For få år siden var indtrykket hos skiftende regeringer, at sikkerhedssituationen for Danmark var så god, at forsvarsudgifterne kunne holdes på 1 – 1,5 % af BNP selvom vi ad åre havde et mål om at komme op på NATO-tilsagnet på 2 % af BNP. Danmark var jo medlem af NATO og Vesten havde jo ”vundet den kolde krig”.

I dag er sikkerhedssituationen radikalt ændret og som konsekvens heraf skal vi nu til at bruge milliarder af kroner på militært udstyr måske op til 5 % af BNP. Det bliver vi ikke rigere af, og vi får ikke mere velfærd af det. Og hvad er begrundelsen? At der er en meget alvorlig trussel fra Rusland!

Og hvordan kan det så være? Vi vandt jo den kolde krig, der var jo ingen trussel  efter, at Berlinmuren faldt, det sovjetisk kontrollerede Østeuropa blev demokratiseret og selve Sovjetunionen opløstes

Måske ville det være en idé at spole filmen tilbage?

Var vi ”klædt på” til at udnytte de muligheder der åbnede sig? Havde vi de rigtige ”redskaber”?  Formelt havde vi eller fik vi nye demokratier, men levede vores demokratiske systemer op til de udfordringer (positive og negative) vi stod over for?

Man kan altid diskutere, hvornår historien skal begynde. Jeg har valgt det tidspunkt, hvor Gorbatjov overtog magten i Sovjetunionen dvs. 1985.

Meget hurtigt opstod der en forståelse mellem Gorbatjov og USA’s præsident Reagan. De var begge bevidste om faren ved atomoprustningen og risikoen for en atomkrig, og man blev enige om nedrustningsplaner. Der opstod samtidig et tillidsforhold, der også omfattede Reagans efterfølger Georg H Bush (den ældre).

Desværre blev Bush ikke genvalgt og opløsningen af Sovjetunionen betød samtidig  et farvel til Gorbatjov som samarbejdspartner.

Det mislykkede kupforsøg mod Gorbatjov i august 1991 bragte Boris Jeltsin til magten og førte til opløsning af Sovjetunionen.  En række lande under det hidtidige Sovjetunionen benyttede muligheden til at få reel selvstændighed (her i blandt Ukraine) og hidtidige modsætninger – der hidtil havde været undertrykt – kom frem i lyset.

I Jeltsins Rusland betød omformningen af det ex-kommunistiske samfund fra en centralstyret økonomi til en markedsøkonomi, at hidtil offentligt ejede virksomheder blev privatiserede. Man benyttede i høj grad amerikanske rådgivere, hvilket ofte bidrog til super-kapitalistiske løsninger, hvor nogle få ”oligarker” blev begunstiget og blev ekstremt rige, mens den store brede befolkning oplevede et voldsomt fald i levestandarden. Det gjaldt i særlig grad pensionister. Da man samtidig havde indført demokrati, var det forståeligt, at mange vælgere i Rusland ønskede sig tilbage til det ”gode” gamle stabile system.                      

Vestlige rådgivere ikke mindst fra USA skabte således grundlaget for, at Vladimir Putin fik sit første folkelige mandat, da han lovede at rette op på situationen.(Man kan kontrafaktisk spørge, hvad ville der være sket, hvis der var kommet rådgivere, der havde foreslået en skandinavisk økonomisk velfærdsmodel og ikke en amerikansk inspireret model?)

Samtidig gav flere i ”Vesten ” og i særlig grad i USA igen og igen udtryk for, at ”vi vandt den kolde krig”. Flere lande ikke blot i Østeuropa, men også i det tidligere Sovjetunionen opnåede selvstændighed og flere søgte om optagelse i EU og også i NATO. Og i visse tilfælde ønskede man i Vesten at fremme denne proces.

I Vesten dvs, sige i EU og i NATO var man generelt imødekommende, mens kredse i Rusland følte, at landet blev ”inddæmmet”. Det gav præsident Putin udtryk for ved sikkerhedskonferencen i München i 2007. Han sendte bl.a. en advarsel til Vesten om at ikke at opstille missiler i Polen og Tjekkiet. En opstilling ville blive opfattet negativt af Rusland.

Forud var gået et forløb, hvor Putin hurtigt efter terrorangrebene i USA den 11.september 2001 tilbød at stille basefaciliteter til rådighed for USA ifm. aktionen mod Taliban i Afghanistan. Det ”belønnede”  George W Bush (den yngre) ved  ensidigt at trække USA  ud af ABM-traktaten (Anti Ballistic Missile Treaty) og også af Nuclear Test Ban Treaty. *

Her i oprustningens tidsalder skal vi derfor huske på, at Vesten selv kan have et medansvar for, at atomoprustningen ikke blev bremset.

