Af Henrik Døcker

Den internationale højspænding i vore dages politiske verden har kuldkastet mange bekvemme tanker om ikke mindst Europas tilstand. Vi må revidere vores holdninger, forventninger og for den sags skyld idealer. Det kan være farligt at kalde tingene ved deres rette navn – som at sætte ild til en høstak. Men fører Vladimir Putin i realiteten ikke en stedfortræderkrig mod Vesten, sådan som hans retorik afslører det efter aggressionen mod Ukraine?Meget tyder på, at han har forregnet sig i hvert fald i to henseender.

For det første: At han skulle have stor – i virkeligheden også ukrainsk – tilslutning til sin påstand om ”naziregimet i Kijev”.

For det andet: At den ukrainske hær let kunne nedkæmpes.

At han indledningsvis påstod, at det – efter hans mening – svage NATO, havde udfordret ham og krænket Ruslands interesser, lagde op til, at hans land var ‘offer’ i en kraftprøve, der gjorde det legitimt at slå ned på en nabostat (Ukraine), alt imens denne fik mere og mere våbenhjælp vestfra til at forsvare sig. (At Ukraines politiske top fik udtrykket ‘nazister’ påhæftet i stedet for ‘ fascister’ – Ruslands og Sovjets gængse ord for ideologiske ærkefjender – kan blot undre).
Såkaldt præventivkrig er lige så vel som en aggressionskrig klart forbudt efter FN-pagtens Art. 2. Alene hvis en stat bliver angrebet eller FN’s Sikkerhedsråd klart udtaler fare for international fred og sikkerhed kan krigsvåbnet anvendes – i moderne folkeret kaldet ”international væbnet aktion”.

Putins tankespind om, at ‘situationen’ fordrede hans handling til forsvar for Ruslands interesser, kan højest have overbevist en begrænset skare af hans egen indoktrinerede befolkning.
Det er straks sværere helt at afvise tanken om stedfortræderkrig. Ikke mindst fordi Vesten så massivt støtter Ukraine med våben. Under alle omstændigheder er det lykkedes den russiske diktator at grave så dyb en kløft mellem Øst og Vest, at det er svært se, at der i overskuelig fremtid kan bygges en fredelig bro over den. Ja, ikke alene et svælg mellem Rusland og en stor del af den øvrige verden, men også mellem russere og andre europæere. Det er smerteligt blevet illustreret ved bl.a. Finlands og Estlands afvisning af russiske besøgende i almindelighed.

Det er stadig lidt uklart , om deciderede asylsøgere også vil blive vist vintervejen. At afvise disse som regulære flygtninge vil åbenbart krænke flygtningekonventionen af 1951. En konvention, som vel at mærke fortolkes yderst forskelligt af alverdens lande. At et nyt Jerntæppe har sænket sig mellem Øst og Vest er åbenbart – eller vi kan sige, at det gamle er rykket mod Øst: Vi skal ikke glemme, at hele Central- og Østeuropa indtil 1990/91 lå bag Jerntæppet, og at det på forunderlig, fredeligvis, gik op, så 15 nye republikker opstod ud af Sovjetunionen, og at Baltikum samt Centraleuropa blev løftet ud af det kommunistiske tvangssystem.

Hvad skal man så mene om sabotagen mod gasledningerne Nord Stream 1 og 2 i Østersøen (hvis anlægsomkostninger har andraget omkring 15 milliarder Euro)? Med Ruslands afvisning af at være bagmand og tilmed et tilbud om at ‘opklare’ de indgribende ødelæggelser af gasrørene, kompliceres efterspillet i hvert fald officielt. Hvordan det end forholder sig, tjener det Ruslands interesser at sprede tåge om handlingsforløbet.

Det forekommer mig fuldstændig i pagt med Putins almindelige politik: At gøre modstanderen usikker – så at sige at punktere sandheden på forhånd og dermed svække fjenden. Strengt taget en videreudvikling af hvad han lærte som KGB-agent, både hjemme og i udlandet. Denne internationale skyggeboksning, inkl. diverse atomtrusler, skaffer Rusland råderum for at bygge videre på sine løgne – om befolkningerne i Ukraines østlige provinser og disses rettelige tilhørsforhold, om folkedrab og anden vildledning.

Vi kan nu glemme alt om ”Een Verden”, hin idealistiske forening, der opstod kort efter FN’s oprettelse i 1945 – og som appellerede til en fredelig universalisme, som er og bliver en ønskedrøm. Demokratiets idealer om folkestyre forstået som individets frie valg om repræsentation på tinge og international respekt for både egne love og internationale vedtagelser. Despoti og ensretning realiseres på utallige måder i Ungarn og Polen , i Belarus i Nordkorea, i Myanmar , i El Salvador, Venezuela, Turkmenistan…Den triste lange række af lande kan suppleres med dysfunktionelle stater, hærget af terrorisme, såsom Mali, DR Congo, Mozambique m.fl.
Nogle mennesker og organisationer forsager komplet krig – men det må erkendes, at det ind imellem er nødvendigt at gribe til dette våben, fx i form af intervention. Det skete ved Kuwait-krigen 1990-91, da USA befriede det olierige emirat ved Den Persiske Havbugt fra Iraks forsøg på at opsluge det ved væbnet magt.

Mere kontroversiel var NATOs intervention i 1999 til fordel for den serbiske provins Kosovo, hvor det albanske befolkningsflertal efter manges opfattelse truedes af et serbisk folkedrab. Med tiden og FN’s bistand opstod Kosovo da i 2008 som selvstændig stat. Men det gamle ord: ”Med ondt skal ondt fordrives” kan undertiden være berettiget. Det forudsætter dog, at magtstrukturerne tillader det. Derfor har ingen magt fx grebet ind til fordel for darfurerne i Sudan, for uighurerne i Kina eller kurderne i diverse lande, hvor de måtte være forfulgt. Ak ja, stater bygger kun formelt på høje idealer, men først og fremmest på interesser og en realistisk fornemmelse af egen magt. 

9. oktober 2022.