Globale Seniorer

Verden på hovedet

Af Henrik Døcker

Flossede grænser, fordrejede identiteter, falden moral

Alverdens læger og  lærde byder i disse tider på diagnoser af verdens viderværdigheder: Har vi én to eller tre virkelige stormagter – eller lever vi i en multipolær verden? Kan man have tillid til noget som helst? Er det til syvende og sidst tech-milliardærerne, der styrer det hele? De hidtil grundmurede ideer om respekt for enkeltstaternes suverænitet, om FN-pagtens smukke ord om at konflikter skal løses “ved fredelige midler” og bekendelser til demokrati og menneskeretsbeskyttelse – er alt det sat ud af kraft?

Lad os nøjes med at sige, at denne idealverden er sat i skammekrogen, at den forekommer aldeles kraftesløs for ikke at sige lammet. Til ulidelighed må det gentages, at stater som sådan ikke har nogen moral. Det  har det enkelte menneske, måske i samklang med andre gennem mere eller mindre idealistiske organisationer. Den franske filosof og forfatter Jean-Jacques Rousseau opererede med begrebet samfundskontrakten, en idealforestilling om det frie ubundne menneskes bånd til den stat han/hun nu lever i. Politiske partier  var ikke med i tankerækken – de kom til senere.

Med de flossede grænser mener jeg såvel den russiske som den amerikanske præsidents negligeren af almindeligt anerkendte statsgrænser. Man fristes til at reflektere over et menneskes første faser: Barnets umiddelbare besiddertrang efter at have fået sit første legetøj, mødet med andre børn og trangen til også at bemægtige sig deres legetøj. Langsomt lærer barnet en slags respekt for ejendomsret – og for voksnes formaninger. Det er et uhyggeligt tilbageskridt, at hverken Rusland eller USA har taget respekten for enkeltstaters suverænitet til sig – som om de intet lærte af  to verdenskrige udløst af større magters begær efter nyt territorium. USA var ikke her synderen, bevares, men at erkendelsen af hvert lands suverænitet i dag ikke er indiskutabel,  er chokerende.

Perioden efter 2. Verdensskrig helt op til Ruslands aggression mod Ukraine i 2022 bød kun på relativt få internationale krige – med Iran-Irak-krigen, Kuwait-krigen og Israels krige mod sine arabiske nabo-stater som de mest markante. Til gengæld så mange flere borgerkrige eller hvad der er blevet betegnet som internationaliserede borgerkrige: I Korea, Vietnam, på Balkan, i tidligere Belgisk Congo, i Nigeria, Sudan, Myanmar, Rusland (Tjetjenien), på Cypern m.fl. områder. Den folkeret, som FN byggede på og videreudviklede gennem talrige konventioner – om menneskerettigheder, kønnenes ligestilling, demokrati, sundhedsfremme og international bistand mv.- tilsidesættes, forsøgene på gennem FNs Fredsbevarende Styrker at skabe tryghed, underløbes.

Offentligheden i mange stater – med velfungerende adgang til objektiv nyhedsformidling – forvirres af den løbende strøm  af informationer. Mindre forvirrende bliver det  ikke af at de folkeretskyndige belærer os om, at ordet krig nu er afskaffet – til fordel for væbnet konflikt, ekstern væbnet konflikt mellem stater, intern væbnet konflikt når der er borgerkrig. FN er – realpolitisk på grund af vetoretten hos FN-Sikkerhedsrådets fem permanente medlemsstater – forhindret i at gribe ind i det, mange stadig kalder borgerkrige, her har  så Den Internationale Røde Kors Komité visse muligheder for at hjælpe, ikke mindst civilbefolkningen og krigsfanger. Har man fx sympati for den skammeligt plagede befolkning i Gaza, hjælper det ikke noget at forlange dette område anerkendt som selvstændig stat. Som også udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har udtalt har ingen palæstinensisk myndighed fuldstændig magt over dette territorium; hertil kommer, at USA forventeligt vil blokere en optagelse af Gaza i FN.

National identitet er også et varmt emne – og såmænd ikke kun i Ukraine. Men her kan man, om man ikke direkte véd det, gætte sig til mange tvivlsspørgsmål om nationalt tilhørsforhold efter Ruslands erobring af Krim og de østlige dele af Ukraine. I lighed med mange grænseegne i Europa har Ukraine efter over 70 år som bestanddel af Sovjetunionen/Rusland været præget af russisk sprog og statsopfattelse. Efter Ukraines selvstændighed i 1991 kunne det kun ryste verden, at den store russiske nabo blot en halv snes år inde i dette århundrede greb til tidligere tiders ekspansionsiver, kendt fra tsarens og sovjetstatens tid. Magten kom atter til at erstatte retten. At USA’s selvpromoverende og magtbegærlige  demokratisk valgte præsident – på andre måder godt nok – griber ud til højre og venstre (efter Grønland, Canada og Panama) er udtryk for det samme stormagtsbegær, som demokratiske stater, særligt i Europa, dog hidtil har kunnet standse.

At Donald Trumps politiske modstandere og den amerikanske offentlighed ikke  har opponeret kraftigere mod hans åbenbare demokrati-undergravende virksomhed kan kun undre her i Europa. At der ikke stilles voldsommere spørgsmål til fordelene ved hans verdensomspændende toldkrig, hans underminering af internationalt samarbejde, hans massefyringer af offentligt ansatte mv. er forbløffende.  Deporteringen af hærskarer af udlændinge fra USA har vakt røre både nationalt og internationalt.  Et nærmest ubegribeligt stort antal mennesker  på denne jord oplever meget kontant at føle sig uvelkomne på det territorium, de befinder sig – i det væsentlige på grund af deres forældre. USA isolerer sig fra hele verden.

Men nu er det altså ikke kun de store, afskyelige stormagter, som behandler såvel egne som fremmede borgere dårligt, hvis ikke elendigt. Danmark må gribe i egen barm og erkende svigt over for enkeltpersoner, som har været så uheldige ikke at være født på dansk territorium af kernedanske forældre, som vedblivende er blevet boende i Danmark. Dagspressen har ikke helt sjældent afdækket eksempler på urimeligt paragrafrytteri og  fejl i forvaltningen, som årtier efter den fejlbehæftede forvaltningsafgørelse  bringer enkeltpersoner i voldsom knibe – så vedkommende med rette føler sig berøvet sin juridiske identitet. Hvis det offentlige fejler, gælder tilsyneladende ikke nogen forældelsesfrister eller krav om at undgå unødig formalisme, som fx. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har indskærpet. I forvaltningen (læs: ministerierne) tænker man ikke i det daglige på Danmarks pligt til i henhold til en særlig konvention at undgå statsløshed. Såmænd bare et eksempel på, at demokratiet i vores eget land heller ikke er lydefrit. Ja, at det endog ind i mellem savner noget samfundsmoral. Det er nemlig moral, der i vidt omfang ligger bag vores love, og som holder retsstaten oppe.

