Globale Seniorer

Menu
Menu
Menu

Globale Seniorer

Menu

Globale Seniorer

Mærk verden – Bliv aktiv i Globale Seniorer
Home Bæredygtighed

Hvordan finder vi vejen til bæredygtigt forbrug?

Den 20. marts 2026 er Overforbrugsdag – Overshoot Day – for Danmarks vedkommende, ifølge Global Footprint Networks beregninger. Det betyder, at hvis alle mennesker på jorden belastede jordens ressourcer ligesom så meget som vi, så skulle vi have brug for 4,7 jordkloder til disposition. Hvad gør vi? Det spørgsmål er til diskussion på et møde 11. marts, kort før Overforbrugsdagen.

Ole Aabenhus lægger op med udgangspunkt i et arbejde i Gentofte kommune om bæredygtigt forbrug.

Mødet er arrangeret af temagruppen Klima og Miljø.

Globalt håb for en bæredygtig fremtid?

Hvad kan nord og syd lære af hinanden?

Afrikagruppen opretter en studiekreds, som vil diskutere dette spørgsmål.

Vi vil undersøge tanker fra det globale syd, bl.a. afrikansk og indisk økofeminisme, bæredygtighed, agroøkologi og madsuverænitet og diskutere disse i samspil med nyere vestlige ideer, som diskuterer naturens tilbagekomst, modvækst og omsorgsøkonomi.

En del litteratur vil være på engelsk. Vi forestiller os dog ikke at alle læser alt. Vi vil kombinere med resumeer og anmeldelser i  danske tekster og artikler – og meget forsøger vi at støve op undervejs.  Vi vil forsøge at kombinere med oplæg udefra både via You Tube og invitation af ressourcepersoner.

Vi mødes privat hos hinanden så længe gruppen er færre end 8. Bliver vi flere forsøger vi på sædvanlig vis at bestille lokaler i Byens hus. Vil du være med, så send en mail til Elsebeth : elsebethmelgaard@outlook.dk eller Jette : jksteensen@yahoo.com Første mødegang: mandag 29 september 14.00 – 16.00. Mødested tilsendes de tilmeldte senere. Tilmeldingsfrist: 22.9.2025

  • Eksempler på litteratur kan være:
  • Emanuele Coccia (2025): Philosophy of the home.
  • Emanuele Coccia (2021): Planternes liv – blandingens metafysik. Hans Reitzel

Information: langsomme samtaler: Emanuele Coccia

  • Information: langsomme samtaler: Tim Jackson
  • Jason Hickel (2022): Less is more. How degrowth will save the world.
  • Silvia Federici(2023): Caliban og heksen. Informations Forlag.
  • Susanne Possing (2024) Kvindernes land.
  • Susanne Possing : Mens vesten ruster op militært, søger afrikanske feminister andre veje. Information 13.8.24
  • TCOE: Introducing agroecology.
  • Vandana Shiva (1988). Staying Alive: Women, Ecology, and Development. London: Zed Books,
  • Vandana Shiva (2019):Oikonomia: At bringe økonomien tilbage til jorden. Laboratoriet for Æstetik og Økologi.

 

Globalt håb? Globalisering fra Syd?

Hvordan forstår vi globalisering, og hvor er vi på vej hen?

Af Jette Steensen                                                                                                                                                  

En forening som Globale Seniorer må nødvendigvis forholde sig til disse spørgsmål. Lytter man i dag til det Globale Syd, er man herfra mere bevidst om, at råvarer stadig går fra syd til nord og at den neoliberale frihandelsmodel, hvor alverdens ting sendes frem og tilbage i forskellige forarbejdningsstadier, og produktionen flyttes efter den billigste arbejdskraft, den billigste skat og de laveste miljøkrav har haft negative konsekvenser. Selv om det er en politik, som har bragt mange mennesker ud af ekstrem fattigdom især i Kina, så har den samtidig øget uligheden i mange lande. Globale institutioner som Verdensbanken og WTO har ofte stillet så skrappe krav til de enkelte landes økonomiske politik, at det har været vanskeligt at gennemføre reformer til gavn for den almindelige befolkning. I stedet har vi set en stigende intern ulighed, og magtfulde mennesker som udnytter situationen til egen vinding og berigelse. Fælles for verden er imidlertid, at globaliseringen har medvirket til at accelerere et allerede alt for højt træk på klimakontoen.
Globaliseringens negative sider er nu delvis gået op for amerikanerne, ureguleret frihandel skaber problemer på hjemmefronten, et forhold Trump har forstået og nu udnytter til sin egen fordel. I stedet for at vi konstant fokuserer på at tage afstand til Trumps halvhjertede opgør med globaliseringen, er det vigtigt, at vi i Danmark/Vesten øver selvrefleksion og finder frem til en ny samtale om det gode liv med inspiration fra og i reel solidaritet med befolkningerne i det Globale Syd. Af mange grunde kan økonomisk vækst ikke fortsætte, alle ved det, men ingen gør noget. Det handler om konflikter, klima, forurening, biodiversitet, ulighed og mistrivsel på én gang. Man siger at magt korrumperer. Det gør penge også. I København har vi fokus på vores stadigt stigende ejendomsværdier, og de har en tendens til at binde os på hånd og mund. Visionerne for et bedre liv udebliver.
På trods af diverse planer er Danmark stadig blandt de mest forurenende lande i verden og samtidig blandt de 20 procent lande i verden med det højeste klimaaftryk. På denne baggrund virker det nærmest absurd, at Danmark nu placerer 5% mål for oprustning som tidens vigtigste EU spørgsmål. Oprustning i den størrelsesorden gavner bestemt ikke klimaet, kun våbenfabrikanterne, og skaber en evt. afledt midlertidig økonomisk vækst i Vesten, som vi absolut ikke har brug for. Det er derfor ikke så underligt, at mange lande i det Globale Syd ikke umiddelbart mener, at Europas oprustningsplaner er den bedste måde at bruge penge på.
I en kronik i Information (13.04.24) ” Mens Vesten ruster op militært, søger afrikanske feminister andre veje” beretter Susanne Possing om, hvorledes man i flere afrikanske lande, hvor man længe har levet med ødelæggelser fra både krig og klimakrise, finder vilje og evne til konfliktløsning i ubuntu, som er afrikansk udgave af tanken om, at vi bærer hinandens skæbne i vores hænder, men udvidet til også at omfatte fremtidige generationer. I kronikken henviser Possing bl.a. til Women´s International Peace Centre i Kampala, som arbejder med at gentænke hvad global politik kan være. I forlængelse af FN´s specialrapportør om ekstrem fattigdom og menneskerettigheder Olivier de Schutter udpeger de den rådende økonomiske model som roden til klimakrisen. I rapporten forud for FNs Globale Topmøde om fremtiden” konkluderer Schutter, for øvrigt, at ”vækstmanien må opgives ” (Information 11.07.24).
I Politiken (18.5.25) havde den indiske diplomat Kishore Mahbubani tre ’utænkelige’ forslag til Europa: Vi skal true med at forlade Nato, indgå en aftale med Rusland og et strategisk partnerskab med Kina. Mahbubani er ingen bæredygtighedsteoretiker. Alligevel er også han en budbringer, der kan bringe os videre, fordi vores vanetænkning udfordres.
At påvirke en forandringsproces synes helt uoverkommeligt, fordi store aftaler laves langt væk blandt politikere, der jonglerer med milliarder uden at vise reel indsigt i konsekvenserne. Det er usikkert, om politiske ledere i dag vil kunne løse de aktuelle problemer. De har tilsyneladende mistet kontrollen, fordi de lukkes inde i et system, hvor de motiveres af position og karriere, samtidig med at de konstant bombarderes med påvirkning fra lobbyister, der agerer på vegne af store og magtfulde virksomheder, som ikke nødvendigvis har samfundets interesse som førsteprioritet. I den sammenhæng kan det være grund til at mindes Hannah Arendts tese om “Ondskabens banalitet”, som henvender sig til os alle, fordi det basalt set handler om tankeløshed og manglende stillingtagen. Globalisering, vækst og modernitet er ofte blevet et problem frem for en løsning, især i forhold til vores behandling af hinanden og naturen. Mens fokus i debatten drejer sig om Putin og Trump, forværres klima-, miljø- og biodiversitetskrisen, men vi benægter det og lader os forføre til at fokusere på oprustning og fjendebilleder.
Spørgsmålet er, hvad der kan få mennesker til at samles om at skabe forandring. Hvad er et fællesskab? Er det et sted som forfalder til et anonymt, tankeløst og snakkende” man”, eller et sted hvor man tænker og handler sammen? Mener vi for alvor noget med det globale, så er det nødvendigt at løfte blikket og lytte til hinanden samt til de erfaringer og synspunkter der kommer fra det Globale Syd, som måske kan få os til at tænke det hele forfra.
Med udgangspunkt i disse og lignende tanker og ideer fra både nord og syd vil Afrikagruppen i efteråret 2015 i en studiekreds om Globalt håb sætte fokus på disse spørgsmål, som forhåbentlig også kan medvirke til forandring.

