Globale Seniorer

Verdenssyns analyse – hvad er det?

Besøg på DIIS med oplæg af Mona Kanwal Sheikh og
Lars Erslev Andersen om Verdensmålsanalysen

Globale Seniorer besøger DIIS, hvor seniorforskerne Mona Kanwal Sheikh og Lars Erslev Andersen vil fortælle om det ‘nye’ værktøj: Verdenssynsanalysen (Worldview Analyse). Mødet er for alle maedlemmer af Globale Seniorer på initiativ af Globaliseringsgruppen.

“Vi er i en tid, hvor fortællinger om nationers og samfunds fælles historie, plads i verden og særlige værdisæt eller verdensanskuelse i stigende grad bliver brugt til at legitimere regimer og konflikter – fra USA’s fortælling om at være forsvarer af den frie verden til Kinas fortælling om en 1.000 år gammel stolt kinesisk civilisation til Putins fortælling om et Storrusland, som skal vækkes til live.”

Citatet er fra interviewet: “Verdenssynsanalyse: Indsigt i verdenssyn kan bidrage til at forstå og deeskalere verdens fastlåste konflikter“.

På siden med interviewet er også henvisninger til en række artikler og papers om verdenssyn.

NB! Vi mødes i receptionen ved indgangen

Censur og ytringsfrihed – hvor går grænsen

Menneskereetsgruppen inviterer til internt møde for alle Globale Seniorer.

Til debat står vanskelige spørgsmål, så som: Hvornår er staten berettiget til at skride ind for at begrænse den betydningsfulde menneskeret:  Ytringsfriheden. Og i tillæg hertil: Er der nogen  befolkningsgrupper, herunder professionelle grupper, som ikke har fuld ytringsfrihed? I hvilket omfang er der begrænsninger for danske borgere til at modtage informationer fra udlandet?

Henrik Døcker indleder med et historisk-politisk-juridisk rids af problemstillingerne, herunder deres internationale aspekter.

Herefter  er  ordet frit – til en forhåbentlig intensiv diskussion.

Som inspiration til diskussionen vedlægges her uddrag af to nyligt offentliggjorte sager.

 

Dobbeltmøde:
Udfordringerne fra den nye verdensorden

Den geopolitiske krise er i fuld fart ved at ændre det internationale samarbejde, som har defineret den hidtidige verdensorden. Også klimaforandringerne bliver påvirket.

Globaliseringsgruppen har derfor inviteret to internationalt anerkendte forskere til at præsentere deres tanker og lægge op til debat.

Oplæggene bliver givet på engelsk.

Kl. 10:30 – 12:00
Geopolitiske og miljømæssige implikationer af Ukraine-konflikten
Oplæg: Keith Smith, økonom, University of London

Kl. 12:00 – 13:00: Fælles frokost

Kl. 13:00 – 14:30
The Climate crisis’ background in Western colonialism as described by Amitav Ghosh
Björn Johnson, emeritus senior associate professor, Aalborg Universitet

Mere om programmet

Keith Smith præsenterer sit papir: “Geopolitical and Environmental Implications of the Ukraine Conflict”

“This paper discusses the Ukraine conflict not in terms of the shooting war, the outcome of which is highly uncertain, but as a protracted and complex economic war.

It argues that this war has profound geopolitical implications – it has ended the unipolar hegemony of the West and is inaugurating a ‘heteropolar’ system based on strong superpower division and different sources of power across countries.

The critical problems facing the world at the present time are global warming, environmental degradation and pandemic disease. Warming in particular appears to be approaching biospheric limits.
We need a serious search for solutions, and this must entail multilateral collaboration.

However, a key geopolitical outcome of the war is the effective collapse of existing systems of multilateral collaboration, which have had some successes (the Montreal Protocol), and some failures (the COP process and emissions control).

The most important challenge facing global civil and political society is to construct some basis for enhanced multilateral collaboration in the face of deep geopolitical division.”

PS: Dette møde var planlagt som et webinar 25. januar, men måtte udsættes pga tekniske problemer. Det sker ikke denne gang, hvor Keith er han tilsted in person.
Link til Keith Smiths biografi

Fælles frokost spiser vi i Serviceforbundets kantine. Tag madpakke med eller tilmeld dig frokostbuffeten med lunt og grønt. Prisen for frokostbuffet, mødekaffe cookies og vand er kr. 100, der indbetales via MobilePay til box18276.

