Globale Seniorer

Hvornår har ‘vi’ en stat?

Refleksioner over hvad der skal til for at et område kan kalde sig en stat

Af Henrik Døcker                                                                                                                   25.5.2023

Det kunstige spørgsmål om, hvorvidt Ukraine er en ”rigtig” stat, er atter til debat efter at Kinas Frankrigs-ambassadør har ytret sig om spørgsmålet. Først kom som bekendt den russiske diktator Vladimir Putin, der på basis af sine egne amatørhistoriske studier fandt invasionen i Ukraine retfærdiggjort, fordi Ukraine ikke faldt ind under statsbegrebet. Selv om de fleste nok opfatter dette som et retorisk spørgsmål, er det umagen værd at dykke lidt ned i problemstillingen.

Der er ikke autoritativt i folkeretten fastsat kriterier for en stat – opfattelserne divergerer mellem alverdens mange lande. Men man kan hente betydelig vejledning ved at søge i traktatretten, dvs. blandt mangfoldigheden af internationale aftaler. Her springer Montevideo-konventionen af 1933 i øjnene, idet den simpelthen opstiller tre grundlæggende betingelser for forekomsten af en stat : 1)Et defineret territorium, 2) en statsbefolkning og 3) en reel myndighedsudøvelse. Hertil føjes undertiden 4) evnen til at indgå traktater med andre stater.
Formelt er denne konvention kun ratificeret af 17 latinamerikanske stater, men EU har udtalt enighed i principperne.

Foto: Pixabay

For at blive medlem af FN, er det imidlertid ikke nok at opfylde disse kriterier, selv om FN-pagten i princippet står åben for alle ”fredselskende” nationer. Hvert af Sikkerhedsrådets fem permanente medlemmer (USA, Storbritannien, Frankrig, Rusland og Kina) kan imidlertid nedlægge veto mod et kandidatlands optagelse. Det er således begrundelsen for, at Kosovo i dag ikke er med i verdensorganisationen.
Hvad angår Ukraine, så blev det allerede i 1945 optaget i FN. Det skyldes en aftale mellem USA og det daværende Sovjetunionen om, at Ukraine og Hviderusland (Belarus) skulle være FN- medlemmer som en slags modvægt mod de latinamerikanske republikker, der efter russisk opfattelse alle ville stemme det samme som USA i FN’s Generalforsamling. Reelt blev disse to delstater i Sovjetunionen først selvstændige efter almindelig folkeretlig opfattelse i 1991.
Der er nok af særegne eksempler på statsdannelser, som falder uden for hvad man kunne kalde et ”almindeligt mønster”, og som altså godtgør, at Montevideo-konventionens logiske tre-fire betingelser ikke er tilstrækkelige , hvis man skal hele verden rundt. Eksemplet Nord-Cypern vil vise det. Cypern blev efter at have været britisk besiddelse siden 1878 en selvstændig republik i 1960. Det græske befolkningsflertal havde fra begyndelsen et mildest talt anstrengt forhold til det tyrkiske befolkningsmindretal, og i 1974 eksploderede stridigheder, chikanerier og vold i en så uholdbar situation, at Tyrkiet foretog en militær invasion på østaten – med basis i de såkaldte Zürich- og Londonaftaler af 1959. De havde taget højde for skrøbeligheden i de indviklede aftaler om forholdet mellem de to befolkningsgrupper ved besættelse af offentlige stillinger.


Den Nordcypriotiske Republik kom officielt til verden i 1983, men er kun diplomatisk anerkendt af Tyrkiet. Løsrivelsen fra republikken Cypern er kendt folkeretsstridig af såvel FN som EU og en række andre internationale organisationer. En uendelig række forhandlinger har ikke løst problemerne siden da – og det er ikke for meget sagt, at her er tale om en ”frossen konflikt”. Græsk- og tyrk-cyprioter boede oprindelig ind mellem hinanden, idet dog hovedparten af tyrk-cyprioterne befandt sig i øens nordlige del.

 

 

 

 

 

 

En anden pariastat i verden er Taiwan. Den store kinesiske ø blev tilholdssted for general Chiang Kai-Shek, og hans militærstyrker, da han i 1949 mistede herredømmet over det store Fatslandskina, som var blevet erobret af Mao Tse-Tungs kommunistiske tropper. Længe opretholdtes en illusion om at Chiang repræsenterede Kina internationalt, ikke mindst gennem FN. Men 1971 skiftede USA radikalt kurs i sin Kina-politik og besluttede at støtte Maos Kinesiske Folkerepublik, som så også overtog repræsentationen af landet i FN – mest markant som permanent medlem af Sikkerhedsrådet.

Palæstina er en anden svært definerlig statsdannelse, placeret i en uoverskuelig langstrakt og vanskelig situation. Siden 1967 har områdets to bestanddele Vestjordan landet og Gaza-striben været besat af Israel – og dermed forhindret i at springe ud som en fuldt suveræn stat. Alligevel har 138 stater, incl. Danmark, anerkendt Den Palæstinensiske Myndighed med administrativt center, à la hovedstad i Ramallah. Som Kosovo og Nord-Cypern er Palæstina -tidligere en del af Det Osmanniske Rige og siden hen mandatområde under Storbritannien – forhindret i at blive medlem af FN, men er dog optaget i nogle af dennes særorgansationer.
Den langvarige israelske besættelse har umuliggjort, at territoriet har kunnet opnå prædikat af folkeretssubjekt i dette ords almindelige forstand. På den anden side har det opnået en magtfuld status ved at tilslutte sig Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol i Haag , således at det – under nærmere bestemte folkeretlige vilkår – vil kunne indstævne enkeltpersoner eller stater for denne domstol.
For fuldstændighedens skyld skal nævnes, at territoriale stridigheder mellem verdens stater – og de 193 af dem er medlem af FN (Kosovo og Vatikanstaten står udenfor) – kan afgøres af Den Internationale Domstol, også i Haag, under forudsætning af at de stridende parter samtykker. Danmark har eksempelvis haft to sager mod Norge , som dels ville sætte sig på en del af Østgrønland , dels ville have et større søterritorium ud for øen Jan Mayen også ved Grønland. I begge tilfælde fandt domstolen, at Danmark havde suverænitet her. Et mindre antal grænsekonflikter i Afrika og Latinamerika er også afgjort af denne domstol.

Krig – besættelse – fremmedherredømme

Nogle refleksioner over begrebet ”at være herre i eget hus”

Krig i Ukraine, Kyiv marts 2022. Foto: Shutterstock

Af Henrik Døcker

I årene 1940-45 var ordene krigen og besættelsen to ord , som gik igen og igen for den rædsomme periode, danskerne gennemlevede. De var  indgroede og velforståede – som om krigen andre steder og besættelse af andre  stater og folk var noget fjernt, man ikke havde overskud til at sætte sig ind i. Følelsen af at være  under fremmed åg var knugende, et onde, der skulle gå væk. Akkurat sådan må ukrainerne føle det i dag. Men unægtelig på en meget barskere måde end vi danskere gjorde det.

Det har lammet store dele af verden, at Rusland har grebet til hvad mange betragter som et  primitivt våben: At føre erobringskrig mod et naboland – som om statsgrænser ikke skal respekteres efter over 75 år med FN og alskens andre statslige eller private organisationer til at indprente fordelen ved at holde fred og en generel afstandtagen fra forældede imperialistdrømme.

Var det for resten ikke Sovjetunionen, der evindelig nedgjorde Vesten for dens imperialisme – uanset i øvrigt at de store kolonimagter Storbritannien, Frankrig og Holland erkendte behovet for at frigøre deres kolonier, fra 1947 og frem, med særlig stor styrke efter 1960? Det var indlejret i en tidligere tids bevidsthed, at kolonierne lå ”hinsides havene”. Men fremmedherredømmet har også kunnet trives tæt op ad koloniherrens egne grænser.

