Globale Seniorer var medarrangør af konferencen "Grønlandske ønsker til udviklingen i Grønland" den 23. november 2025 på Christiansborg. Medlemmer af Globale Seniorers Arktis gruppe gengiver her nogle af de de grønlandske og danske stemmer, som de hørte dem på konferencen.
Først en oversigt med et resume af konferencens stemmer om de forskellige temaer og derfra link til en mere detaljeret gengivelse.
Link til konferencens stemmer om
Oprindeligt folk og vestlig modernitet
hørt af Arne Skov Andersen
Grønlands fremtid formes i en balance mellem en stærk oprindelig kultur og ønsket om fuld deltagelse i en moderne, global verden. Inuit-identitet, sprog og arktisk viden ses ikke som barrierer, men som forudsætninger for udvikling. Visionen er et samfund, hvor tradition og fornyelse sameksisterer, og hvor uddannelse, sundhed og økonomisk vækst sker på egne præmisser. Det centrale krav er retten til selv at definere retning og prioriteringer.
Link til konferencens stemmer om
Barrierer for økonomisk vækst
hørt af Finn Hansson
Grønlands økonomiske fremtid udfordres af et strukturelt spænd mellem afhængighed af eksterne midler og ambitionen om øget selvbåren vækst. Et lille arbejdsmarked, demografisk pres og mangel på kvalificeret arbejdskraft begrænser tempoet i udviklingen. Fiskeriet er reguleret af hensyn til bæredygtighed, turismen er sæsonbetonet, og minedrift rummer både langsigtet potentiale og betydelig risiko. Samlet rejser det spørgsmålet om, hvordan vækst kan skabes på grønlandske vilkår.
Link til konferencens stemmer om
Erhvervsmuligheder
hørt af Arne Skov Andersen
Grønland rummer betydelige erhvervsmuligheder inden for råstoffer, turisme, fiskeri og energi, understøttet af klare rammer for udenlandske investeringer. Samtidig sætter mangel på arbejdskraft og et lavt uddannelsesniveau markante grænser for tempoet i udviklingen. Minedrift kan på sigt styrke økonomien, men vil ikke hurtigt erstatte afhængigheden af eksterne tilskud. Den centrale udfordring er at omsætte potentiale til varig, lokal værdiskabelse.
Link til konferencens stemmer om
Forsvar og sikkerhed
hørt af Arne Skov Andersen
Grønlands sikkerhedspolitiske position formes af et ønske om afspænding, øget selvbestemmelse og en mere aktiv rolle i rigsfællesskabet. Samtidig balanceres relationerne mellem Danmark, USA og de arktiske naboer i et område præget af voksende global spænding. De geografiske og klimatiske forhold giver fortsat en betydelig naturlig beskyttelse, men ændrede magtforhold skærper de strategiske overvejelser. Spørgsmålet er, hvordan Grønland bedst varetager egne interesser i et komplekst sikkerhedspolitisk landskab.
Link til konferencens stemmer om
Rigsfællesskabets juridiske rammer
hørt af Vibe Frode Jacobsen
Grønlands selvstyre hviler på et solidt juridisk grundlag, der anerkender det grønlandske folk som et folk med ret til selvbestemmelse efter folkeretten. Selvstyreloven etablerer rammerne for et ligeværdigt partnerskab med Danmark og fastlægger en klar, demokratisk proces mod eventuel selvstændighed. Udfordringen er mindre de formelle rammer end afklaringen af, hvilken form for selvstændighed der ønskes. Vejen til det er juridisk mulig, men politisk og tidsmæssigt krævende.
At ballancere mellem at være et oprindeligt folk og en del af en moderne vestlig verden
Det er udfordringen for dagens grønlændere. Og man lægger tydeligvis stor vægt på begge dele. Det var et af budskaberne på Grønlands-konferencen på Christiansborg. den 23. november, arrangeret af Globale Seniorer i samarbejde med Foreningen Norden, FN-forbundet og i sparring med Det Grønlandske hus i København. Temaet for konferencen var ”Grønlandske ønsker til udviklingen i Grønland”.
GS’ Arktisgruppe var initiativtager til konferencen, der andetsteds på hjemmesiden er omtalt af Povl Anker Andersen.
Udsagnet i overskriften kom fra Kathrine Bødker, der er grønlandsk medlem af ICC’s bestyrelse (Inuit Circumpolar Council). Hun understregede, at man i ICC ser Inuit som ét folk på tværs af fire nationer (Grønland, Canada, Alaska og Chukotka (nordøstlige Rusland). ”Vi ønsker ikke isolation, men respektfuldt samarbejde. Vi ønsker ikke afhængighed, men partnerskaber.”
