Globale Seniorer

Flygtning – perspektiver på før og nu

Delegatforeningen inviterer til medlemsmøde.
Sted: Dansk Røde Kors, Blegdamsvej 27, 2100 København Ø
Lørdag den 4. november 2023 klokken 14.00 til ca. 17.00

Antallet af flygtninge, migranter og internt fordrevne er steget gennem de sidste mange år, dette er ofte forårsaget af krig og konflikter (Myanmar, Afghanistan, Syrien, Sudan, Ukraine) og med klimaforandringerne forventes dette tal til at stige betragteligt.
Vi har i Danmark modtaget flygtninge og migranter gennem mange år og asylansøgertallet har varieret markant i forhold til konflikter i verden og den danske regerings politik på området.
Dagsorden:
Rikke Gormsen, tidligere ansat i Asylafdelingen, vil give en kort oversigt over asylansøgere i verden og Danmark de sidste 40 år
Karen Inger Thorsen, tidligere Projektchef i Asylafdelingen vil fortælle om arbejdet med asylansøgere på Flotellet og Kulturhuset på Christianshavn
Steffen Bo Jensen, Professor, Globale Flygtningestudier på AAU og seniorforsker på DIGNITY (Dansk Institut mod Tortur): “Klima, fordrivelse og menneskerettigheder”
Mette Norling Schmidt, Global Migration & Displacement Lead, Røde Kors i Danmark, vil fortælle om Røde Kors´ projekter, tendenser og strategier over tid.
Knud Vilby vil fortælle om Verdensbankens årlige udviklingsrapport som peger på migration som en global nødvendighed i en verden hvor flere og flere lande er præget af aldring og mangel på arbejdskraft

Alle med interesse for emnet er velkomne og tilmeldingen sker ved at nedenstående beløb på Delegatforeningens konto: 4183 4091744, husk at påføre navn på indbetalingen.
Deltagelse med kaffe og kage 25,- kr.

Deltagelse via Zoom-møde er muligt via dette link: https://us02web.zoom.us/j/82588973755 – send venligst besked til delegatforeningen@gmail.com hvis du vil deltage på Zoom.


Deadline for tilmelding: Senest 31. oktober 2023.

Delegatforeningen glæder sig til at se jer.

Venlig hilsen
Rikke Gormsen
Delegatforeningen@gmail.com

 

Den ukendte aktør bag storpolitikkens kulisser

På dette møde, arrangeret af Folke- og menneskeretsgruppen, vil Dansk Røde Kors’ tidligere vicegeneralsekretær, cand. jur. Preben Søgaard kaste lys over hvad Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) er for en størrelse. Med aktiviteter i over halvdelen af verdens 186 stater dulmer den mange af de negative virkninger af verdens internationale væbnede konflikter. Med sine 23 .000 ansatte medvirker den bl.a. til at udveksle krigsfanger, eftersøge savnede, facilitere pårørendes besøg hos politiske fanger samt yde hjælp og beskyttelse til ofre for væbnede konflikter.
ICRC er altså i princippet – med base i Geneve – en schweizisk sammensat organisation med et internationalt sigte. Den holdes organisatorisk adskilt fra Forbundet af nationale Røde Kors-selskaber. Preben Søgaard var vicegeneralsekretær i Dansk Røde Kors og organisationens specialist på den humanitære folkeret, nutidigt navn for krigens folkeret, indtil han i 2015 gik på pension,

Husk at tilmelde dig mødet her på hjemmesiden, deadline den 6. november.

Kaffe/te mm. på mødet koster 25 kr. pr. deltager og beløbet indbetales via MobilePay til box18276

 

 

 

Gummikuglen blev hans skæbne

Et postkort fra Nordirland

Af Ole Aabenhus                                                                                                       26.9.2023

Richard Moore er blind. Han var 10 år i maj 1972, da han blev skudt mellem øjnene med en gummikugle som den, han lader gå rundt, da vi Globale Seniorer er på besøg. Vi er i “Stroke City” – Nordirlands næststørste by, som skiftevis hedder Derry eller Londonderry eller Derry/Londonderry alt efter, om man er unionist og dermed sandsynligvis protestant eller nationalist og dermed nok også katolik, eller ingen af delene. Og Richard Moore er dels leder af Derry’s lokalradio, Drive 105, og dels direktør i en velgørende fond, han selv har stiftet under navnet Children in Crossfire, Børn i Krydsild.

Hvis der er en by i Nordirland, man kan kalde katolikkernes og dermed republikanernes højborg, er det Derry. Den katolske del af byen Bogside er fyldt med murmalerier og “Free Derry” i kæmpestore bogstaver. Det var her ‘Bloody Sunday’ fandt sted i januar 1972, da britiske soldater dræbte 14 deltagere i en demonstration for menneskerettigheder og sårede yderligere 12. Der var vagtposter alle vegne. En var placeret lige uden for den skole, Richard gik på. Den 4. maj kommer han løbende fra fodbold, rundt om et hjørne, passerer vagtposten og bliver skudt på klods hold. Gummikuglen rammer midt mellem øjnene. Det ene ryger ud. Det andet bliver blindt.

Richard Moore fortæller historien roligt, med en slags underliggende patos. Han har fortalt den mange gange før, også i BBC (udsendelsen “Blind Vision”) og i TED programmet på Youtube.

