Globale Seniorers Mellemøstgruppe vil gerne gøre opmærksom på et møde om Afghanistan, som Røde Kors Delegatforening har taget initiativ til. Vi synes at mødets emne: Dilemmaer om nødhjælp i fallerede stater, er sørgelig relevant i mange af de områder vi interesserer os for, skriver Mellemøstgruppen.
Mødet afholdes:
Lørdag den 19 november kl. 14.00 – 17.00,
Dansk Røde Kors, Blegdamsvej 27, København Ø
Læs mere om mødets tema, det foreløbige program og tilmelding på Delegatforeningens mødeinvitation.
Af Henrik Døcker
Den internationale højspænding i vore dages politiske verden har kuldkastet mange bekvemme tanker om ikke mindst Europas tilstand. Vi må revidere vores holdninger, forventninger og for den sags skyld idealer. Det kan være farligt at kalde tingene ved deres rette navn – som at sætte ild til en høstak. Men fører Vladimir Putin i realiteten ikke en stedfortræderkrig mod Vesten, sådan som hans retorik afslører det efter aggressionen mod Ukraine?Meget tyder på, at han har forregnet sig i hvert fald i to henseender.
For det første: At han skulle have stor – i virkeligheden også ukrainsk – tilslutning til sin påstand om ”naziregimet i Kijev”.
For det andet: At den ukrainske hær let kunne nedkæmpes.
At han indledningsvis påstod, at det – efter hans mening – svage NATO, havde udfordret ham og krænket Ruslands interesser, lagde op til, at hans land var ‘offer’ i en kraftprøve, der gjorde det legitimt at slå ned på en nabostat (Ukraine), alt imens denne fik mere og mere våbenhjælp vestfra til at forsvare sig. (At Ukraines politiske top fik udtrykket ‘nazister’ påhæftet i stedet for ‘ fascister’ – Ruslands og Sovjets gængse ord for ideologiske ærkefjender – kan blot undre).
Såkaldt præventivkrig er lige så vel som en aggressionskrig klart forbudt efter FN-pagtens Art. 2. Alene hvis en stat bliver angrebet eller FN’s Sikkerhedsråd klart udtaler fare for international fred og sikkerhed kan krigsvåbnet anvendes – i moderne folkeret kaldet ”international væbnet aktion”.
Putins tankespind om, at ‘situationen’ fordrede hans handling til forsvar for Ruslands interesser, kan højest have overbevist en begrænset skare af hans egen indoktrinerede befolkning.
Det er straks sværere helt at afvise tanken om stedfortræderkrig. Ikke mindst fordi Vesten så massivt støtter Ukraine med våben. Under alle omstændigheder er det lykkedes den russiske diktator at grave så dyb en kløft mellem Øst og Vest, at det er svært se, at der i overskuelig fremtid kan bygges en fredelig bro over den. Ja, ikke alene et svælg mellem Rusland og en stor del af den øvrige verden, men også mellem russere og andre europæere. Det er smerteligt blevet illustreret ved bl.a. Finlands og Estlands afvisning af russiske besøgende i almindelighed.
Det er stadig lidt uklart , om deciderede asylsøgere også vil blive vist vintervejen. At afvise disse som regulære flygtninge vil åbenbart krænke flygtningekonventionen af 1951. En konvention, som vel at mærke fortolkes yderst forskelligt af alverdens lande. At et nyt Jerntæppe har sænket sig mellem Øst og Vest er åbenbart – eller vi kan sige, at det gamle er rykket mod Øst: Vi skal ikke glemme, at hele Central- og Østeuropa indtil 1990/91 lå bag Jerntæppet, og at det på forunderlig, fredeligvis, gik op, så 15 nye republikker opstod ud af Sovjetunionen, og at Baltikum samt Centraleuropa blev løftet ud af det kommunistiske tvangssystem.
Hvad skal man så mene om sabotagen mod gasledningerne Nord Stream 1 og 2 i Østersøen (hvis anlægsomkostninger har andraget omkring 15 milliarder Euro)? Med Ruslands afvisning af at være bagmand og tilmed et tilbud om at ‘opklare’ de indgribende ødelæggelser af gasrørene, kompliceres efterspillet i hvert fald officielt. Hvordan det end forholder sig, tjener det Ruslands interesser at sprede tåge om handlingsforløbet.
Det forekommer mig fuldstændig i pagt med Putins almindelige politik: At gøre modstanderen usikker – så at sige at punktere sandheden på forhånd og dermed svække fjenden. Strengt taget en videreudvikling af hvad han lærte som KGB-agent, både hjemme og i udlandet. Denne internationale skyggeboksning, inkl. diverse atomtrusler, skaffer Rusland råderum for at bygge videre på sine løgne – om befolkningerne i Ukraines østlige provinser og disses rettelige tilhørsforhold, om folkedrab og anden vildledning.
