Globale Seniorer

Studierejse til Palæstina

Tre medlemmer af Mellemøstgruppen tager på studierejse og konference sammen med Betlehems Venner til Palæstina / Israel .

Det Tyrkiet der splitter

Mellemøstgruppen inviterer til foredrag og debat om Tyrkiet ved Mathias Findalen Bickersteth.
Mathias Findalen Bickersteth er debattør, uddannet historiker og har tilbragt en god del af sin opvækst og sit voksenliv i Tyrkiet. Hans bog “Det Tyrkiet der splitter” er en politisk samtidsanalyse der veksler mellem personlige beretninger og analyser af Det Nye Tyrkiet. Mathias undersøger blandt andet, hvorfor Tyrkiets politiske leder Recep Tayyib Erdogan stoppede en reformorienteret og liberal politisk vej til fordel for en mere autoritær og disciplinær retning. Hvordan sikrede han sig så stor magt? Er denne magt så småt ved at smuldre?

Mathias Findalen Bickersteth’s foredrag tager udgangspunkt i hans bog.

Bemærk: 25kr dækker kaffe/te og andre adm. omkostninger.

Informationsmøde om studietur til Palæstina / Israel

INTERNT Mellemøstgruppe møde med deltagelse af Uffe Gjerding fra Betlehems Venner og et rejseudvalg under Mellemøst arbejdsgruppen.
Informationsmøde vil præsentere og diskutere muligheder, udfordringer, ønsker og gensidige forventninger i forbindelse med en kommende studietur til Palæstina/Israel.

ALLE interesserede fra Mellemøstgruppen er velkomne selv om I ikke nødvendigvis skal med på en rejse allerede til september/oktober. Hvordan forholder vi os til sikkerhedssituationen? Forslag til rejsens fokus/og aktiviteter samt folk/organisationer vi gerne vil mødes med diskuteres. Forventninger til program, værtskab og hinanden i rejseselskab diskuteres også.

Rejseudvalg: Nina Ellinger, Viggo Brun, Marie Thun og Ulla Sandbæk samt Uffe Gjerding fra Betlehems Venner.

Hvornår har ‘vi’ en stat?

Refleksioner over hvad der skal til for at et område kan kalde sig en stat

Af Henrik Døcker                                                                                                                   25.5.2023

Det kunstige spørgsmål om, hvorvidt Ukraine er en ”rigtig” stat, er atter til debat efter at Kinas Frankrigs-ambassadør har ytret sig om spørgsmålet. Først kom som bekendt den russiske diktator Vladimir Putin, der på basis af sine egne amatørhistoriske studier fandt invasionen i Ukraine retfærdiggjort, fordi Ukraine ikke faldt ind under statsbegrebet. Selv om de fleste nok opfatter dette som et retorisk spørgsmål, er det umagen værd at dykke lidt ned i problemstillingen.

Der er ikke autoritativt i folkeretten fastsat kriterier for en stat – opfattelserne divergerer mellem alverdens mange lande. Men man kan hente betydelig vejledning ved at søge i traktatretten, dvs. blandt mangfoldigheden af internationale aftaler. Her springer Montevideo-konventionen af 1933 i øjnene, idet den simpelthen opstiller tre grundlæggende betingelser for forekomsten af en stat : 1)Et defineret territorium, 2) en statsbefolkning og 3) en reel myndighedsudøvelse. Hertil føjes undertiden 4) evnen til at indgå traktater med andre stater.
Formelt er denne konvention kun ratificeret af 17 latinamerikanske stater, men EU har udtalt enighed i principperne.