                                                                                                                                                                 14. juli 2025 

Golden Dome

Af Per Bo

-militarisering og privatisering af rummet

Selv om Musk nu officielt har forladt Trumps inderkreds, har byggematador og præsident Trump stadig store planer, hvor han har brug for Musk. Det drejer sig Trumps gigantprojekt ”Golden Dome”.

 Trump har planer om at bygge en gigantisk ”kuppel” over Nordamerika bestående af bevæbnede satellitter, der vil være i stand til at stoppe indtrængende missiler – selv atombevæbnede missiler. Trump og hans forsvarsminister mener, at det vil være muligt at opnå en succesrate tæt ved 100% ! (Hvad der så end menes med ”tæt ved”)

Projektet skulle koste ca. 1.150 milliarder kr. og kunne være færdigt i år 2028. Der skal bruges så vel satellitter som løfteraketter til at realisere projektet. (Det er her Musk kommer ind).

 Men med Golden Dome vil Trump eliminere terrorbalancen og dermed MAD i form af modpartens ”second strike”. Trump vil postulere, at USA bliver sikrere. Men det betyder ikke, at verden som sådan bliver sikrere: Tværtimod. Skøre personer i USA kunne tage chancer, som de ikke hidtil ville tage, og second strike vil da kunne blive rettet – ikke mod USA – men mod en eller flere af USA’s allierede.

 Det er ikke kun USA’s strategiske modstandere, der er kritiske over for projektet. Det vil i det hele taget øge spændingsniveauet i verden. Derfor er det en sag, der burde være på dagsordenen i FN’s sikkerhedsråd!

 

                                                                                                                                                              2. juni 2025

Store Bæredygtighedsdag

Af Jette Steensen

Trepartsaftalen, demokratiet og de grønne dagsordner

Refleksioner fra Christiansborg 16. maj 2025, hvor 16 grønne organisationer* havde indkaldt til konference med henblik på at kræve revision af trepartsaftalen.

Kender du UNDROP? (United Nations Declaration on the Rights of Peasants) eller på dansk: FN´s erklæring om rettigheder for bønder og andre mennesker, der arbejder i landdistrikter ”. Hvis ikke, så læs med her, for denne FN- erklæring gælder også i Danmark.

UNDROP er blevet til på initiativ af La Via Campesina** https://viacampesina.org –  en verdensomspændende organisation af småbønder, som efter et årti med aktioner og kamp mod industrielt landbrug, startede en kampagne for at skabe et juridisk instrument, som skulle beskytte/forsvare befolkningers ret til jord, frø og såsæd, vand og skov. Efter mange års forarbejde vedtog FNs generalforsamling 18. december 2018 UNDROP, som således blev en del af FNs menneskerettigheder, og i 2024 stemte FNs menneskerettighedsråd for at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal sørge for at UNDROP bliver implementeret, og at rettighederne for bønder og andre som arbejder på landet skal beskyttes. Dette er skelsættende og en sejr på vejen mod et bedre madsystem overalt i verden.

UNDROP er hidtil blevet forbigået og overset i Danmark, ikke mindst fordi Danmark, i lighed med en række andre europæiske lande, afstod fra at stemme for erklæringen, formentlig fordi industrielle landbrugsinteresser her har for stor magt og indflydelse. Erklæringen blev dog alligevel vedtaget med 121 stemmer mod 8, men som med andre FN-erklæringer så gælder flertalsprincippet. Erklæringen er dermed bindende for alle lande, herunder selvfølgelig også Danmark!

