Globale Seniorer

Menu
Menu
Menu

Globale Seniorer

Menu

Globale Seniorer

Mærk verden – Bliv aktiv i Globale Seniorer
Home Konflikter

‘Toxic’ is the keyword

Et nyt postkort fra Nordirland

Ole og Ki Aabenhus                                                                                                   24.9.2023

‘Toxic’ – det er, hvad Dale Patterson, assistent i et rent-a-car firma i Derry, kalder situationen i Nordirland. Vi har afleveret en bil, det er sidste dag i Nordirland, og han kører os til byen, så vi kan komme til lufthavnen i Dublin med bus.

Udtrykket ‘toxic’ kommer egentlig fra, at der for kort tid siden er fundet giftige blåalger langt over de tilladte max-grænser i søen Lough Neagh, hvor 40 pct. af Nordirlands drikkevand kommer fra. “Ingen gør noget ved det, for der er ingen regering i Nordirland”, forklarer han. Det hænger sammen med, at protestanter i unionist-partiet DUP blokerer for, at katolikkerne i det republikansk-irske Sinn Fein kan overtage posten som førsteminister, sådan som reglerne er under ‘Good Friday’ (Langfredags-) aftalen. Det var ellers den, der for 25 år siden fik sat en stopper for den voldelige konflikt i Nordirland.

Dale var 6 år gammel, da ‘Good Friday Agreement’ blev til, så han har aldrig rigtig oplevet volden under ‘The Troubles’. Men situationen i dag er stadig ‘toxic’, siger han, for spændingerne er der stadig. Dale elsker fodbold, men der er ingen penge til sporten, fordi unionisterne identificerer sig med britisk fodbold (‘soccer’), mens republikanerne af princip går ind for irsk-gælisk fodbold, der ligner en blanding mellem ‘soccer’ og rugby. Altså bliver det aldrig til noget med, at Nordirland kan markere sig i international sport.

Hvad med et forenet Irland, spørger vi. “Det tror jeg ikke på”, siger Dale. “Der er alt for mange protestanter med gammeldags britiske værdier. Og så er der nogle britiske velfærdsordninger, der gør det bedre at bo heroppe i nord. Vi har boligtilskud, arbejdsløshedsunderstøttelse og et sundhedssystem, der er både bedre og billigere for almindelige mennesker. Det vil folk ikke give slip på”.

Selv kommer han fra et katolsk hjem. “Men heldigvis gav mine forældre mig en opdragelse, hvor de ikke påduttede mig et bestemt synspunkt i konflikten heroppe. Og alligevel har jeg arvet ‘The Troubles’. De gamle spændinger er giftige ligesom vandet i Lough Neagh, og de gennemsyrer alt. Toxic is the keyword”.

 

 

De halvnøgne mænd, der vandt over briterne

Endnu et postkort fra Nordirland

Af Ole Aabenhus                                                                                                          22.9.2023

Vi befinder os i sognegården til en katolsk kirke i Belfast, og de fleste af os 15 i Globale Seniorers rejsegruppe er lidt chokerede. Vi er lige ankommet til Nordirland. Vi har set en del af de berømte murmalerier fra The Troubles – de tredive år fra omkring 1960 til Langfredagsaftalen, Good Friday Agreement i 1998, da kampene i Nordirland var hårdest. Og nu sidder vi ansigt til ansigt med to “Blanket men” – John Hunter til venstre og Eámon MacConbhide til højre.

“Blanket men” er betegnelsen for unge IRA-medlemmer, der blev interneret af de britiske myndigheder, og gennemførte nogle af de hårdeste protestaktioner, man kan forestille sig.

Manden i den hvide skjorte, Brian Watters, er præst i kirken og lidt forsigtig i sine udtalelser. Og bagerst i mørk skjorte står Gerry Hanna, en pensioneret fagforeningsmand, der har hjulpet med programmet i Nordirland og mener, vi skal kende alle sider af konflikten.

Han kender Eamon, der har det med at fare op, fordi han ikke kan styre sit temperament, når det handler om The Troubles, så Eamon har fået John med. John er roligere, og de to har været venner siden fængselsdagene.

I efteråret 1976, da de var blevet sat fast som store teenagere, stillede de britiske myndigheder krav om, at alle internerede fra IRA og lignende oprørsgrupper skulle bære fangetøj. Fangetøj er et symbol på, at du straffes som kriminel, men John, Eamon og flere hundrede andre unge mænd protesterede. De var politisk internerede og ikke straffefanger – altså havde de ret til at gå i eget tøj, ret til at mødes og til at få breve udefra.

Fængselspersonalet rev brutalt tøjet af dem, så de stod nøgne, men de nægtede at tage fangetøj på. Med det resultat, at de gik omkring totalt afklædt, kun med det tæppe, der hørte til i cellen. De blev slået og udsat for tortur, så snart de kom ud af celledøren, fortæller de, så fra 1978 nægter de at gå i baderum, og da det kommer til en slåskamp, nægter de at gå på toilettet og også at gå ud for at tømme den potte, de får udleveret, så de smører afføring op på væggene. Myndighederne giver sig ikke, tværtimod. De holder ud i en grad, som er vanskelig for os andre at forstå. Hvordan kunne de klare år ud og år ind at sidde i en celle uden varme om vinteren, uden bad, med lort på væggene? Det er John, der svarer: Det var en slags team-spirit. Og de, der opgav og samarbejdede med myndighederne, var screws, skruebrækkere. Dem var der 600 af, får vi at vide. “Blanket men” talte 350.

