Det er slående hvordan USA’s og Ruslands magtherrer overordnet ligner hinanden – begge begærlige efter udvidelser af deres territorier: d’herrer Donald Trump og Vladimir Putin.
Trump synes at have mest held til at få oppisket en folkestemning bag sig – og uden at det for mig – og antagelig en del andre – står helt klart hvorfor det hedder “Make America Great again”. Hvornår har USA da tabt sin storhed? Putin går bare i krig, aldeles ligeglad med hvad folket mener.
Tjah, det var jo noget en vedholdende journalist kunne spørge præsident Trump om på en pressekonference. Hvis det er sket, er svaret simpelthen ikke nået til Danmark. Det var måske, da USA blev medlem af FN og dermed undergivet folkeretten, det, der nu almindeligvis kaldes det regelbaserede internationale samfund. Eller måske da USA undertegnede Paris-aftalen om klimaet, som Trump nu igen vil have trukket USA ud af? Eller NATO, der ligesom Grønland ikke blev nævnt i den selvbevidste, dystert udseende præsidents tiltrædelsestale?
Af naturlige årsager accepterer hverken Putin eller Trump “uhøviske” spørgsmål på deres pressekonferencer. Men Trump var den første til at give uønskede spørgsmål, han under ingen omstændigheder ville besvare, et navn: “Fake news” Det betyder i den trumpske terminologi ikke “forfalskede nyheder” (som den ordrette oversættelse ville lyde), men “uønskede bemærkninger”. Sådan taler en eneherre, som (ligesom Hitler for resten) er valgt ved et lovligt valg.
Man kan kun ynke de millioner af amerikanere, der stemte på ham: “Tilgiv dem, thi de vidste ikke, hvad de gjorde”.
En dømt forbryder, der tilmed har tilladt sig offentligt at håne dommere, der tillod sig at værne om retten og gå imod Trumps løgnagtigheder. Ulykkeligvis vil han nu fortsætte med at undergrave det amerikanske demokrati. Begyndende med at benåde de voldsparate amerikanere, der stormede Kongressen i 2021 – folk, der allerede var idømt langvarige fængselsstraffe. Forskellige amerikanske præsidenters benådning af dømte familiemedlemmer vækker stor afsky i Europa – dybest set en decideret undergravning af magtens tredeling.
Bevares, det danske statsoverhoved har også en benådningsret, som i de senere år er kommet mellem 50 og 100 personer til gode om året. Det er bl.a. psykisk syge, der er blevet benådet, og efter indstilling fra Justitsministeriet.
Juridiske og historiske eksperter er tilbøjelige til at betragte benådningsretten som en reminiscens fra forne tider, med rødder i retstilstande langt før fx. den danske grundlov af 1849, som dog optog en bestemmelse herom. Hvis nogle danskere skulle lege med tanken om en republiks fordele, bør de lade blikket gå til USA, hvor en præsident kan skalte og valte med demokratiske institutioner og i et hele taget er parat til at ændre alt hvad er står i vejen for hans ubegrænsede magtudøvelse.
Det er klart, at Putins metoder – først og fremmest eksemplificeret ved aggressionen og den fortsatte krig mod Ukraine – er anderledes, og at hans magt baserer sig på grov undertrykkelse af hans egen befolkning. Foreløbig har Trump ikke indfriet sit “løfte” om at få afsluttet Rusland-Ukraine-konflikten på et døgn. Dybest set er der ikke noget at forhandle med russerne om, når de insisterer på at have “ret” til diverse østukrainske og ovevejende russisk-talende provinser.
Når forretningsmanden Trump som politiker med tiden har tilegnet sig så ufattelig stor magt skyldes det efter min mening i første række hans umådelige rigdom, parret med hans enestående mangel på moral. Det er ikke så ofte italesat, men hans udstrakte popularitet i den amerikanske befolkning bunder givetvis i, at han ikke kvier sig ved at “købe” folk til at stemme på sig. Dette forbundet med rigtig mange amerikaneres uvidenhed om såvel nationale som internationale politiske forhold – forbundet med stor naivitet.
I besiddelse af den præsidentielle magt benytter ryggesløse typer som Putin og Trump denne magt efter forgodtbefindende. Putin er, indrømmet, i en tungere og grovere vægtklasse, som kan pønse på at erobre stater eller dele deraf, anholde såkaldte systemkritikere, kaste dem i fængsel under grufulde forhold, lade dem rådne op eller dø samt gå efter deres advokater. Aldeles ikke i det omfang, diktator Josef Stalin var berygtet for, men oprørende.
Trump anvender andre metoder ved at skabe frygt hos enkeltpersoner og stater. Til førstnævnte for at høre “Du er fyret”, til sidstnævnte “Pas på jeg ikke kommer og tager dig” (så som Canada, Panama-Kanalen eller Grønland). For disse to er internationalt samarbejde lavt prioriteret.
Foreløbig kan verden måske trøste sig med, at mange af Trumps voldsomme trusler næppe lader sig gennemføre. Baseret på sin ikke voldsomme indsigt i verdens beskaffenhed kårede han sidste år ordet “told” som sit yndlingsord. Ikke kun økonomer måtte hengive sig til en stille latter. Ak ja, Efterkrigs-Europa fandt hurtigt ud af, at afskaffelse af told og kvantitative restriktioner mellem staterne burde reduceres, hvis ikke helt afskaffes for at “få gang i hjulene”. Det har vist sig, at USA ikke sådan uden videre kan ramme fx. Danmark (som “straf” for ikke at afgive Grønland), for vi har, hvad man kunne kalde “integreret udenrigshandel” sammen med EU, hvortil kommer at sådan amerikansk told vil fordyre danske eksportvarer til USA, samt at en del danske virksomheder har produktionsenheder i USA.
Her til lands doceres almindeligvis, at der med magt følger ansvar – som en slags bremse på en uhæmmet magtudøvelse. I sidste ende kan både enkeltpersoner og firmaer rejse retssager mod staten Danmark.
Trump synes at opfatte magtspillet som en slags sportskamp, hvor vinderen vil opnå almindelig anseelse. Fra forretningsverdenen er han vant til at skamrose egne produkter og egen person. Den popularitet, man ikke umiddelbart får, den køber man sig til. Engang tog USA et vist ansvar for verdens skæbne, de tider synes for længst at være forbi. Og de vender i hvert fald ikke tilbage under Trump.
