Globale Seniorer og brugere af Byens Hus inviteres til dette arrangement med fokus på cyberspace og cybersikkerhed.
Thomas Junker, Senior Manager i ANCS Wärtsilä vil indføre deltagerne i begreber og teknikker omkring cyberspace og cybersikkerhed, og han vil desuden komme med sin vurdering af den aktuelle politiske situation.
Mødet er for Globale Seniorer og brugere af Byens Hus
Af Henrik Døcker
Konstrueret præsident-ordre til en lakaj i Det hvide Hus: “Se så at få det gjort/og gerne som noget stort/ og det i en fart/for det er smart/helst på et døgn/med og uden løgn!
Haglbygen af ‘nyordninger’ fra det amerikanske præsidentpalæ er så tæt og langvarig, at alverdens kommentatorer har svært ved at følge med. Men hærværksmanden har et kissejav uden lige. Besindige typer skal ikke have en chance – eller i hvert fald en meget lille en – for at slå bremsen i. Men lad mig forsøge en slags ” politisk diagnose” af Donald Trump. Kan man fantasere sig til et slags rationale bag alle de ubegribelige destruktive udfald?
Idet der her lægges til grund, at det jo er forretningsmanden Trump som udlever alle sine herskesyge, infame instinkter.
Der er ikke skyggen af en politiker, endsige statsmand på USA’s store magt-tribune, ikke en person, der på nogen måde føler ansvar for noget eller respekt for sit embede, Det illustreredes om ikke andet under den nylige ‘forestilling’ i form af en ikke særlig formel meningsudveksling med Ukraines præsident under dennes besøg i Washington. Der er ikke noget objektivt svar på hvem, der vandt og hvem, der tabte ved det møde, som via fjernsynet blev gjort tilgængeligt for hele verden.
Det undrede mig, at de amerikanske myndigheder tillod den uformelle ordveksling at blive tv-transmitteret. Det er mildest talt ikke kutyme at udsende den slags uformel snak, der kan betragtes som en form for forpostfægtninger, inden der udsendes en officiel erklæring. Måske var der tale om en lynvisit af Volodymyr Zelenskij, som kun levnede tid til det, vi så? Trump havde måske forestillet sig, at han – stor og mægtig, som han anser sig selv -kunne “tyre” den ukrainske gæst, påtvinge ham en slags “efterbetaling” i form af de eftertragtede ukrainske mineraler for USA-våbenstøtten til det krigshærgede Ukraine.
Karakteristisk for Trumps overlegne og overfladiske facon tangerede han ikke de sandsynlige vanskeligheder, der kan tænkes med udvindingen af mineralerne, som måske findes på krigshærget eller russisk besat område? Direkte oprørende forekom det gennemsnitseuropæeren, at Trump og hans vicepræsident i den grad nedgjorde Zelenskij – hørte det mon med til d’herrer ’s forberedte behandling af den europæiske gæst? Ikke utænkeligt eftersom Trump hader tabere eller personer/stater, der har udsigt til at tabe.
Udtryk som: at man ikke sparker den til én, der ligger ned, er ukendt og uvelkomment i Trumps megalomane verdensopfattelse. Den ydmygelse, ja mobning, som Zelenskij blev udsat for, vil blive husket som en skændsel i USA’s nyere historie. Hvis mange af de millioner amerikanere, som sidste år stemte på Trump, opfatter dette som en ‘sejr’, så vi jeg vende mig i afsky og tage hatten af for Zelenskij’s enorme selvbeherskelse. På løgnagtig vis at blive beskyldt for at “lege med 3. verdenskrig” og skulle påhøre Trumps falske tal for USA’s bistand til Ukraine, er voldsom kost – et gement kneb at forsøge at gøre offeret (for Ruslands aggression mod Ukraine) til gerningsmand.
Der skal nok være en del mennesker i verden, som ikke helt præcis husker hvordan Ukraine-krigen begyndte for tre år siden. Og en del, som fortaber sig i det politiske forløb forud for det russiske angreb 24.februar 2022. Intet af alt dette retfærdiggør den aggression, der var tale om – det eklatante brud på FN-pagtens Artikel 2 om staternes pligt til at håndtere konflikter med fredelige midler. Men al den folkeretlige “snak”, som både Ruslands diktator Vladimir Putin og USA’s “ulv i fåreklæder” Donald Trump negligerer, tæller ikke, når verdensmagtherrer agerer. Der verserer for resten allerede nu forlydender om, at USA overvejer at udtræde af FN – efter at det har bebudet exit fra WHO og FN’s Menneskerettighedsråd. Noget Putin ikke har bekymret sig om. Lad det blive ved rygterne.
