Globale Seniorer

Europa-café-møde

Europagruppen indkalder til Europa cafe møde

For et antal år siden var nogle af os på en meget dejlig og udbytterig studietur TIL EISENACH hvor vi med gode venners hjælp fik gode kontakter så vi kunne DISKUTERE følgerne og følelserne i forbindelse med “die wende”.

Rune Lykkeberg skrevet en artikel på grundlag af en af sine langsomme samtaler denne gang med Daniel Kubiak: “Der er to fortællinger om østtyskerne i dag. Og de er begge forkerte”… som vi måske kunne tage lidt fat i, hvis vi snakker Tyskland igen i Europagruppen på et kommende Europa cafe møde den sidste mandag i hver måned.

Link til artiklen i Information 3.1.2025:

Der er to fortællinger om østtyskerne i dag – og de er begge forkerte af Rune Lykkeberg, Daniel Kubiak

Ole og KI er rejst til Sri Lanka, så vi får ingen oplæg om et brændende EU spørgsmål, men vi kan jo godt få gang i en snak om interesse og mål for kommende studierejser herunder:

Dagsorden:

1) Tilbage til det tidligere Øst-Tyskland – fokus. Interesserede (Marie anker)

2) Er der interesse for en ny tur til det tidligere Østtyskland? Er der basis for opstart af ny interessegruppe for studierejse til Øst Tyskland efter forbundsvalget i 2025?

Bulgarien – et land med udfordringer

GS på studietur i Bulgarien - et land med politiske og demokratiske udfordringer

Af Marie Thun og Per Rønne-Nielsen
Globale Seniorer 

Globale Seniorer på hovedstrøget i Sofia

Valg i Bulgarien den 27. oktober 2024

Der var valg til Parlamentet (Sabranie) i Bulgarien den 27. oktober, det var 7. gang på 3½ år. En række partier stillede op til valget, stort set alle kendte partier og kendte politikere. Det blev det store parti GERD (højre centrum parti) i valgalliance med UDP, der vandt valget med 26,4% af stemmerne. En fremgang men ikke nok til flertallet. Nu får vi se, hvordan det går med at danne regering – sporene skræmmer. De sidste 3½ år har det ikke været muligt at samle en regering, der kunne eller ville regere landet.

Der er tradition for at indgå taktiske valgalliancer mellem to eller flere partier forud for valgdagen. Også denne gang. Syv partier/valgalliancer opnåede at komme over spærregrænsens 4%. Valgdeltagelsen var lav (38,9%), men højere end valget i Juni (34%). I juni var der som bekendt også valg til EU-parlamentet, her var stemmeprocenten ca. 50%. Det er et tegn på, at vælgerne godt vil forholde sig til den europæiske dagsorden, men ikke ønsker at støtte det nationale valg.

Kan man stole på valget? Der tales i offentligheden i Bulgarien åbent om stemmekøb i stor stil. Men det chokerer ikke befolkningen så meget som det ville gøre i Danmark. Et tegn på stemmekøb kan være, hvis små landsbyer kommer ud af valget med næsten alle stemmer afgivet på et parti. Her har oligarker og rige forretningsfolk naturligvis en fordel. Stemmekøb er ulovligt, men vanskeligt at føre bevis for.

Interessen i Danmark for valget i Bulgarien har ikke været stor. De danske mediers interesse for valget har været yderst beskeden på trods af, at Bulgarien har været medlem af EU siden 2007 og der er væsentlige informationer at give videre til den danske befolkning om et EU land med mega stor korruption, politisk ustabilitet, et land tæt på Rusland både geografisk og historisk.

Studietur til Bulgarien
GS Balkangruppe har været på studietur til Bulgarien i oktober 2024. Det var en god oplevelse og på alle måder vellykket.

Møde med unge romaer i Plovdiv

Første halvdel af turen gik til Sofia, hvor vi holdt møder med NGOer og universitetets folk om minoriteternes vilkår, om kampen mod korruption, om landbrugsreformer og ikke mindst om den politiske situation i Bulgarien.

Derefter tog vi til Plovdiv, den andenstørste by i Bulgarien. Her besøgte vi en ungdomsorganisation i roma-bebyggelsen “Stolipinovo” ved floden Maritsa. Roma- bebyggelsen rummer ca 70.000 romaer.