Se blot på det tidligere russiske tsar-rige, som havde undertrykt et væld af ikke-russiske folkeslag, georgierne, tjetjenerne,  usbekerne osv. osv. Da Lenins  bolsjevikker tog magten, efter revolutionen i 1917 var der ikke tale om at slippe dem fri. Ukraine var kortvarigt selvstændigt  1917-18, men blev derefter indlemmet i den nye stat Sovjetunionen. Efter 2. Verdenskrig var den sovjetiske diktator Josef Stalin brøstholden over, at USA i det nyoprettede FN kunne regne med Latinamerikas støtte ved afstemninger – uanset at næsten hele verdensdelen allerede i 1800-tallet havde gjort op med spansk og portugisisk koloniherredømme og fremstod som en mængde selvstændige republikker.

Ukraine og Hviderusland (i dag kaldet Belarus) fik da status som selvstændige stater i FN – uden at de dog på nogen måde ”gjorde” sig i verdenspolitikken som andet end Kremls trofaste lydstater. En stor ukrainsk diaspora – ikke mindst i Canada – medvirkede i alle koldkrigsårene indtil ca. 1990 til at ideen om et selvstændigt ukrainsk folk, et eget sprog og en kultur, der  adskilte sig fra den russiske, kunne holdes i live. Hvis de sovjetiske magtherrer troede, at sovjetmennesket ligesom overtrumfede alle forestillinger om særskilte nationale karakterer, måtte de tro om igen.

Begrebet besættelse er svært at  håndtere i folkeretten. Jovist findes der regler om de humanitære og andre hensyn der bør tages over for befolkningen i et besat område – så som at den ikke må flyttes til okkupationsmagtens eget territorium – men det er alene magtforholdene, som afgør besættelsens karakter og hvor kort eller lang den bliver, uanset det princip, som siger, at der er tale om en midlertidig tilstand. Man kan studere Røde Kors-Genevekonvention IV og fantasere sig til den ideelle verden.

Israels besættelse af Vestjordan-landet siden 1967 er nutidens længste besættelse og en sørgelig,  nærmest evig kilde til frustration, krigeriske sammenstød mellem palæstinensere og israelske styrker – og politiske hovedbrud. For slet ikke at tale om mange menneskelige tragedier. Næstlængst er Marokkos besættelse af Vestsahara, tidligere en koloni ved navn Spansk Sahara – den har stået på siden 1975. Grundlæggende er den kørt fast, fordi der mellem okkupationsmagten og områdets befolkning, sahrawierne, er opstået uenighed om hvem, der er berettigede til at deltage i den folkeafstemning om tilhørsforholdet, som der i 1992 blev enighed om mellem selvstændighedsbevægelsen POLISARIO og Marokko.

Stop-plyndringen-lyder-opfordringen-fra-det-besatte-vestsahara.jpg

Stop plyndringen! lyder opfordringen fra det besatte Vestsahara

Decideret indlemmelse i en stat mod befolkningens vilje er en tak værre end besættelse. Det er eksempelvis overgået Tibet, hvis kulturelle og religiøse traditioner er forsøgt nedgjort, om ikke ligefrem udvisket af den mægtige nabo Kina. Ruslands overtagelse af Krim og de østukrainske provinser Luhansk og Donetsk har karakter af indlemmelse, akkurat som Hitler-Tyskland fx. ”slugte” Sudeterlandet fra Tjekkoslovakiet.

Ved filosoferen over alle disse begreber må det erkendes, at der er mange gråzoner – og derfor plads til en hel palet af forskellige opfattelser. Hvis idealet skulle være, at alle folkegrupper eller nationaliteter havde deres egen stat, må det konstateres, at rigtig mange mennesker lever under en slags fremmedherredømme. Tag fx. Sydamerika og gennemgå hvor stor en andel af magten de oprindelige folk udgør sammenholdt med efterkommere af spaniere og portugisere! På den anden side kan man vel ikke sige, at grønlændere og færinger lever under et fremmedherredømme, selv om hvad man kunne kalde ”den overordnede magt”, dvs. over udenrigspolitik, valuta og militærvæsen er hos regeringen i København?

Men besættelse er og bliver et ”luftigt” eller, om man vil, tvetydigt , begreb. Tag nu Tysklands besættelse af Danmark. Det var efter Tysklands opfattelse en ”fredelig besættelse”, dvs. iværksat for at forebygge en britisk invasion. Som en slags formynder for Danmark påtog Tyskland sig altså at skærme os. Uanset at der på intet tidspunkt fra officiel eller uofficiel side var fremført noget som helst om en sådan invasion! Det viser også indgående arkivstudier efter krigen.

Eller tag Tyrkiets besættelse af Nordcypern. i 1974. Den blev – i overensstemmelse med særlige internationale aftaler – iværksat som en beskyttelse af tyrk-cyprioterne (mindretallet) over for en lang række græsk-cypriotiske voldelige overgreb. Her syntes de fremmede invasionsstyrker velkomne. De er blevet på øen i stort talt siden. Men da denne antastelse af republikken Cyperns integritet er blevet fordømt af alverdens lande og internationale organisationer, anses Nord-Cypern for en pariastat , selv om der intet foreligger om en reel tyrkisk undertrykkelse.
 

Nicosia på Cypern. En synligt delt hovedstad

Efter disse ekskurser må det imidlertid med eftertryk fastslås, at Rusland ingenlunde er blevet betragtet som ”befrier” fra et påstået nazi-styre i Kyiv. Ukraine er en selvbevidst, moderne nation med blikket rettet mod vestligt demokrati, om end med en foreløbig beskeden evne til at leve fuldt op til de demokratiske idealer. Den bør støttes med alle midler fra os i Vesten. Det tilkommer i øvrigt ikke nogen stat at ville erobre en anden for at indsætte en regering efter invasionsstyrkens egne lyster.

Når offeret gøres til gerningsmand…

Ruslands Ukraine-aggression udløser et væld af associationer

Af Henrik Døcker

Den internationale højspænding i vore dages politiske verden har kuldkastet mange bekvemme tanker om ikke mindst Europas tilstand. Vi må revidere vores holdninger, forventninger og for den sags skyld idealer. Det kan være farligt at kalde tingene ved deres rette navn – som at sætte ild til en høstak. Men fører Vladimir Putin i realiteten ikke en stedfortræderkrig mod Vesten, sådan som hans retorik afslører det efter aggressionen mod Ukraine?Meget tyder på, at han har forregnet sig i hvert fald i to henseender.

For det første: At han skulle have stor – i virkeligheden også ukrainsk – tilslutning til sin påstand om ”naziregimet i Kijev”.

For det andet: At den ukrainske hær let kunne nedkæmpes.

At han indledningsvis påstod, at det – efter hans mening – svage NATO, havde udfordret ham og krænket Ruslands interesser, lagde op til, at hans land var ‘offer’ i en kraftprøve, der gjorde det legitimt at slå ned på en nabostat (Ukraine), alt imens denne fik mere og mere våbenhjælp vestfra til at forsvare sig. (At Ukraines politiske top fik udtrykket ‘nazister’ påhæftet i stedet for ‘ fascister’ – Ruslands og Sovjets gængse ord for ideologiske ærkefjender – kan blot undre).
Såkaldt præventivkrig er lige så vel som en aggressionskrig klart forbudt efter FN-pagtens Art. 2. Alene hvis en stat bliver angrebet eller FN’s Sikkerhedsråd klart udtaler fare for international fred og sikkerhed kan krigsvåbnet anvendes – i moderne folkeret kaldet ”international væbnet aktion”.

Putins tankespind om, at ‘situationen’ fordrede hans handling til forsvar for Ruslands interesser, kan højest have overbevist en begrænset skare af hans egen indoktrinerede befolkning.
Det er straks sværere helt at afvise tanken om stedfortræderkrig. Ikke mindst fordi Vesten så massivt støtter Ukraine med våben. Under alle omstændigheder er det lykkedes den russiske diktator at grave så dyb en kløft mellem Øst og Vest, at det er svært se, at der i overskuelig fremtid kan bygges en fredelig bro over den. Ja, ikke alene et svælg mellem Rusland og en stor del af den øvrige verden, men også mellem russere og andre europæere. Det er smerteligt blevet illustreret ved bl.a. Finlands og Estlands afvisning af russiske besøgende i almindelighed.