17. maj 2025

Hvordan kunne det gå så galt?

Af Per Bo

For få år siden var indtrykket hos skiftende regeringer, at sikkerhedssituationen for Danmark var så god, at forsvarsudgifterne kunne holdes på 1 – 1,5 % af BNP selvom vi ad åre havde et mål om at komme op på NATO-tilsagnet på 2 % af BNP. Danmark var jo medlem af NATO og Vesten havde jo ”vundet den kolde krig”.

I dag er sikkerhedssituationen radikalt ændret og som konsekvens heraf skal vi nu til at bruge milliarder af kroner på militært udstyr måske op til 5 % af BNP. Det bliver vi ikke rigere af, og vi får ikke mere velfærd af det. Og hvad er begrundelsen? At der er en meget alvorlig trussel fra Rusland!

Og hvordan kan det så være? Vi vandt jo den kolde krig, der var jo ingen trussel  efter, at Berlinmuren faldt, det sovjetisk kontrollerede Østeuropa blev demokratiseret og selve Sovjetunionen opløstes

Måske ville det være en idé at spole filmen tilbage?

Var vi ”klædt på” til at udnytte de muligheder der åbnede sig? Havde vi de rigtige ”redskaber”?  Formelt havde vi eller fik vi nye demokratier, men levede vores demokratiske systemer op til de udfordringer (positive og negative) vi stod over for?

Man kan altid diskutere, hvornår historien skal begynde. Jeg har valgt det tidspunkt, hvor Gorbatjov overtog magten i Sovjetunionen dvs. 1985.

Meget hurtigt opstod der en forståelse mellem Gorbatjov og USA’s præsident Reagan. De var begge bevidste om faren ved atomoprustningen og risikoen for en atomkrig, og man blev enige om nedrustningsplaner. Der opstod samtidig et tillidsforhold, der også omfattede Reagans efterfølger Georg H Bush (den ældre).

Desværre blev Bush ikke genvalgt og opløsningen af Sovjetunionen betød samtidig  et farvel til Gorbatjov som samarbejdspartner.

Det mislykkede kupforsøg mod Gorbatjov i august 1991 bragte Boris Jeltsin til magten og førte til opløsning af Sovjetunionen.  En række lande under det hidtidige Sovjetunionen benyttede muligheden til at få reel selvstændighed (her i blandt Ukraine) og hidtidige modsætninger – der hidtil havde været undertrykt – kom frem i lyset.

I Jeltsins Rusland betød omformningen af det ex-kommunistiske samfund fra en centralstyret økonomi til en markedsøkonomi, at hidtil offentligt ejede virksomheder blev privatiserede. Man benyttede i høj grad amerikanske rådgivere, hvilket ofte bidrog til super-kapitalistiske løsninger, hvor nogle få ”oligarker” blev begunstiget og blev ekstremt rige, mens den store brede befolkning oplevede et voldsomt fald i levestandarden. Det gjaldt i særlig grad pensionister. Da man samtidig havde indført demokrati, var det forståeligt, at mange vælgere i Rusland ønskede sig tilbage til det ”gode” gamle stabile system.                      

Vestlige rådgivere ikke mindst fra USA skabte således grundlaget for, at Vladimir Putin fik sit første folkelige mandat, da han lovede at rette op på situationen.(Man kan kontrafaktisk spørge, hvad ville der være sket, hvis der var kommet rådgivere, der havde foreslået en skandinavisk økonomisk velfærdsmodel og ikke en amerikansk inspireret model?)

Samtidig gav flere i ”Vesten ” og i særlig grad i USA igen og igen udtryk for, at ”vi vandt den kolde krig”. Flere lande ikke blot i Østeuropa, men også i det tidligere Sovjetunionen opnåede selvstændighed og flere søgte om optagelse i EU og også i NATO. Og i visse tilfælde ønskede man i Vesten at fremme denne proces.

I Vesten dvs, sige i EU og i NATO var man generelt imødekommende, mens kredse i Rusland følte, at landet blev ”inddæmmet”. Det gav præsident Putin udtryk for ved sikkerhedskonferencen i München i 2007. Han sendte bl.a. en advarsel til Vesten om at ikke at opstille missiler i Polen og Tjekkiet. En opstilling ville blive opfattet negativt af Rusland.

Forud var gået et forløb, hvor Putin hurtigt efter terrorangrebene i USA den 11.september 2001 tilbød at stille basefaciliteter til rådighed for USA ifm. aktionen mod Taliban i Afghanistan. Det ”belønnede”  George W Bush (den yngre) ved  ensidigt at trække USA  ud af ABM-traktaten (Anti Ballistic Missile Treaty) og også af Nuclear Test Ban Treaty. *

Her i oprustningens tidsalder skal vi derfor huske på, at Vesten selv kan have et medansvar for, at atomoprustningen ikke blev bremset.

Ustabiliteten i verden
Her i dag i 2025 er der ingen tvivl om, at lederne i såvel Moskva som Washington DC bidrager til den nuværende spænding og ustabilitet.

Ironien er, at stabiliteten var sikrere under den kolde krig med to forskellige samfundssystemer. Endnu mere ironisk er det, at den største ustabilitet i dag kommer fra ledelsen i USA med en præsident, hvis indfald ikke kan forudses, og som bakkes op af ministre og rådgivere, hvor fagkundskab snarere er undtagelsen end reglen, og hvor basale demokratiske spilleregler ikke efterleves, og hvor løgne har de optimale muligheder for at kunne udfolde sig.     

I kongeriget Danmarks tilfælde er paradokset samtidig at begrundelsen for den voldsomme – og dyre – oprustning er en potentiel trussel fra Rusland, mens den eneste eksplicitte trussel Grønland/Danmark har været udsat for er fra vores vigtigste NATO-allierede USA. Med andre ord: vi bør opruste pga, at vi ikke ved, hvad USA kan finde på.

Oprust, Oprust, Oprust
I Europa i dag synes det som om, det eneste svar på den internationale spænding er : Oprust, Oprust, Oprust! Det bliver meget dyrt.

