Globale Seniorer

Menu
Menu
Menu

Globale Seniorer

Menu

Globale Seniorer

Mærk verden – Bliv aktiv i Globale Seniorer
Home Demokrati

Democratic Union Party og The Orange Order.

Endnu et spændende rejsebrev fra Nordirland

Viggo Brun                                                                                                                24.9.2023

Globale Seniorers Nordirlands gruppe havde fået arrangeret et møde med det protestantiske unionistparti Democratic Union Party (DUP) – som skulle sidde i den Nordirske regering sammen med Sinn Fein, men som for tiden nægter at indgå i nogen regering.

I tillæg fik vi tilbudt en rundvisning på Orange Orders Heritage Center i det hus i Loughgall, hvor Orange Order blev grundlagt i 1795. Loughgall er en lille landsby i nærheden af Portadown i County Armagh, et landområde en times biltur sydvest for Belfast – ikke helt nemt at nå med offentlig transport, men vi endte da med at få samlet tropperne.

DUP havde oprindeligt tilbudt, at vi skulle mødes med partiets leder Sir Jeffrey Donaldson; men da han blev hasteindkaldt til et møde i London, mødte vi i stedet parlamentsmedlem Jonathan Buckley, partiets økonomiske talsmand, som fremlagde partiets synspunkter. Han er nu blevet 31 år, men blev landets yngste parlamentsmedlem allerede som 25-årig. Han blev gift i 2022, og har brevdue-kapløb som hobby – en meget veltalende og sympatisk ung mand.

Som udgangspunkt havde vi bedt ham tale om post-Brexit situationen og Nordirlands fremtid.

Grundlæggende sagde han, at DUP naturligvis var pro-britisk, men at de følte sig forladt – ja nærmest forrådt – af Storbritannien i forbindelse med Brexit. Nordirland var blevet et offerlam – ‘collateral damage’ – i de kaotiske tilstande efter afstemningen. Han forklarede, at før DUP ville genoptage samarbejdet med Sinn Fein i regeringen måtte briterne først genindføre det indre marked i UK, dvs. fjerne alle handelshindringer mellem England og Nordirland, fordi 85% af Nordirlands produktion og handel går til og fra England.

DUP havde stemt for at forlade EU, fordi de ønskede at afgørelser i Storbritannien og Nordirland skulle tages lokalt, ikke i Bruxelles, men den engelske regering havde ikke troet at et flertal af befolkningen ville stemme for at forlade EU. Regeringen havde derfor overhovedet ikke forberedt sig på konsekvenserne af en eventuel Brexit, ej heller lagt nogle konkrete planer for, hvordan de skulle takle konsekvenserne af en udtrædelse. Den britiske regerings team var skiftende og dårligt forberedt til alle forhandlinger med EU, der var meget bedre til at forhandle. Derfor var det endt med en så kaotisk post-brexit-situation for Storbritannien og specielt for Nordirland.

Om sin holdning til et forenet Irland, svarede Jonathan Buckley, at han ikke troede, at et forenet Irland var uundgåeligt selvom Sinn Fein republikanerne nu havde overhalet DUP som det største parti i Nordirland, og selv om unionisterne var fragmenterede i mere end 15 forskellige protestantiske trosretninger, medens nationalisterne/republikanerne var mere samlet under den katolske kirke.

Han mente at en eventuel afstemning om et forenet Irland ikke nødvendigvis ville ende med et forenet Irland, fordi de fleste mennesker ville foretrække kontinuitet fremfor en forandring med uoverskuelige konsekvenser. Desuden er det britiske helse- og sociale system meget bedre end det irske, og Nordirland er i dag fuldstændig afhængigt af store årlige subsidier fra Storbritannien.

Som Ulster Skotte med en protestantisk baggrund havde han en stærk historisk og kulturel identitet som en del af Storbritannien, som han absolut ikke kunne forestille sig at blive afskåret fra.

Afslutningsvis spurgte vi, hvad der skulle til for at bringe Nordirland ud af det nuværende parlamentariske dødvande med en ikke-fungerende regering. Vi fik ikke noget klart svar, blot skubbede Jonathan Buckley ansvaret over på Sinn Fein, Storbritannien og EU.

Inden gruppen fik en rundvisning på museet for The Orange Order i samme hus, blev vi beværtet med de bedste scones og te man kunne ønske sig!

