Mødet er et led i Globaliseringsgruppens udforskning af forskellige sider af skiftet i verdensordenen. Kjeld Schmidt, professor emeritus, dr. scient. soc. CBS, præsenterer os for det moderne oligarki, der afgørende ændrer magtstrukturerne i verden.
Kjeld Schmidt skriver om udviklingen af det moderne oligarki:
Med Trumps genopstandelse turde det være tydeligt for enhver, at noget afgørende har ændret sig i magtstrukturerne i Vesten. Der er opstået en meget lille elite af superrige personer, ofte med rette omtalt som oligarker, der nu med Trump i spidsen (eller som front) har grebet magten i USA og forsøger at fremme en tilsvarende udvikling i Europa.
Dette moderne oligarki har flere rødder. Dets opkomst skyldes primært, at de internet-baserede digitale platforme (internethandel, fintech, sociale medier, streamingtjenester) er gigantiske maskiner til tilegnelse af ressourcerente i enorme mængder, dvs. en profit, der ikke som normal erhvervsmæssigt afkast er baseret på organisering af produktion og service, erhverves i kraft af kontrollen med en knap ressource. Ejerskabet til eller blot kontrollen med disse infrastrukturer har åbenlyse træk til fælles med jordejendom (navnlig jord tæt på transportknudepunkter, industrielle centre osv.), ejerskab til olie- og gasforekomster, infrastrukturer som kanaler osv. som ud over værdien af jordforbedring, byggemodning, udvindingsanlæg osv. giver adgang til en profitrate ud over gennemsnittet. Det er en form for tilegnelse af merprodukt, som kendetegner rentierstater som fx Saudi-Arabien, Golfstaterne, Rusland, Venezuela.
…
Hvad kan nord og syd lære af hinanden?
Afrikagruppen opretter en studiekreds, som vil diskutere dette spørgsmål.
Vi vil undersøge tanker fra det globale syd, bl.a. afrikansk og indisk økofeminisme, bæredygtighed, agroøkologi og madsuverænitet og diskutere disse i samspil med nyere vestlige ideer, som diskuterer naturens tilbagekomst, modvækst og omsorgsøkonomi.
En del litteratur vil være på engelsk. Vi forestiller os dog ikke at alle læser alt. Vi vil kombinere med resumeer og anmeldelser i danske tekster og artikler – og meget forsøger vi at støve op undervejs. Vi vil forsøge at kombinere med oplæg udefra både via You Tube og invitation af ressourcepersoner.
Vi mødes privat hos hinanden så længe gruppen er færre end 8. Bliver vi flere forsøger vi på sædvanlig vis at bestille lokaler i Byens hus. Vil du være med, så send en mail til Elsebeth : elsebethmelgaard@outlook.dk eller Jette : jksteensen@yahoo.com Første mødegang: mandag 29 september 14.00 – 16.00. Mødested tilsendes de tilmeldte senere. Tilmeldingsfrist: 22.9.2025
Information: langsomme samtaler: Emanuele Coccia
Vi hører meget om USA og Trump. Men hvad med Kina og Xi Jinping? Er den økonomiske vækst i krise, som beskrevet i mange danske medier? Er den kinesiske eksportmotor gået i stå som følge amerikanske toldmure? På den politiske front ser Xi Jinping ud til at have opnået nærmest diktatorisk magt, og det er vanskeligt at få øje på en mulig efterfølger. Men er kinesisk politik et én-mands foretagende som i Rusland eller er der institutioner og politiske bevægelser, der begrænser Xi Jinpings magt? Er Kina politisk og økonomisk rustet til at modstå presset fra Trumps USA? Er en ny verdensorden med Kina i spidsen på tegnebrædtet?
Oplæg ved Kjeld Erik Brødsgaard og Birte Siim.
Kjeld Erik Brødsgaard, Professor of China Studies, CBS
Birte Siim,
Professor Emerita
Department of Politics and Society
Aalborg University, Copenhagen.
Den afrikanske mulighed: Om samarbejdet mellem den Europæiske & Afrikanske Union
Afrikagruppen har inviteret Knud Vilby og Oscar Rothstein til at holde oplæg om dette emne.
