revenues, Vol. 7).

Hoffmann, K., Muzalia, G., Muhigirwa, C. & Nalunva, A., The Past in the Present: Ethnicity, Conflict and Politics in Eastern Congo, maj 2022, Ghent, Belgium: Governance in conflict Network. 64 s.

Læs iøvrigt på hjemmesiden Henrik Døckers glimrende introduktion til konflikten.

COP 29 og Afrikas klimaudfordringer

Afrikagruppen har inviteret Marie Ladekjær Gravesen fra DIIS til at holde oplæg under overskriften COP 29 – Klimatilpasning skal finansieres globalt men styres lokalt med vandprojekter i Tanzania og Kenya som eksempel.

Senegal – På vej ud af kolonitidens skygge?

Nye politiske strømninger og migration

Det har længe været et ønske at høre mere fra Vestafrika. Derfor har Afrikagruppen inviteret Ida Marie Vammen fra DIIS til at holde oplæg om udviklingen i Senegal.

I starten af 2024 gik befolkningen i Senegal til valg og sagde klart ja til landets nye unge præsident Bassirou Diomaye Faye efter en tumultarisk optakt i det ellers så stabile demokrati i Vestafrika. Valget af Faye og hans tætte allierede premierminister og leder af PASTEF-partiet Ousmane Sonko, tegner et nyt kapitel i senegalesisk politik. En ny panafrikansk bevægelse vinder frem og udfordrer landets historiske loyalitet over for den tidligere kolonimagt Frankrig og det vestlige samarbejde i en region, der i stigende grad orienterer sig mod nye aktører som Rusland. Samtidig står Senegal overfor en række udfordringer, som også præger mange andre afrikanske lande, øget urbanisering, klimaforandringer , voksende befolkninger og mangel på arbejdspladser. Mange unge efterlades uden jobmuligheder og håb, hvilket gør ,at flere drømmer om at migrere til udlandet. Dette afspejles f.eks. i det stigende antal senegalesiske migranter, der igen tager den lange og farlige rute over Atlanterhavet til De Kanariske Øer – en udvikling, som EU forsøger at bremse gennem en række grænsekontrolinitiativer.

Seniorforsker Ida Marie Vammen vil med afsæt i sin forskning om senegalesisk migration og EU´s grænsekontrol diskutere de nye politiske strømninger i Senegal.

Krig og kaos i Congo

Vi mindes stadig med ubehag om, at de tidligere kolonimagter i Afrika fastlagde grænserne

Af Henrik Døcker

Ind imellem er det nødvendigt at fjerne blikket fra Trump, Ukraine og Gaza. Derfor her fokus på de verserende blodige begivenheder i Congo “og omegn”. Tilføjelsen er nødvendig, eftersom det aktuelle – men i virkeligheden langstrakte – militante opgør i Congos østlige provins Kivu nok så meget skyldes indtrængende militser fra det lille naboland Rwanda.

Det meget ulige størrelsesforhold mellem de to stater – Congos 2,3 mio. kvadratkilometer og lidt over 100 mio. indbyggere mod Rwandas 26.000 kvadratkilometer og 14 mio. indbyggere – synes ikke at være så afgørende.

Hertil kommer, at Congo er opsplittet i omkring 20 større folkegrupper (og utallige mindre), mens Rwanda blot har tre.
De lokale magtforhold – dvs. centralregeringens faktiske magtudøvelse, synes ikke at have afgørende vægt, hvortil kommer, at den stedlige befolkning typisk identificerer sig med stammefrænder og ikke den fjerne statsmagt. Stammefrænderne befinder sig i mange tilfælde også hinsides den statsgrænse, som kolonimagterne fastsatte på geografiske kort ved en konference i Berlin, tilbage i 1884-85.

Tænker vi tilbage på folkemordet i Rwanda i 1994, hvor hutu-stammefolk dræbte omkring 800.000 tutsier, ja så er det ikke gjort med det. Vi skal medtænke, at knap en mio. hutuer – efter at en eksilhær af tutsier fra Uganda havde overtaget magten i Rwanda – flygtede til stammefrænder i nabolandet Congo (tidl. kaldet Zaire). Her har de mildest talt været et uhyggeligt voldselement lige siden.

