Globale Seniorer

Tanzania. Engang Danmarks største Syd-partner

Knud Vilby: På dette møde vil Knud Vilby tage tråden op fra Afrikagruppens møde med Bjørn Førde, hvor vi fik refleksioner og erfaringer fra Danmarks bistands indsats og dens resultater i Zimbabwe.

Knud Vilby vil fortsætte diskussionen, på tilsvarende vis men tage udgangspunkt i Tanzania. Begge møder skal forstås som indledning til et møde om Danmarks nye Afrikastrategi, som vi forventer at kunne indkalde til senere på året.

EU og demokrati

Der er valg til Europa-Parlamentet 9. juni.

I den forbindelse har vi sat spørgsmålet om EU og demokrati på programmet med Ole Aabenhus som oplægsholder i anledning af, at han nu er ved at afslutte en bog om “EUropa – 12 essays for danskere om europæisk identitet, handlekraft og demokrati”.

Mange mener, at EU har et “demokratisk underskud”. Ole Aabenhus er enig, men der er også muligheder, hvis vi vil.

Har du lyst til at stille et par spørgsmål om mere demokrati til din kandidat til Europa-Parlaments valget i juni, kan du hente lidt ammunition her. Eller du kan få et lidt bedre overblik over, hvad EU egentlig er, og hvorfor det er så svært at få greb om Den Europæiske Union.

Der vil være et oplæg med Power Points og god tid til diskussion.

 

Georgia-Conference in The Danish Parliament

Georgia on the Path to the European Union: Challenges and Opportunities

Due to the security regulations in the Parliament registration is mandatory. Registration fee is DDK 100,- (coffee/tea and cake will be served). Registration not later than Sunday 25th of February at “nemtilmeld”: https://helsinki-komiteen.nemtilmeld.dk/7/ . Arrival not later than 12:30 for security control and registration.

Description

Georgia, in recognition of its successful reforms over last decades was granted a long awaited EU candidate status in December 2023.
The support of the Georgian population for the country’s desired EU membership is higher than in any EU member state or candidate country – it amounts to 90%. However, the existing domestic political tensions and disagreement between the Government and part of the opposition parties often has a negative impact on the country’s declared pro-European stance.
The conference will shed more light on this situation and discuss what we in the EU and in Denmark can do for the Georgian people.
The language of the conference will be English.

Programme

Moderator: Charlotte Flindt Pedersen, Director, The Danish Foreing Policy Society.

13:00-13:05 Asbjørn Storgaard, Chairman of the Danish Helsinki Committee for Human Rights: Welcome on behalf of the Danish Helsinki Committee for Human Rigths.

13:05-13-10 Jens-Kristian Lütken, Chairman of Europabevægelsen: Welcome on behalf of Europabevægelsen.

13:10-13:30 Michael Aastrup Jensen, MP, The Danish Liberal Party, Chairman of the Foreign Policy Board in the Danish Parliament, Member of the Parliamentary Assembly of the Council of Europe, Former Chairman of the Danish Delegation, and Special Rapporteur for Georgia, our host in the Parliament: Georgia’s difficult road to Europa: Historic overview, past, present and future. What can Denmark do for supporting the Georgian peoples European aspirations and what do we expect from Georgia on its path to EU membership.

13:30-13:50 Per Haugaard, Chief of the representation of the European Commission in Denmark: What was the background for the European Commission to recommend giving Georgia candidate status; from now on, what will the steps be to full membership; what will be the biggest hurdles in this long process; what can the Georgian Government, the Georgian politicians and the Georgian people do for supporting this process; what can Denmark and the Danish members of the European Parliament do for supporting Georgia in this process.

13.50-14:10 Natela Menabde, Ambassador Extraordinary and Plenipotentiary of Georgia to the Kingdom of Denmark and Iceland: What are the visions and plans of Georgia for fulfilling the country’s long-term ambition from candidate status to the full EU membership. How Georgia undertakes further reforms to implement recommendations of the EU.

14:10-14:40 Discussion and Q&A.

14:40-15:10 Break, coffee/tea and cake will be served.