Hidtil har kvinde- og bondeorganisationer i Kenya (Kenyan Peasants League) og Sydafrika (Rural Women´s Assembly) været i front med hensyn til at påberåbe sig UNDROP i kampen mod monokulturer og stor-skala landbrug og det dertil knyttede industrikompleks i form af standardiseret frøproduktion, kunstgødning og pesticider. Nu er en række grønne organisationer i Danmark imidlertid også gået sammen om at påberåbe sig UNDROP. Pointen er, at den såkaldte trepartsaftale er blevet vedtaget blandt en sluttet kreds af magtfulde organisationer, mens repræsentanter fra de befolkningsgrupper, som bor på landet og som færdes der til daglig, i alt væsentligt har været udelukket fra processen og dette kan således fortolkes som overtrædelse af FNs erklæring om menneskerettigheder, idet artikel 18.stk 3 fremhæver, ”at bønder og andre mennesker, der arbejder i landdistrikter har ret til at bidrage til udformningen og gennemførelsen af nationale og lokale politikker for tilpasning og afbødning af klimaforandringer, herunder gennem brug af praksis og traditionel viden”

Samtidig er et af de grundlæggende problemer ved trepartsaftalen , at man betragter jordbrug og natur som hinandens modsætninger, og at der derfor opereres med en arealfordeling, som opdeler jorden i enten industrielt landbrug og skovbrug eller helt urørt og uopdyrket land. Dermed overses muligheden for at fremme naturnært, regenerativt og økologisk jord- og skovbrug, baseret på naturlige processer – en dyrkningsform, der kendetegnes ved fortrinsvis mindre jordbrug og jordbrugsfællesskaber og dermed livsformer som i langt højere grad peger mod en bæredygtig fremtid.

Ved konferencen deltog en lang række politikere, forskere og repræsentanter for de grønne organisationer. Fra folketinget deltog politikerne Torsten Gejl (Å) og Zenia Stampe(B), hvor især Torsten Gejl kom med gode realiserbare forslag til, hvordan UNDROP’s dagsorden kunne bringes ind i folketingssalen. Sociologen Birthe Lindal Jeppesen fortalte om sit ph.d.-projekt om multifunktionelt landbrug med mange gode overbevisende pointer omkring entreprenørskab, som kan bidrage til mere liv og flere arbejdspladser f.eks. i forbindelse med mindre, bæredygtige landbrug (med flere funktioner). Steen Nørhede, cand. Agro bidrog med kritik af silotænkning omkring miljø og landbrug og leverede overbevisende resultater for afgrøde diversitetens betydning for mere liv i jorden. Kenneth Løvenskjold Andreasen, jurist og ph.d.stipendiat-SDU demonstrede  elegant den juridiske jungle af direktiver, erklæringer og forordninger, som kan bruges og misbruges i kampen for indflydelse på landbrugspolitikken, mens Paula Gioia, ECVC(European Coordination- Via Campesina) stærkt pointerede at UNDROP er bindende for alle lande. 

I en artikel i Information (16.5.25) skriver Pia Quist***, at i Danmark skjuler fortællingen om kløften mellem land og by som to afskårne virkeligheder, at det store flertal af danskere lever med begge virkeligheder i deres liv – et faktum der ofte overses, hvis man har interesser i de magtfulde udvalgte lobbyorganisationer. Ikke desto mindre er mobilitet mellem land og by en integreret del af mange livshistorier. Dette er imidlertid ofte blevet fortrængt og kan være en af forklaringerne på, at der hidtil har været så lidt fælles indsigt, forståelse og engagement omkring landbrug og bæredygtig madproduktion, og det er meget uheldigt, fordi den grønne omstilling angår alle. Håbet er, at det indledte samarbejde mellem de grønne organisationer vil give dem  gennemslagskraft og få  folk i storbyboblen til at tage skyklapperne af, og at større fokus på UNDROP’s betydning kan være med til at gøre en forskel.

*

  • Den grønne Ungdomsbevægelse
  • Landsforeningen Praktisk Økologi
  • Københavns Fødevarefællesskab
  • Frøsamlerne
  • Forum for Madsuverænitet
  • NOAH
  • Økonet
  • Landsforeningen mod svinefabrikker
  • Regenerativt landbrug
  • Permakultur Danmark
  • Det fælles Bedste
  • Madland
  • Landsforeningen Levende Hav
  • Foreningen for biodynamisk jordbrug
  • Landsforeningen for Økosamfund
  • Frie Bønder – Levende Land/La VIA Campesina Danmark

** Mellemfolkeligt Samvirke har i samarbejde med La Via Campesina og Frie bønder levende land https://Friebonderlevendeland.com udarbejdet en brochure på dansk om FN´s erklæring om rettigheder for bønder og andre mennesker der arbejder i landdistrikter.

***Pia Quist er professor ved Københavns Universitet og leder grundforskningscentret TRANSITION- Centre for changing Urban and Rural Lives ved Københavns Universitet. Pia Quist har hus på Fejø og afvikler årligt 4 dage med fokus på aktuel videnskab med titlen: Videnskab under æbletræerne.

                                                                                                                                                               17. maj 2025

Tilbered og spis palæstinensisk mad

Den 7. december sidste år tilberedte Globale Seniorer i Byens Hus et palæstinensisk måltid sammen med medlemmer af Dansk Palæstinensisk Organisation DAPAO. Det blev et rigtig godt fælles måltid med god snak over bordene.

Nu gentager vi successen sammen. Amneh fra DAPAO har modtaget støtte fra Gentofte Kommune til at starte et nyt projekt :

‘Tilbered og spis bæredygtig palæstinensisk mad’

DAPAO og Globale Seniorer arrangerer derfor fælles spisning den fjerde onsdag i hver måned og denne gang bliver det den 23. april 2025 kl 17:00 til  19:30. Vi gentager begivenheden måneden efter, onsdag den 28. maj.

ALLE er meget velkomne til at deltage mod at betale for maden. I må meget gerne invitere familiens unge og gamle – familie eller venner – med til disse onsdags fællesspisninger. Se her Opskrifter på palæstinensiske retter, som Amneh har sendt os.

