Globale Seniorer

Lytter vi nok til afrikanske kvinder?

Om bæredygtighed og jordrettigheder.

Jette Steensen har fremsendt dette debatoplæg                                                            4.10.2023

Verdensmålene inkluderer rettighed til jord i flere af sine mål henholdsvis fattigdom (1) og sult (2) og ligestilling (5).

Vi hører ofte i pressen, at trods frugtbar jord kan Afrika ikke brødføde sig selv og er afhængig af import udefra. Mange tænker nok, at dette skyldes forældede og ineffektive dyrkningsmetoder eller manglende indsats, men sagen er noget mere kompliceret.
De fleste mennesker, som i dag lever i fattigdom i Afrika, er helt afhængige af at have et jordstykke, der kan sikre egen og familiens overlevelse, men ofte har de ingen formelle rettigheder til jorden. Ifølge data fra verdensbanken er kun 10% af jorden i Afrika officielt registreret. Denne usikkerhed er med til at mindske investeringslysten og er dermed også med til at hindre produktivitetsudvikling. Usikkerheden er dermed med til at fastholde dem i fattigdom. Ifølge verdensbanken er det muligt at øge produktiviteten og mere end fordoble familiens indkomst, såfremt familien får formelle rettigheder til jorden. (blogs.worldbank.org). Dette betyder, at stordrift ikke er eneste løsning på problematikken med øget fødevaresikkerhed og faktisk er det ofte anvendte traditionelle ”skovlandbrug” med stor variation af afgrøder på begrænset plads både effektivt og miljøvenligt.

Landgrabbing skaber konflikt – med eksempel fra Oromo
Denne viden nyttiggøres dog kun i begrænset omfang og udfordres af traditionelle monoafgrøder ”cash crops” som kaffe, kakao, cashew mm. Samtidig forstærkes denne stordrift af en stigende tendens til ”Landgrabbing” (dvs. store landområder som under mere eller mindre lyssky forhold sælges til storinvestorer, som bl.a. udnytter jorden til gødnings og pesticidintensiv landbrugsdrift). I Afrika har lande som Etiopien, Mozambique, Tanzania og Kenya i særlig grad været udsat for disse processer. Processen udpiner jorden, men skaber også grobund for mange konflikter.
Som eksempel kan nævnes udviklingen i delstaten Oromo i Etiopien. Haile Selassies kejserdømme indførte et meget stærkt undertrykkende jordrettighedssystem. Efter kejserdømmets fald blev al jord nationaliseret af staten, men beskytter ikke de enkelte brugeres rettigheder. Den etiopiske forfatning begrænser de enkelte delstaters muligheder for selv at bestemme over landområderne og sikrer ikke de enkelte etniske gruppers ret til økonomisk selvbestemmelse. I tilfælde af tvangsforflyttelse er der ingen beskyttelse eller ret til kompensation til de enkelte. Oromo området er et af de mest frugtbare i Etiopien og befolkningen udgør ca. 40% af Etiopiens befolkning, men som etnisk gruppe har de indtil for nylig ikke haft meget indflydelse. Derfor opfatter de statens og regeringens håndtering af disse processer som systematisk diskrimination og overgreb, og dermed er der grundlag for konflikt (Land Use Policy,vol 70,2018, pp 247-255).

Kvindernes rolle
Der er derfor behov for større debat og opmærksomhed omkring adgang til jord, helt basalt for at kunne sikre fødevareforsyningen og fastholde og udvikle bæredygtige lokalsamfund i Afrika. I Afrika er kvinder ansvarlige for produktion af op mellem 60 og 80 % af de basale fødevarer, men selvom kvinder således ofte er hovedansvarlige for at sørge for fødevarer til en voksende befolkning, er der stadig store forskelle mellem kønnene når det kommer til formelle jordrettigheder, dvs. kvinderne befinder sig i en udsat position, hvis ikke deres adgang til jord formaliseres. Ofte har kvinderne kun adgang til jorden gennem et mandligt familiemedlem. Hvis manden dør eller de bliver uvenner med faderen eller broderen, bliver de og deres børn hjemløse og uden adgang til jord. Styrkelse af kvindernes formelle rettigheder er derfor helt utvetydigt nøgle til økonomisk og social fremgang. Selvom udbytte af projekter, som bevidst søger at styrke kvindernes stilling, er større end mere generelle ligestillingsprojekter, er det kun ca. 6% af den bilaterale finansiering til landbrug og landdistriktsudvikling, der tager højde for dette. https://www.fao.org/3/Y4308E/y4308e05.htm .
Formelle jordrettigheder og specielt større ligestilling i relation til jord er derfor af helt central betydning for levevilkår og fødevaresikkerhed. Dette er imidlertid en problemstilling som ofte negligeres og forbigås i det store billede om udvikling i Afrika, dels (måske) fordi det drejer sig om kvindestemmer, og dels fordi udviklingen foregår på mikroplan og dermed let forsvinder fra den stærke makro(mands-) og investeringsorienterede udviklingshorisont. Som demonstreret i et større forskningsprojekt fra DIIS   (Brockington, Noe 2022) kan selv små forbedringer af levevilkår imidlertid skabe en velstandsfremgang, som ganske vist ofte ikke opfanges af generelle landestatistikker, men har stor betydning for den enkelte kvinde og hendes familie. Større opmærksomhed omkring disse forhold vil have væsentlig betydning for en mere bæredygtig udvikling.
Brockington,D., Noe, C(.2002): Prosperity in Rural Africa. Oxford.

Verdensmålene: En fælles global indsats

Af Leif Sønderberg Petersen og Asbjørn Andersen                               13. september 2023

Verdensmålene er ikke fortid, de er vores fremtid. De er vores fælles arbejdsplan for at udrydde fattigdom, bekæmpe ulighed og stoppe klimaforandringerne inden 2030. Men siden kampagnen “Vores mål” sluttede i 2020, har der været en offentlig stilhed omkring dem. Det er tid til at bringe dem tilbage i rampelyset.

Behovet for kommunikation og engagement
Der er et stort behov for at revitalisere verdensmålene, både over for politikere og ikke mindst befolkningen. Vi skal finde nye metoder til at skabe engagement, metoder der involverer alle samfundsaktører. Verdensmålsgruppen er ved at tilrettelægge en foredragsserie, som involverer kunst, kultur, forskning og erhvervsliv, med henblik på at motivere og engagere globale seniorer i at få opbakning til verdensmålene politisk.

Kulturen, videnskaben og erhvervslivet
Kulturlivet har et bredt formål, der omfatter kunstnerisk og kreativt udtryk i samfundsdebatten og giver dermed et vigtigt bidrag til forståelse af verdensmålenes vigtighed. Den videnskabelige verden søger at opnå objektiv viden og forståelse gennem forskning. Erhvervslivet kan bidrage væsentligt til økonomien og skaber grønne arbejdspladser.

Sammen med borgere og politikere kan disse aktører gøre en forskel
Ved at inddrage disse aktører tror vi, at det er muligt at skabe større engagement og øge fælles indsatser. Danskerne præsenteres for videnskabelige facts om klimaforandringer som er noget dystre. Vi mener, at det er vigtigt også at involvere alle følelsesmæssigt gennem kreative tilgange til fortolkning af verdensmålene set i et visionært perspektiv.

Sammen kan vi nå vores mål.

Foreløbigt har vi planlagt følgende arrangementer:
Vi starter med et møde med Maja Lucas, som er forfatter, og aktivist i Exstinction Rebellion 28.9.2023. Se opslaget i kalenderen og tilmeld dig samme sted. 

Pragmatisk idealisme.