The Orange order

Det er vigtigt at have nogle historiske hovedpunkter i baghovedet, når vi taler om protestanter og The Orange Order i Nordirland:
 Fra 1534 til 1603 erobrede briterne gradvist store dele af Irland – ‘The Tudor Conquest of Ireland’ – hvilket resulterede i, at den irske adel måtte flygte og deres jord blev konfiskeret.
 I 1608 begyndte en organiseret kolonisering af Ulster (Nordirland) hvortil et stort antal britiske protestanter – de såkaldte ‘planters’ fortrinsvis fra Skotland – flyttede. Disse blev kaldt ‘planters’ fordi de blev omplantet fra Skotland og England. I løbet af de næste 100 år voksede den protestantiske befolkning i Ulster sig større end den oprindelige katolske bondestand.
 I 1688 kom så ‘The Glorious Revolution’ i England, hvor den katolske kong James blev udfordret af den hollandske og protestantiske prins William of Orange, som var gift med kong James’ protestantiske datter. Dette resulterede i en krig som blev udkæmpet i Irland mellem den afsatte kong James, som håbede på, at den katolske majoritet dér ville støtte ham, og den nye protestantiske kong William.
William vandt, hvilket medførte protestantisk overherredømme i Irland og Ulster, samt en diskriminering og ekskludering af den irsk-katolske majoritet – samt presbyterianerne – fra magt og adgang til at eje jord. Denne lokale krig var en udløber af Ni-Års-Krigen (1688-97) på det europæiske kontinent mellem de protestantiske reformister – ‘The Grand Alliance’ – og de katolske mod-reformister ledet af kong Ludvig XIV.
 I 1795 blev The Orange Order dannet.

     

Orange Order museet – total renoveret med EU-midler – koncentrerede sig om disse historiske begivenheder og fokuserede på det engelske kongehus’’ storhed. Det var særlig datoerne for de forskellige militære slag mellem William af Orange og kong James, der blev lagt vægt på, og som den dag i dag stadig er udgangspunkt for fejringerne på de store årlige parader, som protestanterne arrangerer. Specielt fejres sejren efter slaget ved Boyne den 12. juli (1690), som er national helligdag i Nordirland.
Vores guider talte med stor patos og dyb loyalitet om det engelske kongehus og roste dets storhed; ikke mindst talte de med stor begejstring om besøget af prins (nu kong) Charles da han indviede museet, hans optræden og små kommentarer som havde gjort stort indtryk på dem.
Udgangspunktet for dannelsen af The Orange Order var resultatet af spændinger mellem nogle mindre grupper af protestanter og katolikker i Armagh området i 1795, som endte op med skyderier mellem de to grupper, hvor 30 katolikker blev dræbt, hvorefter nogle af de sejrende protestanter tog hen til den bygning, hvor museet nu befinder sig og dannede The Orange Order – ‘Orange’ til minde om den protestantiske William af Orange, som havde indført protestantisk overherredømme i Ulster hundrede år tidligere. Et rum i museet viste de tre grundlæggere underskrive Orange-ordenens statutter.

Museet var flot indrettet og afspejlede ordenens fokus på en glorværdig og fjern fortid med militarisme, royalisme, protestantisme og glorificering af Storbritanniens kolonitid. Vores gruppe havde dog lidt svært ved at føle lige så stor entusiasme som vores venlige guider.

 

 

 

Postkort fra Nordirland

Det er op ad bakke for Nordirlands LO

Gavlmaleri i gården til fagbevægelsens hus i Belfast. Nordirerne elsker vægmalerier. Foto: Arne Skov Andersen