Tilmelding til frokostbuffet ved mail til Knud Arne Nielsen knud.arne.nielsen@gmail.com senest søndag den 26. februar.

Alle Globale Seniorer og gæster er velkomne til dobbeltmødet og skal som sædvanlig tilmelde sig mødet. Find Teksten Registrer her, “Deltag” nederst i dette opslag og tilmeld dig online til mødet.

Björn Johnson, emeritus senior associate professor, Aalborg Universitet present: “The Climate crisis’ background in Western colonialism as described by Amitav Ghosh”

“In my presentation I will try to discuss the main themes in two new books by Amitav Ghosh:
(1) The Nutmeg’s Curse. Parables for a Planet in Crisis, 2021
(2) The Great Derangement: Climate Change and the Unthinkable, 2016

Booth books are about the present climate crisis and its background in Western colonialism, which is described as a process of violence. More specifically Ghosh discusses how Western colonialism has affected our views on nature, society, culture and the total world system. The books present a harsh but serious critique of Western civilization, especially modernity. They are also a reminder of how deeply our history is affected by non-human entities and forces.

One basic theme is how the Anthropocene leads to new insight about the relations between nature and society.
Another theme is how the dynamics of climate change and other environmental crises connected to transgression of planetary borders are rooted in a centuries-old geopolitical order constructed by Western colonialism.
A third theme is about how human history has been entangled with earthly materials such as spices, tea, sugarcane, opium, and fossil fuels and how it has been shaped non-human forces. “The agency of the landscape”.
A fourth theme is the character of ‘modernity’ especially its claim that everything in the world exists to be exploited and utilized by humans – i.e., primarily white, male Europeans.
A fifth theme is ‘terraforming’ i.e., the muting and remaking of the landscape to fit European ways of life and the role this has played in the process of colonialization.
Other recurrent themes are the crucial importance of geo-politics and the paradigm of ever-growing material desire.

Amitav Ghosh is primarily a writer and his own main conclusion is:
“This is the great burden that now rests upon writers, artists, filmmakers, and everyone else that is involved in the telling of stories: to us falls the task of imaginatively restoring agency and voice to nonhumans”

Indtroduktion til Amitav Ghosh
On YouTube there several interesting videos in which Amitav Ghosh discusses ‘The Nutmeg’s Curse’, see for example: https://youtu.be/C3lZ7EmChWo

Link til Bjørn Johnsons biosketch

Den store stedfortræderkrig

Refleksioner om magt, der misbruges, vold, der eskalerer og terror, der løber løbsk

Den russisk-ukrainske krig er en uafviselig øst-vest-konflikt med et farligt potentiale til skærpet dyst mellem demokrati og diktatur i sig - skriver Henrik Døcker i sit indlæg om stedfortræderkrig. Illustration: Shutterstock.

Af Henrik Døcker

Det er ofte svært at ”rubricere” sin egen tid, at forstå, hvad den indebærer og nærmest umuligt at regne ud hvad den udvikler sig til. Det kom bag på hærskarer af eksperter, sagkyndige ”iagttagere”  og spåmænd, at fx Jerntæppet mellem Øst og Vest ublodigt hævede sig for nu godt og vel 30 år siden. Og hvem tør forudsige udfaldet af den konflikt mellem Øst og Vest, der på en måde har skabt et nyt  Jerntæppe? Men at vestlige demokratiideer og østlige autokrati-forestillinger er konfronteret, er indlysende. Som sådan raser der derfor i dag en stedfortræderkrig, udløst af det nærmest totalt politisk ensrettede Rusland  rettet mod et Ukraine, massivt militærstøttet af Vesten.