Beskrivelse af politisk kaos og resignation i befolkningen
Hver gang vi holdt møde med en NGO eller en universitetsforsker spurgte vi bl.a. ind til den politiske situation i landet. Det gennemgående træk i alle samtaler var, at folk ikke har tiltro til, at valget bringer ændringer for dem. De trak på skuldrene og smilede skævt, nærmest undskyldende. Der er en betydelig resignation i befolkningen. Der var heller ikke meget politisk manifestation med plakater, uddelinger eller boder til støtte for den politiske proces eller valget. En exit poll viste, at 63% af de interviewede faktisk ikke havde bemærket, om der var plakater eller valgmateriale i det offentlige rum.

Det er bemærkelsesværdigt, at det ikke er muligt at sammensætte en regering blandt de valgte parlamentarikere. De seks valg, der har været de sidste 4 år har kun medført 2 regeringer, og de har kun siddet i korte perioder.

Regeringsopgaven er mellem valgene overgivet til neutrale politiske teknikere i forretningsministerier. Det skuffer vælgerne, der jo foretrækker handlekraftige regeringer, der har et ønske om at skabe forandringer og resultater.

Vi holdt møde med Strahil Deliyski, professor, Ph.d., som er en kendt politolog og kommentator i Bulgarien. Befolkningen har mistet tilliden til den politiske elite, der er stor afstand mellem politikerne og befolkningen. Politikerne handler ud fra egne interesser og de er på ingen måde interesseret i at inddrage befolkningen. Denne situation viser sig bl.a. i den lave valgdeltagelse. Der er således ingen forbindelse mellem partierne og befolkning, og partierne er kun optaget af at sikre egne snævre interesser, sagde han. Den bulgarske “kapital” kan heller ikke finde ud af at samarbejde til det fælles bedste.

Hvor lang tid holder valgresultatet? Skal bulgarerne snart til stemmeurnerne igen (for 8. gang), spurgte vi. Der går nok ½ år, frem til næste forår var svaret. De unge er mere demokratisk orienterede end de ældre. Det er det positive, sluttede Strahil Deliyski.

Det politiske billede er præget af (højre)populisme. Ideologier er på retur og afløses af kortlivede politiske alliancer om dagsaktuelle problemstillinger. Man kan frygte, at det gør landet endnu mere skrøbeligt og at den skrøbelighed har konsekvenser for resten af EU.

Traditionelt og historisk har der været ægte venskabelige bånd mellem Sovjet/Rusland. Startende med hjælpen under selvstændighedskrigen i 1876. Det hænger ved i nutiden, hvor flere partier er enten pro-russiske eller fx neutrale i Ukraine konflikten. Prorussisk et er tegn på, at man holder fast i det oprindelige, det konservative og det trygge.

18. november 2024

Møde for Europa temagruppens medlemmer

Foreløbig dagsorden:

1. Ang. Europa Café

Tanken er, at vi etablerer et månedligt Europa-møde, som vi alle er fælles om, og som både kan rumme politiske og kulturelle emner. Der kan være tale om at genfortælle en bog eller at præsentere en tænker, man er stødt på. Hvor det er muligt, trækker vi gæster med ind i caféen, eller vi benytter os af Zoom til at tale med folk i udlandet.

Måske har nogen lyst til at præsentere kager eller andre lækkerier fra et sted i Europa og fortælle lidt om baggrunden for de lokale traditioner?

Ole tilbyder at lave en power-point præsentation om et aktuelt politisk emne ved hvert møde; resten aftaler vi fra gang til gang.

2. Åbne GS medlemsmøder med oplæg og efterfølgende diskussion

a. England efter valget – ved Ole Helmersen, lektor emeritus på CBS afholdes onsdag den 13.11 kl. 13:00-15:00  i Store Claus, Byens Hus.

b. Tyskland efter valget – tid/sted og oplægsholder endnu ikke bekræftet v Finn H.

c. Italien efter valget – tid/sted og oplægsholder endnu ikke bekræftet v Ole.

d. Frankrig efter valget- tid/sted og oplægsholder endnu ikke bekræftet v Nina E/Ole.