Der går tre år, så i 1981 lægger de 350 en plan for seriel sultestrejke – når én dør, går den næste i gang med at sulte sig til døde, og så fremdeles. Bobby Sands, den mest berømte iblandt dem, døde efter 66 dage. Undervejs var han blevet valgt som britisk Parlamentsmedlem, selv om han var fængselsfange, og det var begyndelsen til en stadig mere omsiggribende støtte, der gjorde Sinn Fein – IRA’s politiske fløj – til det største irsk-republikanske parti i Nordirland.

John var blandt de 100, der stod på listen over dem, der ville sulte sig til døde – man nåede bare ikke så langt ned på listen. I alt 10 døde, og det var det, der gjorde udslaget, mener både John og Eamon. “Vi var overbevist om, at vi ville vinde, og vi vandt”, siger John i dag, og Eamon nikker. Han er enig. Uden “blanket men” og sultestrejke havde briterne aldrig givet sig, og Good Friday-agreement var aldrig blev til.

 

Den glemte konflikt i Vestsahara

Mødet er desværre AFLYST p.gr.a. for få tilmeldte.

Andres møder: Søndag den 4. juni 2023 arrangerer det danske FN-forbund en nordisk konference om Vestsahara-konflikten i Fællessalen på Christiansborg.

Information om arrangementet og mulighed for tilmelding her

Hvornår har ‘vi’ en stat?

Refleksioner over hvad der skal til for at et område kan kalde sig en stat

Af Henrik Døcker                                                                                                                   25.5.2023

Det kunstige spørgsmål om, hvorvidt Ukraine er en ”rigtig” stat, er atter til debat efter at Kinas Frankrigs-ambassadør har ytret sig om spørgsmålet. Først kom som bekendt den russiske diktator Vladimir Putin, der på basis af sine egne amatørhistoriske studier fandt invasionen i Ukraine retfærdiggjort, fordi Ukraine ikke faldt ind under statsbegrebet. Selv om de fleste nok opfatter dette som et retorisk spørgsmål, er det umagen værd at dykke lidt ned i problemstillingen.

Der er ikke autoritativt i folkeretten fastsat kriterier for en stat – opfattelserne divergerer mellem alverdens mange lande. Men man kan hente betydelig vejledning ved at søge i traktatretten, dvs. blandt mangfoldigheden af internationale aftaler. Her springer Montevideo-konventionen af 1933 i øjnene, idet den simpelthen opstiller tre grundlæggende betingelser for forekomsten af en stat : 1)Et defineret territorium, 2) en statsbefolkning og 3) en reel myndighedsudøvelse. Hertil føjes undertiden 4) evnen til at indgå traktater med andre stater.
Formelt er denne konvention kun ratificeret af 17 latinamerikanske stater, men EU har udtalt enighed i principperne.

Foto: Pixabay

For at blive medlem af FN, er det imidlertid ikke nok at opfylde disse kriterier, selv om FN-pagten i princippet står åben for alle ”fredselskende” nationer. Hvert af Sikkerhedsrådets fem permanente medlemmer (USA, Storbritannien, Frankrig, Rusland og Kina) kan imidlertid nedlægge veto mod et kandidatlands optagelse. Det er således begrundelsen for, at Kosovo i dag ikke er med i verdensorganisationen.
Hvad angår Ukraine, så blev det allerede i 1945 optaget i FN. Det skyldes en aftale mellem USA og det daværende Sovjetunionen om, at Ukraine og Hviderusland (Belarus) skulle være FN- medlemmer som en slags modvægt mod de latinamerikanske republikker, der efter russisk opfattelse alle ville stemme det samme som USA i FN’s Generalforsamling. Reelt blev disse to delstater i Sovjetunionen først selvstændige efter almindelig folkeretlig opfattelse i 1991.
Der er nok af særegne eksempler på statsdannelser, som falder uden for hvad man kunne kalde et ”almindeligt mønster”, og som altså godtgør, at Montevideo-konventionens logiske tre-fire betingelser ikke er tilstrækkelige , hvis man skal hele verden rundt. Eksemplet Nord-Cypern vil vise det. Cypern blev efter at have været britisk besiddelse siden 1878 en selvstændig republik i 1960. Det græske befolkningsflertal havde fra begyndelsen et mildest talt anstrengt forhold til det tyrkiske befolkningsmindretal, og i 1974 eksploderede stridigheder, chikanerier og vold i en så uholdbar situation, at Tyrkiet foretog en militær invasion på østaten – med basis i de såkaldte Zürich- og Londonaftaler af 1959. De havde taget højde for skrøbeligheden i de indviklede aftaler om forholdet mellem de to befolkningsgrupper ved besættelse af offentlige stillinger.


Den Nordcypriotiske Republik kom officielt til verden i 1983, men er kun diplomatisk anerkendt af Tyrkiet. Løsrivelsen fra republikken Cypern er kendt folkeretsstridig af såvel FN som EU og en række andre internationale organisationer. En uendelig række forhandlinger har ikke løst problemerne siden da – og det er ikke for meget sagt, at her er tale om en ”frossen konflikt”. Græsk- og tyrk-cyprioter boede oprindelig ind mellem hinanden, idet dog hovedparten af tyrk-cyprioterne befandt sig i øens nordlige del.

 

 

 

 

 

 

En anden pariastat i verden er Taiwan. Den store kinesiske ø blev tilholdssted for general Chiang Kai-Shek, og hans militærstyrker, da han i 1949 mistede herredømmet over det store Fatslandskina, som var blevet erobret af Mao Tse-Tungs kommunistiske tropper. Længe opretholdtes en illusion om at Chiang repræsenterede Kina internationalt, ikke mindst gennem FN. Men 1971 skiftede USA radikalt kurs i sin Kina-politik og besluttede at støtte Maos Kinesiske Folkerepublik, som så også overtog repræsentationen af landet i FN – mest markant som permanent medlem af Sikkerhedsrådet.