15:10-15:30 Tom Trier, Political Adviser to the EUSR for the South Caucasus and the crisis in Georgia, European External Action Service: Georgia and the breakaway regions of Abkhazia and Tskhinvali Region / South Ossetia – EU perspectives.

15:30-15:50 Eka Gigauri, Executive Director, Transparency International Georgia: How can Georgia progress further on its fight against corruption and for an open, legal based economy as necessary for EU membership.

15:50-16:10 Nino Evgenidze, Executive Director, Economic Policy Research Centre: What will the fulfillment of Georgia’s European ambitions mean for the Georgian economy, EU-accession as a topic of political discussion in Georgia.

16:10-16:40. Discussion and Q&A.

16:40-17:00 Karsten Fledelius, Former Chairperson of The Danish Helsinki Committee: Conclusions and final remarks.

 

The Conference is organized by the Danish Helsinki Committee for Human Rights and the Danish Foreign Policy Society in cooperation with the Danish UN Association, Globale Seniorer, Europabevægelsen and Georgiens Venner i Danmark. The Conference is supported economically by CISU, Civilsamfund i Udvikling.

Rejsebrev fra Afrika-gruppen

Den afrikanske Union
Tirsdag 24.1, 16.45 fik rejsegruppen endelig besked om, at vi ville blive modtaget hos Den Afrikanske Union dagen efter. På forhånd var vi blevet spået fra ambassaden, at det ville være meget vanskeligt – om ikke umuligt – at komme ind, så stor var vores begejstring og forventning til begivenheden, og vi gik straks i gang med at omorganisere vores onsdagsprogram således at vi kunne møde op hos Department of Governance og Conflict Prevention ved dets director Patience Chiradza.
The African Union består af en lang række store bygninger og ligger som de fleste andre store internationale institutioner på et stort og stærkt bevogtet eget areal.

Governance and Conflict Prevention havde til huse i en af de ældre bygninger, doneret af Tyskland, hvorfra vi dog havde fin udsigt til den store nye signaturbygning (foto).

Vi blev modtaget af en stor delegation, som fortalte om hver deres speciale, som især omfattede rådgivning og teknisk bistand i forbindelse med afholdelse af demokratiske valg, valgobservation samt bistand til post-konflikt situationer. Som vi erfarede hos så mange andre institutioner manglede de i høj grad økonomisk råderum og samtidig begrænsedes arbejdet også af, at de havde et meget snævert mandat til handling fra de afrikanske stater, som ofte er internt uenige om mange ting. Det virkede umiddelbart som et meget bureaukratisk forum, en af de kvindelige repræsentanter fik udtrykt det således, at de i høj grad manglede mulighed for at gå til ”root causes” og i stedet måtte beskæftige sig med symptombehandling. Vi fik dog også berørt den demokratiske udfordring bestående i, at 70% af befolkningen er unge som mangler realistiske fremtidsmuligheder.
Repræsentanter fra den danske ambassade havde i forvejen udtrykt en del skepsis vedrørende Den Afrikanske Unions aktuelle handlemuligheder. Der er mange store og imponerende bygninger, som er sparsomt bemandet, fordi der ikke er råd til at ansætte tilstrækkeligt personale, opgaveløsningen er meget personafhængig og der sker ofte videns tab, når der er udskiftning på de forskellige poster. Samtidig er de mange afrikanske stater ofte internt uenige. På den positive side er det dog vigtigt at sige, at det er godt at de mange stater har et neutralt mødested, og samtidig er der ingen tvivl om at Unionen har en rolle at spille på den udenrigspolitiske stormagtsscene som talerør for det afrikanske kontinent.