Vi kan nu glemme alt om ”Een Verden”, hin idealistiske forening, der opstod kort efter FN’s oprettelse i 1945 – og som appellerede til en fredelig universalisme, som er og bliver en ønskedrøm. Demokratiets idealer om folkestyre forstået som individets frie valg om repræsentation på tinge og international respekt for både egne love og internationale vedtagelser. Despoti og ensretning realiseres på utallige måder i Ungarn og Polen , i Belarus i Nordkorea, i Myanmar , i El Salvador, Venezuela, Turkmenistan…Den triste lange række af lande kan suppleres med dysfunktionelle stater, hærget af terrorisme, såsom Mali, DR Congo, Mozambique m.fl.
Nogle mennesker og organisationer forsager komplet krig – men det må erkendes, at det ind imellem er nødvendigt at gribe til dette våben, fx i form af intervention. Det skete ved Kuwait-krigen 1990-91, da USA befriede det olierige emirat ved Den Persiske Havbugt fra Iraks forsøg på at opsluge det ved væbnet magt.
Mere kontroversiel var NATOs intervention i 1999 til fordel for den serbiske provins Kosovo, hvor det albanske befolkningsflertal efter manges opfattelse truedes af et serbisk folkedrab. Med tiden og FN’s bistand opstod Kosovo da i 2008 som selvstændig stat. Men det gamle ord: ”Med ondt skal ondt fordrives” kan undertiden være berettiget. Det forudsætter dog, at magtstrukturerne tillader det. Derfor har ingen magt fx grebet ind til fordel for darfurerne i Sudan, for uighurerne i Kina eller kurderne i diverse lande, hvor de måtte være forfulgt. Ak ja, stater bygger kun formelt på høje idealer, men først og fremmest på interesser og en realistisk fornemmelse af egen magt.
9. oktober 2022.
Hvordan kommer der fred i Nordirland?
Det spørgsmål havde Europagruppen stillet til Sara Dybris McQuaid, lektor ved Århus universitet og fredsforsker med speciale i Irland og Nordirland. Herunder Ole Aabenhus’ noter fra et udbytterigt møde 12.sept 2022 i Byens Hus, Hellerupvej.
Om Belfast:
Dengang fredsaftalen blev indgået i 1998 var der 45 mure i Belfast, der skilte unionistiske fra irsk-republikaneske kvarterer. I dag er der 90. Den længste er 5 km. lang. Portene er åbne i dagstid, lukket aften/nat.
Konflikt:
Sara McQuaid er også fredsforsker med vægt på konfliktfortællinger (“os” modsat “dem”). Hun gjorde meget ud af, at der er konflikter i alle samfund, men de farves af de overordnede konflikter i området.
Hun talte om tre niveauer:
Fredsaftalen:
Fredsaftalen 1998 var et dokument på 40 sider, som blev husstandsomdelt i maj efter forhandlingerne, der sluttede i april.
Ved folkeafstemningen 22. maj 1998 stemte 71 pct for aftalen – men blandt protestanterne kun 50 pct., bl.a. fordi aftalen ikke rummede noget krav om, at IRA skulle aflevere deres våben.
Aftalen rummer en [magistrats]regering – at der skal være en første-førsteminister, der kommer fra flertalspartiet, en viceførsteminister, der kommer fra oppositionen. Denne regering kan ikke fungere, hvis ikke begge parter er med.
Protestanterne nægtede fra start at deltage, under slagordet “No guns. No guvernement”, så magistratsregeringen har være suspenderet: 2002-2017.
Men IRA nedlagde faktisk våbnene efter 9/11 2001. Sammenhængen er, at irske udvandrere i USA pressede på; det var i høj grad dem, der havde finansieret IRA, men efter terrorangrebet på Twin Towers var terror no-go også blandt dem.
Irsk-republikanerne vandt valget 5. maj og skulle derfor nu indtage første-førsteministerposten, men protestanterne, der nu repræsenteres af Democratic Union Party, DUP (Ian Paisley’s gamle parti), nægter at deltage, så længe Brexit-aftalen forhindrer fuld handelsmæssig integration mellem Nordirland og det øvrige UK. Altså ny suspendering. oaa]
Aftalen omdefinerede borgerskabet, så alle nordirere nu er borgere både i Irland og i UK.
Og der er en mulighed hvert 7. år for at man kan gennemføre en folkeafstemning om evt. tilslutning til den irske republik – det er bare ikke sket endnu.
Men den demografiske trend er i irsk-republikanernes favør: protestanterne udgjorde i 1921, da Irland blev delt, 2/3 af befolkningen i Nordirland. Nu er de to gruppers befolkningstal fifty-fifty.
Der er nu et voksende parti kaldet Alliance Party, der hverken er irsk-rep. eller protestantisk/unionistisk. MEN de kan ikke få nogen særlig indflydelse på Stormont (regeringen), fordi rollerne første- og viceførsteminister er reserveret de to gamle grupperinger. Alliance Party indgår som “Other”.
