Globale Seniorer

Er Palæstina en stat?

Verdenssamfundet på kollisionskurs                                

Af Henrik Døcker 

Den blodige konflikt i Gaza er fortsat et kontroversielt emne for verdenssamfundet og dets internationale domstole. Mange er utvivlsomt blevet forvirrede efter at Danmark den ene dag – sammen med 147 andre stater – i FN’s Generalforsamling stemte for områdets optagelse i FN som sådan, mens Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen den anden bedyrer, at Danmark ikke kan anerkende Gaza som stat, eftersom det ikke i folkeretlig forstand er en stat. Og kun stater kan optages i verdensorganisationen. Denne udmelding kan med fuld ret kaldes en “billig omgang”.

For det første opfylder det samlede territorium Palæstina (Gaza og Vestjordanlandet) ikke betingelserne for at kalde sig ‘stat’, eftersom det ikke har den fulde kontrol med de to områder. Betingelserne for at være en stat findes i Montevideo-konventionen af 1933 – er det at der er tale om 1) et veldefineret (afgrænset) område, 2) regeringen dér har den fulde magt (suverænitet) over det, 3) dertil en permanent statsbefolkning og 4) evnen til at indgå traktater med andre stater.

Men dertil kommer, at FN’s Sikkerhedsråd har det sidste ord hvad angår optagelse af ny stater i verdensorganisationen. Det er nemlig således, at alle fem permanente medlemsstater (USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig) kan nedlægge veto mod optagelsen af en ny stat – selv om den måtte have opfyldt alle Montevideo-konventionens betingelser. Af denne grund er eksempelvis Kosovo ikke medlem af FN. Og USA vil med sikkerhed ikke anerkende Palæstina her.

Dette her med anerkendelse kan let misforstås – det er noget den ene stat giver den anden, og ikke noget FN har med at gøre – som det måske fremgår af ovenstående. Tilblivelsen af en ny stat har så mange politiske aspekter, at de folkeretslærde vægrer sig ved klare udmeldinger. Fx. løsrev den nordlige del af Cypern sig fra den øvrige del af øen og erklærede sig uafhængig republik i 1983 – men er kun anerkendt af én eneste stat, nemlig Tyrkiet. På samme måde er Taiwan også af en del lande anset for at være lidt af en paria-stat, kun anerkendt af 18 stater.

Krigen i Gaza er på det seneste tilsat nye udmeldinger fra Den Internationale Domstol i Haag, nemlig at Israel ufortøvet skal indstille sine militæroperationer i Rafah i Syd-Gaza og åbne grænser for nødvendige forsyninger, herunder levnedsmidler. Uden at Israel har ændret sin militære fremfærd. Alverdens forsøg fra FN og diverse regeringer i verden har ikke påvirket Netanyahu-regeringens uforsonlige militante holdning over for Hamas i Gaza. Den politiske  modstand mod Israel er imidlertid vokset, ikke blot i landet selv, men i høj grad internationalt. Appeller fra Sydafrika, som har rejst sagen for Haag-domstolen, har henvist til folkedrabskonventionen af 1948, uden nogen som helst virkning.

Det var USA’s daværende præsident Franklin Roosevelt, der i 1942 fandt på ‘navnet’ på den kommende internationale fredsorganisation, oprindelig De Forenede Nationer mod aksemagterne (Tyskland og Japan), og som i første omgang forpligtede 26 stater. I dag er 193 lande med i FN, tilvæksten af nye stater skyldes ikke mindst koloniernes frigørelse fra store europæiske magter, begyndende i 1960´erne. Af tidligere kolonier er kun Vest-Sahara (opr. Spansk Sahara) ikke videreudviklet til en selvstændig stat – i det væsentlige på grund af uenighed om hvem, der kan deltage i en folkeafstemning herom. Området er i dag besat af Marokko.

Ordet nation er flertydigt, idet det i nogle sammenhænge blot er synonym for ‘stat’, mens det i andre snarere hentyder til befolkningen i staten. Et flertal af verdens stater har flere forskellige befolkningsgrupper inden for deres grænser. Dem kan man med et godt udtryk kalde folkegrupper. Den nationale selvbestemmelsesret er et begreb, som fødtes af den daværende amerikanske præsident Woodrow Wilson efter Første Verdenskrig og i forbindelse med dannelsen af FN’s forgænger Folkeforbundet. Forskellige folkegrupper i verden har i nyeste tid fået bistand af FN til at få foden under eget bord – efter mangeårigt koloniåg – fx. Øst-Timor (opr. under Portugal) og Kosovo (en del af den opr. serbiske delstat Serbien i det daværende Jugoslavien).

Udsigterne for en statsdannelse for Gaza og Vestbredden, som samlet kaldes Palæstina, til at blive en stat, er umiddelbart så mørke, at det hele nærmest må defineres som en slags frossen konflikt. Israel har med sin hårdnakkede krigspolitik – den være sig nok så meget udløst af Hamas’ massedrab på 1200 civile israelere og bortførelse af ca. 240 personer oktober 2023 – tilsidesat alle normer for proportionalitet og basale menneskelige hensyn. Man kan vel også konstatere, at Israel har mistet betydelige mængder af den verdensomspændende sympati, det jødiske folk var forlenet med efter Nazi-Tysklands folkedrab på Europas jøder. En mellemøstlig hårdknude, der hviler tungt på verden.