Det er stadig lidt uklart , om deciderede asylsøgere også vil blive vist vintervejen. At afvise disse som regulære flygtninge vil åbenbart krænke flygtningekonventionen af 1951. En konvention, som vel at mærke fortolkes yderst forskelligt af alverdens lande. At et nyt Jerntæppe har sænket sig mellem Øst og Vest er åbenbart – eller vi kan sige, at det gamle er rykket mod Øst: Vi skal ikke glemme, at hele Central- og Østeuropa indtil 1990/91 lå bag Jerntæppet, og at det på forunderlig, fredeligvis, gik op, så 15 nye republikker opstod ud af Sovjetunionen, og at Baltikum samt Centraleuropa blev løftet ud af det kommunistiske tvangssystem.

Hvad skal man så mene om sabotagen mod gasledningerne Nord Stream 1 og 2 i Østersøen (hvis anlægsomkostninger har andraget omkring 15 milliarder Euro)? Med Ruslands afvisning af at være bagmand og tilmed et tilbud om at ‘opklare’ de indgribende ødelæggelser af gasrørene, kompliceres efterspillet i hvert fald officielt. Hvordan det end forholder sig, tjener det Ruslands interesser at sprede tåge om handlingsforløbet.

Det forekommer mig fuldstændig i pagt med Putins almindelige politik: At gøre modstanderen usikker – så at sige at punktere sandheden på forhånd og dermed svække fjenden. Strengt taget en videreudvikling af hvad han lærte som KGB-agent, både hjemme og i udlandet. Denne internationale skyggeboksning, inkl. diverse atomtrusler, skaffer Rusland råderum for at bygge videre på sine løgne – om befolkningerne i Ukraines østlige provinser og disses rettelige tilhørsforhold, om folkedrab og anden vildledning.


Vi kan nu glemme alt om ”Een Verden”, hin idealistiske forening, der opstod kort efter FN’s oprettelse i 1945 – og som appellerede til en fredelig universalisme, som er og bliver en ønskedrøm. Demokratiets idealer om folkestyre forstået som individets frie valg om repræsentation på tinge og international respekt for både egne love og internationale vedtagelser. Despoti og ensretning realiseres på utallige måder i Ungarn og Polen , i Belarus i Nordkorea, i Myanmar , i El Salvador, Venezuela, Turkmenistan…Den triste lange række af lande kan suppleres med dysfunktionelle stater, hærget af terrorisme, såsom Mali, DR Congo, Mozambique m.fl.
Nogle mennesker og organisationer forsager komplet krig – men det må erkendes, at det ind imellem er nødvendigt at gribe til dette våben, fx i form af intervention. Det skete ved Kuwait-krigen 1990-91, da USA befriede det olierige emirat ved Den Persiske Havbugt fra Iraks forsøg på at opsluge det ved væbnet magt.

Mere kontroversiel var NATOs intervention i 1999 til fordel for den serbiske provins Kosovo, hvor det albanske befolkningsflertal efter manges opfattelse truedes af et serbisk folkedrab. Med tiden og FN’s bistand opstod Kosovo da i 2008 som selvstændig stat. Men det gamle ord: ”Med ondt skal ondt fordrives” kan undertiden være berettiget. Det forudsætter dog, at magtstrukturerne tillader det. Derfor har ingen magt fx grebet ind til fordel for darfurerne i Sudan, for uighurerne i Kina eller kurderne i diverse lande, hvor de måtte være forfulgt. Ak ja, stater bygger kun formelt på høje idealer, men først og fremmest på interesser og en realistisk fornemmelse af egen magt. 

9. oktober 2022.

Ukraines flag

Neutralitet eller solidaritet?

Hvor går grænsen mellem neutralitet og stiltiende samtykke
eller er der i virkeligheden flere slags neutralitet?

Af Henrik Døcker

Et utal af problemer og begreber er hvirvlet op efter Ruslands aggression mod Ukraine den 24. februar 2022. Definitionerne af dem og meningerne om dem varierer en del. Her et forsøg på at kaste lys over neutralitetsbegrebet med afstikkere til historie og folkeret. Det er svært at holde tungen lige i munden, for mange eksempler danner ikke skole, og ofte bevises blot, at ”papiret er tålmodigt” – konfronteret med virkeligheden efterpå.

Ukraines flag

Solidaritet eller god vilje til en nødstedt fætter?/Foto Pixabay

Ved et kortere historisk tilbageblik melder begrebet ikke-indblanding sig. Det kan kaldes en fredstidsproklamation om, at man ikke som stat ”skal nyde noget” trods voldsomme konflikter uden for ens eget nærmere – eller fjernere – territorium. Den amerikanske Monroe-doktrin fra 1823, som oprindelig vedrørte USA’s afvisning af at blande sig i latinamerikanske områders løsrivelse fra Spanien, blev siden hen udtryk for en almindelig nordamerikansk holdning: at USA heller ikke ville blande sig i Europas egne stridigheder, ligesom det ikke ville acceptere europæiske forsøg på territorieerhvervelser på den vestlige halvkugle.
I 1930’erne vakte det foruroligelse i Europa, at USA tilsyneladende indkapslede sig i en regulær isolationisme samtidig med at voldsideologier, ikke mindst Tysklands nazisme, voksede sig stærkere og stærkere. Spot blev føjet til skade gennem de ikke-angrebspagter ikke mindst Tyskland påtvang andre stater – for kort efter at gå til angreb på selvsamme stater. Neutrale lykkedes det kun en håndfuld lande at holde sig i den påfølgende 2. Verdenskrig. Sverige, Schweiz, Spanien og Tyrkiet eksempelvis.
De stater, Tyskland angreb, kunne glemme alt om et evt. ønske om at holde sig neutrale. Danmark overgav sig lynhurtigt og havde derefter status som en besat stat, men uanset ophør af egentlige krigsbegivenheder formelt underkastet krigens love, det der nu om stunder hedder den humanitære folkeret. Særlig det stadigt kæmpende Storbritannien led imidlertid under manglende støtte fra USA, der gennem sin lovgivning (hele tre neutralitetslove) var afskåret fra at bistå en krigsførende magt.
I 1941 lykkedes det de såkaldte interventionister, isolationismens amerikanske modstandere, at få den amerikanske Kongres til at vedtage låne- og lejeloven, der tillod USA at udlåne eller udleje krigsmateriel, brændstoffer og andre krigsvigtige varer til nationer, hvis kamp var af afgørende betydning for USA. Det skete altså i god tid før Japans angreb på den amerikanske Stillehavsbase Pearl Harbour i december 1941, som for alvor inddrog USA i krigen.
Efter 1945 blev neutralitet nærmest sat i skammekrogen – undtagen for de stater, der mere eller mindre var påtvungen neutralitet, så som Østrig – som betingelse for generhvervelse af fuld suverænitet efter 2. Verdenskrig – og Finland på grund af det betændte naboskab til Sovjetunionen. Spaltningen mellem et demokratisk sindet Vesteuropa og et Sovjet-domineret autokratisk Østeuropa tvang mere eller mindre alle verdensdelens stater til en placering. Modsat tiden efter 1. Verdenskrig blev det forsvarsalliancernes tid: Vesteuropas Atlantpagt (NATO ) blev påfulgt af Østeuropas Warszawa-pagt. Den terrorbalance, som først og fremmest USA og Sovjetunionen holdt hinanden i, sagdes at forebygge krig.
For Vladimir Putin var kommunismens sammenbrud og Sovjets afståelse af magt over sin ”indflydelsessfære” i Øst – og Centraleuropa kun et mellemspil, har det vist sig. Ved Ruslands eklatante brud på FN-pagtens aggressionsforbud med invasionen i Ukraine indtrådte for omverdenen bl.a. retten til kollektivt selvforsvar, som med udgangspunkt i FN-pagtens art. 51 muliggør såkaldte tredjestaters bistand til den angrebne stat, – også militært. Denne situation betegnes også kvalificeret neutralitet, som giver neutrale stater ret til at yde militær støtte til ofre for aggression.
Folkeretlige betragtninger kan forekomme akademiske set i lyset af de åbenbare krænkelser Rusland allerede har gjort sig skyldig i. Aggressionen er dog som nævnt, ikke alene et brud på FN-pagten, men også en strafværdig forbrydelse efter Den Internationale Straffedomstols statut. Dertil kommer nedskydning af civile og bombardementer af bygninger uden betydning for krigsførelsen. Selv om krigsbegivenhederne og den magt, der her uhæmmet udøves, står i forgrunden, er det retslige regnskab også en vigtig faktor. Derfor indsamles allerede nu bevisligheder til brug for eftertidens krigsforbryderprocesser.
En betydelig bevægelighed i argumenterne spiller imidlertid ind, hvor fortidens formelle pligter til neutrale stater i vidt omfang kan tilsidesættes under hensyn til den magtpolitiske opfattelse, der præger nutiden. Med Sverige og Finland på vej ind i NATO synes hidtidige forestillinger om indflydelsessfærer og neutralitetspolitik i stor stil fortrængt. Selv om ideen om ethvert lands ret til suverænt at bestemme sit alliancetilhørsforhold har vundet omfattende tilslutning. I virkelighedens verden er denne tanke ikke generelt realiserbar – hvilket Ukraine må være den første til at erkende. Rusland er fortsat dets nabo – og politiske magtforhold vil begrænse ukrainsk udenrigspolitisk handleevne.