Ustabiliteten i verden
Her i dag i 2025 er der ingen tvivl om, at lederne i såvel Moskva som Washington DC bidrager til den nuværende spænding og ustabilitet.

Ironien er, at stabiliteten var sikrere under den kolde krig med to forskellige samfundssystemer. Endnu mere ironisk er det, at den største ustabilitet i dag kommer fra ledelsen i USA med en præsident, hvis indfald ikke kan forudses, og som bakkes op af ministre og rådgivere, hvor fagkundskab snarere er undtagelsen end reglen, og hvor basale demokratiske spilleregler ikke efterleves, og hvor løgne har de optimale muligheder for at kunne udfolde sig.     

I kongeriget Danmarks tilfælde er paradokset samtidig at begrundelsen for den voldsomme – og dyre – oprustning er en potentiel trussel fra Rusland, mens den eneste eksplicitte trussel Grønland/Danmark har været udsat for er fra vores vigtigste NATO-allierede USA. Med andre ord: vi bør opruste pga, at vi ikke ved, hvad USA kan finde på.

Oprust, Oprust, Oprust
I Europa i dag synes det som om, det eneste svar på den internationale spænding er : Oprust, Oprust, Oprust! Det bliver meget dyrt.

Vi hører intet andet. Selv under den kolde krig kunne man indgå aftaler om begrænsninger i våbenkapløbet.

Verden bliver ikke i sig selv sikrere med flere våben.
Jeg savner virkeligt, at man samtidig med en nødvendig oprustning også analyserer mulighederne for begrænsning af våbenkapløbet. I en tid hvor alle parter udvikler nye våbentyper, der bliver mere og mere sofistikerede mht automatik og hastighed, er det helt centralt, at man arbejder for aftaler, der reducerer risikoen for krig ved fejltolkninger og der ikke bliver en fordel ved at slå først.

Derfor er det vigtigt at Second Strike muligheden ikke bliver elimineret. Det betyder at man fortsat bør sikre at militærstrategien ”MAD” stadig består.  MAD står for Mutual Assured Destruction. Umiddelbart virker ”MAD” vanvittig, men den skulle sikre, at ingen har en interesse i at slå først, da man er sikret gensidig ødelægelse.               

Derfor går jeg ind for, at parterne har nogle usårlige gengældelsvåben.
Samtidigt er det vigtigt, at man definerer forsvarsudgifter, som udgifter der reducerer spændinger og konflikter. Eksempelvis kunne gensidige nedrustningsaftaler være en vej samtidig med at de reducerer udgifterne for begge parter.

Derfor bør også udgifter til konflikt- og fredsforskning – efter min mening – kunne dækkes under forsvarsbevillingerne.

Uanset hvad skal vi sameksistere på denne klode.

Mange af historiens store “navne”  har rødder i mægtige felttog og erobringer – i flæng kan nævnes Ramses, Cæsar, Alexander den Store, Frederik den Store, Napoleon, Hitler – men den mand, som i levende live i nutiden behersker al for megen opmærksomhed, er blevet et verdensnavn på en helt anden måde. Det vil være en forenkling at sige “ved fredelige midler”, selv om han ikke (endnu) har udløst voldelige   konflikter mellem stater. Donald Trumps metoder kan siges ikke at være så primitive som at bruge vold  Og dog er hans raseri mod alt og alle alligevel utrolig primitiv i sin manglende tagen højde for skadevirkningerne – også  på hans eget USA.

En nu ca. 75 år gammel bog, “Forbrydelse og dumhed” rammer med sin titel essensen af hvad den stupide amerikanske præsident har gang i. Måske skulle man dog nævne dumheden først. Alene dette at “smage” på et enkelt ord. “told” og kalde det sit yndlingsord signalerer en så voldsom indskrænkethed, at ethvert tænkende menneske må tage sig til  hovedet.  USAs store overskud på sin handelsbalance udlignes i et vist  omfang af underskud på betalingsbalancen. Således over for EU et handelsoverskud på 157 mrd. dollars mod et undeskud på betalingsbalancen på 109 mrd. dollars Dette her her har sin rod i, at man i samhandelen opererer med to kategorier: Varer og tjenesteydelser.