30.5.2024

Jagten på retfærdigheden

Både nationale og internationale domstole på svære opgaver:
Fra Korsør-manden til Ukraine og Gaza

Af Henrik Døcker
Journalist og medlem af Globale Seniorer

Hvorfor har fru Justitia – retfærdighedens gudinde – bind for øjnene? Det skal sikre, at hun ikke er forudindtaget for eller imod nogle af parterne i en retssag. Det er et højt ideal for en domstol, og talrige er da også de eksempler, der kan fremvises for at idealet ikke er opfyldt. Der “går politik eller økonomi” i sagen. Ofte viser det sig også nærmest umuligt at komme frem til en såkaldt objektiv afgørelse. Afgørende for domstole, som hviler på retsstaten og magtens tredeling, er, som den danske sag om mord, voldtægt og anden form for vold viser, at beviserne mod tiltalte er stærke og overbevisende.

På den verdenspolitiske scene er der reageret vidt forskelligt på det udspil, Den Internationale Straffedomstols anklagemyndighed har rettet mod både Israels og den palæstinensiske terrorbevægelse Hamas’ ledere for forbrydelser mod menneskeheden i Gaza. Men det er i dette søgsmål ikke spørgsmålet om hvem, der begyndte eller hvem, der har dræbt flest. Fokus skal være rettet mod forbrydelsen som sådan, for det er just i sager om folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, denne Haag-baserede domstol kan dømme.

I forvejen har Den Internationale Domstol, også i Haag, fået forelagt spørgsmålet om hvorvidt Israel begår folkedrab ved sin drakoniske krigsførelse i Gaza. Disse juridiske eksercitser vil sandsynligvis ikke ændre stort ved uhyrlighederne, men de er et led i det politiske spil, som uundgåeligt omgiver både den europæiske og den mellemøstlige konflikt. De er med til at opdele verden på kryds og tværs – og skabe endnu mere splid og usikkerhed i allianceforholdene.

Internationale domstole er ikke mindst sat i verden for at forebygge krig. Den siddende Internationale Domstol stammer formelt fra 1945, men har sine rødder tilbage til Folkeforbundstiden, dvs. fra 1922 –  lige oven på Første Verdenskrig. Som sådan har den løst en række grænseproblemer mellem staterne, men større krige er det ikke lykkedes den at hindre eller afslutte. Efter Anden Verdenskrig straffedes tyske og japanske krigsforbrydere ved internationale tribunaler (midlertidige domstole) samt på nationalt grundlag.En egentlig international strafferet udvikledes eksempelvis ikke på basis af Nürnberg-tribunalets domme – det satte den kolde krig en bom for.

Først med folkedrabene i Eksjugoslavien (Bosnien) og Rwanda i 1990’erne dannedes internationale straffetribunaler, som kunne fælde domme over enkeltpersoner, skyldige i krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden eller folkedrab. Forudsætningen her for var radikalt regimeskift. Hverken i Ukraine eller Gaza synes der at være en umiddelbart udsigt til krigsafslutning, hvorfor internationale arrestordrer mod konflikternes ledende mænd her og nu blot tjener til at begrænse de pågældendes rejsefrihed i fremmede lande, dvs. udsætte sig for at blive anholdt i en af de 124 stater, der har tiltrådt Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol (ICC).

ICC begyndte sit virke i 2002, og indtil nu er en halv snes personer blevet dømt, de fleste fra afrikanske stater. Højeste straffe har været 25-30 års fængsel, som afsones i forskellige europæiske lande. Hverken USA, Rusland eller Kina har tiltrådt ICC. Gamle stormagter, som har permanent sæde i FNs Sikkerhedsråd, har generelt haft svært ved at tiltræde internationale traktater, der kunne tænkes at begrænse deres suverænitet. En eventuel ratifikation af en sådan traktat er dog ikke altid ensbetydende med, at den pågældende stat har respekteret traktaten.

Undertiden er enkeltpersoner blevet straffet i stater, der slet ikke har haft noget med den begåede forbrydelse at gøre.     Det er sket ved anvendelse af den såkaldte universelle jurisdiktion. Spektakulær var en spansk undersøgelsesdommeres forsøg på i 1998 at få den tidligere chilenske diktator Augusto Pinochet dømt, mens Pinochet opholdt sig i Storbritannien. Han blev med baggrund af sit styres brutale undertrykkelse, tortur og anden umenneskelighed anholdt, var i husarrest, men siden hen løsladt på grund af dårligt helbred og udleveret til hjemlandet Chile, uden at han kom for retten.