Arrangementet er en reprise af et arrangement i Nyt Europa, 5.6.2025
Nedenstående er citeret fra Nyt Europas hjemmeside:
“Afrika og Europa deler en kompleks og mangesidet historie. I dag spiller Afrika en stadig mere fremtrædende rolle på den politiske og økonomiske scene. Kontinentet har tre medlemmer af BRICS og vil sandsynligvis få flere pladser i FN’s Sikkerhedsråd.
EU og Europa har igennem årene haft et tæt samarbejde med den Afrikanske Union (AU), som er blevet stadig vigtigere. Et sådant samarbejde bør bygge på en fælles ambition om at fremme bæredygtig udvikling, der skaber gensidige fordele for begge kontinenter på vores fælles planet. På klimaområdet er det afgørende at understrege, at ekstern finansiering bør ses som kompensation frem for bistand, da de klimamæssige udfordringer, Afrika står overfor, i høj grad er et resultat af udviklingen i andre dele af verden, herunder Europa.”
Oscar Rothstein er Afrika- journalist og forfatter, cand.mag. i idéhistorie fra Aarhus Universitet.
Udgiver nyhedsbrevet Afrika-brevet, sidder i redaktionen for Udenrigs, Det Udenrigspolitiske Selskabs magasin, og i DBU’s Etiske Udvalg.
Knud Vilby er journalist og var ansat på Dagbladet Information , 1972–79 som en del af chefredaktionen på avisen. Han har siden 1985 arbejdet freelance som forfatter, journalist, foredragsholder og underviser.
Af Jette Steensen
En forening som Globale Seniorer må nødvendigvis forholde sig til disse spørgsmål. Lytter man i dag til det Globale Syd, er man herfra mere bevidst om, at råvarer stadig går fra syd til nord og at den neoliberale frihandelsmodel, hvor alverdens ting sendes frem og tilbage i forskellige forarbejdningsstadier, og produktionen flyttes efter den billigste arbejdskraft, den billigste skat og de laveste miljøkrav har haft negative konsekvenser. Selv om det er en politik, som har bragt mange mennesker ud af ekstrem fattigdom især i Kina, så har den samtidig øget uligheden i mange lande. Globale institutioner som Verdensbanken og WTO har ofte stillet så skrappe krav til de enkelte landes økonomiske politik, at det har været vanskeligt at gennemføre reformer til gavn for den almindelige befolkning. I stedet har vi set en stigende intern ulighed, og magtfulde mennesker som udnytter situationen til egen vinding og berigelse. Fælles for verden er imidlertid, at globaliseringen har medvirket til at accelerere et allerede alt for højt træk på klimakontoen.
Globaliseringens negative sider er nu delvis gået op for amerikanerne, ureguleret frihandel skaber problemer på hjemmefronten, et forhold Trump har forstået og nu udnytter til sin egen fordel. I stedet for at vi konstant fokuserer på at tage afstand til Trumps halvhjertede opgør med globaliseringen, er det vigtigt, at vi i Danmark/Vesten øver selvrefleksion og finder frem til en ny samtale om det gode liv med inspiration fra og i reel solidaritet med befolkningerne i det Globale Syd. Af mange grunde kan økonomisk vækst ikke fortsætte, alle ved det, men ingen gør noget. Det handler om konflikter, klima, forurening, biodiversitet, ulighed og mistrivsel på én gang. Man siger at magt korrumperer. Det gør penge også. I København har vi fokus på vores stadigt stigende ejendomsværdier, og de har en tendens til at binde os på hånd og mund. Visionerne for et bedre liv udebliver.
På trods af diverse planer er Danmark stadig blandt de mest forurenende lande i verden og samtidig blandt de 20 procent lande i verden med det højeste klimaaftryk. På denne baggrund virker det nærmest absurd, at Danmark nu placerer 5% mål for oprustning som tidens vigtigste EU spørgsmål. Oprustning i den størrelsesorden gavner bestemt ikke klimaet, kun våbenfabrikanterne, og skaber en evt. afledt midlertidig økonomisk vækst i Vesten, som vi absolut ikke har brug for. Det er derfor ikke så underligt, at mange lande i det Globale Syd ikke umiddelbart mener, at Europas oprustningsplaner er den bedste måde at bruge penge på.