I kan tillmelde jer arrangementet på Byens Hus’ hjemmeside, hvor man samtidigt betaler for maden (voksne70 kr. og børn 35 kr.)

https://byenshusgentofte.dk/event/madfaellesskab-2/

Rejsebrev fra Sydafrika

Af Jette Steensen Globale Seniorer

Jette Steensen fra Afrikagruppen i Globale Seniorer og 2 fra Global Aktion har været på 12 dages besøg hos RWA (Rural Women´s Assembly www.ruralwomensassembly.org )  og TCOE (Trust for Community Outreach and Education, www.tcoe.org.za) i Sydafrika.

Besøget er start på et nyt projekt for Global Aktion med titlen: ”Forward to Feminist Agroecology: The Power to Feed ourselves in our Hands” og er støttet af CISU’s klimapulje. RWA er en tværregional kvindeorganisation, som rækker ud til kvinder i foreløbig 10 SADC lande i det sydlige Afrika, men ambitionen er at nå ud til endnu flere.

Besøget var fordelt med 7 dage i Cape Town og 5 dage lidt udenfor Johannesburg.

Sydafrika er et af verdens mest ulige lande, og det oplever man tydeligt. Cape Town er en smuk by med flot udsigt over havet og frodig vegetation. Overalt er der store dyre villaer og luksuriøse lejligheder; de fleste med smuk havudsigt så man kunne tro, man befandt sig i Californien eller Florida, lige indtil man lidt udenfor byen får øje på de utallige små huse og blikskure som ligger tæt klumpet sammen på en bjergskråning. Man tænker uvilkårligt: ”Hvornår var det egentlig at apartheid blev afskaffet ”?

Cape Town er en smuk by med flot udsigt over havet, men lidt uden for byen får man øje på disse skure som ligger op ad en bjergskråning. Foto GS

Formålet med besøget i Cape Town var dels at besøge RWA’s hovedkontor, hvor vi skulle diskutere programmet for vores besøg samt det kommende fælles projekt. Et projekt som over en 2 en halv årig periode skal uddanne 100 kvinder fra 5 lande: Sydafrika, Namibia, Lesotho, Zambia og Malawi,. Dels ville vi besøge agroøkologiske projekter i byerne Robertson og Suurbrak et par timers kørsel fra Cape Town.

Vores kommende fælles projekt tilrettelægges af RWA og TCOE, men de kvindelige deltagere er selv erfarne agroøkologiske praktikere. Ideen er, at den tilrettelagte undervisning i hovedsagen skal tilføre viden om klimaforandringernes årsager og betydning, samt basale biologiske processer, samtidig med at kvinderne underviser hinanden i praktisk økologi ved at udveksle metoder og erfaringer. Formålet er, at de uddannes til at blive agroøkologiske trænere og fortalere for agroøkologi. De skoles til at kunne påvirke lokale, regionale og nationale myndigheder til både at sørge for at kvinderne kan få adgang til jord, ” One woman one hectar” er deres slogan, og til at kunne argumentere for agroøkologiske metoder for at undgå standardiserede kommercielle frø samt GMO og pesticider.

I anden halvdel af projektet skal de nyuddannede kvinder så selv uddanne yderligere hver mindst 10 kvinder i eget lokalområde, således at deres viden spredes. Det er alene RWA og TCOE, som sørger for at tilrettelægge uddannelsen. Fra dansk side er eneste opgave at rapportere tilbage til CISU samt arrangere møder i forbindelse med agroøkologiske initiativer i Danmark, hvor vi inviterer kvinder fra projektet til at bidrage med deres viden og erfaringer, som vi bestemt kan lære meget af.

Efter besøget hos RWA skulle vi have indblik i TCOE’s arbejde. TCOE’s kontor ligger i et landområde i den lille by Robertson 2 timers kørsel fra Cape Town.  I området dyrkes frugt og vindruer i lange baner. Men dyrkningsmetoder og arbejdsforhold er stærkt kritisable, og derfor er det en af TCOE’s hovedopgaver at assistere arbejderne i deres kamp for acceptable arbejdsforhold. Det er en kamp op ad bakke. Der er flere problemer: for det første mister mange lokale landarbejdere deres jobs til migrantarbejdere fra nabolande som Lesotho og Zimbabwe. Arbejdsløsheden i de rurale områder er stigende, hvilket medfører etniske sammenstød og uroligheder. TCOE forsøger at forlige parterne og uddanne dem til at forstå, at presset kommer fra arbejdsgiverne, som bruger modsætningerne til at forringe løn og arbejdsforhold. Samtidig forsøger TCOE at gøre opmærksom på skadevirkningerne ved brug af diverse kemiske pesticider i vin- og frugtproduktionen, som resulterer i mange kræfttilfælde blandt arbejderne. TCOE forsøger både at hjælpe med juridisk bistand i kamp om erstatning og oplysning om beskyttelsesudstyr. Alt dette får man ellers ikke noget at vide om, når man kører ad den smukke og turistede vinrute, hvor trendy cafeer, store landejendomme og vinmarker ligger side om side, mens arbejderne bor klumpet sammen i beskedne townships gemt lidt af vejen, som f.eks. Elsies have.

Elsie i sin have – Sydafrika. Foto GS

Elsie underviser unge piger i, hvordan de skal så og senere udplante afgrøder. Foto GS

Hovedformålet med besøget i Robertson og efterfølgende besøg i landsbyen Suurbrak var imidlertid at se eksempler på RWA´s arbejde med agroøkologiske demonstrations- og undervisningsprojekter blandt de fattige og ofte jordløse kvinder. RWA’s slogan er: 1 kvinde 1 hektar land (som minimum). Adgang til jord er i Sydafrika, som i mange andre afrikanske lande, en kompliceret affære, hvor kulturelle traditioner, patriarkalske strukturer samt private kapitalinteresser ofte gør det vanskeligt for kvinderne at få adgang til jord. Alligevel griber de enhver mulighed for at få adgang til at dyrke jorden i små individuelle baghaver og på større ubenyttede jordstykker, fordi de ønsker fødevaresikkerhed og fødevaresuverænitet, samtidig med at de er helt bevidst om forureningens negative indflydelse.