Congos historie i de seneste godt 125 år synes at være en lang lidelse. Lige fra den belgiske konge erhvervede det som sin personlige ejendom – mod dog i 1908 at gå over til den unge belgiske stat – har der været megen indre uro.

Brutaliteten i den første tid, hvor afrikanske tvangsarbejdere fik afhugget lemmer, hvis de ikke var hurtige nok på gummiplantagerne, vekslede til anden form for undertrykkelse.

Frigørelsen fra Belgien i 1960 var også blodig, isprængt borgerkrig, hvor den kobberrige provins Katanga (i dag kaldet Shaba) ville løsrive sig, men blev hindret deri ved FN’s indgriben.

Det selvstændige Congos første premierminister Patrice Lumumba blev myrdet (vistnok under medvirken af USA’s hemmelige tjeneste CIA).

Da FNs daværende generalsekretær Dag Hammarskjöld fløj mod den nye stat for at mægle, omkom han, da hans fly blev skudt ned.
Dette blot som historisk bagtæppe for de seneste 30 års blodige efterslet.

Da general Paul Kagame umiddelbart efter Rwanda-folkedrabet i spidsen for en eksilhær rykkede ind i Rwanda – mens titusinder af hans hutu-medborgere som nævnt var flygtet til Congo – opkastede han sig til den lille stats enehersker og havde held til at skabe en god økonomi.

Beretningerne om Rwandas samfundsforhold, herunder de politiske magtstrukturer, har været få. Men det står fast, at han ved det seneste valg i juli 2024 opnåede godt 99 pct. af stemmene – som også ved valget i 2017. Det tydeliggør, at der ikke er tale om et demokrati, men der foreligger ikke for den store omverden nærmere information om, hvordan denne ensretning er blevet gennemført

Helt tilbage til 2009 går beretninger om tutsi-stammefolks brutalitet, plyndringer, voldtægter og drab i det østcongolesiske område, nærmere betegnet Nord-Kivu der kaldes “De store Søer” med hovedbyen Goma (omkr. to mio. indbyggere). Tutsierne lever både i Rwanda og Congo, skal det bemærkes.

Hovedaktøren, den militante bevægelse M23, har netop undertvunget sig Goma. M23 er en tutsi-sammensat gruppe, opkaldt efter en fredsslutning mellem Congo og Rwanda den 23. marts 2009. Selv efter en massiv indsats fra FN’s fredsstyrke MONUSCO er der langt fra fred. I øvrigt vedtog FN i 2023 at styrken skulle trækkes tilbage – uden at det dog er sket.

Problemerne kan sættes i perspektiv ved at fokusere på, at Goma ligger blot 100 km. fra Rwandas hovedstad Kigali, men 1500 km fra Congos hovedstad Kinshasa.
Rwanda, som i årevis efter sin selvstændighed i 1962, har støttet tutsierne i Congo, har i kraft af den økonomiske og politiske stabilitet, Kagame har tilvejebragt, opnået en sådan international respektabilitet, at landet nærmest er blevet ombejlet som kommende afrikansk center for asylsøgere til Europa. Efter en melodi, som nu i flere EU-lande, deriblandt Danmark, midlertidigt at “eksportere” de ubekvemme asylsøgere. Et “projekt”, der som bekendt foreløbig er strandet på juridiske klippeskær. Ligesom Italiens tilsvarende ideer om at eksternalisere sine problemer med asylsøgere til Albanien.

EU-Kommissionen ventes at komme med et udspil herom i foråret.

Der al mulig grund til at have forbehold over for Kagame, selv om fx Danmark yder Rwanda pæn bistand: 150 mio. kr. over de næste tre år. Han bekender sig til hede drømme om et “Stor-Rwanda” i en refleksion over urimeligheden i kolonimagternes korttegning (jf. ovenfor) Hvad driver ham så?