Vi hører intet andet. Selv under den kolde krig kunne man indgå aftaler om begrænsninger i våbenkapløbet.

Verden bliver ikke i sig selv sikrere med flere våben.
Jeg savner virkeligt, at man samtidig med en nødvendig oprustning også analyserer mulighederne for begrænsning af våbenkapløbet. I en tid hvor alle parter udvikler nye våbentyper, der bliver mere og mere sofistikerede mht automatik og hastighed, er det helt centralt, at man arbejder for aftaler, der reducerer risikoen for krig ved fejltolkninger og der ikke bliver en fordel ved at slå først.

Derfor er det vigtigt at Second Strike muligheden ikke bliver elimineret. Det betyder at man fortsat bør sikre at militærstrategien ”MAD” stadig består.  MAD står for Mutual Assured Destruction. Umiddelbart virker ”MAD” vanvittig, men den skulle sikre, at ingen har en interesse i at slå først, da man er sikret gensidig ødelægelse.               

Derfor går jeg ind for, at parterne har nogle usårlige gengældelsvåben.
Samtidigt er det vigtigt, at man definerer forsvarsudgifter, som udgifter der reducerer spændinger og konflikter. Eksempelvis kunne gensidige nedrustningsaftaler være en vej samtidig med at de reducerer udgifterne for begge parter.

Derfor bør også udgifter til konflikt- og fredsforskning – efter min mening – kunne dækkes under forsvarsbevillingerne.

Uanset hvad skal vi sameksistere på denne klode.

 

                     

06. maj 2025

Forbrydelse, dumhed og kaos

Den trumpske handelskrig udspringer af uvidenhed, mindreværdskomplekser og hævngerrighed

Af Henrik Døcker

Mange af historiens store “navne”  har rødder i mægtige felttog og erobringer – i flæng kan nævnes Ramses, Cæsar, Alexander den Store, Frederik den Store, Napoleon, Hitler – men den mand, som i levende live i nutiden behersker al for megen opmærksomhed, er blevet et verdensnavn på en helt anden måde. Det vil være en forenkling at sige “ved fredelige midler”, selv om han ikke (endnu) har udløst voldelige   konflikter mellem stater. Donald Trumps metoder kan siges ikke at være så primitive som at bruge vold  Og dog er hans raseri mod alt og alle alligevel utrolig primitiv i sin manglende tagen højde for skadevirkningerne – også  på hans eget USA.

En nu ca. 75 år gammel bog, “Forbrydelse og dumhed” rammer med sin titel essensen af hvad den stupide amerikanske præsident har gang i. Måske skulle man dog nævne dumheden først. Alene dette at “smage” på et enkelt ord. “told” og kalde det sit yndlingsord signalerer en så voldsom indskrænkethed, at ethvert tænkende menneske må tage sig til  hovedet.  USAs store overskud på sin handelsbalance udlignes i et vist  omfang af underskud på betalingsbalancen. Således over for EU et handelsoverskud på 157 mrd. dollars mod et undeskud på betalingsbalancen på 109 mrd. dollars Dette her her har sin rod i, at man i samhandelen opererer med to kategorier: Varer og tjenesteydelser.

USA sælger mindre end det køber i udlandet, til  gengæld afsætter det flere tjenesteydelser, fx. it-systemer, kurser, “programmer”, end det køber. I det trumpske “verdenshandelsbillede”  opererer han tilsyneladende kun med varer. Alverdens eksperter, ikke mindst økonomer, har måbet over hvordan præsidenten har kunnet tro, at hans i sin magt og vælde kunne omstrukturere handelsvejene og tilføje USA en så umådelig ekstra eksport ved at pålægge det meste af verden uhyrligt høje toldsatser. At han ikke har taget højde for den mægtige fordyrelse det vil påføre importvarer i USA, samtidig med at der ikke som paddehatte ville rejse sig fabrikker i USA som kan opsluge arbejdsivrige skarer. I “Guds eget land” vil der tilmed ikke kunne produceres til de priser, som fx. Kina, Vietnam og Bangladesh kan producere til.

Det kan da også konstateres, at den megalomane chauvinist Trump – der efter tæt ved 75 års nutidshistorie præget af et vildt varieret og nyttigt internationalt samarbejde –  foreløbig har lidt indtil flere nederlag: 1) Han “får” ikke Grønland med et fingerknips  2) Han har ikke skabt umiddelbar fred i Ukraine 3) Han får ikke amerikansk suverænitet over Panama-kanalen 4) Han får ikke udflyttet Gazas befolkning. 5) Han har måttet sætte nogle af sine mest skadelige toldforhøjelser på 90 dags pause.  Dog undtaget Kina, som han tilsyneladende har kåret til hovedfjenden i toldkrigen.

Den oven for omtalte bog “Forbrydelse og dumhed” skyldtes Berlingske-journalisten Nicolai Blædel og skildrede optaktsårene i 1930’erne til 2. Verdenskrig. Om alt det især Frankrig og Storbritannien ikke havde gjort for evt. at hindre krigen. I tilfældet Trump og hans såkaldte handelskrig forholder sig godt nok lidt anderledes – dumheden og forbrydelsen skyldes alene ham: Det var ikke til at forudset, at hans såkaldte Maga-bevægelse gemte på så storladne negative følelser over for nærmest hele verden – og at han ville handle så primitivt med ødelæggende følger for både USA selv og alle dets samhandelspartnere..

Jeg er ikke i den rivende strøm af kommentarer til hans destruktionsværk stødt på udtryk som “ny-isolationisme”, men det ligger på tungen. Hele forholdet mellem USA og Europa er indviklet. I mange år var USA feteret og vel også  misundt set udefra, men alligevel valgte det selv at isolere sig: Ingen indblanding fra europæiske magter i vore forhold, ingen indblanding i jeres fra vores side, hed det. Monroe-doktrinen, opkaldt efter præsident James Monroe i det 19. årh., blev isolationismens navn. Da Adolf Hitler udløste 2. Verdenskrig satte amerikansk lovgivning en bom ned for våben- og ammunitionsbistand til Europa, indtil amerikanerne “opfandt” låne- og lejeloven, der åbnede mulighed for bistand, som ikke direkte var køb eller gave. For resten havde USA også bistået Europa militært under 1. Verdenskrig som modsvar til den uindskrænkede u-bådskrig fra Tysklands side, som også ramte amerikanske skibe på Atlanten. 