Der er nu også et selvstændigt Grønt parti for Nordirland, som tidligere var en del af de grønne i republikken Irland. [De Grønne har otte pladser i parlamentet. Wikipedia skriver: its origins lie in the anti-nuclear, labour and peace movements of the 1970s and early 1980s. …The party also has LGBT policies and an activist group operating in Northern Ireland, the Queer Greens. .. Der er også en Young Greens afdeling] … Hovedkontor i Bangor .. oaa].
Fred kan være “kold” (med 90 mure i Belfast) eller “varm” (integration)
Der er 3.000 dødsfald, der aldrig er opklaret. Freden blev ikke fulgt op af en forsoningskommission a la Sydafrika.
Fortsat segregering: kun 7-9 pct af børnene går i blandede skoler.
Kun få ægteskaber på tværs af skillelinjerne.
Og samfundet er fortsat grundlæggende konservativt og patriarkalsk. Og der er fortsat mange udvandringer.
Protestanterne ved godt, hvad vej det går med demografiske trend, men “de går i panik”, når man gør opmærksom på, at de bliver fremtidens minoritet.
Der er stadig paramilitære grupper, og de rekrutterer stadig, men de lever mest af at sælge stoffer og kontrollere små lokalsamfund. Vold findes, men mest i form af afstraffelse af folk i lokalsamfundene, der ikke retter ind: Skud i begge knæskaller, begge ankler, begge hofter, eller alle tre variationer = sixpack.
I dag kan andre identiteter begynde at overskygge de gamle: Man behøver ikke identificere sig som irsk-republikansk eller protestantisk, men kan danne sin egen identitet som måske kvinde, veluddannet, klimaaktivist eller “med udsyn”, dvs. har boet uden for Nordirland.
Faktisk er det 42 pct af befolkningen, der siger om sig selv, at de hverken er (irsk-rep.) eller (protestantiske) unionister.
Og dagens store kampagnespørgsmål i Nordirland er nu abort, klima, homo-ægteskaber og Black lives matter.
Anbefalinger:
FILM
BØGER
STEDER
Vi nåede at tale lidt om mulige steder at slå sig ned. Sara McQuaid havde ikke nogen helt oplagt kandidat i hovedet, men mente, man måske kunne kombinere en lille unionistisk kystby i nordøst som f.eks. Bangor, der ligger lidt uden for Belfast, og en grænseby mod syd (oaa)
Bangor – en af de rigeste kommuner i Nordirland, iflg. Wiki (oaa]
Bellaghy, som bl.a. rummer et museum for nobelpris-digteren Seamus Heaney.
Ole Aabenhus
13/10-2022
Hvor går grænsen mellem neutralitet og stiltiende samtykke
eller er der i virkeligheden flere slags neutralitet?
Af Henrik Døcker
Et utal af problemer og begreber er hvirvlet op efter Ruslands aggression mod Ukraine den 24. februar 2022. Definitionerne af dem og meningerne om dem varierer en del. Her et forsøg på at kaste lys over neutralitetsbegrebet med afstikkere til historie og folkeret. Det er svært at holde tungen lige i munden, for mange eksempler danner ikke skole, og ofte bevises blot, at ”papiret er tålmodigt” – konfronteret med virkeligheden efterpå.
Solidaritet eller god vilje til en nødstedt fætter?/Foto Pixabay
Ved et kortere historisk tilbageblik melder begrebet ikke-indblanding sig. Det kan kaldes en fredstidsproklamation om, at man ikke som stat ”skal nyde noget” trods voldsomme konflikter uden for ens eget nærmere – eller fjernere – territorium. Den amerikanske Monroe-doktrin fra 1823, som oprindelig vedrørte USA’s afvisning af at blande sig i latinamerikanske områders løsrivelse fra Spanien, blev siden hen udtryk for en almindelig nordamerikansk holdning: at USA heller ikke ville blande sig i Europas egne stridigheder, ligesom det ikke ville acceptere europæiske forsøg på territorieerhvervelser på den vestlige halvkugle.
I 1930’erne vakte det foruroligelse i Europa, at USA tilsyneladende indkapslede sig i en regulær isolationisme samtidig med at voldsideologier, ikke mindst Tysklands nazisme, voksede sig stærkere og stærkere. Spot blev føjet til skade gennem de ikke-angrebspagter ikke mindst Tyskland påtvang andre stater – for kort efter at gå til angreb på selvsamme stater. Neutrale lykkedes det kun en håndfuld lande at holde sig i den påfølgende 2. Verdenskrig. Sverige, Schweiz, Spanien og Tyrkiet eksempelvis.
De stater, Tyskland angreb, kunne glemme alt om et evt. ønske om at holde sig neutrale. Danmark overgav sig lynhurtigt og havde derefter status som en besat stat, men uanset ophør af egentlige krigsbegivenheder formelt underkastet krigens love, det der nu om stunder hedder den humanitære folkeret. Særlig det stadigt kæmpende Storbritannien led imidlertid under manglende støtte fra USA, der gennem sin lovgivning (hele tre neutralitetslove) var afskåret fra at bistå en krigsførende magt.