Foto: Dina Goroziya Pixabay

Af Per Bo                                                                                                                                    30. maj 2023

Jeg ved ikke, hvem der først kom med udtrykket nuværende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen eller tidligere udenrigsmister Per Stig Møller. Rigtigt tollket synes jeg godt om udtrykket. Det er vigtigt med idealisme, men det er også vigtigt at være pragmatisk og tage hensyn til den virkelighed, vi på et givet tidspunkt befinder os i.
Det var også den betegnelse, som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen benyttede, da han præsenterede SVM regeringens nye Udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi.
Han nævnte, at der kunne være brug for mere pragmatisme bl.a. i forhold til en række lande, hvor Danmark – og andre europæiske lande – hidtil har været på den høje idealistiske hest og fortalt andre lande hvilke principper, de burde styre efter.
For Danmarks vedkommende f.eks. demokrati og menneskerettigheder.
Demokrati og menneskerettigheder. Man kan så spørge, om vi selv tager disse principper alvorligt.
Vi kritiserer eksempelvis ledere af nationer i det “globale syd” for manglende demokrati.
Men hvordan er det hos os selv ? Den formelt højeste post i vores samfund – posten som statsoverhoved – besættes den efter en demokratisk proces ? NEJ. Tværtimod.
Statsoverhovedet skal komme fra en bestemt familie, jobbet er ikke tidsbegrænset, og det er arveligt. Samtidig kan statsoverhovedet ikke frit vælge, hvilken religion han/hun vil tilslutte sig.
Tilhængere af det åbenlyst udemokratiske system begrunder det bl.a. med, at det kan betale sig, og at det gavner danske erhvervsinteresser !
Alene af den grund og for at hykleriet ikke bliver alt for åbenbart, er det godt at styre efter “Pragmatisk idealisme”
Jeg er fundamentalt enig i, at det er vigtigt at have nogle idealer (et idealistisk kompas) at styre efter. Nogle gange viser det sig, at den lige vej – en højt udmeldt idealisme – ikke er den, der bedst giver resultater.

Et eksempel kan måske illustrere pointen. Nemlig den politik, der ledte op til Helsinki-konferencen i 1975 bl.a. Willy Brandts “Østpolitik”. På Helsinki-konferencen blev man enige om – pragmatisk – at tage grænsedragningen efter 2. verdenskrig til efterretning, idet man sagde, at ændringer kun kunne ske med fredelige midler. Det var vigtigt for magthaverne i Sovjetunionen. Samtidig blev man enige om, at menneskerettighederne herunder de fundamentale frihedsrettigheder skulle respekteres, hvilket var vigtigt for de vestlige lande.
Paradokset er, at denne aftale – der indebar en de fakto anderkendelse af de eksisterende grænser og Tysklands deling – blev afsættet til Tysklands fredelige genforening og demokratiseringen i Østeuropa.
Den nye Udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi. Den seneste udenrigspolitiske strategi blev præsenteret af den socialdemokratiske et-parti regering i begyndelsen af 2022. Siden da har verden ændret sig radikalt som følge af den russiske invasion af Ukraine. Så alene af den grund var der behov for en ny strategi. Men der var også behov for en ny strategi, da vi fik en ny SVM-regering hen over midten i december 2022.
Det vil mht. kommentarer derfor være mest relevant at sammenholde den med SVM-regeringsgrundlagets udenrigspolitiske afsnit.
I forhold til SVM-regeringsgrundlaget (som jeg kommenterede i et notat 16-1-2023 ), er der sket en række afklaringer og – synes jeg – forbedringer.
I strategien har FN fået en mere fremtrædende plads (hvilket jeg efterlyste). Det gøres også klart – at Danmarks muligheder for at påvirke udviklingen går gennem vores medlemskaber og alliancer. NATO på det sikkerhedspolitiske område, men først og fremmest understreges det, at vores indflydelse går gennem EU. Det er værd at hæfte sig ved, når man tænker bare nogle få år tilbage. Der skrives: “Danmark og Europa skal tilpasse sig en geopolitisk virkelighed præget af dyb mistillid, langvarig konfrontation og uforudsigelighed”. Jeg er ikke i tvivl om, at “uforudsigeligheden” også er møntet på USA. Derfor må EU udvikles også på det sikkerhedspolitiske område. EU skal også spille en større rolle på den internationale scene. Strategien forudser et EU med flere medlemmer og – uden at det siges helt klart – til en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Strategien ser også på de længeresigtede konsekvenser (frem mod 2050) af, at balancen skifter i den globale økonomi (Fra USA-EU over mod Asien) og befolkningsmæssigt en stigning (Fra USA-Europa over mod Afrika).
Man gør også opmærksom på, at globaliseringen er under forandring. Der kommer nok nye spilleregler. Hvor man lander er endnu ikke klart. (Det var også en overvejelse, man har i OECD, viste GS’ studierejse til OECD i april 2023).
I forhold til regeringsgrundlaget er der skruet ned for retorikken. Vi skal fortsat arbejde for “Ligeværdige partnerskaber”. Mht. Afrika, hvor der i høj grad har manglet “ligeværdighed”, konstaterer man ikke blot, at “Afrika er Europas nabo og et kontinent i vækst”. Man siger nu også eksplicit, at man skal samarbejde med den Afrikanske Union for “at finde fælles løsninger på globale udfordringer”. Man nævner, at der er en Afrikaplan på trapperne. “Den vil styre den danske indsats for stærkere samtænkning og for styrkelse af bilaterale og europæiske tiltag på tværs af vores engagement”.
Jeg efterlyste i mine kommentarer til regeringsgrundlaget, at man eksplicit burde nævne den Afrikanske Union (AU) som samarbejdspartner. Det er nu sket !
I regeringsgrundlaget stod, at udviklingsbistanden “ligeledes skal understøtte handel og udbredelse af markedsøkonomiske principper” Det er ikke gentaget i strategien. Godt, hvis man ønsker en ligeværdig dialog.
Jeg håber, at den Afrikaplan, der er på trapperne, også vil pege på, at man bør genoverveje hvilke ambassader, man ønsker, og at oprettelse og nedlæggelser sker i konsultation med de afrikanske partnere. Lukningen af ambassaden i Tanzania forstår meget få Afrika-kendere.
I strategien konstaterer man, at befolkningen vokser i Afrika. Afrika vil i mange år frem have en ung befolkning. Det burde set fra et aldrende Europa være en positiv udfordring, når vi mangler arbejdskraft. Eller har vi noget mod sort arbejdskraft?

Danske NGO’er ved slutning af COP27

Pressemeddelelse: Danske NGO’er ved afslutningen af COP27

 

Godt verden fik aftale om klimakatastrofe-fond – men helt utilstrækkeligt resultat for at sikre 1,5 grader.

COP27 sluttede søndag tidlig morgen. Det egyptiske formandskab havde udnævnt COP27 til at være en ”implementerings-COP”, altså et klimamøde der skulle sikre gennemførelsen af konkrete klimatiltag, men mødet gav langt fra de nødvendige fremskridt i forhold til at begrænse landenes drivhusgasudledninger. Til gengæld lykkedes det at blive enige om at etablere en fond for ”tab og skader”, der skal hjælpe de udviklingslande, der rammes af klimakatastrofer.

”Det er et væsentligt fremskridt, at det lykkedes at blive enige om etableringen af en fond for at hjælpe de udviklingslande, der rammes af klimakatastrofer” udtaler Troels Dam Christensen, sekretariatsleder i NGO-netværket 92-gruppen. ”Men samtidigt er det et kæmpe problem, at landene ikke kunne blive enige om mere fremdrift for at sikre den langt større klimaindsats, der er så akut brug for. Det haster nu endnu mere end før med en stærkere indsats, også fra EU og Danmark, hvis vi skal have en chance for at beskytte verden mod de galoperende klimaændringer”.

Godt resultat, at der etableres en klimakatastrofefond – men kræver mere støtte, hvis den skal på plads
“Det største resultat af COP27 er, at der etableres en global klimakatastrofe-fond. Oversvømmelserne i Pakistan og tørken på Afrikas Horn viser med al tydelighed, at klimaforandringerne rammer millioner af fattige mennesker hårdt. Det er fundamentalt uretfærdigt, at de ikke får hjælp, når de ikke skaber klimaproblemet, så det er absolut på høje tide, at der kommer sådan en fond ”, siger John Nordbo, senior klimarådgiver i CARE, og fortsætter:

”Men aftalen er en principbeslutning, så det betyder ikke, at fonden er på plads og fyldt med penge. De endelige rammer og betingelser skal forhandles på plads næste år. Jeg håber inderligt, at en ny dansk regering vil give meget høj prioritet til at føre beslutningen ud i livet. Klimavidenskaben siger entydigt, at der kommer mere ekstremt vejr, og at vandstandene i verdenshavene vil stige – så der vil være mange flere ofre, mens de videre forhandlinger om fonden foregår.”