Mens man på det økonomiske felt ikke kan mistænke Trump for at have alt for skarphjernede eksperter, så har han i et mindste en veltalende vicepræsident – J.D. Vance. Først gjorde han sig på Den Internationale Sikkerhedskonferance i München bemærket ved at tale helt uden om emnet sikkerhed. Han forfægtede, at Europa var truet “indefra”. Nå ja, efter hans (og Trumps) mening var det et udryk for at  de forkerte partier for tiden  styrer europæiske regeringer. Dertil kunne man tørt indvende, at det er man også UiSA truet af (uden at den nuværende regering vil indse eller erkende det) i form af den indefra kommende kraft, som ligger i Trumps personlige nedbrydning af de bærende konstruktioner i den amerikanske forfatning.

Det må i øvrigt have været ham en skuffelse, at “Grønlandsinitiativet”- først den aflyste USA-overværelse af det store hundeslædevæddeløb og så den ubekvemme ‘melding’ fra Pituffikbasens kvindelige chef, en oberst, om det fortrinlige samarbejde mellem basen og danske myndigheder – måtte betragtes som et nederlag. Her havde Vance for basens mandskab hudflettet Danmark som en uartig skoledreng, der ikke havde passet sit job ordentligt, som med større ord varen “dårlig allieret” alt mens base-chefen roste selvsamme danskere. Som et dårlig samstemt orkester, der straks førte til den “illoyale” obersts fyring (dog kun et par måneder før hun alligevel skulle andetsteds hen i det amerikansk forsvar).

Men masseafskedigelser , lukning  af offentlige styrelser og kontorer, nedbrydning af samfundsbærende lovgivning mv. i USA fortsætter og skaber ubodelig skade. Usikkerhed om fremtiden for tusinder af menneskers liv og arbejde usikkerhed for aktionærer – kort sagt kaos. I al væsentligt skyldes det tilsyneladende én mands galskab, ondskab og hævngerrighed , kommen de fra fra et magtuhyre uden hjerne og hjerte. Som sælger et såkaldt narrativ om at USA ikke er stort nok. For omverdenen er det ubegribeligt, at der ikke har rejst sig en folkestorm herimod såvel i Kongressen som i de folkelige politiske cirkler udenfor. Internationalt, ikke mindst på børserne, virker usikkerheden efterhånden som en plage. Kan denne galskab virkelig fortsætte?

17. april 2025

Et lys i mørket?

Af Per Bo

Verden er på fuld fart ind i en handelskrig, og finansmarkederne reagerer med kraftige kursfald. Det hele skyldes den nye amerikanske administration med Præsident Trump i spidsen. Hans seneste indfald var annonceringen af kraftige toldsatser mod alle lande tilsyneladende bortset fra mod Rusland og Belarus. Ja selv et lille landområde p.t. kun beboet af pingviner bliver ramt!

Hvordan kan jeg så skimte et lys i mørket? Det skyldes, at så godt som alle andre lande end USA er interesserede i at finde alternative handelspartnere til USA. Derfor varer det sikkert ikke længe, før USA får opfyldt ønsket om at ”være alene hjemme”.

Det vil ske på kort som på lang sigt. Selv med kortsigtede indrømmelser fra USA vil det nu for os andre være erfaringen, at det er for risikabelt at stole på aftaler med USA.

Investorer – herunder også amerikanske investorer – vil se sig om efter markeder, der ikke er udsat for Trumps vilkårlige indfald. Det skal helst være potentielle vækstmarkeder. Her vil bl.a. Europas forsvarsindustri byde sig til.

På længere sigt vil den største – selvskabte – skade for USA efter min vurdering være, at

omverdenen ikke længere tør tro på USA. (Tænk bare på den abrupte nedlæggelse af USAID).

Resultatet bliver mindre økonomisk vækst og et mindre tillidsfuldt samarbejde internationalt.

7. april 2025

Folk og magt- løgn og latin

Demonstrationer i Europa og forringelser i ytringsfriheden

Af Henrik Døcker

Vi bryster os af folkestyre og ytringsfrihed i det store flertal af Europas stater, vi har fundet fælles fodslag i Europarådet, EU, NATO m.fl. – de fleste af os. Men det “knirker” her og dér: I Tyrkiet, i Serbien og flere andre stater. Afstanden mellem civilbefolkningens almene opfattelse, den såkaldt offentlige mening, og regeringens har givet udslag i gigantdemonstrationer i bl.a. Istanbul og Beograd. Det er ingen løgn, at magt korrumperer, og at absolut magt korrumperer absolut, sådan som den engelske 1800-tals historiker lord Acton formulerede det.

Vor brede inddeling af verden – i diktaturer med eneherskere og demokratier med folkevalgte regeringer – holder desværre ikke rigtig. Det formelle demokrati USA ledes af en præsident, som kun rigtig regner med sin egen grænseløse udøvende magt, Tyrkiet har haft den samme præsident i snart 25 år, som også har ladet hånt om de “bremseklodser”, forfatning og love er udstyret med. Jo længere vi kommer op i hvad man kunne kalde “magtpyramiden”, jo sværere er det at opretholde troen på magtens tredeling (i den udøvende, lovgivende og dømmende magt). Tjah en ikke ellers så kendt romersk filosof, Juvenal, spurgte allerede i det 1. årh. efter Kr.: Qvis custodiet ipsos custodes? Hvem skal (så) dømme dommerne, dvs. landets øverste magtherrer, underforstået når de misbruger deres magt, lader hånt om forfatninger og love.

Da jeg første gang hørte om denne magtens tredeling, tænkte jeg uvilkårligt: Hvem er så stærkest? For de må da en gang imellem tørne sammen? Sådan bør man dog ikke se på det. De tre magter er nok i en evig “konkurrence”, men de kan hver især noget, de andre to magter ikke kan. Ligesom legen “sten, papir, saks”. Regeringen eller Folketinget tager her i landet initiativ til lovene, mens regeringen, dvs. dens centraladministration, forvalter lovene, træffer beslutninger – gennem såkaldte forvaltningsakter – og domstolene afgør de konflikter, der opstår om lovenes rette anvendelse.

Anklagemyndigheden kan siges at være magt-tredelingens Achilleshæl. Formelt sorterer denne myndighed under den udøvende magt, men i Danmark er der tradition for, at den fungerer uafhængig af regeringen, når bortses fra sager, der vedrører fremmede magter, herunder spionsager. I Tyrkiet derimod har der i Recep Tayyip Erdogans regeringstid været talrige eksempler på masseanholdelser af præsidentens politiske modstandere, herunder ikke blot journalister. Dvs. at Anklagemyndigheden er regeringens lydige redskab til uden et juridisk grundlag at forfølge og frihedsberøve politiske modstandere. Det såkaldt fejlslagne militærkup mod Erdogan i 2016 er et eksempel på sådant magtmisbrug. Erdogan selv kaldte det “en himmelsendt gave” (til at “rense ud” blandt “de illoyale”), men den dag i dag er det ikke opklaret, hvem, der virkelig stod bag kuppet, som hurtigt blev nedkæmpet og kun kostede 250 soldater livet.