Egentlig er vi kommet for at høre om lokalradioens rolle under ‘The Troubles’, men i den forbindelse er det mest interessante iflg. Richard Moore de piratradioer, der sendte fra den anden side af grænsen til Republikken Irland, kun få kilometer fra Derry. Lokalradio – community radio – kom først efter årtusindskiftet. Og Richard Moore er gammel radioamatør, så han var med fra starten, og han ser tre fordele ved lokalradio i en by som Derry: På den ene side, at alle kan ringe ind og give deres version af de konflikter, de oplever. Det giver en formidlet dialog mellem to sider, der ofte er uforsonlige. På den anden side giver radioen uddannelse til de halvt hundrede frivillige. De lærer at præsentere en sag, at optræde for et publikum, eller de er teknikere, receptionister osv. Og på den tredje side giver lokalradioen byen en sportslig identitet. Drive 105 dækker alle sportskampe, hvor Derry er med – og holder altid med hjemmeholdet.

Hvad Richard Moore allerhelst vil tale om, er fonden ‘Children in Crossfire’, der hjælper med til at give børn i Tanzania og Etiopien en uddannelse, især ved at støtte førskole undervisning. Fonden blev til, fordi Richard Moore fik en erstatning for de to øjne, som gjorde ham i stand til at købe et hus og to barer i Derry. Dem solgte han efter 28 år, og salgssummen blev begyndelsen til ‘Children in Crossfire’.

Og så vil han gerne tale om tilgivelse. Det kan måske være lidt tåkrummende for os danskere, men Richard Moore siger det sådan – på trods af den vold, der har gjort ham blind – at “We need to have a desire to reconcile”. “Vi har brug for at have et ønske om forsoning”. Det begyndte med et møde i 2001, da Dalai Lama kom til Derry. Richard Moore blev grebet af hans tanker og besluttede at forsone sig med den soldat, der skød og gjorde ham blind. Han fandt ham i Skotland, og siden har de mødtes som venner, siger Richard Moore, men det varede længde, før Charles besluttede at undskylde for den fejl, han begik i 1972, da han skød den 10-årige dreng lige mellem øjnene. “Vrede er en selvisk følelse”, siger Richard Moore i dag. “Tilgivelse er en gave, du giver til dig selv”.

De halvnøgne mænd, der vandt over briterne

Endnu et postkort fra Nordirland

Af Ole Aabenhus                                                                                                          22.9.2023

Vi befinder os i sognegården til en katolsk kirke i Belfast, og de fleste af os 15 i Globale Seniorers rejsegruppe er lidt chokerede. Vi er lige ankommet til Nordirland. Vi har set en del af de berømte murmalerier fra The Troubles – de tredive år fra omkring 1960 til Langfredagsaftalen, Good Friday Agreement i 1998, da kampene i Nordirland var hårdest. Og nu sidder vi ansigt til ansigt med to “Blanket men” – John Hunter til venstre og Eámon MacConbhide til højre.

“Blanket men” er betegnelsen for unge IRA-medlemmer, der blev interneret af de britiske myndigheder, og gennemførte nogle af de hårdeste protestaktioner, man kan forestille sig.

Manden i den hvide skjorte, Brian Watters, er præst i kirken og lidt forsigtig i sine udtalelser. Og bagerst i mørk skjorte står Gerry Hanna, en pensioneret fagforeningsmand, der har hjulpet med programmet i Nordirland og mener, vi skal kende alle sider af konflikten.

Han kender Eamon, der har det med at fare op, fordi han ikke kan styre sit temperament, når det handler om The Troubles, så Eamon har fået John med. John er roligere, og de to har været venner siden fængselsdagene.

I efteråret 1976, da de var blevet sat fast som store teenagere, stillede de britiske myndigheder krav om, at alle internerede fra IRA og lignende oprørsgrupper skulle bære fangetøj. Fangetøj er et symbol på, at du straffes som kriminel, men John, Eamon og flere hundrede andre unge mænd protesterede. De var politisk internerede og ikke straffefanger – altså havde de ret til at gå i eget tøj, ret til at mødes og til at få breve udefra.

Fængselspersonalet rev brutalt tøjet af dem, så de stod nøgne, men de nægtede at tage fangetøj på. Med det resultat, at de gik omkring totalt afklædt, kun med det tæppe, der hørte til i cellen. De blev slået og udsat for tortur, så snart de kom ud af celledøren, fortæller de, så fra 1978 nægter de at gå i baderum, og da det kommer til en slåskamp, nægter de at gå på toilettet og også at gå ud for at tømme den potte, de får udleveret, så de smører afføring op på væggene. Myndighederne giver sig ikke, tværtimod. De holder ud i en grad, som er vanskelig for os andre at forstå. Hvordan kunne de klare år ud og år ind at sidde i en celle uden varme om vinteren, uden bad, med lort på væggene? Det er John, der svarer: Det var en slags team-spirit. Og de, der opgav og samarbejdede med myndighederne, var screws, skruebrækkere. Dem var der 600 af, får vi at vide. “Blanket men” talte 350.

Der går tre år, så i 1981 lægger de 350 en plan for seriel sultestrejke – når én dør, går den næste i gang med at sulte sig til døde, og så fremdeles. Bobby Sands, den mest berømte iblandt dem, døde efter 66 dage. Undervejs var han blevet valgt som britisk Parlamentsmedlem, selv om han var fængselsfange, og det var begyndelsen til en stadig mere omsiggribende støtte, der gjorde Sinn Fein – IRA’s politiske fløj – til det største irsk-republikanske parti i Nordirland.