3. Hvordan griber vi problemstillingen om ”Europa i forhold til resten af verden” an?

En diskussion om Europas rolle i verden igennem geopolitikkens prismer. Gruppediskussion om fokus, vinkel og mulige oplægsholdere.

4. Forslag om studierejse til Baltikum i forsommeren 2025

Fokus på Europas randområder hvor de små nationer der grænser op til en stor russisk nabo – lever med store russiske mindretal og en kompliceret fortid  v Vibe og NinaE

5. Forslag om studierejse til den østlige del af Tyskland efter det kommende Forbundsvalg i september 2025

– hvis der er interesse blandt vore medlemmer v Marie

6. Evt

 

HUSK at tilmelde dig på hjemmesiden – og husk at melde fra på hjemmesiden hvis du bliver forhindret i at deltage.

Parlamentsbesøg i Vilnius/Litauen

Af Gitte Vesterlund

Indtryk fra Vilnius

Hvis vi – bevidst eller ubevidst – havde forestillet os, at når vi kom til Vilnius, ville vi møde en by i gammel sovjetisk stil, forstod vi hurtigt, at vi havde taget fuldstændig fejl.

Vilnius skinner med mange flotte, lyse bygninger i barokstil – nogle få i jugend stil – af grønne parker og masser af åbne pladser med træer, blomster i alle farver, monumenter og kunst, restauranter og cafeer langt ude på fortovet og den lange gågade fyldt med lokale og turister.

Der er et myldrende liv med unge, moderne mennesker, skoleelever, studerende.

Der er intet ”sovjet” over de centrale dele af byen.

Mange af de omliggende sovebyer – bygget i sovjettiden – et relativt velholdte og med masser af grønne områder.

Og når vi taler med litauerne viser de stolte, at de er et selvstændigt land med eget sprog, eget flag, egen politik, egen nationalsang……..

  • Vi har stadig ikke mange penge, det er hårdt at få hverdagen til at hænge sammen, men vi har det bedre end i sovjettiden, fortæller de.

På besøg i parlamentet hører vi, hvordan den gamle sovjetiske parlamentssal ikke blev revet ned, men omdannet til museum og det nye parlament bygget i sammenhæng med det gamle. Historien er ikke slettet.

Vi hører stoltheden over, hvordan folket byggede barrikader af alle mulige materialer, og samlede en bred mur af borgere rundt om parlamentet, da Sovjethæren i vinteren 1991 – efter at Litauen havde erklæret sig selvstændig – troede, at de med tanks, våben og soldater kunne forhindre løsrivelsen. Men Sovjet blev mødt af et samlet folk, og de måtte opgive.

Ligeså stolte de er over deres kamp for at forsvare deres parlament, ligeså stor er sorgen over de 16 mennesker, som sovjethæren skød og dræbte i forsøget på at indtage fjernsynstårnet i Vilnius og derfra overtage Litauen igen. Men også dette måtte Sovjet opgive, da det lykkedes litauerne at genskabe radio og tv kommunikationen til hele Litauen fra byen Kaunas og fra parlamentet.

Vi møder en stolthed over The Baltic Way, da de i 1989 dannede en kæde af mennesker fra Litauen over Letland til Estland – uden voldelige optøjer. Med et nymodens udtryk, kunne de sige: Vi gjorde det!

Inde i den nye parlamentssal, der er bygget i lyse, nordiske toner, fortæller de stolt, at Litauens demokrati i dag er meget liberalt. Der er ingen ekstrem højrefløj, der er ingen ekstrem venstrefløj.

Hvorfor ikke, når vi i Europa netop ser især udviklingen af en ekstrem højrefløj?

Svaret er, at efter de genvandt deres selvstændighed var der konsensus i det politiske liv om, at ingen ville fortsætte det sovjetiske regimes metoder, de ville have noget nyt.

De ville ikke have sovjets politiske system, heller ikke sovjetisk skolesystem, og de ville ikke have det russiske sprog og symboler. Fra dag til anden ophørte man med at undervise i russisk og gik over til litauisk med engelsk som første fremmedsprog.

En af vores værter udtrykte det på denne måde: min datter på 41 år taler perfekt russisk, men hendes kusine på 38 taler ikke et ord russisk, men rigtig godt engelsk.