Spændende bliver det, om den nu fængslede Istanbul-borgmester Ekrem Imamoglu i sidste ende bliver Erdogans afløser. Indbyggerne i Tyrkiets største byer. Istanbul, Ankara og Izmir, har i flere omgange stemt Imamoglus parti CHP lokalt til magten, Men det er først i 2028, at der næste gang skal være præsidentvalg i Tyrkiet, så der kan ske meget inden da. Samme kløft mellem befolkning og regering har man nylig set i Serbien. Det regeringsbærende parti, Serbiens Progressive Parti, beskyldes bl.a for korruption i stor skala – det er denne ofte benyttede begrundelse, som ikke overraskende også er rettet mod Imamoglu, og som for det meste er svær at bevise, fordi de fleste involverede har noget at dække over. Men den serbiske ministerpræsident Milos Vucevic er da for nylig blevet afskediget efter blot et år på posten – noget der dog ikke har standset den folkelige opposition.

I et andet Balkan-land, Bosnien-Hercegovina, er disharmonien mellem befolkningen, eller rettere dele af den, og regeringen af en anden beskaffenhed. Som den mest heterogene af det gamle Jugoslaviens mange delstater, er Bosnien-Hercegovina som selvstændig nation plaget af den serbiske befolkningsgruppes indgroede uvilje mod skulle dele magten med statens to andre nationale folkegrupper, kroaterne og bosniakkerne (som er muslimer). Med ringe tiltro til at de tre “parter” i den nye stat ville kunne fungere gnidningsløst sammen, bestemte Dayton-freden – som i 1996 afsluttede den langvarige borgerkrig i Bosnien, at en international “høj repræsentant” udefra skulle overvåge det politiske liv i staten. Den serbisk-bosniske politiker Milorad Dodik blev for nylig, på begæring af den nuværende høje repræsentant tyskeren Christian Schmidt, idømt halvandet års fængsel for separatistisk virksomhed.

Til allersidst lidt om de forringede vilkår for hvad man kunne kalde “verdens-ytringsfriheden”, Donald Trumps “skærebrænder-politik” har udløst. USAs langvarige støtte til ytrings- og informationsfrihed til diktaturplagede lande gennem radiostationer som Voice of America, Radio Free Europe og Radio Liberty står over for lukning, hvis det da ikke allerede er sket. Trumps håndgangne højrehånd Elon Musk er lige så frejdig/dygtig til at lyve som sin herre og mester, når han påstår “Ingen lytter alligevel til dem”. Den amerikanske myndighed, som har ført tilsyn med radiostationerne, USA Agency for Global Media, har ellers hævdet, at   427 millioner mennesker på verdensplan har lyttet til radiostationerne, som har sendt til 100 lande på 63 sprog. Alt dette lukkes naturligvis ikke ned uden sværdslag: retssager er et naturligt gensvar fra organisationer og enkeltpersoner. De budskaber, der oprindelig tjente til at trænge gennem det europæiske jerntæppe og nå borgere i Sovjetunionen og dets satellitstater, har nu i mange år også været påskønnet i bl.a. asiatiske diktaturer som Kina og Nordkorea. Måske er der stadig håb for radioernes overlevelse, men det bliver næppe på de hidtidige vilkår.

27. marts 2025

En tarvelig dagligstuesnak i Det Hvide Hus

Med forbehold for endnu flere vanvidsindfald

Af Henrik Døcker

Konstrueret præsident-ordre til en lakaj i Det hvide Hus: “Se så at få det gjort/og gerne som noget stort/ og det i en fart/for det er smart/helst på et døgn/med og uden løgn!

Haglbygen af ‘nyordninger’ fra det amerikanske præsidentpalæ er så tæt og langvarig, at alverdens kommentatorer har svært ved at følge med. Men hærværksmanden har et kissejav uden lige. Besindige typer skal ikke have en chance – eller i hvert fald en meget lille en – for at slå bremsen i. Men lad mig forsøge en slags ” politisk diagnose” af Donald Trump. Kan man fantasere sig til et slags rationale bag alle de ubegribelige destruktive udfald?

Idet der her lægges til grund, at det jo er forretningsmanden Trump som udlever alle sine herskesyge, infame instinkter.

Der er ikke skyggen af en politiker, endsige statsmand på USA’s store magt-tribune, ikke en person, der på nogen måde føler ansvar for noget eller respekt for sit embede, Det illustreredes om ikke andet under den nylige ‘forestilling’ i form af en ikke særlig formel meningsudveksling med Ukraines præsident under dennes besøg i Washington. Der er ikke noget objektivt svar på hvem, der vandt og hvem, der tabte ved det møde, som via fjernsynet blev gjort tilgængeligt for hele verden.

Det undrede mig, at de amerikanske myndigheder tillod den uformelle ordveksling at blive tv-transmitteret. Det er mildest talt ikke kutyme at udsende den slags uformel snak, der kan betragtes som en form for forpostfægtninger, inden der udsendes en officiel erklæring. Måske var der tale om en lynvisit af Volodymyr Zelenskij, som kun levnede tid til det, vi så? Trump havde måske forestillet sig, at han – stor og mægtig, som han anser sig selv -kunne “tyre” den ukrainske gæst, påtvinge ham en slags “efterbetaling” i form af de eftertragtede ukrainske mineraler for USA-våbenstøtten til det krigshærgede Ukraine.

Karakteristisk for Trumps overlegne og overfladiske facon tangerede han ikke de sandsynlige vanskeligheder, der kan tænkes med udvindingen af mineralerne, som måske findes på krigshærget eller russisk besat område? Direkte oprørende forekom det gennemsnitseuropæeren, at Trump og hans vicepræsident i den grad nedgjorde Zelenskij – hørte det mon med til d’herrer ’s forberedte behandling af den europæiske gæst? Ikke utænkeligt eftersom Trump hader tabere eller personer/stater, der har udsigt til at tabe.