John var blandt de 100, der stod på listen over dem, der ville sulte sig til døde – man nåede bare ikke så langt ned på listen. I alt 10 døde, og det var det, der gjorde udslaget, mener både John og Eamon. “Vi var overbevist om, at vi ville vinde, og vi vandt”, siger John i dag, og Eamon nikker. Han er enig. Uden “blanket men” og sultestrejke havde briterne aldrig givet sig, og Good Friday-agreement var aldrig blev til.

 

Apropos au pair-debatten

Af Henrik Døcker                                                                                                             8.8.2023

Det er dette her med ”tillid er godt, kontrol er bedre”, ”den stærkes magt er den svages ret” eller” den kloge narrer den mindre kloge”. De aktuelle danske beretninger om familiers udnyttelse af udenlandske au pair-kvinder afspejler sørgeligt alt dette. Og gennemhuller til en vis grad myten om, at vi danskere udgør et tillidssamfund.
Jovist har vi i almindelighed tillid til hinanden, og heldigvis har vi en årvågen presse til afsløre hvor tilliden er brudt, selv om skaden mere eller mindre er en enlig svale. Og så kan ”skadevolderen” lige så godt være en privat person som en offentlig myndighed. Sidstnævnte har ansvaret for at få ændret tilstandene evt. med nye lovregler. . En fransk sag endte i 2005 helt til tops i det europæiske beskyttelsessystem for menneskerettigheder, nemlig ved Strasbourg-domstolen. Tilmed kategoriseret som slaveri. Forbuddet herimod på det internationale plan går helt tilbage til forløberen for FN:  Folkeforbundet, som i 1926 fik tilslutning til en konvention til begrænsning og gradvis afskaffelse af slavehandelen.
Efter menigmands opfattelse drejede den franske sag , Siliadin mod Frankrig, sig måske ikke om slaveri i almindelig forstand, sådan som den fx stadig findes i arabiske lande. Men det må erindres, at moderne slaveri omfatter enhver situation, hvor en enkeltperson udnyttes af andre for personlig eller egen vindings skyld. Det er ikke begrænset til menneskehandel, tvangsarbejde eller trældom, men omfatter altså også ‘husslaver’ og
gældsslaver eller groft underbetalte migranter, sådan som nutidens Anti Slavery Organisaztion ser på det.
Men den grove udnyttelse, som en purung kvinde fra den tidligere franske koloni Togo oplevede hos en ligeledes togolesisk familie i Paris, faldt altså efter Den Europæiske Menneskerttighedsdomtols opfattelse klart ind under det moderne slaveriforbud. Art. 4 i den europæiske menneskeretskonvention siger nemlig, at ingen må holdes i slaveri eller trældom eller udsættes for tvangsarbejde.
Den togolesiske kvinde, Siwa-Alofa Siliadin, var kun 15 år gammel, da hun i 1994 kom til Paris for at bo et stykke tid hos en derboende togolesisk kvinde (i sagen blot ‘madame D’). Det skulle være midlertidigt, og hjemrejsen var planlagt til det tidspunkt, hvor hun – gennem husligt arbejde for sin landsmand – havde arbejdet prisen for flybillet frem og tilbage til Togo af. Hendes pas blev konfiskeret af husets frue.
Efter et halvt års tid ”udlånte” madame D imidlertid den unge hushjælp til et vennepar – også i Paris. Her skulle hun ligeledes lave husarbejde og tillige tage sig af parrets børn. Nu boede hun så lige pludseligt hos en ‘monsieur og madame B’. Hendes reelle arbejdstid dér var fra kl. 7.30-22.30 uden en ugentlig fridag. Hun sov på gulvet og fik intet nyt tøj. Egentlig betaling modtog hun ikke.
I 1998, fire år efter ankomsten til Frankrig, fik hun kontakt til en nabo , som satte hende i forbindelse med en fransk anti-slaveri-organisation – Comité contre l’Esclavage moderne – som bragte sagen så vidt som til den franske anklagemyndighed. Herefter rullede sagen i det franske retsmaskineri med en tiltale mod hr. og fru B for overtrædelse af den franske straffelovs § 225: Parret havde groft udnyttet en sårbar person, betalt næsten ingen løn til hende og basalt krænket hendes menneskelige værdighed. Efter først at være idømt fængselsstraf endte det dog ved en appel med, at parret alene skulle betale deres ”husslave” godt 15.000 euro. Totalt, incl. advokatudgifter, tilkendtes der hende godt 31.000 euro.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol konkluderede , at den franske lovgivning ikke ydede en person som den unge togolesiske kvinde tilstrækkelig, effektiv beskyttelse mod typer, som kunne og ville udnytte hende. Det ville sige, at fransk lov skulle strammes op. Den formåede ikke at dæmme op for brud på menneskeretskonventionens slaveriforbud i art. 4.
Som ”Politiken” netop har beskrevet, udsattes en au pair-pige i Danmark for et slaveri-lignende husarbejde à ofte ti timers dagligt arbejde, som tåler sammenligning med pigen fra Togo. De sårbare unge kvinder risikerer alverden, hvis de bryder en au pair-kontrakt, herunder umiddelbar hjemsendelse til oprindelseslandet. Det ulige forhold, der hersker mellem danske værtsfamilier og uerfarne kvinder fra fattige lande, frister til udnyttelse. Heldigvis giver organisationen Au pair Network hjælp, herunder til erstatningssager mod de ryggesløse værtsfamilier , ligesom den store fagforening FOA har været på banen.
Det er under alle omstændigheder uværdigt for Danmark, at velbjergede familier  udnytter piger, som skulle optages i danske familier ”på lige fod” (som udtykket au pair betyder) ved at strække deres arbejdstid langt ud over kontrakten. Og det alene fordi de har magt. Der er behov for at få ført en grundig debat, herunder at få gennemtænkt, om den opholdstilladelse, der gives en værtsfamilie til au pair’en, ikke i virkeligheden burde gives til au pair’en. Det ville stille hende stærkere under en evt. konflikt.

