21.10.2025 Ny verdensorden: Israel – fra David til Goliath | Nyt Europa Set af Bestyrelsen
Globale Seniorer
Mærk verden – Bliv aktiv i Globale Seniorer
Globale Seniorer
Israels udspekulerede krigsførelse
Af Per Bo
og Danmarks ansvar
Man troede ikke det var muligt, men Netanyahu-regeringens krigsførelse bliver stadig mere brutal og udspekuleret.
Israel har bombet boliger, skoler, hospitaler og hele tiden givet ordrer om, at den to millioner store civilbefolkning skal flyttes først til en del af Gaza, så til en anden, så til en tredje og så fremdeles, samtidig med at opholdsområdet bliver stadigt mindre.
I marts i år brød Netanyahu ensidigt den våbenhvileplan med Hamas, der var aftalt med blandt andet amerikansk medvirken, og som bl.a ville føre til en trinvis frigivelse af de sidste israelske gidsler. Det blev der derfor intet af.
Senere besluttede den israelske regering en ”udsult Gaza-befolkningen” strategi. Selv om man ikke sagde det direkte.
Den israelske regering stoppede et rimeligt velfungerende distributionssystem af mad og medicin med ca. 400 udleveringspunkter og erstattede det med en israelsk-amerikansk organisation med alt for få forsyninger og kun fire udleveringssteder, der var de rene dødsfælder, da der blev skudt på personer, der stod i kø eller var på vej til de fire udleveringssteder.
Mange civile er blevet dræbt måske 60.000+. Utrolig mange nødhjælpsarbejdere er blevet dræbt. Ofte mens de arbejdede på de få tilbageværende hospitaler.
Det er blevet mere og mere klart, at Israel bruger sult som et våben, hvilket er i klar strid med internationale regler for krigsførelse.
Der er kommet nogle enkelte rapporter ud fra Gaza.
Men Netanyahu sætter spørgsmålstegn ved troværdigheden. Problemet er imidlertid, at den israelske regering ikke tillader internationale pressefolk adgang til Gaza. De pressefolk, der kan rapportere, er derfor typisk personer fra Gaza,
og dem gør Israel det ”bedste” for at likvidere. En journalist fra Al-Jazeera blev således likvideret for åben skærm den 10. august. Han blev beskyldt for at være Hamas-agent, men uden at der blev fremvist noget bevis.
Den mest udspekulerede likvidering af 5 pressefolk 2 fra Reuter, og en fra hver af AP, Middle East Eye og Al Jazeera fandt sted den 25. august.
Her blev Nasser hospitalet i Khan Younis angrebet, og der var flere dræbte og sårede. Pressefolk strømmede til, hvorefter Israel 10 minutter efter fulgte op med endnu et angreb, hvor de nævnte pressefolk blev dræbt!
Den international fordømmelse var så skarp, at Netanyahu i første omgang valgte at sige, at der var sket en fejl, og at forløbet skulle undersøges (af israelerne selv). Uheldigvis sagde den israelske militære kommando, at det var velbegrundet, da man havde set et truende kamera!
I TV er der blevet vist flere eksempler på udhungrede børn – og voksne. Flere og flere dør af sult.
Internationale love gælder åbenbart ikke for Israel!
Det er klart, at der ikke er tilstrækkeligt med nødforsyninger til den palæstinensiske befolknings overlevelse. Det ligner definitionen på et folkemord.
I FN’s sikkerhedsråd har 14 af rådets 15 medlemmer taget afstand fra udsultningen.
Et land – USA – har atter en gang nedlagt veto.
Danmark og historien
Danmark har i ord taget afstand fra Israels politik, der er blevet en stadig større og større belastning for Danmark. Den danske regering har reageret. Men langsomt og sent og kommer halsende efter befolkningen.
Hvorfor har den danske statsminister i så lang tid været eftergivende over for Netanyahu?
Kort tid efter Hamas terrorangreb og gidselstagning den 7. oktober 2023, kritiserede statsministeren en journalist for at være ”aldeles historieløs”.
Mit spørgsmål er: Er/var statsministeren klar over, at Netanyahu – bl.a. ifølge en DR 1 udsendelse om Netanyahu i Horisont – økonomisk har understøttet Hamas for, at undergrave selvstyrets autoritet?