Udtryk som: at man ikke sparker den til én, der ligger ned, er ukendt og uvelkomment i Trumps megalomane verdensopfattelse. Den ydmygelse, ja mobning, som Zelenskij blev udsat for, vil blive husket som en skændsel i USA’s nyere historie. Hvis mange af de millioner amerikanere, som sidste år stemte på Trump, opfatter dette som en ‘sejr’, så vi jeg vende mig i afsky og tage hatten af for Zelenskij’s enorme selvbeherskelse. På løgnagtig vis at blive beskyldt for at “lege med 3. verdenskrig” og skulle påhøre Trumps falske tal for USA’s bistand til Ukraine, er voldsom kost – et gement kneb at forsøge at gøre offeret (for Ruslands aggression mod Ukraine) til gerningsmand.

Der skal nok være en del mennesker i verden, som ikke helt præcis husker hvordan Ukraine-krigen begyndte for tre år siden. Og en del, som fortaber sig i det politiske forløb forud for det russiske angreb 24.februar 2022. Intet af alt dette retfærdiggør den aggression, der var tale om – det eklatante brud på FN-pagtens Artikel 2 om staternes pligt til at håndtere konflikter med fredelige midler. Men al den folkeretlige “snak”, som både Ruslands diktator Vladimir Putin og USA’s “ulv i fåreklæder” Donald Trump negligerer, tæller ikke, når verdensmagtherrer agerer. Der verserer for resten allerede nu forlydender om, at USA overvejer at udtræde af FN – efter at det har bebudet exit fra WHO og FN’s Menneskerettighedsråd. Noget Putin ikke har bekymret sig om. Lad det blive ved rygterne.

Fra sin barske forretningsverden har Trump været vant til at skamrose egne “produkter” og ikke vige tilbage for at håne modstandere. Han har måske på en måde forregnet sig med den ukrainske præsident, som tillod sig at fremføre sine mærkesager, herunder især behovet for en sikkerhedsgaranti.  Trump er i den grad resultatorienteret, her opnåelsen af en hurtig fred i Ukraine, at han ser stort på, at ukrainerne ikke ønsker fred for enhver pris. Trump har jo lovet sin vælgere, at han kunne skabe fred i lyntempo. Umiddelbart er det svært at øjne nogen som helst interesse fra Putin til at “forhandle”. Trump har så i øvrigt – som det fremgik af tv-samtalen – “glemt” at han for ganske nylig kaldte Zelenskij diktator.

Trumps lige så uvederhæftige lakaj J.D. Vance tillod sig at spørge den ukrainske gæst, om han ikke havde noget ordentlig tøj at møde op i. Hans sorte antræk vil han imidlertid være iført så længe krigen varer – hvad vicepræsidenten – ikke overraskende – slet ikke kunne regne ud. Hovedindtrykket af hele seancen var nogle primitive amerikanske opkomlinges sølle forsøg på at nedgøre deres europæiske gæst, alene fordi de kommer fra det mægtige USA.  Trump befinder sig bedst i en angrebsposition, idet han tillige har en udsøgt evne til at skyde personer og institutioner noget i skoene, dvs. udslynge falske beskyldninger mod dem.

Det siger noget om mandens ufattelig lave moral, at han efter en flyulykke i Washington for nylig straks ville finde syndebukke blandt flyveledere – og den såkaldte diversitetspolitik, der skulle ligge bag rekrutteringen af flyveledere. Aldeles uunderbygget og baseret på hans egne primitive og nedrige følelser. En sådan “motivforfalskning” er kendt som et juridisk fænomen, men utilstedeligt af en præsident at fremkomme med. Trumps uhøjtidelige facon, hvor verden kan se med fra “familieopgør” mellem statsledere, kunne være en grund til “skilsmisse” mellem USA og Europa. Hvis ikke vi stadig føler os ret så afhængige af USA og dets atomparaply. Og så er det for resten USA, der ret skråsikkert viser Europa vintervejen og indgyder os frygt for at Atlantpagten (NATO) ikke holder.

6. marts 2025

I sejrens frugt er orm

Mange af de millioner af amerikanere, der stemteTrump ind i præsident-embedet, vidste ikke hvad det indebar.

Af Henrik Døcker

TRUMPSKE EGENSKABER

Aggressv
Bister
Chauvinistisk
Demagogisk
Egensindig
Følelsesladet
Gemen

Hævngerrig
Ilter
Jaloux
Krigerisk
Løgnagtig
Mistroisk
Nederdrægtig

Ondsindet
Plat
Rabulistisk
Skændig
Truende
Uvederhæftig
Vredladen

Mange gloser kan hæftes på Donald Trump – et udpluk af hans attituder og egenskaber er opregnet ovenfor. Sammenfattende om konsekvensen af hans indtagelse af præsidentposten ville jeg benytte titlen på en roman af James Kinross: I sejrens frugt er orm.

En betydelig del af hans støtter må være skrækslagne over de “innovationer” præsidenten, kraftigt sekunderet af  sin skarpretter, tetch-millionæren Elon Musk, nu gennemfører med brask og bram. Intet mindre end en nedrivning af det amerikanske demokrati. Unddragelsen af internationale forpligtelser, ja tilsidesættelsen af folkerettens elementære grundsætninger adresserer jeg lidt senere.

Det er en eftertanke værd, at USA havde en medvirkende rolle i den fulde udfoldelse af  magtens tredeling, nemlig i den udøvende, lovgivende og dømmende magt for omkring 300 år siden. Det var ganske vist den franske dommer Montesqieu, som først formulerede begrebet i sin bog om “Lovenes ånd” fra 1748. Det var omkring samme tidspunkt, at kong Ludvig XIV udtalte “L’etat, c’est moi”. Staten det er mig. Først med den franske revolution 1789 blev der for alvor gjort indhug i statsmagtens beføjelser i Frankrig. Men det var en af ophavsmændene til USA’s forfatning af 1787, James Madison, der “finpolerede” magt-tredelingen ved at påpege, at de tre magter skulle holde hinanden i skak og balance – checks and balance.

Krystalklart er Madisons udtryk ganske vist ikke. De frie forfatninger, der skød op i Europa efter omkring 1850, skulle finde hver deres vej til definitioner af magtfordeling, og her især hvilke statsorganer, som varetog hvilken magt. I USA har præsidenten en slags “øverste” udøvende magt, idet han også er premierminister. Trump med sin mere end særegne foragt for love og regler, synes at  opfatte sin rolle i stil med en enevoldsfyrste. Flere enkeltstatsdommere har dog – i hvert fald foreløbig – fået bremset præsidentens værste udslag af magtbrynde. Hans åbenlyse foragt for domstole, hans mageløse mangel på moral har sendt chokbølger gennem tusinder af offentligt ansatte i forbundsstaten USA. Nedlukning af diverse styrelser og departementer er kun blevet bremset med stort besvær og i sidste øjeblik.