Palæstina er en anden svært definerlig statsdannelse, placeret i en uoverskuelig langstrakt og vanskelig situation. Siden 1967 har områdets to bestanddele Vestjordan landet og Gaza-striben været besat af Israel – og dermed forhindret i at springe ud som en fuldt suveræn stat. Alligevel har 138 stater, incl. Danmark, anerkendt Den Palæstinensiske Myndighed med administrativt center, à la hovedstad i Ramallah. Som Kosovo og Nord-Cypern er Palæstina -tidligere en del af Det Osmanniske Rige og siden hen mandatområde under Storbritannien – forhindret i at blive medlem af FN, men er dog optaget i nogle af dennes særorgansationer.
Den langvarige israelske besættelse har umuliggjort, at territoriet har kunnet opnå prædikat af folkeretssubjekt i dette ords almindelige forstand. På den anden side har det opnået en magtfuld status ved at tilslutte sig Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol i Haag , således at det – under nærmere bestemte folkeretlige vilkår – vil kunne indstævne enkeltpersoner eller stater for denne domstol.
For fuldstændighedens skyld skal nævnes, at territoriale stridigheder mellem verdens stater – og de 193 af dem er medlem af FN (Kosovo og Vatikanstaten står udenfor) – kan afgøres af Den Internationale Domstol, også i Haag, under forudsætning af at de stridende parter samtykker. Danmark har eksempelvis haft to sager mod Norge , som dels ville sætte sig på en del af Østgrønland , dels ville have et større søterritorium ud for øen Jan Mayen også ved Grønland. I begge tilfælde fandt domstolen, at Danmark havde suverænitet her. Et mindre antal grænsekonflikter i Afrika og Latinamerika er også afgjort af denne domstol.

Borgernes Europa Topmøde

FIC og Foreningen Norden inviterer til Borgernes Europa Topmøde, som afholdes for 10. gang på Christiansborg i Fællessalen.
Lørdag den 22. april kl. 9.00 – 16.00
I år arrangeres Topmødet i et samarbejde imellem FIC og Foreningen Norden.
I dette års topmøde fokuseres der på udviklingen i Europa efter Ruslands invasion i Ukraine – og på den måde det europæiske samarbejde har ændret sig, men også de forandringer – der er sket og er på vej til at ske i Norden – mest konkret med at Finland nu er blevet medlem af NATO – og at
Sverige forhåbentligt meget snart følger efter.
Men også på andre områder, hvor Norden står mere samlet i kontrast til udviklingen i andre europæiske regioner.
Indledere ved Topmødet vil være danske og nordiske politikere, Europaparlamentarikere og eksperter.
Arrangementet er åbent for alle interesserede og naturligvis ikke mindst medlemmer af FIC og Foreningen Norden.

Invitation og tilmelding her

Program for Topmøde

     

Den store stedfortræderkrig

Refleksioner om magt, der misbruges, vold, der eskalerer og terror, der løber løbsk

Den russisk-ukrainske krig er en uafviselig øst-vest-konflikt med et farligt potentiale til skærpet dyst mellem demokrati og diktatur i sig - skriver Henrik Døcker i sit indlæg om stedfortræderkrig. Illustration: Shutterstock.

Af Henrik Døcker

Det er ofte svært at ”rubricere” sin egen tid, at forstå, hvad den indebærer og nærmest umuligt at regne ud hvad den udvikler sig til. Det kom bag på hærskarer af eksperter, sagkyndige ”iagttagere”  og spåmænd, at fx Jerntæppet mellem Øst og Vest ublodigt hævede sig for nu godt og vel 30 år siden. Og hvem tør forudsige udfaldet af den konflikt mellem Øst og Vest, der på en måde har skabt et nyt  Jerntæppe? Men at vestlige demokratiideer og østlige autokrati-forestillinger er konfronteret, er indlysende. Som sådan raser der derfor i dag en stedfortræderkrig, udløst af det nærmest totalt politisk ensrettede Rusland  rettet mod et Ukraine, massivt militærstøttet af Vesten.

Mere eller mindre bortkastet er tidligere tiders optagethed af  neutralitet, som alligevel kun et fåtal af stater kunne få lov til indiskutabelt at nyde. Dog kan så forskellige typer som Tyrkiets selvbevidste præsident Recep Tayyip Erdogan og den politiske bajads Rasmus Paludan kaste grus i det ”maskineri”, der  er i gang for at bane vejen for  svensk og finsk medlemskab af NATO. Det har måske dog kun symbolværdi alt sammen, eftersom NATO ingenlunde pønser på direkte at blive part i den russisk-ukrainske væbnede  konflikt.

Stedfortræderkrig er ofte først blevet hæftet på en konflikt langt tid efter at den har udspillet sig, idet skjulte faktorer bag ved kun afdækkes gradvist – med tidens fylde. Fra de sidste 150 års historie fremtræder til eksempel den spanske borgerkrig  1936-39 som et eksempel: Den (svage) unge spanske republik blev udsat for et  militærkup af højre-monarkistiske soldater med genindførelse af kongedømmet som mål. Sovjetunionen støttede  – uden direkte krigsdeltagelse – republikken og dens  venstre-socialistiske tilhængere (med tilskud af frivillige kommunister fra Vesteuropa),  mens det fascistiske Italien sendte fly og krigsmateriel til oprørsgeneralen Franco – som gik af med sejren.