Af Jette Steensen 28.1.2024

Penge og politik – Magt og mytteri

Af Henrik Døcker

Pengenes magt bag både politik og jura er der filosoferet og skrevet meget om. Undertiden er dette åbenbart, ofte skjult som en kronisk “sygdom”. Og det er åbenbart, at både demokratier og diktaturer (autokratier) er belastet af den råddenskab, der undertiden hører med til pengemagten. Det er let nok at gribe til begrebet korruption, men hyppigt uden den større effekt, fordi magtfulde interesser forhindrer det, samtidig med at den, der ulovligt opnår en fordel ved omgåelse af regler, er interesseret i tavshed om det hele. Man taler om tys-tys-penge, man taler om “tavshedens lov” – oprindelig den sicilianske mafias udtryk for: “Tavshed er guld” eller måske snarere “Tavshed er en pligt”.
Men mange politiske initiativer tages uden nogen klar, åbenlys forbindelse med penge. Fhv. præsident Donald Trumps fremfærd er nok verdens tydeligste eksempel herpå lige nu. Alene at han har “skabt” sproglige udtryk fra det løgnens og udnyttelsens univers, han har omgivet sig med. Først kom fake news, ordret: forfalskede nyheder, som han i et uendeligt litani slyngede i hovedet på journalister, der stillede ham kritiske spørgsmål. Allerede her signalerede han sin alternative “verden”, som definerede løgn og sandhed helt anderledes end den omgivne verden. Et kneb, han benyttede – måske nok ikke som den første i USA – var at henvise til falske citater fra navngivne amerikanske politikere, dvs. ord, som de ikke havde udtalt.
Adskillige amerikanske journalister måtte, som fænomenet udvikledes, bruge urimelig megen tid på at tilbagevise frit opfundne udtalelser, falske talangivelser eller brovtende selvhævdelse. En videreudvikling af det trumpske fantasi-univers har været “at stjæle en valgsejr”. Jeg véd ikke, om amerikanerne har en version af det danske “Tab og vind med samme sind”. Et ordsprog, som kunne være et motto for enhver folkevalgt, der som en selvfølge vil respektere udfaldet af enhver regulært gennemført valghandling Nu skal man måske være amerikaner for overhovedet at viderebringe sådanne nye, kunstige udtryk – men ville en europæisk politiker slippe afsted med det – og blive taget alvorligt?
Totalt kan man ikke afvise muligheden for sådanne populistiske udtryk. Den nu afdøde italienske toppolitiker Silvio Berlusconi kunne med lidt god vilje måske kaldes en europæisk version af Trump. Selv om Italien ikke kan kaldes noget pragteksempel på en retsstat blandt Europas demokratier, så har det dog ikke fostret mænd af Trumps karat. At “perlerækken” af trumpske løgne citeres så flittigt hver eneste gang, han er blevet tiltalt i den efterhånden lange række af retssager mod ham, kan kun udlægges som udtryk for hans enestående pengemagt.
Sceneskift til Sanjay Shah, der efter en årrækkes ophold i Dubai her i København er tiltalt for at have bedraget den danske statskasse for 9 milliarder kr. i sagen om falsk udbytteskat. Hans indledende forsøg på at få sagen afvist, fordi han ikke troede. han fik “retfærdig rettergang”, kunne ligne en trumpsk afværgemanøvre. Efter at forsøget blev afvist af retten, fornemmede man, at “denne bold var lagt død”. Havde det været Trump i USA, ville der på én eller anden måde været holdt liv i sagen. Når det lykkedes Trump at “afvise” sin medskyld i stormen på den amerikanske Kongres i januar 2021 – et reelt mytteri mod staten USA – og det til trods for at en del af de voldelige hærværksmænd allerede er dømt, så kan det kun skyldes den enorme pengemagt bag kulisserne. Trump er en mand, som straks kommer i pindsvine-stilling, hvis han angribes politisk eller juridisk – og som i øvrigt for længst har bekendt sig til, at “det bedste forsvar er et angreb”.
Lad os fokusere på Qatar, som af belgisk politi er kommet stærkt i søgelyset efter anholdelsen af i alt fem personer, der har været medlemmer af EU-parlamentet eller knyttet til det, deriblandt det græske Europa-parlamentsmedlem Eva Kaili, hos hvem belgisk politi har fundet over én mio. Euro i kontanter – penge, der angiveligt skal være betalt for Kailis indsats for at skaffe Qatar-borgere visumfri adgang til EU. Den magt og indflydelse, som fx parlamentarikere ved EU-parlamentet nyder, giver naturligt visse enkelt personer eller stater uden for EU-kredsen blod på tanden. Det er ikke første gang, at lige akkurat disse parlamentarikere er blevet fristet af lyssky penge Det aktuelle tilfælde, som også indbefatter en anklage for hvidvask, forekommer at være det hidtil groveste tilfælde.
Når talen falder på magtmisbrug, kan det virke helt ejendommeligt ikke at være begyndt med Vladimir Putin. Men den tidligere KGB-agents totale foragt for alt, hvad der smager af demokrati endsige menneskerettigheder, har fået mig til i første omgang at holde ham “ude af ligningen”. Ligefrem flagrant at krænke FN-pagten ved at føre angrebskrig (aggression) som Ruslands mod Ukraine stiller førstnævnte uden for enhver sammenligning selv med skindemokratier. Ærindet her har været i nogle glimt at belyse demokratiernes svagheder og dilemmaer. Under de evige forsøg på at få folkets vilje inddraget, ja pointeret, i det demokratiske spil.
Men de parlamentariske bataljer, partiernes modsætninger og indbyrdes fejder er ikke -som det undertiden fore- kommer i USA – at ligne ved en sportskamp. Og ikke et spørgsmål om at hylde en fører. Noget Trump og store dele af hans republikanske lejr i USA aldrig har forstået. For ham er principper for retsstaten ligegyldige, ja verdensfjerne forestillinger. Selv om vestlige staters interne politiske og juridiske stridigheder tager megen tid og koster meget, er det den daglige dyst, vi føler at måtte tage. For at hindre at demokratiet bliver en paradeforestilling.