Fra sin barske forretningsverden har Trump været vant til at skamrose egne “produkter” og ikke vige tilbage for at håne modstandere. Han har måske på en måde forregnet sig med den ukrainske præsident, som tillod sig at fremføre sine mærkesager, herunder især behovet for en sikkerhedsgaranti. Trump er i den grad resultatorienteret, her opnåelsen af en hurtig fred i Ukraine, at han ser stort på, at ukrainerne ikke ønsker fred for enhver pris. Trump har jo lovet sin vælgere, at han kunne skabe fred i lyntempo. Umiddelbart er det svært at øjne nogen som helst interesse fra Putin til at “forhandle”. Trump har så i øvrigt – som det fremgik af tv-samtalen – “glemt” at han for ganske nylig kaldte Zelenskij diktator.
Trumps lige så uvederhæftige lakaj J.D. Vance tillod sig at spørge den ukrainske gæst, om han ikke havde noget ordentlig tøj at møde op i. Hans sorte antræk vil han imidlertid være iført så længe krigen varer – hvad vicepræsidenten – ikke overraskende – slet ikke kunne regne ud. Hovedindtrykket af hele seancen var nogle primitive amerikanske opkomlinges sølle forsøg på at nedgøre deres europæiske gæst, alene fordi de kommer fra det mægtige USA. Trump befinder sig bedst i en angrebsposition, idet han tillige har en udsøgt evne til at skyde personer og institutioner noget i skoene, dvs. udslynge falske beskyldninger mod dem.
Det siger noget om mandens ufattelig lave moral, at han efter en flyulykke i Washington for nylig straks ville finde syndebukke blandt flyveledere – og den såkaldte diversitetspolitik, der skulle ligge bag rekrutteringen af flyveledere. Aldeles uunderbygget og baseret på hans egne primitive og nedrige følelser. En sådan “motivforfalskning” er kendt som et juridisk fænomen, men utilstedeligt af en præsident at fremkomme med. Trumps uhøjtidelige facon, hvor verden kan se med fra “familieopgør” mellem statsledere, kunne være en grund til “skilsmisse” mellem USA og Europa. Hvis ikke vi stadig føler os ret så afhængige af USA og dets atomparaply. Og så er det for resten USA, der ret skråsikkert viser Europa vintervejen og indgyder os frygt for at Atlantpagten (NATO) ikke holder.
6. marts 2025
Den 7. december sidste år tilberedte Globale Seniorer i Byens Hus et palæstinensisk måltid sammen med medlemmer af Dansk Palæstinensisk Organisation DAPAO. Det blev et rigtig godt fælles måltid med god snak over bordene.
Nu gentager vi successen sammen. Amneh fra DAPAO har modtaget støtte fra Gentofte Kommune til at startet et nyt projekt :
‘Tilbered og spis bæredygtig palæstinensisk mad’
DAPAO og Globale Seniorer arrangerer derfor fælles spisning onsdag den 26. februar 2025 kl 16:30 til 19:30. Vi gentager begivenheden måneden efter, onsdag den 26. marts også 16:30 til 19:30.
ALLE er meget velkomne til at deltage mod at betale for maden. I må meget gerne invitere familiens unge og gamle – familie eller venner – med til disse onsdags fællesspisninger. Se her Opskrifter på palæstinensiske retter, som Amneh har sendt os.
I kan tillmelde jer arrangementet den 26. februar på Globale Seniorers mødekalender via linket herunder og skal forudbetale 75 kr. for hver voksen. Børneportioner koster 35 kr.
| TILMELDING |
Egne foto fra det vellykkede arrangement i december 2024.
Overskuddet af alle madarrangementer sendes til en kvinde i Gaza gennem en kvindeorganisation, der samarbejder med det Danske Hus. Hun uddeler mad og medicin primært til små børn uden familier. Når vi ses til fælles spisning vil Amneh fortælle lidt mere om denne del af projektet ligesom hun vil sørge for et kulturelt indslag.