I 1941 lykkedes det de såkaldte interventionister, isolationismens amerikanske modstandere, at få den amerikanske Kongres til at vedtage låne- og lejeloven, der tillod USA at udlåne eller udleje krigsmateriel, brændstoffer og andre krigsvigtige varer til nationer, hvis kamp var af afgørende betydning for USA. Det skete altså i god tid før Japans angreb på den amerikanske Stillehavsbase Pearl Harbour i december 1941, som for alvor inddrog USA i krigen.
Efter 1945 blev neutralitet nærmest sat i skammekrogen – undtagen for de stater, der mere eller mindre var påtvungen neutralitet, så som Østrig – som betingelse for generhvervelse af fuld suverænitet efter 2. Verdenskrig – og Finland på grund af det betændte naboskab til Sovjetunionen. Spaltningen mellem et demokratisk sindet Vesteuropa og et Sovjet-domineret autokratisk Østeuropa tvang mere eller mindre alle verdensdelens stater til en placering. Modsat tiden efter 1. Verdenskrig blev det forsvarsalliancernes tid: Vesteuropas Atlantpagt (NATO ) blev påfulgt af Østeuropas Warszawa-pagt. Den terrorbalance, som først og fremmest USA og Sovjetunionen holdt hinanden i, sagdes at forebygge krig.
For Vladimir Putin var kommunismens sammenbrud og Sovjets afståelse af magt over sin ”indflydelsessfære” i Øst – og Centraleuropa kun et mellemspil, har det vist sig. Ved Ruslands eklatante brud på FN-pagtens aggressionsforbud med invasionen i Ukraine indtrådte for omverdenen bl.a. retten til kollektivt selvforsvar, som med udgangspunkt i FN-pagtens art. 51 muliggør såkaldte tredjestaters bistand til den angrebne stat, – også militært. Denne situation betegnes også kvalificeret neutralitet, som giver neutrale stater ret til at yde militær støtte til ofre for aggression.
Folkeretlige betragtninger kan forekomme akademiske set i lyset af de åbenbare krænkelser Rusland allerede har gjort sig skyldig i. Aggressionen er dog som nævnt, ikke alene et brud på FN-pagten, men også en strafværdig forbrydelse efter Den Internationale Straffedomstols statut. Dertil kommer nedskydning af civile og bombardementer af bygninger uden betydning for krigsførelsen. Selv om krigsbegivenhederne og den magt, der her uhæmmet udøves, står i forgrunden, er det retslige regnskab også en vigtig faktor. Derfor indsamles allerede nu bevisligheder til brug for eftertidens krigsforbryderprocesser.
En betydelig bevægelighed i argumenterne spiller imidlertid ind, hvor fortidens formelle pligter til neutrale stater i vidt omfang kan tilsidesættes under hensyn til den magtpolitiske opfattelse, der præger nutiden. Med Sverige og Finland på vej ind i NATO synes hidtidige forestillinger om indflydelsessfærer og neutralitetspolitik i stor stil fortrængt. Selv om ideen om ethvert lands ret til suverænt at bestemme sit alliancetilhørsforhold har vundet omfattende tilslutning. I virkelighedens verden er denne tanke ikke generelt realiserbar – hvilket Ukraine må være den første til at erkende. Rusland er fortsat dets nabo – og politiske magtforhold vil begrænse ukrainsk udenrigspolitisk handleevne.
Det er vigtigt at pointere, at fx Danmark ikke bliver deltager i den russisk-ukrainske militære konfrontation alene ved at støtte Ukraine med våben, vi anses ikke som kombattant. Hidtil har Danmark leveret våben til Ukraine for 2 milliarder kr. Men en dansk henvendelse til det traditionelt neutrale Schweiz om at måtte reeksportere pansrede mandskabsvogne til Ukraine er blevet afslået af den schweiziske regering. Schweiz har lov-forbud mod at eksportere militært udstyr til krigsførende lande. Der er med andre ord flere forskellige måder at være neutral på.
Når Putin i øvrigt ikke kalder invasionen en ”krig”, er der det kuriøse ved det, at folkeretsjuristerne heller ikke gør det! For dem er der tale om en ”ekstern væbnet konflikt”. Det skyldes bl.a. de mange væbnede konflikter, traditionelt kaldet borgerkrige (“interne væbnede konflikter”), som de seneste 70 år har budt på. Overgangen fra en militant opstand mod et regime og til en egentlig væbnet konflikt er blevet vanskelig at karakterisere.
Til sidst kan man spørge hvorfra ideen om neutralitet i det hele taget stammer? USA’s neutralitetslove fra 1930’ene er allerede nævnt, men i virkeligheden skal rødderne søges helt tilbage til George Washingtons ”neutralitetsproklamation” af 1793, der påbød alle amerikanere at forholde sig upartisk til europæiske staters krigeriske mellemværender (ikke nok med at Frankrig havde en revolution, men det kom også i krig med en stribe stater, i første omgang Østrig og Preussen, siden England, Holland og Spanien).