13.1.2024

Arkiv

Aktuelle politisk-juridiske dyster i dansk demokrati

Hemmeligheder, dørlukning og torturanvendelse

Af Henrik Døcker

30.10.2023

Demokrati er ikke alene noget, der daglig skal kæmpes for, det er også – som en plante – noget, der skal plejes og videreudvikles ved intense debatter i civilsamfundet. Det er heller ikke gjort med at beskrive demokratiet som båret af tredelingen mellem den udøvende, der lovgivende og den dømmende magt – for hvor går grænsen mellem dem – og overholdes regler for hvem, der er disse “magters” udøvere?
I længere tids dansk debat har begreber som hemmeligheder, dørlukning, Danmarks sikkerhed, og internationalt ansvar præget den offentlige debat. I sidste ende er det Højesteret, der sidder med magt til at træde på bremsepedalen – til at slutte en sag, til at afsige en endelig dom. Kunne man tro. Som part i det vidt udviklede politiske samarbejde i Europa og verden, ind imellem strækkende til sig til integration, er Danmark underkastet risikoen for, at en dansk højesteretsdom tilsidesættes af Den Europæiske Menneskeretsdomstol.
Og det har vist sig, at også Anklagemyndigheden besidder skarpe magtmidler, som kan få så afgørende betydning for en sags udfald, at det kan sammenlignes med en dom. Her skal det forsøges at kaste lys over tre sager 1) Den mod fhv. forsvarsefterretningschef Lars Findsen, 2) den mod fhv. forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen og 3) den om danske soldaters medansvar for tortur mod civile irakere i Irak 2004-05.
Lad os tage den ældste først – den kan forekomme ny, eftersom Den Europæiske Menneskeretsdomstol så sent som 9. oktober antog den til såkaldt realitetsbehandling Det er det afgørende nåleøje, sagerne (dommene) skal smutte igennem, inden de kan forebringes domstolen i Strasbourg – ofte efter et langt forløb med en stribe af retshandlinger for nationale domstole. 95 pct. af de sager, der forebringes her afvises, fordi de formelt ikke drejer sig om en rettighed, optaget i menneskeretskonventionen, er indleveret for sent, eller ikke opfylder et andet formelt krav.
Det har altså foreløbig taget 20 år for en dansk sag om det danske militærs (og dermed statens) ansvar for den mishandling og stedvis tortur, som 21 irakiske bønder blev udsat for, da danskerne bistod britiske styrker i Basra-rådet i Syd-Irak på et tidspunkt efter diktatoren Saddam Husseins fald. I tidligere sager for Strasbourg-domstolen er der statueret statsansvar for et af Europarådets 46 medlemsstater, selv om krænkelsen af konventionen havde fundet sted uden for Europa.
Forsvarsministeriet og andre danske myndigheder har igennem årene brugt mange kræfter på at forhale sagernes afvikling, herunder de tidligere fangers ret til at søge erstatning, få besøg eller afhøre vidner. Afgørende er hvad dansk militær vidste om irakiske fængslers beskaffenhed og dermed risikoen for under en sådan internering at blive torteret.
Trods mange forsøg fra forskellige myndigheder på at mørklægge sagen mod tidl. chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) Lars Findsen, så har Højesteret meddelt tilladelse til delvis døråbning i sagen for Højesteret, ligesom anklageskriftet vil blive læst op og dermed offentliggjort. Mens menigmand nok vil finde det “på sin plads”, for ikke at sige en uomgængelig betingelse. Hvordan og hvor mange undtagelser fra grundprincippet om offentlig retspleje i Danmark kunne man spørge.
Sært ville det have været om en efterretningschef – og dermed en af rigets mest trænede i at holde på hemmeligheder -ikke formelt kunne få at vide, hvad han var anklaget for. Tilmed da det drejer sig om et i medierne nok som omtalt kabelsamarbejde med USA, hvorunder det skal have været muligt for USA at tappe danske telefonsamtaler.