Had – eller tolerance

Betragtninger om de aktuelle konran-afbrændinger, uforsonlighed og ytringsfrihed

Af Henrik Døcker                                                                                                        3.8.2023

Mon ikke nogen havde “set det komme”? At koran-afbrænderen Rasmus Paludan kunne få nogle kloninger? At andre ville gøre ham “kunsten efter”? Nu er det sket, både her og i Sverige med en forventelig opstandelse blandt muslimer hos os og i Mellemøsten. Nu så alvorligt, at medlemmer af Folketinget, sekunderet af Justitsministeriets jurister er gået i tænkeboks for at få truffet passende modforanstaltninger.

Spørgsmålet er så hvordan vi styrer klar af at krænke vores centrale grundlovsbestemmelse om ytringsfrihed. Dens § 77 forbyder censur, et kernepunkt i forfatningskampen op mod 1849-Grundloven, og ‘andre forbyggende foranstaltninger’. Et forbud mod lige præcis konranafbrændinger kan siges at være noget sådant forebyggende, og altså ytringsfrihedsbegrænsende. Nu er Grundloven på dette punkt dog ikke helt uden begrænsninger. Fx kan politiet stille betingelser for et offentligt mødes afholdelse.
I videre forstand er det et spørgsmål om hvordan et demokratisk sindet Danmark stiller sig over for den oplagte intolerance, som Koranen i mange henseender er et symbol på? Den sociale tvang, som eksempel vis udfoldes af en del muslimske familier, både i deres egne lande og blandt indvandrerfamilier her, byder kraftigt en frihedselskende dansk borger imod. Det berettiger dog ikke til meget indgribende foranstaltninger fra dansk side.
Koranafbrændingerne, især hvis de breder sig, er på national dansk grund en vældig udfordring for politiet, som i princippet skal beskytte Paludan mod ophidsede muslimer, der måtte forulempe ham, men det er sandelig også en udfordring for staten Danmark, når budskaber om koran-afbrændinger breder sig til muslimske lande, hvor man brænder ambassader ned og udsætter dansk liv og ejendom for fare.
Som sådan tjener koran-afbrændinger ikke noget fornuftigt formål: De bringer ikke intolerancen i den muslimske tro til ophør, de mindsker ikke den sociale tvang, som vi fx i Danmark kan aflæse gennem mange ulykkelige ungpigeskæbner, som dertil indrettede danske institutioner, bliver bekendt med – og så søger at råde bod på.
De der aktuelt brænder Koraner af graver vel nærmest grøfterne mellem det frie, demokrati-elskende Danmark og de lukkede muslimske familie-miljøer dybere.
Menneskerettigheder og religion bliver ofte blandet sammen. Men det er vigtigt at memorere, at menneskerettighederne, skabt gennem FN efter 2.Verdenskrig, drejer sig om den enkelte borgers forhold til staten, om de rettigheder staten skal garantere og opfylde, mens religion drejer sig om enkeltmenneskets forhold til Gud. Religion som sådan har ikke behov for beskyttelse, men nok dyrkelsen af en bestemt religion, især i stater hvor religiøse mindretal bliver forfulgt.
Religionsfrihed drejer sig om enkeltmenneskets ret til selv at vælge hvilken religion, man ønsker at tilslutte sig og til at skifte religion. Et brændende spørgsmål i mange lande. Koran-afbrændingerne demonstrerer intolerance over for islam og har antændt nogle gløder, som truer med at ødelægge Danmarks relationer til striber af stater i den arabiske verden. Det truer med langtrækkende negative følger for både dansk udenrigspolitik og -handel, måske i stil med Muhammedkrisen, der tog sin begyndelse i 2005.
Straffeloven indeholder en bestemmelse, som man kan forestille sig anvendt i dette spørgsmål, nemlig § 266b – den såkaldte racismeparagraf, som altså har en videre spændvidde, og er tænkt som et våben just mod had. Den bestemmer, at den, der offentlig eller forsætligt til en videre kreds kommer med udtalelser elle meddelelser, hvorved en gruppe personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller handicap, kan straffes med bøde eller fængsel op til to år. Det samme gælder i øvrigt for seksuel orientering, kønsidentitet eller kønskarakteristika.
Vanskeligheden her kan ligge i, at paragraffen sigter mod en bestemt gruppe, som nedværdiges, mens afbrænderne skyder med spredehagl – mod hele den muslimske tro eller verden. På den anden side er sådanne ‘regel-kollisioner’ velkendte i juraen. Spørgsmålet er hvilket juridisk ‘lod’, der skal veje tungest. Aktuelt er det efter manges opfattelse sikkerhed i samfundet. Den er unægtelig udfordret.
Straffeloven er imidlertid såkaldt ‘et trin lavere ret’ i forhold til Grundloven. Dertil kommer, at ytringsfriheden er sikret i den Europæiske Menneskeretskonvention, som tilmed er inkorporeret i dansk lovgivning (hvilket er usædvanligt) i forhold til internationale traktater. Og det siger sig selv, at alle danske love skal være i overensstemmelse med Grundloven.
Uanset alle de juridiske spidsfindigheder er det imidlertid bydende nødvendigt, at koran-afbrændingen standses. Det had-budskab, der lanceres, er i den grad dansk mentalitet fremmed og eksponerer tilmed for et misbrug af en vital frihedsrettighed. Uforsonlighed skal ikke plantes i vores samfund, præget af tolerance.