I løbet af det 18. og 19. århundrede førte større europæiske magters sammenstød på verdenshavene til opkomsten af havretlige regler, herunder til erobring af skibe og deres last, såkaldte priser. For skibe fra neutrale lande udvikledes da særlige beskyttelsesregler. I forhold til krig i almindelighed blev der behov for et større regelkompleks, som tog form af det såkaldte Haag-krigsreglement af 1907, der bl.a. regulerede rettigheder og pligter for neutrale lande.
Her og nu synes behovet for forsvarsalliancer større end nogensinde. Mellemkrigsårene var – om man så må sige – 1. lektion i det katastrofalt elendige ved at være uden for en slagkraftig alliance, 2. lektion gav så opkomsten af internationale forsvarspagter, umiddelbart nødvendiggjort af Den Kolde Krig 1947-1990 , og tja, nu står vi måske over for en 3. lektion, som antagelig vil være præget af den digitale verdens vældige muligheder og farer , ikke mindst på det sikkerhedspolitiske område.
Med iagttagelse af den aktuelle magtpolitik kan Ukraines hede ønsker om at tilslutte sig NATO (og på sigt også EU) ikke aktivt støttes af Vesten.
Vores solidaritet strækker sig ikke til at optage landet som fuldgyldigt medlem af den europæiske “familie”, men – som til en nødstedt fætter – er der vist megen god vilje, våbenbistand ikke mindst og rigelige økonomiske løfter, der også vil have betydning ved den vældige genopbygning, der forestår efter den mægtige nabos meningsløse bombardementer.
Men forholdet til Rusland skal afklares, dvs. bilægges under én eller anden form, som næppe er baseret på et totalt russisk nederlag. Hertil vil blive krævet mere end almindelig diplomatisk og politisk snilde.
I forlængelse af det spændende foredrag Søby Kristensen gav os om krigen i Ukraine og dens konsekvenser for Danmark og resten af verden, vil jeg gerne videregive en information som omhandler situationen i Ukraine, nemlig en ny lov vedrørende organisering og rettigheder for arbejdere i ukrainske bedrifter med under 250 ansatte – dvs. cirka 70% af arbejdsstyrken. I disse små og mellemstore bedrifter skal løn og arbejdsvilkår fra nu af aftales direkte mellem arbejdsgiver og den enkelte arbejdstager, ligesom afskedigelse bestemmes af arbejdsgiveren.
Monument til minde om den tysk-sovjetiske. Sydlige udkant af Pechersk-distriktet i Kiev. Foto Mickey Estes/Pixabay
Krigen har foreløbig resulteret i over 7 millioner interne flygtninge, som lever under vanskelige forhold, og som har få valgmuligheder hvis de skal tjene nok til at holde deres familier i live. Det sætter dem i en dårlig forhandlingsposition overfor arbejdsgiverne – ikke mindst hvis de ingen fagforeninger har at støtte sig til.
Loven omfatter ikke offentligt ansatte eller bedrifter med mere end 250 ansatte, og skal foreløbigt kun gælde så længe det er undtagelsestilstand i Ukraine.
Loven er – ifølge de ukrainske fagforeninger – i strid med paragrafferne 8, 9, 21, 22, 24, 43, og 64 i den ukrainske grundlov, strider imod paragrafferne 291, 419 og 420 i Associeringsaftalen mellem Ukraine og Den Europæiske Union, samt paragrafferne 87 og 158 i ILO-konventionen.
Den ukrainske regering har længe ønsket at lave om på Arbejdsloven – længe før den russiske invasion – men modstanden har været så stor at man har holdt sig tilbage. For at komme den folkelige modstand i møde har det britiske udenrigsministerium rådgivet den ukrainske Ministerium for Økonomi til at understrege at liberaliseringen af Arbejdslovgivningen vil give de ukrainske arbejdere mange fordele, og at gøre dette med enkle og følelsesladede vendinger.
Ifølge parlamentsmedlem Danylo Hetmantsev fra præsident Zelenskys parti Servant of the People Party – er argumenterne for den nye lov bl.a.:
”Dette er love som forretningsverden har ventet på, og som vil beskytte entreprenørerne. Og arbejderne også, forresten. En arbejder skal selv kunne bestemme hvordan hans forhold til arbejdsgiveren skal udmønte sig. Således bør det være i et frit, europæisk og markedsorienteret land. Hvis ikke vil landet på den ene side køre med eksprestog mod EU, og på den anden side med et tog fra Sovjettiden i den modsatte retning.”
Her fremstilles det altså som om fagforeninger er noget fra Sovjettiden, som man ønsker at frigøre sig fra!
Laszio Andor, tidligere EU-kommissær for ansættelse, sociale forhold og inklusion hævder at loven er opportunistisk, idet den udnytter den krigstilstand Ukraine befinder sig i, at den går direkte imod EU’s normer, og desuden kan underminere det sociale sammenhold i Ukraine. En række fagforeninger i EU har sendt protestskrivelser til Ukraine, senest til præsident Zelensky og bedt ham at nedlægge veto mod loven, hvilket han dog ikke har gjort. Loven er vedtaget.