Foto: Pixabay

For at blive medlem af FN, er det imidlertid ikke nok at opfylde disse kriterier, selv om FN-pagten i princippet står åben for alle ”fredselskende” nationer. Hvert af Sikkerhedsrådets fem permanente medlemmer (USA, Storbritannien, Frankrig, Rusland og Kina) kan imidlertid nedlægge veto mod et kandidatlands optagelse. Det er således begrundelsen for, at Kosovo i dag ikke er med i verdensorganisationen.
Hvad angår Ukraine, så blev det allerede i 1945 optaget i FN. Det skyldes en aftale mellem USA og det daværende Sovjetunionen om, at Ukraine og Hviderusland (Belarus) skulle være FN- medlemmer som en slags modvægt mod de latinamerikanske republikker, der efter russisk opfattelse alle ville stemme det samme som USA i FN’s Generalforsamling. Reelt blev disse to delstater i Sovjetunionen først selvstændige efter almindelig folkeretlig opfattelse i 1991.
Der er nok af særegne eksempler på statsdannelser, som falder uden for hvad man kunne kalde et ”almindeligt mønster”, og som altså godtgør, at Montevideo-konventionens logiske tre-fire betingelser ikke er tilstrækkelige , hvis man skal hele verden rundt. Eksemplet Nord-Cypern vil vise det. Cypern blev efter at have været britisk besiddelse siden 1878 en selvstændig republik i 1960. Det græske befolkningsflertal havde fra begyndelsen et mildest talt anstrengt forhold til det tyrkiske befolkningsmindretal, og i 1974 eksploderede stridigheder, chikanerier og vold i en så uholdbar situation, at Tyrkiet foretog en militær invasion på østaten – med basis i de såkaldte Zürich- og Londonaftaler af 1959. De havde taget højde for skrøbeligheden i de indviklede aftaler om forholdet mellem de to befolkningsgrupper ved besættelse af offentlige stillinger.


Den Nordcypriotiske Republik kom officielt til verden i 1983, men er kun diplomatisk anerkendt af Tyrkiet. Løsrivelsen fra republikken Cypern er kendt folkeretsstridig af såvel FN som EU og en række andre internationale organisationer. En uendelig række forhandlinger har ikke løst problemerne siden da – og det er ikke for meget sagt, at her er tale om en ”frossen konflikt”. Græsk- og tyrk-cyprioter boede oprindelig ind mellem hinanden, idet dog hovedparten af tyrk-cyprioterne befandt sig i øens nordlige del.

 

 

 

 

 

 

En anden pariastat i verden er Taiwan. Den store kinesiske ø blev tilholdssted for general Chiang Kai-Shek, og hans militærstyrker, da han i 1949 mistede herredømmet over det store Fatslandskina, som var blevet erobret af Mao Tse-Tungs kommunistiske tropper. Længe opretholdtes en illusion om at Chiang repræsenterede Kina internationalt, ikke mindst gennem FN. Men 1971 skiftede USA radikalt kurs i sin Kina-politik og besluttede at støtte Maos Kinesiske Folkerepublik, som så også overtog repræsentationen af landet i FN – mest markant som permanent medlem af Sikkerhedsrådet.

Palæstina er en anden svært definerlig statsdannelse, placeret i en uoverskuelig langstrakt og vanskelig situation. Siden 1967 har områdets to bestanddele Vestjordan landet og Gaza-striben været besat af Israel – og dermed forhindret i at springe ud som en fuldt suveræn stat. Alligevel har 138 stater, incl. Danmark, anerkendt Den Palæstinensiske Myndighed med administrativt center, à la hovedstad i Ramallah. Som Kosovo og Nord-Cypern er Palæstina -tidligere en del af Det Osmanniske Rige og siden hen mandatområde under Storbritannien – forhindret i at blive medlem af FN, men er dog optaget i nogle af dennes særorgansationer.
Den langvarige israelske besættelse har umuliggjort, at territoriet har kunnet opnå prædikat af folkeretssubjekt i dette ords almindelige forstand. På den anden side har det opnået en magtfuld status ved at tilslutte sig Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol i Haag , således at det – under nærmere bestemte folkeretlige vilkår – vil kunne indstævne enkeltpersoner eller stater for denne domstol.
For fuldstændighedens skyld skal nævnes, at territoriale stridigheder mellem verdens stater – og de 193 af dem er medlem af FN (Kosovo og Vatikanstaten står udenfor) – kan afgøres af Den Internationale Domstol, også i Haag, under forudsætning af at de stridende parter samtykker. Danmark har eksempelvis haft to sager mod Norge , som dels ville sætte sig på en del af Østgrønland , dels ville have et større søterritorium ud for øen Jan Mayen også ved Grønland. I begge tilfælde fandt domstolen, at Danmark havde suverænitet her. Et mindre antal grænsekonflikter i Afrika og Latinamerika er også afgjort af denne domstol.