Ytringsfrihedens aktuelle klippeskær

Hvad skal den moderne retsstat stille op med ensporede fanatikere og voldsprædikanter?

Af Henrik Døcker                                                                                                    27.6.2023

Ytringsfrihedens grænser udløser bestandig ny debat og besværliggør en fordomsfri meningsudveksling. Behovet for at fastslå, det nødvendige i lejlighedsvis at begrænse denne frihed er ligesom blevet en trivialitet. Opvigleren Rasmus Paludan har nu gennem lang tid såvel i Danmark som i Sverige afstedkommet en intens debat om hans ret til provokerende nedgørelse af islam. Hensynet til den offentlige fred er voldsomt truet af hans koran-afbrændinger – og ind imellem en så voldsom udfordring, at han har måttet forbydes adgang til visse byer og steder.
Er det nu en betænkelig begrænsning af Paludans grundlovssikrede ytringsfrihed – (§ 77)? At han således fik politiets forbud mod at indfinde sig til Folkemødet på Bornholm her i juni er faldet en del for brystet – ikke fordi de sympatiserede med hans radikale anti-islamiske holdning, men af principielle grunde. Hertil er at anføre de konsekvenser, en koranafbrænding ville kunne have på et propfyldt møde under festivalen.
Som sådan er det en illusion at forestille sig borgernes adgang til at lufte des meninger, – understreget gennem provokerende, drastiske handlinger – på meget befærdede torve og gader. Hensynet til offentlig ro og orden må være sikret – og politiets skøn over eventuelle faremomenter en vægtig grund til polititilhold for oplagte provokatører. Religionsstidigheder har vi danskere lagt bag os i middelalderen – men vores vagtsomhed vil bestandig være til stede over for nutidige religionsfantatikere – ikke mindst efter volddåden mod det franske satiremagsin Charlie Hebdo i 2015. Her var det,, at en gruppe muslimske fanatikere dræbte 12 og sårede 11 medlemmer af bladets redaktion i Paris.
Nu har vi så at gøre med en fanatiker fra den anti-islamiske fløj, advokat Paludan, der dog nøjes med at anvende hvad man kunne kalde ”symbol-vold” gennem sine koran-afbrændinger. Under tilstrækkelig uheldige omstændigheder kunne de meget vel udløse alvorlige bataljer inspireret af indædt had fra muslimsk side. Hvis nu en mindre ”hær” af Paludan’ er førte sig fem forskellige steder i Danmark – tja – hvad skulle politiet så stille op?
Begrundelsen for indskrænkningen er her åbenbar – i forvejen har politiet brugt alt for mange ressourcer på at holde hans muslimer-had i ave. Økonomien sætter i det hele taget mange begrænsninger for den fulde realisering af vores rets- og velfærdsstat. Det er enhver danskers opgave at gøre sit til at hverken enkeltpersoner eller staten mistolker vores grundlovssikrede rettigheder – med alle de forbehold, der knytter sig dertil.
I den løbende debat er det uundgåeligt ikke at forholde sig til det langstrakte tovtrækkeri mellem den tidligere efterretningschef Lars Findsen og den danske stat, repræsenteret ved diverse retters anklagemyndighed, som foreløbig nærmest konsekvent har krævet lukkede døre. Man tør sige , at Findsens ytringsfrihed vedrørende hans egen sag, endog formuleringen af anklagen mod ham selv, her er reduceret til nul og nix. Heri indfletter sig det ophedede debat emne, som hedder: ”Kan staten slippe af sted med at stemple forhold, som i årevis har været kendt og omtalt i landets frie medier, som ”hemmeligheder”? Kan retsstaten virkelig lægge ryg til det?
Myndighedernes, FE’s og PET’s, synspunkt synes at være, at forhold, som er hemmeligt-stemplede, forbliver en officiel hemmelighed, indtil myndighederne selv har erkæret sig indforstået med det, der er sluppet ud. Hvis end ikke domstolene kan/vil løse op for dette, forbliver det hele hemmeligt til evig tid. Men hemmelig retspleje er og bliver et fremmedelement hos os, og noget som retsstaten ikke vedblivende kan stå model til. Sandsynligheden taler for, at politiske eller andre motiver skjuler sig bag dette vedvarende hemmelighedskræmmeri omkring Findsen.
Politiets og myndighedernes vilje eller evne til at beskytte danske borgere mod ytringsfrihedskrænkelser. eller trusler er reduceret til det skandaløst minimale. Her tænkes på de situationer, hvor folkevalgte og andre aktører i Danmarks politiske liv må leve med hyppige trusler fra private og en del af alvorlig, voldelig art, samtidig med at det tager en årrække før en borgerklage overhovedet bliver behandlet. Det tidligere dansk- tyrkiske folketingsmedlem Özlem Cekic har nylig berettet om én sag, hvor det tog seks år, inden hun overhovedet fik et svar fra myndighederne – som i første omgang havde valgt at henlægge to sager, idet én resulterede i behandlingsdom (forvaring)!
Som i Cekic’ tilfælde er der dog tale om den særlige transnationale trussel-virksomhed, der er inspireret fra Tyrkiet og dets regering – gennem den såkaldte stikker-linje , som så at sige er Erdogans-styrets ”lange arm” til tyrkiske befolkningsgrupper i fremmede lande. Herboende tyrkere skræmmes fra at besøge fødelandet (Tyrkiet), fordi de evt. har kritiseret den undertrykkelse, der dér finder sted, ikke mindst mod kurderne, Der er mere end én gang tilkendegivet officiel dansk afstandtagen fra Erdogans diktatoriske metoder. Men det er oprørende, at danske myndigheder (fra Justitsministeriet og nedefter) gør så lidt for at beskytte herboende tyrkere. Det er værd at erindre sig, at ordet terror grundlæggende betyder ”at indgyde frygt”.
Det er også på sin plads at gøre opmærksom på, at det til en retsstat hører at skabe tryghed og tillid til myndighederne. Enhver form for animering til had og krænkelse af andre borgeres velerhvervede rettigheder bør modarbejdes af myndighederne. I vores internationaliserede verden må politi og andre myndigheder føle det som en pligt at tilkendegive vores aktive vilje til bekæmpelse af alle tegn til indhug i menneskerettighederne, selv når dette er grænseoverskridende.

