Både staten, f.eks gennem censur, og private aktører i skrift og på nettet mister dog undertiden den rette kurs.
Af Henrik Døcker
Ytringsfriheden betegnes undertiden som den vigtige af de omkring 30 enkelte menneskerettigheder vi i dag opererer med. Den var i fokus, nærmest som en slags løftestang, under de folkelige rørelser, der i 1848 førte til de såkaldt borgerlige revolutioner rundt om i Europa. Efter århundreders barsk styring af ordets magt, vekselvis fra kirken og fra staten, skulle det nu være folket, ja de enkelte individer, som havde mæle.
Som bekendt er der ofte stor forskel på formelle rettigheder, som en befolkning tildeles, og så den skinbarlige virkelighed. Og det uanset at det højtideligt blev forsikret i den danske grundlovs § 77, at censur ingensinde på ny skulle indføres. Censur skal strengt taget kun forstås som forhåndscensur, d.v.s. at manuskripter af en hvilken som helst art skulle forhåndsforelægges en statslig embedsmand. Med tiden har man dog også måtte operere med begrebet selvcensur.
I det følgende skal der tillige kastes lys også på andre former for indgreb mod den fri debat, herunder også retten til at modtage informationer, så overbegrebet for det hele bliver informationsfrihed i videste omfang. Generelt må det konstateres, at 1849-grundlovens forudsætninger m.h.t. til ytringsfrihed dengang nærmest var indskrænket til trykkefrihed – for dagblade, såkaldte flyveblade og bøger.
Først ind i det 20. århundrede kom filmen og radioen til, og som bekendt en del senere hhv. fjernsynet og alt, hvad den højteknologiske udvikling har kreeret op til nyeste tid. Indtil lidt over midten af det 20. århundrede havde i Danmark så uanset grundlovens ord også film- og teatercensur samt pornografiforbud.
Man kan sammenligne informationsfriheden med et træ, der oprindeligt blot havde nogle få grene, men med tiden er skudt i vejret – og ud til siderne. Med Danmarks medlemskab af talrige internationale organisationer og tiltrædelse af endnu flere internationale traktater er der skabt et stort netværk og en række forpligtelser på kryds og tværs, som illustrerer den magt, privatpersoners ytringer kan have. Diktaturstaters voldsomme indgreb (fængslinger, forvisninger mv.) viser disses stærke ubehag ved negativ omtale.
I vort eget land har vi kun efter grundlovens vedtagelse oplevet forhåndscensur, da Tyskland besatte Danmark 9.april 1940. Pressen (herunder Danmarks Radio) var kneblet indtil befrielsen og 2. Verdenskrigs ophør 5. maj 1945. Med vedtagelsen af den europæiske menneskeretskonvention af 1950 blev informationsfriheden yderligere styrket. Kun hvad der er nødvendigt i det demokratiske samfund kan berettige, at der foretages indskrænkninger heri.
Hvis vi kort lader blikket flakke lidt udenlands, kan man konstatere, at menneskeretskonventionens forpligtelser tages noget forskelligt. I Tyskland er det f.eks. strafbart at benægte nazismens uhyrlige barbari, vilkårlige henrettelser, kz-lejre, udsultning mv. I Tyrkiet er det strafbart at udbrede den i det øvrige Europa udbredte opfattelse, at Det Osmanniske Rige begik folkedrab på landets armenske befolkning i 1915, i andre lande forholder det sig omvendt.
Sådan er ytringsfriheden i nogle henseender relativ. Hvis en myndighed (typisk staten) eller private, det være sig enkeltpersoner, foreninger eller firmaer, ønsker et skriftligt produkt, måske blot en artikel, eller en hel avisudgave forbudt, kan man få nedlagt et fogedforbud. Men undertiden er det et kapløb med tiden. Eksempelvis skrev nu afdøde Ritt Bjerregaard, en bog om sin tid som EU-kommissær, som danske myndighder begærede forbudt. Men inden formaliteterne var i orden, havde hun held til at få dagbladet Politiken til at udgive den i avis-særudgave. Det gav bøde til bladet – men skaden var sket: Ømtålelige emner var bragt ud til offentligheden.
En særlig skæbne overgik, den danske bog ”Den lille røde for skoleelever”, som stod for udgivelse i Storbritannien. De britiske myndigheder frygtede at bogen, som man roligt kan kalde et anti-autoritært skrift, ville fordærve unge mennesker. Forlæggeren havde et mægtigt tab, idet det allerede trykte 1. oplag måtte destrueres. Menneskeretsdomstolen i Strasbourg gav imidlertid ikke forlæggeren ret i, at hans ytringsfrihed var krænket – selv om bogen var tilladt i Skotland, Nordirland og Isle of Man – foruden de fleste lande i Europa. Domstolen fandt, at der måtte gives Storbritannien en ”national skønsmargin”, et begreb, som den undertiden anvendte for at tage særlig hensyn til et (i manges øjne) moralsk-retligt lidt efter-blevent land.