Viggo Brun, 30.08.2022
Mine kilder er fortrinsvis nedenstående hjemmesider:
Notorious labour law adopted in Ukraine (20.06.2022): https://www.industriall-union.org/notorious-labour-law-adopted-in-ukraine
Ukraine uses Russian invasion to pass laws wrecking workers’ rights (20.06.2022): https://www.opendemocracy.net/en/odr/ukraine-draft-law-5371-workers-rights-war-russia/
Joint appeal by Ukrainian trade unions against attack on workers’ rights (05.08.2022): https://ukrainesolidaritycampaign.org/2022/08/05/joint-appeal-by-ukrainian-trade-unions-against-attack-on-workers-rights/
British foreign office funding attack on workers’ rights in Ukraine (24.11.2021): https://ukrainesolidaritycampaign.org/2021/11/24/exposed-british-foreign-office-funding-attack-on-workers-rights-in-ukraine/
af Steen Hildebrandt, Ph.D.
Professor emeritus og adjungeret professor
Krigen i Ukraine hører op. Det kan vare længe, men det sker. Det bliver igen hverdag i Ukraine. Ikke den samme, men hverdag – og måske en helt ny slags? Huse, bygninger, broer, jernbaner, hospitaler, skoler, fabrikker og meget andet er smadret. Vi har set det. Vi har på TV set et land blive bombet sønder og sammen. Der er blevet rapporteret og vist billeder. Hele verden har set med. Vi har set ødelagte fabrikker, brændende huse, lig, nedbrændte kampvogne, grædende mennesker, flygtninge, omflakkende hunde etc. Titusindvis af mennesker er dræbt. Tusindvis af kvinder og piger er blevet voldtaget. Masser af mennesker er traumatiserede, sårede og invaliderede. Mennesker, familier og byer lider enorme smerter. Landet lider. Der bliver et før og et efter den 24. februar 2022. Og der bliver et før og et efter den dato, hvor krigen hører op. Præsident V. Zelenskyj vil for eftertiden stå som et ikon, som et nationalt samlingspunkt og et internationalt forbillede.
Den anden side af disse billeder er et land og et folk med en enorm styrke og kampvilje; et land og et folk med en imponerende vilje til frihed og selvstændighed. Et land med et parlament og kommunalbestyrelser med folkevalgte medlemmer, der fungerer og er trådt i karakter i lyset af den forfærdelige krig.
Den anden side af disse billeder er et land og et folk med en enorm styrke og kampvilje; et land og et folk med en imponerende vilje til frihed og selvstændighed. Et land med et parlament og kommunalbestyrelser med folkevalgte medlemmer, der fungerer og er trådt i karakter i lyset af den forfærdelige krig.
Jeg fokuserer i denne artikel på Ukraine. Ukraine skal videre. Og det skal Rusland selvfølgelig også. Rusland er, uanset hvordan vi vender og drejer det, en del af helheden; Rusland er en del af de større økosystemer, som også Ukraine og andre europæiske lande er dele af. Hvordan bliver Rusland en del af den helhedstænkning, som vi er nødt til at mestre, når ikke blot Ukraine, men også Rusland i én eller anden forstand skal genopbygges? Europa er en helhed, der selv er en del af endnu større helheder. Til syvende og sidst handler det om holistisk økosystem-tænkning.
Ukraine skal genopbygges, og det vil ske. Men hvordan? Hvad skal der ske i Ukraine nu og i årene efter krigen? Hvem skal bestemme? Beredvilligheden i en lang række lande, organisationer, banker, fonde mm til at hjælpe og investere er og vil være stor – enorm. Penge og hjælp strømmer og vil fortsat strømme ind i landet. Det er i gang. Et ukrainsk Genopbygningsråd er allerede etableret og arbejder. Landet vil blive genopbygget. Byer vil blive genrejst, broer bygget, boliger, universiteter og skoler genopbygget osv. Men hvordan, efter hvilke værdier og regler og med hvilke resultater? Vil det – på godt og ondt – blive det gamle Ukraine – med et ungt demokrati, oligarker, social fremgang, ulighed, fattigdom, korruption etc.? Eller vil det blive et helt andet Ukraine? Hvilke former for retsopgør skal der finde sted i et land, hvor man må formode, at der vil være uhyre mange tvister, konflikter, forbrydelser, opgør etc., der skal opklares, afklares og afgøres ved retssager og retsinstanser etc.?
Ukraine kan blive genopbygget, således at meget både i princippet og i praksis vil blive som før. Dette europæiske land med en dramatisk, omskiftelig og meget smertefuld historie. Før den 24. februar 2022 var Ukraine et skrøbeligt demokrati, men også et samfund i bevægelse, i udvikling væk fra korruption, dominerende oligarker, ulighed mm. Ikke at disse fænomener ikke fandtes, for det gjorde de, men der var en klar udviklingsretning og klare initiativer bort fra korruption mm. Danmark har ydet en stor indsats her. Dette udviklingsspor kan Ukraine komme tilbage på, måske på nye, intensiverede og måske endnu bedre måder. Men kan der også ske det, at oligarkerne bliver endnu rigere, uligheden endnu større osv.? Nogle kræfter i det ukrainske samfund vil givetvis arbejde for det sidste. Andre vil sætte alt ind for at fremme en samfundsopbygning hen mod mere demokrati, mindre korruption mm.