De penge, der blev lovet til at hjælpe ved klimakatastrofer, må ikke tages fra allerede lovet bistand
”Det var positivt, at der i løbet af COP27 kom en række løfter om penge til tab og skader. Det var et vigtig politisk signal fra rige lande, som ville vise ulandene, at de tager klimakatastroferne alvorligt. Det er penge, der vil hjælpe mange mennesker, som kæmper med oversvømmelser, tørke og cykloner” udtaler Mattias Söderberg, klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp. ”Det er dog meget trist, at de fleste af disse penge bliver snuppet fra eksisterende budgetter og bevillinger. De nye penge til tab og skader må ikke tages fra de penge, som rige lande allerede har lovet væk til ulandene.”

Langt fra den nødvendige indsats for at nedbringe klimagasudslippet og udfase de fossile brændsler
Ifølge det Internationale Energiagentur, IEA skal det globale drivhusgasudslip toppe hurtigst muligt og senest i 2025, og emissionerne skal halveres i 2030 sammenlignet med 2019 og i nettonul i 2050, hvis verden skal undgå temperaturstigninger over 1.5 grader.

“I forhold til drivhusgasreduktioner, så fremgår det af teksten, at man skal forsøge at holde de maksimalt 1.5 graders temperaturstigning, men teksten er uden den tilstrækkelige indsats. Vi er så tæt på 2025, hvor udledningerne skal toppe, og det var nu, vejen skulle vises for alle de millioner af handlinger, der skal til. Teksten om arbejdsprogrammet, der skal hjælpe sektorer til at omstille sig, endte med at være så udvandet, at det er uklart, om det reelt leverer noget”, siger Mette Susgaard, fra Den Grønne Ungdomsbevægelse.

“Samtidigt skulle det være skrevet ind i aftalen, at fossile brændsler skal udfases, hvilket videnskaben siger er fuldkomment afgørende for klodens fremtid. Det skete desværre ikke, og det er virkelig en kæmpe skuffelse, at COPen ikke viser vilje til at bane vejen til flere konkrete reduktioner. Fossile brændsler var ellers et diskussionspunkt flere gange, hvor blandt andet Indien åbnede op at “nedfase” både olie, kul og gas. Det er en mega skuffelse, at vi nu står uden noget som helst nyt, andet end beslutningen fra sidste år. Vi frygter, at det er de 636 fossillobbyister, der har haft sin gang her, som har haft en finger med i spillet”.

Ikke nok fremdrift i forhold til landenes fremtidige klimaplaner
Et vigtigt spor i årets COP var den globale vurdering af klimaindsatsen (Global Stocktake), som skal give retningslinjer for de kommende nationale planer for landenes klimaindsatser (NDC’er) frem til 2030 og 2035. Efter en åben debat sidste uge med mange fra civilsamfundet, men også mange fra den fossile industri, blev landene blot enige om en plan for at arbejde videre med vurderingen og formulere retningslinjer i 2023.

”Hvis denne proces skal løse klimakrisen, er der absolut nødvendigt, at landene ikke bare igen konstaterer, at den globale klimaindsats er utilstrækkelig. Processen skal give klare retningslinjer for landenes kommende klimaplaner for at øge ambitionerne og tage alle bæredygtige klimaindsatser med” udtaler Gunnar Boye Olesen, Miljøorganisationen VedvarendeEnergi. ”Mange udviklingslande mangler fokus på lokal vedvarende energi, som både kan reducere afskovning og dermed reducere udledninger og samtidig give basal adgang til energi. Lande som Danmark med stort forbrug mangler politikker til at fremme mere bæredygtige livsstile, som kan bidrage til lavere udledninger og øge klimaindsatsen”.

Et blandet resultat på etableringen af en markedsmekanisme
På COP27 blev der også forhandlet om de sidste dele af den såkaldte artikel 6 om en global markedsmekanisme bl.a. for handel med CO2. De problematiske artikler 6.2 og 6.4 der vedrører handel med CO2-kreditter mellem henholdsvis lande og private aktører, og den konstruktive artikel 6.8 om støtte uden udveksling af kreditter.

“Parterne blev desværre enige om nogle ret vage og hullede aftaler på artikel 6, markedsmekanismen, hvor man potentielt har åbnet op for nye muligheder for dobbelttælling og så er menneskerettigheder ikke nævnt i den operative tekst. Det er skuffende” udtaler Gry Bossen, Teamleder for Politik og Engagement hos Verdens Skove, og fortsætter; “Det eneste positive der er at sige om det resultat er, at den ikke-markedsbaserede tilgang – artikel 6.8 – nu også er klar til brug. Den foreskriver etablering af en platform og muligheder for matching af projekter og donorer, og kan potentielt være med til at skabe reelle reduktioner uden risiko for dobbelttælling.”

Store problemer med civilsamfundsinddragelse og menneskerettigheder ifm. COP27
COP27 blev afholdt i et land kendt for sine ekstremt hårde nedslag mod rettighedsforkæmpere. Civilsamfundsorganisationer og aktivister har hver dag presset på for at få plads i de møder og forhandlinger, der afgør vores fælles fremtid, uden at skulle stå model til chikane og overvågning fra de egyptiske myndigheder. ”Desværre rejser vi hjem med en følelse af, at det har været vigtigere at give plads til fossile virksomheder end til de mennesker, der oplever klimaforandringerne på første hånd,” siger Rasmus Stuhr Jakobsen, formand for Globalt Fokus. ”Samtidig ser vi med stor bekymring på de 700 egyptere, der er blevet tilbageholdt op til og under COP27, og frygter at de vil lide samme skæbne som de 60.000 rettighedsforkæmpere, der allerede sidder i de egyptiske fængsler. Denne behandling af civilsamfundet er uacceptabel for et FN-møde. Sammen med det globale civilsamfund og klimaforkæmpere kræver vi nu en forsikring fra FN og medlemslandene om, at næste års COP28 bliver en ny start for civilsamfundets adgang og deltagelse i klimaforhandlingerne.”

Danmarks rolle
Danmark spillede generelt en positiv rolle på COP27, selv om regeringsdannelsen i Danmark gjorde en aktiv dansk indsats på COP27 mere vanskelig. Dels annoncerede og deltog Danmark i flere positive tiltag, herunder lanceringen af en global alliance for havvind (GOWA). Danmark fortsatte også indsatsen i ”Beyond Oil and Gas Alliance” (BOGA), der arbejder for stop af efterforskning efter ny olie og gas, med tilføjelse af flere nye partnerlande både fra de rige lande og fra udviklingslande og østater. Den danske fungerende klimaminister Dan Jørgensen spillede samtidigt en vigtig rolle i forhandlingerne omkring den afsluttende beslutning om arbejdsprogrammet for reduktion af drivhusgasudslippet ”mitigation work programme”.

”Danmark spillede en vigtig rolle her på COP27. Både i forhold til at være med til at lancere nye tiltag og initiativer og i forhold til klimaministerens indsats i forhandlingerne om det nye handlingsprogram for at reducere klimagasudslippet”, udtaler Troels Dam Christensen. ”På trods af denne indsats, lykkedes det desværre ikke at sikre den akut nødvendige øgede klimaindsats, og der er nu brug for et markant gearskifte i den globale indsats. Et gearskifte den nye regering i Danmark må sætte sig i spidsen for.”

