Vi bryster os af folkestyre og ytringsfrihed i det store flertal af Europas stater, vi har fundet fælles fodslag i Europarådet, EU, NATO m.fl. – de fleste af os. Men det “knirker” her og dér: I Tyrkiet, i Serbien og flere andre stater. Afstanden mellem civilbefolkningens almene opfattelse, den såkaldt offentlige mening, og regeringens har givet udslag i gigantdemonstrationer i bl.a. Istanbul og Beograd. Det er ingen løgn, at magt korrumperer, og at absolut magt korrumperer absolut, sådan som den engelske 1800-tals historiker lord Acton formulerede det.

Vor brede inddeling af verden – i diktaturer med eneherskere og demokratier med folkevalgte regeringer – holder desværre ikke rigtig. Det formelle demokrati USA ledes af en præsident, som kun rigtig regner med sin egen grænseløse udøvende magt, Tyrkiet har haft den samme præsident i snart 25 år, som også har ladet hånt om de “bremseklodser”, forfatning og love er udstyret med. Jo længere vi kommer op i hvad man kunne kalde “magtpyramiden”, jo sværere er det at opretholde troen på magtens tredeling (i den udøvende, lovgivende og dømmende magt). Tjah en ikke ellers så kendt romersk filosof, Juvenal, spurgte allerede i det 1. årh. efter Kr.: Qvis custodiet ipsos custodes? Hvem skal (så) dømme dommerne, dvs. landets øverste magtherrer, underforstået når de misbruger deres magt, lader hånt om forfatninger og love.

Da jeg første gang hørte om denne magtens tredeling, tænkte jeg uvilkårligt: Hvem er så stærkest? For de må da en gang imellem tørne sammen? Sådan bør man dog ikke se på det. De tre magter er nok i en evig “konkurrence”, men de kan hver især noget, de andre to magter ikke kan. Ligesom legen “sten, papir, saks”. Regeringen eller Folketinget tager her i landet initiativ til lovene, mens regeringen, dvs. dens centraladministration, forvalter lovene, træffer beslutninger – gennem såkaldte forvaltningsakter – og domstolene afgør de konflikter, der opstår om lovenes rette anvendelse.

Anklagemyndigheden kan siges at være magt-tredelingens Achilleshæl. Formelt sorterer denne myndighed under den udøvende magt, men i Danmark er der tradition for, at den fungerer uafhængig af regeringen, når bortses fra sager, der vedrører fremmede magter, herunder spionsager. I Tyrkiet derimod har der i Recep Tayyip Erdogans regeringstid været talrige eksempler på masseanholdelser af præsidentens politiske modstandere, herunder ikke blot journalister. Dvs. at Anklagemyndigheden er regeringens lydige redskab til uden et juridisk grundlag at forfølge og frihedsberøve politiske modstandere. Det såkaldt fejlslagne militærkup mod Erdogan i 2016 er et eksempel på sådant magtmisbrug. Erdogan selv kaldte det “en himmelsendt gave” (til at “rense ud” blandt “de illoyale”), men den dag i dag er det ikke opklaret, hvem, der virkelig stod bag kuppet, som hurtigt blev nedkæmpet og kun kostede 250 soldater livet.

Spændende bliver det, om den nu fængslede Istanbul-borgmester Ekrem Imamoglu i sidste ende bliver Erdogans afløser. Indbyggerne i Tyrkiets største byer. Istanbul, Ankara og Izmir, har i flere omgange stemt Imamoglus parti CHP lokalt til magten, Men det er først i 2028, at der næste gang skal være præsidentvalg i Tyrkiet, så der kan ske meget inden da. Samme kløft mellem befolkning og regering har man nylig set i Serbien. Det regeringsbærende parti, Serbiens Progressive Parti, beskyldes bl.a for korruption i stor skala – det er denne ofte benyttede begrundelse, som ikke overraskende også er rettet mod Imamoglu, og som for det meste er svær at bevise, fordi de fleste involverede har noget at dække over. Men den serbiske ministerpræsident Milos Vucevic er da for nylig blevet afskediget efter blot et år på posten – noget der dog ikke har standset den folkelige opposition.

