Globale Seniorer

Menu
Menu
Menu

Globale Seniorer

Menu

Globale Seniorer

Mærk verden – Bliv aktiv i Globale Seniorer
Home Konflikter

Krigsforbrydelser og folkedrab

Mellemøstgruppen i Globale Seniorer inviterer alle interesserede til dette møde, hvor Frederik Harhoff, professor emeritus, dr.jur. holder foredrag om, hvad krigsforbrydelser og folkedrab egentlig går ud på, og ikke mindst hvordan og hvem der efterforsker disse forbrydelser, og hvilke domstole der kan føre sådanne straffesager (og hvilke der ikke kan!).

Frederik Harhoff har tidligere bla. været retschef ved FNs krigsforbrydertribunaler for Rwanda og Eks-Jugoslavien og har derfor et rigtig godt grundlag for at sammenligne de forskellige domstoles jurisdiktion. Frederik Harhoff vil gennemgå sagerne ved både Den internationale FN-Domstol (ICJ) og Den internationale Straffedomstol (ICC) – der ikke er en FN-institution! Begge domstole ligger i Haag, hvilket medfører, at de ofte sammenblandes! Frederik Harhoff vil også illustrere de anklageskrifter/arrestordrer, som Straffedomstolen har udstedt – mod hvem og hvorfor!

Alle er velkomne til dette møde, hvor blandt andre medlemmer fra Dansk Palæstinensisk Forening (DAPAO) deltage og forberede et traktement bagefter mødet.

                         

Foto’s: GS – Palæstinensiske kvinder og Globale Seniorer til fælles madlavningsarrangement 7.12.2024.

Da geostrategien kom til DK – og Grønland

En alt for omtalt amerikaners magtbrynde til fri beskuelse

Af Henrik Døcker

Skal man le eller græde – eller noget helt tredje? Vi er tvunget til at beskæftige os med forretningsmanden Donald Trumps verbal-udfald mod denne og hin stat i verden. Hans ønske om at indlemme Grønland, Canada og Panama-Kanalen i USA. Som et barn i en kravlegård, der rækker ud efter andre børns legetøj. Som en forurettet magtherre, der ikke får alt hvad han drømmer om. Vi må i hvert fald bruge energi og ord på fænomenet.

Vi må også fordøje hans søn, Donald Trump Jr. ‘s turistrejse til Grønland – et femtimers ophold, der i bedste amerikanske stil altså var ultrakort. Som faderen rablede han usandheder af sig, hvis han ikke sagde , “fantastisk” om alting. Man kvies ved at tale om fake news, eftersom det er udtryk faderen har “opfundet”. Før det taltes der almindeligvis om manipulering. Men det er storpolitik, dette her.

Heldigvis har Trump det med at bruge store ord uden at have magt eller evne til at realisere dem. Hans kendetegn er, at skamrose egne fortræffeligheder og – også i velkendt amerikansk stil – slå store brød op. Hans ståsted som forretningsmand, hans “kassetænkning” fornægter sig ikke. Derfor taler han, i hvert fald i første omgang, om at købe territorier. Som om alting var “til salg”. Alt imens han ikke “udelukker” magtanvendelse. Kanonbådsdiplomati er ikke forældet i hans ordbog!

For den fantasifulde spiller han måske indirekte ud mod sin stormagtsmodspiller Vladimir Putin i Kreml, en magtherre, der som bekendt bruger blodig magt til at udvide sit territorium i Ukraine. Er Trumps indirekte modspil til Putin: “Se her hvordan vi gør det i Vesten: Med penge!” Sådan som USA for resten købte Alaska af Rusland eller de Dansk-Vestindiske Øer af Danmark? Hvorfor ikke tage tidligere tiders skik og brug i anvendelse igen?

Man kan også opfatte Trumps fokus på tre naboterritorier som en prøveballon. For en sikkerheds skyld sendes vi to af disse balloner, én til København og en til Nuuk. Så kan USA, nu mere eller mindre i Trumps hule hånd, drive en kile ind mellem Danmark og Grønland – for er der ikke noget om, at grønlænderne gerne vil være selvstændige?