Om USA rent faktisk har brugt disse aflytninger til noget, vides ikke. Men der er i vide kredse mistanke om, at hemmelighedskræmmeriet i hvert fald delvis skyldes pres mod den danske stat fra USA. Det bør i øvrigt ikke glemmes, at beskyldninger om at have røbet statshemmeligheder begyndte hos Findsen, da en medarbejder i FE på egen foranledning hemmeligt begyndte at aflytte alt hvad Findsen gik rundt og sagde på jobbet. Efter at have afleveret de båndede aflytninger til en overordnet, sendte daværende forsvarsminister Trine Bramsen Findsen (og andre FE-ledere) hjem. Et kvalificeret gæt på hvad, der dybere nede lå bag dette er: Gennem længere tid har FE (og antagelig også PET) været usynlig opdelt i “strammere” og “slappere”, dvs. dem, der holdt fast ved, at efterretningsarbejde er hemmelig tjeneste, og så de mere “moderne”, som mente og mener, at visse enkeltheder godt kan slippes ud til offentligheden: ”Slapperne”. Til sidstnævnte må bl.a. regnes Findsen og tidl. PET-chef Jacob Scharf.
Trods tiltalefrafald i alle anklagepunkter på nær ét i sagen mod Scharf (foranlediget af den bog, der udkom om hans tid som politi-efterretningchef) havde anklagemyndigheden så mod på endnu en sag, eller et sagskompleks, det mod Findsen. Da Findsen-sagen formelt drejer sig om “forholdet til fremmede magter” (hvor straffelovens ophavsmænd tydeligvis har haft “fjendtlig indstillede” fremmede magter i tankerne) er meget vendt på hovedet og begreberne gjort forvirrede.
Hjort Frederiksens sag kan kaldes en udløber af Findsen-sagen, men vedrører så også en af rigets “fremmeste mænd”, som om nogen skulle kunne holde på hemmeligheder. Skal man virkelig tro på, at kabelsamarbejdet har været en (dårlig skjult) hemmelighed for alle andre end FE og PET? Nå, måske ikke, men disse to måtte i hvert fald ikke røbe, at de vidste det! Hjort Frederiksen har bekræftet, hvad der gennem længere tid var alment kendt i den veloplyste danske offentlighed. På grund af hans tidligere immunitet som folketingsmedlem har der været et mellemspil om retten til overhovedet at tiltale ham for retten. Både for Findsen og Hjort har al denne” mistænksomme offentlighed” været til store gene. Noget der næppe kan bødes for gennem en nok så stor erstatning.
Spørgsmålet er hvad Danmark og dansk demokrati kan lære af disse tre sager? Mangt og meget vil stribevis af jurister antagelig sige! Den ældste sag om dansk militærs forpligtelser og beføjelser i en krigssituation er ganske speget. Der var politikere, der dengang den verserede for danske domstole, var parat til at erklære det for umuligt at deltage i internationale militæroperationer, selv ”på sidelinjen”, uden at brænde fingrene, hvor man reelt helst burde holde sig væk. Tja, vores første indsats i så henseende – hospitalsskibet “Jutlandia” til Korea i 1950’erne – viste sig ufarligt. Mere speget blev det i Eksjugoslavien, hvor det viste sig nærmest umuligt at nøjes med at være “fredsbevarende”, som FN-mandatet tilsagde. Som en officer bemærkede: “Hvordan bevare en fred , der ikke var opnået endnu?” – ergo var der i hvert fald konstant tilløb til at være “fredsstiftende”.
I Syd-Irak var det en næsten håbløs opgave at skille ven fra fjende og et gigantjob at fornemme hvem, der var ens potentielle fjende. På den anden side var det ikke lig med legitimering af brug af tortur. Som danskerne ingenlunde udøvede, idet de dog havde ansvar for, at andre (irakiske fængselsfolk) benyttede sig af. Det internationale ansvar kan med andre ord strække sig langt ned. Men kampen mod tortur er så væsentlig, at Danmark må forfølge indsatsen mod dens brug helt til vejs ende.