Mere eller mindre bortkastet er tidligere tiders optagethed af  neutralitet, som alligevel kun et fåtal af stater kunne få lov til indiskutabelt at nyde. Dog kan så forskellige typer som Tyrkiets selvbevidste præsident Recep Tayyip Erdogan og den politiske bajads Rasmus Paludan kaste grus i det ”maskineri”, der  er i gang for at bane vejen for  svensk og finsk medlemskab af NATO. Det har måske dog kun symbolværdi alt sammen, eftersom NATO ingenlunde pønser på direkte at blive part i den russisk-ukrainske væbnede  konflikt.

Stedfortræderkrig er ofte først blevet hæftet på en konflikt langt tid efter at den har udspillet sig, idet skjulte faktorer bag ved kun afdækkes gradvist – med tidens fylde. Fra de sidste 150 års historie fremtræder til eksempel den spanske borgerkrig  1936-39 som et eksempel: Den (svage) unge spanske republik blev udsat for et  militærkup af højre-monarkistiske soldater med genindførelse af kongedømmet som mål. Sovjetunionen støttede  – uden direkte krigsdeltagelse – republikken og dens  venstre-socialistiske tilhængere (med tilskud af frivillige kommunister fra Vesteuropa),  mens det fascistiske Italien sendte fly og krigsmateriel til oprørsgeneralen Franco – som gik af med sejren.

Der er dem, der endog kalder denne krig for en slags ”generalprøve” på Anden Verdenskrig! Derfor et aktuelt håb om, at en lignende etiket ikke vil kunne hæftes på Rusland-Ukraine krigens efterbyrd! – Koreakrigen 1950-53 udløstes af et nordkoreansk angreb på Sydkorea  – den koreanske halvø var blevet delt i en amerikansk- og en sovjetisk besat zone , indtil de hver  især blev selvstændige stater i 1948. Sovjetunionens diktator Josef Stalin havde  imidlertid  ikke direkte inspireret Nordkoreas daværende præsident Kim Il Sung til angrebet uanset dennes bønner om hjælp!  Det blev Kinas kommunistiske folkerepublik -dengang blot et år gammel – der tvang USA’s styrker, som var kommet Sydkorea til  undsætning, tilbage  fra deres positioner nær den kinesiske Yalu-flod tæt på Nordkoreas nordgrænse , til demarkationslinjen ved 38. breddegrad, som fremdeles danner den faktiske grænsen mellem de to Korea’er. Kinas indgreb gjorde det koreanske opgør til en kinesisk stedfortræderkrig, det Sovjetunionen opfattedes som den egentlige modstander.

Vietnamkrigen 1964-75 begyndte som et kommunistisk oprør igangsat af den nordveitnamesiske Vietminhbevægelse – og rettet mod den daværende kolonimagt Frankrig. Efter et fransk nederlag i 1954 deltes landet i et kommunistisk Nordvietnam , nu ledet af Vietcong-bevægelsen, og et borgerligt-præget Sydvietnam, som fik amerikansk støtte, både økonomisk og siden med et stort kontingent amerikanske soldater. Set fra USA’s side var det en sovjetisk stedfortræderkrig med den våbenstøtte, Sovjet ydede Nordvietnam. Det amerikanske nederlag i 1975 afsluttede USA’s intervention i denne krig.

Da Sovjetunionen i 1979 marcherede ind i Afghanistan for militært at  understøtte den daværende  kommunistiske regering i nedkæmpelsen et islamisk oprør, besluttede USA sig forat forsyne de  moujahedinske oprørere med våben. Begge stormagter kunne således kaldes ”stedfortrædere” i en asiatisk borkerig uden direkte militært at være konfronteret. Længe efter at Sovjet  i 1989 havde trukket sig ud, skulle USA atter blive involveret i Afghanistan , nemlig i hvad man kunne kalde efterspillet til Al Qaeda-terroristernes selvmorderiske flyangreb på New York 11. september 2001.

Afghanistan blev så at sige krigsskueplads for et islamisk-inspireret ideologisk opgør med verdslige, vestlige ideer i det væsentlige inspireret og styret af saudiaraberen Osama bin Laden. Siden 1996 havde Afghanistan imidlertid været hærget af borgerkrig med de fanatiske islamistiske oprørere i Taleban-bevægelsen som drivende kraft. På jagt efter ansvarlige for og medspillere til 11.september-angrebet intervenerede USA i Afghanistan og fik dermed som modspillere, talebanerne, der i 2001 måtte bøje sig for den fremmede overmagt, der dog havde fået den afghanske såkaldte Nordalliance med i kampen.