Så er der det sikkerhedspolitiske, det geostrategiske, hentydende til Grønlands placering i Arktis mellem Øst og Vest og de nye sejlruter, som ændrede klimatiske forhold har åbnet. Også her er amerikanerne – læs Trump & co. – kommet med falske udsagn à la vrimmel af russiske og kinesiske fartøjer i en vis nærhed af Grønland. Må vi være her?

Endelig er der de formodentlig store mineralforekomster i Grønlands undergrund, herunder det, der hidtil er blevet betegnet sjældne jordarter, nu om dage simpelthen mineraler. Interessen har samlet sig om Kvanefjeldet, Kuannersuit på grønlandsk, der er rigt på uran og 15 andre sjældne jordarter. Den lange forhistorie indeholder frygt hos grønlænderne for forkert håndtering af det nukleare materiale, hvorfor udvinding er sat på hold. Et større juridisk mellemværende med et stort australsk selskab indgår heri.

Om Trump med sine milliarder af dollars i baghånden pønser på at skære denne gordiske knude over, er aldeles uvist. Han har så mange bolde i luften for tiden – spørgsmålet er om han fastholder interessen for dem alle, også efter at han er tiltrådt som præsident? Er det betryggende at sende hans nye “medspiller” Elon Musk ind på scenen for at gribe nogle af dem?

 

  
 
 

11. januar 2025

Skal ondt altid med ondt fordrives?

Krigene i Ukraine og Gaza har udløst tvivlsomme ræsonnementer

Af Henrik Døcker

I krig og kærlighed gælder alle kneb, lyder et gammelt ord – ligesom at ondt skal fordrives med ondt. Det er sandheder, som skal tages med et gran salt. I hvert fald i  den vestlige, demokratiprægede kulturkreds, vi tilhører. De rinder mig i hu ved at læse udsagn fra en militæranalytiker fra Forsvarsakademiet, der har taget til orde for at Danmark burde tilsidesætte et internationale forbud mod brug af landminer og klyngebomber.
 
Rusland, der (som USA i  øvrigt) ikke har tilsluttet sig internationale konventioner mod disse to barbariske våben, har bl. a. benyttet dem i den ukrainske by Kharkiv, som dokumenteret af Amnesty International. Det fritager imidlertid ikke de stater, der har ratificeret de to konventioner, for at overholde dem. I princippet skal folkeretlige forpligtelser efterleves som love i staternes interne ret. Nedslående er det, at staterne i vidt omfang blæser på folkeretten.
 
Ihærdige forsøg på at have visse minimumsregler også under krig er blevet gjort lige siden 1600-tallet, da en nederlænder ved navn Hugo Grotius i et stort værk “Om krigens og fredens ret” skitserede nogle minimale regler, der i krigstid burde iagttages af hensyn til civilbefolkningen. Langt senere, i vor tid, blev det Den Internationale Røde Kors Komités opgave at overvåge de videreudviklede regler om forbudte våbentyper og civilbefolkningen under krig, eksempelvis giftgas og dum-dum-kugler.
 
Landminer og klyngebomber er vældig effektive, lyder det fra orlogskaptajn Anders Puck Nielsen og han bakkes op af sin kollega
juristen Kenneth Øhlenschlæger Buhl, som finder, at tiden måske er løbet fra disse folkeretlige forbud. Det er forstemmende, at to eksperter på grund af fjenden, Ruslands nærmest selvfølgelige tilsidesættelse af hvad vi kan kalde de internationale spilleregler mellem verdens nationer, er tilbøjelige til at tilsidesætte disse regler for få overmagt i krigen.
 
Internationalt Røde Kors har i sin forfatning to latin-sprogede motto’er, som bør  være ledestjerner, selv om krig mest synes at deje sig  om krudt og kugler, om hvem, der vinder. Per humanitatem ad paccem og Inter armas caritas. De indeholder, som sådanne formaninger, moralske appeller eller hvad man nu vil kalde dem, kun elementer af sandheden, ikke den fulde sandhed – “Gennem medmenneskelighed til fred” og “Vis barmhjertighed selv når der kæmpes” kan de oversættes ved.
 
Deri ligger en appel til krigsførende stater om bl.a. at behandle krigsfanger humant, eksempelvis ikke udsætte dem for tvangs- eller slavearbejde. Røde Kors er også kendt fra sin medvirken ved fangeudvekslinger. Det er til just Røde Kors, der kan knyttes spinkle håb om menneskelighed for såkaldte nonkombattanter, altså dem, der ikke (mere) deltager i krigen, men alene er dens ofre. Appeller om hensyntagen til dem, ikke mindst civilbefolkningen, har ikke den store virkning, Gaza-krigen er et rædselsvirkende eksempel herpå. Men nogen virkning kan dog knyttes til dem.
 