17.9.2023

I ethvert andet europæisk land vil fagbevægelsen kende sine modparter – ja, de vil have en arbejdsgiverforening og en stat at forhandle med.
Men det gælder ikke nordirsk LO – Northern Ireland Committee (NIC) of the Irish Congress of Trade Union – ICTU. Det nordirske LO er nemlig en del af det samlede ICTU, der dækker hele den irske ø.
Rammen for al politik i Nordirland er ”Good Friday Agreement” (Langfredagsaftalen), som blev indgået mellem de stridende parter i 1998 – altså for 25 år siden.
Men på trods af aftalen om fælles regering mellem Sinn Féin (republikanere/katolikker) og Unionisterne (dem, der vil forblive i union med UK) har der de facto kun været en regering i Nordirland i mindre end 40 % af tiden.
Dvs., at fagbevægelsen ikke har en repræsentant for det offentlige at aftale bedre vilkår for arbejderne og den øvrige befolkning med – ikke på arbejdsmarkedet, ikke på uddannelsesområdet, ikke på social- og sundhedsområdet, ikke på erhvervspolitik.
Da en stor del af medlemmerne er ansat i den offentlige sektor, er der for dem heller ingen at forhandle løn- og ansættelsesvilkår med – ingen at indgå overenskomster med.
Dette var bagtæppet for Irlandsgruppens møde med Gerry Murphy, der er leder af NIC og Assistant General Secretary i ICTU.
Når regeringen ikke fungerer i Nordirland, er det regeringen i Westminster gennem ministeren for Nordirland, der de facto bestemmer. Siden kampagnen for at komme ud af EU begyndte (Brexit afstemning i 2016) har nordirerne oplevet, at Westminster ingen interesse har for nordirernes levevilkår eller synspunkter.
Den eneste interesse, der har været vist er, hvordan Det Forenede Kongerige kunne undgå at oprette en ”hård” grænse mellem henholdsvis Nordirland resten af UK og Nordirland og republikken Irland og dermed EU. Det har de til gengæld været så opsat på, at de er parate til at fratage nordirerne mange af de selvfølgelige sociale og politiske rettigheder og menneskerettigheder, som er en del af både FN og EU konventioner.
Den økonomiske krise, som kom i kølvandet af Covid19, som igen for UK’s vedkommende kom i kølvandet af den forringerede økonomi efter Brexit, er gået hårdt ud over befolkningen i Nordirland.
Inflation, stigende boligpriser og dårligere sundhedsvæsen har været mærkbar hos lønmodtagerne, som ingen reguleringer eller tilskud har fået. Og i dag taler man nu også her om ”the working poor”, som medfører håbløshed og mangel af tro på fremtiden, når man ikke en gang ved at have et job kan arbejde sig ud af fattigdommen.
I de sidste 8 mdr. har regeringen i Nordirland været boykottet af unionisterne i protest mod Westminsters manglende interesse i at få ordentlige aftaler om grænsespørgsmålet mellem UK og EU, og i overhovedet at inddrage Nordirland i disse forhandlinger. På den måde håber unionisterne at kunne presse Westminster-regeringen til at inddrage den nordirske regering i forhandlingerne om fremtiden uden for EU, specielt for Nordirland.
Men konsekvensen af denne taktik er altså, at der ingen regering er i Nordirland til at styre landet.
Det er den situation, NIC-ICTU står i. De forsøger at få et møde med unionisterne (DUP), men partiet har indtil nu aflyst aftalte møder med kort varsel og senest har DUP, iflg. Gerry Murphy, ikke en gang svaret på henvendelserne.
Den instans, der for tiden kunne ændre på forholdene i Nordirland, er regeringen i Westminster, og den har NIC-ICTU ikke nogen direkte adgang til.
Med andre ord er NIC på mange måder sat skakmat, fordi man ikke har en effektiv modpart at forhandle med. I øvrigt insisterer NIC-ICTU på at være partipolitisk neutral. Man synes, der er rigelig med splittelse i landet, så fagbevægelsen lægger stor vægt på at undgå partipolitisk splittelse. Men Gerry Murphy lægger ikke skjul på, at det ikke altid er let at skulle favne alle de mange modsatrettede synspunkter i det nuværende Nordirland.

Gitte Vesterlund og Arne Skov Andersen   

3. Litauen-rejsegruppemøde

Litauen-rejsegruppe holder 3. planlægningsmøde ifølge dagsorden, der følger.

Referat fra seneste møde 12.9.23 ligger under gruppen: Litauen rejsegruppe på hjemmesiden.

 

Had – eller tolerance

Betragtninger om de aktuelle konran-afbrændinger, uforsonlighed og ytringsfrihed

Af Henrik Døcker                                                                                                        3.8.2023

Mon ikke nogen havde “set det komme”? At koran-afbrænderen Rasmus Paludan kunne få nogle kloninger? At andre ville gøre ham “kunsten efter”? Nu er det sket, både her og i Sverige med en forventelig opstandelse blandt muslimer hos os og i Mellemøsten. Nu så alvorligt, at medlemmer af Folketinget, sekunderet af Justitsministeriets jurister er gået i tænkeboks for at få truffet passende modforanstaltninger.