Mange kvinder er eksperter i agroøkologi. De underviser hinanden og de unge kvinder. På billederne herover ses Elsie som underviser unge piger i, hvordan de skal så og senere udplante afgrøder. Problemet er, at trods en skyhøj ungdomsarbejdsløshed på omkring 50%, drømmer mange unge om et helt andet liv i byen. Mange af pigerne bliver imidlertid tidligt gravide, får forsørgeransvar og må derfor tidligt se sig om efter andre muligheder.

AFSA (African Food Sovereignty Alliance) arbejder for at ændre holdningen til tilværelsen på landet og er i gang med en stor kampagne om klimaforandringernes betydning. I oktober afholdes i Addis Abeba et todages Panafrikansk ungdomstopmøde med overskriften ”The First Thousand African Youth Summit on Food Systems and Agroecology 2024” (www.afsafrica.org) 250 unge forventes at deltage samtidig med at mere end 2000 ungdomsledere forventes at deltage via zoom, så der er en bevægelse i gang, som måske kan bidrage til at vende udviklingen og interessen.

Efter møderne i Robertson og Suurbrak skulle vi videre til Johannesburg, men vi tog afsked med Cape Town ved at besøge de afrikanske pingviner ved Boulders Beach, som også så ud som om de godt kunne tænke sig at komme ud på en længere rejse.

I Johannesburg skulle vi deltage i RWA’s årlige agroøkologiske kursus sammen med 50 kvinder fra RWA’s samarbejdspartnere i 10 afrikanske lande. Kurset blev afholdt udenfor et township 30 km fra Johannesburg. Oprindeligt var planen, at vi skulle indlogeres på et lokalt konferencecenter, men ugen før vores ankomst var centret blevet vandaliseret og delvis brændt ned af lokale bander, så i stedet flyttede vi ind på en nedlagt sygeplejerskeskole, som havde stået tom et års tid. Faciliteterne var derfor ikke helt på plads, men man fik efterhånden styr på tingene. Sammen med en kollega fra Global Aktion og en kvinde fra en schweizisk ngo blev jeg installeret i en tidligere lade, som blev indrettet med madrasser og tæpper.

Hvis man forestiller sig, at det er varmt i Johannesburg, kan jeg fortælle, at temperaturen faldt til 1 grad om natten, så vi var helt udmattede af kulde den næste morgen. Heldigvis blev vi derefter forsynet med ekstra tæpper, så vi kunne bygge hule til natten.

Selve kurset skulle finde sted hos Mama Tembe, som havde en økologisk drevet gård ”Althea plots” en lille kilometer fra overnatningsstedet. Her var frugttræer og buske, krydderurter og et stort markareal, hvor der blev dyrket økologiske grøntsager til salg i Johannesburg. Ved siden af huset  var opstillet et stort telt , hvor vi kunne sidde, når vi ikke var i marken. På grund af risiko for overfald mm. måtte vi kunne gå derhen i samlet flok alle 50 kvinder ledsaget af 4 vagter, men vi oplevede heldigvis ingen ubehageligheder. Samtidig forsikrede vagterne os om, at kobraslangerne nok var gået i hi på grund af kulden.

Hver morgen blev dagens undervisning indledt med en såkaldt ”mystica”, som bestod i at landene efter tur skulle indlede med sange og dans i rundkreds. Der var en helt utrolig kraft og smittende glæde i disse morgener og ofte måtte lederne gribe ind for at få seancen til at stoppe igen. Fra hvert af de ti lande havde kvinderne medbragt diverse frø og planter som blev placeret midt i teltet til beundring, diskussion og udveksling.

Herefter gik vi i gang med undervisningen. Vi lærte bl.a. at fremstille Bokashi kompost med afrikansk plantemateriale. Bokashi er en måde at kompostere organisk materiale til jordforbedring, metoden kendes også i Danmark men naturligvis med andet materiale. Vi var også i marken og udplantede stiklinger bl.a vekslende mellem løg og spinat. Da periodevis tørke er et udbredt problem, havde man udviklet en metode, hvor man brugte en to liters plasticflaske som vandreservoir omkring planterne, her var ideen imidlertid blevet videreudviklet, fordi man havde erfaret, at plasticflaskerne kan begynde at smelte, når solen bager, hvilket jo ville betyde forurening af jord og planter. I stedet havde man opfundet en metode, hvor flasken fyldes med 1/3 sand og 2/3 vand. Herefter prikkes fine huller i bunden og 1/3 oppe på flasken, som sættes i jorden og der plantes derefter omkring flasken, så flasken er i jorden og ikke udsættes for direkte sol. Derved opstår tryk i flasken, så man kan regulere vandtilførslen ved at skrue på låget, en idé jeg helt sikkert vil prøve herhjemme. Ret smart! Men det var ikke det eneste innovative tiltag. Den næstsidste dag skulle vi på udflugt til et lille lokalt energiprojekt, hvor man arbejdede med genanvendelse og alternativ energi – men ikke via import af avancerede løsninger udefra, som kræver økonomi at vedligeholde, men et lokalt udviklet initiativ med minimale omkostninger. Tanken var, at de løsninger der var udviklet skulle kunne kopieres og anvendes som samlet løsning i forskellige lokalsamfund. Arrangementet bestod af tre dele.

For det første et lille beskedent biogasanlæg, som blev fodret med lokalt plantemateriale, hvorefter man kunne tappe gas af til minimalt køkkenbrug.

Klart nok ikke store mængder. Når gryden var blevet bragt i kog gennem varme fra biogasanlægget, kunne den flyttes til et kogestativ placeret på en metalparabol, som reflekterede solen og kunne holde gryden varm i løbet af dagen. 

Majsgrød eller gryderet kunne så være klar om aftenen. Som alternativ til parabolen havde kvinderne syet en såkaldt ”wonderbag” af tolagsstof. Mellem stoflagene var der kommet granuleret styropor, som virker isolerende, fremstillet af plader indsamlet på lossepladsen.

Gryden placeres i ”wonderbag”, og der lægges en ligeledes styropor fyldt pude henover – et princip der svarer til en ”høkasse”, som nogle måske kender. – Innovativt- klimavenligt og bæredygtigt!

 

Alt i alt var opholdet utroligt inspirerende, kvinderne var livsbekræftende glade, engagerede og vidende og vi lærte utroligt meget – en opmuntrende oplevelse, som giver håb for fremtiden både for projektet og længere frem.