Forslag til dansk undersøgelse
Jeg er helt enig med statsministeren i, at det er vigtigt ikke at være historieløs.
Jeg vil derfor foreslå, at vi i Danmark undersøger, hvad der er sket siden Oslo-aftalerne om gensidig anerkendelse blev indgået i 1993 og 1995 dvs.om en tostatsløsning.
Hvor har man reageret fra israelsk side? Regeringen og andre?
Hvordan har man reageret fra det palæstinensisk side fra Selvstyret og andre?
Hvordan har vi reageret fra vestens side? Eksempelvis hvordan reagerede vi på de stadig flere israelske bosættelser på Vestbredden?
– fra EU’s side?
– fra dansk side?
30.august 2025
Fredens Musik
En solidaritetskoncert med:
Bilal Irshed Trio og Jonathan Ofir
Bilal Irshed er dansk-palæstinensisk oud-ekvilibrist. Jonathan Ofir er dansk-israelsk violinist og dirigent.
Sammen skaber de Fredens Musik!
Koncerten er arrangeret af Dansk Palæstinensisk Organisation (DAPAO) og Globale Seniorer.
Overskuddet går til at støtte indkøb af medicin og nødhjælp til de mest udsatte børn og unge på Vestbredden.
Bilal Irshed Trio består af en Imponerende oud-ekvilibrist, der møder nordiske basgange og afro-cubanske rytmer. To musiktraditioner, der sammen skaber nye lyde og harmonier. Som frontfigur i Bilal Irshed Trio, er han, sammen med bassist Rasmus Møldrup og perkussionist Ayi Solomon, klar til at sænke en helt enestående stemning, og invitere publikum ud på en musikalsk rejse fyldt med tempofyldt strengespil, vuggende basgange og varme trommerytmer. Bilal Irshed Trio har eksisteret siden 2011 og har udsendt to albums – ’Compositions’ (2011) og ’Chronotope’ (2015). De har siden spillet et væld af koncerter.
Jonathan Ofir er en dansk-israelsk violinist, dirigent og skribent. Som aktivist er Jonathan, der er medlem af Jøder for retfærdig fred, meget engageret i kampen for palæstinensernes rettigheder og kampen for at stoppe folkemordet i Gaza.
Efter koncerten serveres arabisk kaffe, myntete og Mellemøstlig kage samt danskvand og juice.
Deltagelse koster kr. 200. Tilmelding via Nem Tilmeld:
| TILMELDING |
Vil du spise palæstinensisk inden koncerten?
Samme onsdag eftermiddag fra kl 16:00 kan man tilmelde sig aktiviteten Madfællesskabet, hvor man sammen tilbereder et vegetarisk palæstinensisk måltid. Det spiser vi i fælleskab i Salen, indtil den ryddes for at klaregøre til koncerten begynder kl. 19. Aktiviteten er arrangeret af DAPAO og Globale Seniorer.
Billetter til Madfællesskabets bæredygtige mad koster 70 kr. for voksne og 35 for børn. Drikkevarer købes separat.
Tilmelding og billetkøb via dette link til Byens Hus
https://byenshusgentofte.dk/event/madfaellesskab/
Tilbered og spis palæstinensisk mad
Den 7. december sidste år tilberedte Globale Seniorer i Byens Hus et palæstinensisk måltid sammen med medlemmer af Dansk Palæstinensisk Organisation DAPAO. Det blev et rigtig godt fælles måltid med god snak over bordene.
Nu gentager vi successen sammen. Amneh fra DAPAO har modtaget støtte fra Gentofte Kommune til at starte et nyt projekt :
‘Tilbered og spis bæredygtig palæstinensisk mad’
DAPAO og Globale Seniorer arrangerer derfor fælles spisning den fjerde onsdag i hver måned og denne gang bliver det den 23. april 2025 kl 17:00 til 19:30. Vi gentager begivenheden måneden efter, onsdag den 28. maj.
ALLE er meget velkomne til at deltage mod at betale for maden. I må meget gerne invitere familiens unge og gamle – familie eller venner – med til disse onsdags fællesspisninger. Se her Opskrifter på palæstinensiske retter, som Amneh har sendt os.