Der er dem, der endog kalder denne krig for en slags ”generalprøve” på Anden Verdenskrig! Derfor et aktuelt håb om, at en lignende etiket ikke vil kunne hæftes på Rusland-Ukraine krigens efterbyrd! – Koreakrigen 1950-53 udløstes af et nordkoreansk angreb på Sydkorea  – den koreanske halvø var blevet delt i en amerikansk- og en sovjetisk besat zone , indtil de hver  især blev selvstændige stater i 1948. Sovjetunionens diktator Josef Stalin havde  imidlertid  ikke direkte inspireret Nordkoreas daværende præsident Kim Il Sung til angrebet uanset dennes bønner om hjælp!  Det blev Kinas kommunistiske folkerepublik -dengang blot et år gammel – der tvang USA’s styrker, som var kommet Sydkorea til  undsætning, tilbage  fra deres positioner nær den kinesiske Yalu-flod tæt på Nordkoreas nordgrænse , til demarkationslinjen ved 38. breddegrad, som fremdeles danner den faktiske grænsen mellem de to Korea’er. Kinas indgreb gjorde det koreanske opgør til en kinesisk stedfortræderkrig, det Sovjetunionen opfattedes som den egentlige modstander.

Vietnamkrigen 1964-75 begyndte som et kommunistisk oprør igangsat af den nordveitnamesiske Vietminhbevægelse – og rettet mod den daværende kolonimagt Frankrig. Efter et fransk nederlag i 1954 deltes landet i et kommunistisk Nordvietnam , nu ledet af Vietcong-bevægelsen, og et borgerligt-præget Sydvietnam, som fik amerikansk støtte, både økonomisk og siden med et stort kontingent amerikanske soldater. Set fra USA’s side var det en sovjetisk stedfortræderkrig med den våbenstøtte, Sovjet ydede Nordvietnam. Det amerikanske nederlag i 1975 afsluttede USA’s intervention i denne krig.

Da Sovjetunionen i 1979 marcherede ind i Afghanistan for militært at  understøtte den daværende  kommunistiske regering i nedkæmpelsen et islamisk oprør, besluttede USA sig forat forsyne de  moujahedinske oprørere med våben. Begge stormagter kunne således kaldes ”stedfortrædere” i en asiatisk borkerig uden direkte militært at være konfronteret. Længe efter at Sovjet  i 1989 havde trukket sig ud, skulle USA atter blive involveret i Afghanistan , nemlig i hvad man kunne kalde efterspillet til Al Qaeda-terroristernes selvmorderiske flyangreb på New York 11. september 2001.

Afghanistan blev så at sige krigsskueplads for et islamisk-inspireret ideologisk opgør med verdslige, vestlige ideer i det væsentlige inspireret og styret af saudiaraberen Osama bin Laden. Siden 1996 havde Afghanistan imidlertid været hærget af borgerkrig med de fanatiske islamistiske oprørere i Taleban-bevægelsen som drivende kraft. På jagt efter ansvarlige for og medspillere til 11.september-angrebet intervenerede USA i Afghanistan og fik dermed som modspillere, talebanerne, der i 2001 måtte bøje sig for den fremmede overmagt, der dog havde fået den afghanske såkaldte Nordalliance med i kampen.

Det aktuelle yderst betændte forhold mellem Iran og Saudi-Arabien har også elementer af stedfortræderkrig i sig med USA som allieret med Saudi-Arabien men ikke direkte parthaver i militære udfald mod Iran. Underliggende er spaltningen mellem de shiitiske iranere og de sunnitiske saudiarabere, som forgrener sig til det egentlige Mellemøsten, nærmere betegnet Israel og dets naboer. Iran var medgrundlægger af den shiitiske Hizbollah-milits i Libanon og dermed en magtfuld faktor, ikke mindst i nålestik mod Israel, men siden hen også en støtte for nabolandet Syrien og dets diktator Bashar al-Assad.

Den syriske borgerkrig er måske det mest iøjnefaldende og indiskutable eksempel på en stedfortræderkrig for tiden. Sådan at forstå, at Rusland siden 2015 direkte har støttet det syriske regimes krigeriske nedkæmpelse af det oprør mod diktaturet, der satte ind i 2011 og udviklede sig til en regulær borgerkrig. Eftersom Rusland direkte har interveneret, kan det dog dårligt kaldes en stedfortræder, men sikkert er det, at dette land har skrevet sig for massive krigsforbrydelser i det blodige mellemøstlige opgør. USA har som modstander af al-Assad-styret holdt sig til at bombe den nu slagne ‘islamiske stats’s holdepunkter og har ikke sendt soldater til Syrien. Desuden støtter Saudi-Arabien og andre arabiske lande de moderate oprørere i Syrien. Den saudiske støtte til oprørsstyrkerne skyldes bl.a. saudisk modstand mod alliancen mellem Syrien og Iran.

Som en særlig uberegnelig og forfærdende faktor har de fanatiske, voldsparate islamister, som voksede ud af Al Qaeda totalt forvirret begreberne i Mellemøsten – bortset fra terrorbevægelsens helt egne formål at skabe en rigoristisk islamisk stat. Alliancer og sympatier blev sat på hårde prøver, men ingen stater syntes at solidarisere sig med den ISIS-stat, som en overgang havde magt over store dele af Irak og Syrien. At spredte lommer af bevægelsen efter dens nedkæmpelse i 2019 fremdeles vækker rædsel, nu særlig i Afrika, kan måske foranledige spekulationer om stedforræderkrige, men alt i alt hører begrebet ikke tydeligt hjemme her.

Endelig kan borgerkrigen Yemen, der brød ud i 2015, siges at være en stedfortræderkrig, idet de shiitiske houthi-oprørere, som indledningsvis erobrede hovedstaden Sanaa og fordrev præsidenten til den sydlige del af landet, har fundet vægtig støtte hos Iran, men det sunnitiske Saudi-Arabien, bistået af USA,  Storbritannien, Frankrig m.fl. lande, sluttede op bag den styrtede præsident og hans styre. Således udviser denne forfærdende og nærmest stedsevarende konflikt et eksempel på en iransk-saudiarabisk stedfortræderkrig.