How can we foster a Fourth Democratic Wave

Andres møder:

Dansk Institut for Partier og Demokrati inviterer onsdag 17. maj til præsentation af en såkaldt playbook, der beskæftiger sig med ikke-voldelige sociale modstandsbevægelsers rolle i sikring af menneskerettigheder og demokrati i verden.

Hardy Merriman, formand for International Center on Nonviolent Conflict og nonresident senior fellow ved Atlantic Council er forfatter til den nye playbook, og præsenterer den: 

Onsdag 17. maj kl. 9:30 – 11:00

Christiansborg, Proviantgården, Pro D

Et panel af debattører medvirker: 
• Trine Mach, udenrigs- og udviklingsordfører for Enhedslisten
• Adam Moe Fejerskov, seniorforsker ved DIIS
• Time Whyte, Generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke.

Se mere og tilmeld via linket her

 

Palæstina/Israel – hvor bliver freden og menneske – rettighederne af?

Konference på Christiansborg
Princippet om ”To stater til to folk” var tankegangen i FN’s delingsplan fra 1947 for mandatområdet Palæstina fulgt op med løsningsformlen ”Land for fred” efter Israels besættelse af Østjerusalem, Vestbredden, Gaza og Golan efter 6-dages krigen i 1967.
Konflikten har over tid skiftet karakter fra især at være en regional konflikt mellem arabiske lande og Israel til nu at være en konflikt der primært handler om israelere og palæstinensere. Et begrænset selvstyre for palæstinenserne blev etableret som en midlertidig løsning i 1994. To-stats-løsning og land for fred er fortsat FN-grundlaget for en løsning, bl.a. knæsat i FN’s sikkerhedsråd.
Palæstinenserne på Vestbredden lever under besættelse og presses af bosættelserne, som er etableret i strid med Folkeretten. De over 2 millioner palæstinensere i Gaza er underlagt en israelsk-ægyptisk blokade. Spørgsmålet om flygtningenes fremtid er uafklaret. Den israelske politik overfor palæstinenserne karakteriseres af flere menneskeretsorganisationer som apartheidlignende. Fra israelsk side efterspørges på den anden side garantier for sikkerhed mod angreb, som stat og som borgere.
Udviklingen synes imidlertid længe at have bevæget sig væk fra to-stats-løsningen, og konferencens formål er at få belyst, hvordan udviklingen kan vendes og en holdbar fredsløsning kan etableres – fx via et øget dansk engagement.

Konferencen er arrangeret af FN-forbundet med Mellemfolkeligt Samvirke, Udenrigspolitisk Selskab og Globale Seniorer som medindbydere.

                    

Tilmeld jer senest tirsdag 9. maj 2023 kl. 12.00 på FN Forbundets side med linket herunder og betal samtidig 75,00 Dkk-
https://fnforbundet.nemtilmeld.dk/202/

Arrangementet afholdes på dansk.
Adgang til Folketinget sker via besøgsindgangen, til højre for og under hovedtrappen; indgangen er i Rigsdagsgården, der ligger i forlængelse af Tøjhusgade. Du skal være tilmeldt for at få adgang.

Kom gerne i god tid, da du skal igennem en sikkerhedskontrol. Efter kontrollen udleveres et adgangstegn. Desværre må du ikke ’gå på opdagelse’ på Christiansborg, så du skal gå direkte op til Fællessalen, hvor arrangement finder sted.

