17.9.2023

I ethvert andet europæisk land vil fagbevægelsen kende sine modparter – ja, de vil have en arbejdsgiverforening og en stat at forhandle med.
Men det gælder ikke nordirsk LO – Northern Ireland Committee (NIC) of the Irish Congress of Trade Union – ICTU. Det nordirske LO er nemlig en del af det samlede ICTU, der dækker hele den irske ø.
Rammen for al politik i Nordirland er ”Good Friday Agreement” (Langfredagsaftalen), som blev indgået mellem de stridende parter i 1998 – altså for 25 år siden.
Men på trods af aftalen om fælles regering mellem Sinn Féin (republikanere/katolikker) og Unionisterne (dem, der vil forblive i union med UK) har der de facto kun været en regering i Nordirland i mindre end 40 % af tiden.
Dvs., at fagbevægelsen ikke har en repræsentant for det offentlige at aftale bedre vilkår for arbejderne og den øvrige befolkning med – ikke på arbejdsmarkedet, ikke på uddannelsesområdet, ikke på social- og sundhedsområdet, ikke på erhvervspolitik.
Da en stor del af medlemmerne er ansat i den offentlige sektor, er der for dem heller ingen at forhandle løn- og ansættelsesvilkår med – ingen at indgå overenskomster med.
Dette var bagtæppet for Irlandsgruppens møde med Gerry Murphy, der er leder af NIC og Assistant General Secretary i ICTU.
Når regeringen ikke fungerer i Nordirland, er det regeringen i Westminster gennem ministeren for Nordirland, der de facto bestemmer. Siden kampagnen for at komme ud af EU begyndte (Brexit afstemning i 2016) har nordirerne oplevet, at Westminster ingen interesse har for nordirernes levevilkår eller synspunkter.
Den eneste interesse, der har været vist er, hvordan Det Forenede Kongerige kunne undgå at oprette en ”hård” grænse mellem henholdsvis Nordirland resten af UK og Nordirland og republikken Irland og dermed EU. Det har de til gengæld været så opsat på, at de er parate til at fratage nordirerne mange af de selvfølgelige sociale og politiske rettigheder og menneskerettigheder, som er en del af både FN og EU konventioner.
Den økonomiske krise, som kom i kølvandet af Covid19, som igen for UK’s vedkommende kom i kølvandet af den forringerede økonomi efter Brexit, er gået hårdt ud over befolkningen i Nordirland.
Inflation, stigende boligpriser og dårligere sundhedsvæsen har været mærkbar hos lønmodtagerne, som ingen reguleringer eller tilskud har fået. Og i dag taler man nu også her om ”the working poor”, som medfører håbløshed og mangel af tro på fremtiden, når man ikke en gang ved at have et job kan arbejde sig ud af fattigdommen.
I de sidste 8 mdr. har regeringen i Nordirland været boykottet af unionisterne i protest mod Westminsters manglende interesse i at få ordentlige aftaler om grænsespørgsmålet mellem UK og EU, og i overhovedet at inddrage Nordirland i disse forhandlinger. På den måde håber unionisterne at kunne presse Westminster-regeringen til at inddrage den nordirske regering i forhandlingerne om fremtiden uden for EU, specielt for Nordirland.
Men konsekvensen af denne taktik er altså, at der ingen regering er i Nordirland til at styre landet.
Det er den situation, NIC-ICTU står i. De forsøger at få et møde med unionisterne (DUP), men partiet har indtil nu aflyst aftalte møder med kort varsel og senest har DUP, iflg. Gerry Murphy, ikke en gang svaret på henvendelserne.
Den instans, der for tiden kunne ændre på forholdene i Nordirland, er regeringen i Westminster, og den har NIC-ICTU ikke nogen direkte adgang til.
Med andre ord er NIC på mange måder sat skakmat, fordi man ikke har en effektiv modpart at forhandle med. I øvrigt insisterer NIC-ICTU på at være partipolitisk neutral. Man synes, der er rigelig med splittelse i landet, så fagbevægelsen lægger stor vægt på at undgå partipolitisk splittelse. Men Gerry Murphy lægger ikke skjul på, at det ikke altid er let at skulle favne alle de mange modsatrettede synspunkter i det nuværende Nordirland.

Gitte Vesterlund og Arne Skov Andersen