Udgivet 12.10.2024

SVM-regeringens Afrika-strategi 

En kommentar af Poul Brandrup og Per Bo

Danmark og Afrikas århundrede.

Så kom Regeringens bebudede Afrika-strategi. Den blev præsenteret den 26. august af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og minister for udviklingssamarbejde Dan Jørgensen, der lige nåede at være med, inden han tog til EU som kommissær.
Der er mange positive elementer i Afrika-strategien, der har overskriften: “Afrikas århundrede” med underteksten: “Strategi for et styrket dansk engagement med de afrikanske lande”. Fint nok. Men en mere visionær undertekst ville have været “Strategi for et styrket mellemfolkeligt samvirke med de afrikanske lande”, hvis andre ikke allerede havde taget navnet.

Men man sender også blandede signaler. Samtidig med at Dan Jørgensen tager til EU er det ikke blot ham, der forsvinder, men også den selvstændige portefølje som minister for udviklingssamarbejde.
Udenrigstjenesten skal styrkes både hjemme og mht. den diplomatiske repræsentation. Nogle ambassader nedlægges og nye oprettes f.eks. i Senegal og Tunesien samt Rwanda. Er de sidste eksempler på “et styrket dansk engagement med de afrikanske lande” ?
Nogenlunde samtidig kom regeringen med sit forslag til finanslov, hvor man også præsenterede en plan for udgiftsrammer for udviklingssamarbejdet 2025-28. Målt som procent af BNI er målet formelt uændret 0,7 % af BNI. Nogle poster kan man bestemt diskutere, om de bør høre under udviklingssamarbejdet eksempelvis støtte til Ukraine. Angiveligt går 55 % af udviklingsrammen til Afrika.

Reelt er den egentlige udviklingsbistand blevet reduceret i seneste mange år. Har man en garanti for, at der vil være tilstrækkelige midler til finansiering af en ambitiøs Afrika-strategi ?

Som nævnt ser det ud til, at man nu vil styrke udenrigstjenesten. (Paradokset er, at det vist var den nuværende udenrigsminister, der tidligere som statsminister i en anden regering mente, at man årligt kunne nedskære bevillingerne til “administration” også i udenrigsministeriet med 2 % pa.).

I strategien erkender man, at der er et behov for en ny tilgang til Afrika. Nogle indgroede forestillinger gælder ikke længere og nye udfordringer er kommet til. Det er en vigtig erkendelse. Det er også vigtigt, at man ikke bare kan forlade sig på bilaterale samarbejder, men i en række tilfælde må gå via – eller rettere – påvirke EU’s Afrika-politik. Det vil være væsentligt at overveje, hvilken vej eller veje man vil gå. I nogle tilfælde kan det være fornuftigt at trække på det nordiske samarbejde. (De nordiske lande har på nogle områder et bedre renommé end tidligere kolonimagter).

Det er positivt, at man angiveligt vil lægge vægt på at understøtte de afrikanske landes egne strukturer.
Her tænker vi overordnet på den kontinentale organisation AU (Den Afrikanske Union, som alle afrikanske lande i dag er medlemmer af). Derudover de subregionale organisationer som ECOWACS og EAC – det østafrikanske fællesskab.

Her tænkes ikke specielt på de fysiske strukturer, men på deres økonomiske kapacitet mv. Man bør derfor fra dansk og europæisk side følge godt med i, hvordan disse organisationer udvikler sig, og hvilke ambitioner, de har. *)

I Strategien nævnes der eksempler på væbnede konflikter, borgerkrige, militærkup mv. Det er nedslående, Men det kunne være godt, hvis Danmark og EU også kom med eksempler på afrikanske “Best practices”.

I strategiteksten og i forbindelse med kommentarer argumenteres ofte med, at grunden til, at Danmark og især Europa skal være til stede er, at Kina – især økonomisk – er der og Rusland – især militært – er der.
Det er en kortsigtet betragtning. Det giver en zigzag politik.
Der behøves en vedholdenhed i det europæisk-afrikanske samarbejde.

Afrika-strategien indgår også som en del af Danmarks overordnede globale politik. Her savner vi flere steder en eksplicit reference til FNs Verdensmål. Det kunne samtidig sikkert være et godt argument ifm. samarbejdet om konkrete projekter.

Vi skal i Danmark og Europa også huske på, at det er de faktiske handlinger, vi bliver vurderet på nok så meget som de smukke ord, der udtales eller skrives.
I Danmarks tilfælde vil der komme særlig fokus på vores holdninger under Danmarks medlemskab af FN’s sikkerhedsråd (2025-26) og under det danske EU-formandskab (2. halvår 2025, hvor der sandsynligvis skal afholdes et EU-AU topmøde). Det giver både muligheder og medfører risici !

*)  Globale Seniorer gennemførte i januar 2024 en studierejse til Afrika og havde møder med bl.a.  den Afrikanske Union – AU og Det Østafrikanske Fællesskab – EAC.

Ved brug af nedenstående link til Udenrigsministeriets hjemmeside kan du finde regeringens strategi med tilhørende fakta ark. 

https://um.dk/Udenrigspolitik/aktuelle-emner/afrikas-aarhundrede

Udgivet 3.10.2024

Fødevarernes fremtid går tilbage til rødderne

”Back to the roots” er titlen på en dokumentarfilm støttet af udenrigsministeriets oplysningspulje ”Open”. Filmen kan ses på You Tube (se link på madland.dk). I filmen følger den kenyanske instruktør Noel Kasyoka Samantha Nyakeya en ung jordbruger, som dyrker økologisk regenerativt landbrug i udkanten af storbyen Nairobi og Dr. Patrick Maundu fra National Museum of Kenya fortæller om de oprindelige østafrikanske afgrøders afskaffelse under kolonitiden til fordel for ”cash-crops” som kunne eksporteres tilbage til Europa med god fortjeneste under kolonimagten.