Bortset befolkningstætheden på 578 indb. pr. kvadratkilometer i Rwanda har Congo rige mineralforekomster, bl.a. af cobolt, tin, guld og wolfram. Trods præsident Kagames benægtelser og fredsforsikringer på diverse forsoningsmøder, så er 4000 M23-soldater fra Rwanda rykket ind i Congo. FN’s store fredsbevarende styrke MONUSCO på oprindelig omkr.20.000 mand synes efterhånden mere eller mindre magtesløs.
Disse tilstande har taget livet af millioner af mennesker og tvunget 5,7 mio. på flugt til andre dele af landet plus en million til nabolandene. De indledende høfligheder mellem Kagame og Congos præsident Félix Tshisekedi er afløst af isnende kulde. FNs Sikkerhedsråd har appelleret til parterne om at indstille kampene, USA’s nye udenrigsminister og den danske FN-ambassadør har været på banen – men uden resultat.

Der er for resten også over 100 forskellige militser ud over M23, som røver, plyndrer, myrder og voldtager i denne østlige del af Congo. En del af dem består af hutu-stammefolk, som flygtede fra Rwanda, efter at Kagames tutsi-eksilhær tog magten oven på hutuernes folkedrab på tutsierne.

P.s. Der er i øvrigt to Congo’er: Det her omtalte, officielt kaldet Den Demokratiske Republik Congo (med hovedstaden Kinshasa) og Republikken Congo (tidl. fransk) med hovedstaden Brazzaville.

5. februar 2025

Globale fondes rolle i udviklingspolitik

Globale fondes rolle i udviklingspolitikken med fokus på Afrika

Store internationale private fonde, herunder Bill Gates samt danske Novo Nordisk, har i stigende grad betydning for udviklingspolitikken. For at introducere og diskutere denne udvikling har vi inviteret Adam Moe Fejerskov fra DIIS til at fortælle om muligheder og konsekvenser af denne udvikling.es som fortsættelse eller kontrast til Afrika gruppens møde 3.2, hvor vi hører om Cop29 og hvordan behovet for at lokalt styret udvikling kan komme til at spille en større rolle i en bæredygtighedssammenhæng. Kan de to tendenser forenes ?

Disse kontraster skulle give rig mulighed for diskussion.

Adam Moe Fejerskov er seniorforsker på DIIS og beskæftiger sig især med private aktørers rolle, herunder Bill og Belinda Gates fonden. Han er bl.a. forfatter til “ the Gates Foundation’s Rise to Power (2018)

Afrikas århundrede – Afrikastrategien

Poul Nielson, fhv. medlem af Folketinget, udviklingsminister og EU-kommissær for udviklingspolitik og humanitær bistand er inviteret til at kommentere SVM-regeringens Afrika-strategi. Poul Nielson har i sin lange politiske karriere haft fokus på internationale spørgsmål. I udviklingssamarbejdet blev der lagt vægt på det langsigtede perspektiv. En væsentlig del af udviklingsindsatsen skete i samarbejde med afrikanske partnere. Poul Nielson har en kritisk tilgang til hvorledes samarbejdet bliver.

I øvrigt kan vi henvise til Poul Nielsons artikel “Udviklingspolitik – de store linjer”. Artiklen har tidligere været bragt i Altinget Udvikling.

Udviklingspolitik – de store linjer af Poul Nielson

EU’ Udviklingspolitik af Poul Nielson

Regeringens Afrika-strategi kan findes på følgende adresse:

https://um.dk/Udenrigspolitik/aktuelle-emner/afrikas-aarhundrede

Download faktaarket som PDF her

Rejsebrev fra Sydafrika

Af Jette Steensen Globale Seniorer

Jette Steensen fra Afrikagruppen i Globale Seniorer og 2 fra Global Aktion har været på 12 dages besøg hos RWA (Rural Women´s Assembly www.ruralwomensassembly.org ) og TCOE (Trust for Community Outreach and Education, www.tcoe.org.za) i Sydafrika.

Besøget er start på et nyt projekt for Global Aktion med titlen: ”Forward to Feminist Agroecology: The Power to Feed ourselves in our Hands” og er støttet af CISU’s klimapulje. RWA er en tværregional kvindeorganisation, som rækker ud til kvinder i foreløbig 10 SADC lande i det sydlige Afrika, men ambitionen er at nå ud til endnu flere.

Besøget var fordelt med 7 dage i Cape Town og 5 dage lidt udenfor Johannesburg.