Aktuel er den dom på 20 års fængsel en schweizisk domstol for nylig afsagde over Ousman Sonko, tidligere indenrigsminister i Gambia, for forbrydelser mod menneskeheden. Han havde oprindelig søgt til Schweiz for at få asyl – i stedet blev han den hidtil højest rangerende fremmede politiker, der er dømt i Europa i kraft af universel jurisdiktion. – Den verdensomspændende jagt på retfærdighed, herunder strafforfølgelse, holder til alle tider mange beskæftigede med at indsamle bevismateriale – også selv om udsigten til at få fældet dom over eftersøgte forbrydere er ringe. Det kan i denne forbindelse også noteres, at De Forenede Nationer (FN) blev dannet nogle måneder inden Den Anden Verdenskrig i 1945 var afsluttet.

 

23. maj 2024

Ekstremisternes spil

Krigen mellem Israel og Hamas

Af Per Bo Globale Seniorer

Krigen mellem Nethanyahus Israel og Hamas har nu stået på i over 4 måneder med uhørte lidelser til følge.

Det uhyggelige er, at ekstremisterne på begge sider spiller ud til hinanden. Det var også det, der skete efter mordet i 1995 på daværende premierminister Yitzhak Rabin. Det var en jødisk fanatiker – i den kreds Nethanyahu familien hørte til – der dræbte Rabin, fordi han støttede Oslo-aftalen med en to-stats løsning.

Konflikten mellem palæstinenserne og israelerne (jøderne) går langt tilbage, men en hel afgørende begivenhed er FN’s beslutning i 1948 om at opdele det britiske mandatområde Palæstina i to stater en Palæstinensisk (arabisk) og en Israelsk (jødisk).
Man vidste godt, at Palæstina i forvejen var beboet, men holocaust gjorde, at mange lande herunder Danmark støttede, at jøderne skulle få et hjemland. I dag er det så palæstinenserne, der reelt ikke har et hjemland.

De lande, der i sin tid stemte for oprettelsen af staten Israel her i blandt Danmark har derfor – efter min mening – et særligt ansvar for, at der kommer en to-stats løsning.

Vi bør derfor tage afstand fra ekstremisterne på begge sider og omvendt give støtte til de kredse på begge sider, der vil finde et kompromis, der er til at leve med dvs. en to-stats løsning.

Efter denne meget blodige krig bør der gøres en ekstraordinær stor indsats for at nå frem til en egentlig fred. Her er det vigtigt, at der på så vel israelsk som palæstinensisk side findes troværdige repræsentanter, der vil indgå en fredsaftale.

På israelsk side forventes det, at Nethanyahu ikke vil overleve et valg, og andre kommer til. På palæstinensisk side er hjemmestyret PLO indstillet på to-stats løsningen. Problemet er efter sigende. at befolkningen ikke har tillid til den nuværende ledelse med Abbas i spidsen.

Fire tidligere danske udenrigsministre Per Stig Møller, Mogens Lykketoft, Villy Søvndahl og Martin Lidegaard kommer med et interessant forslag om, at den palæstinensiske leder Marwan Barghouti, der for øjeblikket sidder i israelsk fængsel bliver løsladt, således at palæstinenserne bliver repræsenteret af en person, de har tillid til, og som forhandlingspartnerne også kan have tillid til. De fire tidligere udenrigsministre henviser til eksemplet Mandela. Derudover henviser de til, at forslaget støttes af den tidligere israelske sikkerhedschef Ami Ayalon, der til The Guardian har udtalt, at Israel først får sikkerhed, når palæstinenserne får håb !

Der bør fra vesten: EU og især USA og ledende arabiske lande lægges pres på parterne, men også stilles muligheder i udsigt. Men det haster, da det er nu, vi har en amerikansk ledelse, der klart ønsker en to-stats løsning.

Udgivet 21.februar 2024

Palæstina, Kvinder, Sikkerhed og Fred
– konference på Christiansborg

Med udgangspunkt i den nuværende situation i Palæstina, benytter vi Kvindernes Internationale Kampdag til at sætte fokus på de kønsmæssige aspekter af den humanitære katastrofe i Gaza og den stigende bosættervold på Vestbredden, set med palæstinensiske øjne.

Hent program
Om oplægsholderne
Følg Konferencen
Tilmelding til konferencen i Fællessalen på Christiansborg er nu lukket, men det vil i stedet være muligt at følge livestreaming fra konferencen. Adgang til streamingen via linket herunder:

Livestreaming

Konferencen vil foregå på engelsk af hensyn til de internationale talere.

Arrangører:
Betlehems Venner, FN Forbundet, Folkekirkens Nødhjælp, Globale Seniorer, Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, Kvinderådet, KVINFO, Mellemfolkeligt Samvirke, Oxfam Danmark.

Konferencen tager afsæt i UNSCR 1325 – FN’s Sikkerhedsrådsresolution 1325 om kvinder, fred og sikkerhed fra 2000, hvor Danmark spillede en aktiv rolle i det forberedende arbejde for at få den vedtaget. Men også andre resolutioner, herunder den internationale domstols bekendtgørelse d. 26. januar, FN-resolutioner om våbenhvile, international humanitær lov, samt perspektiver fra folkelige solidaritetsbevægelser og palæstinensiske diaspora verden over vil blive belyst.