Kom og hyg jer med noget dejlig palæstinensisk mad til fællesspisning og bidrag samtidig til, at børn og unge i Gaza kan få lidt mad og medicin.
Af Henrik Døcker
Ind imellem er det nødvendigt at fjerne blikket fra Trump, Ukraine og Gaza. Derfor her fokus på de verserende blodige begivenheder i Congo “og omegn”. Tilføjelsen er nødvendig, eftersom det aktuelle – men i virkeligheden langstrakte – militante opgør i Congos østlige provins Kivu nok så meget skyldes indtrængende militser fra det lille naboland Rwanda.
Det meget ulige størrelsesforhold mellem de to stater – Congos 2,3 mio. kvadratkilometer og lidt over 100 mio. indbyggere mod Rwandas 26.000 kvadratkilometer og 14 mio. indbyggere – synes ikke at være så afgørende.
Hertil kommer, at Congo er opsplittet i omkring 20 større folkegrupper (og utallige mindre), mens Rwanda blot har tre.
De lokale magtforhold – dvs. centralregeringens faktiske magtudøvelse, synes ikke at have afgørende vægt, hvortil kommer, at den stedlige befolkning typisk identificerer sig med stammefrænder og ikke den fjerne statsmagt. Stammefrænderne befinder sig i mange tilfælde også hinsides den statsgrænse, som kolonimagterne fastsatte på geografiske kort ved en konference i Berlin, tilbage i 1884-85.
Tænker vi tilbage på folkemordet i Rwanda i 1994, hvor hutu-stammefolk dræbte omkring 800.000 tutsier, ja så er det ikke gjort med det. Vi skal medtænke, at knap en mio. hutuer – efter at en eksilhær af tutsier fra Uganda havde overtaget magten i Rwanda – flygtede til stammefrænder i nabolandet Congo (tidl. kaldet Zaire). Her har de mildest talt været et uhyggeligt voldselement lige siden.
Congos historie i de seneste godt 125 år synes at være en lang lidelse. Lige fra den belgiske konge erhvervede det som sin personlige ejendom – mod dog i 1908 at gå over til den unge belgiske stat – har der været megen indre uro.
Brutaliteten i den første tid, hvor afrikanske tvangsarbejdere fik afhugget lemmer, hvis de ikke var hurtige nok på gummiplantagerne, vekslede til anden form for undertrykkelse.
Frigørelsen fra Belgien i 1960 var også blodig, isprængt borgerkrig, hvor den kobberrige provins Katanga (i dag kaldet Shaba) ville løsrive sig, men blev hindret deri ved FN’s indgriben.
Det selvstændige Congos første premierminister Patrice Lumumba blev myrdet (vistnok under medvirken af USA’s hemmelige tjeneste CIA).
Da FNs daværende generalsekretær Dag Hammarskjöld fløj mod den nye stat for at mægle, omkom han, da hans fly blev skudt ned.
Dette blot som historisk bagtæppe for de seneste 30 års blodige efterslet.
Da general Paul Kagame umiddelbart efter Rwanda-folkedrabet i spidsen for en eksilhær rykkede ind i Rwanda – mens titusinder af hans hutu-medborgere som nævnt var flygtet til Congo – opkastede han sig til den lille stats enehersker og havde held til at skabe en god økonomi.
Beretningerne om Rwandas samfundsforhold, herunder de politiske magtstrukturer, har været få. Men det står fast, at han ved det seneste valg i juli 2024 opnåede godt 99 pct. af stemmene – som også ved valget i 2017. Det tydeliggør, at der ikke er tale om et demokrati, men der foreligger ikke for den store omverden nærmere information om, hvordan denne ensretning er blevet gennemført
Helt tilbage til 2009 går beretninger om tutsi-stammefolks brutalitet, plyndringer, voldtægter og drab i det østcongolesiske område, nærmere betegnet Nord-Kivu der kaldes “De store Søer” med hovedbyen Goma (omkr. to mio. indbyggere). Tutsierne lever både i Rwanda og Congo, skal det bemærkes.
Hovedaktøren, den militante bevægelse M23, har netop undertvunget sig Goma. M23 er en tutsi-sammensat gruppe, opkaldt efter en fredsslutning mellem Congo og Rwanda den 23. marts 2009. Selv efter en massiv indsats fra FN’s fredsstyrke MONUSCO er der langt fra fred. I øvrigt vedtog FN i 2023 at styrken skulle trækkes tilbage – uden at det dog er sket.