For yderligere information kontakt følgende:
Troels Dam Christensen, sekretariatsleder, 92-gruppen, mobil +45 21 72 79 57, lokal mobil +20 01092267738, mail: tdc@92grp.dk
John Nordbo, CARE, mobil +45 61 27 07 45, mail: jnordbo@care.dk
Mattias Söderberg, Folkekirkens Nødhjælp, mobil +45 29 70 06 09, mail: msd@dca.dk
Mette Susgaard, Den Grønne Ungdomsbevægelse, mobil +45 26 25 22 25, mail: mettedgsb@gmail.com
Gunnar Olsen, VedvarendeEnergi, mobil +45 24 26 99 33, mail: gbo@ve.dk
Gry Bossen, Verdens Skove, mobil +45 30 26 18 68, mail: gb@verdensskove.org
Stefan Thorsell, IWGIA, mobil +45 53 73 28 42, mail: st@iwgia.org
Rasmus Stuhr Jakobsen, formand for Globalt Fokus, mobil + 45 27 26 82 40, mail: rjakobsen@care.dk

21.november 2022

Postkort fra München

Sydtysklandsgruppen er nu kommet til München, hvor vi har haft et udbytterigt møde med lederne af foreningen “ Landsmannschaft der Banater Schwaben”. Vi havde forberedt besøget allerede på Donauschwäbisches  Zentralmuseum i Ulm. Selv om foreningen har kontor i München, så betragtes Ulm som hjemstavn for schwaberne og hvert andet år til pinse arrangeres en hjemstavnsfest her.

Vi fik en overmåde venlig modtagelse på kontoret i München og blev forsynet med righoldigt læsemateriale.

Størst indtryk gjorde ledernes personlige beretninger. Begge er født i Rumænien men emigrerede “tilbage” til Tyskland i henholdsvis 1981 og 1991. De fik ret omgående tysk statsborgerskab, mens det var vanskeligere at blive accepteret af den tyske befolkning. De har idag et modsætningfyldt forhold til Rumænien, fordi de tænker tilbage på landet de forlod, samtidig med at de ved, at området de kom fra idag helt har skiftet karakter.
Jette Steensen

Den sidste dag i München var afsat til et formiddagsmøde med CSU på det nye Rådhus. Frau Stadträtin Heike Kainz repræsenterede ældreområdet og Frau Stadträtin Alexandra Gassman børne- og socialområdet. Efter en kort snak om ældreområdet, som ikke adskiller sig væsentligt fra Danmark, var gruppen interesserede i at høre om politiske forskelle, migration og sociale forhold.

Bayern er en såkaldt fristat, der styres af CSU hvorimod München har SPD flertal. Af byens knap 1.5 mio indbyggere er en stor del migranter (større andel end i Berlin) og der er nedsat et ”Antikonflikt råd” til at varetage eventuelle problemområder der måtte opstå mellem de mange nationaliteter. Som mange andre storbyer mangler München kvalificeret arbejdskraft. Børnehaver er gratis og 80% af de tyske kvinder er på arbejdsmarkedet. Det forholder sig anderledes for migrantkvinder.

Der er også en stor boligmangel, som ikke er blevet mindre efter tilflyttere fra Ukraine.

På grund af den kristne baggrund, er befolkningen indstillet på at hjælpe hinanden, både når Corona epidemien har lukket samfundet ned, når migranter søger hjælp og senest når et stort antal flygtninge fra Ukraine banker på – ifølge de to repræsentanter fra CSU.

Efter mødet fik vi en rundvisning på ”Neues Rathaus” på Marienplatz. Bygningen blev bombet i 1944, men fremstår nu fuldt restaureret, som det stod ved  indflytningen i 1909 – i nygotisk stil.

Gizella Olah – 19. – 27. maj 2022

Globale Seniorer tilslutter sig

Leave no one behind koalitionen.

De fælles mål er at få mere fokus på det bærende princip i Verdensmålene – ingen må lades i stikken!

Community Score Card session involving slum dwellers in Patuakhali district. Foto: LNOB Coalition, Bangladesh via International Civil Society Center

 

Rundt om i verden er der opstået lokale LNOB koalitioner i samarbejde med paraplyorganisationen International Civil Society Centre, ICSC. The Leave No one Behind Partnership arbejder for langt mere inddragelse af lokalbefolkningen og de mest marginaliserede i opnåelse af verdensmålene og bæredygtig udvikling. Missionen er at give stemme til de mest marginaliserede og skabe indflydelsesrum til dem.

Paraplyorganisationen HelpAge International, hvor Globale Seniorer er medlem, er også tilsluttet det internationale Partnerskab.

Den danske Leave No One Behind Koalition består af 8 civilsamfundsorganisationer:
– Dansk Flygtningehjælp,
– Danske Handicaporganisationer,
– Globale Seniorer,
– Ilisimassvut,
– Kirkens Korshær,
– Kvinderådet,
– Mellemfolkeligt Samvirke og
– Sex & Samfund.

Koalitionen har netop til formål at sikre inklusion af og opmærksomhed på potentielt oversete og marginaliserede grupper. Med andre ord: Ingen skal glemmes i den nationale implementering af Verdensmålene.

Ønsker du at vide mere og vil du gerne medvirke i arbejdet, så kontakt Maria Justiniano pr. mail massif2013@gmail.com eller på telefon +45 6168 8187.

Maria Justiniano
Udgivet 11. november 202

Video’er om verdensmålene

Verdensmålsgruppen er indgået i et samarbejde i Global Fokus’ regi. I samarbejdet indgår en række  NGO’er med globalt, udviklingspolitisk og klima og miljø som hoved overskrifter for deres engagement, har globale Seniorer bidraget til udarbejdelse af årets spotlight rapport. Spotligt repportens mål er at inspirere politikere til at tage både de lette og de meget barske beslutninger, som er nødvendige for at bringe Danmark og resten af verden tættere på en bæredygtig udvikling. Der er begrænsede ressourcer og de sidste mange års udvikling har vist at der er mange begrænsninger, som det senest er blevet overordentligt tydeligt i den klimatiske udvikling.

Global Fokus har i samarbejde med de deltagende organisationer yderligere udarbejdet en række små videoklip, som ligger på Youtube. Vi har valgt at gøre videoerne tilgængelige for Globale Seniorer i en samling nedenfor.

Hav en god tid med de mange engagerede deltagere, som har bidraget til arbejdet og del dem gerne med venner og bekendte!

Grænser for det internationale ansvar

Møde om de irakiske torturofre på Københavns Universitet den 3. februar 2016. Foto https://iraktortursager.dk/

Det internationale fik for alvor tag i verden og dens befolkninger efter 2. Verdenskrig. Først talte man i øvrigt om ‘mellemfolkelige’ organisationer og forbindelser, i dag er det meget på mode at tale om ‘det globale’ akkurat som i vores forenings navn. Dette med ‘ansvaret’ i international sammenhæng er nok i det væsentlige foreningers og organisationers fortjeneste. Men det er en eftertanke værd i hvilket omfang vi er <em>fælles</em> om fx ‘det internationale ansvar’.

Det er højest forskelligt i hvilket omfang enkelte mennesker føler et ansvar. Mange ud over verden har ikke overskud til at føle ansvar for andet end sig selv og deres nærmeste familie: De må arbejde hårdt for dagen og vejen, de er indkapslet i en overlevelseskamp. Eller de har aldrig hørt om noget særligt om verden uden for den lille plet på jorden, hvor de nu bor.

Vi i den stabile, fredelige og velstående del af verden har overskud til at ikke alene at yde økonomisk bistand til de mindre privilegerede, men også ‘kæmpe deres nationale kampe’. Skillelinjer mellem folk og fæ går bl.a. på, om vi nu gør det i en form for idealisme eller det indgår i international-politiske overlæg. Engagerer vi os af <em>lyst eller pligt?</em> Og hvor går om man så at sige <em>grænsen</em> for det internationale ansvar?

Læger uden Grænser: Mobil klinik i Al Hol lejren hvor de skaffer adgang til rent vand og toiletter. Foto: MSF

Danske børn i Syrien, danske soldater i Irak
For at forstå og afgrænse et begreb er det vigtigt at søge frem til en definition af det. To aktuelle eksempler til at belyse dette er diskussionen om evt. hjemtagelse af danske børn fra jihadist-familier fra de interneringslejre i Syrien, som ‘opbevarer’ dem, og så den danske stats medansvar for torturudøvelse i Irak, hvor danske tropper i en FN-indsats var involveret i et internt irakisk væbnet opgør.