The Man Who Swallowed A Dictionary

Foto: Mette Mønsted

Globale Seniorers Nordirlandsgruppe i teater

Mette Mønsted                                                                                                           4.10-2023

Rejsegruppen til Nordirland var i Teater 9.9.2023, hvor de så The Man Who Swallowed A Dictionary.
Teaterforestillingen handlede om en politiker: David Ervine fra Progressive Unionist Party, som iflg. forfatteren var vigtig:
“The big achievement he created was he brought the Protestant working-class to the Good Friday Agreement … I think if he hadn’t stepped in when he did, there may not have been the majority (supporting the agreement) that eventually happened.
Forestillingen beskriver hans liv fra den protestantiske arbejderklasse, hvor han var med i Ulster Voluntary Force, og blev som ung i 1974 arresteret i en stjålet bil med 5 pund eksplosiver, en detonator og en sikringsledning , og blev dømt til 11 år i fængsel.

I fængslet læste han i en ordbog, og derfor titlen. Han blev løsladt i 1980, og blev først lokalpolitiker, og så i Northern Ireland Assembly i 1998. Han blev kendt for sit sprog med mange fremmedord fra ordbogen.
Han blev gift, og i forestillingen er der konstante problemer med, at han hele tiden lover, at gøre mere for konen og hjemmet, men opsluges af politik, hvor han jo også har spillet en rolle både i forhold til våbenhvilen og fredsaftalen. Hans søn begik selvmord, og han døde selv af et hjertetilfælde i en alder af 53 år.
En spændende forestilling, men frustrerende, at hele salen mange gange storgrinede, uden at vi havde en anelse om hvorfor. Sprog og tilstrækkelig viden om kontekst var en barriere for os.

Creggan overgiver sig aldrig!

På besøg i Rath More, Creggan Enterprise i udkanten af Derry.

Vægmaleri fra Derry.Foto: Nina Ellinger.

Ida-Elisabeth Andersen                                                                                                     3.10.2023