Det aktuelle yderst betændte forhold mellem Iran og Saudi-Arabien har også elementer af stedfortræderkrig i sig med USA som allieret med Saudi-Arabien men ikke direkte parthaver i militære udfald mod Iran. Underliggende er spaltningen mellem de shiitiske iranere og de sunnitiske saudiarabere, som forgrener sig til det egentlige Mellemøsten, nærmere betegnet Israel og dets naboer. Iran var medgrundlægger af den shiitiske Hizbollah-milits i Libanon og dermed en magtfuld faktor, ikke mindst i nålestik mod Israel, men siden hen også en støtte for nabolandet Syrien og dets diktator Bashar al-Assad.

Den syriske borgerkrig er måske det mest iøjnefaldende og indiskutable eksempel på en stedfortræderkrig for tiden. Sådan at forstå, at Rusland siden 2015 direkte har støttet det syriske regimes krigeriske nedkæmpelse af det oprør mod diktaturet, der satte ind i 2011 og udviklede sig til en regulær borgerkrig. Eftersom Rusland direkte har interveneret, kan det dog dårligt kaldes en stedfortræder, men sikkert er det, at dette land har skrevet sig for massive krigsforbrydelser i det blodige mellemøstlige opgør. USA har som modstander af al-Assad-styret holdt sig til at bombe den nu slagne ‘islamiske stats’s holdepunkter og har ikke sendt soldater til Syrien. Desuden støtter Saudi-Arabien og andre arabiske lande de moderate oprørere i Syrien. Den saudiske støtte til oprørsstyrkerne skyldes bl.a. saudisk modstand mod alliancen mellem Syrien og Iran.

Som en særlig uberegnelig og forfærdende faktor har de fanatiske, voldsparate islamister, som voksede ud af Al Qaeda totalt forvirret begreberne i Mellemøsten – bortset fra terrorbevægelsens helt egne formål at skabe en rigoristisk islamisk stat. Alliancer og sympatier blev sat på hårde prøver, men ingen stater syntes at solidarisere sig med den ISIS-stat, som en overgang havde magt over store dele af Irak og Syrien. At spredte lommer af bevægelsen efter dens nedkæmpelse i 2019 fremdeles vækker rædsel, nu særlig i Afrika, kan måske foranledige spekulationer om stedforræderkrige, men alt i alt hører begrebet ikke tydeligt hjemme her.

Endelig kan borgerkrigen Yemen, der brød ud i 2015, siges at være en stedfortræderkrig, idet de shiitiske houthi-oprørere, som indledningsvis erobrede hovedstaden Sanaa og fordrev præsidenten til den sydlige del af landet, har fundet vægtig støtte hos Iran, men det sunnitiske Saudi-Arabien, bistået af USA,  Storbritannien, Frankrig m.fl. lande, sluttede op bag den styrtede præsident og hans styre. Således udviser denne forfærdende og nærmest stedsevarende konflikt et eksempel på en iransk-saudiarabisk stedfortræderkrig.

Det er væsentligt at fastslå, at prædikatet stedfortræderkrig ingenlunde er nogen objektiv klassifikation – det er udtryk for en betragtning af en væbnet konflikt, som i en del tilfælde holdes gående just fordi der er mægtige og kapitalstærke kræfter bag de i første række krigsførende, og som ser en interesse i det. Meningerne om hvad er en stedfortræderkrig og hvad der ikke er det, vil således ofte være delte. Det kendetegner desuden en stedfortræderkrig, at det som regel kun er den ene krigspart, der har en sådan bag ved liggende allieret magt. Men det er forskelligt, i hvilket omfang denne magt i egentlig forstand styrer eller dikterer krigsbegivenhederne. Uanset dette ordgyderi er den russisk-ukrainske krig en uafviselig øst-vest-konflikt med et farligt potentiale til skærpet dyst mellem demokrati og diktatur i sig.

Udgivet 14. februar 2023

Nordirland: Medierne under “The Troubles”

Nordirlandsgruppen har inviteret tidl. radiodirektør i DR Leif Lønsmann til at holde et oplæg om Mediesituationen under “the Troubles” (konflikten mellem protestanter og katolikker 1960-98).