Palæstina/Israel – hvor bliver freden og menneske – rettighederne af?

Konference på Christiansborg
Princippet om ”To stater til to folk” var tankegangen i FN’s delingsplan fra 1947 for mandatområdet Palæstina fulgt op med løsningsformlen ”Land for fred” efter Israels besættelse af Østjerusalem, Vestbredden, Gaza og Golan efter 6-dages krigen i 1967.
Konflikten har over tid skiftet karakter fra især at være en regional konflikt mellem arabiske lande og Israel til nu at være en konflikt der primært handler om israelere og palæstinensere. Et begrænset selvstyre for palæstinenserne blev etableret som en midlertidig løsning i 1994. To-stats-løsning og land for fred er fortsat FN-grundlaget for en løsning, bl.a. knæsat i FN’s sikkerhedsråd.
Palæstinenserne på Vestbredden lever under besættelse og presses af bosættelserne, som er etableret i strid med Folkeretten. De over 2 millioner palæstinensere i Gaza er underlagt en israelsk-ægyptisk blokade. Spørgsmålet om flygtningenes fremtid er uafklaret. Den israelske politik overfor palæstinenserne karakteriseres af flere menneskeretsorganisationer som apartheidlignende. Fra israelsk side efterspørges på den anden side garantier for sikkerhed mod angreb, som stat og som borgere.
Udviklingen synes imidlertid længe at have bevæget sig væk fra to-stats-løsningen, og konferencens formål er at få belyst, hvordan udviklingen kan vendes og en holdbar fredsløsning kan etableres – fx via et øget dansk engagement.

Konferencen er arrangeret af FN-forbundet med Mellemfolkeligt Samvirke, Udenrigspolitisk Selskab og Globale Seniorer som medindbydere.

                    

Tilmeld jer senest tirsdag 9. maj 2023 kl. 12.00 på FN Forbundets side med linket herunder og betal samtidig 75,00 Dkk-
https://fnforbundet.nemtilmeld.dk/202/

Arrangementet afholdes på dansk.
Adgang til Folketinget sker via besøgsindgangen, til højre for og under hovedtrappen; indgangen er i Rigsdagsgården, der ligger i forlængelse af Tøjhusgade. Du skal være tilmeldt for at få adgang.

Kom gerne i god tid, da du skal igennem en sikkerhedskontrol. Efter kontrollen udleveres et adgangstegn. Desværre må du ikke ’gå på opdagelse’ på Christiansborg, så du skal gå direkte op til Fællessalen, hvor arrangement finder sted.

Program: (med forbehold for mindre ændringer)

