Globale Seniorer

Indtryk fra rundrejse i Kina

Sven Herting fortæller om sin tre ugers rundrejse
i Kina fra den 23. august til 14. september 2024

Shanghai cykelbud. Eget foto.

Min rejserute gik fra  Shanghai over Suzhou,  Nanking, Hong Kong og Macau –  og så tilbage til Shanghai. Mine indtryk stammer således fra disse  store østkinesiske byer, men ikke Peking.

At den kinesiske befolkning er så kæmpe stor, mærkede jeg ved, at der altid var store mængder af mennesker. Det landsdækkende kulturmuseum i Shanghai var på en almindelig arbejdsdag fyldt med tusinder af besøgende kinesere. Også metroen, billetkøer, kæmpelange toge var normalt fyldt til randen.

Økonomisk var Kina kommet imponerende langt. Klynger af 25/30 etagers højhuse sås ofte i byerne og på landet. Dertil kom meget højere skyskrabere, hvor den højeste i Hong Kong faktisk ragede op i en sky. Enorme broer, vejudfletninger, stationsbygninger, underjordiske metroanlæg. Mængden af biler var også enorm og afspejlede, at levestandarden var god.

På den anden side mærkede jeg den økonomiske krise. Investeringerne og ejendomspriserne var faldende, og jeg så  højhusbyggerier, hvor byggeriet var standset. Årsagen er bl.a. utilstrækkelig efterspørgsel bl.a. fra Europa, hvilket medfører arbejdsløshed, kunstige jobs m.v.  Arbejdsstyrken anvendes uhensigtsmæssigt, og anvendes i overdimensioneret kontrol, som gadefejere, ansatte uden egentlige arbejdsopgaver.

Regeringen er ikke klædt på til at løse den økonomiske krise – f.eks. prøver den at øge efterspørgselen på forbrugsvarer ved at kræve, at forretninger holder åbent om natten.

Den officielle politik er kritisk overfor Europa. Men i befolkninger hersker der stor interesse for vestlig levestil og idéer f.eks. reklamesproget,  varemærker (Gucci, VW), frisurer, klædning, bonmots, dagligliv med caféer og Starbucks (som afløsning for de tidligere brætspil). Personligt følte jeg  ingen afstandtagen, snarere var jeg priviligeret takket være min fremskredne alder og herkomst fra Danmark.

Hvad angik Hong Kong og Macau blev jeg overrasket  over,

at der herskede større adskillelse fra China Mainland end forventet. Vi kan frit rejse ind i de to distrikter; først ved indrejse til Mainland kræves visum; området har sin egen møntfod ( Hong Kong Dollar). På Macau er portugisiske stadig hovedsproget.

For stemningen spillede krigene i Ukraine og Mellemøsten ingen rolle, valget i USA en mindre rolle. Til gengæld var Afrika helt centralt, – illustreret ved den dengang igangværende kongres for Africa China Council for næsten alle afrikanske statsledere samlet til møde i Peking.

Parallelt hermed var der på det omhandlede  museum i Shanghai en udstilling om det gamle Ægypten.

Derudover var dette museums udstilling samlet om Kinas mange minoriteters klædedragt i modsætning til tidligere tiders koncentration og forherligelse af det dominerende Han folk. Betænkeligt var, at der på museerne ikke fandtes nogen bøger; i museumsshops solgtes udelukkende Anders And og pyramiderne o. lign. juks.

Nettet spiller en meget fremtrædende rolle med de muligheder for manipulation, som det giver. Brugen af iPhone var endnu mere fremtrædende end herhjemme, og mange dagligdags funktioner ligger her. Det passer godt med at papiraviser er næsten fortid. Hoteller, lufthavne o.lign. har ikke længere papiraviser. Mangelen på disse medfører, at det for brugerne/borgerne er vanskeligere at bevare sikre  oplysninger på længere sigt.

Formelt set er der opmærksomhed om klimatruslen. Hotellerne o.lign. taler om deres grønne omstilling, men i det daglige liv er der endnu mindre opmærksomhed på omstillingen end her hjemme. F.eks. er tidligere tiders mængde af cyklister nu afløst af myriader af forurenende scootere, som kører overalt – i alle retninger.

Skyskrabere i Hong Kong. Eget foto.

Den almindelige kineser oplever jeg som venlig og hjælpsom (dog kan personer i en funktion undertiden være køligt afvisende).

F.eks. fulgte en banefunktionær mig helt ned på perronen; en dame vendte og fulgte mig den modsatte vej for at vise mig til rette. Men man må gøre sig klart, at jeg havde kontakt med de kinesere, som var åbne og interesserede, og ikke med dem, som var negativt stemt overfor Vesten.

Udover Shanghai og Hong Kong var engelskkundskaberne non existent.