Problemerne kan sættes i perspektiv ved at fokusere på, at Goma ligger blot 100 km. fra Rwandas hovedstad Kigali, men 1500 km fra Congos hovedstad Kinshasa.
Rwanda, som i årevis efter sin selvstændighed i 1962, har støttet tutsierne i Congo, har i kraft af den økonomiske og politiske stabilitet, Kagame har tilvejebragt, opnået en sådan international respektabilitet, at landet nærmest er blevet ombejlet som kommende afrikansk center for asylsøgere til Europa. Efter en melodi, som nu i flere EU-lande, deriblandt Danmark, midlertidigt at “eksportere” de ubekvemme asylsøgere. Et “projekt”, der som bekendt foreløbig er strandet på juridiske klippeskær. Ligesom Italiens tilsvarende ideer om at eksternalisere sine problemer med asylsøgere til Albanien.
EU-Kommissionen ventes at komme med et udspil herom i foråret.
Der al mulig grund til at have forbehold over for Kagame, selv om fx Danmark yder Rwanda pæn bistand: 150 mio. kr. over de næste tre år. Han bekender sig til hede drømme om et “Stor-Rwanda” i en refleksion over urimeligheden i kolonimagternes korttegning (jf. ovenfor) Hvad driver ham så?
Bortset befolkningstætheden på 578 indb. pr. kvadratkilometer i Rwanda har Congo rige mineralforekomster, bl.a. af cobolt, tin, guld og wolfram. Trods præsident Kagames benægtelser og fredsforsikringer på diverse forsoningsmøder, så er 4000 M23-soldater fra Rwanda rykket ind i Congo. FN’s store fredsbevarende styrke MONUSCO på oprindelig omkr.20.000 mand synes efterhånden mere eller mindre magtesløs.
Disse tilstande har taget livet af millioner af mennesker og tvunget 5,7 mio. på flugt til andre dele af landet plus en million til nabolandene. De indledende høfligheder mellem Kagame og Congos præsident Félix Tshisekedi er afløst af isnende kulde. FNs Sikkerhedsråd har appelleret til parterne om at indstille kampene, USA’s nye udenrigsminister og den danske FN-ambassadør har været på banen – men uden resultat.
Der er for resten også over 100 forskellige militser ud over M23, som røver, plyndrer, myrder og voldtager i denne østlige del af Congo. En del af dem består af hutu-stammefolk, som flygtede fra Rwanda, efter at Kagames tutsi-eksilhær tog magten oven på hutuernes folkedrab på tutsierne.
P.s. Der er i øvrigt to Congo’er: Det her omtalte, officielt kaldet Den Demokratiske Republik Congo (med hovedstaden Kinshasa) og Republikken Congo (tidl. fransk) med hovedstaden Brazzaville.
5. februar 2025
Af Per Bo
Da Donald Trump Jun. i begyndelsen af januar besøgte Grønlands hovedstad, Nuuk, delte han røde kasketter ud med Trump-kampagnens slogan på: ”Make America Great Again”. Umiddelbart syntes det at være en støtte til Trump Seniors isolationistiske politik, hvor hensynet til USA’s interesser i snæver forstand er i fokus.
Men i mange europæeres erindring findes der en helt anden og positiv tolkning om et stort og generøst USA med en vision, der gavnede så vel USA som Europa.
Det er erindringen om ikke mindst Marshall-hjælpen, som bidrog til genopbygningen af Europa efter Verdenskrigen. USA stillede valuta til rådighed USD, så europæerne kunne købe amerikanske produkter (varer og tjenester). Men USA forudsatte, at europæerne samarbejdede og ikke igen opbyggede toldmure, som de havde gjort i 30’erne. Derfor blev OEEC – organisationen for europæisk økonomisk samarbejde – dannet. Det blev en katalysator for udviklingen af det europæiske samarbejde: Det hjalp Europa, og det hjalp USA, der kunne afsætte deres produkter. Det var virkelig en win – win situation.
USA tog også initiativet til en række andre internationale aftaler.
Derfor virker det som et kæmpe paradoks, at USA’s nuværende præsident forsøger at fortælle verden, at man bliver rigere ved at opbygge toldmure og nedbryde internationale aftaler.
Jeg håber, at USA atter kan blive god inspiration.
23. januar 2025
Af Per Bo
Man vågner og håber, at mareridtet blot var en drøm.