Man kan forestille sig, at der opbygges et helt andet slags samfund, et samfund, der fx opbygges med FN’s 17 verdensmål som ledestjerne, et slags mønstersamfund, ideelt set en udviklingsproces, der aldrig før er set. Vi taler, fx i FN- og krisesammenhæng, om begrebet Build Back Better (BBB) eller Build Forward Better. Det er den tænkning, jeg i virkeligheden her antyder, men nu i en situation, som vi måske aldrig har set, nemlig et skrøbeligt og demokratisk europæisk land, der skal genopbygges efter en krig, men potentielt på helt nye – aldrig før sete – måder. I virkeligheden en fantastisk situation og mulighed.
Europa efter Anden verdenskrig var i en lignende situation. Den amerikanske Marshall-hjælp til det krigshærgede Europa blev i sin tid givet på betingelser. Bl.a. var OEEC (Organization for European Economic Cooperation) et resultat af Marshall-hjælpen og den organisering, der var en del af planens realisering. Beregninger rapporteret i Foreign Affairs fornylig viser, at Marshall-hjælpen til Europa efter Anden verdenskrig omsat til aktuelle kurser var på omkring 6300 milliarder kroner.
Det var også en del af Marshall-hjælpens realisering, at danske og europæiske virksomheder og ledere lærte sig amerikansk ledelse, amerikansk management og management science, dvs. rationalisering og matematiske modeller anvendt til styrings- og ledelsesformål. Marshall-hjælpen og den ny-industrialisering af Europa og europæisk erhvervsliv, der fandt sted med og blev initieret og forstærket af denne hjælp, var vel i virkeligheden begyndelsen til Den store acceleration, der karakteriserede sidste halvdel af 1900-tallet? Ved Marshall-planen var der én giver og adskillige modtagere. I Ukraines tilfælde vil der være mange givere og én modtager. Hvordan kan og skal dette organiseres? Hvilket land skal der komme ud af alt dette?
Vi véd, at mange allerede tænker og arbejder med disse spørgsmål. Som eksempel: I London har CEPR, Center for Economic Policy Research, allerede udarbejdet en Blueprint for the Reconstruction of Ukraine (ISBN: 978-1-912179-59-6). Rapporten er skrevet af økonomer og bygger primært på erfaringer fra andre lignende situationer, herunder specielt Marshall-hjælpen efter Anden verdenskrig, genforeningen af Øst- og Vesttyskland samt krigene i Iraq og Afganistan. Det er en mere klassisk form for rekonstruktion, der her foreslås, end den kreative, læringsbaserede, åbne og bæredygtige form for genopbygning, som BBB-tænkningen går ud på, og som man også kunne forestille sig.
Oprindelsen til Build Back Better begrebet er erfaringer i forbindelse med bl.a. naturkatastrofer, hvor man oprindeligt havde en ringe forståelse af både de økonomiske og samfundsmæssige konsekvenser af katastrofer. Det har man så forsøgt at råde bod på gennem studier af katastrofer og forskellige slags indsatser. I første omgang var fokus på de økonomiske konsekvenser, og her er klassiske studier Sri Lanka tsunamien i 2004 og Sichuan-jordskælvet i Kina i 2008. I nyere beskrivelser og indsatser lægges hovedvægten på fire kriterier, nemlig sikkerhed, hastighed, fairness (inklusion) og socioøkonomiske potentialer. Og det er i den forbindelse, at hele BBB-tænkningen har taget form som et bevidst samspil mellem disse fire og evt. andre supplerende læringsparametre, alt sammen med henblik på både kort- og langsigtede forbedringer af de systemer og strukturer, som man bygger op efter katastrofer.
Et andet eksempel: I juli måned i år blev der i Lugano i Schweiz afholdt en international konference, Ukraine Recovery Conference, URC 2022, med deltagelse af en række donor-lande, og hvor spørgsmålet netop er, hvorledes dette enorme hjælpearbejde skal organiseres og praktiseres. Og som et sidste eksempel har EU etableret The Ukraine Solidarity Trust Fond, der bl.a. skal administrere økonomiske EU-støttemidler til en bred vifte af genopbygningsindsatser. Der er behov for alle initiativer, der handler om at bidrage til, at denne BBB-tænkning bliver gjort til virkelighed, når genopbygningsprocessen i Ukraine for alvor begynder.
Som altid, når der er tale om genopbygning, er der også forretningsmuligheder – og også en nødvendighed for, at virksomheder af mange slags træder til. Der er givere (donorer), långivere, investorer etc., og på den anden side er der virksomheder af mange slags, der skal udføre allehånde former for opgaver. Det er indlysende, at en række danske virksomheder har indlysende og betydelige kompetencer og muligheder for at medvirke her.