Hvis man hører til dem, der afviser, at der findes objektiv historiebeskrivelse eller blot tilstræbt objektivisme, og hvis man fornægter, at der findes retfærdighed i denne verden, ja så kan man lige så godt give op med det samme. Men jeg vover et øje og forsøger at påvise og begrunde det internationale ansvar i disse to tilfælde. Vi kan ikke nødvendigvis blot slå op i en FN-konvention eller én fra Europarådet eller EU. Det er i begge situationer betydelig mere kringlet.

New York Times 8. maj 2019 Children detained at Al Hol camp in eastern Syria. “What have these kids done?” said a Red Cross official during a recent visit. “Nothing.” Credit: Ivor Prickett for The New York Times

Den lille gruppe børn med forældre, der oprindelig bekendte sig til den nu hedengangne ‘Islamisk stat’ vil ikke selv med en advokat kunne henvise til en egentlig ret til at blive tilbageført til Danmark. Staters ansvar for egne statsborgere – sådan i stil med forælders ansvar for opdragelsen af deres børn og for deres eventuelle gale streger – kan ikke kalkeres ind i en forestilling om staten Danmark som en anden god familiefar, en bonus pater familias.

Hertil kommer, at staternes forhold til egne borgere er højest forskelligt: Nogle stater har i lange perioder så at sige hindret, at borgerne forlod landet, andre stater har hindret, at folk,

der var flygtet til udlandet, vendte tilbage.  Danmark har oplevet talrige eksempler påhvordan vi ikke har kunnet levere fremmede statsborgere uden asylgrundlag tilbage til deres oprindelsesland. Lidet hjælper det at henvise til FNs 1966-konvention om de borgerlige og politiske rettigheder (art. 12) eller den europæiske menneskeretskonventions 4. tillægsprotokol (art.2), som begge giver enhver ret til at forlade et hvilket som helst land, inklusive sit eget, eller til at indrejse i sit get land. Adskillige stater både i og udenfor Europa føler sig ingenlunde bundet på dette punkt.
 

Menneskelige dramaer i og uden for retssalen
Det internationale ansvar føles stærkt af mange medlemmer af ngo’er, som måske glemmer, at stater ikke har ‘følelser’, selv om de har tiltrådt nok så mange internationale traktater, ikke mindst i FN-regi. Det ideale forestillingsbillede om verden skygger undertiden for en nøgtern analyse. Det er i øvrigt ikke ethvert umenneskeligt fænomen, der er en international menneskeretskrænkelse. Det gælder sådan noget som menneskehandel over grænserne (en kriminel handling, som ikke kan pådrage en stat ansvar, medmindre den forsømmer rimelig efterforskning), pirateri (der mest hensigtsmæssigt bør retsforfølges af den stat, på hvis søterritorium pirateriet har fundet sted) eller retten til abort (som langt under halvdelen af verdens stater indrømmer egne borgere).

De danske børn i Al Hol- og Al-Roj-lejrene er helt uden andel i deres forfærdende situation og påkalder sig derfor udtalt sympati fra mange sider. Et afgørende problem i forbindelse med hjemtagelse af dem er, at deres mødre bør følge med, hvis Danmark såvel som andre europæiske stater i lignende situationer skal undgå risiko for en sag for Strasbourg-domstolen. Respekten for familieliv er nemlig sikret gennem den europæiske menneskerets-konventions art. 8, og herved underforstås bl.a., at børn ikke må skilles fra forældre. Man kan forestille sig, at nogle mødre måske vil fraskrive sig denne ret, men det er ikke overvejende sandsynligt. Modstanden mod at få mødrene, hvoraf i hvert fald nogle fremdeles bekender sig til Islamisk stats værdier, tilbage på dansk territorium, er under alle omstændigheder kompakt i vide kredse.

Danmarks medansvar for tortur på en gruppe anholdte irakere under et væbnet opgør i Basra-området verserer nu for Højesteret – 16 år efter at episoden fandt sted. Som bannerfører for den internationale indsats mod tortur nyder Danmark international agtelse. Derfor har det vakt opsigt, at Forsvarsministeriet ved Kammeradvokaten bestandig har trukket denne sag i langdrag og fortsat giver de 31 irakere kamp til stregen – nu under deres forsøg på at slippe for at betale de 30.000 kr. pr. mand, som Østre Landsret tilkendte dem.  Staten Danmark har her ikke følt, at det var dens ansvar at forebygge torturen. Retssagen har hidtil verseret i over syv år.

 

 

Fra YouTube video: Operation "Green Desert", Az Zubayr, 25. november 2004. Danske Soldater umiddelbart efter tilfangetagelse af irakerne

Afgørende ændringer på menneskeretsfjendtlige forhold må komme indefra
Ved en umiddelbar betragtning kan man måske undre sig over, at vi er involveret på ansvarssiden, fordi det var jo ikke var danske styrker, der udøvede torturen. Men de medvirkede til udlevering af de civile irakere, der – i øvrigt uberettiget – var tilbageholdt, til irakisk politi i en situation hvor danskerne burde havde vidst, at der var risiko for at de ville blive torteret. Der opereres her med det juridiske begreb, der edder ”burde-viden”. Man har undertiden talt om, at stater eller statsorganer, herunder militærenheder, kan være ”tortur-hælere” ved fx ikke aktivt at bekæmpe/forebygge tortur, selv når den udøves af andre.

I det hele taget er det nok ikke udpræget, at stater føler internationalt ansvar, forstået som handling ud fra en pligt , indpakket i idealisme. Ofte er der stærke politiske hensyn tilknyttet. Man kan efter behag betragte NATOs bombardement af Serbien i 1999 som udtryk for varetagelse af internationalt ansvar for kosovo-albanerne, der blev diskrimineret og underkuet af serberne i Kosovo. Nogle vil endda sige, at det forebyggede et folkedrab. Når Danmark sammen med tre andre stater for Strasbourg-domstolen i 1967 indklagede Grækenland for massive menneskeretskrænkelser og derved udøste landets exit fra Europarådet, var det imidlertid rettidig omhu for grækerne og for deres menneskeret som sådan – uden at danske interesser var indblandet. (Grækenland vendte ved demokratiets genindførelse i landet tilbage til Europarådet i 1974).

Den rige verden og dens borgere er på en måde tynget af ikke rigtig at kunne gøre noget ved alskens urimeligheder rundt om på kloden: Mænds diskrimination af kvinder, kastesystemet, som binder folk i en snæver social ramme, familiers overgreb på egne børn, kvinders manglende ret til egen krop, millioners manglende ret til et statsborgerskab osv. osv. Men det er ikke fx Danmarks ansvar at få dette ændret, forstået som en sanktion, hvis vi undlader at gå i aktion for at få disse og mange andre uretfærdigheder udryddet. Folkeretten, herunder FN’s og Europarådets ”menneskeretsmekanismer,” (FNs Menneskeretskomité og Den Europæiske Menneskeretsdomstol) har fokus på hvad staterne ikke må, mens det ligger tungere med egentlige påbud om hvad de skal udrette i handling. Sådan må det nødvendigvis være, når staters suverænitet skal respekteres.

Men balancen mellem idealisme-båren handlingspolitik og politisk manøvren. er svær. Staternes samhandel er et tungt lod i deres internationale samvirke. Sanktioner mod enkeltpersoner i konventionskrænkende stater eller mod bestemte varer er et våben, man hyppigt tyr til. Men det ændrer ikke eller i hvert fald ikke hurtigt skæbnen for uighurerne i Kina, frihedstørstende hviderussere, militært underkuede myanmarere – eller hvilke underprivilegerede befolkninger eller folkegrupper, vi kan komme i tanke om. Presset for forandringer må komme indefra.

Henrik Døcker
Publiceret den 21. marts 2021

Fire år med Trump – en lærestreg for Europa

Op til mødet i valgmandskollegiet, der 14. december skal udpege den endelige vinder af præsidentvalget i USA. Per Bo reflekterer over valget, dets forløb og konsekvenser.