En dansk udfordring af ytringsfriheden udgjorde den såkaldte Jersild-sag, også kaldet Grønjakke-sagen. Den danske journalist, Jens Olaf Jersild, gav i et fjernsynssindslag på blot fem minutter et konkret eksempel på renlivet racisme gennem interviews med en gruppe unge danske racister, som hånede og forulempede indvandrere i et bestemt kvarter i København. En tv-seer anmeldte ham for udbredelse af racisme i strid med straffeloven, og journalisten blev idømt bøde ved tre retsinstanser. Forebragt domstolen i Strasbourg fik han imidlertid medhold i at dommere ikke skal bestemme hvordan journalistisk arbejde udføres, og at indgrebet mod ham ikke var ”nødvendigt i det demokratiske samfund”.
Indgreb mod pressen i Stor Britannien har foranlediget flere ledende domme fra Menneskeretsdomstolen. Markant var den mod Sunday Times for at bringe artikler om den skade, der (i hele Europa) var forvoldt af præparatet thalidomid, som bl.a. var anbefalet gravide kvinder for at dulme smerter og andet ubehag under et svangerskab. Tusinder af kvinder fødte vanskabte børn efter indtagelse af det tysk-producerede præparat, og havde nu besvær med at opnå passende erstatning. Efter én offentliggjort artikel udtog medicinfirmaet stævning og ville have nedlagt fogedforbud mod efterfølgende artikler, Det underkendtes af Strasbourg.domstolen, som fandt indgrebet uberettiget ”i det demokratiske samfund”.
Det er givet, at krav om fortrolighed fra ens arbejdsplads, og ikke mindst, hvis det har med sikkerhed, politi og forsvar at gøre, skal respekteres – man kan eksempelvis heller ikke sige, at en dommer eller for den sags skyld anklager har uindskrænket ytringsfrihed. Problemet ligger i, at grænsen ofte trækkes efter et personligt skøn. Hvornår en hemmelighed er det, viser aktuelle eksempler på, at vores to efterretningstjenester – politiets og forsvarets – og disses ansatte bedømmer sådan noget vidt forskelligt.
En nyere begrænsning i ytringsfriheden, ikke juridisk, men rent faktisk, har religiøse og volds-fanatiske grupperinger vist sig at være. Udbredelsen af de såkaldte Muhammed-tegninger i Jyllands-Posten og ud over verden skulle vise sig at indeholde enorme mængder af sprængstof og kræve menneskeliv. En del lærere – og også en række blade – har således afstået fra at bringe tegningerne af frygt for attentater og drab i deres kølvand. Dermed kan man konkludere, at et moderne samfund, ikke mindst ved computerteknologien udbredelse, er konfronteret med talrige nye klippeskær under brugen af de højt besungne menneskerettigheder, herunder ikke mindst informationsfriheden.
Krigsførende lande er de første til at indskrænke denne frihed, men f.eks. Ruslands rigoristiske forholdsregler, som nærmest forbyder enhver omtale af felttoget i Ukraine, når bortses fra befordring af officiel propaganda, sprænger alle rammer. Netop dette foranledigede EU til at blokere for tre russiske radio/tv-stationer, fordi disse ikke hviler på uafhængig journalistik og dermed på ingen måde tilsigter sandheden.
En afsluttende større projektør på pressefriheden, en væsentlig del af ytringsfriheden, viser, at tidligere tiders indgreb over for enkelte journalister, artikler eller presseorganer, er blevet sjældnere. To EU-lande, som har svært ved at forstå og fortolke signalerne fra Bruxelles på rette måde, nemlig Polen og Ungarn, har valgt at opkøbe aviser, som ikke er regeringen følgagtig. Indgreb i forskningens frihed, som det her fører for vidt også at komme ind på, nødvendiggjorde, at Centraleuropa Universitetet i Ungarn måtte flytte til Østrigs hovedstad Wien.
Moderne tids grænseoverkridende nyheds- og informationsformidling, fjernundervisning m.v. har gjort det lettere at bryde gennem nationale grænser. Eksil-radio- og tv-sendere har eksisteret i mange år, men on-line-revolutionen har næsten ophævet nationale grænser og samtidigt befordret lynhurtig kommunikation. Det er blevet sværere at nedsænke nye ”jerntæpper” og at holde på hemmeligheder.