I kan tillmelde jer arrangementet på Byens Hus’ hjemmeside, hvor man samtidigt betaler for maden (voksne70 kr. og børn 35 kr.)
Israels holdning til FN – et paradoks
Få regeringsledere har skældt mere ud på FN end Israels regeringsleder Netanyahu. Og Israels regering har oven i købet meddelt, at FNs generalsekretær Antonio Guterres er persona non-grata.
Senest har Israels parlament – Knesset – forbudt FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge UNRWA at operere i alle israelsk kontrollerede områder. Forbuddet træder i kraft om 3 måneder. Det er den seneste israelske provokation over for FN. UNRWA blev i sin tid oprettet for at tage sig af de flygtninge, der blev en følge af delingen af Palæstina.
Det er virkelig et paradoks, at staten Israel, hvis eksistens har baggrund i en FN-beslutning næsten konsekvent modarbejder FN. I sin tid i november 1947 stemte et pænt flertal i FN for, at det britiske mandatområde Palæstina blev delt i i to stater en Palæstinensisk (arabisk) og en Israelsk (jødisk) (Resolution nr 181). Dvs. en to-statsløsning. Danmark stemte for sammen med bl.a. de to stormagter USA og Sovjetunionen.
De lande, der i sin tid stemte for oprettelsen af staten Israel her i blandt Danmark har derfor – efter min mening – et særligt ansvar for, at der kommer en to-stats løsning og gør det klart for den Israelske regering, at den skal respektere FN og utvetydigt forpligtiger sig til en to-statsløsning.
Apropos. Vi nærmer os årsdagen for. at den daværende israelske premierminister Rabin blev myrdet 4. november 1995 under en fredsdemonstration til støtte for Oslo-aftalerne.
Han blev likvideret af en jødisk fanatiker, der ikke ønskede en to-statsløsning.
Per Bo
Udgivet 31.10.2024
Netanyahus blodige dobbeltspil
Igen og igen hører vi fra USA’s regering, at nu er en våbenhvileaftale om Gaza mellem Israel og Hamas lige om hjørnet. Den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken er nærmest på pendulfart til Mellemøsten.
Men hver gang stikker Netanyahu en kæp i hjulet, og han går direkte mod de råd, han får fra USA. Når USA advarer mod at eskalere en situation, gør han det modsatte. I juli måned blev Hizbollahs topkommandør Fuad Shukr likvideret i Beirut og kort tid efter ”omkom” den politiske leder af Hamas Ismail Haniyeh ved et bombeattentat i Teheran i forbindelse med indsættelsen af den nyvalgte iranske præsident Masoud Pezeshkian. (I øvrigt en moderat præsident efter iransk målestok). Haniyeh var den, der styrede våbenhvile-forhandlingerne fra Hamas’ side.
Baggrunden var angiveligt, at et missil – fra Hizbollah – forinden havde ramt og dræbt 12 drusiske børn på en fodboldbane på de israelsk besatte Golan-højder. Når det sker tolker Netanyahu det som, at Hizbollah gør det med vilje, mens Israel naturligvis ikke rammer civile i Gazastriben med vilje. Det er blot ”sort uheld”. Man går efter ”terrorister”, og så er det OK.
Det seneste – der er sket – er, at seks gidsler i Hamas’ varetægt sandsynligvis er blevet brutalt likvideret, da israelske styrker havde ”sporet” dem og angiveligt var på vej til at befri dem. Var Israel ikke klar over risikoen?
Hvad ville Netanyahu have sagt, hvis han havde været i Hamas’ situation? Han ville sikkert have sagt, at man var nødt til at likvidere dem, for at de ikke kunne røbe hemmeligheder om, hvor Israel gemte palæstinensiske fanger.
Derudover er israelske tropper gået mere omfattende ind på den besatte Vestbred, der formelt har palæstinensisk selvstyre under PLO. Her har israelske bosættere angrebet civile palæstinensere oven i købet efter opfordring fra israelske regeringsmedlemmer!
Igen i direkte modstrid med USA’s ønsker og anbefalinger.
Konklusionen er, at Netanyahu kun lytter til sig selv og sætter sine egne snævre personlige og politiske interesser øverst.
Alle Israels venner ”bliver ikke blot til grin” hvis de stoler på Netanyahu, og de får også et medansvar for hans gerninger.