Konferencen vil belyse vigtige ligestillingsaspekter i den igangværende konflikt og humanitære katastrofe i Gaza og det besatte Vestbredden: Hvordan ser dagligdagen ud, og hvordan er kvinder og piger særligt påvirkede? Hvordan er kvinder aktivt engageret for at beskytte deres familier, samfund og folkefærd under de nuværende forhold, bl.a. som fortalere for kvinders rettigheder til sikkerhed og fred? Hvilke behov er der og hvem tager ansvar? Hvilken rolle spiller kvinderettighedsorganisationer og civilsamfund i denne tid? Hvordan får de indflydelse i det korte og det lange løb, og hvad skal der til for at styrke palæstinensiske kvinder og kvinderettighedsorganisationers rolle?

Der vil desuden blive reflekteret over, hvilke muligheder palæstinensiske kvinder har for at åbne nye veje til en positiv udvikling og til en bæredygtig, retfærdig fred. Som det fremgår af UNSCR 1325 er kvinders aktive rolle på alle beslutningsniveauer en afgørende forudsætning for varig fred.

Som det første land i verden udarbejdede Danmark i 2005 en national handlingsplan for gennemførelse af resolutionen og nu arbejdes på handlingsplan 5. Også Palæstina har en national UNSCR 1325 handlingsplan.

Overordnet vil der være fokus på hvilken rolle Danmark og det internationale samfund kan spille – både i sin håndtering af den nuværende krisesituation og i sin støtte til kommende længerevarende processer.

På konferencen samles repræsentanter fra palæstinensiske- og internationale civilsamfundsorganisationer, fra det danske civilsamfund, det danske politiske liv og folkelige mobiliseringer. Konferencen vil primært belyse, hvad palæstinenserne selv mener, der bør gøres, men også se på muligheder i internationale konventioner og samarbejder, som for eksempel mellem de nordiske lande.

 

Bykrig og humanitær assistance

Delegatforeningen inviterer til medlemsmøde

Andres møder

Nina Ellinger, forkvinde for Globale Seniorer gør opmærksom på, at  Delegatforeningen i Røde Kors arrangerer et sørgeligt relevant og aktuelt møde om Bykrig og humanitær assistance – i Gaza og andre steder. 

Delegatforeningen inviterer til medlemsmøde om

Bykrig og humanitær assistance

Sted: Dansk Røde Kors, Blegdamsvej 27, 2100 København Ø
Lørdag den 9. marts 2024 klokken 14.00 til ca. 17.00

Vi har alle fulgt den forfærdelige udvikling fra Hamas terroristangreb i Israel den 7. oktober 2023 til den nuværende israelske bykrig i Gaza, hvor beboerne i Gaza fordrives internt. Indtil nu har mindst 27.500 mistet livet.

Desværre er det ikke første gang der er krig i urbane omgivelser. Tidligere eksempler er Grozny, Mozul, eller krig i Ukraine – noget som gør humanitært respons meget svært, dels pga. adgang/logistik og dels pga. sikkerhed i forbindelse med ueksploderet, militært materiel.
Programmet:
• Claudia Læssøe Pedersen, major, Forsvarsakademiet, taler om politiske og militære udfordringer i urban krigsførelse på baggrund af de Israel-Arabiske konflikter.
• Mie Therkelsen, sygeplejerske, MSF, fortæller om sit arbejde på hospital i Gaza, og hvordan det er gået hendes kolleger under krigen.
• Bjarke Skaanning, katastrofechef, Røde Kors giver en status på de humanitære indsatser i relation til situationen i og omkring Gaza.
• Jonathan Somer, legal adviser, International Humanitarian Law, Red Cross gives an overview international humanitarian law in urban settings including an analysis of the recent decision of the International Criminal Court.

Alle med interesse for emnet er velkomne og tilmeldingen sker ved at nedenstående beløb indbetales på Delegatforeningens konto: 4183 4091744, husk at påføre navn på indbetalingen.
Deltagelse med kaffe og kage 40,- kr.

Deadline for tilmelding: Senest 3. marts 2024.

Delegatforeningen glæder sig til at se jer.

Venlig hilsen
Rikke Gormsen

Delegatforeningen@gmail.com

 

Udgivet 10. februar 2024

Hvordan skal det gå for Palæstina?

Globale Seniorers Mellemøstgruppe afholdt 16. januar 2024 et meget velbesøgt møde om Israel og Palæstina. Morten Thing, kulturhistoriker, som er vokset op med en jødisk mor og med en positiv holdning til Israel, og Fahti El-Abed, formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening,som er palæstinenser opvokset i en flygtningelejr i Libanon, talte om historien og politikken, der har ført til den grundlæggende Israel-Palæstinakonflikt og om den igangværende krig imellem Gaza og Israel.