I et andet Balkan-land, Bosnien-Hercegovina, er disharmonien mellem befolkningen, eller rettere dele af den, og regeringen af en anden beskaffenhed. Som den mest heterogene af det gamle Jugoslaviens mange delstater, er Bosnien-Hercegovina som selvstændig nation plaget af den serbiske befolkningsgruppes indgroede uvilje mod skulle dele magten med statens to andre nationale folkegrupper, kroaterne og bosniakkerne (som er muslimer). Med ringe tiltro til at de tre “parter” i den nye stat ville kunne fungere gnidningsløst sammen, bestemte Dayton-freden – som i 1996 afsluttede den langvarige borgerkrig i Bosnien, at en international “høj repræsentant” udefra skulle overvåge det politiske liv i staten. Den serbisk-bosniske politiker Milorad Dodik blev for nylig, på begæring af den nuværende høje repræsentant tyskeren Christian Schmidt, idømt halvandet års fængsel for separatistisk virksomhed.

Til allersidst lidt om de forringede vilkår for hvad man kunne kalde “verdens-ytringsfriheden”, Donald Trumps “skærebrænder-politik” har udløst. USAs langvarige støtte til ytrings- og informationsfrihed til diktaturplagede lande gennem radiostationer som Voice of America, Radio Free Europe og Radio Liberty står over for lukning, hvis det da ikke allerede er sket. Trumps håndgangne højrehånd Elon Musk er lige så frejdig/dygtig til at lyve som sin herre og mester, når han påstår “Ingen lytter alligevel til dem”. Den amerikanske myndighed, som har ført tilsyn med radiostationerne, USA Agency for Global Media, har ellers hævdet, at   427 millioner mennesker på verdensplan har lyttet til radiostationerne, som har sendt til 100 lande på 63 sprog. Alt dette lukkes naturligvis ikke ned uden sværdslag: retssager er et naturligt gensvar fra organisationer og enkeltpersoner. De budskaber, der oprindelig tjente til at trænge gennem det europæiske jerntæppe og nå borgere i Sovjetunionen og dets satellitstater, har nu i mange år også været påskønnet i bl.a. asiatiske diktaturer som Kina og Nordkorea. Måske er der stadig håb for radioernes overlevelse, men det bliver næppe på de hidtidige vilkår.

Konstrueret præsident-ordre til en lakaj i Det hvide Hus: “Se så at få det gjort/og gerne som noget stort/ og det i en fart/for det er smart/helst på et døgn/med og uden løgn!

Haglbygen af ‘nyordninger’ fra det amerikanske præsidentpalæ er så tæt og langvarig, at alverdens kommentatorer har svært ved at følge med. Men hærværksmanden har et kissejav uden lige. Besindige typer skal ikke have en chance – eller i hvert fald en meget lille en – for at slå bremsen i. Men lad mig forsøge en slags ” politisk diagnose” af Donald Trump. Kan man fantasere sig til et slags rationale bag alle de ubegribelige destruktive udfald?

Idet der her lægges til grund, at det jo er forretningsmanden Trump som udlever alle sine herskesyge, infame instinkter.

Der er ikke skyggen af en politiker, endsige statsmand på USA’s store magt-tribune, ikke en person, der på nogen måde føler ansvar for noget eller respekt for sit embede, Det illustreredes om ikke andet under den nylige ‘forestilling’ i form af en ikke særlig formel meningsudveksling med Ukraines præsident under dennes besøg i Washington. Der er ikke noget objektivt svar på hvem, der vandt og hvem, der tabte ved det møde, som via fjernsynet blev gjort tilgængeligt for hele verden.

Det undrede mig, at de amerikanske myndigheder tillod den uformelle ordveksling at blive tv-transmitteret. Det er mildest talt ikke kutyme at udsende den slags uformel snak, der kan betragtes som en form for forpostfægtninger, inden der udsendes en officiel erklæring. Måske var der tale om en lynvisit af Volodymyr Zelenskij, som kun levnede tid til det, vi så? Trump havde måske forestillet sig, at han – stor og mægtig, som han anser sig selv -kunne “tyre” den ukrainske gæst, påtvinge ham en slags “efterbetaling” i form af de eftertragtede ukrainske mineraler for USA-våbenstøtten til det krigshærgede Ukraine.