Spørgsmålet er så hvordan vi styrer klar af at krænke vores centrale grundlovsbestemmelse om ytringsfrihed. Dens § 77 forbyder censur, et kernepunkt i forfatningskampen op mod 1849-Grundloven, og ‘andre forbyggende foranstaltninger’. Et forbud mod lige præcis konranafbrændinger kan siges at være noget sådant forebyggende, og altså ytringsfrihedsbegrænsende. Nu er Grundloven på dette punkt dog ikke helt uden begrænsninger. Fx kan politiet stille betingelser for et offentligt mødes afholdelse.
I videre forstand er det et spørgsmål om hvordan et demokratisk sindet Danmark stiller sig over for den oplagte intolerance, som Koranen i mange henseender er et symbol på? Den sociale tvang, som eksempel vis udfoldes af en del muslimske familier, både i deres egne lande og blandt indvandrerfamilier her, byder kraftigt en frihedselskende dansk borger imod. Det berettiger dog ikke til meget indgribende foranstaltninger fra dansk side.
Koranafbrændingerne, især hvis de breder sig, er på national dansk grund en vældig udfordring for politiet, som i princippet skal beskytte Paludan mod ophidsede muslimer, der måtte forulempe ham, men det er sandelig også en udfordring for staten Danmark, når budskaber om koran-afbrændinger breder sig til muslimske lande, hvor man brænder ambassader ned og udsætter dansk liv og ejendom for fare.
Som sådan tjener koran-afbrændinger ikke noget fornuftigt formål: De bringer ikke intolerancen i den muslimske tro til ophør, de mindsker ikke den sociale tvang, som vi fx i Danmark kan aflæse gennem mange ulykkelige ungpigeskæbner, som dertil indrettede danske institutioner, bliver bekendt med – og så søger at råde bod på.
De der aktuelt brænder Koraner af graver vel nærmest grøfterne mellem det frie, demokrati-elskende Danmark og de lukkede muslimske familie-miljøer dybere.
Menneskerettigheder og religion bliver ofte blandet sammen. Men det er vigtigt at memorere, at menneskerettighederne, skabt gennem FN efter 2.Verdenskrig, drejer sig om den enkelte borgers forhold til staten, om de rettigheder staten skal garantere og opfylde, mens religion drejer sig om enkeltmenneskets forhold til Gud. Religion som sådan har ikke behov for beskyttelse, men nok dyrkelsen af en bestemt religion, især i stater hvor religiøse mindretal bliver forfulgt.
Religionsfrihed drejer sig om enkeltmenneskets ret til selv at vælge hvilken religion, man ønsker at tilslutte sig og til at skifte religion. Et brændende spørgsmål i mange lande. Koran-afbrændingerne demonstrerer intolerance over for islam og har antændt nogle gløder, som truer med at ødelægge Danmarks relationer til striber af stater i den arabiske verden. Det truer med langtrækkende negative følger for både dansk udenrigspolitik og -handel, måske i stil med Muhammedkrisen, der tog sin begyndelse i 2005.
Straffeloven indeholder en bestemmelse, som man kan forestille sig anvendt i dette spørgsmål, nemlig § 266b – den såkaldte racismeparagraf, som altså har en videre spændvidde, og er tænkt som et våben just mod had. Den bestemmer, at den, der offentlig eller forsætligt til en videre kreds kommer med udtalelser elle meddelelser, hvorved en gruppe personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller handicap, kan straffes med bøde eller fængsel op til to år. Det samme gælder i øvrigt for seksuel orientering, kønsidentitet eller kønskarakteristika.
Vanskeligheden her kan ligge i, at paragraffen sigter mod en bestemt gruppe, som nedværdiges, mens afbrænderne skyder med spredehagl – mod hele den muslimske tro eller verden. På den anden side er sådanne ‘regel-kollisioner’ velkendte i juraen. Spørgsmålet er hvilket juridisk ‘lod’, der skal veje tungest. Aktuelt er det efter manges opfattelse sikkerhed i samfundet. Den er unægtelig udfordret.
Straffeloven er imidlertid såkaldt ‘et trin lavere ret’ i forhold til Grundloven. Dertil kommer, at ytringsfriheden er sikret i den Europæiske Menneskeretskonvention, som tilmed er inkorporeret i dansk lovgivning (hvilket er usædvanligt) i forhold til internationale traktater. Og det siger sig selv, at alle danske love skal være i overensstemmelse med Grundloven.
Uanset alle de juridiske spidsfindigheder er det imidlertid bydende nødvendigt, at koran-afbrændingen standses. Det had-budskab, der lanceres, er i den grad dansk mentalitet fremmed og eksponerer tilmed for et misbrug af en vital frihedsrettighed. Uforsonlighed skal ikke plantes i vores samfund, præget af tolerance.

Pragmatisk idealisme.