Sven Herting
Udgivet 17. oktober 2021

Parlamentsbesøg i Vilnius/Litauen

Af Gitte Vesterlund

Indtryk fra Vilnius

Hvis vi – bevidst eller ubevidst – havde forestillet os, at når vi kom til Vilnius, ville vi møde en by i gammel sovjetisk stil, forstod vi hurtigt, at vi havde taget fuldstændig fejl.

Vilnius skinner med mange flotte, lyse bygninger i barokstil – nogle få i jugend stil – af grønne parker og masser af åbne pladser med træer, blomster i alle farver, monumenter og kunst, restauranter og cafeer langt ude på fortovet og den lange gågade fyldt med lokale og turister.

Der er et myldrende liv med unge, moderne mennesker, skoleelever, studerende.

Der er intet ”sovjet” over de centrale dele af byen.

Mange af de omliggende sovebyer – bygget i sovjettiden – et relativt velholdte og med masser af grønne områder.

Og når vi taler med litauerne viser de stolte, at de er et selvstændigt land med eget sprog, eget flag, egen politik, egen nationalsang……..

  • Vi har stadig ikke mange penge, det er hårdt at få hverdagen til at hænge sammen, men vi har det bedre end i sovjettiden, fortæller de.

På besøg i parlamentet hører vi, hvordan den gamle sovjetiske parlamentssal ikke blev revet ned, men omdannet til museum og det nye parlament bygget i sammenhæng med det gamle. Historien er ikke slettet.

Vi hører stoltheden over, hvordan folket byggede barrikader af alle mulige materialer, og samlede en bred mur af borgere rundt om parlamentet, da Sovjethæren i vinteren 1991 – efter at Litauen havde erklæret sig selvstændig – troede, at de med tanks, våben og soldater kunne forhindre løsrivelsen. Men Sovjet blev mødt af et samlet folk, og de måtte opgive.

Ligeså stolte de er over deres kamp for at forsvare deres parlament, ligeså stor er sorgen over de 16 mennesker, som sovjethæren skød og dræbte i forsøget på at indtage fjernsynstårnet i Vilnius og derfra overtage Litauen igen. Men også dette måtte Sovjet opgive, da det lykkedes litauerne at genskabe radio og tv kommunikationen til hele Litauen fra byen Kaunas og fra parlamentet.

Vi møder en stolthed over The Baltic Way, da de i 1989 dannede en kæde af mennesker fra Litauen over Letland til Estland – uden voldelige optøjer. Med et nymodens udtryk, kunne de sige: Vi gjorde det!

Inde i den nye parlamentssal, der er bygget i lyse, nordiske toner, fortæller de stolt, at Litauens demokrati i dag er meget liberalt. Der er ingen ekstrem højrefløj, der er ingen ekstrem venstrefløj.

Hvorfor ikke, når vi i Europa netop ser især udviklingen af en ekstrem højrefløj?

Svaret er, at efter de genvandt deres selvstændighed var der konsensus i det politiske liv om, at ingen ville fortsætte det sovjetiske regimes metoder, de ville have noget nyt.

De ville ikke have sovjets politiske system, heller ikke sovjetisk skolesystem, og de ville ikke have det russiske sprog og symboler. Fra dag til anden ophørte man med at undervise i russisk og gik over til litauisk med engelsk som første fremmedsprog.

En af vores værter udtrykte det på denne måde: min datter på 41 år taler perfekt russisk, men hendes kusine på 38 taler ikke et ord russisk, men rigtig godt engelsk.

Og mange af de unge mennesker vi møder på gader, i parker, på cafeer taler et glimrende engelsk – ligeså godt som unge danskere.

Så selv om der stadig er korruption og nepotisme, er det langt mindre end under sovjetregimet. Og selv om mange lever i fattigdom og pensionerne er meget små og det bliver sværere for de voksne børn at tage sig af forældrene, så foretrækker de et selvstændigt Litauen frem for fremmed overherredømme med deportationer til Sibirien, vilkårlige fængslinger, forsvindinger.

Udgivet 9.10.2024

Globale Seniorer møder ungdommen i Vilnius

Postkort fra Litauen

Maria Justiniano,
Globale Seniorer

 

En velklædt og veltalende ung studerende, Umberto Masi, tager imod os på gaden i Vilnius. Han er formand for Lithuanian Youth Council, LiJOT, i hvis lokaler vi bliver bænket på stole, i sofaer og sækkestole.
Her går han i gang på flydende engelsk med at fortælle om deres paraplyorganisation som med mere end 63 medlemsorganisationer er den største NGO i Litauen. Der er 8 ansatte i LiJOT og de har et samarbejde med en række europæiske organisationer, herunder Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

De støtter – ikke overraskende – kraftigt Ukraines kamp. Vi har allerede set mange gule og blå flag over hele byen. Litauen har et særdeles anstrengt forhold til Rusland, idet ca. 370.000 litauere blev deporteret til fangelejre i Sovjettiden. .