Inuits unikke viden og erfaring fra Arktis og deres sprog er grundlaget for deres livsform og kultur. Med den ballast balancerer de mellem på den ene side at være et oprindeligt folk og på den anden side at være en del af den moderne vestlige virkelighed.
Men det halter med forståelsen heraf – både i og uden for rigsfællesskabet. ”Vi kan virke så ens umiddelbart, vores samfund er jo opbygget på et lignende grundlag med et velfærdssamfund – men vores udgangspunkt er så uendeligt forskelligt.” At der også ligger store udfordringer for inuit, lagde Kathrine Bødker ikke skjul på: ”På den ene side har vi en stærk kulturel arv, som bygger på tusindårige livsformer, sprog og relationer til naturen. På den anden side har vi en ny generation, som ønsker uddannelse, innovation og globalt samarbejde. Det er ikke et enten-eller. Det er et både-og.”
Kathrine Bødker havde denne udlægning af civilsamfundets ønsker til fremtiden: Grønland ønsker et samfund, hvor der er plads til kontrasterne. Et samfund, hvor der er plads til både ældre og unge, til fiskere, fangere og forskere, til tradition og teknologi. Man ønsker sundhedstilbud, der tager højde for inuits livsform. Man ønsker uddannelse, der styrker sprog, kultur og identitet. Og man ønsker økonomisk udvikling, der ikke underminerer natur og kultur.
Men vigtigst af alt ønskede hun sig et samfund, hvor inuit er dem, der sætter retningen.
Til slut spurgte hun, om det er for meget at bede om? Hun mente, at nogle måske også ville sætte spørgsmålstegn ved, om det er et dansk anliggende. Selv fandt hun ikke ønskerne urimelige.
Arne Skov Andersen
TIL ↑ TOP
Barrierer for økonomisk vækst i Grønland
Problemstillingen mellem den rolle som bloktilskuddet spiller i dag og sammenhængen med en selvstændig grønlandsk økonomi, set i forhold til mulige grader af selvstændighed, var et de centrale emner i den økonomiske debat på konferencen.
Det centrale spørgsmål var således vilkårene for udviklingen af en stærk økonomi baseret på de særlige forhold, der er i Grønland, og i hvilket omfang det er muligt at udvikle en økonomi, som er stærk nok til at bloktilskuddet samtidigt kan blive aftrappet.
Et land med en størrelse som Grønland, ca. 2 millioner kvadratkilometer og en befolkning på 50.000, og endda med et faldende børnetal, rejser en række problemer. Den beskæftigede del af befolkningen er på ca. 25.000, dertil kommer indvandrere, som i dag udgør ca. 2.000. Indvandringen kommer især fra asiatiske lande og er sket gradvis gennem de senest 10-15 år. De arbejder oftest i turist- og fiskeribranchen. Det er bemærkelsesværdigt, at disse indvandrere ret problemløst har kunnet integrere sig i Grønland.
Desuden er der ca. 1.200 danske arbejdere, hvor en del arbejder i den offentlige forvaltning og i sundhedsvæsenet. Det sidste antal vokser i takt med hjemtagningen af forskellige funktioner, og vil i en periode i fremtiden ikke kunne erstattes med tilsvarende grønlandsk arbejdskraft på grund af det generelle uddannelsesniveau i Grønland. Som situationen er i dag mangler Grønland således i høj grad arbejdskraft, og er dermed meget afhængig af indvandret arbejdskraft.
Grønlands økonomi er først og fremmest afhængig af fiskeriet, men turismen er voksende, men sæsonafhængig. Selvstyret forsøger at sikre den fremtidige fiskebestand gennem et omfattende kvotesystem. Men det kan begrænse fiskeriet, som dermed kun i et begrænset omfang kan bidrage til en hurtig økonomisk vækst.
Minedrift er ofte fremført som en central løsning på Grønlands økonomi, da Grønland råder over et meget stort antal sjældne mineraler. Det blev dog meget klart præciseret på mødet, at det er en løsning på lang sigt, 10 til 15 år og forbundet med en vis risiko. Ønsket om at bevare naturen og påvirkninger fra klimaforandringer er et problem. Hertil kommer transport som endnu en barriere, da der i Grønland kun er transportfaciliteter i og omkring byerne.
Endelig er der spørgsmålet om, hvordan man kan sikre arbejdskraft i et land, hvor der allerede nu mangler arbejdskraft.