Hvilken lettelse. De fleste danskere og de fleste europæere har draget et lettelsens suk over resultatet af det amerikanske præsidentvalg. Jeg var godt nok nervøs, da resultaterne rullede ind i løbet af natten efter den 3. november. Både Florida og Texas gik til Trump, og flere stater hældede umiddelbart mod Trump. Men gradvis – efterhånden som de mange brevstemmer blev talt op – ændredes billedet, og Biden fik et klart flertal af valgmandsstemmer.

Demokraterne havde lært af valget i 2016, at man ikke bare skulle stole på meningsmålingerne. Man var mere opmærksom på, hvilke stater, der kunne være ’svingstater’. Man var også opmærksom på vigtigheden af at have klare budskaber, der appellerede til vælgerne og en præsidentkandidat, vælgerne havde tillid til.

21. februar 2020. Make America Great Again, Trump supportere til genvalgs-rally i Las Vegas Convention Center. Foto: Joseph Sohm / Shutterstock.com

Dette valg adskilte sig fra de fleste tidligere præsidentvalg ved, at det for mange vælgere ikke drejede sig om at stemme for, men lige så meget for at stemme imod. Det var i høj grad et valg for og imod Donald Trump. Joe Biden var ikke en karismatisk person, men han var en person som de fleste kendte som en hæderlig person.

Derudover fik valget af vicepræsidentkandidat en særlig betydning. Joe Biden sagde tidligt, at han ville vælge en kvinde til den post. At det ovenikøbet blev en farvet kvinde styrkede givetvis demokraterne.

Politiske prioriteter
De politiske emner, der bliver prioriteret, har naturligvis stor betydning. Hvordan det går med økonomi og beskæftigelse har traditionelt stor betydning. For et år siden var det et godt kort for præsident Trump – selvom nogle af ’hans’ resultater skyldtes hans forgænger.
Men så kom Corona-pandemien. Biden så, at truslen mod liv og helbred var et emne, der kunne overtrumfe ’økonomi og beskæftigelse’. Trumps arrogance og manglende vilje og/eller evne til at udforme en strategi til at bekæmpe Corona-pandemien har sikkert været afgørende for, at han tabte.

Persons of the Year. Forsiden af Time Magazine 21.-28. dec. 2020. Credit Time magazine; Portræt: Jason Seiler

STEM!
Men at have gode kandidater og klare budskaber er ikke tilstrækkeligt. Hvis vælgerne ikke stemmer betyder det intet. Derfor har et af de vigtigste budskaber været: STEM! Men det er ikke så let som det lyder. I det amerikanske system skal man først registreres.
På begge sider har budskabet været: STEM. Det gav en rekordhøj valgdeltagelse, fra 56 % sidst til 66 % denne gang. Imponerende. Corona-pandemien betød også, at mange brevstemte. Stemmerne fordelte sig med godt 79,6 mio. til Biden og 73.6 mio til Trump, et klart flertal til Biden. Men i det amerikanske system er det jo ikke spørgsmålet om flest afgivne stemmer, men spørgsmålet om flest valgmandsstemmer.

I nogle stater har Demokraterne gjort en ekstraordinær indsats for at få særlig de sorte vælgere til at blive registreret og derefter stemme. Det var eksempelvis tilfældet i Georgia, hvor det efter fintælling er endt med et flertal til Biden.

Dette valg har også været helt usædvanligt ved at taberen – Trump – ikke vil erkende valgnederlaget, men kommer med beskyldninger om svindel og humbug. Det har dog ikke kunnet bekræftes.

En ny præsident – en ny politik
Hvis vi går ud fra, at Joe Biden – trods republikansk modstand – bliver sværget ind som USA’s præsident den 20. januar, vil man spørge naturligvis spørge, hvilke ændringer vil der vil ske i USA’s politik, og hvad betyder det for Danmark og Europa?

Med Joe Biden i det Hvide Hus får USA og verden en erfaren politiker som præsident. Uforudsigeligheden vil forsvinde, og der vil ikke blive ført indenrigs- og udenrigspolitik via Biden’s twitter-konto. Underholdningsværdien bliver mindre, men forudsigeligheden bliver større. Stilen bliver også dramatisk anderledes med mindre konfrontation og mere diplomati.

USA vil samtidig understrege sit internationale engagement ved at genindtræde i klimaaftalen fra Paris, fortsætte medlemskabet af WHO, lægge vægt på medlemskabet af NATO og på aftaler mht. kernevåben. Biden-administrationen vil formentlig også overveje at genindtræde i Iran-aftalen, som blev indgået, mens Biden var vicepræsident.

Hundredevis af unge fejrer valget af Biden på Bloomfield Avenue i Montclair, New Jersey den 7. november 2020. Foto: Jai Agnish / Shutterstock.com

For Europa betyder det, at den amerikanske politiker, der formentlig har mest kendskab til Europa og er mest positiv over for samarbejdet I EU nu kommer til at lede USA. Mens Trump klart ønskede at undergrave EU, har Biden den modsatte holdning. Biden har ligeledes gjort det klart for Storbritannien, at man ikke skal forvente at en særlig favorabel handelsaftale med USA efter Brexit. Biden – der har irske rødder – har specielt gjort opmærksom på, at Boris Johnson ikke må undergrave Good Friday aftalen, der betød fred mellem Irland og Nordirland, der er en del af UK. Aftalen stod USA fadder til, mens Clinton var præsident.

De fire år med Donald Trump var en lærestreg for Europa. Europa kan ikke tage USAs – positive – lederskab for givet. Derfor er det vigtigt, at man benytter de fire år med Joe Biden ved roret til at sikre en større europæisk autonomi som udgangspunkt for internationalt samarbejde. Man ved ikke, hvad der sker ved præsidentvalget i 2024.

I Danmark nævner flere ledende politikere, at USA er vores vigtigste allierede. Det er rigtigt på det sikkerhedspolitiske område, men ellers er det EU og de nordiske lande. Trump fik sat fokus på Arktis og dermed også på vigtigheden af en fælles politik for rigsfællesskabet. Tidligere var Arktis et “lavspændingsområde”, men det har ændret sig de sidste fire år. Klimaændringerne betyder både nye muligheder og nye udfordringer. Danmark og rigsfællesskabet har en interesse i der findes diplomatiske løsninger inden for rammerne af Arktisk råd.

Valgreform
Hvor meget den nye præsident kan gennemføre afhænger også af valget til kongressens to kamre. I repræsentanternes hus bevarer demokraterne flertallet, mens det står 50-48 i republikanernes favør, med to hængepartier I Georgia, der først afgøres den 5. januar.

Hvis demokraterne får flertal i begge kamre kunne de måske overveje en valgreform.
Mht. præsidentvalg undrer det sikkert de fleste danskere, at man ikke har direkte valg eller i det mindste proportionalvalg af valgmænd. (Derved ville man også undgå cirkusset med ’svingstater’.)

Det nuværende valgsystem favoriserer republikanerne. Det gælder særligt mht. Senatet hvor alle stater vælger to senatorer uanset befolkningstal. Men områder, der ikke er stater, vælger ikke senatorer. Det drejer sig eksempelvis om hovedstaden Washington DC og Puerto Rico, der er to sikre demokratiske bastioner.

Det er de enkelte delstater, der I høj grad fastlægger hvor man kan stemme. I nogle stater er der få valgsteder, hvilket gør det vanskeligt for mange at afgive deres stemme fysisk. Man har også forskellige regler for i hvilket omfang fængslede og tidligere straffede personer har stemmeret.
Der kunne være behov for en rammelovgivning på forbundsplan.