Ovennævnte Grotius var også i den fjerne fortid optaget af begreberne “retfærdige” og  “uretfærdige” krige. Nu  om dage skelner man snarere mellem angrebskrige  og forsvarskrige. Når FN-pagten i art. 2 siger, at medlemsstaterne skal afholde sig fra brug af magt i deres indbyrdes forhold, altså må forstå, at “krig er forbudt”, så sigtes der klart nok til angrebskrige, aggressioner – mens det selvindlysende er  tilladt at forsvare sig.
 
Mundhuggeri mellem stater – og såmænd også en håndfuld intellektuelle – om hvem der udløste fx Ukraine-krigen rører ikke ved, at Rusland angreb Ukraine, og at Ukraine satte sig folkeretsmæssig til modværge. I krige – som nu om dage kaldes internationale væbnede konflikter – gælder den humanitære folkeret. herunder respekt for de fire Røde Kors-konventioner af 1948 og påfølgende konventioner, som fx dem om landminer og klyngebomber. 
 
Grundlaget for vores demokratier, i krig som i fred, skrider for alvor, hvis vi på grund af “krigens nødvendighed” giver køb på menneskelige værdier. Vi  står midt i en farlig international dyst, hvor årelange indsatser for fred, retsstaten, menneskerettigheder og demokrati udfordres som aldrig før efter 2. Verdenskrig. De idealer, alt dette bygger på, må ikke blive offer for krigen som sådan.
 
 

27. december 2024

En diktator mindre – eller?

Refleksioner over diktaturer, der er faldet - og hvad der fulgte.

Af Henrik Døcker

“Når Fanden bli’r gammel, går han i kloster!” siger et ældgammelt ordsprog – og man kommer til at tænke på det, når vi nu skal lære et nyt magthavernavn i den urolige og foranderlige mellemøstlige verden: Abu Mohammad al-Jolani. Han kan ikke løbe fra, at han for år tilbage støttede al Qaida, men nu proklamerer han fred og demokrati. Vil hans islamiske bevægelse Hayat Tahrir al-Sham (HTS) virkelig kunne leve op til det?
 
Hos en martret syrisk befolkning under  den nu styrtede Bashir al-Assads rædselsregime modtages budskabet vel med glæde, selv om man dér næsten aldrig har oplevet noget, der ligner demokrati. Enkelte kan måske huske tiden umiddelbart efter al-Assads tiltræden i 2000, hvor  Syrien syntes at være gledet ind i en rolig, demokratipræget samfundsorden – nye tider forskellig fra faderens Hafez al-Assads undertrykkende metoder.
 
Med  “det arabiske forår”, som i 2011 nåede Syrien, begyndende med nogle drenges spinkle opgør mod en tiltagende ny undertrykkelse – nogle dristige ukvemsord mod styret på husmure – udviklede sig her et folkeligt oprør, fra 2012 en regulær borgerkrig. I vor moderne tid, hvor egentlige krigserklæringer er gået af mode, lytter verden til Den Internationale Røde Kors Komités konklusioner om hvorvidt et “betændt” område i verden er i freds- eller krigstilstand.
 
Det har betydning for denne komites arbejde, hvis juridiske ramme er de fire Røde Kors-konventioner af 1948.som bl.a. bistår syge og sårede krigsofre og civilbefolkningen under krig, udveksling af krigsfanger mv. Konventionerne blev til på et tidspunkt kort efter FNs oprettelse, hvor verdenssamfundet tydeligvis mest havde internationale væbnede konflikter for øje, ikke borgerkrige. Dem har verden til overflod været hærget af siden da, begyndende med den græske 1946-49, fortsættende med diverse befrielseskrige som led i   kolonialismens sammenbrud. “Krigens love”, som man undertiden kalder Geneve-konventionerne, synes at være vanskeligere at håndhæve under interne væbnede konflikter, som de folkeretslærde nu kalder borgerkrige. 
 