Det er vigtigt at pointere, at fx Danmark ikke bliver deltager i den russisk-ukrainske militære konfrontation alene ved at støtte Ukraine med våben, vi anses ikke som kombattant. Hidtil har Danmark leveret våben til Ukraine for 2 milliarder kr. Men en dansk henvendelse til det traditionelt neutrale Schweiz om at måtte reeksportere pansrede mandskabsvogne til Ukraine er blevet afslået af den schweiziske regering. Schweiz har lov-forbud mod at eksportere militært udstyr til krigsførende lande. Der er med andre ord flere forskellige måder at være neutral på.

Når Putin i øvrigt ikke kalder invasionen en ”krig”, er der det kuriøse ved det, at folkeretsjuristerne heller ikke gør det! For dem er der tale om en ”ekstern væbnet konflikt”. Det skyldes bl.a. de mange væbnede konflikter, traditionelt kaldet borgerkrige (“interne væbnede konflikter”), som de seneste 70 år har budt på. Overgangen fra en militant opstand mod et regime og til en egentlig væbnet konflikt er blevet vanskelig at karakterisere.
Til sidst kan man spørge hvorfra ideen om neutralitet i det hele taget stammer? USA’s neutralitetslove fra 1930’ene er allerede nævnt, men i virkeligheden skal rødderne søges helt tilbage til George Washingtons ”neutralitetsproklamation” af 1793, der påbød alle amerikanere at forholde sig upartisk til europæiske staters krigeriske mellemværender (ikke nok med at Frankrig havde en revolution, men det kom også i krig med en stribe stater, i første omgang Østrig og Preussen, siden England, Holland og Spanien).
I løbet af det 18. og 19. århundrede førte større europæiske magters sammenstød på verdenshavene til opkomsten af havretlige regler, herunder til erobring af skibe og deres last, såkaldte priser. For skibe fra neutrale lande udvikledes da særlige beskyttelsesregler. I forhold til krig i almindelighed blev der behov for et større regelkompleks, som tog form af det såkaldte Haag-krigsreglement af 1907, der bl.a. regulerede rettigheder og pligter for neutrale lande.
Her og nu synes behovet for forsvarsalliancer større end nogensinde. Mellemkrigsårene var – om man så må sige – 1. lektion i det katastrofalt elendige ved at være uden for en slagkraftig alliance, 2. lektion gav så opkomsten af internationale forsvarspagter, umiddelbart nødvendiggjort af Den Kolde Krig 1947-1990 , og tja, nu står vi måske over for en 3. lektion, som antagelig vil være præget af den digitale verdens vældige muligheder og farer , ikke mindst på det sikkerhedspolitiske område.
Med iagttagelse af den aktuelle magtpolitik kan Ukraines hede ønsker om at tilslutte sig NATO (og på sigt også EU) ikke aktivt støttes af Vesten.

Vores solidaritet strækker sig ikke til at optage landet som fuldgyldigt medlem af den europæiske “familie”, men – som til en nødstedt fætter – er der vist megen god vilje, våbenbistand ikke mindst og rigelige økonomiske løfter, der også vil have betydning ved den vældige genopbygning, der forestår efter den mægtige nabos meningsløse bombardementer.

Men forholdet til Rusland skal afklares, dvs. bilægges under én eller anden form, som næppe er baseret på et totalt russisk nederlag. Hertil vil blive krævet mere end almindelig diplomatisk og politisk snilde.

Kampen om magten

Nogle refleksioner om hvordan man administrerer sin magt
og hvordan man fortaber den

af Henrik Døcker
Journalist og forfatter

Foto: Piro/Pixabay

En dyst om magt foregår på alle niveauer, lige fra den mellem ægtefæller, til inden for staten og mellem staterne. Ikke altid helt tydeligt, og heldigvis ofte kun latent. Her skal gøres et forsøg på at karakterisere elementer i disse kraftprøver – i et historisk-politisk-juridisk helikopter-perspektiv. Selv den mest fantasifulde forfatter, tynget af historisk visdom, har ofte ikke kunnet forudse menneskenes kontroverser, og de katastrofale følger af deres indbyrdes fjendtlighed.

Lad os nøjes med at  kaste et vue ud over  Europa og konstatere, at vor verdensdel i historiens løb i vid udstrækning har været opdelt i konge- og fyrstendømmer. Deres overhoveder besad i reglen enevoldsmagt, men  blev middelalderen igennem antastet af magtfulde stænder – for slet ikke at  tale om Romerkirken. Årstallet 1215 er vigtigt, fordi det var på det tidspunkt, at den engelske adel  tvang kongen, kaldet Johan uden land (pga div. landafståelser, bl.a. til Frankrig) til at underskrive Magna Carta Libertatum, Det store Frihedsbrev,  som begrænsede hans magt til at fængsle vilkårligt og brandskatte adelen, ligesom Romerkirken fik nogle rettigheder.

Op gennem århundrederne var det bestandig i britisk forfatningsret, at individets rettigheder blevet forfinet, samtidig med at begrænsningen af kongemagten smittede af på det europæiske kontinent, i Danmark fx gennem kong Erik Glippings håndfæstning af 1282, som bl.a. fastslog, at folk skulle dømmes på bais af love og ikke kun efter kongens forgodtbefindende. Danmark fik senere både Jyske Lov og Danske Lov, inden den første egentlige grundlov af 1849 med en  række såkaldte frihedsrettigheder som  vi i dag (i udvidet form) kalder menneskerettigheder.

Det er velkendt , at en fransk dommer ved navn Montesquieu i 1700-tallet, inden den franske revolution simpelthen fandt på at opdele statsmagten i tre ”klumper”: Den lovgivende , den udøvende og den dømmende magt- kimen til voldsomt magtmisbrug lå netop i, at magten traditionelt var samlet ét sted, hos fyrsten (da republikker blev almindeligt siden hen: hos præsidenten). Der var imidlertid ingen opskrift på hvilken af de tre magter, der skulle sejre i en opkommende dyst.

De tre magter kan pædagogisk sammenlignes med legen: Sten, papir, saks. De kan  hver især noget, som en af de andre ikke kan. Lovgiver (efter den danske grundlov: formelt kongen (reelt: regeringen) og Folketinget i fællesskab) kan ikke vedtage såkaldt singulære love, dvs. love, som kun vedrører en  bestemt gruppe mennesker eller institutioner, og som ikke kan appelleres) , den udøvende magt (efter grundloven: Kongen – reelt: regeringen) kan ikke lovgive, altså udstede generelle bindende retsforskrifter, og domstolene kan ikke  lovgive, men kun afgøre  sager, der er blevet dem forelagt.