Program: (med forbehold for mindre ændringer)

13.00 Velkomst v/ inviterende folketingsmedlem Trine Pertou Mach. 
13.05 Åbningsindlæg om FN-rammerne for fredsløsning  v. Mogens Lykketoft, fhv. udenrigsminister og fhv. formand for FN’s generalforsamling.
  Tema 1: Er der politisk vilje til at få den aftalte og FN-sikkerhedsrådsbaserede to-statsløsning på plads?
13.20 Den israelske politiske kurs og diskurs ift. to-stats-løsningen v. Marcus Rubin, redaktør på Politiken.
13.40 Den palæstinensiske politiske kurs og diskurs ift. to-stats-løsningen v. Bilal Al-Issa, kommentator.
14.00 Det internationale engagement i en to-stats-løsning – er der politisk vilje? v. Sune Haugbølle, professor, Global Studies, RUC.
14.20 Spørgsmål og kommentarer.
14.30 Kaffe og the.
  Tema 2: Kan Folkeretten, menneskerettighederne og de tilknyttede institutioner være løftestang for en løsning?
14.50 Den menneskeretlige situation for især palæstinenserne – apartheidlignende vilkår? v. Lisa Blinkenberg, seniorrådgiver, Amnesty International.
15.10 De palæstinensiske flygtninges situation og fremtid i Israel/Palæstina v. Peter Hansen, tidligere UNRWA-generaldirektør.
15.30 Den folkeretlige situation, kan Den Internationale Domstol og ICC være redskaber til at bringe fred? v. Astrid Kjeldgaard-Pedersen, KU – Jura.
15.50 Spørgsmål og kommentarer.
  Strække-ben pause.
16.00 Politisk debat: Det danske engagement – tager det afsæt i realiteterne og støtter fred og menneskerettigheder?

Panel:

Jeppe Kofod, fhv. udenrigsminister (MF for Socialdemokratiet).

Christian Holst Vigilius, formand (Konservativ Ungdom).

Maria Ladegaard, landsformand (Venstres Ungdom).

Trine Pertou Mach, udenrigsordfører (Enhedslisten).

Indlæg på 7 – 8 minutter efterfulgt af spørgsmål og debat.

17.25 Afslutning ved FN-forbundet.

 

Ytringsfriheden må tåle visse begrænsninger

Både staten, f.eks gennem censur, og private aktører i skrift og på nettet mister dog undertiden den rette kurs.

Af Henrik Døcker

Ytringsfriheden betegnes undertiden som den vigtige af de omkring 30 enkelte menneskerettigheder vi i dag opererer med. Den var i fokus, nærmest som en slags  løftestang, under de folkelige rørelser, der  i 1848 førte til de såkaldt borgerlige revolutioner rundt om i Europa. Efter århundreders barsk styring af ordets magt, vekselvis fra kirken og fra staten, skulle det nu være folket, ja de enkelte  individer, som havde mæle.

Som bekendt er der ofte stor forskel på formelle rettigheder, som en befolkning tildeles, og så den skinbarlige virkelighed. Og det uanset at det højtideligt  blev forsikret i den danske grundlovs § 77, at censur ingensinde på ny skulle indføres. Censur skal strengt taget kun forstås som forhåndscensur, d.v.s. at manuskripter af en hvilken som helst art skulle forhåndsforelægges en statslig embedsmand. Med tiden har   man dog også måtte operere med  begrebet selvcensur.

I det følgende skal der tillige kastes lys også på andre former for indgreb mod den fri debat, herunder også retten til at modtage informationer, så overbegrebet for det hele bliver informationsfrihed i videste omfang. Generelt må det  konstateres, at 1849-grundlovens forudsætninger m.h.t. til ytringsfrihed dengang nærmest var indskrænket til trykkefrihed – for dagblade, såkaldte flyveblade og bøger.

Først ind i det 20. århundrede kom filmen og radioen til, og som bekendt en del senere hhv. fjernsynet og alt, hvad den  højteknologiske udvikling har kreeret op til nyeste tid. Indtil lidt over midten af det 20. århundrede havde i Danmark så uanset grundlovens ord også film- og teatercensur samt pornografiforbud.

Man kan sammenligne informationsfriheden med et træ, der oprindeligt blot havde nogle få grene, men med tiden er skudt i vejret –  og ud til siderne. Med Danmarks medlemskab af talrige  internationale organisationer og tiltrædelse af endnu flere internationale traktater er der skabt et stort netværk og en række forpligtelser på kryds og tværs, som illustrerer den magt, privatpersoners ytringer kan have. Diktaturstaters  voldsomme indgreb (fængslinger, forvisninger mv.) viser disses stærke ubehag ved negativ omtale.

I vort eget land har vi kun efter grundlovens vedtagelse oplevet forhåndscensur, da Tyskland besatte Danmark 9.april 1940. Pressen (herunder Danmarks Radio) var kneblet indtil befrielsen og 2.  Verdenskrigs ophør 5. maj 1945. Med vedtagelsen af den europæiske menneskeretskonvention af 1950 blev informationsfriheden yderligere styrket. Kun hvad der er nødvendigt i det demokratiske samfund kan berettige, at der foretages indskrænkninger heri.

Hvis vi kort lader blikket flakke lidt udenlands, kan man konstatere, at menneskeretskonventionens forpligtelser tages noget forskelligt. I Tyskland er det f.eks. strafbart at benægte nazismens uhyrlige barbari, vilkårlige henrettelser, kz-lejre, udsultning mv. I Tyrkiet er det strafbart at udbrede den i det øvrige Europa udbredte  opfattelse, at Det Osmanniske Rige begik folkedrab på landets armenske befolkning i 1915, i andre lande forholder det sig omvendt.

Sådan er ytringsfriheden i nogle henseender relativ. Hvis en myndighed (typisk staten) eller private, det være sig enkeltpersoner, foreninger eller firmaer, ønsker et skriftligt produkt, måske blot en artikel, eller en  hel avisudgave forbudt, kan man få nedlagt et fogedforbud. Men undertiden er det et kapløb med tiden. Eksempelvis skrev nu afdøde Ritt Bjerregaard, en bog om sin tid som EU-kommissær, som danske myndighder begærede forbudt. Men inden formaliteterne var i orden, havde hun held til at få dagbladet Politiken til at udgive den i avis-særudgave. Det gav bøde til bladet – men skaden var sket: Ømtålelige emner var bragt ud til offentligheden.