Sådanne indre opgør har ofte en mere eller mindre tydelig indblanding fra uden for stående stater, typisk en nabomagt, hvor man undertiden har talt om “internationaliserede borgerkrige” -eksempelvis det, som førte til Jugoslaviens opløsning. Når en større magt, altså stat, således intervenerer, er det afgørende om der er lagt en bæredygtig plan for  hvordan freden bygges op. Erfaringer har vist, at det ikke sjældent er lettere at vinde krigen end at vinde freden.  Eksempelvis førte 22 landes intervention i Libyen (herunder Danmark) i 2011 ikke til rolige tilstande, selv om diktatoren  Muamar Gaddafi var blevet dræbt. Der er fortsat borgerkrig og der har ikke kunnet afholdes et bebudet præsidentvalg.
  Hvis udgangspunktet for at få stabile samfundsforhold efter et regimes kollaps er, at “den klarer det selv”, er erfaringerne dårlige. Den styrtede regerings folk, den politiske ledelse, hæren, politiet mv. vil ikke nødvendigvis lade sig kue – lovløsheden efter den irakiske diktatos Saddam Husseins fald i 2003 og USAs midlertidige administration af landet bragte det således ikke ud af kaos. Bl.a. hjemsendte amerikanerne hele den irakiske hær og udløste enorm arbejdsløshed. Lokale militser skaber fortsat uro i landet.
 
Verden har til gode nærmere at få at vide hvordan al-Assads styre, herunder hovedbyerne Aleppo og Damascus, på ultrakort tid kunne falde for den nye oppositionsbevægelse HTS. Der er uafsluttede opgør i visse dele af Syrien, herunder en afklaring af  forholdet til det  kurdiske mindretal. Uvist er umiddelbart  at vide hvordan Tyrkiet og Iran vil forholde sig. Rusland, der tidligere ved sin bomberegn har  forvoldt enorme skade på liv og ejendom i Syrien, vil antagelig forholde sig passiv i denne omgang, optaget som det er af krigen i Ukraine.
 
Der forestår en uoverskuelig genopbygningsopgave, hvis samfundslivet skal bringes blot tilnærmelsesvis tilbage til det normale. Kan de  enes om dette? Selv hvis landet undgår væbnede træfninger vil det have en smadret økonomi at kæmpe med. Israel har aktuelt gjort sig bemærket ved en række bombardementer af militære anlæg og flådehavne. Sikkert er det, at Syrien mange år ud i fremtiden vil leve på flere omliggende landes nåde.

12. december 2024

Internationalismen på dybt vand

Nært og tillidsfuldt samarbejde mellem staterne på nedtur

Af Henrik Døcker

Engang talte man om ‘mellemfolkeligt samarbejde’, så blev det internationalt og siden hen globalt. Som samlebegreb hørte det under internationalismen, som igen havde sine rødder i arbejderbevægelsen, der voksede frem i slutningen af det 19. århundrede. Den krigsprægede tid, vi lige nu gennemlever, levner kun lidt tid til den regel-baserede internationalisme, som har præget de sidste omkring 70 år.

Det er for meget at tale om et sammenbrud for den moderne internationale ret, folkeretten, som danner basis for staternes samkvem. Men man tør kalde den nødlidende med løbende krige i Ukraine og Gaza. For de mennesker, der har gennemlevet Den Kolde Krig, og som kun sjældent tænkte på, at der egentlig var tale om en farlig terrorbalance, er det yderst nedslående at se den i store træk fredelige periode afløst af mange voldelige konfrontationer flere steder på kloden.

Selv i den lange efterkrigstid, ja nogenlunde til Ruslands aggression mod Ukraine i 2022, så man i vide kredse i det væsentlige fremad, udbyggede den europæiske integration (EU’s betegnelse for det vidtstrakte, snævre samarbejde, som endog indebar afgivelse af suverænitet) og havde en vis tiltro til at bistanden til “det globale syd” (forhen ulandene) fortsatte med håbet om en gradvis stigning i levestandarden dér. Krige og borgerkrige (Etiopien, Eritrea, Sudan, Sydsudan, Myanmar, Yemen og Mellemøsten i øvrigt m.fl.) har knust mange forhåbninger i så henseende.