”Back to the roots” er interessant, fordi podcast og film portrætterer kenyanske bønders kamp for fortsat at få lov til at bruge egen historisk nedarvet og gennemprøvet såsæd til forskellige lokale afgrøder, som de mener er mere robuste, næringsrige og bedre tilpasset klimaforandringerne. Nogle frø er tørkeresistente, mens andre passer bedst til perioder med rigeligt vand. Årsagen til at de må kæmpe for denne ret er, at den kenyanske regering i 2012 vedtog en lov, som kræver at bønderne skal anvende centralt certificeret frø. For de kenyanske bønder betyder det for det første, at de ikke kan anvende de mange lokalt udviklede varianter, som ikke er certificerede, og for det andet at de aldrig vil kunne få råd til at købe de certificerede og standardiserede udgaver. Med hjælp fra Greenpeace Afrika har de kenyanske bønder derfor lagt sag an mod staten for at få ophævet loven. Dette sker bl.a. med henvisning til FN’s charter om oprindelige folks rettigheder. Sagen er flere gange blevet udsat, og man venter dermed stadig på rettens afgørelse. Sagen har vakt opmærksomhed udover Kenyas grænser, fordi den repræsenterer mange afrikanske småbønders kamp for at dyrke jorden efter agroøkologiske metoder, som først og fremmest er karakteriseret ved stor diversitet i modsætning til det industrielle landbrugs monokulturer med kunstgødning, GMO (genmodificerede organismer) og pesticider. De kenyanske bønder er ikke de eneste som kæmper for agroøkologi og oprindelige afgrøder i Afrika. Det er en bevægelse som kan genfindes i en lang række afrikanske lande og koordineres bl.a. af Organisationen AFSA (Alliance for Food Sovereignty in Africa) www.afsaafrica.org, som er Afrikas største civilsamfundsorganisation, hvis formål er at kæmpe for agroøkologi og at fremtidens afrikanske fødevaresystemer kommer på afrikanske hænder, hvilket måske kan give en interessant udfordring til den danske Afrika strategi?

Vores madkultur i Danmark er forbundet til et globalt madsystem, som har sat og fortsat sætter dybe spor i det globale syd. I Danmark er vi underlagt ganske tilsvarende standardiserings direktiver, her vedtaget i EU. Dette virker helt naturligt for en EU borger for hvem de nyeste standardiserede frøtyper er lig med effektivitet og kvalitet. Spørgsmålet er dog, om ikke denne tanke bør genovervejes i lighed med andre forestillinger om fremtidens fødevarer? Det mener i hvert fald et stigende antal NGO’er og repræsentanter for regenerativt landbrug, som er kritiske overfor det industrielle landbrugs negative påvirkning af klima, biodiversitet, miljø og dyrevelfærd. Se f.eks. www.madland.dk , men trods daglige skandalehistorier i medierne om forurening, klimapåvirkning og negativ dyrevelfærd, så har bevægelsen endnu kun haft beskeden indflydelse på landbrugspolitikken.

Regenerativt landbrug er holistisk og har dermed svært ved entydigt at dokumentere sine resultater gennem traditionel forskning, som sædvanligvis får opmærksomhed og har gennemslagskraft, fordi landbrugets dyrkningsmetoder påvirker livet på så mange parametre samtidig, og det meste standardforskning karakteriseres netop ved at have et strengt enstrenget fokus. Den indiske miljøforkæmper Vandana Shiva, som gennem en årrække har været leder at et forskningsinstitut i Nord-Indien med speciale i videnskab, teknologi og ressourcepolitik. Hun har været aktiv miljøaktivist og i mange bøger anklaget den moderne udvikling for at have anrettet større økologisk skade i den tredje verden end hundrede års kolonistyre. Shiva har i den forbindelse også skarpt kritiseret den vestligt inspirerede evidensforskning, som hun anklager for at være stærkt patriarkalsk med dens rødder i vestlig oplysningstid og videnskabelig fremskridtstro, som eneste måde til at forstå verden. Hun har dermed sat spørgsmålstegn ved videnskabens og udviklingens ukrænkelighed for at gøre det klart, at disse begreber ikke er enerådende, når det drejer sig om fremskridt ( Shiva 1989). Der er ingen tvivl om, at en del af Shivas kritik vækker resonans hos mange både i den agroøkologiske bevægelse og blandt forskere, som forsøger sig med mere kvalitative og holistiske tilgange, men det er en ganske vanskelig øvelse.

Ikke al vestlig forskning er dog helt så ensidig som Shiva fremhæver. En af de forskere, som med held har forsøgt at bryde igennem det ensrettede evidensregime på forskningsparadigmets egne præmisser, er Laura Vang Rasmussen (2024), som i samarbejde med 58 andre forskere har fået anerkendt et metastudie, som dokumenterer, at industrielt landbrug ikke nødvendigvis giver større udbytte end mindre landbrug samtidig med at det mindre landbrug kan have positive effekter på andre parametre som f.eks. biodiversitet og sociale forhold.

Samtidig er det ikke kun i Afrika man søger tilbage til rødderne. Et nyt ultraavanceret forskningsinitiativ, som ledes af den internationalt kendte danske forsker Eske Willerslev, er netop iværksat, finansieret af NOVO og en række andre store fonde.  Dette initiativ har netop som formål for alvor at gå tilbage til rødderne ved at undersøge fortidens DNA-spor i jorden for derved at kunne finde og rekonstruere afgrøder, som har være dyrket under andre klimatiske forhold langt tilbage i tiden dvs. længe før det industrielle landbrug, fik indpas, for i modsætning til kenyanerne har vi i Danmark ikke i større stil været opmærksomme på at bevare en tradition for at bevare og opformere forfædrenes varierede frøsorter. Derfor må Willerslev springe århundreder ja årtusinder tilbage. Forskningens fokus rettes bl.a. mod at finde spor fra tidligere tiders dyrkning af byg, hvede og ris, som er nogle af de helt store monokulturer. Desværre så ligger tanken snublende nær, at det først og fremmest drejer sig om forskning til gavn for langsigtede kapitalinteresser, som søger jord til investering i stor skala landbrug.  NOVO har for nylig indgået samarbejdet med Bill Gates fonden, som er en af hovedsponsorerne bag AGRA(Alliance for a Green Revolution in Africa) og den såkaldt ”grønne revolution” i Afrika, som netop promoverer industrielt landbrug, og dermed er uhyre upopulær blandt de afrikanske småbønders organisationer som AFSA, men Willerslevs forskning er rimeligt åben, så endnu ved ingen, hvilke interessante planter og frø Eske Willerslev evt. vil finde, så der er al mulig grund til at følge godt med her.

 – Og man skulle næsten tro at Willerslev havde fået inspiration hos de kenyanske småbønder!