Ulster’s Pirate Radio Stations 1969-75

Som i alle andre krige og konflikter var der også under ”The Troubles” i Nordirland en ”parallelkrig” i medierne. Mens både britiske BBC og irske RTE var underlagt statslig kontrol og censur spillede illegal piratradio en aktiv rolle både i kampen om ”sandheden” og i den egentlige kamp i gaderne.

Leif Lønsmann har fulgt den irske medieudvikling hele vejen, og genopliver ”The Troubles” gennem historien om de stridende radioer, de styrede statsmedier og de senere nærradioer.

 

 

Rusland – Ukraine konference på Christiansborg

Konference på Christiansborg om Rusland og Ukraine afholdes 24.2.2023 –  på 1 års dagen for Ruslands invasion. Konferencen afholdes på engelsk.

Tilmeld dig senest 21.2.2023 her: Den Danske Helsinki-Komité (nemtilmeld.dk) Pris: 5o kr.

Programmet i kort form

13:00-13:05 Martin Lidegaard, MP, Social Liberal Party: Welcome on behalf of the Danish Parliament.

13:05-13:10 Karsten Fledelius, Moderator, Former chair of The Danish-Russian Association and The Danish Helsinki Committee: Welcome on behalf of the organizers.

13:10-13:30 Martin Lidegaard: What can DK, EU and NATO do to support Ukraine during the war? How can we contribute to making Russia a peaceful, democratic country?

13:30-13:50 Karsten Fledelius: The Role of UN and of Regional Organizations (OSCE, Coun- cil of Europe) in the Reconstruction and Safeguarding of European Security.

13.50-14:10 Julia Osmolovska, director of the Kyiv Office of GLOBSEC: Military capabilities and plans of Ukraine, scenarios for the ending of the war, Ukraine’s political future

14:10-14:30 Claus Mathiesen, Associate professor at the Danish Defense Academy: The military capabilities, possible outcomes, possibilities for EU and NATO membership.

14:30-14:50 Discussion and Q&A.

14:50-15:20 Break, coffee/tea and cake will be served.

15:20-15:40 Olena Prokopenko, Foreign policy expert: Ukraine’s popular mobilization, historical opposition to Russia, the wishes for the end of the war and for Ukraine after the war.

15:40-16:00 Søren Liborius, Danish diplomat: The reasons for Russia’s claims for attacking Ukraine and the consequences of the war for the future of Russia.

16:00-16:20 Maria Logan, Open Russia Foundation: How can the war be ended? Will there be a democratic Russia after the war? How can the Russian diaspora contribute to that?

16:20-16:40 Elena Rusakova, member of the “Memorial” Human Rights Centre, Moscow: Popular resistance in Russia against the war, would it be possible for the Russian civil society to build a new democratic and peaceful Russia after the war.

16:40-17:00 Discussion and Q&A.

17:00-17:15  Karsten Fledelius: Conclusions and final remarks

Link til programmet i fuld ordlyd

Konferencen er organiseret i et samarbejde mellem:
The Danish Helsinki Committee for Human Rights, The Danish-Russian Association in
cooperation with Globale Seniorer, The Baltic Sea NGO Network and The Committee of The Danish Social Liberal Party.

Konferencen er økonomisk støttet af The Hermod Lannung Foundation and The Wisti Foundation –
Folmer and Helle Wisti’s Foundation for International Understanding.

Geopolitiske og miljømæssige implikationer
af Ukraine konflikten

Globaliseringsgruppen inviterer alle Globale Seniorer til møde med Keith Smith, Visiting Fellow, Birkbeck College, University of London, til debat om hans paper: “Geopolitical and Environmental Implications of the Ukraine Conflict” – Keith Smith vil deltage online fra London

I forlængelse af debatmødet afholder  Globaliseringsgruppen et møde om de videre aktiviteter i 2023.

1 kl. 10.30-12.00:
Debatmødet med Keith Smith

Hvem er Keith Smith? Læs kort biografi
Ordstyrer er Ellen Buch Hansen, som byder velkommen og afrunder mødet – og undervejs hjælper med at holde styr på spørgsmål og tid.