Den grundlæggende idé bag internationalismen, at dette samvirke mellem nationerne skulle styrke freden og i det hele taget gavne fremskridtet, er svær at få øje på. Vor tid forekommer i højere grad præget af grænseoverskridende kriminalitet, i stigende grad endog terror. Og deraf følgende kompliceret opklaringsarbejde. Vi nævner sjældent FN i disse forbindelser, eftersom verdensorganisationens Sikkerhedsråd bremser fredstiltag, hvis de antaster vitale interesser for nogle af dette råds fem permanente medlemsstater. Hver af disse (Rusland, USA, Storbritannien, Frankrig og Kina) benytter sig så af den vetoret, de ifølge FN-pagten er i besiddelse af.

Inden et land går i krig – og såmænd også derefter – kan det benytte sig af sanktioner. Men det har ofte vist sig, at disse her haft beskeden – eller også i forhold til formålet – ingen virkning. Eksempelvis dem, der er rettet mod Rusland for alvorligt at svække dets økonomi. Den russisk-ukrainske krig har så – om noget – vist, at det ikke er hærstyrkers konfrontation på landjorden, det først og fremmest drejer sig om. Den teknologiske udvikling har skabt nye værktøjer i enhver væbnet konflikt.

Med to uberegnelige statsoverhoveder fra 2025 i henholdsvis USA og Rusland, Donald Trump og Vladimir Putin, er det umuligt at forudsige den umiddelbare fremtid for staternes samarbejde, så smukt tidligere præget af internationalismen. De mange tråde mellem offentlige og private organisationer på kryds og tværs af grænserne vil stadig bestå. Men megen tillid er gået tabt, ikke mindst i forholdet til Rusland, på sigt også til Kina.

Det kan diskuteres, om det var klogt af vestmagterne at være så imødekommende over for Ukraine efter dets selvstændighed i 1991.Men det er indiskutabelt, at det var denne nye stats ret at vælge hvilken retning, den ville følge i storpolitikken. Om den ville dreje mod øst eller vest, om den ville bekende sig til internationalismen med dertil hørende respekt for demokrati og respekt for menneskerettighederne, herunder det store russiske mindretal i landet.

Tillid mellem staterne indebærer også en nogenlunde fælles holdning til bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet. En refleksion over internationalisme-begrebet og tidernes aktuelle ugunst lægger op til en frygt for sammenbrud af, hvad man ofte har kaldt den regelbaserede verden. Et andet udtryk for folkeretten, som ikke har den store mening, hvis staterne ikke i blot minimalt omfang bekender sig til retsstaten.

                                                                                                                                           Udgivet 11.11.2024

Israels holdning til FN – et paradoks

Få regeringsledere har skældt mere ud på FN end Israels regeringsleder Netanyahu. Og Israels regering har oven i købet meddelt, at FNs generalsekretær Antonio Guterres er persona non-grata.

Senest har Israels parlament – Knesset – forbudt FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge UNRWA at operere i alle israelsk kontrollerede områder. Forbuddet træder i kraft om 3 måneder. Det er den seneste israelske provokation over for FN. UNRWA blev i sin tid oprettet for at tage sig af de flygtninge, der blev en følge af delingen af Palæstina.

Det er virkelig et paradoks, at staten Israel, hvis eksistens har baggrund i en FN-beslutning næsten konsekvent modarbejder FN. I sin tid i november 1947 stemte et pænt flertal i FN for, at det britiske mandatområde Palæstina blev delt i i to stater en Palæstinensisk (arabisk) og en Israelsk (jødisk) (Resolution nr 181). Dvs. en to-statsløsning. Danmark stemte for sammen med bl.a. de to stormagter USA og Sovjetunionen.

De lande, der i sin tid stemte for oprettelsen af staten Israel her i blandt Danmark har derfor – efter min mening – et særligt ansvar for, at der kommer en to-stats løsning og gør det klart for den Israelske regering, at den skal respektere FN og utvetydigt forpligtiger sig til en to-statsløsning.

Apropos. Vi nærmer os årsdagen for. at den daværende israelske premierminister Rabin blev myrdet 4. november 1995 under en fredsdemonstration til støtte for Oslo-aftalerne.
Han blev likvideret af en jødisk fanatiker, der ikke ønskede en to-statsløsning.