Morten Things bog (2023) hedder ”Israel, et mislykket samfund, en mislykket stat”. Dermed mener han ikke, at staten Israel har fejlet i økonomisk forstand, men fejlet i og med sin manglende gennemførelse af de ideer og samfundsmæssige grundlag, som folkeretligt var forudsætning for oprettelsen af staten Israel i 1948.

Zionismen er en kolonial tankegang, at et folk tilegner sig et andet folks landområde. Den zionistiske myte var dog, at ”Palæstina er et land uden folk, jøderne er et folk uden land.” Og derfor var det naturligt, at jøderne flyttede ind i landet, hvor de før havde boet. Det er fortsat den israelske forståelse af oprettelsen af den jødiske stat.

Allerede før statens oprettelse rejste bla. den danske overrabiner i 1935 efter en rejse til Palæstina spørgsmålet: ”Men hvad med araberne? … ville det være en utilgivelig fejl, dersom man lod denne ret (derboende araberes historiske ret til Palæstina) upåagtet.” Hertzl havde ment, at problemet ville løses i og med, at jøderne ville gøre araberne rige. Ben Gurion forestillede sig, at palæstinenserne kunne tildeles et lille landområde ved Tel Aviv.

”Løsningen” som den nye jødiske stat tyede til i foråret 1948, var fordrivelse af 750.000 palæstinensere.

Zionismen ønskede en fuldstændig tilegnelse af palæstinensernes landområde. Den fik de ikke fuldt ud. I forbindelse med fredsslutningen efter 1. verdenskrig og det osmanniske riges undergang havde Folkeforbundet antaget princippet om folkenes selvbestemmelsesret. Balfour-deklarationen, som bringer en jødisk stat fra utopi til realpolitisk mulighed, anerkender i 1917, at England kan skabe en jødisk koloni i Palæstina, men fastslår, at det ikke må anfægte de oprindelige beboeres rettigheder.

Inden for zionismen opstod i tiden omkring 1. Verdenskrig en fascistisk fløj omkring den russiskfødte Jabotinsky under inspiration fra Mussolini. Jabotinsky ønskede en jødisk legion, som sammen med englænderne og franskmændene skulle erobre Palæstina. Disse planer blev stoppet af de ledende kræfter inden for den zionistiske bevægelse. Den fascistiske, revisionistiske fløj inkorporerede også raceteorier i sin zionisme, man ønskede ikke en orientalsk-jødisk stat, man anså jøderne som europæere. Mørke mennesker var en lavere kultur, derfor måtte de hvide være de herskende.

Zionismen var en europæisk idé, som anså de europæiske jøder som højerestående end arabiske, afrikanske og asiatiske jøder. Jabotinsky afviste desuden samarbejde og aftale med araberne, som skulle holdes adskilt fra jøderne med en jernvæg. Dermed opstod en dyb splittelse i forhold til de øvrige zionister, som ønskede en løsning inden for det britiske mandat.
Voldelig modstand og oprør mod den jødiske kolonisation fandt sted i 1920-21 og i 1929, som ledte til oprettelsen af den jødiske terrororganisation Irgun. I 1936 var den tredje store opstand som reaktion på den forøgede jødiske indvandring, og som betød at englænderne tilkaldte forstærkninger fra Egypten. Den britiske Peel-kommission forklarede modsætningerne med bla. ”virkning fra en højst intelligent race … på et relativt fattigt indfødt samfund, som er på et andet kulturelt niveau”, og at ”(det) kan med tiden medføre alvorlige reaktioner”. Peel-kommissionen anbefalede en deling af Palæstina i en lille jødiske stat, en større palæstinensisk stat og et mandatområde.

Efter staten Israels oprettelse er der fra 1948 og i 1950’erne og 60’erne flere eksempler på racistiske tiltag udøvet gennem det israelske sundhedsvæsen mod ikke-europæiske indvandrede jøder: kidnapning og bortadoption af 1.000, måske op til 10.000 børn fra børnerige yemenitiske jøder, eksperimentel strålebehandling med kæmpehøje doser af især børn af marokkanske jøder og tvangsbehandling af etiopiske jødiske kvinder med fertilitetshæmmende indsprøjtninger. Alt for at begrænse disse befolkningsgruppers antal.

De ultraortodokse jøder var og er modstandere af staten Israel. De har særstatus i det israelske samfund mht. til økonomi, undervisning, arbejde osv. De har også den højeste fertilitetsrate i Israel, hvor gruppen af ortodokse og ultraortodokse i 1950’erne udgjorde 2%, udgør de i dag 16% og forventes inden for de næste 10 år at udgøre 33% af den israelske befolkning.