Og mange af de unge mennesker vi møder på gader, i parker, på cafeer taler et glimrende engelsk – ligeså godt som unge danskere.

Så selv om der stadig er korruption og nepotisme, er det langt mindre end under sovjetregimet. Og selv om mange lever i fattigdom og pensionerne er meget små og det bliver sværere for de voksne børn at tage sig af forældrene, så foretrækker de et selvstændigt Litauen frem for fremmed overherredømme med deportationer til Sibirien, vilkårlige fængslinger, forsvindinger.

Udgivet 9.10.2024

Globale Seniorer møder ungdommen i Vilnius

Postkort fra Litauen

Maria Justiniano,
Globale Seniorer

 

En velklædt og veltalende ung studerende, Umberto Masi, tager imod os på gaden i Vilnius. Han er formand for Lithuanian Youth Council, LiJOT, i hvis lokaler vi bliver bænket på stole, i sofaer og sækkestole.
Her går han i gang på flydende engelsk med at fortælle om deres paraplyorganisation som med mere end 63 medlemsorganisationer er den største NGO i Litauen. Der er 8 ansatte i LiJOT og de har et samarbejde med en række europæiske organisationer, herunder Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

De støtter – ikke overraskende – kraftigt Ukraines kamp. Vi har allerede set mange gule og blå flag over hele byen. Litauen har et særdeles anstrengt forhold til Rusland, idet ca. 370.000 litauere blev deporteret til fangelejre i Sovjettiden. .

Palæstinaspørgsmålet er mere delikat, da ca. 200.000 jøder blev henrettet i Litauen under 2. Verdenskrig. Det var 95% af den jødiske befolkning. Diskussionen om Palæstina er meget polariseret, selvom der er ganske få palæstinensere i Litauen.

Umberto, som er søn af en litauisk mor og en italiensk far, bor hjemme endnu, selvom han er 25 år. Det er svært for unge studerende, som flytter ind til Vilnius for at studere, at finde en selvstændig bolig. De er ikke begejstrede for kollegierne, som har meget små værelser, der ofte deles af to studerende.

Han slutter af med at fortælle om deres kampagne for at nedsætte aldersgrænsen til at stemme ved kommunalvalg til 16 år. Det fik en af vores litauiske værter til at udbryde: “nej, det må I ikke, jeg kan huske hvor dum jeg selv var som 16 årig”! Imidlertid argumenterede Umberto for, at det er vigtigt at engagere ungdommen tidligt i demokratiet, ellers mister de interessen.

Et spændende besøg med en meget energisk og engageret ung mand, der fortalte at han havde lært sit fejlfri og flydende engelsk gennem computerspil og YouTube.
Vi sluttede af med et gruppefoto udenfor.

Udgivet 30. september 2024

Postkort fra Vilnius/Litauen

Besøg i sansehave på dagcenter og plejehjem for demente i Vilnius 2024. Foto: GS

10 dages studierejse til Vilnius i Litauen med afsæt i Seniorpolitisk Temagruppe i Globale Seniorer førte os bl.a. til flere rigtig interessante besøg i forskellige sociale institutioner i Vilnius.  Vi besøgte et hospice og et dagtilbud for borgere med psykisk- og fysisk funktionsnedsættelse men også et dagcenter for visiterede demente borgere i kombination med et ’Independent living home’.

Fælles for alle de institutionstyper, som vi besøgte var, at de i realiteten var de eneste af deres art i hele landet, og bemandet med ildsjæle – hver og en.

Som de eneste tilbud af sin art i landet afspejler disse institutioner tilsyneladende en begyndende samfundstrend i Litauen, der indebærer, at ikke alle familier nødvendigvis længere har mulighed for at tage sig af deres gamle eller syge pårørende på samme måde som tidligere.  

Hospice var et katolsk drevet sted og finansieret via kirkelige donationer og indsamlinger. Dagtilbuddet for borgere med psykisk- og fysisk funktionsnedsættelse var drevet af socialfagligt uddannet personale og baseret på såvel private som offentlige tilskud og salg af produkter.

Til gengæld var tilbuddene til de demente borgere i dagcenterregi og ’Independent living home’ financieret af 3 årige offentlige projektmidler og blev drevet af socialfagligt uddannet personale – så vidt vi forstod på bachelor-niveau.