Finn Hansson
TIL ↑ TOP
Erhvervsmuligheder i Grønland
Naaja Nathanielsen, Naalakkersuisoq (minister) for Erhverv, Handel og Råstoffer, kom til konferencen direkte fra møde i EU. Hun glæder sig over den stigende interesse fra omverdenen. Hun opfatter det ikke som det store problem, da Grønland er vant til at forhandle med udenlandske interesser og har opbygget
regulering og institutioner, der kan håndtere det. F.eks. kan private ikke købe jordstykker på Grønland, da jorden er ejet at staten. Man kan derimod søge en brugsret, der udstedes af myndighederne. Det var noget, en del amerikanere på det seneste havde måttet affinde sig med.
Hun omtalte positive initiativer til udvikling af minedrift, turisme, fiskeri og energi. Hun konstaterede, at begrænsningen i arbejdsstyrken betød, at der i snart mange år var hentet udenlandsk, navnlig asiatisk arbejdskraft til Grønland. Det så hun ikke som et problem og mente, at der var opbakning hertil, formodentlig dog kun til en vis grænse.
Naaja Nathanielsen håbede, at man vil lykkes med at få 5-6 miner i gang med udvinding på 5 – 10-års sigt. Udover beskæftigelse vil det gavne statens økonomi i form af mineroyalties. Hun erkender dog, at udgifterne til at drive Grønland er så store, at det ikke er realistisk på kort sigt at reducere landskassens afhængighed af basistilskud markant. Bloktilskuddene fra Danmark og i mindre grad midler fra EU udgør for tiden 56 % af landskassens indtægter. Hun ser gerne andelen af egne, lokale indtægter øget, men mener på den anden side, at det realistisk set ville tage lang tid at erstatte bloktilskuddet.
Direktøren for Grønlands Erhverv, Christian Keldsen, bekræftede en række af Naaja Nathanielsens positive vurderinger af erhvervsmulighederne i Grønland. Han fremhævede, at den fulde beskæftigelse udgør en barriere for igangsætningen af mange projekter, idet der i Grønland er et kreativt iværksættermiljø. Han ser også positivt på de nye militærpakkers muligheder for grønlandsk levering af udstyr til forsvaret.
Torben M. Andersen, formand for Grønlands Økonomiske Råd, lagde i sit oplæg vægt på presset på arbejdsstyrken. Prognoserne tyder på et fald i den grønlandske arbejdsstyrke, der primært skyldes, at befolkningstallet falder som følge af et fald i fertiliteten, mens niveauet for nettoudvandring fortsætter uændret. Det giver endnu større udfordringer for Grønland, når der i forvejen er underskud af arbejdskraft.
Han pegede blandt andet på, at der i fremtiden bør tages flere initiativer til at øge uddannelsesniveauet. Det er en udfordring, at ca. halvdelen af den grønlandske befolkning har folkeskolen som højeste uddannelse. Der vil også være muligheder for at frisætte arbejdskraft i fiskeri og den offentlige sektor som midler til at skaffe ny arbejdskraft til en voksende privat sektor.
Arne Skov Andersen
TIL ↑ TOP
Forsvar og sikkerhed
Pipaluk Lynge, IA, formand for Inatsisartuts (parlamentets) udenrigsudvalg, understregede, at hun alene talte som IA’er og ikke som formand for Inatsisartuts udenrigsudvalg.
IA’s politik og strategi er stadig at lægge vægt på afrustning og afspænding i hele det arktiske område. Det håber man bliver respekteret, selvom spændingerne i verden vokser.
Pipaluk Lynge peger på, at Grønland i kraft af selvstyreloven i sidste ende har mandat til selv at bestemme – også sin udenrigspolitik. Hun mener, at Danmark har – og har haft – store fordele af at have Grønland i rigsfællesskabet. Og Danmark vil internationalt ikke kunne tåle at sige nej til et grønlandsk ønske om udtræden af rigsfællesskabet. På den anden side var hun dog overbevist om, at Grønland i forhold til USA ville blive kørt ud på et sidespor, hvis man ønskede en tættere relation her. Hun pegede på, at USA har reduceret sin tilstedeværelse i Grønland fra 19 til 1 base (Pituffik) efter 2. verdenskrig.
Aqqaluk Lynge fremhævede i sit oplæg, at Grønland allerede er godt beskyttet af isen, især drivisen. Den kommer og går og man ved aldrig præcist hvornår. Lange stræk af Grønlands kyster er ikke sejlbare i det meste af året. Og Trumps udsagn om kinesiske og russiske skibe i farvandet omkring Grønland er usand. Der er ingen af disse skibe her.