I en kronik i Information (13.04.24) ” Mens Vesten ruster op militært, søger afrikanske feminister andre veje” beretter Susanne Possing om, hvorledes man i flere afrikanske lande, hvor man længe har levet med ødelæggelser fra både krig og klimakrise, finder vilje og evne til konfliktløsning i ubuntu, som er afrikansk udgave af tanken om, at vi bærer hinandens skæbne i vores hænder, men udvidet til også at omfatte fremtidige generationer. I kronikken henviser Possing bl.a. til Women´s International Peace Centre i Kampala, som arbejder med at gentænke hvad global politik kan være. I forlængelse af FN´s specialrapportør om ekstrem fattigdom og menneskerettigheder Olivier de Schutter udpeger de den rådende økonomiske model som roden til klimakrisen. I rapporten forud for FNs Globale Topmøde om fremtiden” konkluderer Schutter, for øvrigt, at ”vækstmanien må opgives ” (Information 11.07.24).
I Politiken (18.5.25) havde den indiske diplomat Kishore Mahbubani tre ’utænkelige’ forslag til Europa: Vi skal true med at forlade Nato, indgå en aftale med Rusland og et strategisk partnerskab med Kina. Mahbubani er ingen bæredygtighedsteoretiker. Alligevel er også han en budbringer, der kan bringe os videre, fordi vores vanetænkning udfordres.
At påvirke en forandringsproces synes helt uoverkommeligt, fordi store aftaler laves langt væk blandt politikere, der jonglerer med milliarder uden at vise reel indsigt i konsekvenserne. Det er usikkert, om politiske ledere i dag vil kunne løse de aktuelle problemer. De har tilsyneladende mistet kontrollen, fordi de lukkes inde i et system, hvor de motiveres af position og karriere, samtidig med at de konstant bombarderes med påvirkning fra lobbyister, der agerer på vegne af store og magtfulde virksomheder, som ikke nødvendigvis har samfundets interesse som førsteprioritet. I den sammenhæng kan det være grund til at mindes Hannah Arendts tese om “Ondskabens banalitet”, som henvender sig til os alle, fordi det basalt set handler om tankeløshed og manglende stillingtagen. Globalisering, vækst og modernitet er ofte blevet et problem frem for en løsning, især i forhold til vores behandling af hinanden og naturen. Mens fokus i debatten drejer sig om Putin og Trump, forværres klima-, miljø- og biodiversitetskrisen, men vi benægter det og lader os forføre til at fokusere på oprustning og fjendebilleder.
Spørgsmålet er, hvad der kan få mennesker til at samles om at skabe forandring. Hvad er et fællesskab? Er det et sted som forfalder til et anonymt, tankeløst og snakkende” man”, eller et sted hvor man tænker og handler sammen? Mener vi for alvor noget med det globale, så er det nødvendigt at løfte blikket og lytte til hinanden samt til de erfaringer og synspunkter der kommer fra det Globale Syd, som måske kan få os til at tænke det hele forfra.
Med udgangspunkt i disse og lignende tanker og ideer fra både nord og syd vil Afrikagruppen i efteråret 2015 i en studiekreds om Globalt håb sætte fokus på disse spørgsmål, som forhåbentlig også kan medvirke til forandring.
14. juli 2025
Af Henrik Døcker
Alverdens læger og lærde byder i disse tider på diagnoser af verdens viderværdigheder: Har vi én to eller tre virkelige stormagter – eller lever vi i en multipolær verden? Kan man have tillid til noget som helst? Er det til syvende og sidst tech-milliardærerne, der styrer det hele? De hidtil grundmurede ideer om respekt for enkeltstaternes suverænitet, om FN-pagtens smukke ord om at konflikter skal løses “ved fredelige midler” og bekendelser til demokrati og menneskeretsbeskyttelse – er alt det sat ud af kraft?
Lad os nøjes med at sige, at denne idealverden er sat i skammekrogen, at den forekommer aldeles kraftesløs for ikke at sige lammet. Til ulidelighed må det gentages, at stater som sådan ikke har nogen moral. Det har det enkelte menneske, måske i samklang med andre gennem mere eller mindre idealistiske organisationer. Den franske filosof og forfatter Jean-Jacques Rousseau opererede med begrebet samfundskontrakten, en idealforestilling om det frie ubundne menneskes bånd til den stat han/hun nu lever i. Politiske partier var ikke med i tankerækken – de kom til senere.