Foto: Dina Goroziya Pixabay

Af Per Bo                                                                                                                                    30. maj 2023

Jeg ved ikke, hvem der først kom med udtrykket nuværende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen eller tidligere udenrigsmister Per Stig Møller. Rigtigt tollket synes jeg godt om udtrykket. Det er vigtigt med idealisme, men det er også vigtigt at være pragmatisk og tage hensyn til den virkelighed, vi på et givet tidspunkt befinder os i.
Det var også den betegnelse, som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen benyttede, da han præsenterede SVM regeringens nye Udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi.
Han nævnte, at der kunne være brug for mere pragmatisme bl.a. i forhold til en række lande, hvor Danmark – og andre europæiske lande – hidtil har været på den høje idealistiske hest og fortalt andre lande hvilke principper, de burde styre efter.
For Danmarks vedkommende f.eks. demokrati og menneskerettigheder.
Demokrati og menneskerettigheder. Man kan så spørge, om vi selv tager disse principper alvorligt.
Vi kritiserer eksempelvis ledere af nationer i det “globale syd” for manglende demokrati.
Men hvordan er det hos os selv ? Den formelt højeste post i vores samfund – posten som statsoverhoved – besættes den efter en demokratisk proces ? NEJ. Tværtimod.
Statsoverhovedet skal komme fra en bestemt familie, jobbet er ikke tidsbegrænset, og det er arveligt. Samtidig kan statsoverhovedet ikke frit vælge, hvilken religion han/hun vil tilslutte sig.
Tilhængere af det åbenlyst udemokratiske system begrunder det bl.a. med, at det kan betale sig, og at det gavner danske erhvervsinteresser !
Alene af den grund og for at hykleriet ikke bliver alt for åbenbart, er det godt at styre efter “Pragmatisk idealisme”
Jeg er fundamentalt enig i, at det er vigtigt at have nogle idealer (et idealistisk kompas) at styre efter. Nogle gange viser det sig, at den lige vej – en højt udmeldt idealisme – ikke er den, der bedst giver resultater.

Et eksempel kan måske illustrere pointen. Nemlig den politik, der ledte op til Helsinki-konferencen i 1975 bl.a. Willy Brandts “Østpolitik”. På Helsinki-konferencen blev man enige om – pragmatisk – at tage grænsedragningen efter 2. verdenskrig til efterretning, idet man sagde, at ændringer kun kunne ske med fredelige midler. Det var vigtigt for magthaverne i Sovjetunionen. Samtidig blev man enige om, at menneskerettighederne herunder de fundamentale frihedsrettigheder skulle respekteres, hvilket var vigtigt for de vestlige lande.
Paradokset er, at denne aftale – der indebar en de fakto anderkendelse af de eksisterende grænser og Tysklands deling – blev afsættet til Tysklands fredelige genforening og demokratiseringen i Østeuropa.
Den nye Udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi. Den seneste udenrigspolitiske strategi blev præsenteret af den socialdemokratiske et-parti regering i begyndelsen af 2022. Siden da har verden ændret sig radikalt som følge af den russiske invasion af Ukraine. Så alene af den grund var der behov for en ny strategi. Men der var også behov for en ny strategi, da vi fik en ny SVM-regering hen over midten i december 2022.
Det vil mht. kommentarer derfor være mest relevant at sammenholde den med SVM-regeringsgrundlagets udenrigspolitiske afsnit.
I forhold til SVM-regeringsgrundlaget (som jeg kommenterede i et notat 16-1-2023 ), er der sket en række afklaringer og – synes jeg – forbedringer.
I strategien har FN fået en mere fremtrædende plads (hvilket jeg efterlyste). Det gøres også klart – at Danmarks muligheder for at påvirke udviklingen går gennem vores medlemskaber og alliancer. NATO på det sikkerhedspolitiske område, men først og fremmest understreges det, at vores indflydelse går gennem EU. Det er værd at hæfte sig ved, når man tænker bare nogle få år tilbage. Der skrives: “Danmark og Europa skal tilpasse sig en geopolitisk virkelighed præget af dyb mistillid, langvarig konfrontation og uforudsigelighed”. Jeg er ikke i tvivl om, at “uforudsigeligheden” også er møntet på USA. Derfor må EU udvikles også på det sikkerhedspolitiske område. EU skal også spille en større rolle på den internationale scene. Strategien forudser et EU med flere medlemmer og – uden at det siges helt klart – til en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Strategien ser også på de længeresigtede konsekvenser (frem mod 2050) af, at balancen skifter i den globale økonomi (Fra USA-EU over mod Asien) og befolkningsmæssigt en stigning (Fra USA-Europa over mod Afrika).
Man gør også opmærksom på, at globaliseringen er under forandring. Der kommer nok nye spilleregler. Hvor man lander er endnu ikke klart. (Det var også en overvejelse, man har i OECD, viste GS’ studierejse til OECD i april 2023).
I forhold til regeringsgrundlaget er der skruet ned for retorikken. Vi skal fortsat arbejde for “Ligeværdige partnerskaber”. Mht. Afrika, hvor der i høj grad har manglet “ligeværdighed”, konstaterer man ikke blot, at “Afrika er Europas nabo og et kontinent i vækst”. Man siger nu også eksplicit, at man skal samarbejde med den Afrikanske Union for “at finde fælles løsninger på globale udfordringer”. Man nævner, at der er en Afrikaplan på trapperne. “Den vil styre den danske indsats for stærkere samtænkning og for styrkelse af bilaterale og europæiske tiltag på tværs af vores engagement”.
Jeg efterlyste i mine kommentarer til regeringsgrundlaget, at man eksplicit burde nævne den Afrikanske Union (AU) som samarbejdspartner. Det er nu sket !
I regeringsgrundlaget stod, at udviklingsbistanden “ligeledes skal understøtte handel og udbredelse af markedsøkonomiske principper” Det er ikke gentaget i strategien. Godt, hvis man ønsker en ligeværdig dialog.
Jeg håber, at den Afrikaplan, der er på trapperne, også vil pege på, at man bør genoverveje hvilke ambassader, man ønsker, og at oprettelse og nedlæggelser sker i konsultation med de afrikanske partnere. Lukningen af ambassaden i Tanzania forstår meget få Afrika-kendere.
I strategien konstaterer man, at befolkningen vokser i Afrika. Afrika vil i mange år frem have en ung befolkning. Det burde set fra et aldrende Europa være en positiv udfordring, når vi mangler arbejdskraft. Eller har vi noget mod sort arbejdskraft?