13.00 Velkomst v/ inviterende folketingsmedlem Trine Pertou Mach. 
13.05 Åbningsindlæg om FN-rammerne for fredsløsning  v. Mogens Lykketoft, fhv. udenrigsminister og fhv. formand for FN’s generalforsamling.
  Tema 1: Er der politisk vilje til at få den aftalte og FN-sikkerhedsrådsbaserede to-statsløsning på plads?
13.20 Den israelske politiske kurs og diskurs ift. to-stats-løsningen v. Marcus Rubin, redaktør på Politiken.
13.40 Den palæstinensiske politiske kurs og diskurs ift. to-stats-løsningen v. Bilal Al-Issa, kommentator.
14.00 Det internationale engagement i en to-stats-løsning – er der politisk vilje? v. Sune Haugbølle, professor, Global Studies, RUC.
14.20 Spørgsmål og kommentarer.
14.30 Kaffe og the.
  Tema 2: Kan Folkeretten, menneskerettighederne og de tilknyttede institutioner være løftestang for en løsning?
14.50 Den menneskeretlige situation for især palæstinenserne – apartheidlignende vilkår? v. Lisa Blinkenberg, seniorrådgiver, Amnesty International.
15.10 De palæstinensiske flygtninges situation og fremtid i Israel/Palæstina v. Peter Hansen, tidligere UNRWA-generaldirektør.
15.30 Den folkeretlige situation, kan Den Internationale Domstol og ICC være redskaber til at bringe fred? v. Astrid Kjeldgaard-Pedersen, KU – Jura.
15.50 Spørgsmål og kommentarer.
  Strække-ben pause.
16.00 Politisk debat: Det danske engagement – tager det afsæt i realiteterne og støtter fred og menneskerettigheder?

Panel:

Jeppe Kofod, fhv. udenrigsminister (MF for Socialdemokratiet).

Christian Holst Vigilius, formand (Konservativ Ungdom).

Maria Ladegaard, landsformand (Venstres Ungdom).

Trine Pertou Mach, udenrigsordfører (Enhedslisten).

Indlæg på 7 – 8 minutter efterfulgt af spørgsmål og debat.

17.25 Afslutning ved FN-forbundet.

 

Kvindekamp i Mellemøsten og Centralasien

Andres møder:

Globale Seniorers Mellemøstgruppe gør opmærksom på mødet arrangeret af FN-forbundet og Kvinderådet. Mødet finder sted onsdag 19. april 2023 kl. 17 – 19.

Program og tilmelding

I Iran foregår en kvindekamp, som i varierende grad understøttes af mænd, under et voldsomt undertrykkende regime.

I Afghanistan er kvinderne, efter Taleban-styret, udsat for total, systematisk undertrykkelse.

I Nordsyrien, hvor der er fare for vold fra nabostaterne, kæmper mænd og kvinder side om side for områdets selvstændighed.

FN-forbundets Københavnskreds og Menneskerettighedsudvalget er gået sammen med Kvinderådet om at arrangere et møde for at sætte lys på den forskellige kamp for ligestilling i Mellemøsten og Centralasien.

Ambassadør Danny Annan taler om valget Tyrkiet

GS Mellemøstgruppen har inviterer Ambassadør Danny Annan, Ankara til at snakke om det tyrkiske præsident og parlamentsvalg den 14 maj 2023.

Ambassadøren vil i sit oplæg fokusere på hvilke konsekvenser udkommet af det tyrkiske præsident- og parlamentsvalg d. 14. maj 2023 vil få på tyrkisk indenrigspolitisk og udenrigspolitik. Hvor vil vi se ændringer og hvor vil det være business-as-usual. Her vil ambassadøren komme ind på demokratiets tilstand, magtkampen mellem det sekulære og mere religiøse Tyrkiet samt Tyrkiets forhold til USA, EU, NATO og nabolandene.

Mellemøstgruppens Læsegruppe

Mellemøstgruppen inviterer til flere arrangementer om TYRKIET, der konstant er på forsiden af alle medier – aktuelt p.g.a den store jordskælvskatastrofe, men også det kommende valg i parlamentet planlagt til 14 maj. Sidst men ikke mindst er der Tyrkiets rolle i stormagtspolitik og Ergodans afvisende holdning for at acceptere Sverige og Finland i NATO. Vi starter med at forberede os selv ved at læste og diskutere bogen “Tyrkiet, der splitter”. Siden følger to andre arrangementer som beskrevet.