Men nej. Virkeligheden er endnu værre. Donald Trump er atter blevet USA’s præsident.
En dømt forbryder, der er blevet valgt af den amerikanske vælgerbefolkning. Og som truer de lande og befolkninger, der har været USA’s trofaste allierede og venner: Canada, Danmark/Grønland og Panama.
Han bruger et sprog, som man almindeligvis kun vil benytte mod sine fjender.
”Amerika First” bliver helt grotesk, når man vil omdøbe den mexicanske havbugt til den ”Amerikanske Havbugt”. Men mere alvorligt bliver det, når han ikke vil anerkende de aftaler og traktater, som USA har indgået, og som modparten i god tro har rettet sig efter!
I mange lande i Europa – bl.a. i Danmark kender vi til eksempler, hvor et lille land har indgået aftaler med et større land, der ikke levede op til aftalen. I Danmark troede vi , at det ikke ville være tilfældet med USA. Tværtimod.
Vi troede også, at et angreb på USA’s formelle demokrati: en helt central institution Kongressen betød, at terroristerne ville blive holdt ansvarlige og ikke som en af præsidentens første handlinger blive benådet!
At præsidenten derudover kommer med faktuelt forkerte oplysninger, som hans proselytter blot ”labber i sig” er uhyggeligt, ja et sandt mareridt.
For os er det nu ikke ”America First”, men ”America Worst”
23. januar 2025
Af Henrik Døcker
Det er slående hvordan USA’s og Ruslands magtherrer overordnet ligner hinanden – begge begærlige efter udvidelser af deres territorier: d’herrer Donald Trump og Vladimir Putin.
Trump synes at have mest held til at få oppisket en folkestemning bag sig – og uden at det for mig – og antagelig en del andre – står helt klart hvorfor det hedder “Make America Great again”. Hvornår har USA da tabt sin storhed? Putin går bare i krig, aldeles ligeglad med hvad folket mener.
Tjah, det var jo noget en vedholdende journalist kunne spørge præsident Trump om på en pressekonference. Hvis det er sket, er svaret simpelthen ikke nået til Danmark. Det var måske, da USA blev medlem af FN og dermed undergivet folkeretten, det, der nu almindeligvis kaldes det regelbaserede internationale samfund. Eller måske da USA undertegnede Paris-aftalen om klimaet, som Trump nu igen vil have trukket USA ud af? Eller NATO, der ligesom Grønland ikke blev nævnt i den selvbevidste, dystert udseende præsidents tiltrædelsestale?
Af naturlige årsager accepterer hverken Putin eller Trump “uhøviske” spørgsmål på deres pressekonferencer. Men Trump var den første til at give uønskede spørgsmål, han under ingen omstændigheder ville besvare, et navn: “Fake news” Det betyder i den trumpske terminologi ikke “forfalskede nyheder” (som den ordrette oversættelse ville lyde), men “uønskede bemærkninger”. Sådan taler en eneherre, som (ligesom Hitler for resten) er valgt ved et lovligt valg.
Man kan kun ynke de millioner af amerikanere, der stemte på ham: “Tilgiv dem, thi de vidste ikke, hvad de gjorde”.
En dømt forbryder, der tilmed har tilladt sig offentligt at håne dommere, der tillod sig at værne om retten og gå imod Trumps løgnagtigheder. Ulykkeligvis vil han nu fortsætte med at undergrave det amerikanske demokrati. Begyndende med at benåde de voldsparate amerikanere, der stormede Kongressen i 2021 – folk, der allerede var idømt langvarige fængselsstraffe. Forskellige amerikanske præsidenters benådning af dømte familiemedlemmer vækker stor afsky i Europa – dybest set en decideret undergravning af magtens tredeling.
Bevares, det danske statsoverhoved har også en benådningsret, som i de senere år er kommet mellem 50 og 100 personer til gode om året. Det er bl.a. psykisk syge, der er blevet benådet, og efter indstilling fra Justitsministeriet.
Juridiske og historiske eksperter er tilbøjelige til at betragte benådningsretten som en reminiscens fra forne tider, med rødder i retstilstande langt før fx. den danske grundlov af 1849, som dog optog en bestemmelse herom. Hvis nogle danskere skulle lege med tanken om en republiks fordele, bør de lade blikket gå til USA, hvor en præsident kan skalte og valte med demokratiske institutioner og i et hele taget er parat til at ændre alt hvad er står i vejen for hans ubegrænsede magtudøvelse.