                                                                                                                                                                       Per Bo 

                                                                                                                                                Udgivet 31.10.2024

Sikkerhedskonference om Østersøen og Arktis

Foreningen Norden inviterer i samarbejde med Globale Seniorer, FN-forbundet, Europabevægelsen og polennu.dk til konference om sikkerheden i Østersøen og Arktis.

Sted: Christiansborg

Tid: 10. november 2024 kl. 11.00 – 16.00

Se program til konferencen her:

Arktisgruppen har gennem lang tid interesseret sig for bl.a. forsvar og sikkerhed i Arktis og i Grønland. Vi er derfor glade for at kunne være med til at invitere til denne konference.

Udviklingen i Rusland og i Ukraine har gjort hele det arktiske område og Østersøen til en langt tydeligere konfliktområde, ligesom de klimatiske ændringer åbner op for nye sejlruter, hvilket ikke alene kan benyttes kommercielt, men også militært.

Du kan deltage fysisk eller via link.

Konferencen er gratis (inc. let frokost og kaffe), men tilmelding er nødvendigt af hensyn til adgang til Christiansborg.

Tilmelding senest 25. oktober 2024  på dette link https://forms.gle/qxFwby6dXo2mUHUf7

Netanyahus blodige dobbeltspil

Igen og igen hører vi fra USA’s regering, at nu er en våbenhvileaftale om Gaza mellem Israel og Hamas lige om hjørnet. Den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken er nærmest på  pendulfart til Mellemøsten.

Men hver gang stikker Netanyahu en kæp i hjulet, og han går direkte mod de råd, han får fra USA. Når USA advarer mod at eskalere en situation, gør han det modsatte. I juli måned blev  Hizbollahs topkommandør Fuad Shukr  likvideret i Beirut og kort tid efter ”omkom” den politiske leder af Hamas Ismail Haniyeh ved et bombeattentat i Teheran i forbindelse med indsættelsen af den nyvalgte iranske præsident Masoud Pezeshkian. (I øvrigt en moderat præsident efter iransk målestok). Haniyeh var den, der styrede våbenhvile-forhandlingerne fra Hamas’ side.

Baggrunden var angiveligt, at et missil – fra Hizbollah – forinden havde ramt og dræbt 12 drusiske børn på en fodboldbane  på de israelsk besatte  Golan-højder. Når det sker  tolker Netanyahu det som, at Hizbollah gør det med vilje, mens Israel naturligvis ikke rammer civile i Gazastriben med vilje. Det er blot ”sort uheld”. Man går efter ”terrorister”, og så er det OK.

Det seneste – der er sket – er, at seks gidsler i Hamas’ varetægt  sandsynligvis er blevet brutalt likvideret, da israelske styrker havde ”sporet” dem og angiveligt var på vej til at befri dem. Var Israel ikke klar over risikoen?

Hvad ville Netanyahu have sagt, hvis han havde været i Hamas’ situation? Han ville sikkert have sagt, at man var nødt til at likvidere dem, for at de ikke kunne røbe hemmeligheder om, hvor Israel gemte palæstinensiske fanger.

Derudover er  israelske tropper gået mere omfattende ind på den besatte Vestbred,  der  formelt har palæstinensisk selvstyre under PLO. Her har israelske bosættere angrebet civile palæstinensere oven i købet efter opfordring fra israelske regeringsmedlemmer!

Igen i direkte modstrid med USA’s ønsker og anbefalinger.

Konklusionen er, at Netanyahu kun lytter til sig selv og sætter sine egne snævre personlige og politiske interesser øverst.

Alle Israels venner ”bliver ikke blot til grin” hvis de  stoler på Netanyahu, og de får også et medansvar for hans gerninger.

Hvis ikke USA – som Israels reelle beskytter – giver Netanyahu og hans regering en lærestreg, vil han forsætte med at sabotere ethvert forslag, der kan lede til en to stats- løsning og  halen vil fortsat ”logre med hunden”.

USA må stille den israelske regering over for et ultimatum. F.eks. hvis de – i henhold til international lov – illegale bosættelser på Vestbredden ikke afvikleres  efter en plan inden  udgangen af 2026 vil våbenhjælpen og den økonomiske hjælp stoppe om to måneder.

Jeg erindrer kun et eksempel på, at bosættelser på Vestbredden er blevet stoppet efter amerikansk pres. Det var da præsident HJ Bush (den ældre) gjorde det klart for den højreorienterede israelske premierminister Yitzhak Sharmir, at støtten blev stoppet, hvis ikke besættelserne på Vestbredden blev stoppet.