Hvis ikke USA – som Israels reelle beskytter – giver Netanyahu og hans regering en lærestreg, vil han forsætte med at sabotere ethvert forslag, der kan lede til en to stats- løsning og halen vil fortsat ”logre med hunden”.
USA må stille den israelske regering over for et ultimatum. F.eks. hvis de – i henhold til international lov – illegale bosættelser på Vestbredden ikke afvikleres efter en plan inden udgangen af 2026 vil våbenhjælpen og den økonomiske hjælp stoppe om to måneder.
Jeg erindrer kun et eksempel på, at bosættelser på Vestbredden er blevet stoppet efter amerikansk pres. Det var da præsident HJ Bush (den ældre) gjorde det klart for den højreorienterede israelske premierminister Yitzhak Sharmir, at støtten blev stoppet, hvis ikke besættelserne på Vestbredden blev stoppet.
Per Bo
8.9.2024
Er Palæstina en stat?
Verdenssamfundet på kollisionskurs
Af Henrik Døcker
Den blodige konflikt i Gaza er fortsat et kontroversielt emne for verdenssamfundet og dets internationale domstole. Mange er utvivlsomt blevet forvirrede efter at Danmark den ene dag – sammen med 147 andre stater – i FN’s Generalforsamling stemte for områdets optagelse i FN som sådan, mens Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen den anden bedyrer, at Danmark ikke kan anerkende Gaza som stat, eftersom det ikke i folkeretlig forstand er en stat. Og kun stater kan optages i verdensorganisationen. Denne udmelding kan med fuld ret kaldes en “billig omgang”.
For det første opfylder det samlede territorium Palæstina (Gaza og Vestjordanlandet) ikke betingelserne for at kalde sig ‘stat’, eftersom det ikke har den fulde kontrol med de to områder. Betingelserne for at være en stat findes i Montevideo-konventionen af 1933 – er det at der er tale om 1) et veldefineret (afgrænset) område, 2) regeringen dér har den fulde magt (suverænitet) over det, 3) dertil en permanent statsbefolkning og 4) evnen til at indgå traktater med andre stater.
Men dertil kommer, at FN’s Sikkerhedsråd har det sidste ord hvad angår optagelse af ny stater i verdensorganisationen. Det er nemlig således, at alle fem permanente medlemsstater (USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig) kan nedlægge veto mod optagelsen af en ny stat – selv om den måtte have opfyldt alle Montevideo-konventionens betingelser. Af denne grund er eksempelvis Kosovo ikke medlem af FN. Og USA vil med sikkerhed ikke anerkende Palæstina her.
Dette her med anerkendelse kan let misforstås – det er noget den ene stat giver den anden, og ikke noget FN har med at gøre – som det måske fremgår af ovenstående. Tilblivelsen af en ny stat har så mange politiske aspekter, at de folkeretslærde vægrer sig ved klare udmeldinger. Fx. løsrev den nordlige del af Cypern sig fra den øvrige del af øen og erklærede sig uafhængig republik i 1983 – men er kun anerkendt af én eneste stat, nemlig Tyrkiet. På samme måde er Taiwan også af en del lande anset for at være lidt af en paria-stat, kun anerkendt af 18 stater.
Krigen i Gaza er på det seneste tilsat nye udmeldinger fra Den Internationale Domstol i Haag, nemlig at Israel ufortøvet skal indstille sine militæroperationer i Rafah i Syd-Gaza og åbne grænser for nødvendige forsyninger, herunder levnedsmidler. Uden at Israel har ændret sin militære fremfærd. Alverdens forsøg fra FN og diverse regeringer i verden har ikke påvirket Netanyahu-regeringens uforsonlige militante holdning over for Hamas i Gaza. Den politiske modstand mod Israel er imidlertid vokset, ikke blot i landet selv, men i høj grad internationalt. Appeller fra Sydafrika, som har rejst sagen for Haag-domstolen, har henvist til folkedrabskonventionen af 1948, uden nogen som helst virkning.