Denne tredeling er dog ikke uden undtagelser, som efter nogle eksperters mening går så vidt, at man kan tale om en hyppig magtsammenblanding. ‘De tre magter’ er ikke så ofte i dansk ret direkte blevet konfronteret, men det er sket, at Højesteret har måttet erklære en lov for grundlovsstridig (Tvind-loven, der specifikt var rettet mod denne friskole). Afgørelser fra den udøvende magt (Centraladministrationen) kan efter loven indbringes for domstolene, Således er mange såkaldte forvaltningsakter blev omgjort af den dømmende magt.

Det, som i  de senere år, har  plaget den danske befolkninger er simpelthen: At den udøvende magt ikke har holdt sig inden for forvaltningsrettens elementære pligt til at holde loven og tale sandt. Derfor den  lange række af særligt nedsatte kommissioner – vedr. statsløses rettigheder , skatteforvaltning, minkens udryddelse osv. for slet ikke at tale om rigsretssagen og -dommen over Inger Støjberg pga. af manglende partshøring af flygtningepar.

Når en sådan kommission har konkluderet, er det op til  regeringen at afgøre, om der skal gives næse(r), indledes  tjenstlige forhør eller måske rejses en retssag mod en eller flere ansvarlige. Vi får så her i realiteten en magt-dyst mellem den juridiske og politiske magt. Der er  ingen  generelt vejledning, idet regeringen (statsministeren) uden nogen ‘drejebog’ suverænt afgør hvad der skal ske. I lyset af de konsekvenser, tidligere kommissionsafgørelser har fået, har det vakt undren, at Minkkommissionens  konklusioner om en stribe topembedsmænds ageren  (stærkt kritisabelt, ansvarspådragende mv.) ikke har ført til hjemsendelse af disse. Men det er helt inden for loven.

Det hele er havnet i en juridisk-politisk hårdknude, eftersom statens øverste embedsmand,  Statsministeriets departementschef, er blandt  de omkring en halv snes topembedsmænd, heriblandt en stribe departementschefer og rigspolitichefen, arbejder videre som om intet var sket. Jeg  har ikke set udtrykket force majeure anvendt her, men det må antages at være det skjold, de holder op for sig vedrørende  nedslagtningen af samtlige Danmarks  mink  trods manglende lovhjemmel hertil. Vi står tilbage med det spørgsmål, som den romerske digter Juvenal stillede for omkring 2000 år siden: Qvis custodiet ipsos custodes). Frit oversat. Hvem skal dømme dommerne eller Hvem skal stille sig over statens øverste tjenere,(når de har fejlet)?

Man kan måske forenkle det ved at konstatere, at den juridiske bedømmelse her konfronteres med det politiske ‘system’. Et folkevalgt parlament, og en deraf dannet regering er den form for  styre, som vi i Vesten og nogle få andre steder uden for Europa foretrækker – til at holde magterne i skak og balance, således som det først formuleredes af den amerikanske forfatningfader James Madison. Grundloven giver  ingen vejledning fordi  netop folkestyret ikke rigtig er karakteriseret. De politiske partier er end ikke nævnt.

Slutteligt et folkeretligt helikopterperspektiv: At stridigheder mellem stater ikke burde/skulle afgøres gennem krig, er blot en omkr. 100 år gammel idé. Bestræbelser på at få dannet en international domstol til at afgøre fejder mellem nationerne begyndte ved forrige århundredeskifte. På to konferencer i Haag søgte man indledningsvis at få vedtaget nogle få regler til at humanisere krig ved forbud mod visse former  for våben. Først i 1920 åbnedes domstolen i det såkaldte Fredspalæ i Haag, men staterne brugte den i de følgende 20 år kun til afgørelse af mindre særlig territoriale stridigheder.

De store ismer: Fascisme, kommunisme og nazisme drev hinanden mod krig, men udløste i den i Anden Verdenskrig et så dybt ragnarok, at den nye fredsorganisation FN fik flere ”tænder” end sin forgænger Folkeforbundet, frugt af Første Verdenskrig. Et udbygget ‘system’ for regler under krig, nu om dage kaldet den humanitære folkeret så i Røde Kors-regi dagens  lys i 1949 i form af fire såkaldte Geneve-konventioner. Alt  det kan kaldes kulisser for stormagtsdysten mellem Øst og Vest, dvs. Den Kolde Krig 1947-1990. Det lange tidsspand uden krig i Europa karakteriseredes også som Terrorbalancens tid.

Nok så mange konferencer og et mylder af nye internationale organisationer har ikke kunnet fjerne følelsen hos stormagterne af at være noget særligt, sådan som ideen også blev opretholdt ved udpegelsen af fem stater til at være permanente medlemmer af FNs Sikkerhedsråd – med dertilhørende vetoret over for beslutninger i selvsamme råd. Med andre ord kunne og kan USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig blokere vigtige flertalsbeslutninger til styrkelse af fred og sikkerhed i denne verden. Alt dette kan  tjene til forståelse af, at FN intet særligt kan stille op over for Ruslands klare brud på FN-pagten med sin Ukraine-aggression i februar  i år.

Den, der måtte være  meget optaget af tanker om lighed og retfærdighed i denne verden – om fairness, om kvindens  ligeberettigelse, om beskyttelse af civilbefolkningen under krig osv. osv. – kan passende memorere George Orwells: ”Alle er lige, men nogle er mere lige end andre”. Dertil kan føjes afmagten hos ofre for voldmanden/krigerstaten med urealiserede stormagtsdrømme.

Udgivet 22. august 2022

Det internationale ansvar

Nogle refleksioner over tidens krav til den enkelte og til staterne

Det internationale fik for alvor tag i verden og dens befolkninger efter 2. Verdenskrig. Først talte man i øvrigt om ‘mellemfolkelige’ organisationer og forbindelser, i dag er det meget på mode at tale om ‘det globale’ akkurat som i vores forenings navn. Dette med ‘ansvaret’ i international sammenhæng er nok i det væsentlige foreningers og organisationers fortjeneste. Men det er en eftertanke værd i hvilket omfang vi er fælles om fx ‘det internationale ansvar’.

Det er højest forskelligt i hvilket omfang enkelte mennesker føler et ansvar. Mange ud over verden har ikke overskud til at føle ansvar for andet end sig selv og deres nærmeste familie: De må arbejde hårdt for dagen og vejen, de er indkapslet i en overlevelseskamp. Eller de har aldrig hørt om noget særligt om verden uden for den lille plet på jorden, hvor de nu bor.

Vi i den stabile, fredelige og velstående del af verden har overskud til at ikke alene at yde økonomisk bistand til de mindre privilegerede, men også ‘kæmpe deres nationale kampe’. Skillelinjer mellem folk og fæ går bl.a. på, om vi nu gør det i en form for idealisme eller det indgår i international-politiske overlæg. Engagerer vi os af lyst eller pligt? Og hvor går om man så at sige grænsen for det internationale ansvar?

Læger uden Grænser: Mobil klinik i Al Hol lejren hvor de skaffer adgang til rent vand og toiletter. Foto: MSF

Danske børn i Syrien, danske soldater i Irak
For at forstå og afgrænse et begreb er det vigtigt at søge frem til en definition af det. To aktuelle eksempler til at belyse dette er diskussionen om evt. hjemtagelse af danske børn fra jihadist-familier fra de interneringslejre i Syrien, som ‘opbevarer’ dem, og så den danske stats medansvar for torturudøvelse i Irak, hvor danske tropper i en FN-indsats var involveret i et internt irakisk væbnet opgør. Folkeretten og danske retsregler er her sammenfiltret på en måde, som udfordrer såvel følelser som intellekt.

Fra YouTube video: Operation “Green Desert”, Az Zubayr, 25. november 2004. Danske Soldater på den mission som førte til anklagerne om ansvar for totur.

Hvis man hører til dem, der afviser, at der findes objektiv historiebeskrivelse eller blot tilstræbt objektivisme, og hvis man fornægter, at der findes retfærdighed i denne verden, ja så kan man lige så godt give op med det samme. Men jeg vover et øje og forsøger at påvise og begrunde det internationale ansvar i disse to tilfælde. Vi kan ikke nødvendigvis blot slå op i en FN-konvention eller én fra Europarådet eller EU. Det er i begge situationer betydelig mere kringlet.