Sydafrika er et af verdens mest ulige lande, og det oplever man tydeligt. Cape Town er en smuk by med flot udsigt over havet og frodig vegetation. Overalt er der store dyre villaer og luksuriøse lejligheder; de fleste med smuk havudsigt så man kunne tro, man befandt sig i Californien eller Florida, lige indtil man lidt udenfor byen får øje på de utallige små huse og blikskure som ligger tæt klumpet sammen på en bjergskråning. Man tænker uvilkårligt: ”Hvornår var det egentlig at apartheid blev afskaffet ”?

Formålet med besøget i Cape Town var dels at besøge RWA’s hovedkontor, hvor vi skulle diskutere programmet for vores besøg samt det kommende fælles projekt. Et projekt som over en 2 en halv årig periode skal uddanne 100 kvinder fra 5 lande: Sydafrika, Namibia, Lesotho, Zambia og Malawi,. Dels ville vi besøge agroøkologiske projekter i byerne Robertson og Suurbrak et par timers kørsel fra Cape Town.

Vores kommende fælles projekt tilrettelægges af RWA og TCOE, men de kvindelige deltagere er selv erfarne agroøkologiske praktikere. Ideen er, at den tilrettelagte undervisning i hovedsagen skal tilføre viden om klimaforandringernes årsager og betydning, samt basale biologiske processer, samtidig med at kvinderne underviser hinanden i praktisk økologi ved at udveksle metoder og erfaringer. Formålet er, at de uddannes til at blive agroøkologiske trænere og fortalere for agroøkologi. De skoles til at kunne påvirke lokale, regionale og nationale myndigheder til både at sørge for at kvinderne kan få adgang til jord, ” One woman one hectar” er deres slogan, og til at kunne argumentere for agroøkologiske metoder for at undgå standardiserede kommercielle frø samt GMO og pesticider.

I anden halvdel af projektet skal de nyuddannede kvinder så selv uddanne yderligere hver mindst 10 kvinder i eget lokalområde, således at deres viden spredes. Det er alene RWA og TCOE, som sørger for at tilrettelægge uddannelsen. Fra dansk side er eneste opgave at rapportere tilbage til CISU samt arrangere møder i forbindelse med agroøkologiske initiativer i Danmark, hvor vi inviterer kvinder fra projektet til at bidrage med deres viden og erfaringer, som vi bestemt kan lære meget af.

Efter besøget hos RWA skulle vi have indblik i TCOE’s arbejde. TCOE’s kontor ligger i et landområde i den lille by Robertson 2 timers kørsel fra Cape Town. I området dyrkes frugt og vindruer i lange baner. Men dyrkningsmetoder og arbejdsforhold er stærkt kritisable, og derfor er det en af TCOE’s hovedopgaver at assistere arbejderne i deres kamp for acceptable arbejdsforhold. Det er en kamp op ad bakke. Der er flere problemer: for det første mister mange lokale landarbejdere deres jobs til migrantarbejdere fra nabolande som Lesotho og Zimbabwe. Arbejdsløsheden i de rurale områder er stigende, hvilket medfører etniske sammenstød og uroligheder. TCOE forsøger at forlige parterne og uddanne dem til at forstå, at presset kommer fra arbejdsgiverne, som bruger modsætningerne til at forringe løn og arbejdsforhold. Samtidig forsøger TCOE at gøre opmærksom på skadevirkningerne ved brug af diverse kemiske pesticider i vin- og frugtproduktionen, som resulterer i mange kræfttilfælde blandt arbejderne. TCOE forsøger både at hjælpe med juridisk bistand i kamp om erstatning og oplysning om beskyttelsesudstyr. Alt dette får man ellers ikke noget at vide om, når man kører ad den smukke og turistede vinrute, hvor trendy cafeer, store landejendomme og vinmarker ligger side om side, mens arbejderne bor klumpet sammen i beskedne townships gemt lidt af vejen, som f.eks. Elsies have.