Per Bo

8.9.2024

Kvinderne i Uganda

Susanne Possing har i 2024 udgivet bogen ”Kvindernes Land” og oplægget tager udgangspunkt i denne.

På tværs af køn, klasse og kontinenter 

I foredraget tager forfatteren tilhørerne med på rejse i Uganda. Via fotos og fortællinger besøger vi kvinder, mænd og børn i slumværelser, landsbyer og lerhytter og KICA BER Women’s Group i en lejr for internt fordrevne.

Vi møder Rose, Cathy og andre i slummen i Kampala. Kan man få mavesår af fattigdom? Kan man komme på universitetet? Hvad stiller man som slummor op med en mand, der hellere vil gå i kirke end på arbejde?I landkommunen Karujubu kæmper Robinah og andre forældre mod korruption og magtmisbrug for en skole til deres døtre. Hvor finder de kræfterne? Og hvad er det, forfatteren lærer af de fordrevne i KICA BER Women’s Group?

Hvad er det for et samfund, der overlader ansvaret for mad, vand og social omsorg til kvinderne, mens økonomi og politik styres stramt af mænd og militært uddannede?

Foredraget rejser spørgsmål, der også vedrører vores liv i Danmark: Hvor gode er vi til at lytte til mennesker, der kommer fra lande, vi ikke kender og tit heller ikke har megen lyst til at lære at kende? Omvendt: Hvad sker der, hvis vi gør? Hvad stiller vi op med de mange dilemmaer, der er indbygget i de ulige relationer, vi har til hinanden?

Og hvad er det for relationer, vi som vesterlændinge har til mennesker på et kontinent, vi tærer på, handler med, hvis natur og klima vi er med til at ødelægge, og som vi bedriver sikkerheds-, bistands- og flygtningepolitik over for?

Efter foredraget er der mulighed for at købe KVINDERNES LAND med rabat

OM FORFATTEREN, BOGEN OG BAGGRUNDEN

https://upress.dk/vare/kvindernes-land-en-beretning-fra-uganda/

Interviews med forfatteren:

https://www.femina.dk/agenda/samfund/i-sit-moede-med-kvinderne-i-uganda-var-der-et-begreb-hun-bed-fast-i-ubuntu

https://www.djoefbladet.dk/artikler/2024/04/susanne-possing-interview

https://radio4.dk/podcasts/morgenrutinen/det-provokerer-mig-at-vi-ikke-besk-ftiger-os-med-f

Susanne Possing (f. 1950, Kolding) er magister i sociologi. Hun har 30 års erfaring med udviklingsarbejde og køns- og aktionsforskning især i det østlige og sydlige Afrika. Hun har bl.a. været kvindepolitisk rådgiver for Mellemfolkeligt Samvirke, været udviklingsforsker både i Afrika og ved DIIS og konsulent for Danida, Sida, NORAD, KULU og Folkekirkens Nødhjælp. Hun er optaget af mulighederne for, at kvinder og mænds rettigheder kan vinde indpas, både lokalt, nationalt og globalt. I dag bor Possing i København, men rejser jævnligt til Uganda.

 

Er Palæstina en stat?

Verdenssamfundet på kollisionskurs                                

Af Henrik Døcker 

Den blodige konflikt i Gaza er fortsat et kontroversielt emne for verdenssamfundet og dets internationale domstole. Mange er utvivlsomt blevet forvirrede efter at Danmark den ene dag – sammen med 147 andre stater – i FN’s Generalforsamling stemte for områdets optagelse i FN som sådan, mens Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen den anden bedyrer, at Danmark ikke kan anerkende Gaza som stat, eftersom det ikke i folkeretlig forstand er en stat. Og kun stater kan optages i verdensorganisationen. Denne udmelding kan med fuld ret kaldes en “billig omgang”.

For det første opfylder det samlede territorium Palæstina (Gaza og Vestjordanlandet) ikke betingelserne for at kalde sig ‘stat’, eftersom det ikke har den fulde kontrol med de to områder. Betingelserne for at være en stat findes i Montevideo-konventionen af 1933 – er det at der er tale om 1) et veldefineret (afgrænset) område, 2) regeringen dér har den fulde magt (suverænitet) over det, 3) dertil en permanent statsbefolkning og 4) evnen til at indgå traktater med andre stater.

