Af Henrik Døcker
Flossede grænser, fordrejede identiteter, falden moral
Alverdens læger og lærde byder i disse tider på diagnoser af verdens viderværdigheder: Har vi én to eller tre virkelige stormagter – eller lever vi i en multipolær verden? Kan man have tillid til noget som helst? Er det til syvende og sidst tech-milliardærerne, der styrer det hele? De hidtil grundmurede ideer om respekt for enkeltstaternes suverænitet, om FN-pagtens smukke ord om at konflikter skal løses “ved fredelige midler” og bekendelser til demokrati og menneskeretsbeskyttelse – er alt det sat ud af kraft?
Lad os nøjes med at sige, at denne idealverden er sat i skammekrogen, at den forekommer aldeles kraftesløs for ikke at sige lammet. Til ulidelighed må det gentages, at stater som sådan ikke har nogen moral. Det har det enkelte menneske, måske i samklang med andre gennem mere eller mindre idealistiske organisationer. Den franske filosof og forfatter Jean-Jacques Rousseau opererede med begrebet samfundskontrakten, en idealforestilling om det frie ubundne menneskes bånd til den stat han/hun nu lever i. Politiske partier var ikke med i tankerækken – de kom til senere.
Med de flossede grænser mener jeg såvel den russiske som den amerikanske præsidents negligeren af almindeligt anerkendte statsgrænser. Man fristes til at reflektere over et menneskes første faser: Barnets umiddelbare besiddertrang efter at have fået sit første legetøj, mødet med andre børn og trangen til også at bemægtige sig deres legetøj. Langsomt lærer barnet en slags respekt for ejendomsret – og for voksnes formaninger. Det er et uhyggeligt tilbageskridt, at hverken Rusland eller USA har taget respekten for enkeltstaters suverænitet til sig – som om de intet lærte af to verdenskrige udløst af større magters begær efter nyt territorium. USA var ikke her synderen, bevares, men at erkendelsen af hvert lands suverænitet i dag ikke er indiskutabel, er chokerende.
Perioden efter 2. Verdensskrig helt op til Ruslands aggression mod Ukraine i 2022 bød kun på relativt få internationale krige – med Iran-Irak-krigen, Kuwait-krigen og Israels krige mod sine arabiske nabo-stater som de mest markante. Til gengæld så mange flere borgerkrige eller hvad der er blevet betegnet som internationaliserede borgerkrige: I Korea, Vietnam, på Balkan, i tidligere Belgisk Congo, i Nigeria, Sudan, Myanmar, Rusland (Tjetjenien), på Cypern m.fl. områder. Den folkeret, som FN byggede på og videreudviklede gennem talrige konventioner – om menneskerettigheder, kønnenes ligestilling, demokrati, sundhedsfremme og international bistand mv.- tilsidesættes, forsøgene på gennem FNs Fredsbevarende Styrker at skabe tryghed, underløbes.
Offentligheden i mange stater – med velfungerende adgang til objektiv nyhedsformidling – forvirres af den løbende strøm af informationer. Mindre forvirrende bliver det ikke af at de folkeretskyndige belærer os om, at ordet krig nu er afskaffet – til fordel for væbnet konflikt, ekstern væbnet konflikt mellem stater, intern væbnet konflikt når der er borgerkrig. FN er – realpolitisk på grund af vetoretten hos FN-Sikkerhedsrådets fem permanente medlemsstater – forhindret i at gribe ind i det, mange stadig kalder borgerkrige, her har så Den Internationale Røde Kors Komité visse muligheder for at hjælpe, ikke mindst civilbefolkningen og krigsfanger. Har man fx sympati for den skammeligt plagede befolkning i Gaza, hjælper det ikke noget at forlange dette område anerkendt som selvstændig stat. Som også udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har udtalt har ingen palæstinensisk myndighed fuldstændig magt over dette territorium; hertil kommer, at USA forventeligt vil blokere en optagelse af Gaza i FN.
National identitet er også et varmt emne – og såmænd ikke kun i Ukraine. Men her kan man, om man ikke direkte véd det, gætte sig til mange tvivlsspørgsmål om nationalt tilhørsforhold efter Ruslands erobring af Krim og de østlige dele af Ukraine. I lighed med mange grænseegne i Europa har Ukraine efter over 70 år som bestanddel af Sovjetunionen/Rusland været præget af russisk sprog og statsopfattelse. Efter Ukraines selvstændighed i 1991 kunne det kun ryste verden, at den store russiske nabo blot en halv snes år inde i dette århundrede greb til tidligere tiders ekspansionsiver, kendt fra tsarens og sovjetstatens tid. Magten kom atter til at erstatte retten. At USA’s selvpromoverende og magtbegærlige demokratisk valgte præsident – på andre måder godt nok – griber ud til højre og venstre (efter Grønland, Canada og Panama) er udtryk for det samme stormagtsbegær, som demokratiske stater, særligt i Europa, dog hidtil har kunnet standse.
At Donald Trumps politiske modstandere og den amerikanske offentlighed ikke har opponeret kraftigere mod hans åbenbare demokrati-undergravende virksomhed kan kun undre her i Europa. At der ikke stilles voldsommere spørgsmål til fordelene ved hans verdensomspændende toldkrig, hans underminering af internationalt samarbejde, hans massefyringer af offentligt ansatte mv. er forbløffende. Deporteringen af hærskarer af udlændinge fra USA har vakt røre både nationalt og internationalt. Et nærmest ubegribeligt stort antal mennesker på denne jord oplever meget kontant at føle sig uvelkomne på det territorium, de befinder sig – i det væsentlige på grund af deres forældre. USA isolerer sig fra hele verden.
Men nu er det altså ikke kun de store, afskyelige stormagter, som behandler såvel egne som fremmede borgere dårligt, hvis ikke elendigt. Danmark må gribe i egen barm og erkende svigt over for enkeltpersoner, som har været så uheldige ikke at være født på dansk territorium af kernedanske forældre, som vedblivende er blevet boende i Danmark. Dagspressen har ikke helt sjældent afdækket eksempler på urimeligt paragrafrytteri og fejl i forvaltningen, som årtier efter den fejlbehæftede forvaltningsafgørelse bringer enkeltpersoner i voldsom knibe – så vedkommende med rette føler sig berøvet sin juridiske identitet. Hvis det offentlige fejler, gælder tilsyneladende ikke nogen forældelsesfrister eller krav om at undgå unødig formalisme, som fx. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har indskærpet. I forvaltningen (læs: ministerierne) tænker man ikke i det daglige på Danmarks pligt til i henhold til en særlig konvention at undgå statsløshed. Såmænd bare et eksempel på, at demokratiet i vores eget land heller ikke er lydefrit. Ja, at det endog ind i mellem savner noget samfundsmoral. Det er nemlig moral, der i vidt omfang ligger bag vores love, og som holder retsstaten oppe.
17. maj 2025