De folkevalgte i USA’s Kongres har man ikke hørt meget til. Republikanernes flertal i begge parlamentets kamre synes at lamme en egentlig opposition. Trumps uhørte nedgørelse af moderne demokratis bærende principper imødegås ikke manifest fra politisk hold. Ej heller løsrivelsen af USA’s internationale engagementer, herunder medlemskabet af FN-særorganisationen WHO og FN’s Menneskerettighedsråd.

Europas frygt for, at USA også ville forlade NATO, synes bortvejret. Dér hvor Europa kunne have forventet klarere amerikanske signaler om holdningen til Rusland og Ukraine-krigen: på den årlige sikkerhedskonference i  München serverede den amerikanske vicepræsident J.D. Vance en våd klud i hovedet på USA’s trofaste europæisk alliancepartnere. Hans optagethed af “en fare indefra” i  Europas stater kunne med god ret opfattes som en hån – i bedste  Trump-stil. Mette Frederiksen & co. måtte gøre gode miner til slet spil i erkendelse af Trumps voldsomme ømfindtlighed.

Men det lignede ikke noget, at en højstående USA-ping (Vance) blandede sig i europæisk indenrigspolitik – uden i øvrigt at nævne Rusland eller Ukraine med ét ord. USA har tidligere – i den ikke alt for fjerne fortid – forsøgt at blande sig direkte i enkelte europæiske staters forhold, læs den “manglende” styrke hos udvalgte  højreorienterede partier. Det synes åbenbart, at USA i den grad plejer egeninteresser og dermed uddyber kløften til Europa, tilsyneladende uden skelen til hvordan dette styrker Kremls Vladimir Putin. De “to store”, USA og Rusland, synes også at have udvekslet fredsbetingelser i Ukraine-krigen hen over hovedet på Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj og det øvrige Europa. Et koreansk ordsprog siger: “Når hvalerne slås, bliver rejerne ædt”. Tiden vil vise, om Europa og EU magter at bremse stormagtsspillet.

Udsigten for Europa  til at opnå noget synes spinkle, efter at USA allerede inden egentlige forhandlinger mellem Øst og Vest har aflivet håb hos ukrainerne om NATO-medlemskab såvel som tilbagegivelse af russisk erobrede dele af Øst-Ukraine. Unægtelig ikke særlig taktisk set fra Vests side. Med så svage kort på hånden lover det ikke godt for en snarlig fred, USA – med Trumps løgnagtig eller misvisende udsagn blot om Danmark – er ikke alene en dårlig allieret, nej en troløs én af slagsen. Ikke overdrevet at tale om en skilsmisse mellem Europa og USA, drevet frem af en megalomanisk præsident, der  ønsker tiden skruet tilbage til kolonialismens gyldne tider og med USA som en ny kolonimagt, der prøver at tage Canada, Grønland, Panama-kanalen – og minsandten også Gaza til sig. Hvad befolkningerne dér mener: Aldeles ligegyldigt. 

Trump har næppe læst noget af den florentinske 1500-tals jurist og forfatter Niccolo Machiavelli – men det var ham, der i sin senere så berømte bog Fyrsten fastslog, at en magtherre hellere måtte være frygtet end elsket. Eller sagt på en anden måde: Den stærkes magt er den svages ret.

 

25. februar 2025

Make America Great Again…

Paradokser og toldmure

Af Per Bo

Da Donald Trump Jun. i begyndelsen af januar besøgte Grønlands hovedstad, Nuuk, delte han røde kasketter ud med Trump-kampagnens slogan på: ”Make America Great Again”. Umiddelbart syntes det at være en støtte til Trump Seniors isolationistiske politik, hvor hensynet til USA’s interesser i snæver forstand er i fokus.

Men i mange europæeres erindring findes der en helt anden og positiv tolkning om et stort og generøst USA med en vision, der gavnede så vel USA som Europa.

Det er erindringen om ikke mindst Marshall-hjælpen, som bidrog til genopbygningen af Europa efter Verdenskrigen. USA stillede valuta til rådighed USD, så europæerne kunne købe amerikanske produkter (varer og tjenester). Men USA forudsatte, at europæerne samarbejdede og ikke igen opbyggede toldmure, som de havde gjort i 30’erne. Derfor blev OEEC – organisationen for europæisk økonomisk samarbejde – dannet. Det blev en katalysator for udviklingen af det europæiske samarbejde: Det hjalp Europa, og det hjalp USA, der kunne afsætte deres produkter. Det var virkelig en win – win situation.

USA tog også initiativet til en række andre internationale aftaler.

Derfor virker det som et kæmpe paradoks, at USA’s nuværende præsident forsøger at fortælle verden, at man bliver rigere ved at opbygge toldmure og nedbryde internationale aftaler.

Jeg håber, at USA atter kan blive god inspiration.

23. januar 2025

Mareridt

"America first" - "America worst"

Af Per Bo

Man vågner og håber, at mareridtet blot var en drøm.

Men nej. Virkeligheden er endnu værre. Donald Trump er atter blevet USA’s præsident.

En dømt forbryder, der er blevet valgt af den amerikanske vælgerbefolkning. Og som truer de lande og befolkninger, der har været USA’s trofaste allierede og venner: Canada, Danmark/Grønland og Panama.

Han bruger et sprog, som man almindeligvis kun vil benytte mod sine fjender.

”Amerika First” bliver helt grotesk, når man vil omdøbe den mexicanske havbugt til den ”Amerikanske Havbugt”. Men mere alvorligt bliver det, når han ikke vil anerkende de aftaler og traktater, som USA har indgået, og som modparten i god tro har rettet sig efter!

I mange lande i Europa – bl.a. i Danmark kender vi til eksempler, hvor et lille land har indgået aftaler med et større land, der ikke levede op til aftalen. I Danmark troede vi , at det ikke ville være tilfældet med USA. Tværtimod.

Vi troede også, at et angreb på USA’s formelle demokrati: en helt central institution Kongressen betød, at terroristerne ville blive holdt ansvarlige og ikke som en af præsidentens første handlinger blive benådet!

At præsidenten derudover kommer med faktuelt forkerte oplysninger, som hans proselytter blot ”labber i sig” er uhyggeligt, ja et sandt mareridt.