Det var USA’s daværende præsident Franklin Roosevelt, der i 1942 fandt på ‘navnet’ på den kommende internationale fredsorganisation, oprindelig De Forenede Nationer mod aksemagterne (Tyskland og Japan), og som i første omgang forpligtede 26 stater. I dag er 193 lande med i FN, tilvæksten af nye stater skyldes ikke mindst koloniernes frigørelse fra store europæiske magter, begyndende i 1960´erne. Af tidligere kolonier er kun Vest-Sahara (opr. Spansk Sahara) ikke videreudviklet til en selvstændig stat – i det væsentlige på grund af uenighed om hvem, der kan deltage i en folkeafstemning herom. Området er i dag besat af Marokko.
Ordet nation er flertydigt, idet det i nogle sammenhænge blot er synonym for ‘stat’, mens det i andre snarere hentyder til befolkningen i staten. Et flertal af verdens stater har flere forskellige befolkningsgrupper inden for deres grænser. Dem kan man med et godt udtryk kalde folkegrupper. Den nationale selvbestemmelsesret er et begreb, som fødtes af den daværende amerikanske præsident Woodrow Wilson efter Første Verdenskrig og i forbindelse med dannelsen af FN’s forgænger Folkeforbundet. Forskellige folkegrupper i verden har i nyeste tid fået bistand af FN til at få foden under eget bord – efter mangeårigt koloniåg – fx. Øst-Timor (opr. under Portugal) og Kosovo (en del af den opr. serbiske delstat Serbien i det daværende Jugoslavien).
Udsigterne for en statsdannelse for Gaza og Vestbredden, som samlet kaldes Palæstina, til at blive en stat, er umiddelbart så mørke, at det hele nærmest må defineres som en slags frossen konflikt. Israel har med sin hårdnakkede krigspolitik – den være sig nok så meget udløst af Hamas’ massedrab på 1200 civile israelere og bortførelse af ca. 240 personer oktober 2023 – tilsidesat alle normer for proportionalitet og basale menneskelige hensyn. Man kan vel også konstatere, at Israel har mistet betydelige mængder af den verdensomspændende sympati, det jødiske folk var forlenet med efter Nazi-Tysklands folkedrab på Europas jøder. En mellemøstlig hårdknude, der hviler tungt på verden.
30.5.2024
Jagten på retfærdigheden
Både nationale og internationale domstole på svære opgaver:
Fra Korsør-manden til Ukraine og Gaza
Af Henrik Døcker
Journalist og medlem af Globale Seniorer
Hvorfor har fru Justitia – retfærdighedens gudinde – bind for øjnene? Det skal sikre, at hun ikke er forudindtaget for eller imod nogle af parterne i en retssag. Det er et højt ideal for en domstol, og talrige er da også de eksempler, der kan fremvises for at idealet ikke er opfyldt. Der “går politik eller økonomi” i sagen. Ofte viser det sig også nærmest umuligt at komme frem til en såkaldt objektiv afgørelse. Afgørende for domstole, som hviler på retsstaten og magtens tredeling, er, som den danske sag om mord, voldtægt og anden form for vold viser, at beviserne mod tiltalte er stærke og overbevisende.
På den verdenspolitiske scene er der reageret vidt forskelligt på det udspil, Den Internationale Straffedomstols anklagemyndighed har rettet mod både Israels og den palæstinensiske terrorbevægelse Hamas’ ledere for forbrydelser mod menneskeheden i Gaza. Men det er i dette søgsmål ikke spørgsmålet om hvem, der begyndte eller hvem, der har dræbt flest. Fokus skal være rettet mod forbrydelsen som sådan, for det er just i sager om folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, denne Haag-baserede domstol kan dømme.
I forvejen har Den Internationale Domstol, også i Haag, fået forelagt spørgsmålet om hvorvidt Israel begår folkedrab ved sin drakoniske krigsførelse i Gaza. Disse juridiske eksercitser vil sandsynligvis ikke ændre stort ved uhyrlighederne, men de er et led i det politiske spil, som uundgåeligt omgiver både den europæiske og den mellemøstlige konflikt. De er med til at opdele verden på kryds og tværs – og skabe endnu mere splid og usikkerhed i allianceforholdene.