USA sælger mindre end det køber i udlandet, til  gengæld afsætter det flere tjenesteydelser, fx. it-systemer, kurser, “programmer”, end det køber. I det trumpske “verdenshandelsbillede”  opererer han tilsyneladende kun med varer. Alverdens eksperter, ikke mindst økonomer, har måbet over hvordan præsidenten har kunnet tro, at hans i sin magt og vælde kunne omstrukturere handelsvejene og tilføje USA en så umådelig ekstra eksport ved at pålægge det meste af verden uhyrligt høje toldsatser. At han ikke har taget højde for den mægtige fordyrelse det vil påføre importvarer i USA, samtidig med at der ikke som paddehatte ville rejse sig fabrikker i USA som kan opsluge arbejdsivrige skarer. I “Guds eget land” vil der tilmed ikke kunne produceres til de priser, som fx. Kina, Vietnam og Bangladesh kan producere til.

Det kan da også konstateres, at den megalomane chauvinist Trump – der efter tæt ved 75 års nutidshistorie præget af et vildt varieret og nyttigt internationalt samarbejde –  foreløbig har lidt indtil flere nederlag: 1) Han “får” ikke Grønland med et fingerknips  2) Han har ikke skabt umiddelbar fred i Ukraine 3) Han får ikke amerikansk suverænitet over Panama-kanalen 4) Han får ikke udflyttet Gazas befolkning. 5) Han har måttet sætte nogle af sine mest skadelige toldforhøjelser på 90 dags pause.  Dog undtaget Kina, som han tilsyneladende har kåret til hovedfjenden i toldkrigen.

Den oven for omtalte bog “Forbrydelse og dumhed” skyldtes Berlingske-journalisten Nicolai Blædel og skildrede optaktsårene i 1930’erne til 2. Verdenskrig. Om alt det især Frankrig og Storbritannien ikke havde gjort for evt. at hindre krigen. I tilfældet Trump og hans såkaldte handelskrig forholder sig godt nok lidt anderledes – dumheden og forbrydelsen skyldes alene ham: Det var ikke til at forudset, at hans såkaldte Maga-bevægelse gemte på så storladne negative følelser over for nærmest hele verden – og at han ville handle så primitivt med ødelæggende følger for både USA selv og alle dets samhandelspartnere..

Jeg er ikke i den rivende strøm af kommentarer til hans destruktionsværk stødt på udtryk som “ny-isolationisme”, men det ligger på tungen. Hele forholdet mellem USA og Europa er indviklet. I mange år var USA feteret og vel også  misundt set udefra, men alligevel valgte det selv at isolere sig: Ingen indblanding fra europæiske magter i vore forhold, ingen indblanding i jeres fra vores side, hed det. Monroe-doktrinen, opkaldt efter præsident James Monroe i det 19. årh., blev isolationismens navn. Da Adolf Hitler udløste 2. Verdenskrig satte amerikansk lovgivning en bom ned for våben- og ammunitionsbistand til Europa, indtil amerikanerne “opfandt” låne- og lejeloven, der åbnede mulighed for bistand, som ikke direkte var køb eller gave. For resten havde USA også bistået Europa militært under 1. Verdenskrig som modsvar til den uindskrænkede u-bådskrig fra Tysklands side, som også ramte amerikanske skibe på Atlanten. 

Mens man på det økonomiske felt ikke kan mistænke Trump for at have alt for skarphjernede eksperter, så har han i et mindste en veltalende vicepræsident – J.D. Vance. Først gjorde han sig på Den Internationale Sikkerhedskonferance i München bemærket ved at tale helt uden om emnet sikkerhed. Han forfægtede, at Europa var truet “indefra”. Nå ja, efter hans (og Trumps) mening var det et udryk for at  de forkerte partier for tiden  styrer europæiske regeringer. Dertil kunne man tørt indvende, at det er man også UiSA truet af (uden at den nuværende regering vil indse eller erkende det) i form af den indefra kommende kraft, som ligger i Trumps personlige nedbrydning af de bærende konstruktioner i den amerikanske forfatning.

Det må i øvrigt have været ham en skuffelse, at “Grønlandsinitiativet”- først den aflyste USA-overværelse af det store hundeslædevæddeløb og så den ubekvemme ‘melding’ fra Pituffikbasens kvindelige chef, en oberst, om det fortrinlige samarbejde mellem basen og danske myndigheder – måtte betragtes som et nederlag. Her havde Vance for basens mandskab hudflettet Danmark som en uartig skoledreng, der ikke havde passet sit job ordentligt, som med større ord varen “dårlig allieret” alt mens base-chefen roste selvsamme danskere. Som et dårlig samstemt orkester, der straks førte til den “illoyale” obersts fyring (dog kun et par måneder før hun alligevel skulle andetsteds hen i det amerikansk forsvar).