Her et link til Keiths paper “Geopolitical and Environmental Implications of the Ukraine Conflict” for at give dig mulighed for at læse det inden mødet, der afholdes på engelsk.
Keith Smith åbner med en kort præsentation af papirets highlights m.v. Læs hans summary herunder.

Bengt-Åke Lundvall, professor emeritus Aalborg University, er moderator/udspørger og sørger for at deltagernes og hans egne spørgsmål bliver besvaret af Keith Smith.

Keith Smith giver følgende resume af sit papir:

“This paper discusses the Ukraine conflict not in terms of the shooting war, the outcome of which is
highly uncertain, but as a protracted and complex economic war.

It argues that this war has profound geopolitical implications – it has ended the unipolar
hegemony of the West and is inaugurating a ‘heteropolar’ system based on strong
superpower division and different sources of power across countries.

The critical problems facing the world at the present time are global warming, environmental
degradation and pandemic disease. Warming in particular appears to be approaching
biospheric limits.

We need a serious search for solutions, and this must entail multilateral collaboration.
However, a key geopolitical outcome of the war is the effective collapse of existing systems
of multilateral collaboration, which have had some successes (the Montreal Protocol), and
some failures (the COP process and emissions control).

The most important challenge facing global civil and political society is to construct some
basis for enhanced multilateral collaboration in the face of deep geopolitical division.”

Krig – besættelse – fremmedherredømme

Nogle refleksioner over begrebet ”at være herre i eget hus”

Krig i Ukraine, Kyiv marts 2022. Foto: Shutterstock

Af Henrik Døcker

I årene 1940-45 var ordene krigen og besættelsen to ord , som gik igen og igen for den rædsomme periode, danskerne gennemlevede. De var  indgroede og velforståede – som om krigen andre steder og besættelse af andre  stater og folk var noget fjernt, man ikke havde overskud til at sætte sig ind i. Følelsen af at være  under fremmed åg var knugende, et onde, der skulle gå væk. Akkurat sådan må ukrainerne føle det i dag. Men unægtelig på en meget barskere måde end vi danskere gjorde det.

Det har lammet store dele af verden, at Rusland har grebet til hvad mange betragter som et  primitivt våben: At føre erobringskrig mod et naboland – som om statsgrænser ikke skal respekteres efter over 75 år med FN og alskens andre statslige eller private organisationer til at indprente fordelen ved at holde fred og en generel afstandtagen fra forældede imperialistdrømme.

Var det for resten ikke Sovjetunionen, der evindelig nedgjorde Vesten for dens imperialisme – uanset i øvrigt at de store kolonimagter Storbritannien, Frankrig og Holland erkendte behovet for at frigøre deres kolonier, fra 1947 og frem, med særlig stor styrke efter 1960? Det var indlejret i en tidligere tids bevidsthed, at kolonierne lå ”hinsides havene”. Men fremmedherredømmet har også kunnet trives tæt op ad koloniherrens egne grænser.

Se blot på det tidligere russiske tsar-rige, som havde undertrykt et væld af ikke-russiske folkeslag, georgierne, tjetjenerne,  usbekerne osv. osv. Da Lenins  bolsjevikker tog magten, efter revolutionen i 1917 var der ikke tale om at slippe dem fri. Ukraine var kortvarigt selvstændigt  1917-18, men blev derefter indlemmet i den nye stat Sovjetunionen. Efter 2. Verdenskrig var den sovjetiske diktator Josef Stalin brøstholden over, at USA i det nyoprettede FN kunne regne med Latinamerikas støtte ved afstemninger – uanset at næsten hele verdensdelen allerede i 1800-tallet havde gjort op med spansk og portugisisk koloniherredømme og fremstod som en mængde selvstændige republikker.

Ukraine og Hviderusland (i dag kaldet Belarus) fik da status som selvstændige stater i FN – uden at de dog på nogen måde ”gjorde” sig i verdenspolitikken som andet end Kremls trofaste lydstater. En stor ukrainsk diaspora – ikke mindst i Canada – medvirkede i alle koldkrigsårene indtil ca. 1990 til at ideen om et selvstændigt ukrainsk folk, et eget sprog og en kultur, der  adskilte sig fra den russiske, kunne holdes i live. Hvis de sovjetiske magtherrer troede, at sovjetmennesket ligesom overtrumfede alle forestillinger om særskilte nationale karakterer, måtte de tro om igen.