Internationale domstole er ikke mindst sat i verden for at forebygge krig. Den siddende Internationale Domstol stammer formelt fra 1945, men har sine rødder tilbage til Folkeforbundstiden, dvs. fra 1922 – lige oven på Første Verdenskrig. Som sådan har den løst en række grænseproblemer mellem staterne, men større krige er det ikke lykkedes den at hindre eller afslutte. Efter Anden Verdenskrig straffedes tyske og japanske krigsforbrydere ved internationale tribunaler (midlertidige domstole) samt på nationalt grundlag.En egentlig international strafferet udvikledes eksempelvis ikke på basis af Nürnberg-tribunalets domme – det satte den kolde krig en bom for.
Først med folkedrabene i Eksjugoslavien (Bosnien) og Rwanda i 1990’erne dannedes internationale straffetribunaler, som kunne fælde domme over enkeltpersoner, skyldige i krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden eller folkedrab. Forudsætningen her for var radikalt regimeskift. Hverken i Ukraine eller Gaza synes der at være en umiddelbart udsigt til krigsafslutning, hvorfor internationale arrestordrer mod konflikternes ledende mænd her og nu blot tjener til at begrænse de pågældendes rejsefrihed i fremmede lande, dvs. udsætte sig for at blive anholdt i en af de 124 stater, der har tiltrådt Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol (ICC).
ICC begyndte sit virke i 2002, og indtil nu er en halv snes personer blevet dømt, de fleste fra afrikanske stater. Højeste straffe har været 25-30 års fængsel, som afsones i forskellige europæiske lande. Hverken USA, Rusland eller Kina har tiltrådt ICC. Gamle stormagter, som har permanent sæde i FNs Sikkerhedsråd, har generelt haft svært ved at tiltræde internationale traktater, der kunne tænkes at begrænse deres suverænitet. En eventuel ratifikation af en sådan traktat er dog ikke altid ensbetydende med, at den pågældende stat har respekteret traktaten.
Undertiden er enkeltpersoner blevet straffet i stater, der slet ikke har haft noget med den begåede forbrydelse at gøre. Det er sket ved anvendelse af den såkaldte universelle jurisdiktion. Spektakulær var en spansk undersøgelsesdommeres forsøg på i 1998 at få den tidligere chilenske diktator Augusto Pinochet dømt, mens Pinochet opholdt sig i Storbritannien. Han blev med baggrund af sit styres brutale undertrykkelse, tortur og anden umenneskelighed anholdt, var i husarrest, men siden hen løsladt på grund af dårligt helbred og udleveret til hjemlandet Chile, uden at han kom for retten.
Aktuel er den dom på 20 års fængsel en schweizisk domstol for nylig afsagde over Ousman Sonko, tidligere indenrigsminister i Gambia, for forbrydelser mod menneskeheden. Han havde oprindelig søgt til Schweiz for at få asyl – i stedet blev han den hidtil højest rangerende fremmede politiker, der er dømt i Europa i kraft af universel jurisdiktion. – Den verdensomspændende jagt på retfærdighed, herunder strafforfølgelse, holder til alle tider mange beskæftigede med at indsamle bevismateriale – også selv om udsigten til at få fældet dom over eftersøgte forbrydere er ringe. Det kan i denne forbindelse også noteres, at De Forenede Nationer (FN) blev dannet nogle måneder inden Den Anden Verdenskrig i 1945 var afsluttet.
23. maj 2024
Ekstremisternes spil
Krigen mellem Israel og Hamas
Af Per Bo Globale Seniorer
Krigen mellem Nethanyahus Israel og Hamas har nu stået på i over 4 måneder med uhørte lidelser til følge.
Det uhyggelige er, at ekstremisterne på begge sider spiller ud til hinanden. Det var også det, der skete efter mordet i 1995 på daværende premierminister Yitzhak Rabin. Det var en jødisk fanatiker – i den kreds Nethanyahu familien hørte til – der dræbte Rabin, fordi han støttede Oslo-aftalen med en to-stats løsning.
Konflikten mellem palæstinenserne og israelerne (jøderne) går langt tilbage, men en hel afgørende begivenhed er FN’s beslutning i 1948 om at opdele det britiske mandatområde Palæstina i to stater en Palæstinensisk (arabisk) og en Israelsk (jødisk).
Man vidste godt, at Palæstina i forvejen var beboet, men holocaust gjorde, at mange lande herunder Danmark støttede, at jøderne skulle få et hjemland. I dag er det så palæstinenserne, der reelt ikke har et hjemland.