Vi besøgte Rath More, Creggan Enterprise, som ved første blik ligner et almindeligt butikscenter med Spar Købmand og andre butikker. Det ligger i udkanten af Derry.
Det er dog langt fra almindeligt. Det viser sig at være en rollemodel for lokalsamfundsudvikling. Vi mødte Colan McFeely, som er født og opvokset i Creggan. Han har siden slutningen af -80erne, sammen med en lige så engageret og energisk gruppe, arbejdet for udviklingen af Rath More, og er nu centerets udviklingsdirektør.
Creggan blev planlagt og opbygget som boligområde med 20.000 boliger fra 1944. Det blev et fattigt og nedslidt arbejderkvarter, især da de eksisterende industrivirksomheder stoppede og fyrede tusindvis af ansatte i løbet af -80’erne og -90’erne. Beboerne er overvejende katolske.
Udover denne baggrund har Creggan også – fortalte Colan McFeely – fået sin rigelige andel af troubles under ‘The Troubles’. Deltagere i borgerrettighedsdemonstrationerne i Derry både 1968, 1969 og Bloody Sunday i 1972, hvor flere blev dræbt og såret af militær og politi, kom for en stor dels vedkommende fra Creggan.
Og ‘The Troubles’ er ikke slut endnu i Creggan, ”men vi slår ikke hinanden ihjel mere” fortalte Colan. Det kan godt minde om en koncentrationslejr ind imellem, sagde han. I dag opretholdes konflikten f.eks. med politichikane overfor tilsyneladende tilfældige borgere, som standses og visiteres på gaden – og tilfældige ‘indbrud’ hos uskyldige borgere midt om natten og afspærring af kvarteret hvor de bor, så alle bliver generet og alle kan følge med i det. Selv børnebørn af aktivister fra ‘The Troubles’, risikerer at blive mobbet i skolen og på gaden.
Det er derfor ikke nemt at arbejde for fred, for dialogprocesser og for reconciliation. Men det er spillevende målsætninger for centerets arbejde i dag.
Målgruppen er de lokale beboere. Der arbejdes projektbaseret med marginaliserede grupper som kvinder: ‘Unheard Voices’ (som er alene efter mandens død eller fængsling) og unge som har svært ved at finde jobs og i det hele taget finde sig til rette i dette miljø. Flere projekter, som skal styrke kvinderne og medvirke til, at de kan spille en aktiv rolle i udviklingen af lokalsamfundet. Fordi det går hårdest ud over kvinder, når der hersker så konflikttunge forhold, som der gør i Creggan, sagde Colan. Der er i det hele taget en stor buket af projekt-overskrifter, som alle ser relevante og interessante ud. Rath More er også ‘getting green’ og samarbejder om det med andre lokalsamfund. Se mere på http://rathmore.com.
Rath More centeret indeholder virksomheder, som gerne må tjene penge, men ikke overdrive privatiseringen – Rath More skal også give ‘social profit’. Derudover finansieres det af fondsmidler fra nationale, lokale og internationale (fx EU) fonde.
Centeret modtager mange besøg af grupper som vores, men også af politiske ledere fra hele verden, som kan lære af Rath Mores eksempel.

Sinn Féin…håb om et forenet Irland

Endnu et spændende postkort fra Nordirland - denne gang om et møde med Sinn Féin 12.9.2023.

Et af de mange murmalerier der viser Sinn Feins solidaritet med andre undertrykte folk. Foto Finn Hansson

Mette Mønsted                                                                                                               2.10.2023

Globale Seniorers Nordirlandsgruppe mødtes 12.9.2023 med

  • Martina Anderson, Sinn Fein leadership Team, former MEP and spokesperson on European Affairs,
  • Declan Kearney, Sinn Fein chairperson (kun kort tid til stede), og
  • Professor Colin Harvey, Queens University Belfast.