Bygningen, hvor dagcentret, samt ældreboligerne var placeret, lå i udkanten af Vilnius og var en del af en stor boligmasse. Ældreboligerne var i stueetagen og til og med 3. etage, og dagcentret lå på 4.sal.

Beboerne i ældreboligerne var ensomme, skrøbelige og ofte hjemløse ældre uden nogen ordentlig familiær tilknytning; her boede desuden en del ældre, traumatiserede ukrainere fra Donbass – regionen.

Efter løsrivelsen fra Sovjetunionen med uafhængighedserklæringen i marts 1990 emigrerede mange unge litauere til vestlige lande, og derfor er der opstået et generations-gap, hvor en stor del af denne generation ikke har mulighed for at påtage sig rollen som nære omsorgspersoner. Det betyder at samfundet generelt oplever, at mange demente og svage gamle mennesker begynder at pible frem i sprækkerne, fordi de måske er ved at falde igennem, når de ikke længere kan klare sig selv. Måske er der ikke flere i antal; men snarere er de blevet mere ’synlige’ i samfundet.

Det virkede på os, der deltog i besøget, som om dagcentret og ’Independent living home’ var et konkret udtryk for en slags første bud på en Litauisk model for, hvordan man vil forsøge at strikke fremtidens forudsigelige problemstillinger på pleje- og omsorgsområdet sammen, og det var et usandsynligt dedikeret og dygtigt personale der stod for den daglige drift og visitation til de forskellige tilbud.  Personalet gav udtryk for en stor interesse for at erhverve sig flere og bedre metoder til at få borgernes kompetencer mest muligt i spil for dermed at forsinke konsekvenserne af demensen, og bistå borgerne med at leve et værdigt og så vidt muligt selvstændigt liv.

Vi kunne blot henvise til Nationalt Videnscenter for Demens i Danmark i håb om, at de har mulighed for dér at finde frem til den efterspurgte evidens i forhold til udvikling af deres praksis i Litauen.

29.9.2024 Helle Dreier og Susanne Danielsen

GS besøger et dagcenter for borgere med psykisk funktionsnedsættelse, der arbejder med at samle ravsmykker. Foto: GS

Postkort fra Litauisk besøg i Helsingør

Af Susanne Danielsen

Litauiske turister på rundvisning i København og Helsingør
Foto Susanne Danielsen GS

Endelig oprandt dagen, hvor vi modtog besøg fra Litauen! Der havde i lang tid huseret rygter i GS´s dialogprojekt gruppe, samt i Seniorpolitisk Temagruppe, at der var en flok rejsende på vej til Danmark, alle medlemmer af det litauiske EURAG.

En stor flok glade pensionister med venner ankom til København torsdag d.23.maj 2024.

Lars Steinov og jeg arriverede til deres Dan Hostel i Sydhavnen kl.09.30 fredag morgen, og vi hoppede med om bord i deres store turistbus.

Lars havde korresponderet med en hr. Valmantas fra LEA. Hr. Valmantas og deres tolk Alina nikkede endnu engang ja til planen omhandlende en kort gennemkørsel i København langs havnefronten, forbi Amalienborg og dernæst kurs til Helsingør og Kronborg og hjemturen forbi Frederiksborg slot og Fredensborg slot.

Desværre eller heldigvis vurderede den litauiske buschauffør, at bussen ikke kunne komme ind under overgangen ved Diamanten, så Amalienborg blev droppet; til gengæld fik vi en turistbus tur gennem morgenmyldret i det indre København.

Litauiske turister på besøg med Lars Steinov som guide
Foto: Susanne Danielsen

Lars fortalte og underholdt derefter hele vejen op langs med Øresund med tolkning fra Alina.

Lars kom ind på både århundredets sildefiskeri i Øresund, Øresund som adgang til verdenshavene, Svenskerkrigene og meget mere.

Der kom også interessante spørgsmål fra busselskabet, der alle var meget optaget af vores nye konge. Her kom den danske hovedguide lidt på glatis, da han af undertegnede blev korrigeret i antallet af kong Frederik den tiendes børn.