De lande, der i sin tid stemte for oprettelsen af staten Israel her i blandt Danmark har derfor – efter min mening – et særligt ansvar for, at der kommer en to-stats løsning.
Vi bør derfor tage afstand fra ekstremisterne på begge sider og omvendt give støtte til de kredse på begge sider, der vil finde et kompromis, der er til at leve med dvs. en to-stats løsning.
Efter denne meget blodige krig bør der gøres en ekstraordinær stor indsats for at nå frem til en egentlig fred. Her er det vigtigt, at der på så vel israelsk som palæstinensisk side findes troværdige repræsentanter, der vil indgå en fredsaftale.
På israelsk side forventes det, at Nethanyahu ikke vil overleve et valg, og andre kommer til. På palæstinensisk side er hjemmestyret PLO indstillet på to-stats løsningen. Problemet er efter sigende. at befolkningen ikke har tillid til den nuværende ledelse med Abbas i spidsen.
Fire tidligere danske udenrigsministre Per Stig Møller, Mogens Lykketoft, Villy Søvndahl og Martin Lidegaard kommer med et interessant forslag om, at den palæstinensiske leder Marwan Barghouti, der for øjeblikket sidder i israelsk fængsel bliver løsladt, således at palæstinenserne bliver repræsenteret af en person, de har tillid til, og som forhandlingspartnerne også kan have tillid til. De fire tidligere udenrigsministre henviser til eksemplet Mandela. Derudover henviser de til, at forslaget støttes af den tidligere israelske sikkerhedschef Ami Ayalon, der til The Guardian har udtalt, at Israel først får sikkerhed, når palæstinenserne får håb !
Der bør fra vesten: EU og især USA og ledende arabiske lande lægges pres på parterne, men også stilles muligheder i udsigt. Men det haster, da det er nu, vi har en amerikansk ledelse, der klart ønsker en to-stats løsning.
Udgivet 21.februar 2024
Bykrig og humanitær assistance
Delegatforeningen inviterer til medlemsmøde
Andres møder
Nina Ellinger, forkvinde for Globale Seniorer gør opmærksom på, at Delegatforeningen i Røde Kors arrangerer et sørgeligt relevant og aktuelt møde om Bykrig og humanitær assistance – i Gaza og andre steder.
Delegatforeningen inviterer til medlemsmøde om
Bykrig og humanitær assistance
Sted: Dansk Røde Kors, Blegdamsvej 27, 2100 København Ø
Lørdag den 9. marts 2024 klokken 14.00 til ca. 17.00
Vi har alle fulgt den forfærdelige udvikling fra Hamas terroristangreb i Israel den 7. oktober 2023 til den nuværende israelske bykrig i Gaza, hvor beboerne i Gaza fordrives internt. Indtil nu har mindst 27.500 mistet livet.
Desværre er det ikke første gang der er krig i urbane omgivelser. Tidligere eksempler er Grozny, Mozul, eller krig i Ukraine – noget som gør humanitært respons meget svært, dels pga. adgang/logistik og dels pga. sikkerhed i forbindelse med ueksploderet, militært materiel.
Programmet:
• Claudia Læssøe Pedersen, major, Forsvarsakademiet, taler om politiske og militære udfordringer i urban krigsførelse på baggrund af de Israel-Arabiske konflikter.
• Mie Therkelsen, sygeplejerske, MSF, fortæller om sit arbejde på hospital i Gaza, og hvordan det er gået hendes kolleger under krigen.
• Bjarke Skaanning, katastrofechef, Røde Kors giver en status på de humanitære indsatser i relation til situationen i og omkring Gaza.
• Jonathan Somer, legal adviser, International Humanitarian Law, Red Cross gives an overview international humanitarian law in urban settings including an analysis of the recent decision of the International Criminal Court.
Alle med interesse for emnet er velkomne og tilmeldingen sker ved at nedenstående beløb indbetales på Delegatforeningens konto: 4183 4091744, husk at påføre navn på indbetalingen.
Deltagelse med kaffe og kage 40,- kr.
Deadline for tilmelding: Senest 3. marts 2024.
Delegatforeningen glæder sig til at se jer.
Venlig hilsen
Rikke Gormsen
Udgivet 10. februar 2024