Det er væsentligt at fastslå, at prædikatet stedfortræderkrig ingenlunde er nogen objektiv klassifikation – det er udtryk for en betragtning af en væbnet konflikt, som i en del tilfælde holdes gående just fordi der er mægtige og kapitalstærke kræfter bag de i første række krigsførende, og som ser en interesse i det. Meningerne om hvad er en stedfortræderkrig og hvad der ikke er det, vil således ofte være delte. Det kendetegner desuden en stedfortræderkrig, at det som regel kun er den ene krigspart, der har en sådan bag ved liggende allieret magt. Men det er forskelligt, i hvilket omfang denne magt i egentlig forstand styrer eller dikterer krigsbegivenhederne. Uanset dette ordgyderi er den russisk-ukrainske krig en uafviselig øst-vest-konflikt med et farligt potentiale til skærpet dyst mellem demokrati og diktatur i sig.

Udgivet 14. februar 2023

Krig – besættelse – fremmedherredømme

Nogle refleksioner over begrebet ”at være herre i eget hus”

Krig i Ukraine, Kyiv marts 2022. Foto: Shutterstock

Af Henrik Døcker

I årene 1940-45 var ordene krigen og besættelsen to ord , som gik igen og igen for den rædsomme periode, danskerne gennemlevede. De var  indgroede og velforståede – som om krigen andre steder og besættelse af andre  stater og folk var noget fjernt, man ikke havde overskud til at sætte sig ind i. Følelsen af at være  under fremmed åg var knugende, et onde, der skulle gå væk. Akkurat sådan må ukrainerne føle det i dag. Men unægtelig på en meget barskere måde end vi danskere gjorde det.

Det har lammet store dele af verden, at Rusland har grebet til hvad mange betragter som et  primitivt våben: At føre erobringskrig mod et naboland – som om statsgrænser ikke skal respekteres efter over 75 år med FN og alskens andre statslige eller private organisationer til at indprente fordelen ved at holde fred og en generel afstandtagen fra forældede imperialistdrømme.

Var det for resten ikke Sovjetunionen, der evindelig nedgjorde Vesten for dens imperialisme – uanset i øvrigt at de store kolonimagter Storbritannien, Frankrig og Holland erkendte behovet for at frigøre deres kolonier, fra 1947 og frem, med særlig stor styrke efter 1960? Det var indlejret i en tidligere tids bevidsthed, at kolonierne lå ”hinsides havene”. Men fremmedherredømmet har også kunnet trives tæt op ad koloniherrens egne grænser.

Se blot på det tidligere russiske tsar-rige, som havde undertrykt et væld af ikke-russiske folkeslag, georgierne, tjetjenerne,  usbekerne osv. osv. Da Lenins  bolsjevikker tog magten, efter revolutionen i 1917 var der ikke tale om at slippe dem fri. Ukraine var kortvarigt selvstændigt  1917-18, men blev derefter indlemmet i den nye stat Sovjetunionen. Efter 2. Verdenskrig var den sovjetiske diktator Josef Stalin brøstholden over, at USA i det nyoprettede FN kunne regne med Latinamerikas støtte ved afstemninger – uanset at næsten hele verdensdelen allerede i 1800-tallet havde gjort op med spansk og portugisisk koloniherredømme og fremstod som en mængde selvstændige republikker.

Ukraine og Hviderusland (i dag kaldet Belarus) fik da status som selvstændige stater i FN – uden at de dog på nogen måde ”gjorde” sig i verdenspolitikken som andet end Kremls trofaste lydstater. En stor ukrainsk diaspora – ikke mindst i Canada – medvirkede i alle koldkrigsårene indtil ca. 1990 til at ideen om et selvstændigt ukrainsk folk, et eget sprog og en kultur, der  adskilte sig fra den russiske, kunne holdes i live. Hvis de sovjetiske magtherrer troede, at sovjetmennesket ligesom overtrumfede alle forestillinger om særskilte nationale karakterer, måtte de tro om igen.

Begrebet besættelse er svært at  håndtere i folkeretten. Jovist findes der regler om de humanitære og andre hensyn der bør tages over for befolkningen i et besat område – så som at den ikke må flyttes til okkupationsmagtens eget territorium – men det er alene magtforholdene, som afgør besættelsens karakter og hvor kort eller lang den bliver, uanset det princip, som siger, at der er tale om en midlertidig tilstand. Man kan studere Røde Kors-Genevekonvention IV og fantasere sig til den ideelle verden.

Israels besættelse af Vestjordan-landet siden 1967 er nutidens længste besættelse og en sørgelig,  nærmest evig kilde til frustration, krigeriske sammenstød mellem palæstinensere og israelske styrker – og politiske hovedbrud. For slet ikke at tale om mange menneskelige tragedier. Næstlængst er Marokkos besættelse af Vestsahara, tidligere en koloni ved navn Spansk Sahara – den har stået på siden 1975. Grundlæggende er den kørt fast, fordi der mellem okkupationsmagten og områdets befolkning, sahrawierne, er opstået uenighed om hvem, der er berettigede til at deltage i den folkeafstemning om tilhørsforholdet, som der i 1992 blev enighed om mellem selvstændighedsbevægelsen POLISARIO og Marokko.