How can we foster a Fourth Democratic Wave

Andres møder:

Dansk Institut for Partier og Demokrati inviterer onsdag 17. maj til præsentation af en såkaldt playbook, der beskæftiger sig med ikke-voldelige sociale modstandsbevægelsers rolle i sikring af menneskerettigheder og demokrati i verden.

Hardy Merriman, formand for International Center on Nonviolent Conflict og nonresident senior fellow ved Atlantic Council er forfatter til den nye playbook, og præsenterer den: 

Onsdag 17. maj kl. 9:30 – 11:00

Christiansborg, Proviantgården, Pro D

Et panel af debattører medvirker: 
• Trine Mach, udenrigs- og udviklingsordfører for Enhedslisten
• Adam Moe Fejerskov, seniorforsker ved DIIS
• Time Whyte, Generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke.

Se mere og tilmeld via linket her

 

Censur og ytringsfrihed – hvor går grænsen

Menneskereetsgruppen inviterer til internt møde for alle Globale Seniorer.

Til debat står vanskelige spørgsmål, så som: Hvornår er staten berettiget til at skride ind for at begrænse den betydningsfulde menneskeret:  Ytringsfriheden. Og i tillæg hertil: Er der nogen  befolkningsgrupper, herunder professionelle grupper, som ikke har fuld ytringsfrihed? I hvilket omfang er der begrænsninger for danske borgere til at modtage informationer fra udlandet?

Henrik Døcker indleder med et historisk-politisk-juridisk rids af problemstillingerne, herunder deres internationale aspekter.

Herefter  er  ordet frit – til en forhåbentlig intensiv diskussion.

Som inspiration til diskussionen vedlægges her uddrag af to nyligt offentliggjorte sager.

 

Regeringens udenrigspolitik

En kommentar til SVM-regeringsgrundlaget

Pistol, FN Foto: Flavio Botana Pixabay

Det var med spænding jeg kastede mig over det udenrigspolitiske kapitel i regeringsgrundlaget for den nye SVM-regering. Regeringen er en erklæret reformregering med et flertal hen over midten.
Ikke overraskende stod der meget om sikring af Danmark og styrkelse af forsvaret. Ambitiøst – og til dels nyt – var det også, at Danmark skal spille en mere aktiv rolle i EU og i det hele taget benytte EU mht. at opfylde de ambitiøse målsætninger. Så, helt opløftet blev jeg, da jeg så, at der skulle gøres en øget indsats i Nærområderne og ikke mindst i Afrika.

Udenrigsområdet styrkes.