Det er klart, at Putins metoder – først og fremmest eksemplificeret ved aggressionen og den fortsatte krig mod Ukraine – er anderledes, og at hans magt baserer sig på grov undertrykkelse af hans egen befolkning. Foreløbig har Trump ikke indfriet sit “løfte” om at få afsluttet Rusland-Ukraine-konflikten på et døgn. Dybest set er der ikke noget at forhandle med russerne om, når de insisterer på at have “ret” til diverse østukrainske og ovevejende russisk-talende provinser.
Når forretningsmanden Trump som politiker med tiden har tilegnet sig så ufattelig stor magt skyldes det efter min mening i første række hans umådelige rigdom, parret med hans enestående mangel på moral. Det er ikke så ofte italesat, men hans udstrakte popularitet i den amerikanske befolkning bunder givetvis i, at han ikke kvier sig ved at “købe” folk til at stemme på sig. Dette forbundet med rigtig mange amerikaneres uvidenhed om såvel nationale som internationale politiske forhold – forbundet med stor naivitet.
I besiddelse af den præsidentielle magt benytter ryggesløse typer som Putin og Trump denne magt efter forgodtbefindende. Putin er, indrømmet, i en tungere og grovere vægtklasse, som kan pønse på at erobre stater eller dele deraf, anholde såkaldte systemkritikere, kaste dem i fængsel under grufulde forhold, lade dem rådne op eller dø samt gå efter deres advokater. Aldeles ikke i det omfang, diktator Josef Stalin var berygtet for, men oprørende.
Trump anvender andre metoder ved at skabe frygt hos enkeltpersoner og stater. Til førstnævnte for at høre “Du er fyret”, til sidstnævnte “Pas på jeg ikke kommer og tager dig” (så som Canada, Panama-Kanalen eller Grønland). For disse to er internationalt samarbejde lavt prioriteret.
Foreløbig kan verden måske trøste sig med, at mange af Trumps voldsomme trusler næppe lader sig gennemføre. Baseret på sin ikke voldsomme indsigt i verdens beskaffenhed kårede han sidste år ordet “told” som sit yndlingsord. Ikke kun økonomer måtte hengive sig til en stille latter. Ak ja, Efterkrigs-Europa fandt hurtigt ud af, at afskaffelse af told og kvantitative restriktioner mellem staterne burde reduceres, hvis ikke helt afskaffes for at “få gang i hjulene”. Det har vist sig, at USA ikke sådan uden videre kan ramme fx. Danmark (som “straf” for ikke at afgive Grønland), for vi har, hvad man kunne kalde “integreret udenrigshandel” sammen med EU, hvortil kommer at sådan amerikansk told vil fordyre danske eksportvarer til USA, samt at en del danske virksomheder har produktionsenheder i USA.
Her til lands doceres almindeligvis, at der med magt følger ansvar – som en slags bremse på en uhæmmet magtudøvelse. I sidste ende kan både enkeltpersoner og firmaer rejse retssager mod staten Danmark.
Trump synes at opfatte magtspillet som en slags sportskamp, hvor vinderen vil opnå almindelig anseelse. Fra forretningsverdenen er han vant til at skamrose egne produkter og egen person. Den popularitet, man ikke umiddelbart får, den køber man sig til. Engang tog USA et vist ansvar for verdens skæbne, de tider synes for længst at være forbi. Og de vender i hvert fald ikke tilbage under Trump.
23. januar 2025
Mellemøstgruppen i Globale Seniorer inviterer alle interesserede til dette møde, hvor Frederik Harhoff, professor emeritus, dr.jur. holder foredrag om, hvad krigsforbrydelser og folkedrab egentlig går ud på, og ikke mindst hvordan og hvem der efterforsker disse forbrydelser, og hvilke domstole der kan føre sådanne straffesager (og hvilke der ikke kan!).
Frederik Harhoff har tidligere bla. været retschef ved FNs krigsforbrydertribunaler for Rwanda og Eks-Jugoslavien og har derfor et rigtig godt grundlag for at sammenligne de forskellige domstoles jurisdiktion. Frederik Harhoff vil gennemgå sagerne ved både Den internationale FN-Domstol (ICJ) og Den internationale Straffedomstol (ICC) – der ikke er en FN-institution! Begge domstole ligger i Haag, hvilket medfører, at de ofte sammenblandes! Frederik Harhoff vil også illustrere de anklageskrifter/arrestordrer, som Straffedomstolen har udstedt – mod hvem og hvorfor!