Jeppe Strandsbjerg, ph.d., Forsvarsakademiet og Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet), kommenterede blandt andet på Arktisk Råds rolle. Grønland har pt formandskabet i Arktisk Råd, hvor det er en prioritet at holde et samarbejde mellem nationerne i gang på trods af den formelle suspendering af rådet (efter Ruslands angreb på Ukraine). Han mener, at Grønland er god til at navigere, hvor der er flere interesser/lande i spil.
Men Grønland har også et klart og generelt ønske om at spille en større rolle i forsvars- og sikkerhedspolitikken i Rigsfællesskabet.
Han bemærkede, at det for Rusland måske også er fordelagtigt, at Grønland en del af Det danske Kongerige og ikke er amerikansk.
Arne Skov Andersen
TIL ↑ TOP
Rigsfællesskabets juridiske rammer
Til konferencens spørgsmål om Rigsfællesskab og forfatning indledte Frederik Harhoff, professor emeritus i folkeret, dr.jur., som har skrevet disputats om det statsretlige forhold mellem Danmark, Grønland og Færøerne, med at referere at nogen har hævdet, at Lov om Grønlands Selvstyre skulle være grundlovsstridig. Det kunne Harhoff klart tilbagevise.
Lov om Grønlands Selvstyre fra 2009 har derimod sin særlige status i det sædvanlige danske lovhierarki, hvor Grundloven står øverst, så kommer lovene og nederst anordningerne: administrative bekendtgørelser, cirkulærer mv. Selvstyreloven indgår i lovhierarkiet i en mellemposition mellem grundloven, som gælder for alle dele af Danmarks Rige, og de danske love. Således at det grønlandske lovhierarki i dag består af Grundloven, derefter Landstingsloven og derefter Landsstyrets bekendtgørelser, cirkulærer mv.
Loven om Grønland Selvstyre fastslår, at ”det grønlandske folk er et folk i henhold til folkeretten med ret til selvbestemmelse”. At loven bygger på ”et ønske om at fremme ligeværdighed og gensidig respekt i partnerskabet mellem Danmark og Grønland”. I overensstemmelse hermed bygger loven på en ”overenskomst mellem Naalakkersuisut – det grønlandske landsstyre – og den danske regering som ligeværdige parter.”
Proceduren for Grønlands adgang til selvstændighed er beskrevet i Selvstyreloven:
1. Beslutning om Grønlands selvstændighed træffes af det grønlandske folk.
2. Der indledes derefter forhandlinger mellem Regeringen og Naalakkersuisut
(Landsstyret, den grønlandske regering)
3. Forhandlingerne munder ud i en aftale mellem parterne.
4. Inatsisartut (Landstinget, det grønlandske parlament) skal derefter give sit samtykke til aftalen, og
5. Aftalen skal godkendes ved en folkeafstemning i Grønland (simpelt flertal)
6. Folketinget skal til sidst give sit samtykke til aftalen (simpelt flertal).
7. Grønland overtager dermed højhedsretten over Grønland.
Hvad det er for en selvstændighed, det grønlandske folk ønsker, skal afklares. Er det juridisk, politisk, økonomisk, social, etnisk, kulturel selvstændighed? Processen frem til en aftale om selvstændighed vil under alle omstændigheder tage tid. ”Fri associering” er et politisk-juridisk begreb i FN, som kan fremme overgangen for
selvstyrende områder til selvstændige stater, hvor den tidligere kolonimagt bevarer ansvar for udenrigs- og forsvarspolitik, mens øvrige politikområder overtages af den associerede stat. Den grønlandske selvstyrelov svarer allerede til en associeringsordning.
Et spørgsmål til Harhoff fra salen var: Hvad vil der ske, hvis Folketinget ikke vil give sit samtykke til en aftale om selvstændighed, som var forhandlet på plads mellem Folketinget og Landsstyret, og hvortil Landstinget og en grønlandsk folkeafstemning havde samtykket? Det ville antagelig medføre, at forhandlingerne om aftalebetingelser måtte starte forfra. Men i sidste ende er det utænkeligt at forestille sig, at Danmark folkeretligt og i forhold til internationalt omdømme – og til Grundloven og Lov om Grønlands Selvstyre – ville kunne
bære at modsætte sig Grønlands ønske om selvstændighed.
Vibe Frode Jacobsen
TIL ↑ TOP