Med de flossede grænser mener jeg såvel den russiske som den amerikanske præsidents negligeren af almindeligt anerkendte statsgrænser. Man fristes til at reflektere over et menneskes første faser: Barnets umiddelbare besiddertrang efter at have fået sit første legetøj, mødet med andre børn og trangen til også at bemægtige sig deres legetøj. Langsomt lærer barnet en slags respekt for ejendomsret – og for voksnes formaninger. Det er et uhyggeligt tilbageskridt, at hverken Rusland eller USA har taget respekten for enkeltstaters suverænitet til sig – som om de intet lærte af to verdenskrige udløst af større magters begær efter nyt territorium. USA var ikke her synderen, bevares, men at erkendelsen af hvert lands suverænitet i dag ikke er indiskutabel, er chokerende.
Perioden efter 2. Verdensskrig helt op til Ruslands aggression mod Ukraine i 2022 bød kun på relativt få internationale krige – med Iran-Irak-krigen, Kuwait-krigen og Israels krige mod sine arabiske nabo-stater som de mest markante. Til gengæld så mange flere borgerkrige eller hvad der er blevet betegnet som internationaliserede borgerkrige: I Korea, Vietnam, på Balkan, i tidligere Belgisk Congo, i Nigeria, Sudan, Myanmar, Rusland (Tjetjenien), på Cypern m.fl. områder. Den folkeret, som FN byggede på og videreudviklede gennem talrige konventioner – om menneskerettigheder, kønnenes ligestilling, demokrati, sundhedsfremme og international bistand mv.- tilsidesættes, forsøgene på gennem FNs Fredsbevarende Styrker at skabe tryghed, underløbes.
Offentligheden i mange stater – med velfungerende adgang til objektiv nyhedsformidling – forvirres af den løbende strøm af informationer. Mindre forvirrende bliver det ikke af at de folkeretskyndige belærer os om, at ordet krig nu er afskaffet – til fordel for væbnet konflikt, ekstern væbnet konflikt mellem stater, intern væbnet konflikt når der er borgerkrig. FN er – realpolitisk på grund af vetoretten hos FN-Sikkerhedsrådets fem permanente medlemsstater – forhindret i at gribe ind i det, mange stadig kalder borgerkrige, her har så Den Internationale Røde Kors Komité visse muligheder for at hjælpe, ikke mindst civilbefolkningen og krigsfanger. Har man fx sympati for den skammeligt plagede befolkning i Gaza, hjælper det ikke noget at forlange dette område anerkendt som selvstændig stat. Som også udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har udtalt har ingen palæstinensisk myndighed fuldstændig magt over dette territorium; hertil kommer, at USA forventeligt vil blokere en optagelse af Gaza i FN.
National identitet er også et varmt emne – og såmænd ikke kun i Ukraine. Men her kan man, om man ikke direkte véd det, gætte sig til mange tvivlsspørgsmål om nationalt tilhørsforhold efter Ruslands erobring af Krim og de østlige dele af Ukraine. I lighed med mange grænseegne i Europa har Ukraine efter over 70 år som bestanddel af Sovjetunionen/Rusland været præget af russisk sprog og statsopfattelse. Efter Ukraines selvstændighed i 1991 kunne det kun ryste verden, at den store russiske nabo blot en halv snes år inde i dette århundrede greb til tidligere tiders ekspansionsiver, kendt fra tsarens og sovjetstatens tid. Magten kom atter til at erstatte retten. At USA’s selvpromoverende og magtbegærlige demokratisk valgte præsident – på andre måder godt nok – griber ud til højre og venstre (efter Grønland, Canada og Panama) er udtryk for det samme stormagtsbegær, som demokratiske stater, særligt i Europa, dog hidtil har kunnet standse.
At Donald Trumps politiske modstandere og den amerikanske offentlighed ikke har opponeret kraftigere mod hans åbenbare demokrati-undergravende virksomhed kan kun undre her i Europa. At der ikke stilles voldsommere spørgsmål til fordelene ved hans verdensomspændende toldkrig, hans underminering af internationalt samarbejde, hans massefyringer af offentligt ansatte mv. er forbløffende. Deporteringen af hærskarer af udlændinge fra USA har vakt røre både nationalt og internationalt. Et nærmest ubegribeligt stort antal mennesker på denne jord oplever meget kontant at føle sig uvelkomne på det territorium, de befinder sig – i det væsentlige på grund af deres forældre. USA isolerer sig fra hele verden.