Elsie i sin have – Sydafrika. Foto GS

Elsie underviser unge piger i, hvordan de skal så og senere udplante afgrøder. Foto GS

Hovedformålet med besøget i Robertson og efterfølgende besøg i landsbyen Suurbrak var imidlertid at se eksempler på RWA´s arbejde med agroøkologiske demonstrations- og undervisningsprojekter blandt de fattige og ofte jordløse kvinder. RWA’s slogan er: 1 kvinde 1 hektar land (som minimum). Adgang til jord er i Sydafrika, som i mange andre afrikanske lande, en kompliceret affære, hvor kulturelle traditioner, patriarkalske strukturer samt private kapitalinteresser ofte gør det vanskeligt for kvinderne at få adgang til jord. Alligevel griber de enhver mulighed for at få adgang til at dyrke jorden i små individuelle baghaver og på større ubenyttede jordstykker, fordi de ønsker fødevaresikkerhed og fødevaresuverænitet, samtidig med at de er helt bevidst om forureningens negative indflydelse.

Mange kvinder er eksperter i agroøkologi. De underviser hinanden og de unge kvinder. På billederne herover ses Elsie som underviser unge piger i, hvordan de skal så og senere udplante afgrøder. Problemet er, at trods en skyhøj ungdomsarbejdsløshed på omkring 50%, drømmer mange unge om et helt andet liv i byen. Mange af pigerne bliver imidlertid tidligt gravide, får forsørgeransvar og må derfor tidligt se sig om efter andre muligheder.

AFSA (African Food Sovereignty Alliance) arbejder for at ændre holdningen til tilværelsen på landet og er i gang med en stor kampagne om klimaforandringernes betydning. I oktober afholdes i Addis Abeba et todages Panafrikansk ungdomstopmøde med overskriften ”The First Thousand African Youth Summit on Food Systems and Agroecology 2024” (www.afsafrica.org) 250 unge forventes at deltage samtidig med at mere end 2000 ungdomsledere forventes at deltage via zoom, så der er en bevægelse i gang, som måske kan bidrage til at vende udviklingen og interessen.

Efter møderne i Robertson og Suurbrak skulle vi videre til Johannesburg, men vi tog afsked med Cape Town ved at besøge de afrikanske pingviner ved Boulders Beach, som også så ud som om de godt kunne tænke sig at komme ud på en længere rejse.

I Johannesburg skulle vi deltage i RWA’s årlige agroøkologiske kursus sammen med 50 kvinder fra RWA’s samarbejdspartnere i 10 afrikanske lande. Kurset blev afholdt udenfor et township 30 km fra Johannesburg. Oprindeligt var planen, at vi skulle indlogeres på et lokalt konferencecenter, men ugen før vores ankomst var centret blevet vandaliseret og delvis brændt ned af lokale bander, så i stedet flyttede vi ind på en nedlagt sygeplejerskeskole, som havde stået tom et års tid. Faciliteterne var derfor ikke helt på plads, men man fik efterhånden styr på tingene. Sammen med en kollega fra Global Aktion og en kvinde fra en schweizisk ngo blev jeg installeret i en tidligere lade, som blev indrettet med madrasser og tæpper.

Hvis man forestiller sig, at det er varmt i Johannesburg, kan jeg fortælle, at temperaturen faldt til 1 grad om natten, så vi var helt udmattede af kulde den næste morgen. Heldigvis blev vi derefter forsynet med ekstra tæpper, så vi kunne bygge hule til natten.

Selve kurset skulle finde sted hos Mama Tembe, som havde en økologisk drevet gård ”Althea plots” en lille kilometer fra overnatningsstedet. Her var frugttræer og buske, krydderurter og et stort markareal, hvor der blev dyrket økologiske grøntsager til salg i Johannesburg. Ved siden af huset var opstillet et stort telt , hvor vi kunne sidde, når vi ikke var i marken. På grund af risiko for overfald mm. måtte vi kunne gå derhen i samlet flok alle 50 kvinder ledsaget af 4 vagter, men vi oplevede heldigvis ingen ubehageligheder. Samtidig forsikrede vagterne os om, at kobraslangerne nok var gået i hi på grund af kulden.

Hver morgen blev dagens undervisning indledt med en såkaldt ”mystica”, som bestod i at landene efter tur skulle indlede med sange og dans i rundkreds. Der var en helt utrolig kraft og smittende glæde i disse morgener og ofte måtte lederne gribe ind for at få seancen til at stoppe igen. Fra hvert af de ti lande havde kvinderne medbragt diverse frø og planter som blev placeret midt i teltet til beundring, diskussion og udveksling.