Karakteristisk for Trumps overlegne og overfladiske facon tangerede han ikke de sandsynlige vanskeligheder, der kan tænkes med udvindingen af mineralerne, som måske findes på krigshærget eller russisk besat område? Direkte oprørende forekom det gennemsnitseuropæeren, at Trump og hans vicepræsident i den grad nedgjorde Zelenskij – hørte det mon med til d’herrer ’s forberedte behandling af den europæiske gæst? Ikke utænkeligt eftersom Trump hader tabere eller personer/stater, der har udsigt til at tabe.

Udtryk som: at man ikke sparker den til én, der ligger ned, er ukendt og uvelkomment i Trumps megalomane verdensopfattelse. Den ydmygelse, ja mobning, som Zelenskij blev udsat for, vil blive husket som en skændsel i USA’s nyere historie. Hvis mange af de millioner amerikanere, som sidste år stemte på Trump, opfatter dette som en ‘sejr’, så vi jeg vende mig i afsky og tage hatten af for Zelenskij’s enorme selvbeherskelse. På løgnagtig vis at blive beskyldt for at “lege med 3. verdenskrig” og skulle påhøre Trumps falske tal for USA’s bistand til Ukraine, er voldsom kost – et gement kneb at forsøge at gøre offeret (for Ruslands aggression mod Ukraine) til gerningsmand.

Der skal nok være en del mennesker i verden, som ikke helt præcis husker hvordan Ukraine-krigen begyndte for tre år siden. Og en del, som fortaber sig i det politiske forløb forud for det russiske angreb 24.februar 2022. Intet af alt dette retfærdiggør den aggression, der var tale om – det eklatante brud på FN-pagtens Artikel 2 om staternes pligt til at håndtere konflikter med fredelige midler. Men al den folkeretlige “snak”, som både Ruslands diktator Vladimir Putin og USA’s “ulv i fåreklæder” Donald Trump negligerer, tæller ikke, når verdensmagtherrer agerer. Der verserer for resten allerede nu forlydender om, at USA overvejer at udtræde af FN – efter at det har bebudet exit fra WHO og FN’s Menneskerettighedsråd. Noget Putin ikke har bekymret sig om. Lad det blive ved rygterne.

Fra sin barske forretningsverden har Trump været vant til at skamrose egne “produkter” og ikke vige tilbage for at håne modstandere. Han har måske på en måde forregnet sig med den ukrainske præsident, som tillod sig at fremføre sine mærkesager, herunder især behovet for en sikkerhedsgaranti.  Trump er i den grad resultatorienteret, her opnåelsen af en hurtig fred i Ukraine, at han ser stort på, at ukrainerne ikke ønsker fred for enhver pris. Trump har jo lovet sin vælgere, at han kunne skabe fred i lyntempo. Umiddelbart er det svært at øjne nogen som helst interesse fra Putin til at “forhandle”. Trump har så i øvrigt – som det fremgik af tv-samtalen – “glemt” at han for ganske nylig kaldte Zelenskij diktator.

Trumps lige så uvederhæftige lakaj J.D. Vance tillod sig at spørge den ukrainske gæst, om han ikke havde noget ordentlig tøj at møde op i. Hans sorte antræk vil han imidlertid være iført så længe krigen varer – hvad vicepræsidenten – ikke overraskende – slet ikke kunne regne ud. Hovedindtrykket af hele seancen var nogle primitive amerikanske opkomlinges sølle forsøg på at nedgøre deres europæiske gæst, alene fordi de kommer fra det mægtige USA.  Trump befinder sig bedst i en angrebsposition, idet han tillige har en udsøgt evne til at skyde personer og institutioner noget i skoene, dvs. udslynge falske beskyldninger mod dem.

Det siger noget om mandens ufattelig lave moral, at han efter en flyulykke i Washington for nylig straks ville finde syndebukke blandt flyveledere – og den såkaldte diversitetspolitik, der skulle ligge bag rekrutteringen af flyveledere. Aldeles uunderbygget og baseret på hans egne primitive og nedrige følelser. En sådan “motivforfalskning” er kendt som et juridisk fænomen, men utilstedeligt af en præsident at fremkomme med. Trumps uhøjtidelige facon, hvor verden kan se med fra “familieopgør” mellem statsledere, kunne være en grund til “skilsmisse” mellem USA og Europa. Hvis ikke vi stadig føler os ret så afhængige af USA og dets atomparaply. Og så er det for resten USA, der ret skråsikkert viser Europa vintervejen og indgyder os frygt for at Atlantpagten (NATO) ikke holder.