Per Bo
Publiceret den 12. december 2020

I smittens tid er vi én eneste organisme

I smittens tid er vi én eneste organisme

af Steen HildebrandtPhD Professor em, forfatter, adjungeret professor og formand for Folketingets 2030-Panel
For seks år siden blev jeg emeritus og havde en forestilling om, at jeg skulle have fri og bruge tiden på teaterbesøg, kunstudstillinger, folkeuniversitetsforelæsninger, ferier og meget andet godt. Det blev til teater, kunst mm., men arbejdsmæssigt har jeg aldrig haft så travlt, som i disse emeritusår. Allerede den gang blev jeg opmærksom på, at FN’s 17 verdensmål var på vej, og det blev min skæbne. Jeg havde interesseret mig for bæredygtighed, socialøkologi, vækstens skyggesider mm i mange år, og alt det blev nu på forunderlig og genial vis forenet i de 17 verdensmål på måder, som i den grad talte til mit intellekt, intuition og følelser. I årene siden da har jeg arbejdet med verdensmålene, været optaget af deres indhold, fortolkning, historie, betydning, sammenhæng, virkeliggørelse mm. Konkret begyndte det med, at jeg holdt et foredrag på SeniorHøjskolen, Nørre Nissum og besøgte FN i New York i 2016. Herefter har jeg holdt mere end seks hundrede foredrag, skrevet et halvt hundrede artikler, bøger, kapitler mm og deltaget i kurser, seminarer, konferencer og workshops. Det har været så berigende for mig, at jeg ikke kan forestille mig, at det ikke havde været. Det bliver tilmed mere og mere åbenbart, at verdensmålene er noget af vigtigste, der er sket i mange år. Interessen for målene er overalt stærkt stigende. Midt i det kom corona-krisen. Verden er i krise. Byerne, bygningerne, motorvejene, jernbanerne, markerne, havnene, skovene – det fysiske består. Men systemerne, metoderne, lovene, vanerne skal nu genopbygges. Efter en krise bør der tænkes nyt. En krise er altid også en mulighed. Man skal aldrig gå glip af de muligheder for læring og forbedringer, der er indeholdt i en krise. Dette gælder også coronakrisen. Og for denne krises vedkommende gælder det nok med en hidtil uset alvor, at der efter den skal tænkes nyt. Coronakrisen kommer nemlig til os midt i en anden klynge af kriser, hvis omfang og rækkevidde nok endnu ikke er gået op for os, nemlig klima-, biodiversitets- og bæredygtighedskriserne. Jeg benytter bevidst skarpe formuleringer, fordi det er sådan, flere og flere forskere og eksperter verden over ser og formulerer det: Verden er i en alvorlig situation, og der skal tænkes og handles nyt. Derfor: Vi skal gøre det bedre efter krisen. Det hedder inden for katastrofeområdet: Build back better!
 
I smittens tid er vi én eneste organisme. Hongkong MTR station, februar 2020. Foto Shutterstock
Den italienske forfatter og fysiker Paolo Giordano har under Coronakrisen udgivet en lille bog, der på dansk hedder: I smittens tid. Det er en tankevækkende bog om coronakrisen. P. Giordano blev interviewet i Deadline den 1. juni 2020, hvor han bl.a. fremhævede to forhold: 1) Alle mennesker i verden kan smittes, dvs. at pandemien handler om 7,8 milliarder mennesker, og 2) Spredningen og den hastighed, hvormed spredningen sker, afhænger fuldstændigt af menneskers adfærd. Alle menneskers adfærd er af betydning. ”I smittens tid udgøres fællesskabet af samtlige mennesker på kloden”, siger han. Pandemien, Coronakrisen, er i sandhed både et menneskeligt og et globalt fænomen. Coronaen er, som systemteoretikeren Fritjof Capra har formuleret det, en disruption, et afbrud, som har haft hidtil usete politiske, sociale, sundhedsmæssige og økonomiske konsekvenser. Coronakrisen er et fænomen, der kalder på helhedsforståelse, på systemisk tænkning og analyse. I den nævnte Deadline-udsendelse gjorde P. Giordano opmærksom på, at en pandemi nødvendigvis kalder på en global tilgang, et globalt samarbejde. Ingen kan holde sig uden for. ”I denne krise, siger Giordano, blegner udtrykket ’i Italien’; der eksisterer ikke længere grænser, regioner, kvarterer”. Det, vi gennemlever, har en karakter, der rækker hinsides identitet og kultur. Vi bliver tvunget til at erkende, at vi er uløseligt forbundet med alle andre mennesker, og at vores valg ikke bare gælder os selv. ”I smittens tid er vi én eneste organisme”. Fællesskabstænkning og systemisk tænkning er to sider af samme sag, hvor begreber som relationer, mønstre, sammenhænge, feedback, selvregulering etc. er vigtige. Alle aspekter og dimensioner ved krisen er gensidigt forbundne. ”Smitten, siger Giordano, er en infektion i vores net af relationer”. I de nationale politisker drøftelser reduceres det ofte til, at det handler om sundhed og økonomi. Og det er rigtigt, men det handler om meget mere og meget andet, fx sociale, teknologiske, psykologiske, biologiske og historiske forhold. Systemiske begreber som de nævnte er nødvendige, hvis vi skal forstå og håndtere sådanne pandemier. Giordano understreger det relationelle ved at fremhæve ”den mangfoldighed af niveauer, hvorpå vi er forbundet med hinanden, overalt, og kompleksiteten af den verden, vi lever i”. I en forelæsning (https://youtu.be/nv9lVJ7ivpo) formulerede Fritjof Capra det på den måde, at coronakrisen er Gaia’s svar på den økologiske og sociale ulykke, som menneskeheden har påført sig selv. Gaia er i Capra’s terminologi den levende planet. ”Vi gennemlever en pause, hvor hverdagslivet er sat i bero”, siger P. Giordano, og fortsætter et andet sted: ”Det, der sker lige nu, er nemlig hverken en tilfældig hændelse eller en Guds svøbe. Og det er slet ikke nyt. Det er sket før, og det vil ske igen”. Krisen opstår, siger F. Capra, ud fra en økologisk ubalance og har dramatiske konsekvenser bl.a. på grund af økonomiske og sociale ubalancer. Sat på spidsen kunne man spørge: Når vi engang ser tilbage på 2020, vil fremtidige historikere så konkludere, at selv om corona-pandemien havde vidtrækkende og tragiske konsekvenser for mennesker og samfund overalt i verden, så vil den måske i det lange løb have sparet menneskeheden og store dele af verden for udslettelse?
En pause i hverdagen og i CO2 udslippet. Toronto Canada, april 2020. Foto: Shutterstock

I den nævnte Deadline-udsendelse var der et interview med professor i biodiversitet på Københavns Universitet Carsten Rahbek, der har skrevet forord til Paolo Giordano’s bog. Carsten Rahbek fokuserer i interviewet på de smitte, der overføres mellem dyr og mennesker, og som altid har fundet sted, men som nu er meget mere aktuelle, end for hundrede år siden, bl.a. på grund af befolkningstætheden, og fordi vi mennesker efterhånden ikke overlader nogen plads til naturen. Han siger i forordet bl.a.: ”Biodiversitetskrisen er essentiel. Vi lever i en tid med masseuddøen af arter. Ikke siden dinosaurerne forsvandt fra jorden for 65 millioner år siden, er så mange arter uddøde med så stor hastighed. Mellem 30 og 70 % af Jordens naturlige økosystemer og deres funktionalitet er ødelagte”. Det er en del af den klynge af kriser, jeg omtalte, og som vi nødvendigvis må adressere.