Herefter gik vi i gang med undervisningen. Vi lærte bl.a. at fremstille Bokashi kompost med afrikansk plantemateriale. Bokashi er en måde at kompostere organisk materiale til jordforbedring, metoden kendes også i Danmark men naturligvis med andet materiale. Vi var også i marken og udplantede stiklinger bl.a vekslende mellem løg og spinat. Da periodevis tørke er et udbredt problem, havde man udviklet en metode, hvor man brugte en to liters plasticflaske som vandreservoir omkring planterne, her var ideen imidlertid blevet videreudviklet, fordi man havde erfaret, at plasticflaskerne kan begynde at smelte, når solen bager, hvilket jo ville betyde forurening af jord og planter. I stedet havde man opfundet en metode, hvor flasken fyldes med 1/3 sand og 2/3 vand. Herefter prikkes fine huller i bunden og 1/3 oppe på flasken, som sættes i jorden og der plantes derefter omkring flasken, så flasken er i jorden og ikke udsættes for direkte sol. Derved opstår tryk i flasken, så man kan regulere vandtilførslen ved at skrue på låget, en idé jeg helt sikkert vil prøve herhjemme. Ret smart! Men det var ikke det eneste innovative tiltag. Den næstsidste dag skulle vi på udflugt til et lille lokalt energiprojekt, hvor man arbejdede med genanvendelse og alternativ energi – men ikke via import af avancerede løsninger udefra, som kræver økonomi at vedligeholde, men et lokalt udviklet initiativ med minimale omkostninger. Tanken var, at de løsninger der var udviklet skulle kunne kopieres og anvendes som samlet løsning i forskellige lokalsamfund. Arrangementet bestod af tre dele.

For det første et lille beskedent biogasanlæg, som blev fodret med lokalt plantemateriale, hvorefter man kunne tappe gas af til minimalt køkkenbrug.

Klart nok ikke store mængder. Når gryden var blevet bragt i kog gennem varme fra biogasanlægget, kunne den flyttes til et kogestativ placeret på en metalparabol, som reflekterede solen og kunne holde gryden varm i løbet af dagen.

Majsgrød eller gryderet kunne så være klar om aftenen. Som alternativ til parabolen havde kvinderne syet en såkaldt ”wonderbag” af tolagsstof. Mellem stoflagene var der kommet granuleret styropor, som virker isolerende, fremstillet af plader indsamlet på lossepladsen.

Gryden placeres i ”wonderbag”, og der lægges en ligeledes styropor fyldt pude henover – et princip der svarer til en ”høkasse”, som nogle måske kender. – Innovativt- klimavenligt og bæredygtigt!

Alt i alt var opholdet utroligt inspirerende, kvinderne var livsbekræftende glade, engagerede og vidende og vi lærte utroligt meget – en opmuntrende oplevelse, som giver håb for fremtiden både for projektet og længere frem.

Udgivet 12.10.2024

Sydafrika og BRICS

Afrikagruppen har inviteret Lektor Stig E. Jensen fra Center for Afrikastudier, KU til at holde oplæg om udviklingen i Sydafrika.

Oplægget vil tage udgangspunkt i den socioøkonomiske udvikling efter 1994 med fokus på situationen efter det seneste valg i Sydafrika maj 2024, herunder det nye politiske landskab efter dannelsen af Sydafrikas nye samlingsregering under ledelse af Cyril Ramaphosa. Oplægget vil endvidere inddrage en analyse af BRICS og Sydafrikas rolle i dette nye syd-syd samarbejde.

SVM-regeringens Afrika-strategi

En kommentar af Poul Brandrup og Per Bo

Danmark og Afrikas århundrede.

Så kom Regeringens bebudede Afrika-strategi. Den blev præsenteret den 26. august af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og minister for udviklingssamarbejde Dan Jørgensen, der lige nåede at være med, inden han tog til EU som kommissær.
Der er mange positive elementer i Afrika-strategien, der har overskriften: “Afrikas århundrede” med underteksten: “Strategi for et styrket dansk engagement med de afrikanske lande”. Fint nok. Men en mere visionær undertekst ville have været “Strategi for et styrket mellemfolkeligt samvirke med de afrikanske lande”, hvis andre ikke allerede havde taget navnet.