Af Jette Steensen

8.9.2024

Klima, miljø og madsuverænitet i Afrika

Af Jette Steensen og Karin Anna Petersen

Rejsebrev fra Kenya     

To medlemmer fra Afrikagruppen har været i Kenya for at møde AYICC (African Youth Initiative for Climate Change) og KPL (Kenyan Peasants League) for at diskutere hvorledes vi fra dansk side kan støtte deres kamp for klima og agro-økologi

Baggrund for vores initiativ skal forstås i forlængelse af Afrikagruppens besøg i Etiopien, hvor vi blev mødt med stor imødekommenhed, men samtidig også med en mere eller mindre udtalt forventning om, at vi da også måtte kunne gøre noget for dem. Denne tanke har vi siden arbejdet videre med.

AYICC er en paraplyorganisation for 500.000 unge på tværs af Afrika, som arbejder med forskellige initiativer til gavn for klimaet i form af oplysnings – og uddannelsesinitiativer omkring bl.a. genbrug, biodiversitet og agro-økologi. Vi mødte en gruppe meget engagerede og veluddannede unge mennesker, nogle arbejdede i organisationen på fuld tid , mens andre deltog som aktivister sideløbende med job som henholdsvis tolk i kinesisk og konsulent i tænketanken “Horn” som bl.a. arbejder med freds og konflikt-spørgsmål på Afrikas Horn.

Vi havde en fin gensidig forståelse og regner med at kunne udarbejde projektforslag sammen. Da GS jo ikke arbejder med projekter, har vi suppleret med medlemskab af foreningen Seniorer uden Grænser og samarbejde med Global Aktion, således at vi efterfølgende vil kunne søge midler hos bl.a. Civilsamfundspuljen.

KPL er en kenyansk organisation, som organiserer bønder rundt i landet, som arbejder aktivt med at udvikle agro-økologiske dyrkningsmetoder herunder indsamling, opbevaring og opformering af frø fra planter og træer, som er naturligt hjemmehørende i Kenya. De er også aktive i kampen for kvinders rettigheder og er politisk aktive imod GMO og kommercielt producerede frø og pesticider.

Den første dag mødte vi dem på deres kontor i et lille blikskur på 1 sal i en randzone i udkanten af Nairobi.

Nairobi hos KPL – Kenyansk agro økologisk organisation. Foto: GS

Kenya frøbank. Foto: GS

Her så vi den lokale frøbank og vi diskuterede deres planer for at videreudvikle arbejdet til foreløbig ti landsbyklynger spredt ud over Kenya, men organiseret i et samlet netværk.

 

 

I hver landsby er de i gang med at organisere uddannelse og videreudvikling omkring økologisk dyrkning. Hver landsby skaber sin egen botaniske demonstrationshave med tilhørende frøbank, hvor bønderne kan udveksle frø. Samtidig arbejder netværket aktivt som et fødevarefællesskab, som dels kan udveksle afgrøder internt i netværket samtidig med, at de er i gang med at udvikle en fælles IT salgsplatform, som også kan sikre afsætning af produkter på markedet.

Efterfølgende besøgte vi bl.a. KPL’s ungdomsafdeling, som har forsøgsmarker i tilknytning til Nairobis Universitet. Undervejs fik vi også indblik i de katastrofale følger af de nylige oversvømmelser i Nairobi, som har betydet at mange afgrøder blev skyllet væk, så markerne nu må genplantes.

Oversvømmelser i Nairobi har skyllet afgrøderne væk og markerne må genplantes. Foto: GS

Den næste dag var vi udenfor Nairobi for at besøge en af de omtalte landsbyklynger i området Kithoni, et helt vidunderligt smukt meget kuperet og frugtbart område, 2 timers kørsel fra Nairobi. Vi fik en varm modtagelse af de lokale beboere, som efter tur rejste sig og forklarede om deres projekter. Hovedproblemet på dette smukke sted er, at vandet i den nærliggende flod er forurenet af pesticider og giftstoffer, så beboerne har arbejdet med at bygge forskellige dæmninger, som kan skabe vandreservoirs af regnvand, som løber ned ad bakkerne. Dette vand kan så bruges i husholdningerne og til vanding af afgrøder i tørre perioder. Efterfølgende kom vi på en lang – lidt udfordrende -gåtur op og ned ad stejle stier og gennem talrige vandløb, hvor vi så fik forevist de dæmninger de indtil nu havde bygget.

Vandreservoir i landsby nær Nairobi. Foto: GS

 

 

 

 

 

 

 

Smukke udsigter i og omkring Kithoni nær Nairobi. Foto: GS

Undervejs mødte vi geder og køer, eksotiske frugter og passerede de skønneste udsigtspunkter

Inden vi kørte tilbage til Nairobi blev vi budt på en herlig frokost tilberedt af lokale økologiske råvarer. Under frokosten kom kvinderne og viste deres lokale produktion af sisalvævede tasker, som de har svært ved at afsætte, dels fordi de har begrænset adgang til markedet, men også fordi der allerede er mange til salg og efterspørgslen trods alt er begrænset, så vi endte med at aftage langt flere, end vi egentlig har brug for, men måske bør det danne mode at gå på indkøb med flotte indkøbsnet og tasker af sisal så vi kan slippe helt af med plastik?

Sisal-flettede tasker og net. Foto GS

Sisal flettede tasker. Foto GS

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi håber, at vi kan få held med at få midler til at støtte både de unge og de etablerede bønder i deres kamp for klima, miljø, biodiversitet og madsuverænitet – en kamp vi er fælles om, og hvor vi bestemt kan hente inspiration i deres ukuelige vilje til at finde nye løsninger.

Vores sidste 2 dage i Nairobi blev brugt på generel rundvisning i by og omegn, bl.a. brugte vi en halv dag i nationalparken, som ligger langs hele Nairobi centrum. Kineserne har bygget en jernbane tværs gennem parken og flere og flere immigranter slår sig ned i parkens udkant.

Nationalparker i Kenya er ikke indhegnet på alle sider, fordi dyrene skal have mulighed for at vandre fra område til område, men når moderniseringen presser på, forstyrres dyrenes naturlige habitat og dette resulterer i en del sammenstød mellem dyr og mennesker.

Nairobi 7.6.2024