Stop-plyndringen-lyder-opfordringen-fra-det-besatte-vestsahara.jpg

Stop plyndringen! lyder opfordringen fra det besatte Vestsahara

Decideret indlemmelse i en stat mod befolkningens vilje er en tak værre end besættelse. Det er eksempelvis overgået Tibet, hvis kulturelle og religiøse traditioner er forsøgt nedgjort, om ikke ligefrem udvisket af den mægtige nabo Kina. Ruslands overtagelse af Krim og de østukrainske provinser Luhansk og Donetsk har karakter af indlemmelse, akkurat som Hitler-Tyskland fx. ”slugte” Sudeterlandet fra Tjekkoslovakiet.

Ved filosoferen over alle disse begreber må det erkendes, at der er mange gråzoner – og derfor plads til en hel palet af forskellige opfattelser. Hvis idealet skulle være, at alle folkegrupper eller nationaliteter havde deres egen stat, må det konstateres, at rigtig mange mennesker lever under en slags fremmedherredømme. Tag fx. Sydamerika og gennemgå hvor stor en andel af magten de oprindelige folk udgør sammenholdt med efterkommere af spaniere og portugisere! På den anden side kan man vel ikke sige, at grønlændere og færinger lever under et fremmedherredømme, selv om hvad man kunne kalde ”den overordnede magt”, dvs. over udenrigspolitik, valuta og militærvæsen er hos regeringen i København?

Men besættelse er og bliver et ”luftigt” eller, om man vil, tvetydigt , begreb. Tag nu Tysklands besættelse af Danmark. Det var efter Tysklands opfattelse en ”fredelig besættelse”, dvs. iværksat for at forebygge en britisk invasion. Som en slags formynder for Danmark påtog Tyskland sig altså at skærme os. Uanset at der på intet tidspunkt fra officiel eller uofficiel side var fremført noget som helst om en sådan invasion! Det viser også indgående arkivstudier efter krigen.

Eller tag Tyrkiets besættelse af Nordcypern. i 1974. Den blev – i overensstemmelse med særlige internationale aftaler – iværksat som en beskyttelse af tyrk-cyprioterne (mindretallet) over for en lang række græsk-cypriotiske voldelige overgreb. Her syntes de fremmede invasionsstyrker velkomne. De er blevet på øen i stort talt siden. Men da denne antastelse af republikken Cyperns integritet er blevet fordømt af alverdens lande og internationale organisationer, anses Nord-Cypern for en pariastat , selv om der intet foreligger om en reel tyrkisk undertrykkelse.
 

Nicosia på Cypern. En synligt delt hovedstad

Efter disse ekskurser må det imidlertid med eftertryk fastslås, at Rusland ingenlunde er blevet betragtet som ”befrier” fra et påstået nazi-styre i Kyiv. Ukraine er en selvbevidst, moderne nation med blikket rettet mod vestligt demokrati, om end med en foreløbig beskeden evne til at leve fuldt op til de demokratiske idealer. Den bør støttes med alle midler fra os i Vesten. Det tilkommer i øvrigt ikke nogen stat at ville erobre en anden for at indsætte en regering efter invasionsstyrkens egne lyster.

Hvad sker der i Afghanistan?

ANDRES MØDER:

Et møde arrangeret af Røde Kors' Delegatforening

Globale Seniorers Mellemøstgruppe vil gerne gøre opmærksom på et møde om Afghanistan, som Røde Kors Delegatforening har taget initiativ til. Vi synes at mødets emne: Dilemmaer om nødhjælp i fallerede stater, er sørgelig relevant i mange af de områder vi interesserer os for, skriver Mellemøstgruppen.

Mødet afholdes:
Lørdag den 19 november kl. 14.00 – 17.00,
Dansk Røde Kors, Blegdamsvej 27, København Ø

Læs mere om mødets tema, det foreløbige program og tilmelding på Delegatforeningens mødeinvitation.

 

Afghanske kvinder i burka på gaden i Kabul. Foto: timsimages.UK/ Schutterstock.com

Når offeret gøres til gerningsmand…

Ruslands Ukraine-aggression udløser et væld af associationer

Af Henrik Døcker

Den internationale højspænding i vore dages politiske verden har kuldkastet mange bekvemme tanker om ikke mindst Europas tilstand. Vi må revidere vores holdninger, forventninger og for den sags skyld idealer. Det kan være farligt at kalde tingene ved deres rette navn – som at sætte ild til en høstak. Men fører Vladimir Putin i realiteten ikke en stedfortræderkrig mod Vesten, sådan som hans retorik afslører det efter aggressionen mod Ukraine?Meget tyder på, at han har forregnet sig i hvert fald i to henseender.

For det første: At han skulle have stor – i virkeligheden også ukrainsk – tilslutning til sin påstand om ”naziregimet i Kijev”.

For det andet: At den ukrainske hær let kunne nedkæmpes.

At han indledningsvis påstod, at det – efter hans mening – svage NATO, havde udfordret ham og krænket Ruslands interesser, lagde op til, at hans land var ‘offer’ i en kraftprøve, der gjorde det legitimt at slå ned på en nabostat (Ukraine), alt imens denne fik mere og mere våbenhjælp vestfra til at forsvare sig. (At Ukraines politiske top fik udtrykket ‘nazister’ påhæftet i stedet for ‘ fascister’ – Ruslands og Sovjets gængse ord for ideologiske ærkefjender – kan blot undre).
Såkaldt præventivkrig er lige så vel som en aggressionskrig klart forbudt efter FN-pagtens Art. 2. Alene hvis en stat bliver angrebet eller FN’s Sikkerhedsråd klart udtaler fare for international fred og sikkerhed kan krigsvåbnet anvendes – i moderne folkeret kaldet ”international væbnet aktion”.