Den lille gruppe børn med forældre, der oprindelig bekendte sig til den nu hedengange ‘Islamisk stat’ vil ikke selv med en advokat kunne henvise til en egentlig ret til at blive tilbageført til Danmark. Staters ansvar for egne statsborgere – sådan i stil med forælders ansvar for opdragelsen af deres børn og for deres eventuelle gale streger – kan ikke kalkeres ind i en forestilling om staten Danmark som en anden god familiefar, en bonus pater familias.

Hertil kommer, at staternes forhold til egne borgere er højest forskelligt: Nogle stater har i lange perioder så at sige hindret, at borgerne forlod landet, andre stater har hindret, at folk, der var flygtet til udlandet, vendte tilbage. Danmark har oplevet talrige eksempler på hvordan vi ikke har kunnet levere fremmede statsborgere uden asylgrundlag tilbage til deres oprindelsesland., Lidet hjælper det at henvise til FNs 1966-konvention om de borgerlige og politiske rettigheder (art. 12) eller den europæiske menneskeretskonventions 4. tillægsprotokol (art.2), som begge giver enhver ret til at forlade et hvilket som helst land, inklusive sit eget, eller til at indrejse i sit get land. Adskillige stater både i og udenfor Europa føler sig ingenlunde bundet på dette punkt.

Menneskelige dramaer i og uden for retssalen
Det internationale ansvar føles stærkt af mange medlemmer af ngo’er, som måske glemmer, at stater ikke har ‘følelser’, selv om de har tiltrådt nok så mange internationale traktater, ikke mindst i FN-regi. Det ideale forestillingsbillede om verden skygger undertiden for en nøgtern analyse. Det er i øvrigt ikke ethvert umenneskeligt fænomen, der er en international menneskeretskrænkelse. Det gælder sådan noget som menneskehandel over grænserne (en kriminel handling, som ikke kan pådrage en stat ansvar, medmindre den forsømmer rimelig efterforskning), pirateri (der mest hensigtsmæssigt bør retsforfølges af den stat, på hvis søterritorium pirateriet har fundet sted) eller retten til abort (som langt under halvdelen af verdens stater indrømmer egne borgere).

De danske børn i Al Hol- og Al-Roj-lejrene er helt uden andel i deres forfærdende situation og påkalder sig derfor udtalt sympati fra mange sider. Et afgørende problem i forbindelse med hjemtagelse af dem er, at deres mødre bør følge med, hvis Danmark såvel som andre europæiske stater i lignende situationer skal undgå risiko for en sag for Strasbourg-domstolen. Respekten for familieliv er nemlig sikret gennem den europæiske menneskeretskonventions art. 8, og herved underforstås bl.a., at børn ikke må skilles fra forældre. Man kan forestille sig, at nogle mødre måske vil fraskrive sig denne ret, men det er ikke overvejende sandsynligt.

The New York Times 8. maj 2019 Children detained at Al Hol camp in eastern Syria. “What have these kids done?” said a Red Cross official during a recent visit. “Nothing.” Credit: Ivor Prickett for The New York Times.

Modstanden mod at få mødrene, hvoraf i hvert fald nogle fremdeles bekender sig til Islamisk stats værdier, tilbage på dansk territorium, er under alle omstændigheder kompakt i vide kredse.

Danmarks medansvar for tortur på en gruppe anholdte irakere under et væbnet opgør i Basra-området verserer nu for Højesteret – 16 år efter at episoden fandt sted. Som bannerfører for den internationale indsats mod tortur nyder Danmark international agtelse. Derfor har det vakt opsigt, at Forsvarsministeriet ved Kammeradvokaten bestandig har trukket denne sag i langdrag og fortsat giver de 31 irakere kamp til stregen – nu under deres forsøg på at slippe for at betale de 30.000 kr. pr. mand, som Østre Landsret tilkendte dem. Staten Danmark har her ikke følt, at det var dens ansvar at forebygge torturen. Retssagen har hidtil verseret i over syv år.

Afgørende ændringer på menneskeretsfjendtlige forhold må komme indefra
Ved en umiddelbar betragtning kan man måske undre sig over, at vi er involveret på ansvarssiden, fordi det var jo ikke var danske styrker, der udøvede torturen. Men de medvirkede til udlevering af de civile irakere, der – i øvrigt uberettiget – var tilbageholdt, til irakisk politi i en situation hvor danskerne burde havde vidst, at der var risiko for at de ville blive torteret. Der opereres her med det juridiske begreb, der edder ”burde-viden”. Man har undertiden talt om, at stater eller statsorganer, herunder militærenheder, kan være ”tortur-hælere” ved fx ikke aktivt at bekæmpe/forebygge tortur, selv når den udøves af andre.

Møde om de irakiske torturofre på Københavns Universitet den 3. februar 2016. Foto https://iraktortursager.dk/

I det hele taget er det nok ikke udpræget, at stater føler internationalt ansvar, forstået som handling ud fra en pligt , indpakket i idealisme. Ofte er der stærke politiske hensyn tilknyttet. Man kan efter behag betragte NATOs bombardement af Serbien i 1999 som udtryk for varetagelse af internationalt ansvar for kosovo-albanerne, der blev diskrimineret og underkuet af serberne i Kosovo. Nogle vil endda sige, at det forebyggede et folkedrab. Når Danmark sammen med tre andre stater for Strasbourg-domstolen i 1967 indklagede Grækenland for massive menneskeretskrænkelser og derved udøste landets exit fra Europarådet, var det imidlertid rettidig omhu for grækerne og for deres menneskeret som sådan – uden at danske interesser var indblandet. (Grækenland vendte ved demokratiets genindførelse i landet tilbage til Europarådet i 1974).

Den rige verden og dens borgere er på en måde tynget af ikke rigtig at kunne gøre noget ved alskens urimeligheder rundt om på kloden: Mænds diskrimination af kvinder, kastesystemet, som binder folk i en snæver social ramme, familiers overgreb på egne børn, kvinders manglende ret til egen krop, millioners manglende ret til et statsborgerskab osv. osv. Men det er ikke fx Danmarks ansvar at få dette ændret, forstået som en sanktion, hvis vi undlader at gå i aktion for at få disse og mange andre uretfærdigheder udryddet. Folkeretten, herunder FN’s og Europarådets ”menneskeretsmekanismer,” (FNs Menneskeretskomité og Den Europæiske Menneskeretsdomstol) har fokus på hvad staterne ikke må, mens det ligger tungere med egentlige påbud om hvad de skal udrette i handling. Sådan må det nødvendigvis være, når staters suverænitet skal respekteres.

Men balancen mellem idealisme-båren handlingspolitik og politisk manøvren. er svær. Staternes samhandel er et tungt lod i deres internationale samvirke. Sanktioner mod enkeltpersoner i konventionskrænkende stater eller mod bestemte varer er et våben, man hyppigt tyr til. Men det ændrer ikke eller i hvert fald ikke hurtigt skæbnen for uighurerne i Kina, frihedstørstende hviderussere, militært underkuede myanmarere – eller hvilke underprivilegerede befolkninger eller folkegrupper, vi kan komme i tanke om. Presset for forandringer må komme indefra.

Henrik Døcker
Publiceret den 21. marts 2021

Grænser for det internationale ansvar

Møde om de irakiske torturofre på Københavns Universitet den 3. februar 2016. Foto https://iraktortursager.dk/

Det internationale fik for alvor tag i verden og dens befolkninger efter 2. Verdenskrig. Først talte man i øvrigt om ‘mellemfolkelige’ organisationer og forbindelser, i dag er det meget på mode at tale om ‘det globale’ akkurat som i vores forenings navn. Dette med ‘ansvaret’ i international sammenhæng er nok i det væsentlige foreningers og organisationers fortjeneste. Men det er en eftertanke værd i hvilket omfang vi er <em>fælles</em> om fx ‘det internationale ansvar’.