Men nu er det altså ikke kun de store, afskyelige stormagter, som behandler såvel egne som fremmede borgere dårligt, hvis ikke elendigt. Danmark må gribe i egen barm og erkende svigt over for enkeltpersoner, som har været så uheldige ikke at være født på dansk territorium af kernedanske forældre, som vedblivende er blevet boende i Danmark. Dagspressen har ikke helt sjældent afdækket eksempler på urimeligt paragrafrytteri og fejl i forvaltningen, som årtier efter den fejlbehæftede forvaltningsafgørelse bringer enkeltpersoner i voldsom knibe – så vedkommende med rette føler sig berøvet sin juridiske identitet. Hvis det offentlige fejler, gælder tilsyneladende ikke nogen forældelsesfrister eller krav om at undgå unødig formalisme, som fx. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har indskærpet. I forvaltningen (læs: ministerierne) tænker man ikke i det daglige på Danmarks pligt til i henhold til en særlig konvention at undgå statsløshed. Såmænd bare et eksempel på, at demokratiet i vores eget land heller ikke er lydefrit. Ja, at det endog ind i mellem savner noget samfundsmoral. Det er nemlig moral, der i vidt omfang ligger bag vores love, og som holder retsstaten oppe.
17. maj 2025
Af Per Bo
For få år siden var indtrykket hos skiftende regeringer, at sikkerhedssituationen for Danmark var så god, at forsvarsudgifterne kunne holdes på 1 – 1,5 % af BNP selvom vi ad åre havde et mål om at komme op på NATO-tilsagnet på 2 % af BNP. Danmark var jo medlem af NATO og Vesten havde jo ”vundet den kolde krig”.
I dag er sikkerhedssituationen radikalt ændret og som konsekvens heraf skal vi nu til at bruge milliarder af kroner på militært udstyr måske op til 5 % af BNP. Det bliver vi ikke rigere af, og vi får ikke mere velfærd af det. Og hvad er begrundelsen? At der er en meget alvorlig trussel fra Rusland!
Og hvordan kan det så være? Vi vandt jo den kolde krig, der var jo ingen trussel efter, at Berlinmuren faldt, det sovjetisk kontrollerede Østeuropa blev demokratiseret og selve Sovjetunionen opløstes
Måske ville det være en idé at spole filmen tilbage?
Var vi ”klædt på” til at udnytte de muligheder der åbnede sig? Havde vi de rigtige ”redskaber”? Formelt havde vi eller fik vi nye demokratier, men levede vores demokratiske systemer op til de udfordringer (positive og negative) vi stod over for?
Man kan altid diskutere, hvornår historien skal begynde. Jeg har valgt det tidspunkt, hvor Gorbatjov overtog magten i Sovjetunionen dvs. 1985.
Meget hurtigt opstod der en forståelse mellem Gorbatjov og USA’s præsident Reagan. De var begge bevidste om faren ved atomoprustningen og risikoen for en atomkrig, og man blev enige om nedrustningsplaner. Der opstod samtidig et tillidsforhold, der også omfattede Reagans efterfølger Georg H Bush (den ældre).
Desværre blev Bush ikke genvalgt og opløsningen af Sovjetunionen betød samtidig et farvel til Gorbatjov som samarbejdspartner.
Det mislykkede kupforsøg mod Gorbatjov i august 1991 bragte Boris Jeltsin til magten og førte til opløsning af Sovjetunionen. En række lande under det hidtidige Sovjetunionen benyttede muligheden til at få reel selvstændighed (her i blandt Ukraine) og hidtidige modsætninger – der hidtil havde været undertrykt – kom frem i lyset.
I Jeltsins Rusland betød omformningen af det ex-kommunistiske samfund fra en centralstyret økonomi til en markedsøkonomi, at hidtil offentligt ejede virksomheder blev privatiserede. Man benyttede i høj grad amerikanske rådgivere, hvilket ofte bidrog til super-kapitalistiske løsninger, hvor nogle få ”oligarker” blev begunstiget og blev ekstremt rige, mens den store brede befolkning oplevede et voldsomt fald i levestandarden. Det gjaldt i særlig grad pensionister. Da man samtidig havde indført demokrati, var det forståeligt, at mange vælgere i Rusland ønskede sig tilbage til det ”gode” gamle stabile system.