Det så godt ud. Og da der samtidig blev sat “sværvægtere” på posterne som udenrigsminister og udviklingsminister, er der en god mulighed for, at udenrigspolitikken kan slå igennem i regeringen, men også at ministrene kan sikre, at målsætningen om at “styrke udenrigstjenesten og diplomatiet” ikke blot bliver tomme ord, men også omsættes i handling. Det er der behov for efter mange år med nedskæringer og ikke mindst i lyset af, at Danmark overtager formandskabet for EU i 2. halvår af 2025 og håber på, at blive medlem af FN’s sikkerhedsråd i årene 2025 og 26.
Det ser umiddelbart fint ud. Men når jeg nærlæser teksten, bliver jeg i tvivl om, det virkelig er helt så positivt.

Hvad med FN?

Det første jeg studser over er indledningen, hvor man nævner, at “den internationale orden er under pres globalt og, at vi derfor skal bruge vores alliancer og vores medlemskab af EU og NATO til at “forsvare landes ret til selvbestemmelse, menneskerettigheder og demokrati”. Hov hvor blev FN af? Er FN-systemet ikke relevant på det overordnede plan? Verdensmålene. FN’s særorganisationer… Og var det ikke FN’s sikkerhedsråd vi stræber efter at blive medlem af i 2025-26?
Troværdig og ligeværdig dialog. Det er glædeligt, at regeringen erklærer, at “Danmark skal engagere sig i en troværdig og ligeværdig dialog særligt overfor udviklingslandene i det globale syd, der ofte oplever ikke at blive hørt, selv om de påvirkes hårdt af den globale udvikling og har mindst at stå i mod med”. Det er der behov for. Men hvad er realiteten?
Når regeringen roser sig af at leve op til FN’s mål om at bruge 0,7 % af BNI på udviklingsbistand, så synes det som om, at man vil benytte meget af bistanden på Ukraine og meget på klimaindsatsen. Men har regeringen og især den nye udenrigsminister helt glemt, at han som formand for COP15 i København meddelte, at klimaindsatsen skulle være i TILLÆG til den ordinære udviklingsbistand. Jeg noterer i øvrigt også, at fattigdomsbekæmpelse ikke længere indgår som et fremtrædende mål for bistanden. Der lægges i høj grad vægt på, hvad der kan gavne Danmark.
Og hvad skal udviklingsbistanden i øvrigt benyttes til? I regeringsgrundlaget skrives, at den “ligeledes skal understøtte handel og udbredelse af markedsøkonomiske principper, herunder en bedre håndhævelse af den private ejendomsret”. Hvad hvis partneren i den “troværdige og ligeværdige dialog” har andre ønsker? Er det så: “take it og leave it “?

Fokus på Afrika.

Jeg synes, det er fint, at regeringen vil have særlig fokus på Afrika og “sætte sig i spidsen for at skabe en ramme for en markant styrket europæisk indsats i Afrika.” Det ville samtidig være godt, hvis regeringen eksplicit kunne sige, at samarbejdet mellem EU og den Afrikanske Union (AU) bør styrkes for at forebygge en “del og hersk politik” og samtidig bidrage til at styrke samarbejdet mellem de afrikanske lande.
Det er naturligvis vigtigt at diskutere klimaudfordringerne og sikkerhedspolitik. En anden væsentlig udfordring for både Europa og Afrika er demografien. Men af forskellig karakter. I Europa en aldrende befolkning og i Afrika en ung befolkning. Det burde kunne omsættes til en win-win situation.
Sluttelig. Det vil være godt, hvis regeringen hele tiden vil huske målsætningen, at “Danmark skal engagere sig i en troværdig og ligeværdig dialog”.
Var det det den tidligere regering gjorde i forholdet til Tanzania inden man besluttede at nedlægge ambassaden? Ellers er der her et godt eksempel på at spørge, om det er det Tanzanias regering ønsker?
Det er ikke for sent med en troværdig og ligeværdig dialog med Tanzania. Og beslutninger kan jo ændres, som regeringspartierne har vist talrige eksempler på.

Per Bo

16.1.2023

Serberne: Stadig en urofaktor i Bosnien og Kosovo?

Serberne i både Bosnien-Hercegovina og Kosovo  har igen vist sig at volde store politiske vanskeligheder. De to Balkan-stater er konfronteret med mindretal (i Bosnien også kroaterne), hvis ledere stadig er utilfredse med de nye grænser, der blev trukket oven på de krigeriske begivenheder i 1990erne.