Der er mange forklaringer på denne udvikling. Udviklingen har ført planeten Jorden over i den Antropocæne epoke, og noget vigtigt er: Presset på og kravene til kloden overstiger klodens kapacitet. Intet kan blive stort nok. Det gælder traktorer, fiskekuttere, krydstogtskibe – og meget andet. Mere, større; hurtigere. Moderne krydstogtskibe er i virkeligheden blevet levende udtryk for en global og eksistentiel sygdom. Kloden kan ikke levere det, som vi mennesker har behov for. Klodens bæreevne er truet. Kloden kan ikke med de nuværende metoder og teknologier bære klodens 7,8 milliard mennesker uden at miljøet nedbrydes. Det sker i disse årtier. Vi mennesker er besat af tanken om materiel og økonomisk vækst. Ingen vækst er en katastrofe. Både politikere og erhvervsledere har i et par århundreder været næsten besat af tanken om konstant økonomisk vækst, og det har bidraget til de kriser, vi befinder os i, og som dybest set truer den menneskelige civilisation. Kriserne konfronterer os med spørgsmålet, om den måde, hvorpå menneskeheden har indrettet sig på kloden – og dermed menneskets forhold til naturen – er bæredygtig? Og vi kender svaret: Vores levevis er ikke bæredygtig: Mange forskere og eksperter har i årtier advaret mod konsekvenserne af vore ikke-bæredygtige sociale og økonomiske aktiviteter og systemer. Den ensidige fokusering på materiel økonomisk vækst har umådelige skadelige og til dels uoprettelige konsekvenser. Væksttænkningen er en gift, en sygdom, som har bredt sig til alle dele af samfundslivet. Derfor er ét af vor tids vigtigste udfordringer at få gjort op med denne materielle og økonomiske kortsigtede væksttænkning og give plads til andre værdier og normer. Som Svend Brinkmann siger i en interessant artikel i Politiken den 14. juni: ”Jeg kan ikke vide det med sikkerhed, men jeg tror, at både coronakrisen og især de helt store kriser vedrørende klima og biodiversitet kræver, at løvens dyder suppleres med nogle andre. Det kunne være pindsvinets. I modsætning til løven er pindsvinet et fredsommeligt væsen, det helst vil tøffe rundt og spise regnorme. Det er ikke særlig risikovilligt, men til gengæld er det nøjsomt og tålmodigt – dyder, som gerne skulle fremmes i vores verden”. Vi skal sætte accelerationssamfundets hastighed ned. Det er ikke bare iværksætteri, men også ”iståsætteri” – modet til mindre, der er behov for, siger Brinkmann. Det er så sandt, så sandt. Med pandemien tvinges alle, også politikere og erhvervsledere, til at være mere opmærksomme på disse forhold, simpelthen fordi pandemien konfronterer os med alle disse systemiske fænomener, og bringer dem frem på måder, så de bliver umiddelbart synlige for alle. Vi kan ikke lukke øjnene, vi kan ikke overse disse fænomener og sammenhænge. Økologien har lært os, at når vi ensidigt fokuserer på og maksimerer en enkelt variabel, så fører det nødvendigvis til stress og sårbarhed i systemet som helhed. Og det er, hvad vi oplever lige nu. En af konsekvenserne af vor adfærd var og er, at vira, der før har levet i symbiose med visse dyrearter, hvor de ikke gjorde skade, nu, i den fragmenterede verden, som vi har skabt, springer fra disse dyrearter (fx flagermus) til andre dyr og derfra til mennesker, hvor de er giftige eller endog dødelige. Carsten Rahbek siger det på den måde, at ”sygdomme i stigende antal springer fra vilde dyr i naturen til os mennesker i byerne”. Når det handler om den spredning af virus, som vi lige nu er så optaget af, er befolkningstætheden nøgle-variablen, og befolkningstætheden er ofte en konsekvens af den nævnte vækst- og profitmaksimeringstænkning, hvad enten det er de gigantiske krydstogtskibe eller andre former for masseturisme, fx skisport i Alperne, kæmpe store supermarkeder, mastodontfabrikker eller overfyldte levesteder for mennesker forårsaget af økonomisk og social ulighed. Corona-virussen har allerede nu haft mange, både negative og positive, virkninger, fx ved at reducere CO2-udslippet. Det betyder selvfølgelig ikke nødvendigvis, at vi skal fortsætte med at leve, som vi gør nu. Men vi skal forstå, at de miljømæssige og andre virkninger, som vi lige nu er vidner til, er et resultat af en radikal reduktion i omfanget af den menneskelige aktivitet. Menneskers aktivitet er en afgørende faktor til forståelse af den økologiske og økonomiske situation i verden. Den samme positive effekt kan nås i fremtiden, ikke nødvendigvis ved radikalt at reducere, men ved radikalt at ændre menneskers aktivitet og adfærd. Og vi har erfaret, at verden er i stand til at reagere effektivt og hurtigt og – på visse måder og områder – også sammenhængende, når situationen er tilstrækkelig alvorlig. De organisatoriske og ledelsesmæssige ændringer, som vi fx har set på danske hospitaler, ville det have taget en krig at gennemføre under normale omstændigheder. Den aktuelle coronakrise har givet os værdifulde indsigter. Vi er blevet mindet om i hvert fald to ting: 1) Alt i verden er forbundet. Og 2): Det, du gør, gør en forskel. Man skal være blind for ikke at se, at begge disse sætninger er sande. Spørgsmålet er, om vi har den visdom og politiske vilje, der skal til for at respektere og tage ved lære af disse indsigter? Vil vi fx anvende disse indsigter på klima- og bæredygtighedskrisen? Vi kan fx spørge, som F. Capra gør det i det tidligere nævnte foredrag: Vil vi grundlæggende gøre op med vores væksttænkning? Vil vi erstatte fossile brændsler med grønne former for energi? Vil vi stoppe den overdrevne masseturisme? Vil vi grundlæggende ændre den måde, vi driver landbrug på? Vil vi plante milliarder af træer? Vi kan stille mange spørgsmål, og fælles for mange af dem er, at vi i dag har den viden og teknologi, der skal til for at sætte ind på alle disse områder. Spørgsmålet er: Har vi den ledelsesmæssige og politiske vilje? Svaret på mange af disse spørgsmål hænger sammen med det lederskab, der bliver praktiseret rundt om i verden i de kommende år. Hvis det globale lederskab kan fortsætte og udbygges med den ansvarlighed og helhedsforståelse, som vi har set eksempler på og set tilløb til under krisen, og hvis det kan suppleres med strategier, som respekterer og samarbejder med naturens indbyggede evne til at forstå og opretholde liv, så kan verden komme videre med at håndtere de andre – og utvivlsomt mere alvorlige kriser – biodiversitet, klima, bæredygtighed – eller under ét: Komme videre med at virkeliggøre verdensmålene. Vi har under krisen fået bekræftet: Mennesker kan påvirke klodens udvikling. Coronakrisen aktualiserer det vigtige begreb, Build back better. Det kendes bl.a. fra katastrofeområdet, fx når man skal genopbygge samfund efter naturkatastrofer, krige etc.
Building back better – and greener. Foto Shutterstock

Overført til den aktuelle situation: Selvfølgelig skal man efter en krise ikke nødvendigvis vende tilbage til det, der var engang. Men problemet er: Man kender det, der var. Man er måske trygge ved det. Og derfor er der stærke tilskyndelser til at vende tilbage til det kendte. Det kræver ingen nytænkning. Ikke nyt mod. Måske handler det blot om at finde gamle manualer frem. ”Jeg er bange for tilintetgørelsen, siger Giordano et sted, men også for dens modsætning: at frygten går over uden at efterlade sig nogen forandring hos os”. Carsten Rahbek siger det på en anden måde: ”Denne tid og lidelse må ikke have været forgæves”.

Vi har altid muligheden for at gøre noget bedre og nyt. Vi kan altid spørge: Kan vi gøre det bedre? Hvilke mangler og ubalancer var forbundet med det gamle? Hvad har vi opsamlet af viden, indsigter og erfaringer – også fra før krisen og katastrofen – som det er oplagt at inddrage? Benytte nu, hvor vi alligevel skal genopbygge – fysisk eller systemmæssigt? Dette er grundtænkningen i Build back better. Det er den tænkning, som vi nu bør overføre til alle de samfunds- og virksomhedsanliggender, der følger i kølvandet på coronakrisen eller – bredere formuleret – som hele klima-, verdensmåls- og bæredygtighedsdagsordenen lægger op til. Realiteten er: Vi skal bygge en ny verden – dels fordi det er tydeligt, at vi kan gøre det bedre, og dels fordi det er åbenbart, at vi skal gøre det bedre. Det er nødvendigt, det er uomgængeligt. Lad ikke denne tid og lidelse have været forgæves! Steen Hildebrandt Publiceret den 16. september 2020 Steen Hildebrandts debatindlæg er bragt som kronik i politiken den 16. september 2020.