Det er højest forskelligt i hvilket omfang enkelte mennesker føler et ansvar. Mange ud over verden har ikke overskud til at føle ansvar for andet end sig selv og deres nærmeste familie: De må arbejde hårdt for dagen og vejen, de er indkapslet i en overlevelseskamp. Eller de har aldrig hørt om noget særligt om verden uden for den lille plet på jorden, hvor de nu bor.

Vi i den stabile, fredelige og velstående del af verden har overskud til at ikke alene at yde økonomisk bistand til de mindre privilegerede, men også ‘kæmpe deres nationale kampe’. Skillelinjer mellem folk og fæ går bl.a. på, om vi nu gør det i en form for idealisme eller det indgår i international-politiske overlæg. Engagerer vi os af <em>lyst eller pligt?</em> Og hvor går om man så at sige <em>grænsen</em> for det internationale ansvar?

Læger uden Grænser: Mobil klinik i Al Hol lejren hvor de skaffer adgang til rent vand og toiletter. Foto: MSF

Danske børn i Syrien, danske soldater i Irak
For at forstå og afgrænse et begreb er det vigtigt at søge frem til en definition af det. To aktuelle eksempler til at belyse dette er diskussionen om evt. hjemtagelse af danske børn fra jihadist-familier fra de interneringslejre i Syrien, som ‘opbevarer’ dem, og så den danske stats medansvar for torturudøvelse i Irak, hvor danske tropper i en FN-indsats var involveret i et internt irakisk væbnet opgør.

Hvis man hører til dem, der afviser, at der findes objektiv historiebeskrivelse eller blot tilstræbt objektivisme, og hvis man fornægter, at der findes retfærdighed i denne verden, ja så kan man lige så godt give op med det samme. Men jeg vover et øje og forsøger at påvise og begrunde det internationale ansvar i disse to tilfælde. Vi kan ikke nødvendigvis blot slå op i en FN-konvention eller én fra Europarådet eller EU. Det er i begge situationer betydelig mere kringlet.

New York Times 8. maj 2019 Children detained at Al Hol camp in eastern Syria. “What have these kids done?” said a Red Cross official during a recent visit. “Nothing.” Credit: Ivor Prickett for The New York Times

Den lille gruppe børn med forældre, der oprindelig bekendte sig til den nu hedengangne ‘Islamisk stat’ vil ikke selv med en advokat kunne henvise til en egentlig ret til at blive tilbageført til Danmark. Staters ansvar for egne statsborgere – sådan i stil med forælders ansvar for opdragelsen af deres børn og for deres eventuelle gale streger – kan ikke kalkeres ind i en forestilling om staten Danmark som en anden god familiefar, en bonus pater familias.

Hertil kommer, at staternes forhold til egne borgere er højest forskelligt: Nogle stater har i lange perioder så at sige hindret, at borgerne forlod landet, andre stater har hindret, at folk,

der var flygtet til udlandet, vendte tilbage.  Danmark har oplevet talrige eksempler påhvordan vi ikke har kunnet levere fremmede statsborgere uden asylgrundlag tilbage til deres oprindelsesland. Lidet hjælper det at henvise til FNs 1966-konvention om de borgerlige og politiske rettigheder (art. 12) eller den europæiske menneskeretskonventions 4. tillægsprotokol (art.2), som begge giver enhver ret til at forlade et hvilket som helst land, inklusive sit eget, eller til at indrejse i sit get land. Adskillige stater både i og udenfor Europa føler sig ingenlunde bundet på dette punkt.
 

Menneskelige dramaer i og uden for retssalen
Det internationale ansvar føles stærkt af mange medlemmer af ngo’er, som måske glemmer, at stater ikke har ‘følelser’, selv om de har tiltrådt nok så mange internationale traktater, ikke mindst i FN-regi. Det ideale forestillingsbillede om verden skygger undertiden for en nøgtern analyse. Det er i øvrigt ikke ethvert umenneskeligt fænomen, der er en international menneskeretskrænkelse. Det gælder sådan noget som menneskehandel over grænserne (en kriminel handling, som ikke kan pådrage en stat ansvar, medmindre den forsømmer rimelig efterforskning), pirateri (der mest hensigtsmæssigt bør retsforfølges af den stat, på hvis søterritorium pirateriet har fundet sted) eller retten til abort (som langt under halvdelen af verdens stater indrømmer egne borgere).

De danske børn i Al Hol- og Al-Roj-lejrene er helt uden andel i deres forfærdende situation og påkalder sig derfor udtalt sympati fra mange sider. Et afgørende problem i forbindelse med hjemtagelse af dem er, at deres mødre bør følge med, hvis Danmark såvel som andre europæiske stater i lignende situationer skal undgå risiko for en sag for Strasbourg-domstolen. Respekten for familieliv er nemlig sikret gennem den europæiske menneskerets-konventions art. 8, og herved underforstås bl.a., at børn ikke må skilles fra forældre. Man kan forestille sig, at nogle mødre måske vil fraskrive sig denne ret, men det er ikke overvejende sandsynligt. Modstanden mod at få mødrene, hvoraf i hvert fald nogle fremdeles bekender sig til Islamisk stats værdier, tilbage på dansk territorium, er under alle omstændigheder kompakt i vide kredse.

Danmarks medansvar for tortur på en gruppe anholdte irakere under et væbnet opgør i Basra-området verserer nu for Højesteret – 16 år efter at episoden fandt sted. Som bannerfører for den internationale indsats mod tortur nyder Danmark international agtelse. Derfor har det vakt opsigt, at Forsvarsministeriet ved Kammeradvokaten bestandig har trukket denne sag i langdrag og fortsat giver de 31 irakere kamp til stregen – nu under deres forsøg på at slippe for at betale de 30.000 kr. pr. mand, som Østre Landsret tilkendte dem.  Staten Danmark har her ikke følt, at det var dens ansvar at forebygge torturen. Retssagen har hidtil verseret i over syv år.

 

 

Fra YouTube video: Operation "Green Desert", Az Zubayr, 25. november 2004. Danske Soldater umiddelbart efter tilfangetagelse af irakerne

Afgørende ændringer på menneskeretsfjendtlige forhold må komme indefra
Ved en umiddelbar betragtning kan man måske undre sig over, at vi er involveret på ansvarssiden, fordi det var jo ikke var danske styrker, der udøvede torturen. Men de medvirkede til udlevering af de civile irakere, der – i øvrigt uberettiget – var tilbageholdt, til irakisk politi i en situation hvor danskerne burde havde vidst, at der var risiko for at de ville blive torteret. Der opereres her med det juridiske begreb, der edder ”burde-viden”. Man har undertiden talt om, at stater eller statsorganer, herunder militærenheder, kan være ”tortur-hælere” ved fx ikke aktivt at bekæmpe/forebygge tortur, selv når den udøves af andre.

I det hele taget er det nok ikke udpræget, at stater føler internationalt ansvar, forstået som handling ud fra en pligt , indpakket i idealisme. Ofte er der stærke politiske hensyn tilknyttet. Man kan efter behag betragte NATOs bombardement af Serbien i 1999 som udtryk for varetagelse af internationalt ansvar for kosovo-albanerne, der blev diskrimineret og underkuet af serberne i Kosovo. Nogle vil endda sige, at det forebyggede et folkedrab. Når Danmark sammen med tre andre stater for Strasbourg-domstolen i 1967 indklagede Grækenland for massive menneskeretskrænkelser og derved udøste landets exit fra Europarådet, var det imidlertid rettidig omhu for grækerne og for deres menneskeret som sådan – uden at danske interesser var indblandet. (Grækenland vendte ved demokratiets genindførelse i landet tilbage til Europarådet i 1974).

Den rige verden og dens borgere er på en måde tynget af ikke rigtig at kunne gøre noget ved alskens urimeligheder rundt om på kloden: Mænds diskrimination af kvinder, kastesystemet, som binder folk i en snæver social ramme, familiers overgreb på egne børn, kvinders manglende ret til egen krop, millioners manglende ret til et statsborgerskab osv. osv. Men det er ikke fx Danmarks ansvar at få dette ændret, forstået som en sanktion, hvis vi undlader at gå i aktion for at få disse og mange andre uretfærdigheder udryddet. Folkeretten, herunder FN’s og Europarådets ”menneskeretsmekanismer,” (FNs Menneskeretskomité og Den Europæiske Menneskeretsdomstol) har fokus på hvad staterne ikke må, mens det ligger tungere med egentlige påbud om hvad de skal udrette i handling. Sådan må det nødvendigvis være, når staters suverænitet skal respekteres.