Beregninger rapporteret i Foreign Affairs peger på, at genopbygningen i Ukraine, vurderet ud fra dagens situation, vil koste 3500 milliarder kroner. Vi véd, at Danmark er blevet bedt om at være en primær hjælp for den ukrainske havneby, Mykolajiv, når denne by skal genopbygges. Det var det, præsident Volodymyr Zelenskij bad om, da han holdt tale for Folketinget for nogle uger siden. Arbejdet og samarbejdet er i gang.
Man må forestille sig, at der uden for Ukraine i forskellige sammenhænge etableres andre organisatoriske konstruktioner, der intensiverer og fortsætter de nævnte BBB-processer på de niveauer og inden for de områder, som er relevante og nødvendige, herunder FN, EU, Verdensbanken, Den Internationale Valutafond etc.
Også i Ukraine skal der selvfølgelig etableres organisationer og systemer, der kan stå for, kan administrere, kan træffe beslutninger og kan samarbejde med bl.a. de internationale organiseringer, der etableres for konkret denne situation. Et Genopbygningsråd er som nævnt allerede etableret, og det skal muligvis udbygges, suppleres mm. Måske til en Ukrainsk organisation for økonomisk, bæredygtigt og socialt samarbejde og udvikling. Midt i alle ulykkerne er der også lyspunkter og muligheder.
Udgivet den 23. august 2022
Vi kører rundt i den vestlige del af Bulgarien med vores camper og har for en stund slået os ned i Sofia. Det er et virkelig stort og fantastisk smukt land med masser af bjerge, skov og skønne naturområder, der i allerhøjeste grad kan anbefales som turistmål. Det gælder også for Sofia, der er en behagelig og overskuelig by at besøge med masser af velfungerende kollektiv transport.
Da vi tog hjemmefra for snart 1½ måned siden hørte vi, at Putin havde lukket for gassen til Bulgarien. Det har vi efterfølgende filosoferet lidt over.
Vi har set masser af skov og skovfældning af de vidtrækkende skovarealer, som viser sig at være statens ejendom. Overalt kan vi se seriøse brændestakke, og vi har tænkt, at ejerne måske lige så stille er begyndt at forberede sig på næste vinters kulde – nu uden gas. Det er dog en helt forkert konklusion, er vi blevet klar over. Brændestakkenes dimensioner er åbenbart helt normale – og et udtryk for, at man på landet først og fremmest fyrer med brænde. Samtidig er det en udbredt tradition at lave mad på grill – og altså mad lavet over bål. Næsten enhver husholdning med respekt for sig selv har et udendørs ildsted, og dertil hører naturligvis en seriøs brændestak.
For at forstå betydningen af gasleverancer til Bulgarien, er det vigtigt at vide, at landet er virkelig stort og samtidig meget tyndt befolket. Mange lever ude på landet, og er derfor overhovedet ikke berørt af om Putin leverer gas til landet eller ej. Det er først og fremmest i fremstillingsindustrien og kun i mindre omfang til decideret opvarmning i byerne at gas giver mening i Bulgarien.
Ifølge en engelsktalende campingejer, som vi mødte forleden, fremstiller Bulgarien selv gas, og har kun et ret beskedent behov for eksterne gasleverancer måske svarende til hvad der kan være i 15 tankskibe med flydende gas. Der er allerede konkrete projekter, der skal gøre det muligt at modtage amerikanske gasleverancer via Grækenland.
Vi forstår det derfor sådan, at Putins stop for gasleverancer til Bulgarien er en forsigtig sabelraslen, der mere skal forstås som en prøveballon i forhold til, hvordan Europa og EU mon vil reagere, end det egentlig er en reel trussel.
Per Rønne-Nielsen & Helle Dreier – Medio maj 2022
Cookie | Varighed | Beskrivelse |
---|---|---|
cookielawinfo-checbox-analytics | 11 months | This cookie is set by GDPR Cookie Consent plugin. The cookie is used to store the user consent for the cookies in the category "Analytics". |
cookielawinfo-checbox-functional | 11 months | The cookie is set by GDPR cookie consent to record the user consent for the cookies in the category "Functional". |
cookielawinfo-checbox-others | 11 months | This cookie is set by GDPR Cookie Consent plugin. The cookie is used to store the user consent for the cookies in the category "Other. |
cookielawinfo-checkbox-necessary | 11 months | This cookie is set by GDPR Cookie Consent plugin. The cookies is used to store the user consent for the cookies in the category "Necessary". |
cookielawinfo-checkbox-performance | 11 months | This cookie is set by GDPR Cookie Consent plugin. The cookie is used to store the user consent for the cookies in the category "Performance". |
viewed_cookie_policy | 11 months | The cookie is set by the GDPR Cookie Consent plugin and is used to store whether or not user has consented to the use of cookies. It does not store any personal data. |