Efter valget i Bosnien-Hercegovina i september  2022 har der vist sig spinkle  håb  om en opblødning af de forstenede strukturer, som har præget Bosnien næsten siden Dayton-freden i 1995. Ikke kun de to kristne af de tre “konstitutive” befolkningsgrupper i landet: serbere, kroater og bosnjakker (tidl. kaldt “muslimani”) saboterer enhedsstaten, men også kræfter udefra. Den struktur, landet  fik,  er blevet så kompliceret, at det nu er global rekordindehaver i antallet af ministre pr. indbygger. Men et generationsskifte har sidste år indfundet sig og dermed opblødt de ultrakonservative fløje blandt politikerne.

“Bosnien-Herzegovina” er et internationalt anerkendt folkeretssubjekt, som er opdelt i to “enheder”, hvoraf den serbisk-dominerede, som benævner sig “Republika Srpska”, stadig stræber efter fuld egen suverænitet, mens den anden, “Føderationen” (af kroater og bosniakker) er opdelt i 10 “kantoner”, hvor hver af de to befolkningsgrupper, der dér deler magten, dominerer i halvdelen af kantonerne. Og det selv om bosniakkerne i dag udgør over halvdelen af hele republikkens befolkning og kroaterne kun ca. 15 pct.

Det antaster i det hele taget begreber som suverænitet (højhedsret over et samlet territorium) og stat versus nation (her i betydningen befolkningen i staten), samt hvordan de enkelte befolkningsgrupper skal defineres. Noget som i høj grad  kan bruges – og misbruges – under hede politiske debatter.

Taget fra internettet "Athenas" -formidler af foredrag.

Karsten Fledelius, pensioneret universitetslektor og tidl. formand for Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, har (blandt meget andet) fulgt Bosnien og Balkan i en meget lang årrække og skrevet bøger om områdets blodige nutidshistorie , hvoriblandt kan fremhæves den prisbelønnede“Vanviddets vidner” fra 2000 (sammen med Birte Weiss).

Mødet er arrangeret af Globale Seniorers Folke- og Menneskeretsgruppe.

 

Europaparlamentet

“Generationssamtaler” – en workshop om at stemme.

Vi havde fornøjelsen af at have selskab af nogle af Globale Seniorers medlemmer til et tidligere arrangement, hvor to generationer mødtes for at snakke om, hvordan man styrker demokratiet. Vi oplevede jeres medlemmer som utrolig engagerede og flere gav udtryk for, de gerne ville deltage til et lignende arrangement – og sådan et har vi her d. 6. december kl. 14-16, hvortil vi gerne vil invitere jeres medlemmer.
Arrangementet hedder “Generationssamtaler” og har samme format som sidst, hvor to generationer mødes og snakker om et givet emne i en modereret samtale. Det er en workshop om at stemme i europæisk kontekst. Gennem et guidet forløb skal vi snakke om, hvad der motiverer til at stemme, og hvilke politiske emner der er vigtige i et europæisk perspektiv på tværs af generationer. Jeres medlemmer repræsenterer en erfaren gruppe, der har haft mulighed for at stemme mange gange – måske endda også i 1972 da vi meldte os ind i EU. Den anden generation består af unge i alderen 15-19, som er nye eller kommende vælgere. De er en blandet gruppe på tværs af skoler og har alle vist interesse i at indgå i samtaler om at stemme og EU.
Generationssamtaler er altså en demokratisk øvelse, hvor man kan bidrage med forskellige erfaringer, bekymringer og perspektiver. Hertil håber vi, at I kan bidrage med jeres livslange erfaring, færdigheder og forståelse af samfundet.
Der bliver serveret kaffe/te og kage til arrangementet. Arrangementet er arrangeret af Oplev Europa, Europa-Parlamentets og -Kommissionens informationscenter.
Generationssamtaler afholdes d. 6. december kl. 14-16 i Europa-Huset på Gothersgade 115 i indre København. Tilmelding er nødvendig og skal gøres ved at indsende sit fulde navn til info@europa-huset.dk senest d. 25. november. Eventuelle spørgsmål kan rettes til samme mail eller på 33 17 05 52.
Bedste hilsner,
Pernille Kjær Ramsdahl
Oplev Europa
Gothersgade 115
1123 København K
Tlf.: 33 17 05 52
https://oplev-europa.eu/

Europa-Kommissionen lægger stor vægt på beskyttelse af personoplysninger. Alle personoplysninger behandles efter reglerne i forordning (EU) 2018/1725.
Alle personoplysninger, som behandles af Generaldirektoratet for Kommunikation/Europa-Kommissionens Repræsentationer, behandles i overensstemmelse hermed.