En særlig skæbne overgik, den danske bog ”Den lille røde for skoleelever”, som stod for udgivelse i Storbritannien. De britiske myndigheder frygtede at bogen, som man roligt kan kalde et anti-autoritært skrift, ville fordærve unge mennesker. Forlæggeren havde et mægtigt tab, idet det allerede trykte 1. oplag måtte destrueres. Menneskeretsdomstolen i Strasbourg gav imidlertid ikke forlæggeren ret i, at hans ytringsfrihed var krænket – selv om  bogen var tilladt i Skotland, Nordirland og Isle of Man – foruden de fleste lande i Europa. Domstolen fandt, at der måtte gives Storbritannien en ”national skønsmargin”, et begreb, som den undertiden anvendte for at tage særlig hensyn til et (i manges øjne) moralsk-retligt lidt efter-blevent land.

En dansk udfordring af  ytringsfriheden udgjorde den såkaldte Jersild-sag, også kaldet Grønjakke-sagen. Den danske journalist, Jens Olaf Jersild, gav i et fjernsynssindslag på blot fem minutter et konkret eksempel på renlivet racisme gennem interviews med en gruppe unge danske racister, som hånede og forulempede indvandrere i et bestemt kvarter i København. En tv-seer anmeldte ham for udbredelse af racisme i strid med straffeloven, og journalisten blev idømt bøde ved tre retsinstanser. Forebragt domstolen i Strasbourg fik han imidlertid medhold i at dommere ikke skal bestemme hvordan journalistisk arbejde udføres, og at indgrebet mod ham  ikke var ”nødvendigt i det demokratiske samfund”.

Indgreb mod pressen i Stor Britannien har foranlediget flere ledende domme fra Menneskeretsdomstolen. Markant var den mod Sunday Times for at bringe artikler om den skade, der (i hele Europa) var forvoldt af præparatet thalidomid, som bl.a. var anbefalet gravide kvinder for at dulme smerter og andet ubehag under et svangerskab. Tusinder af kvinder fødte vanskabte  børn efter indtagelse af det tysk-producerede præparat, og havde nu besvær med at opnå passende erstatning. Efter én offentliggjort artikel udtog medicinfirmaet stævning og  ville have nedlagt fogedforbud mod efterfølgende artikler, Det  underkendtes af Strasbourg.domstolen, som fandt indgrebet uberettiget  ”i det demokratiske samfund”.

Det er givet, at krav om fortrolighed fra ens arbejdsplads, og ikke mindst, hvis det har med sikkerhed, politi og forsvar at gøre, skal respekteres – man kan eksempelvis heller ikke sige, at en dommer eller for den sags skyld anklager har uindskrænket ytringsfrihed. Problemet ligger i, at grænsen ofte trækkes efter et personligt skøn. Hvornår en hemmelighed er det, viser aktuelle eksempler på, at vores to efterretningstjenester – politiets og forsvarets – og disses ansatte bedømmer sådan noget vidt forskelligt.

En nyere begrænsning i ytringsfriheden, ikke juridisk, men rent faktisk, har religiøse og volds-fanatiske grupperinger vist sig at være. Udbredelsen af de såkaldte Muhammed-tegninger i Jyllands-Posten og ud over verden skulle vise sig at indeholde enorme mængder af sprængstof og kræve menneskeliv.  En del lærere – og også en række  blade – har således afstået fra at bringe tegningerne af frygt for attentater og drab i deres kølvand. Dermed kan man konkludere, at et moderne samfund, ikke mindst ved computerteknologien udbredelse, er konfronteret med talrige nye klippeskær under  brugen af de højt besungne menneskerettigheder, herunder ikke mindst  informationsfriheden.

Krigsførende lande er de første til at  indskrænke denne frihed, men f.eks. Ruslands rigoristiske forholdsregler, som nærmest forbyder enhver omtale af felttoget i Ukraine, når bortses fra befordring af officiel propaganda, sprænger alle rammer. Netop dette foranledigede EU til at blokere for tre russiske radio/tv-stationer, fordi disse ikke hviler på uafhængig journalistik og dermed på ingen måde tilsigter sandheden.

En afsluttende større projektør på pressefriheden, en væsentlig del af ytringsfriheden, viser, at tidligere tiders indgreb over for enkelte journalister, artikler eller presseorganer, er blevet sjældnere. To EU-lande, som har svært ved at forstå og fortolke signalerne fra Bruxelles på rette måde, nemlig Polen og Ungarn, har valgt at opkøbe aviser, som ikke er regeringen følgagtig. Indgreb i forskningens frihed, som det her fører for vidt også at komme ind på, nødvendiggjorde, at Centraleuropa Universitetet i Ungarn måtte flytte til Østrigs hovedstad Wien. 

Moderne tids grænseoverkridende nyheds- og informationsformidling, fjernundervisning m.v. har gjort det lettere at bryde gennem nationale grænser. Eksil-radio- og tv-sendere har eksisteret i mange år, men on-line-revolutionen har næsten ophævet nationale grænser og samtidigt befordret lynhurtig kommunikation. Det er  blevet sværere at nedsænke nye ”jerntæpper” og at holde på hemmeligheder.