Putins tankespind om, at ‘situationen’ fordrede hans handling til forsvar for Ruslands interesser, kan højest have overbevist en begrænset skare af hans egen indoktrinerede befolkning.
Det er straks sværere helt at afvise tanken om stedfortræderkrig. Ikke mindst fordi Vesten så massivt støtter Ukraine med våben. Under alle omstændigheder er det lykkedes den russiske diktator at grave så dyb en kløft mellem Øst og Vest, at det er svært se, at der i overskuelig fremtid kan bygges en fredelig bro over den. Ja, ikke alene et svælg mellem Rusland og en stor del af den øvrige verden, men også mellem russere og andre europæere. Det er smerteligt blevet illustreret ved bl.a. Finlands og Estlands afvisning af russiske besøgende i almindelighed.


Det er stadig lidt uklart , om deciderede asylsøgere også vil blive vist vintervejen. At afvise disse som regulære flygtninge vil åbenbart krænke flygtningekonventionen af 1951. En konvention, som vel at mærke fortolkes yderst forskelligt af alverdens lande. At et nyt Jerntæppe har sænket sig mellem Øst og Vest er åbenbart – eller vi kan sige, at det gamle er rykket mod Øst: Vi skal ikke glemme, at hele Central- og Østeuropa indtil 1990/91 lå bag Jerntæppet, og at det på forunderlig, fredeligvis, gik op, så 15 nye republikker opstod ud af Sovjetunionen, og at Baltikum samt Centraleuropa blev løftet ud af det kommunistiske tvangssystem.

Hvad skal man så mene om sabotagen mod gasledningerne Nord Stream 1 og 2 i Østersøen (hvis anlægsomkostninger har andraget omkring 15 milliarder Euro)? Med Ruslands afvisning af at være bagmand og tilmed et tilbud om at ‘opklare’ de indgribende ødelæggelser af gasrørene, kompliceres efterspillet i hvert fald officielt. Hvordan det end forholder sig, tjener det Ruslands interesser at sprede tåge om handlingsforløbet.

Det forekommer mig fuldstændig i pagt med Putins almindelige politik: At gøre modstanderen usikker – så at sige at punktere sandheden på forhånd og dermed svække fjenden. Strengt taget en videreudvikling af hvad han lærte som KGB-agent, både hjemme og i udlandet. Denne internationale skyggeboksning, inkl. diverse atomtrusler, skaffer Rusland råderum for at bygge videre på sine løgne – om befolkningerne i Ukraines østlige provinser og disses rettelige tilhørsforhold, om folkedrab og anden vildledning.


Vi kan nu glemme alt om ”Een Verden”, hin idealistiske forening, der opstod kort efter FN’s oprettelse i 1945 – og som appellerede til en fredelig universalisme, som er og bliver en ønskedrøm. Demokratiets idealer om folkestyre forstået som individets frie valg om repræsentation på tinge og international respekt for både egne love og internationale vedtagelser. Despoti og ensretning realiseres på utallige måder i Ungarn og Polen , i Belarus i Nordkorea, i Myanmar , i El Salvador, Venezuela, Turkmenistan…Den triste lange række af lande kan suppleres med dysfunktionelle stater, hærget af terrorisme, såsom Mali, DR Congo, Mozambique m.fl.
Nogle mennesker og organisationer forsager komplet krig – men det må erkendes, at det ind imellem er nødvendigt at gribe til dette våben, fx i form af intervention. Det skete ved Kuwait-krigen 1990-91, da USA befriede det olierige emirat ved Den Persiske Havbugt fra Iraks forsøg på at opsluge det ved væbnet magt.

Mere kontroversiel var NATOs intervention i 1999 til fordel for den serbiske provins Kosovo, hvor det albanske befolkningsflertal efter manges opfattelse truedes af et serbisk folkedrab. Med tiden og FN’s bistand opstod Kosovo da i 2008 som selvstændig stat. Men det gamle ord: ”Med ondt skal ondt fordrives” kan undertiden være berettiget. Det forudsætter dog, at magtstrukturerne tillader det. Derfor har ingen magt fx grebet ind til fordel for darfurerne i Sudan, for uighurerne i Kina eller kurderne i diverse lande, hvor de måtte være forfulgt. Ak ja, stater bygger kun formelt på høje idealer, men først og fremmest på interesser og en realistisk fornemmelse af egen magt. 

9. oktober 2022.

Fred i Nordirland – Hvordan?

Hvordan kommer der fred i Nordirland?

Det spørgsmål havde Europagruppen stillet til Sara Dybris McQuaid, lektor ved Århus universitet og fredsforsker med speciale i Irland og Nordirland. Herunder Ole Aabenhus’ noter fra et udbytterigt møde 12.sept 2022 i Byens Hus, Hellerupvej.

Om Belfast:

Dengang fredsaftalen  blev indgået i 1998 var der 45 mure i Belfast, der skilte unionistiske fra irsk-republikaneske kvarterer. I dag er der 90. Den længste er 5 km. lang. Portene er åbne i dagstid, lukket aften/nat.

Konflikt:

Sara McQuaid er også fredsforsker med vægt på konfliktfortællinger (“os” modsat “dem”). Hun gjorde meget ud af, at der er konflikter i alle samfund, men de farves af de overordnede konflikter i området.

Hun talte om tre niveauer:

  1. Modsætningen i Nordirland: Britisk/irsk, herunder hvad er statens legitime rolle i demokratiet i forbindelse med konflikt.
  2. Parternes og folks indstillinger til hinanden
  3. Handlinger

Fredsaftalen:

Fredsaftalen 1998 var et dokument på 40 sider, som blev husstandsomdelt i maj efter forhandlingerne, der sluttede i april.

Ved folkeafstemningen 22. maj 1998 stemte 71 pct for aftalen – men blandt protestanterne kun 50 pct., bl.a. fordi aftalen ikke rummede noget krav om, at IRA skulle aflevere deres våben.