Sinn Féin betyder ‘(We) Ourselves’, og beskriver sig selv som et Irsk republikansk, demokratisk, socialistisk, politisk parti i både Irland og Nordirland. Det er etableret i 1905, og har kæmpet for et frit Irland og et forenet Irland både i Irland og Nordirland. Der har været mange interne kampe og udskillelser af grupper til andre partier, især til venstre til arbejderpartier. Sinn Féin har været associeret med Irish Republican Army (IRA) i løbet af  ‘The Troubles’ i begyndelsen af 1970erne, og også senere. Gerry Adams blev leder i 1983, og igennem 90’erne var han med til at forhandle våbenhvile. Gerry Adams og andre fra Sinn Féin blev blokeret på britiske radio og TV kanaler fra 1982 til 1994. John Hume fra Social Democratic and Labour Party var initiativtager til forhandlinger med Sinn Féin og Tony Blair om fredsaftalen ‘The Good Friday Agreement’ som i 1998 skabte forudsætningerne for en lokal regering – Nordirske parlament Stormont – med en magtfordeling mellem DUP og Sinn Féin.
Fredsaftalen betød at mange politiske fanger blev frigivet. Martina Anderson blev arresteret som 18 årig, og blev løsladt mod kaution og flygtede, men blev senere blev arresteret sammen med en gruppe som 24 årig og fik livstid. Hun blev løsladt og valgt politisk efter fredsaftalen. I ‘Good Friday Agreement’ indgår en række ændringer, som betød slut på de mange voldsomme kampe, og vægt på politiske kampe frem for væbnede. Det betød også. at alle der er født på øen Irland, kan få Irsk statsborgerskab. Dette betyder nu efter Brexit, at også protestanter får irsk statsborgerskab.
Sinn Féin er som parti styret ret centralistisk, hvor alle beslutninger tages i to nationale boards: ‘The National Officer Board’ ( 7 medlemmer), og ‘Árd Comhairle’ (national executive) (47 medlemmer flest fra Nordirland, men også fra Irland). Der er kritik, af at organisationen er så uigennemsigtig og hierarkisk. Ved valget i 2022 blev Sinn Féin det største parti, og skulle ifølge ‘The Good Friday Agreement’ have premierminister rollen, i stedet for hidtil vice-minister. Men DUP (unionist partiet) blokerer Stormont, ved ikke at møde op. Der er derfor ingen regering, og det går ud over rigtig mange mennesker. Det betyder også mere styring fra Westminster.
Sinn Féin’s vigtigste politiske budskab er et forenet Irland. Det kræver dog støtte fra befolkningen i begge lande, og tilladelse fra Westminster om folkeafstemning om frigørelse fra UK. Både Martina Anderson og professor Colin Harvey var optimistiske. Colin Harvey, som er medlem af Sinn Féin har været med til en undersøgelse af den irske lovgivning og sagde, at de var i gang med de ændringer, som er nødvendige for at optage Nordirland. Der ser dog ud til at være en del forskellige holdninger til dette, da Nordirland er fattigt, og det vil være dyrt for Irland at optage det.
Martina Anderson har været MEP, indtil Brexit nedlagde hendes mandat. Hun har været aktiv i den socialistiske del af parlamentet, og i samarbejdet med andre undertrykte, bl.a. støtte til Palæstina.
Hun har også været parlamentsmedlem af flere omgange, og sidst efter Brexit indtil 2022.
Hun fortæller om hvordan den britiske diskrimination af katolikker/republikanere fortsætter. De bliver jævnligt standset af politiet og kontrolleret, MI5 er fortsat meget aktiv, og kan uden begrundelse lukke folks bankkonto, så man ikke kan komme til den. Ugen før vi besøgte ‘Creggan’ – et område med katolsk befolkning var der ballade, fordi politiet lukkede en hel bydel kl. 6.30 og det meste af dagen for at arrestere en 26årig kvinde. Det var en provokation og udløste selvfølgelig ballade fra de mange unge arbejdsløse i området, og dermed mange flere arresterede.

Et problem for processen, er at boligområder og skoler er så opdelte. Katolikkerne går i katolske skoler styret af Den katolske kirke, og protestanterne går i statsskoler med stor indflydelse også fra den protestantiske kirke. Dvs. fjendebillederne fortsætter, og de møder først nogle fra ‘den anden side’ i job eller universitet.
Det var imponerende, at så højtstående medlemmer af Sinn Féin tog sig tid til at mødes med os. Der var en klar forventning, om at vi kunne gøre noget for dem ved at formidle viden om vilkårene i Nordirland for republikanerne. En forventning om at vi som gruppe faktisk havde indflydelse, og kunne hjælpe dem. Det føles pinligt.

Her 25 år efter fredsaftalen er der stadig hegn mellem boligområderne, protestanter for sig katolikker ligeledes.. Foto Finn Hansson