For os er det nu ikke ”America First”, men ”America Worst”

23. januar 2025

Penge og Politik/Magt og Ansvar

To slags tyranner i storpolitikken med appetit på fremmede territorier

Af Henrik Døcker

Det er slående hvordan USA’s og Ruslands magtherrer overordnet ligner hinanden – begge begærlige efter udvidelser af deres territorier: d’herrer Donald Trump og Vladimir Putin.

Trump synes at have mest held til at få oppisket en folkestemning bag sig – og uden at det for mig – og antagelig en del andre – står helt klart hvorfor det hedder “Make America Great again”. Hvornår har USA da tabt sin storhed? Putin går bare i krig, aldeles ligeglad med hvad folket mener. 

Tjah, det var jo noget en vedholdende journalist kunne spørge præsident Trump om på en pressekonference. Hvis det er sket, er svaret simpelthen ikke nået til Danmark. Det var måske, da USA blev medlem af FN og dermed undergivet folkeretten, det, der nu almindeligvis kaldes det regelbaserede internationale samfund. Eller måske da USA undertegnede Paris-aftalen om klimaet, som Trump nu igen vil have trukket USA ud af? Eller NATO, der ligesom Grønland ikke blev nævnt i den selvbevidste, dystert udseende præsidents tiltrædelsestale?

Af naturlige årsager accepterer hverken Putin eller Trump “uhøviske” spørgsmål på deres pressekonferencer. Men Trump var den første til at give uønskede spørgsmål, han under ingen omstændigheder ville besvare, et navn: “Fake news” Det betyder i den trumpske terminologi ikke “forfalskede nyheder” (som den ordrette oversættelse ville lyde), men “uønskede bemærkninger”. Sådan taler en eneherre, som (ligesom Hitler for resten) er valgt ved et lovligt valg.
Man kan kun ynke de millioner af amerikanere, der stemte på ham: “Tilgiv dem, thi de vidste ikke, hvad de gjorde”.

En dømt forbryder, der tilmed har tilladt sig offentligt at håne dommere, der tillod sig at værne om retten og gå imod Trumps løgnagtigheder. Ulykkeligvis vil han nu fortsætte med at undergrave det amerikanske demokrati. Begyndende med at benåde de voldsparate amerikanere, der stormede Kongressen i 2021 –  folk, der allerede var idømt langvarige fængselsstraffe. Forskellige amerikanske præsidenters benådning af dømte familiemedlemmer vækker stor afsky i Europa – dybest set en decideret undergravning af magtens tredeling.

Bevares, det danske statsoverhoved har også en benådningsret, som i de senere år er kommet mellem 50 og 100 personer til gode om året. Det er bl.a. psykisk syge, der er blevet benådet, og efter indstilling fra Justitsministeriet.

Juridiske og historiske eksperter er tilbøjelige til at betragte benådningsretten som en reminiscens fra forne tider, med rødder i retstilstande langt før fx. den danske grundlov af 1849, som dog optog en bestemmelse herom. Hvis nogle danskere skulle lege med tanken om en republiks fordele, bør de lade blikket gå til USA, hvor en præsident kan skalte og valte med demokratiske institutioner og i et hele taget er parat til at ændre alt hvad er står i vejen for hans ubegrænsede magtudøvelse.

Det er klart, at Putins metoder – først og fremmest eksemplificeret ved aggressionen og den fortsatte krig mod Ukraine – er anderledes, og at hans magt baserer sig på grov undertrykkelse af hans egen befolkning. Foreløbig har Trump ikke indfriet sit “løfte” om at få afsluttet Rusland-Ukraine-konflikten på et døgn. Dybest set er der ikke noget at forhandle med russerne om, når de insisterer på at have “ret” til diverse østukrainske og ovevejende russisk-talende provinser.

Når forretningsmanden Trump som politiker med tiden har tilegnet sig så ufattelig stor magt skyldes det efter min mening i første række hans umådelige rigdom, parret med hans enestående mangel på moral. Det er ikke så ofte italesat, men hans udstrakte popularitet i den amerikanske befolkning bunder givetvis i, at han ikke kvier sig ved at “købe” folk til at stemme på sig. Dette forbundet med rigtig mange amerikaneres uvidenhed om såvel nationale som internationale politiske forhold – forbundet med stor naivitet.

I besiddelse af den præsidentielle magt benytter ryggesløse typer som Putin og Trump denne magt efter forgodtbefindende. Putin er, indrømmet, i en tungere og grovere vægtklasse, som kan pønse på at erobre stater eller dele deraf, anholde såkaldte systemkritikere, kaste dem i fængsel under grufulde forhold, lade dem rådne op eller dø samt gå efter deres advokater. Aldeles ikke i det omfang, diktator Josef Stalin var berygtet for, men oprørende.

Trump anvender andre metoder ved at skabe frygt hos enkeltpersoner og stater. Til førstnævnte for at høre “Du er fyret”, til sidstnævnte “Pas på jeg ikke kommer og tager dig” (så som Canada, Panama-Kanalen eller Grønland). For disse to er internationalt samarbejde lavt prioriteret.

Foreløbig kan verden måske trøste sig med, at mange af Trumps voldsomme trusler næppe lader sig gennemføre. Baseret på sin ikke voldsomme indsigt i verdens beskaffenhed kårede han sidste år ordet “told” som sit yndlingsord. Ikke kun økonomer måtte hengive sig til en stille latter. Ak ja, Efterkrigs-Europa fandt hurtigt ud af, at afskaffelse af told og kvantitative restriktioner mellem staterne burde reduceres, hvis ikke helt afskaffes for at “få gang i hjulene”. Det har vist sig, at USA ikke sådan uden videre kan ramme fx. Danmark (som “straf” for ikke at afgive Grønland), for vi har, hvad man kunne kalde “integreret udenrigshandel” sammen med EU, hvortil kommer at sådan amerikansk told vil fordyre danske eksportvarer til USA, samt at en del danske virksomheder har produktionsenheder i USA.

Her til lands doceres almindeligvis, at der med magt følger ansvar – som en slags bremse på en uhæmmet magtudøvelse. I sidste ende kan både enkeltpersoner og firmaer rejse retssager mod staten Danmark.

Trump synes at opfatte magtspillet som en slags sportskamp, hvor vinderen vil opnå almindelig anseelse. Fra forretningsverdenen er han vant til at skamrose egne produkter og egen person. Den popularitet, man ikke umiddelbart får, den køber man sig til. Engang tog USA et vist ansvar for verdens skæbne, de tider synes for længst at være forbi. Og de vender i hvert fald ikke tilbage under Trump.

23. januar 2025