Men balancen mellem idealisme-båren handlingspolitik og politisk manøvren. er svær. Staternes samhandel er et tungt lod i deres internationale samvirke. Sanktioner mod enkeltpersoner i konventionskrænkende stater eller mod bestemte varer er et våben, man hyppigt tyr til. Men det ændrer ikke eller i hvert fald ikke hurtigt skæbnen for uighurerne i Kina, frihedstørstende hviderussere, militært underkuede myanmarere – eller hvilke underprivilegerede befolkninger eller folkegrupper, vi kan komme i tanke om. Presset for forandringer må komme indefra.

Henrik Døcker
Publiceret den 21. marts 2021

Demokrati på vågeblus

Strøtanker til eftertanke

af Henrik Døcker
Globale Seniorer

Retsstaten – hvor er den blevet af under corona-krisen, kunne man spørge. Dette at statslige indgreb skal være forankret i både grundloven og lovgivningen i det hele taget? Jamen, vi er jo i en særlig situation, indvendes der. Nuvel, men er der ikke taget højde for det i lovene? Det sære er, at det er der faktisk ikke!.

Det kan godt give én afsmag over for respekten for krav til et juridisk grundlag. I den europæiske menneskerettighedskonvention af 1950 hedder det dog i art. 15, at alle de rettigheder, der fremgår af konventionen (ca. 30) kan fraviges ”under krig og anden offentlige faretilstand” – dog med undtagelse af forbuddet mod tortur, slaveri og love med tilbagevirkende kraft.

This picture is historic and shows the Greek junta protagonists on trial and has appeared in the front cover of all major Greek and international newspapers as these historic events unfolded.
Foto fra ugeavisen Vradini, fundet i Hellenic Communication Service

En stat, de benytter sig af denne ret, skal dog underrette Europarådets generalsekretær om trufne ”forholdsregler”, som det kaldes og årsagerne hertil. Og i øvrigt også, når indgrebene er ophørt, og staten atter vil respektere konventionen. Sker der så en juridisk prøvelse af grundlaget for sådanne undtagelser? Flere afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vedrørende Storbritannien (bl.a. om forhørsteknikker over for nordirere) og Tyrkiet (bl.a. tortur mod kurdere) viser betydningen af bestemmelsen. Det mest klokkeklare eksempel på en uholdbar henvisning til art.15 var den græske militærjuntas kup mod Kong Konstantin og det græske demokrati i 1967. Et kup, der for en tid ophævede Grækenlands medlemskab af Europarådet.

 

20. august 1941 vedtog Folketinget en lov med tilbagevirkende kraft, som forbød kommunistisk virksomhed og gav grundlag for arrestation af enhver, som antoges at ville deltage i en sådan virksomhed.
Foto: Horserødlejren, fra Helsingør Leksikon, fundet i dandebat om nødret.

Nød bryder alle love
Når ”nød bryder alle love”, så gælder det altså ikke kun i sager mellem borgerne, men også staten som sådan. Foreningsfriheden blev tilsidesat under 2. verdenskrig, da danske kommunister blev anholdt – efter krav fra den tyske besættelsesmagt – nogle af dem havnede i tysk koncentrationslejr. Dette hører til besættelsestidens mørkeste kapitler. Dengang var menneskerettighederne endnu ikke formuleret, og der eksisterede intet internationalt klageorgan – som evt. kunne behandle den grundlovskrænkende kommunistlov efter krigen.

Selv om befolkningerne i den såkaldte vestlige verden, incl. Japan, har en betydelig indflydelse på samfundsforholdene og en egentlig politisk medbestemmelsesret, må det erkendes, at et uoverskuelig stort antal mennesker i verden ikke har noget væsentligt at skulle have sagt vedrørende deres skæbne. Når magtfulde statsledere – som fx den nordamerikanske og den brasilianske – er parat til at lade hånt om corona-eksperters kraftige advarsler og statistikkens ubønhørlige udsagn om sygdom og død, er rigtig mange menneskers helbred og liv udsat for stor risiko.

Som under en krig i ordets oprindelige betydning naturligt umuliggør overholdelse af mange love og regler, siger det sig selv, at en pandemi også gør det. Men den nødvendiggør tillige med en intenst internationalt samarbejde, hvorunder mange (lande) kan gå skævt af hinanden, og årsag og virkning kan blive svær at holde ude fra hinanden. I en sådan pandemi er individet på en måde både objekt (for at modtage mulig smitte) og subjekt (evt. uafvidende) smittespreder. Risikoen for splid mellem mennesker med lidt forskellig holdning til dette vil vare langt ud i fremtiden.

Indskrænkning af bevægelses- og forsamlingsfrihed
Den moderne verden vantrives uden ”det internationale samkvem”. Uanset den moderne teknologi, internettet og alt hvad dertil hører, kan det ikke erstatte rejseriet. Heri ligger den store fare, fordi bekæmpelsen af corona-pandemien ikke har fulgt samme normer i de forskellige lande. Meget tyder på , at genrejsningen af persontrafik over grænserne i en lang tid vil være underkastet mange restriktioner, herunder påtvungen karantæne enten ved ind-eller udrejse, evt. både-og.

 

Statsminister Mette Frederiksen indleder med en redegørelse om situationen i Danmark. Fra regeringen.dk

Suspensionen af væsentlige retsgarantier samtidig med at domstolene i en periode har været tvunget til næsten-lukning svækker naturligt ethvert retssamfund. Lovovertrædelser er ikke bragt til stilstand, og ofre for dem lider uforholdsmæssigt ved ikke at få deres sager behandlet inden for rimelig tid. Et i forvejen overbelastet retssystem kan let virke som en bespottelse af retsfølelsen. Oplivende i det mindste at større i perioder ubenyttede lokaler (eksempelvis Forum og Bella Center) midlertidig indrettes som retssale eller skoler.

Statsminister Mette Frederiksens ageren i corona-krisen afspejler tydeligt et evindelige magtspil mellem den lovgivende og den udøvende magt. Da de gældende love ikke tillod en så radikal indskrænkning af forsamlings- og bevægelsesfriheden, som hun dekreterede, vedtog Folketinget (den lovgivende magt)’bare’ nogle nye love. Nuvel, så havde restriktionerne hjemmel i loven, Men så skal lovene egentlig også have ‘hjemmel’ i såkaldt ”trinhøjere ret”, nemlig i grundloven! Og hvad står der i den? Som oven for nævnt: Ingenting. Hvad siger en juridisk ekspert som højesteretsdommer, professor Jens Peter Christensen så til det?

Som det fremgår af hans indlæg i Jyllands-Posten 19. april i det væsentlige: ”Nød bryder alle love”. Han citerer ikke den oven for nævnte bestemmelse i den europæiske menneskerettighedskonvention. Men den har den danske regering tilsyneladende heller ikke tilskrevet nogen betydning, idet den ikke har henvendt sig til Europarådet. Reelt har kun en halv snes ud af Europarådets 47 medlemsstater gjort det. Der kommer med andre ord ingen bukser ud af det skind.

Verden har nu overskud til at befatte sig med andre dyster mellem statsmagterne – eller mellem den juridiske og den politiske verden. Udenlandsk præsident Donald Trumps opblæste magtfuldkommenhed og forsøg på at nedtromle den amerikanske ytringsfrihed, indenlandsk fhv. minister, folketingsmedlem Inger Støjbergs forsøg på at tilsidesætte gældende retsregler, som ikke bekæmper ”skæve” parforhold mellem udlændinge, der søger opholdstilladelse her. Men hverken Trump eller Støjberg kan ”lovgive” på egen hånd. Det er en vågen presses fornemste opgave at bremse dem begge. Det er retsstatens organer, som skal gennemtrumfe loves og retsreglers overholdelse.

Henrik Døcker
Publiceret den 5. juni 2020