Israel kalder sig Mellemøstens eneste demokrati. Den israelske sociologiprofessor Yiftachel hævder, at Israel ikke længere er det demokrati, som konstitueredes ved oprettelsen af staten Israel og lovede fuldt og lige borgerskab til ikke-jøder og forbød diskrimination på basis af etnicitet, religion eller køn. Det er endt i et etnokrati, hvor en etnisk gruppe har den altovervejende magt i samfundet. En række love er gennemført, som understreger det jødiske på bekostning af det israelske udgangspunkt. Det er love om tilbagevenden og borgerskab, om statsborgerskab, uddannelse og ejendomsret til jord, som fastlægger judaisering af Israel og er led i en de-arabiseringsproces. Palæstinensiske israelere har efter disse love ikke samme borgerrettigheder som jødiske borgere, apartheid. De hundredtusinder jøder, som har bosat sig i det besatte Palæstina, har ofte israelsk statsborgerskab og kan dermed stemme til valg i Knesset, hvilket palæstinenserne ikke kan.

Morten Thing gengav til sidst de to løsningsmodeller for konflikten: to-statsløsningen, der dog helt mangler at inddrage spørgsmålet om de palæstinensiske flygtninges status i sin løsningsmodel. Han ser efterhånden ikke anden mulighed end en én-statsløsning, som giver alle jøder og palæstinensere – i og uden for Israel og Palæstina – lige muligheder for borgerrettigheder i en ny israelsk stat. Hvornår og hvordan bliver det store spørgsmål.

Fahti El-Abed gav et kortere indlæg om den aktuelle situation i Gaza. Han indledte med sin bedstemors oplevelse af de tre frygtelige døgn i foråret 1948, som var kulminationen på israelske troppers fordrivelse af 750.000 palæstinensere, voldtægt og drab. Nakba = katastrofen. Når palæstinenserne i Gaza i dag ikke vil flygte fra krigen til arabiske nabolande, skyldes det, at de har set i øjnene, at en aftale mellem fx Egypten og Israel vil betyde, at det vil gå som dengang. De vil aldrig komme tilbage til deres land, men kommer til at leve i livslang landflygtighed.

Dreng ved murbrokker i Gaza 2023.
Foto: Hosnysalam / Pixabay

Ingen vestlige journalister har før Hamas terrorangreb 7. oktober og Israels krig i Gaza interesseret sig for de mange palæstinensiske børn, som gennem årene er blevet dræbt i forbindelsen med konflikten. Der har aldrig været ro i Palæstina og Israel. Men Israel maler et billede af, at det udelukkende er palæstinenserne, der ødelægger roen og harmonien.

Palæstinenserne var for en én-statsløsning frem til 1980’erne, med lige rettigheder og pligter og plads til palæstinensere og jøder. Efter den første intifada gik de ind for en to-statsløsning, som blev forhandlet på plads med Oslo-aftalen i 1993. Med drabet i 1995 på Rabin – af en ung jødisk bosætter til en fredsdemonstration – kommer Nethanyahu med anklager mod Rabin og fredsbevægelsen om at give køb på israelske interesser. Og de jødiske bosættelser tager fart, 1993 var der 140.000 bosættere på palæstinensisk jord, i dag er der 850.000 bosættere, måske 1 mio.

Bosættelserne er kernen i konflikten. På trods af den folkeretlige og af Israel erkendte ulovlighed sikrer og beskytter Israel i henhold til sin interne lovgivning bosætterne med bedst mulig infrastruktur, vejanlæg, sikkerhedszoner, skoler, institutioner osv. Dermed vokser oprindeligt små skurvognsbosættelser til bysamfund. Mindre end en tredjedel af Vestbreddens jord er på palæstinensiske hænder, og kan være svære at dyrke, fordi bosættelser og sikkerhedszoner omringer de palæstinensiske landsbyer. Og når jorden ikke dyrkes, så kan de israelske myndigheder beslaglægge den. På Vestbredden med bosættelserne er situationen i dag en masse små åbne fængsler, hvor Gaza er blevet beskrevet som verdens største åbne fængsel.

 

Demonstration i London for fred i Palæstina og afslutning af Israels besættelse og apartheid politik, oktober 2023. Foto: Alisdare Hickson, CC BY-SA 2.0

Israelske bombninger mod Gaza har været gennemført med få års mellemrum gennem de sidste 15 år. Nu med Israels krig og bombninger fra land vand og luften er to tredjedele af Gaza jævnet med jorden. To tredjedele af befolkningen er uden tag over hovedet. Halvdelen af området er oversvømmet pga. ødelæggelser af kloaksystemet. Krigsførelsen med den massive ødelæggelse og de enorme tab af palæstinensiske menneskeliv kan kun ses som Israels løsning på Gaza-problemet, en endelig løsning, som vil tvinge alle palæstinensere ud, fordrive dem fra Palæstina.Kun USA har mulighed for at stoppe den israelske regerings krig og tvinge den til fredsforhandlinger. De kan, hvis de vil freden. Fahti El-Abed tror derimod ikke, at en europæisk indsats vil gøre særligt indtryk på Nethanyahu. Han ser frem til Den Internationale Domstols undersøgelse af, om der juridisk kan rejses sag om folkedrab og andre krigsforbrydelser mod Israel.
 
I den efterfølgende debat fik de to oplægsholdere ud fra spørgsmål og indlæg fra salen mulighed for at uddybe og præcisere deres pointer og synspunkter til forståelse af baggrunden for konflikten mellem Palæstina og Israel og den igangværende krig.
 