Vestlige rådgivere ikke mindst fra USA skabte således grundlaget for, at Vladimir Putin fik sit første folkelige mandat, da han lovede at rette op på situationen.(Man kan kontrafaktisk spørge, hvad ville der være sket, hvis der var kommet rådgivere, der havde foreslået en skandinavisk økonomisk velfærdsmodel og ikke en amerikansk inspireret model?)
Samtidig gav flere i ”Vesten ” og i særlig grad i USA igen og igen udtryk for, at ”vi vandt den kolde krig”. Flere lande ikke blot i Østeuropa, men også i det tidligere Sovjetunionen opnåede selvstændighed og flere søgte om optagelse i EU og også i NATO. Og i visse tilfælde ønskede man i Vesten at fremme denne proces.
I Vesten dvs, sige i EU og i NATO var man generelt imødekommende, mens kredse i Rusland følte, at landet blev ”inddæmmet”. Det gav præsident Putin udtryk for ved sikkerhedskonferencen i München i 2007. Han sendte bl.a. en advarsel til Vesten om at ikke at opstille missiler i Polen og Tjekkiet. En opstilling ville blive opfattet negativt af Rusland.
Forud var gået et forløb, hvor Putin hurtigt efter terrorangrebene i USA den 11.september 2001 tilbød at stille basefaciliteter til rådighed for USA ifm. aktionen mod Taliban i Afghanistan. Det ”belønnede” George W Bush (den yngre) ved ensidigt at trække USA ud af ABM-traktaten (Anti Ballistic Missile Treaty) og også af Nuclear Test Ban Treaty. *
Her i oprustningens tidsalder skal vi derfor huske på, at Vesten selv kan have et medansvar for, at atomoprustningen ikke blev bremset.
Ustabiliteten i verden
Her i dag i 2025 er der ingen tvivl om, at lederne i såvel Moskva som Washington DC bidrager til den nuværende spænding og ustabilitet.
Ironien er, at stabiliteten var sikrere under den kolde krig med to forskellige samfundssystemer. Endnu mere ironisk er det, at den største ustabilitet i dag kommer fra ledelsen i USA med en præsident, hvis indfald ikke kan forudses, og som bakkes op af ministre og rådgivere, hvor fagkundskab snarere er undtagelsen end reglen, og hvor basale demokratiske spilleregler ikke efterleves, og hvor løgne har de optimale muligheder for at kunne udfolde sig.
I kongeriget Danmarks tilfælde er paradokset samtidig at begrundelsen for den voldsomme – og dyre – oprustning er en potentiel trussel fra Rusland, mens den eneste eksplicitte trussel Grønland/Danmark har været udsat for er fra vores vigtigste NATO-allierede USA. Med andre ord: vi bør opruste pga, at vi ikke ved, hvad USA kan finde på.
Oprust, Oprust, Oprust
I Europa i dag synes det som om, det eneste svar på den internationale spænding er : Oprust, Oprust, Oprust! Det bliver meget dyrt.
Vi hører intet andet. Selv under den kolde krig kunne man indgå aftaler om begrænsninger i våbenkapløbet.
Verden bliver ikke i sig selv sikrere med flere våben.
Jeg savner virkeligt, at man samtidig med en nødvendig oprustning også analyserer mulighederne for begrænsning af våbenkapløbet. I en tid hvor alle parter udvikler nye våbentyper, der bliver mere og mere sofistikerede mht automatik og hastighed, er det helt centralt, at man arbejder for aftaler, der reducerer risikoen for krig ved fejltolkninger og der ikke bliver en fordel ved at slå først.
Derfor er det vigtigt at Second Strike muligheden ikke bliver elimineret. Det betyder at man fortsat bør sikre at militærstrategien ”MAD” stadig består. MAD står for Mutual Assured Destruction. Umiddelbart virker ”MAD” vanvittig, men den skulle sikre, at ingen har en interesse i at slå først, da man er sikret gensidig ødelægelse.
Derfor går jeg ind for, at parterne har nogle usårlige gengældelsvåben.
Samtidigt er det vigtigt, at man definerer forsvarsudgifter, som udgifter der reducerer spændinger og konflikter. Eksempelvis kunne gensidige nedrustningsaftaler være en vej samtidig med at de reducerer udgifterne for begge parter.
Derfor bør også udgifter til konflikt- og fredsforskning – efter min mening – kunne dækkes under forsvarsbevillingerne.