Men dertil kommer, at FN’s Sikkerhedsråd har det sidste ord hvad angår optagelse af ny stater i verdensorganisationen. Det er nemlig således, at alle fem permanente medlemsstater (USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig) kan nedlægge veto mod optagelsen af en ny stat – selv om den måtte have opfyldt alle Montevideo-konventionens betingelser. Af denne grund er eksempelvis Kosovo ikke medlem af FN. Og USA vil med sikkerhed ikke anerkende Palæstina her.

Dette her med anerkendelse kan let misforstås – det er noget den ene stat giver den anden, og ikke noget FN har med at gøre – som det måske fremgår af ovenstående. Tilblivelsen af en ny stat har så mange politiske aspekter, at de folkeretslærde vægrer sig ved klare udmeldinger. Fx. løsrev den nordlige del af Cypern sig fra den øvrige del af øen og erklærede sig uafhængig republik i 1983 – men er kun anerkendt af én eneste stat, nemlig Tyrkiet. På samme måde er Taiwan også af en del lande anset for at være lidt af en paria-stat, kun anerkendt af 18 stater.

Krigen i Gaza er på det seneste tilsat nye udmeldinger fra Den Internationale Domstol i Haag, nemlig at Israel ufortøvet skal indstille sine militæroperationer i Rafah i Syd-Gaza og åbne grænser for nødvendige forsyninger, herunder levnedsmidler. Uden at Israel har ændret sin militære fremfærd. Alverdens forsøg fra FN og diverse regeringer i verden har ikke påvirket Netanyahu-regeringens uforsonlige militante holdning over for Hamas i Gaza. Den politiske  modstand mod Israel er imidlertid vokset, ikke blot i landet selv, men i høj grad internationalt. Appeller fra Sydafrika, som har rejst sagen for Haag-domstolen, har henvist til folkedrabskonventionen af 1948, uden nogen som helst virkning.

Det var USA’s daværende præsident Franklin Roosevelt, der i 1942 fandt på ‘navnet’ på den kommende internationale fredsorganisation, oprindelig De Forenede Nationer mod aksemagterne (Tyskland og Japan), og som i første omgang forpligtede 26 stater. I dag er 193 lande med i FN, tilvæksten af nye stater skyldes ikke mindst koloniernes frigørelse fra store europæiske magter, begyndende i 1960´erne. Af tidligere kolonier er kun Vest-Sahara (opr. Spansk Sahara) ikke videreudviklet til en selvstændig stat – i det væsentlige på grund af uenighed om hvem, der kan deltage i en folkeafstemning herom. Området er i dag besat af Marokko.

Ordet nation er flertydigt, idet det i nogle sammenhænge blot er synonym for ‘stat’, mens det i andre snarere hentyder til befolkningen i staten. Et flertal af verdens stater har flere forskellige befolkningsgrupper inden for deres grænser. Dem kan man med et godt udtryk kalde folkegrupper. Den nationale selvbestemmelsesret er et begreb, som fødtes af den daværende amerikanske præsident Woodrow Wilson efter Første Verdenskrig og i forbindelse med dannelsen af FN’s forgænger Folkeforbundet. Forskellige folkegrupper i verden har i nyeste tid fået bistand af FN til at få foden under eget bord – efter mangeårigt koloniåg – fx. Øst-Timor (opr. under Portugal) og Kosovo (en del af den opr. serbiske delstat Serbien i det daværende Jugoslavien).

Udsigterne for en statsdannelse for Gaza og Vestbredden, som samlet kaldes Palæstina, til at blive en stat, er umiddelbart så mørke, at det hele nærmest må defineres som en slags frossen konflikt. Israel har med sin hårdnakkede krigspolitik – den være sig nok så meget udløst af Hamas’ massedrab på 1200 civile israelere og bortførelse af ca. 240 personer oktober 2023 – tilsidesat alle normer for proportionalitet og basale menneskelige hensyn. Man kan vel også konstatere, at Israel har mistet betydelige mængder af den verdensomspændende sympati, det jødiske folk var forlenet med efter Nazi-Tysklands folkedrab på Europas jøder. En mellemøstlig hårdknude, der hviler tungt på verden.

30.5.2024