 

Nyt om kendelsen fra Den Internationale Domstol

Den Internationale Domstol ICJ i Haag kom 26. januar 2024 med sin kendelse i sagen, hvor Sydafrika har anklaget Israel for folkedrab på Gazas palæstinensere og brud på FNs konvention mod folkedrab.

ICJs kendelse, som ikke kan appelleres, stiller som det afgørende krav, at Israel skal tage alle midler i sin magt i brug for at forhindre alle handlinger inden for rammerne af artikel to i konventionen over for palæstinenserne i Gaza, i særdeleshed a) at dræbe medlemmer af gruppen, b) forårsage alvorlig kropslig eller mental skade på medlemmer af gruppen, c) bevidst påføre gruppen livsvilkår beregnet på at føre til dens fysiske udslettelse, helt eller delvist, og d) påtvinge tiltag, der har til hensigt at forhindre fødsler i gruppen. Endvidere skal Israel med umiddelbar virkning sikre, at landets militære styrker ikke begår nogen af de ovenfor beskrevne handlinger.

På grundlag af de hidtidige konsekvenser af Israels krigsførelse med 25.700 dræbte palæstinensere, 63.000 sårede og 1,7 millioner internt fordrevne i Gaza og med dokumentation af en række udsagn om Israels intentioner fra israelske ministre og præsident fastslår ICJ, at det er begrundet, at domstolen realitetsbehandler anklagerne om folkedrab, og at domstolen kræver en række foranstaltninger mod Israels krigsførelse i Gaza i afventen af den antagelig langvarige realitetsbehandling af sagens substans. Som yderligere grundlag for kravene om midlertidige foranstaltninger henviser domstolen til en række udsagn fra FN-repræsentanter om situationen i Gaza.

De øvrige midlertidige foranstaltninger, domstolen kræver opfyldt er, at Israel skal tage alle midler i sin magt i brug for at forhindre og straffe direkte og offentlig opfordring til folkedrab i forhold til palæstinenserne i Gaza, at Israel umiddelbart skal træffe effektive foranstaltninger for at muliggøre stærkt nødvendig og humanitær bistand og nødhjælp til afhjælpning af leveforholdene, palæstinenserne i Gaza lever under, at Israel også skal træffe effektive foranstaltninger for at forhindre ødelæggelse af og sikre bevaring af beviser på muligt folkedrab på palæstinensere i Gaza, at Israel inden for en måned skal afgive  en rapport til domstolen om alle de foranstaltninger, staten har taget for at effektuere domstolens krav.

Domstolens kendelse blev af givet af 15, henholdsvis 16 af de i alt 17 dommere, idet også den af Israel udpegede dommer tilsluttede sig kravene om at sikre humanitær bistand ti Gaza og at forfølge tilskyndelser til folkedrab.

Domstolen stillede ikke krav om umiddelbar våbenhvile i Gaza. Men kendelsen vil gøre det vanskeligere for staten Israel at fortsætte sin krigsførelse mod Hamas, fordi ICJ med sin kendelse giver klart udtryk for, at der er begrundet og nærliggende fare for folkedrab i Gaza.

Nethanyahus første reaktion på kendelsen var ikke løfterig. Men forventningen må være, at det internationale pres på Israel, også fra USA, vokser. Begyndelsen på enden?

Vibe Jakobsen  27.1.2024

GS Generalforsamling 2024

Årets generalforsamling afholdes i

Den store sal i Byens Hus, Hellerupvej 24, 2400 Hellerup

Der er kaffe og morgenbrød fra kl. 9.30.

Vi starter kl. 10 med oplæg og debat om:

Palæstina, FN og UNWRA ved Peter Hansen, tidl. topdiplomat i FN og generalkommissær for UNWRA i perioden 1996 – 2005.

Peter Hansen har stor indsigt i den Israelsk – Palæstinensiske konflikt fra sit 10 – årige virke i området og følger stadig udviklingen tæt.

Peter Hansen har udtalt sig om den aktuelle situation i et interview i Information den 2. februar 2024.

Efter oplæg og debat afholdes den ordinære generalforsamling med følgende:

Endelig dagsorden:

Printversion af dagsorden

  1. Valg af dirigent, 2 referenter og 3 stemmetællere
  2. Godkendelse af dagsorden
  3. Beretning for 2023-24

3.1 Året der gik – møder og aktiviteter, v/Nina Ellinger

Bilag 1a: GS aktiviteter marts 2023 til marts 2024

Bilag 1b: GS samarbejder 2023-24

3.2 Evaluering af team-struktur v/Kurt Pedersen

Bilag 2a: GS bestyrelsens og de 5 teams opgavefordeling

Bilag 2b: Referat af møde om evaluering af de 5 teams

3.3 Status hjemmesiden. Oplæg v/ Asbjørn Andersen og Kurt Pedersen

  1. Regnskab 2023, v/Peter Højslev Petersen

Bilag 3a: GS Regnskab 2023

Bilag 3b: Revisionsbemærkninger 2023

  1. Forslag til ændringer af vedtægter v/Kaj Skov Frederiksen

Bilag 4: Forslag til vedtægtsændringer

  1. Globale Seniorers planer for det kommende år v/Nina Ellinger

Bilag 5: Bestyrelsens handlingsplan for 2024-25

  1. Kontingent – bestyrelsen foreslår uændret årskontingent på 300 kr.
  2. Valg af bestyrelse, jf. vedtægterne

Valg af formand: Nina Ellinger er på valg, er villig til genvalg

Valg af 2 nye bestyrelsesmedlemmer:

Nina Wernberg er på valg, ønsker ikke genvalg

Peter Højslev Petersen er på valg, ønsker ikke genvalg

        Valg af 1-3 suppleanter:

Kirsten Egsgaard er villig til genvalg

  1. Eventuelt

Tak og på gensyn!

Dagsorden og bilag kan hentes til udprint via egen PC ved tryk på links:

Dagsorden med bilag kan også tilgås via hjemmesidens intranet:

For medlemmer -> GS-dokumenter -> Generalforsamlinger -> GF-2024

Israel og Palæstina konflikten – ved Fathi El-Abed og Morten Thing

Mellemøstgruppen inviterer til et møde om Israel og Palæstina.
Morten Thing er kulturhistoriker og vil ud fra sin nye bog Israel, et mislykket samfund, en mislykket stat tale om hvorfor der er problemer med vores forståelse af Israel/Palæstina konflikten. Fathi El-Abed er palæstinenser og formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening og vil tale om Israel/Palæstina i lyset af den igangværende krig.

Mødet er åbent for alle GS medlemmer. Af hensyn til indkøb til forplejning bedes alle betale 25 kr til box18276. Angiv gerne mødedato og Mellemøst.

Der er nu lukket for tilmeldinger!
Mødestedet Forsamlingen i Byens hus har plads til maksimalt 60 delagere.
Er tallet af deltagere på tilmeldingen herunder over 60 er du kun tilmeldt en venteliste og får meddelelse om din eventuelle deltagelse i takt med meddelte afbud.
Det er derfor vigtigt at du melder afbud, hvis du er tilmeldt og alligevel ikke kan deltage. Afbud pr. mail til Nina Ellinger ninaellinger@gmail.com eller via tilmeldingssystemet *.

* Afbud:
Find følgende tekst herunder: “Du har 1 Deltager til denne Begivenhed. Se Deltager“, klik på linket og vælg Deltager ikke.

Et land – To stater

Af Per Bo

3.11.2023

Siden terrorangrebet på Israel fra Hamas den 7. oktober har den tilbagevendende konflikt mellem Israel og Palæstina eskaleret med mange tusinder af døde og sårede til følge. Og det fortsætter. Alle er klar over de alvorlige konsekvenser, men diskussionen her i Danmark drejer sig i alt for høj grad om, hvem holder du med ?
Vi ved, at det er sket før, og desværre ved vi også, at det vil ske igen. Med mindre!
Med mindre at der kommer et stop for vanviddet. Israel kan vinde militært. Men kan Israel vinde politisk? Flere og flere af Israels – sande – venner siger klart, at der kun er en politisk løsning. Det er ikke premierminister Netanyahus synspunkt. Tværtimod. Også mange israelske borgere siger, at den eneste langsigtede løsning er to-statsløsningen, som skitseret i Oslo-aftalen, som den israelske højrefløj saboterede. Den tidligere israelske ministerpræsident Ehud Olmert sagde i en udtalelse til Politiken den 23. juli i år, at han støtter en to-statsløsning. Og den tidligere Israelske ambassadør til Danmark og andre lande Ilan Baruch, der nu er formand for tænketanken Policy Working Group udtalte til Politiken den 6. august, at USA og Europa bør lægge pres på Netanyahu-regeringen. Han kom samtidig med denne dystre prognose: “Det eneste, der kan ændre udviklingen og sætte gang i en ny fredsproces lige nu, er vold og tilmed vold af et betydeligt omfang”.

Det er to personer, det er værd at lytte til.
Danmark og EU skal huske på, at Netanyahu har haft over 15 år til at finde en politisk løsning. Han er utroværdig. Både den nuværende USA-administration og EU bør presse på for at få gang i en fredsproces, hvor et af de vigtigste mål er en to-stats løsning.

For øjeblikket bomber Israel Gaza som revanche for terrorangrebet den 7. oktober. Det kan være, det løser et umiddelbart problem for Israel. Men det løser ikke det egentlige problem striden om delingen af det tidligere mandatområde Palæstina. Og bemærk at i skyggen af Gaza-striden er israelske bosættere i gang med at fordrive endnu flere palæstinensere fra deres boliger på Vestbredden og forværrer dermed situationen!

Nu bør EU træde i karakter. Danmark bør klart støtte Spaniens forslag til en Fredskonference ikke mindst, fordi Danmark ikke kan mistænkes for at være antisemitisk.