Uanset hvad skal vi sameksistere på denne klode.
06. maj 2025
Af Henrik Døcker
Mange af historiens store “navne” har rødder i mægtige felttog og erobringer – i flæng kan nævnes Ramses, Cæsar, Alexander den Store, Frederik den Store, Napoleon, Hitler – men den mand, som i levende live i nutiden behersker al for megen opmærksomhed, er blevet et verdensnavn på en helt anden måde. Det vil være en forenkling at sige “ved fredelige midler”, selv om han ikke (endnu) har udløst voldelige konflikter mellem stater. Donald Trumps metoder kan siges ikke at være så primitive som at bruge vold Og dog er hans raseri mod alt og alle alligevel utrolig primitiv i sin manglende tagen højde for skadevirkningerne – også på hans eget USA.
En nu ca. 75 år gammel bog, “Forbrydelse og dumhed” rammer med sin titel essensen af hvad den stupide amerikanske præsident har gang i. Måske skulle man dog nævne dumheden først. Alene dette at “smage” på et enkelt ord. “told” og kalde det sit yndlingsord signalerer en så voldsom indskrænkethed, at ethvert tænkende menneske må tage sig til hovedet. USAs store overskud på sin handelsbalance udlignes i et vist omfang af underskud på betalingsbalancen. Således over for EU et handelsoverskud på 157 mrd. dollars mod et undeskud på betalingsbalancen på 109 mrd. dollars Dette her her har sin rod i, at man i samhandelen opererer med to kategorier: Varer og tjenesteydelser.
USA sælger mindre end det køber i udlandet, til gengæld afsætter det flere tjenesteydelser, fx. it-systemer, kurser, “programmer”, end det køber. I det trumpske “verdenshandelsbillede” opererer han tilsyneladende kun med varer. Alverdens eksperter, ikke mindst økonomer, har måbet over hvordan præsidenten har kunnet tro, at hans i sin magt og vælde kunne omstrukturere handelsvejene og tilføje USA en så umådelig ekstra eksport ved at pålægge det meste af verden uhyrligt høje toldsatser. At han ikke har taget højde for den mægtige fordyrelse det vil påføre importvarer i USA, samtidig med at der ikke som paddehatte ville rejse sig fabrikker i USA som kan opsluge arbejdsivrige skarer. I “Guds eget land” vil der tilmed ikke kunne produceres til de priser, som fx. Kina, Vietnam og Bangladesh kan producere til.
Det kan da også konstateres, at den megalomane chauvinist Trump – der efter tæt ved 75 års nutidshistorie præget af et vildt varieret og nyttigt internationalt samarbejde – foreløbig har lidt indtil flere nederlag: 1) Han “får” ikke Grønland med et fingerknips 2) Han har ikke skabt umiddelbar fred i Ukraine 3) Han får ikke amerikansk suverænitet over Panama-kanalen 4) Han får ikke udflyttet Gazas befolkning. 5) Han har måttet sætte nogle af sine mest skadelige toldforhøjelser på 90 dags pause. Dog undtaget Kina, som han tilsyneladende har kåret til hovedfjenden i toldkrigen.
Den oven for omtalte bog “Forbrydelse og dumhed” skyldtes Berlingske-journalisten Nicolai Blædel og skildrede optaktsårene i 1930’erne til 2. Verdenskrig. Om alt det især Frankrig og Storbritannien ikke havde gjort for evt. at hindre krigen. I tilfældet Trump og hans såkaldte handelskrig forholder sig godt nok lidt anderledes – dumheden og forbrydelsen skyldes alene ham: Det var ikke til at forudset, at hans såkaldte Maga-bevægelse gemte på så storladne negative følelser over for nærmest hele verden – og at han ville handle så primitivt med ødelæggende følger for både USA selv og alle dets samhandelspartnere..
Jeg er ikke i den rivende strøm af kommentarer til hans destruktionsværk stødt på udtryk som “ny-isolationisme”, men det ligger på tungen. Hele forholdet mellem USA og Europa er indviklet. I mange år var USA feteret og vel også misundt set udefra, men alligevel valgte det selv at isolere sig: Ingen indblanding fra europæiske magter i vore forhold, ingen indblanding i jeres fra vores side, hed det. Monroe-doktrinen, opkaldt efter præsident James Monroe i det 19. årh., blev isolationismens navn. Da Adolf Hitler udløste 2. Verdenskrig satte amerikansk lovgivning en bom ned for våben- og ammunitionsbistand til Europa, indtil amerikanerne “opfandt” låne- og lejeloven, der åbnede mulighed for bistand, som ikke direkte var køb eller gave. For resten havde USA også bistået Europa militært under 1. Verdenskrig som modsvar til den uindskrænkede u-bådskrig fra Tysklands side, som også ramte amerikanske skibe på Atlanten.
