Af Henrik Døcker                                                                                                                   25.5.2023

Det kunstige spørgsmål om, hvorvidt Ukraine er en ”rigtig” stat, er atter til debat efter at Kinas Frankrigs-ambassadør har ytret sig om spørgsmålet. Først kom som bekendt den russiske diktator Vladimir Putin, der på basis af sine egne amatørhistoriske studier fandt invasionen i Ukraine retfærdiggjort, fordi Ukraine ikke faldt ind under statsbegrebet. Selv om de fleste nok opfatter dette som et retorisk spørgsmål, er det umagen værd at dykke lidt ned i problemstillingen.

Der er ikke autoritativt i folkeretten fastsat kriterier for en stat – opfattelserne divergerer mellem alverdens mange lande. Men man kan hente betydelig vejledning ved at søge i traktatretten, dvs. blandt mangfoldigheden af internationale aftaler. Her springer Montevideo-konventionen af 1933 i øjnene, idet den simpelthen opstiller tre grundlæggende betingelser for forekomsten af en stat : 1)Et defineret territorium, 2) en statsbefolkning og 3) en reel myndighedsudøvelse. Hertil føjes undertiden 4) evnen til at indgå traktater med andre stater.
Formelt er denne konvention kun ratificeret af 17 latinamerikanske stater, men EU har udtalt enighed i principperne.

For at blive medlem af FN, er det imidlertid ikke nok at opfylde disse kriterier, selv om FN-pagten i princippet står åben for alle ”fredselskende” nationer. Hvert af Sikkerhedsrådets fem permanente medlemmer (USA, Storbritannien, Frankrig, Rusland og Kina) kan imidlertid nedlægge veto mod et kandidatlands optagelse. Det er således begrundelsen for, at Kosovo i dag ikke er med i verdensorganisationen.
Hvad angår Ukraine, så blev det allerede i 1945 optaget i FN. Det skyldes en aftale mellem USA og det daværende Sovjetunionen om, at Ukraine og Hviderusland (Belarus) skulle være FN- medlemmer som en slags modvægt mod de latinamerikanske republikker, der efter russisk opfattelse alle ville stemme det samme som USA i FN’s Generalforsamling. Reelt blev disse to delstater i Sovjetunionen først selvstændige efter almindelig folkeretlig opfattelse i 1991.
Der er nok af særegne eksempler på statsdannelser, som falder uden for hvad man kunne kalde et ”almindeligt mønster”, og som altså godtgør, at Montevideo-konventionens logiske tre-fire betingelser ikke er tilstrækkelige , hvis man skal hele verden rundt. Eksemplet Nord-Cypern vil vise det. Cypern blev efter at have været britisk besiddelse siden 1878 en selvstændig republik i 1960. Det græske befolkningsflertal havde fra begyndelsen et mildest talt anstrengt forhold til det tyrkiske befolkningsmindretal, og i 1974 eksploderede stridigheder, chikanerier og vold i en så uholdbar situation, at Tyrkiet foretog en militær invasion på østaten – med basis i de såkaldte Zürich- og Londonaftaler af 1959. De havde taget højde for skrøbeligheden i de indviklede aftaler om forholdet mellem de to befolkningsgrupper ved besættelse af offentlige stillinger.

Den Nordcypriotiske Republik kom officielt til verden i 1983, men er kun diplomatisk anerkendt af Tyrkiet. Løsrivelsen fra republikken Cypern er kendt folkeretsstridig af såvel FN som EU og en række andre internationale organisationer. En uendelig række forhandlinger har ikke løst problemerne siden da – og det er ikke for meget sagt, at her er tale om en ”frossen konflikt”. Græsk- og tyrk-cyprioter boede oprindelig ind mellem hinanden, idet dog hovedparten af tyrk-cyprioterne befandt sig i øens nordlige del.

En anden pariastat i verden er Taiwan. Den store kinesiske ø blev tilholdssted for general Chiang Kai-Shek, og hans militærstyrker, da han i 1949 mistede herredømmet over det store Fatslandskina, som var blevet erobret af Mao Tse-Tungs kommunistiske tropper. Længe opretholdtes en illusion om at Chiang repræsenterede Kina internationalt, ikke mindst gennem FN. Men 1971 skiftede USA radikalt kurs i sin Kina-politik og besluttede at støtte Maos Kinesiske Folkerepublik, som så også overtog repræsentationen af landet i FN – mest markant som permanent medlem af Sikkerhedsrådet.

Palæstina er en anden svært definerlig statsdannelse, placeret i en uoverskuelig langstrakt og vanskelig situation. Siden 1967 har områdets to bestanddele Vestjordan landet og Gaza-striben været besat af Israel – og dermed forhindret i at springe ud som en fuldt suveræn stat. Alligevel har 138 stater, incl. Danmark, anerkendt Den Palæstinensiske Myndighed med administrativt center, à la hovedstad i Ramallah. Som Kosovo og Nord-Cypern er Palæstina -tidligere en del af Det Osmanniske Rige og siden hen mandatområde under Storbritannien – forhindret i at blive medlem af FN, men er dog optaget i nogle af dennes særorgansationer.
Den langvarige israelske besættelse har umuliggjort, at territoriet har kunnet opnå prædikat af folkeretssubjekt i dette ords almindelige forstand. På den anden side har det opnået en magtfuld status ved at tilslutte sig Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol i Haag , således at det – under nærmere bestemte folkeretlige vilkår – vil kunne indstævne enkeltpersoner eller stater for denne domstol.
For fuldstændighedens skyld skal nævnes, at territoriale stridigheder mellem verdens stater – og de 193 af dem er medlem af FN (Kosovo og Vatikanstaten står udenfor) – kan afgøres af Den Internationale Domstol, også i Haag, under forudsætning af at de stridende parter samtykker. Danmark har eksempelvis haft to sager mod Norge , som dels ville sætte sig på en del af Østgrønland , dels ville have et større søterritorium ud for øen Jan Mayen også ved Grønland. I begge tilfælde fandt domstolen, at Danmark havde suverænitet her. Et mindre antal grænsekonflikter i Afrika og Latinamerika er også afgjort af denne domstol.