Busselskabet lo også hjerteligt, da Lars efterfølgende kunne berette, at han havde 5 børn og 11 børnebørn. Specielt kvinderne i bussen var meget imponerede over, at Lars som mand (!) kunne huske antallet af børnebørn!

Den guidede tur fortsatte til fods hele vejen om Kronborg og det var vildt imponerende majvejr at skue ud over havet.

Da vi to danskere ankom til bussen 20 minutter førend afgangstid, var der opstået lidt panik i den litauiske rejsegruppe, idet de havde ændret planer og hurtigst muligt ville retur til København for at nå en tur i Tivoli. Men de manglede to rejsedeltagere, der havde fulgt Lars ‘s opfordring om at udforske Helsingør by.

Men afsted kom vi da, 7 minutter i to, og i rasende fart på Helsingør motorvejen, gik turen så atter til Danmarks hovedstad.

Der kom interesse fra bus passagernes side omkring vort velfærdssamfund i Danmark, specielt var de logisk nok optaget af vort pensions system.

Vi valgte at eksemplificere den økonomiske side af sagen, ved at fortælle omkring mit økonomiske udkomme som 67årig pensionist; og da de hørte, at jeg havde 15.300 kr. at leve for om måneden efter skat, var de ved at dåne! Det skal her tilføjes, at det jo som bekendt er meget svært at redegøre for vor samfundsstruktur med skat, moms, fagbevægelse og vores forskellige pensionsforhold, så det giver mening. I Litauen har de en meget lav stats pension, men må til gengæld fortsætte med at arbejde ubegrænset. Pensionsalderen er 62, 5 år for kvinder og 63 år for mænd. De litauere, der fortsætter på arbejdsmarkedet, får til gengæld en meget lavere aflønning til forskel fra lønniveauet inden de nåede pensionsalderen.

Men bedre blev det ikke, da de endvidere fik fortalt, at mine døtre skal arbejde frem til de bliver 72 år. Hold nu helt op, hvor der blev rullet med øjnene.

En lille sød ”bedstemor” fandt harmonikaen frem omkring Hareskovvej og resten af busturen blev en musikalsk oplevelse med litauisk sang og harmonikaklag, så hele bussen rystede, alt imens vi måtte rejse os op og bukke og neje og modtage en kæmpestor trækage fra Litauen.

En dejlig busdag med EURAG – folk fra Litauen.

Lars Steinov med træ-kagen,som betød: tak for dagens rundvisning Foto: Susanne Danielsen GS

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Trækagen gav vi videre til bestyrelsen i Globale Seniorer med tak for deres store indsats som bestyrelsesmedlemmer.

Nina Ellinger siger tak på bestyrelsens vegne for den dejlige og specielt Litauiske trækage. Foto: Per Rønne-Nielsen

 

 

1.6.2024

Klæd dig på til EP-valget

Vi har til debatten på mødet sammensat et panel med fem MEP-kandidater:

Bergur Løkke Rasmussen, MEP for Moderaterne,
Martin Schepelern, MEP-kandidat, for Det Radikale Venstre,
Karoline Lindgaard, MEP-kandidat for Alternativet,
Mads Hvid, MEP-kandidat for SF.

Moderator: tidl. EU-korrespondent Ole Aabenhus

Tid, sted og adgang:
Lørdag den 8. juni 2024 – dagen før EP-valget! – kl. 10.30 -12.30
Byens Sal, Byens Hus Gentofte, Hellerupvej 24 (tæt på Hellerup Station)

Dørene åbnes og vi byder vi på en morgenbolle, ost, kaffe og te og juice fra kl. 10.00.
For at vurdere antal af serveringer beder vi om, at I tilmelder jer online via link herunder:

Klik for online tilmelding

Adgang er gratis og tilmelding er vores guide, men ikke en forudsætning.
Arrangører: Byens Hus Gentofte og Globale Seniorer

Vælgermødet tager fat i de emner, som de danske vælgere i Eurobarometer, feb-mar 24, lægger mest vægt på.
Se emnerne og tjek, om du er mainstream eller of-stream!