Mens man på det økonomiske felt ikke kan mistænke Trump for at have alt for skarphjernede eksperter, så har han i et mindste en veltalende vicepræsident – J.D. Vance. Først gjorde han sig på Den Internationale Sikkerhedskonferance i München bemærket ved at tale helt uden om emnet sikkerhed. Han forfægtede, at Europa var truet “indefra”. Nå ja, efter hans (og Trumps) mening var det et udryk for at de forkerte partier for tiden styrer europæiske regeringer. Dertil kunne man tørt indvende, at det er man også UiSA truet af (uden at den nuværende regering vil indse eller erkende det) i form af den indefra kommende kraft, som ligger i Trumps personlige nedbrydning af de bærende konstruktioner i den amerikanske forfatning.
Det må i øvrigt have været ham en skuffelse, at “Grønlandsinitiativet”- først den aflyste USA-overværelse af det store hundeslædevæddeløb og så den ubekvemme ‘melding’ fra Pituffikbasens kvindelige chef, en oberst, om det fortrinlige samarbejde mellem basen og danske myndigheder – måtte betragtes som et nederlag. Her havde Vance for basens mandskab hudflettet Danmark som en uartig skoledreng, der ikke havde passet sit job ordentligt, som med større ord varen “dårlig allieret” alt mens base-chefen roste selvsamme danskere. Som et dårlig samstemt orkester, der straks førte til den “illoyale” obersts fyring (dog kun et par måneder før hun alligevel skulle andetsteds hen i det amerikansk forsvar).
Men masseafskedigelser , lukning af offentlige styrelser og kontorer, nedbrydning af samfundsbærende lovgivning mv. i USA fortsætter og skaber ubodelig skade. Usikkerhed om fremtiden for tusinder af menneskers liv og arbejde usikkerhed for aktionærer – kort sagt kaos. I al væsentligt skyldes det tilsyneladende én mands galskab, ondskab og hævngerrighed , kommen de fra fra et magtuhyre uden hjerne og hjerte. Som sælger et såkaldt narrativ om at USA ikke er stort nok. For omverdenen er det ubegribeligt, at der ikke har rejst sig en folkestorm herimod såvel i Kongressen som i de folkelige politiske cirkler udenfor. Internationalt, ikke mindst på børserne, virker usikkerheden efterhånden som en plage. Kan denne galskab virkelig fortsætte?
17. april 2025
Af Per Bo
Verden er på fuld fart ind i en handelskrig, og finansmarkederne reagerer med kraftige kursfald. Det hele skyldes den nye amerikanske administration med Præsident Trump i spidsen. Hans seneste indfald var annonceringen af kraftige toldsatser mod alle lande tilsyneladende bortset fra mod Rusland og Belarus. Ja selv et lille landområde p.t. kun beboet af pingviner bliver ramt!
Hvordan kan jeg så skimte et lys i mørket? Det skyldes, at så godt som alle andre lande end USA er interesserede i at finde alternative handelspartnere til USA. Derfor varer det sikkert ikke længe, før USA får opfyldt ønsket om at ”være alene hjemme”.
Det vil ske på kort som på lang sigt. Selv med kortsigtede indrømmelser fra USA vil det nu for os andre være erfaringen, at det er for risikabelt at stole på aftaler med USA.
Investorer – herunder også amerikanske investorer – vil se sig om efter markeder, der ikke er udsat for Trumps vilkårlige indfald. Det skal helst være potentielle vækstmarkeder. Her vil bl.a. Europas forsvarsindustri byde sig til.
På længere sigt vil den største – selvskabte – skade for USA efter min vurdering være, at
omverdenen ikke længere tør tro på USA. (Tænk bare på den abrupte nedlæggelse af USAID).
Resultatet bliver mindre økonomisk vækst og et mindre tillidsfuldt samarbejde internationalt.
7. april 2025