Men masseafskedigelser , lukning  af offentlige styrelser og kontorer, nedbrydning af samfundsbærende lovgivning mv. i USA fortsætter og skaber ubodelig skade. Usikkerhed om fremtiden for tusinder af menneskers liv og arbejde usikkerhed for aktionærer – kort sagt kaos. I al væsentligt skyldes det tilsyneladende én mands galskab, ondskab og hævngerrighed , kommen de fra fra et magtuhyre uden hjerne og hjerte. Som sælger et såkaldt narrativ om at USA ikke er stort nok. For omverdenen er det ubegribeligt, at der ikke har rejst sig en folkestorm herimod såvel i Kongressen som i de folkelige politiske cirkler udenfor. Internationalt, ikke mindst på børserne, virker usikkerheden efterhånden som en plage. Kan denne galskab virkelig fortsætte?

Verden er på fuld fart ind i en handelskrig, og finansmarkederne reagerer med kraftige kursfald. Det hele skyldes den nye amerikanske administration med Præsident Trump i spidsen. Hans seneste indfald var annonceringen af kraftige toldsatser mod alle lande tilsyneladende bortset fra mod Rusland og Belarus. Ja selv et lille landområde p.t. kun beboet af pingviner bliver ramt!

Hvordan kan jeg så skimte et lys i mørket? Det skyldes, at så godt som alle andre lande end USA er interesserede i at finde alternative handelspartnere til USA. Derfor varer det sikkert ikke længe, før USA får opfyldt ønsket om at ”være alene hjemme”.

Det vil ske på kort som på lang sigt. Selv med kortsigtede indrømmelser fra USA vil det nu for os andre være erfaringen, at det er for risikabelt at stole på aftaler med USA.

Investorer – herunder også amerikanske investorer – vil se sig om efter markeder, der ikke er udsat for Trumps vilkårlige indfald. Det skal helst være potentielle vækstmarkeder. Her vil bl.a. Europas forsvarsindustri byde sig til.

På længere sigt vil den største – selvskabte – skade for USA efter min vurdering være, at

omverdenen ikke længere tør tro på USA. (Tænk bare på den abrupte nedlæggelse af USAID).

Resultatet bliver mindre økonomisk vækst og et mindre tillidsfuldt samarbejde internationalt.

Vi bryster os af folkestyre og ytringsfrihed i det store flertal af Europas stater, vi har fundet fælles fodslag i Europarådet, EU, NATO m.fl. – de fleste af os. Men det “knirker” her og dér: I Tyrkiet, i Serbien og flere andre stater. Afstanden mellem civilbefolkningens almene opfattelse, den såkaldt offentlige mening, og regeringens har givet udslag i gigantdemonstrationer i bl.a. Istanbul og Beograd. Det er ingen løgn, at magt korrumperer, og at absolut magt korrumperer absolut, sådan som den engelske 1800-tals historiker lord Acton formulerede det.

Vor brede inddeling af verden – i diktaturer med eneherskere og demokratier med folkevalgte regeringer – holder desværre ikke rigtig. Det formelle demokrati USA ledes af en præsident, som kun rigtig regner med sin egen grænseløse udøvende magt, Tyrkiet har haft den samme præsident i snart 25 år, som også har ladet hånt om de “bremseklodser”, forfatning og love er udstyret med. Jo længere vi kommer op i hvad man kunne kalde “magtpyramiden”, jo sværere er det at opretholde troen på magtens tredeling (i den udøvende, lovgivende og dømmende magt). Tjah en ikke ellers så kendt romersk filosof, Juvenal, spurgte allerede i det 1. årh. efter Kr.: Qvis custodiet ipsos custodes? Hvem skal (så) dømme dommerne, dvs. landets øverste magtherrer, underforstået når de misbruger deres magt, lader hånt om forfatninger og love.

Da jeg første gang hørte om denne magtens tredeling, tænkte jeg uvilkårligt: Hvem er så stærkest? For de må da en gang imellem tørne sammen? Sådan bør man dog ikke se på det. De tre magter er nok i en evig “konkurrence”, men de kan hver især noget, de andre to magter ikke kan. Ligesom legen “sten, papir, saks”. Regeringen eller Folketinget tager her i landet initiativ til lovene, mens regeringen, dvs. dens centraladministration, forvalter lovene, træffer beslutninger – gennem såkaldte forvaltningsakter – og domstolene afgør de konflikter, der opstår om lovenes rette anvendelse.