  1. Europæisk forsvar og sikkerhed: 56 pct. i den DK-måling. EU-måling i alt 31 pct.
  2. Klimahandling: 50 pct i DK-måling. EU-måling i alt 27 pct.
  3. Europas fremtid: 40 pct. i DK-måling. EU-måling i alt 26 pct.
  4. Migration og asyl: 29 pct. i DK-måling. EU-måling i alt 24. pct.
  5. Kamp mod terrorisme og org. kriminalitet: 28 pct. i DK-måling. EU i alt 19 pct.

 

Jagten på retfærdigheden

Både nationale og internationale domstole på svære opgaver:
Fra Korsør-manden til Ukraine og Gaza

Af Henrik Døcker
Journalist og medlem af Globale Seniorer

Hvorfor har fru Justitia – retfærdighedens gudinde – bind for øjnene? Det skal sikre, at hun ikke er forudindtaget for eller imod nogle af parterne i en retssag. Det er et højt ideal for en domstol, og talrige er da også de eksempler, der kan fremvises for at idealet ikke er opfyldt. Der “går politik eller økonomi” i sagen. Ofte viser det sig også nærmest umuligt at komme frem til en såkaldt objektiv afgørelse. Afgørende for domstole, som hviler på retsstaten og magtens tredeling, er, som den danske sag om mord, voldtægt og anden form for vold viser, at beviserne mod tiltalte er stærke og overbevisende.

På den verdenspolitiske scene er der reageret vidt forskelligt på det udspil, Den Internationale Straffedomstols anklagemyndighed har rettet mod både Israels og den palæstinensiske terrorbevægelse Hamas’ ledere for forbrydelser mod menneskeheden i Gaza. Men det er i dette søgsmål ikke spørgsmålet om hvem, der begyndte eller hvem, der har dræbt flest. Fokus skal være rettet mod forbrydelsen som sådan, for det er just i sager om folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, denne Haag-baserede domstol kan dømme.

I forvejen har Den Internationale Domstol, også i Haag, fået forelagt spørgsmålet om hvorvidt Israel begår folkedrab ved sin drakoniske krigsførelse i Gaza. Disse juridiske eksercitser vil sandsynligvis ikke ændre stort ved uhyrlighederne, men de er et led i det politiske spil, som uundgåeligt omgiver både den europæiske og den mellemøstlige konflikt. De er med til at opdele verden på kryds og tværs – og skabe endnu mere splid og usikkerhed i allianceforholdene.

Internationale domstole er ikke mindst sat i verden for at forebygge krig. Den siddende Internationale Domstol stammer formelt fra 1945, men har sine rødder tilbage til Folkeforbundstiden, dvs. fra 1922 –  lige oven på Første Verdenskrig. Som sådan har den løst en række grænseproblemer mellem staterne, men større krige er det ikke lykkedes den at hindre eller afslutte. Efter Anden Verdenskrig straffedes tyske og japanske krigsforbrydere ved internationale tribunaler (midlertidige domstole) samt på nationalt grundlag.En egentlig international strafferet udvikledes eksempelvis ikke på basis af Nürnberg-tribunalets domme – det satte den kolde krig en bom for.

Først med folkedrabene i Eksjugoslavien (Bosnien) og Rwanda i 1990’erne dannedes internationale straffetribunaler, som kunne fælde domme over enkeltpersoner, skyldige i krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden eller folkedrab. Forudsætningen her for var radikalt regimeskift. Hverken i Ukraine eller Gaza synes der at være en umiddelbart udsigt til krigsafslutning, hvorfor internationale arrestordrer mod konflikternes ledende mænd her og nu blot tjener til at begrænse de pågældendes rejsefrihed i fremmede lande, dvs. udsætte sig for at blive anholdt i en af de 124 stater, der har tiltrådt Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol (ICC).

ICC begyndte sit virke i 2002, og indtil nu er en halv snes personer blevet dømt, de fleste fra afrikanske stater. Højeste straffe har været 25-30 års fængsel, som afsones i forskellige europæiske lande. Hverken USA, Rusland eller Kina har tiltrådt ICC. Gamle stormagter, som har permanent sæde i FNs Sikkerhedsråd, har generelt haft svært ved at tiltræde internationale traktater, der kunne tænkes at begrænse deres suverænitet. En eventuel ratifikation af en sådan traktat er dog ikke altid ensbetydende med, at den pågældende stat har respekteret traktaten.