Men man sender også blandede signaler. Samtidig med at Dan Jørgensen tager til EU er det ikke blot ham, der forsvinder, men også den selvstændige portefølje som minister for udviklingssamarbejde.
Udenrigstjenesten skal styrkes både hjemme og mht. den diplomatiske repræsentation. Nogle ambassader nedlægges og nye oprettes f.eks. i Senegal og Tunesien samt Rwanda. Er de sidste eksempler på “et styrket dansk engagement med de afrikanske lande” ?
Nogenlunde samtidig kom regeringen med sit forslag til finanslov, hvor man også præsenterede en plan for udgiftsrammer for udviklingssamarbejdet 2025-28. Målt som procent af BNI er målet formelt uændret 0,7 % af BNI. Nogle poster kan man bestemt diskutere, om de bør høre under udviklingssamarbejdet eksempelvis støtte til Ukraine. Angiveligt går 55 % af udviklingsrammen til Afrika.

Reelt er den egentlige udviklingsbistand blevet reduceret i seneste mange år. Har man en garanti for, at der vil være tilstrækkelige midler til finansiering af en ambitiøs Afrika-strategi ?

Som nævnt ser det ud til, at man nu vil styrke udenrigstjenesten. (Paradokset er, at det vist var den nuværende udenrigsminister, der tidligere som statsminister i en anden regering mente, at man årligt kunne nedskære bevillingerne til “administration” også i udenrigsministeriet med 2 % pa.).

I strategien erkender man, at der er et behov for en ny tilgang til Afrika. Nogle indgroede forestillinger gælder ikke længere og nye udfordringer er kommet til. Det er en vigtig erkendelse. Det er også vigtigt, at man ikke bare kan forlade sig på bilaterale samarbejder, men i en række tilfælde må gå via – eller rettere – påvirke EU’s Afrika-politik. Det vil være væsentligt at overveje, hvilken vej eller veje man vil gå. I nogle tilfælde kan det være fornuftigt at trække på det nordiske samarbejde. (De nordiske lande har på nogle områder et bedre renommé end tidligere kolonimagter).

Det er positivt, at man angiveligt vil lægge vægt på at understøtte de afrikanske landes egne strukturer.
Her tænker vi overordnet på den kontinentale organisation AU (Den Afrikanske Union, som alle afrikanske lande i dag er medlemmer af). Derudover de subregionale organisationer som ECOWACS og EAC – det østafrikanske fællesskab.

Her tænkes ikke specielt på de fysiske strukturer, men på deres økonomiske kapacitet mv. Man bør derfor fra dansk og europæisk side følge godt med i, hvordan disse organisationer udvikler sig, og hvilke ambitioner, de har. *)

I Strategien nævnes der eksempler på væbnede konflikter, borgerkrige, militærkup mv. Det er nedslående, Men det kunne være godt, hvis Danmark og EU også kom med eksempler på afrikanske “Best practices”.

I strategiteksten og i forbindelse med kommentarer argumenteres ofte med, at grunden til, at Danmark og især Europa skal være til stede er, at Kina – især økonomisk – er der og Rusland – især militært – er der.
Det er en kortsigtet betragtning. Det giver en zigzag politik.
Der behøves en vedholdenhed i det europæisk-afrikanske samarbejde.

Afrika-strategien indgår også som en del af Danmarks overordnede globale politik. Her savner vi flere steder en eksplicit reference til FNs Verdensmål. Det kunne samtidig sikkert være et godt argument ifm. samarbejdet om konkrete projekter.

Vi skal i Danmark og Europa også huske på, at det er de faktiske handlinger, vi bliver vurderet på nok så meget som de smukke ord, der udtales eller skrives.
I Danmarks tilfælde vil der komme særlig fokus på vores holdninger under Danmarks medlemskab af FN’s sikkerhedsråd (2025-26) og under det danske EU-formandskab (2. halvår 2025, hvor der sandsynligvis skal afholdes et EU-AU topmøde). Det giver både muligheder og medfører risici !

*) Globale Seniorer gennemførte i januar 2024 en studierejse til Afrika og havde møder med bl.a. den Afrikanske Union – AU og Det Østafrikanske Fællesskab – EAC.

Ved brug af nedenstående link til Udenrigsministeriets hjemmeside kan du finde regeringens strategi med tilhørende fakta ark.