Anklagemyndigheden kan siges at være magt-tredelingens Achilleshæl. Formelt sorterer denne myndighed under den udøvende magt, men i Danmark er der tradition for, at den fungerer uafhængig af regeringen, når bortses fra sager, der vedrører fremmede magter, herunder spionsager. I Tyrkiet derimod har der i Recep Tayyip Erdogans regeringstid været talrige eksempler på masseanholdelser af præsidentens politiske modstandere, herunder ikke blot journalister. Dvs. at Anklagemyndigheden er regeringens lydige redskab til uden et juridisk grundlag at forfølge og frihedsberøve politiske modstandere. Det såkaldt fejlslagne militærkup mod Erdogan i 2016 er et eksempel på sådant magtmisbrug. Erdogan selv kaldte det “en himmelsendt gave” (til at “rense ud” blandt “de illoyale”), men den dag i dag er det ikke opklaret, hvem, der virkelig stod bag kuppet, som hurtigt blev nedkæmpet og kun kostede 250 soldater livet.

Spændende bliver det, om den nu fængslede Istanbul-borgmester Ekrem Imamoglu i sidste ende bliver Erdogans afløser. Indbyggerne i Tyrkiets største byer. Istanbul, Ankara og Izmir, har i flere omgange stemt Imamoglus parti CHP lokalt til magten, Men det er først i 2028, at der næste gang skal være præsidentvalg i Tyrkiet, så der kan ske meget inden da. Samme kløft mellem befolkning og regering har man nylig set i Serbien. Det regeringsbærende parti, Serbiens Progressive Parti, beskyldes bl.a for korruption i stor skala – det er denne ofte benyttede begrundelse, som ikke overraskende også er rettet mod Imamoglu, og som for det meste er svær at bevise, fordi de fleste involverede har noget at dække over. Men den serbiske ministerpræsident Milos Vucevic er da for nylig blevet afskediget efter blot et år på posten – noget der dog ikke har standset den folkelige opposition.

I et andet Balkan-land, Bosnien-Hercegovina, er disharmonien mellem befolkningen, eller rettere dele af den, og regeringen af en anden beskaffenhed. Som den mest heterogene af det gamle Jugoslaviens mange delstater, er Bosnien-Hercegovina som selvstændig nation plaget af den serbiske befolkningsgruppes indgroede uvilje mod skulle dele magten med statens to andre nationale folkegrupper, kroaterne og bosniakkerne (som er muslimer). Med ringe tiltro til at de tre “parter” i den nye stat ville kunne fungere gnidningsløst sammen, bestemte Dayton-freden – som i 1996 afsluttede den langvarige borgerkrig i Bosnien, at en international “høj repræsentant” udefra skulle overvåge det politiske liv i staten. Den serbisk-bosniske politiker Milorad Dodik blev for nylig, på begæring af den nuværende høje repræsentant tyskeren Christian Schmidt, idømt halvandet års fængsel for separatistisk virksomhed.

Til allersidst lidt om de forringede vilkår for hvad man kunne kalde “verdens-ytringsfriheden”, Donald Trumps “skærebrænder-politik” har udløst. USAs langvarige støtte til ytrings- og informationsfrihed til diktaturplagede lande gennem radiostationer som Voice of America, Radio Free Europe og Radio Liberty står over for lukning, hvis det da ikke allerede er sket. Trumps håndgangne højrehånd Elon Musk er lige så frejdig/dygtig til at lyve som sin herre og mester, når han påstår “Ingen lytter alligevel til dem”. Den amerikanske myndighed, som har ført tilsyn med radiostationerne, USA Agency for Global Media, har ellers hævdet, at   427 millioner mennesker på verdensplan har lyttet til radiostationerne, som har sendt til 100 lande på 63 sprog. Alt dette lukkes naturligvis ikke ned uden sværdslag: retssager er et naturligt gensvar fra organisationer og enkeltpersoner. De budskaber, der oprindelig tjente til at trænge gennem det europæiske jerntæppe og nå borgere i Sovjetunionen og dets satellitstater, har nu i mange år også været påskønnet i bl.a. asiatiske diktaturer som Kina og Nordkorea. Måske er der stadig håb for radioernes overlevelse, men det bliver næppe på de hidtidige vilkår.