Begrebet besættelse er svært at  håndtere i folkeretten. Jovist findes der regler om de humanitære og andre hensyn der bør tages over for befolkningen i et besat område – så som at den ikke må flyttes til okkupationsmagtens eget territorium – men det er alene magtforholdene, som afgør besættelsens karakter og hvor kort eller lang den bliver, uanset det princip, som siger, at der er tale om en midlertidig tilstand. Man kan studere Røde Kors-Genevekonvention IV og fantasere sig til den ideelle verden.

Israels besættelse af Vestjordan-landet siden 1967 er nutidens længste besættelse og en sørgelig,  nærmest evig kilde til frustration, krigeriske sammenstød mellem palæstinensere og israelske styrker – og politiske hovedbrud. For slet ikke at tale om mange menneskelige tragedier. Næstlængst er Marokkos besættelse af Vestsahara, tidligere en koloni ved navn Spansk Sahara – den har stået på siden 1975. Grundlæggende er den kørt fast, fordi der mellem okkupationsmagten og områdets befolkning, sahrawierne, er opstået uenighed om hvem, der er berettigede til at deltage i den folkeafstemning om tilhørsforholdet, som der i 1992 blev enighed om mellem selvstændighedsbevægelsen POLISARIO og Marokko.

Stop-plyndringen-lyder-opfordringen-fra-det-besatte-vestsahara.jpg

Stop plyndringen! lyder opfordringen fra det besatte Vestsahara

Decideret indlemmelse i en stat mod befolkningens vilje er en tak værre end besættelse. Det er eksempelvis overgået Tibet, hvis kulturelle og religiøse traditioner er forsøgt nedgjort, om ikke ligefrem udvisket af den mægtige nabo Kina. Ruslands overtagelse af Krim og de østukrainske provinser Luhansk og Donetsk har karakter af indlemmelse, akkurat som Hitler-Tyskland fx. ”slugte” Sudeterlandet fra Tjekkoslovakiet.

Ved filosoferen over alle disse begreber må det erkendes, at der er mange gråzoner – og derfor plads til en hel palet af forskellige opfattelser. Hvis idealet skulle være, at alle folkegrupper eller nationaliteter havde deres egen stat, må det konstateres, at rigtig mange mennesker lever under en slags fremmedherredømme. Tag fx. Sydamerika og gennemgå hvor stor en andel af magten de oprindelige folk udgør sammenholdt med efterkommere af spaniere og portugisere! På den anden side kan man vel ikke sige, at grønlændere og færinger lever under et fremmedherredømme, selv om hvad man kunne kalde ”den overordnede magt”, dvs. over udenrigspolitik, valuta og militærvæsen er hos regeringen i København?

Men besættelse er og bliver et ”luftigt” eller, om man vil, tvetydigt , begreb. Tag nu Tysklands besættelse af Danmark. Det var efter Tysklands opfattelse en ”fredelig besættelse”, dvs. iværksat for at forebygge en britisk invasion. Som en slags formynder for Danmark påtog Tyskland sig altså at skærme os. Uanset at der på intet tidspunkt fra officiel eller uofficiel side var fremført noget som helst om en sådan invasion! Det viser også indgående arkivstudier efter krigen.

Eller tag Tyrkiets besættelse af Nordcypern. i 1974. Den blev – i overensstemmelse med særlige internationale aftaler – iværksat som en beskyttelse af tyrk-cyprioterne (mindretallet) over for en lang række græsk-cypriotiske voldelige overgreb. Her syntes de fremmede invasionsstyrker velkomne. De er blevet på øen i stort talt siden. Men da denne antastelse af republikken Cyperns integritet er blevet fordømt af alverdens lande og internationale organisationer, anses Nord-Cypern for en pariastat , selv om der intet foreligger om en reel tyrkisk undertrykkelse.
 