Palæstinaspørgsmålet er mere delikat, da ca. 200.000 jøder blev henrettet i Litauen under 2. Verdenskrig. Det var 95% af den jødiske befolkning. Diskussionen om Palæstina er meget polariseret, selvom der er ganske få palæstinensere i Litauen.

Umberto, som er søn af en litauisk mor og en italiensk far, bor hjemme endnu, selvom han er 25 år. Det er svært for unge studerende, som flytter ind til Vilnius for at studere, at finde en selvstændig bolig. De er ikke begejstrede for kollegierne, som har meget små værelser, der ofte deles af to studerende.

Han slutter af med at fortælle om deres kampagne for at nedsætte aldersgrænsen til at stemme ved kommunalvalg til 16 år. Det fik en af vores litauiske værter til at udbryde: “nej, det må I ikke, jeg kan huske hvor dum jeg selv var som 16 årig”! Imidlertid argumenterede Umberto for, at det er vigtigt at engagere ungdommen tidligt i demokratiet, ellers mister de interessen.

Et spændende besøg med en meget energisk og engageret ung mand, der fortalte at han havde lært sit fejlfri og flydende engelsk gennem computerspil og YouTube.
Vi sluttede af med et gruppefoto udenfor.

Udgivet 30. september 2024

Postkort fra Vilnius/Litauen

Besøg i sansehave på dagcenter og plejehjem for demente i Vilnius 2024. Foto: GS

10 dages studierejse til Vilnius i Litauen med afsæt i Seniorpolitisk Temagruppe i Globale Seniorer førte os bl.a. til flere rigtig interessante besøg i forskellige sociale institutioner i Vilnius.  Vi besøgte et hospice og et dagtilbud for borgere med psykisk- og fysisk funktionsnedsættelse men også et dagcenter for visiterede demente borgere i kombination med et ’Independent living home’.

Fælles for alle de institutionstyper, som vi besøgte var, at de i realiteten var de eneste af deres art i hele landet, og bemandet med ildsjæle – hver og en.

Som de eneste tilbud af sin art i landet afspejler disse institutioner tilsyneladende en begyndende samfundstrend i Litauen, der indebærer, at ikke alle familier nødvendigvis længere har mulighed for at tage sig af deres gamle eller syge pårørende på samme måde som tidligere.  

Hospice var et katolsk drevet sted og finansieret via kirkelige donationer og indsamlinger. Dagtilbuddet for borgere med psykisk- og fysisk funktionsnedsættelse var drevet af socialfagligt uddannet personale og baseret på såvel private som offentlige tilskud og salg af produkter.

Til gengæld var tilbuddene til de demente borgere i dagcenterregi og ’Independent living home’ financieret af 3 årige offentlige projektmidler og blev drevet af socialfagligt uddannet personale – så vidt vi forstod på bachelor-niveau.

Bygningen, hvor dagcentret, samt ældreboligerne var placeret, lå i udkanten af Vilnius og var en del af en stor boligmasse. Ældreboligerne var i stueetagen og til og med 3. etage, og dagcentret lå på 4.sal.

Beboerne i ældreboligerne var ensomme, skrøbelige og ofte hjemløse ældre uden nogen ordentlig familiær tilknytning; her boede desuden en del ældre, traumatiserede ukrainere fra Donbass – regionen.

Efter løsrivelsen fra Sovjetunionen med uafhængighedserklæringen i marts 1990 emigrerede mange unge litauere til vestlige lande, og derfor er der opstået et generations-gap, hvor en stor del af denne generation ikke har mulighed for at påtage sig rollen som nære omsorgspersoner. Det betyder at samfundet generelt oplever, at mange demente og svage gamle mennesker begynder at pible frem i sprækkerne, fordi de måske er ved at falde igennem, når de ikke længere kan klare sig selv. Måske er der ikke flere i antal; men snarere er de blevet mere ’synlige’ i samfundet.

Det virkede på os, der deltog i besøget, som om dagcentret og ’Independent living home’ var et konkret udtryk for en slags første bud på en Litauisk model for, hvordan man vil forsøge at strikke fremtidens forudsigelige problemstillinger på pleje- og omsorgsområdet sammen, og det var et usandsynligt dedikeret og dygtigt personale der stod for den daglige drift og visitation til de forskellige tilbud.  Personalet gav udtryk for en stor interesse for at erhverve sig flere og bedre metoder til at få borgernes kompetencer mest muligt i spil for dermed at forsinke konsekvenserne af demensen, og bistå borgerne med at leve et værdigt og så vidt muligt selvstændigt liv.

Vi kunne blot henvise til Nationalt Videnscenter for Demens i Danmark i håb om, at de har mulighed for dér at finde frem til den efterspurgte evidens i forhold til udvikling af deres praksis i Litauen.

29.9.2024 Helle Dreier og Susanne Danielsen

GS besøger et dagcenter for borgere med psykisk funktionsnedsættelse, der arbejder med at samle ravsmykker. Foto: GS