Tyrkiet aktuelt:
1. Læsegruppemøde om bogen ”Tyrkiet der splitter ” af Mattias Findalen Bickersteth i Byens Hus, lokale Store Claus den 4 april kl 10:00-12:00
2. Et fysisk møde med forfatteren Mattias Findalen Bickersteth, primo maj i støbeskeen. Tid og sted meddeles senere
3. Et Zoom møde med Ambassadør Danny Anan, Ankara primo maj. DA har sagt ja til et zoom møde, vi afventer endelig dato. Tid og sted meddeles senere

Yemen – den glemte krig

Mellemøstgruppen har inviteret Søren Skou Rasmussen, mag. art. i Social Antropologi til at give et historisk overblik over den politiske situation og de involverede aktører i krigen i Yemen samt tale om, hvordan situationen påvirker befolkningen. Søren har opholdt sig mange år i Afrika og Mellemøsten inkl. Yemen som konsulent og seniorrådgiver for Danida og andre. Han har ugentlige kontakter til venner og samarbejdspartnere i Yemen og professionelt har han beskæftiget sig med god regeringsførelse, specielt i skrøbelige stater med fokus på statslige og politiske aktører.

Søren vil i sit oplæg om konflikten og krigen i Yemen fremføre nogle af de karakteristika som danner baggrund for konflikten og til stadighed føder den nu otte år gamle krig. Mere end 400.000 er døde og 15 millioner civile lever i en meget alvorlig humanitær krise. Jemen har aldrig været selvforsynende med eksempelvis fødevarer, og otte års blokade af fødevarer, medicin og andre varer bidrager til den meget alvorlige situation.

Jemen er et meget fragmenteret samfund, beliggende i det glemte og fattigste hjørne af Den Arabiske Halvø. Landet har aldrig været kolonialiseret og har ingen grundlæggende og bredere administrative strukturer. Der er heller ikke, som i nabolandene, en økonomisk stor rigdom (olie og – eller gas) eller et ikke-demokratisk stærkt kongedømme, emirat eller sultanat. Jemen er et land som i sin nuværende form kun har eksisteret i lidt mindre end 33 år og som er præget af lokale, slægtsbaserede, mindre styreenheder med en lokal leder “shayh”.

Plakat af præsident Saleh, Yemen 2009.

Efter sammenlægningen af Jemen og Sydjemen i maj 1990 søger Yemen med den demokratisk valgte præsiden Ali Abdallah Saleh at etablere nationale strukturer med flere demokratiske, politiske partier og et fungerende parlament og lokale regeringsstrukturer. Dette demokratiske eksperiment, som var en provokation for de omkringliggende lande, lykkedes til en vis grad indtil ca 2010, hvor den store shiamuslimske population i det nordligste Jemen  – de såkaldte Huthier – militært begynder at erobre store dele af det nordlige Jemen. Da Huthierne efter en større offensiv indtager hovedstaden Sanaa og den helt nødvendige havneby Hudaida efter undervejs at have kæmpet, men også forhandlet sig til magten med lokale “shaykher” og krigsherrer, bliver det for meget for Saudi-Arabien, som mobiliserer militær støtte fra alle omkringliggende lande på halvøen bortset fra Oman, Sudan og Ægypten. Det påstås at huthiere er støttet af det shiamuslimske Iran.

Denne krigsalliance har siden 2015 gennemført intense bombardementer i alle større byer i det nordlige Jemen med store tab af civile herunder også børn i forbindelse med bombninger af hospitaler, skoler, begravelser, bryllupper og tætbefolkede beboelseskvarterer i byerne.

USA, Frankrig og Storbritanien og dermed også EU og Danmark støtter alliancen. Alliancen har kun i begrænset omfang indsat egne landtropper. Det er en klassisk proxy-krig. Alliancen har indsat en ikke valgt proxyregering i Aden, som ikke har vist sig at have hverken gennemslagskraft eller stabiliserende virkning – tværtimod.