Alle er velkomne til dette møde, hvor blandt andre medlemmer fra Dansk Palæstinensisk Forening (DAPAO) deltage og forberede et traktement bagefter mødet.
Foto’s: GS – Palæstinensiske kvinder og Globale Seniorer til fælles madlavningsarrangement 7.12.2024.
Af Henrik Døcker
Skal man le eller græde – eller noget helt tredje? Vi er tvunget til at beskæftige os med forretningsmanden Donald Trumps verbal-udfald mod denne og hin stat i verden. Hans ønske om at indlemme Grønland, Canada og Panama-Kanalen i USA. Som et barn i en kravlegård, der rækker ud efter andre børns legetøj. Som en forurettet magtherre, der ikke får alt hvad han drømmer om. Vi må i hvert fald bruge energi og ord på fænomenet.
Vi må også fordøje hans søn, Donald Trump Jr. ‘s turistrejse til Grønland – et femtimers ophold, der i bedste amerikanske stil altså var ultrakort. Som faderen rablede han usandheder af sig, hvis han ikke sagde , “fantastisk” om alting. Man kvies ved at tale om fake news, eftersom det er udtryk faderen har “opfundet”. Før det taltes der almindeligvis om manipulering. Men det er storpolitik, dette her.
Heldigvis har Trump det med at bruge store ord uden at have magt eller evne til at realisere dem. Hans kendetegn er, at skamrose egne fortræffeligheder og – også i velkendt amerikansk stil – slå store brød op. Hans ståsted som forretningsmand, hans “kassetænkning” fornægter sig ikke. Derfor taler han, i hvert fald i første omgang, om at købe territorier. Som om alting var “til salg”. Alt imens han ikke “udelukker” magtanvendelse. Kanonbådsdiplomati er ikke forældet i hans ordbog!
For den fantasifulde spiller han måske indirekte ud mod sin stormagtsmodspiller Vladimir Putin i Kreml, en magtherre, der som bekendt bruger blodig magt til at udvide sit territorium i Ukraine. Er Trumps indirekte modspil til Putin: “Se her hvordan vi gør det i Vesten: Med penge!” Sådan som USA for resten købte Alaska af Rusland eller de Dansk-Vestindiske Øer af Danmark? Hvorfor ikke tage tidligere tiders skik og brug i anvendelse igen?
Man kan også opfatte Trumps fokus på tre naboterritorier som en prøveballon. For en sikkerheds skyld sendes vi to af disse balloner, én til København og en til Nuuk. Så kan USA, nu mere eller mindre i Trumps hule hånd, drive en kile ind mellem Danmark og Grønland – for er der ikke noget om, at grønlænderne gerne vil være selvstændige?
Så er der det sikkerhedspolitiske, det geostrategiske, hentydende til Grønlands placering i Arktis mellem Øst og Vest og de nye sejlruter, som ændrede klimatiske forhold har åbnet. Også her er amerikanerne – læs Trump & co. – kommet med falske udsagn à la vrimmel af russiske og kinesiske fartøjer i en vis nærhed af Grønland. Må vi være her?
Endelig er der de formodentlig store mineralforekomster i Grønlands undergrund, herunder det, der hidtil er blevet betegnet sjældne jordarter, nu om dage simpelthen mineraler. Interessen har samlet sig om Kvanefjeldet, Kuannersuit på grønlandsk, der er rigt på uran og 15 andre sjældne jordarter. Den lange forhistorie indeholder frygt hos grønlænderne for forkert håndtering af det nukleare materiale, hvorfor udvinding er sat på hold. Et større juridisk mellemværende med et stort australsk selskab indgår heri.
Om Trump med sine milliarder af dollars i baghånden pønser på at skære denne gordiske knude over, er aldeles uvist. Han har så mange bolde i luften for tiden – spørgsmålet er om han fastholder interessen for dem alle, også efter at han er tiltrådt som præsident? Er det betryggende at sende hans nye “medspiller” Elon Musk ind på scenen for at gribe nogle af dem?
11. januar 2025
Af Henrik Døcker
27. december 2024