Nicosia på Cypern. En synligt delt hovedstad

Efter disse ekskurser må det imidlertid med eftertryk fastslås, at Rusland ingenlunde er blevet betragtet som ”befrier” fra et påstået nazi-styre i Kyiv. Ukraine er en selvbevidst, moderne nation med blikket rettet mod vestligt demokrati, om end med en foreløbig beskeden evne til at leve fuldt op til de demokratiske idealer. Den bør støttes med alle midler fra os i Vesten. Det tilkommer i øvrigt ikke nogen stat at ville erobre en anden for at indsætte en regering efter invasionsstyrkens egne lyster.

Yemen – den glemte krig

Mellemøstgruppen har inviteret Søren Skou Rasmussen, mag. art. i Social Antropologi til at give et historisk overblik over den politiske situation og de involverede aktører i krigen i Yemen samt tale om, hvordan situationen påvirker befolkningen. Søren har opholdt sig mange år i Afrika og Mellemøsten inkl. Yemen som konsulent og seniorrådgiver for Danida og andre. Han har ugentlige kontakter til venner og samarbejdspartnere i Yemen og professionelt har han beskæftiget sig med god regeringsførelse, specielt i skrøbelige stater med fokus på statslige og politiske aktører.

Søren vil i sit oplæg om konflikten og krigen i Yemen fremføre nogle af de karakteristika som danner baggrund for konflikten og til stadighed føder den nu otte år gamle krig. Mere end 400.000 er døde og 15 millioner civile lever i en meget alvorlig humanitær krise. Jemen har aldrig været selvforsynende med eksempelvis fødevarer, og otte års blokade af fødevarer, medicin og andre varer bidrager til den meget alvorlige situation.

Jemen er et meget fragmenteret samfund, beliggende i det glemte og fattigste hjørne af Den Arabiske Halvø. Landet har aldrig været kolonialiseret og har ingen grundlæggende og bredere administrative strukturer. Der er heller ikke, som i nabolandene, en økonomisk stor rigdom (olie og – eller gas) eller et ikke-demokratisk stærkt kongedømme, emirat eller sultanat. Jemen er et land som i sin nuværende form kun har eksisteret i lidt mindre end 33 år og som er præget af lokale, slægtsbaserede, mindre styreenheder med en lokal leder “shayh”.

Plakat af præsident Saleh, Yemen 2009.

Efter sammenlægningen af Jemen og Sydjemen i maj 1990 søger Yemen med den demokratisk valgte præsiden Ali Abdallah Saleh at etablere nationale strukturer med flere demokratiske, politiske partier og et fungerende parlament og lokale regeringsstrukturer. Dette demokratiske eksperiment, som var en provokation for de omkringliggende lande, lykkedes til en vis grad indtil ca 2010, hvor den store shiamuslimske population i det nordligste Jemen  – de såkaldte Huthier – militært begynder at erobre store dele af det nordlige Jemen. Da Huthierne efter en større offensiv indtager hovedstaden Sanaa og den helt nødvendige havneby Hudaida efter undervejs at have kæmpet, men også forhandlet sig til magten med lokale “shaykher” og krigsherrer, bliver det for meget for Saudi-Arabien, som mobiliserer militær støtte fra alle omkringliggende lande på halvøen bortset fra Oman, Sudan og Ægypten. Det påstås at huthiere er støttet af det shiamuslimske Iran.

Denne krigsalliance har siden 2015 gennemført intense bombardementer i alle større byer i det nordlige Jemen med store tab af civile herunder også børn i forbindelse med bombninger af hospitaler, skoler, begravelser, bryllupper og tætbefolkede beboelseskvarterer i byerne.

USA, Frankrig og Storbritanien og dermed også EU og Danmark støtter alliancen. Alliancen har kun i begrænset omfang indsat egne landtropper. Det er en klassisk proxy-krig. Alliancen har indsat en ikke valgt proxyregering i Aden, som ikke har vist sig at have hverken gennemslagskraft eller stabiliserende virkning – tværtimod.

 

Europa

Europagruppe møde

Der afholdes et fællesmøde for alle europagrupperne. Alle er velkomne – også selvom du endnu ikke er tilmeldt en gruppe.