Aftalen rummer en [magistrats]regering – at der skal være en første-førsteminister, der kommer fra flertalspartiet, en viceførsteminister, der kommer fra oppositionen. Denne regering kan ikke fungere, hvis ikke begge parter er med.

Protestanterne nægtede fra start at deltage, under slagordet “No guns. No guvernement”, så magistratsregeringen har være suspenderet: 2002-2017.

Men IRA nedlagde faktisk våbnene efter 9/11 2001. Sammenhængen er, at irske udvandrere i USA pressede på; det var i høj grad dem, der havde finansieret IRA, men efter terrorangrebet på Twin Towers var terror no-go også blandt dem.

Irsk-republikanerne vandt valget 5. maj og skulle derfor nu indtage første-førsteministerposten, men protestanterne, der nu repræsenteres af Democratic Union Party, DUP (Ian Paisley’s gamle parti), nægter at deltage, så længe Brexit-aftalen forhindrer fuld handelsmæssig integration mellem Nordirland og det øvrige UK. Altså ny suspendering.  oaa]

Aftalen omdefinerede borgerskabet, så alle nordirere nu er borgere både i Irland og i UK.

Og der er en mulighed hvert 7. år for at man kan gennemføre en folkeafstemning om evt. tilslutning til den irske republik – det er bare ikke sket endnu.

Men den demografiske trend er i irsk-republikanernes favør: protestanterne udgjorde i 1921, da Irland blev delt, 2/3 af befolkningen i Nordirland. Nu er de to gruppers befolkningstal fifty-fifty.

Der er nu et voksende parti kaldet Alliance Party, der hverken er irsk-rep. eller protestantisk/unionistisk. MEN de kan ikke få nogen særlig indflydelse på Stormont (regeringen), fordi rollerne første- og viceførsteminister er reserveret de to gamle grupperinger. Alliance Party indgår som “Other”.

Der er nu også et selvstændigt Grønt parti for Nordirland, som tidligere var en del af de grønne i republikken Irland. [De Grønne har otte pladser i parlamentet. Wikipedia skriver: its origins lie in the anti-nuclear, labour and peace movements of the 1970s and early 1980s. …The party also has LGBT policies and an activist group operating in Northern Ireland, the Queer Greens. .. Der er også en Young Greens afdeling] … Hovedkontor i Bangor .. oaa].

Fred kan være “kold” (med 90 mure i Belfast) eller “varm” (integration)

Der er 3.000 dødsfald, der aldrig er opklaret. Freden blev ikke fulgt op af en forsoningskommission a la Sydafrika.

Fortsat segregering: kun 7-9 pct af børnene går i blandede skoler.

Kun få ægteskaber på tværs af skillelinjerne.

Og samfundet er fortsat grundlæggende konservativt og patriarkalsk. Og der er fortsat mange udvandringer.

Protestanterne ved godt, hvad vej det går med demografiske trend, men “de går i panik”, når man gør opmærksom på, at de bliver fremtidens minoritet.

Der er stadig paramilitære grupper, og de rekrutterer stadig, men de lever mest af at sælge stoffer og kontrollere små lokalsamfund. Vold findes, men mest i form af afstraffelse af folk i lokalsamfundene, der ikke retter ind: Skud i begge knæskaller, begge ankler, begge hofter, eller alle tre variationer = sixpack.

I dag kan andre identiteter begynde at overskygge de gamle: Man behøver ikke identificere sig som irsk-republikansk eller protestantisk, men kan danne sin egen identitet som måske kvinde, veluddannet, klimaaktivist eller “med udsyn”, dvs. har boet uden for Nordirland.

Faktisk er det 42 pct af befolkningen, der siger om sig selv, at de hverken er (irsk-rep.) eller (protestantiske) unionister.

Og dagens store kampagnespørgsmål i Nordirland er nu abort, klima, homo-ægteskaber og Black lives matter.

Anbefalinger:

 FILM

  • Derry Girls, der ligger på Netflix, morsom fremstilling af unge piger, der skal manøvrere i det anspændte miljø i (London)Derry.
  • Belfast, der mest er en fremstilling af instruktørens egen barndom i byen
  • Young Plato, som McQuaid roser meget, blev præsenteret sådan på CPH-Dox 2022: Velkommen til Belfast, hvor en skolerektor bruger Platon, Nietzsche og Elvis Presley til at løse gamle og indgroede konflikter blandt sine elever. Biografpremiere i USA her i september; sig til, når/hvis I kan finde den på Netflix eller lignende; jeg kan ikke – oaa].

BØGER

  • Glen Patterson: Gull
  • Louise Kennedy: Trespasses
  • Lucy Caldwell: These Days
  • Anna Burns: No Bones og Milkman
  • Jan Carlson: Firestarters
  • Ali Smith’s “kvartet” – en serie på fire bøger, som handler om Brexit, ikke om Nordirland specielt, kaldet Spring, Summer, Autumn, Winter. Mere om “kvartetten” her:https://sydneyreviewofbooks.com/review/smith-autumn-winter-spring-summer/]

 STEDER

Vi nåede at tale lidt om mulige steder at slå sig ned. Sara McQuaid havde ikke nogen helt oplagt kandidat i hovedet, men mente, man måske kunne kombinere en lille unionistisk kystby i nordøst som f.eks. Bangor, der ligger lidt uden for Belfast, og en grænseby mod syd (oaa)

Bangor – en af de rigeste kommuner i Nordirland, iflg. Wiki (oaa]

Bellaghy, som bl.a. rummer et museum for nobelpris-digteren Seamus Heaney.

Ole Aabenhus
13/10-2022