Undertiden er enkeltpersoner blevet straffet i stater, der slet ikke har haft noget med den begåede forbrydelse at gøre.     Det er sket ved anvendelse af den såkaldte universelle jurisdiktion. Spektakulær var en spansk undersøgelsesdommeres forsøg på i 1998 at få den tidligere chilenske diktator Augusto Pinochet dømt, mens Pinochet opholdt sig i Storbritannien. Han blev med baggrund af sit styres brutale undertrykkelse, tortur og anden umenneskelighed anholdt, var i husarrest, men siden hen løsladt på grund af dårligt helbred og udleveret til hjemlandet Chile, uden at han kom for retten.

Aktuel er den dom på 20 års fængsel en schweizisk domstol for nylig afsagde over Ousman Sonko, tidligere indenrigsminister i Gambia, for forbrydelser mod menneskeheden. Han havde oprindelig søgt til Schweiz for at få asyl – i stedet blev han den hidtil højest rangerende fremmede politiker, der er dømt i Europa i kraft af universel jurisdiktion. – Den verdensomspændende jagt på retfærdighed, herunder strafforfølgelse, holder til alle tider mange beskæftigede med at indsamle bevismateriale – også selv om udsigten til at få fældet dom over eftersøgte forbrydere er ringe. Det kan i denne forbindelse også noteres, at De Forenede Nationer (FN) blev dannet nogle måneder inden Den Anden Verdenskrig i 1945 var afsluttet.

 

23. maj 2024

2 interessante møder som afholdes af andre organisationer – se her

Nina Ellinger gør opmærksom på dette interessante møde, som afholdes af Nyt Europa den 7. maj kl. 17-19 på Borups Højskole

 
 
Det Globale Syd, en ny Verdensorden og os Europæere
Man tilmelder sig her til dette møde. Arrangør er NYT EUROPA
 

https://nyteuropa.nemtilmeld.dk/277/

Arrangementsbeskrivelse

Vi oplever et selvbevidst Syd, der mere og mere efterlader Europa alene hjemme i verden. Ofte ser Syd mere mod Kina og kræver i stigende grad en ligelig plads i verdenssamfundet. Lars Engberg-Pedersen vil gennemgå en række af årsagerne, analysere situationen og give sine bud på, hvad vi i EU og i Danmark skal gøre. Både økonomisk og politisk. Måske skal der ligefrem en helt ny verdensorden til?Dermed kommer han også ind på regeringens forslag til en ny Afrika-strategi og EU’s aktuelle indsatser. Forstår vi egentlig, hvor stor en udfordring, der er tale om?

 
Tirsdag d. 7. maj 2024 vil Lars Engberg-Pedersen, seniorforsker i Dansk Institut for Internationale Studier, give os et indblik i dette emne. Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, vil moderere samtalen. 
 
Det praktiske
Tid: Tirsdag d. 7. maj 2024 kl. 17.00-19.00. 
 
Sted: Johan Borups Højskole
Frederiksholms Kanal 24
1220 København
Tilmelding senest tirsdag d. 7. maj 2024 kl. 15.00. Det er gratis at tilmelde sig arrangementet. Der er et begrænset antal pladser, som fordeles efter først-til-mølle-princippet.
 
Samtalen er en del af en længere samtalerække med udgangspunkt i Ruslands krig mod Ukraine. Formålet er at lede efter veje til en fred, der er til at leve med, nu også omkring Israel og Palæstina. Samtalerne har ført til en erkendelse af, at krigene er tæt forbundet til talrige globale temaer og institutioner. Det er blevet tydeligt, at stabile svar kræver, at EU tager et grundlæggende globalt ansvar. Det drejer sig både om overførsler af ressourcer, men også om at forsvare og udvikle det globale samarbejde og dets institutioner. 
 
Samtalen foregår under Chatham House-regler. Det gør den, da det komplekse, politisk følsomme og nye kræver, at vi undersøger og taler sammen – frem for at råbe og tale konflikter op. Vi lægger vægt på samtaleformen og en åben, undersøgende diskussion. Her får man viden, refleksion, undersøgelse og usikkerhed – og man må derfor ikke citere fra samtalen. 
 
Arrangementet er finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers. 

12 april 2024