Europagruppen indkaldes til stormøde

Planlægning for 2024

Mødet afholdes den 9. januar 2024 i Store Claus, Byens Hus, Hellerup. Nye medlemmer er velkomne.

Europa Arbejdsgruppen indkalder til møder for at høre medlemmernes ønsker for det kommende år: HVAD vil I gerne fokusere på i det kommende år? Lad os sammen planlægge relevante og spændende møder og evt afklare om der er interesse for flere rejsegrupper – hvordan og hvorhen? Hvilke dele af Europa vil folk beskæftige sig med – og hvordan?

Ole Aabenhs har nedlagt EuropaNYT møderne i sin nuværende form, men har nye ideer til det kommende år, hvor den store valgbegivenhed naturligvis er Europa Parlamentsvalget i juni. Hvad er EUs fremtidige rolle i en ny verdensorden med dynamiske alliancerog nye økonomiske og pragmatiske interesser?

Nordirlands rejsegruppe vil afrapportere fra en vellykket og fremfor alt lærerig tur til Nordirland i september 2023. Forud for rejsen var forberedelsesforløbet rigtigt fint, med flotte boglister af fag- og skønlitteratur til selvstudier og læsegruppediskussioner samt naturligvis fine foredrag, der var åbne for alle GS medlemmer. Hvad kan vi lære af denne rejseform og hvad kan vi gøre for de gode mennesker, der delte deres erfaringer med os? Måske har I ønsker og forslag til nye tematikker, lande / regioner og ressourcepersoner eller rejser? Hvis I ikke kan deltage på selve mødet, kunne I evt skrive til mig.

NYE MEDLEMMER I EUROPA TEMAGRUPPEN ER MEGET VELKOMNE OG KAN VÆRE MED FRA STARTEN NÅR VI PLANLÆGGER FOR 2024!

Af hensyn til indkøb til forplejning på mødet bedes I indbetale 25 kr ved tilmelding til box18276 (GS kaffe mm).

11. december 2023

The Man Who Swallowed A Dictionary

Globale Seniorers Nordirlandsgruppe i teater

Mette Mønsted 4.10-2023

Rejsegruppen til Nordirland var i Teater 9.9.2023, hvor de så The Man Who Swallowed A Dictionary.
Teaterforestillingen handlede om en politiker: David Ervine fra Progressive Unionist Party, som iflg. forfatteren var vigtig:
“The big achievement he created was he brought the Protestant working-class to the Good Friday Agreement … I think if he hadn’t stepped in when he did, there may not have been the majority (supporting the agreement) that eventually happened.
Forestillingen beskriver hans liv fra den protestantiske arbejderklasse, hvor han var med i Ulster Voluntary Force, og blev som ung i 1974 arresteret i en stjålet bil med 5 pund eksplosiver, en detonator og en sikringsledning , og blev dømt til 11 år i fængsel.

I fængslet læste han i en ordbog, og derfor titlen. Han blev løsladt i 1980, og blev først lokalpolitiker, og så i Northern Ireland Assembly i 1998. Han blev kendt for sit sprog med mange fremmedord fra ordbogen.
Han blev gift, og i forestillingen er der konstante problemer med, at han hele tiden lover, at gøre mere for konen og hjemmet, men opsluges af politik, hvor han jo også har spillet en rolle både i forhold til våbenhvilen og fredsaftalen. Hans søn begik selvmord, og han døde selv af et hjertetilfælde i en alder af 53 år.
En spændende forestilling, men frustrerende, at hele salen mange gange storgrinede, uden at vi havde en anelse om hvorfor. Sprog og tilstrækkelig viden om kontekst var en barriere for os.

Creggan overgiver sig aldrig!

På besøg i Rath More, Creggan Enterprise i udkanten af Derry.

Ida-Elisabeth Andersen 3.10.2023

Vi besøgte Rath More, Creggan Enterprise, som ved første blik ligner et almindeligt butikscenter med Spar Købmand og andre butikker. Det ligger i udkanten af Derry.
Det er dog langt fra almindeligt. Det viser sig at være en rollemodel for lokalsamfundsudvikling. Vi mødte Colan McFeely, som er født og opvokset i Creggan. Han har siden slutningen af -80erne, sammen med en lige så engageret og energisk gruppe, arbejdet for udviklingen af Rath More, og er nu centerets udviklingsdirektør.
Creggan blev planlagt og opbygget som boligområde med 20.000 boliger fra 1944. Det blev et fattigt og nedslidt arbejderkvarter, især da de eksisterende industrivirksomheder stoppede og fyrede tusindvis af ansatte i løbet af -80’erne og -90’erne. Beboerne er overvejende katolske.
Udover denne baggrund har Creggan også – fortalte Colan McFeely – fået sin rigelige andel af troubles under ‘The Troubles’. Deltagere i borgerrettighedsdemonstrationerne i Derry både 1968, 1969 og Bloody Sunday i 1972, hvor flere blev dræbt og såret af militær og politi, kom for en stor dels vedkommende fra Creggan.
Og ‘The Troubles’ er ikke slut endnu i Creggan, ”men vi slår ikke hinanden ihjel mere” fortalte Colan. Det kan godt minde om en koncentrationslejr ind imellem, sagde han. I dag opretholdes konflikten f.eks. med politichikane overfor tilsyneladende tilfældige borgere, som standses og visiteres på gaden – og tilfældige ‘indbrud’ hos uskyldige borgere midt om natten og afspærring af kvarteret hvor de bor, så alle bliver generet og alle kan følge med i det. Selv børnebørn af aktivister fra ‘The Troubles’, risikerer at blive mobbet i skolen og på gaden.
Det er derfor ikke nemt at arbejde for fred, for dialogprocesser og for reconciliation. Men det er spillevende målsætninger for centerets arbejde i dag.
Målgruppen er de lokale beboere. Der arbejdes projektbaseret med marginaliserede grupper som kvinder: ‘Unheard Voices’ (som er alene efter mandens død eller fængsling) og unge som har svært ved at finde jobs og i det hele taget finde sig til rette i dette miljø. Flere projekter, som skal styrke kvinderne og medvirke til, at de kan spille en aktiv rolle i udviklingen af lokalsamfundet. Fordi det går hårdest ud over kvinder, når der hersker så konflikttunge forhold, som der gør i Creggan, sagde Colan. Der er i det hele taget en stor buket af projekt-overskrifter, som alle ser relevante og interessante ud. Rath More er også ‘getting green’ og samarbejder om det med andre lokalsamfund. Se mere på http://rathmore.com.
Rath More centeret indeholder virksomheder, som gerne må tjene penge, men ikke overdrive privatiseringen – Rath More skal også give ‘social profit’. Derudover finansieres det af fondsmidler fra nationale, lokale og internationale (fx EU) fonde.
Centeret modtager mange besøg af grupper som vores, men også af politiske ledere fra hele verden, som kan lære af Rath Mores eksempel.

Sinn Féin…håb om et forenet Irland

Endnu et spændende postkort fra Nordirland - denne gang om et møde med Sinn Féin 12.9.2023.

Mette Mønsted 2.10.2023

Globale Seniorers Nordirlandsgruppe mødtes 12.9.2023 med

Martina Anderson, Sinn Fein leadership Team, former MEP and spokesperson on European Affairs,
Declan Kearney, Sinn Fein chairperson (kun kort tid til stede), og
Professor Colin Harvey, Queens University Belfast.

Sinn Féin betyder ‘(We) Ourselves’, og beskriver sig selv som et Irsk republikansk, demokratisk, socialistisk, politisk parti i både Irland og Nordirland. Det er etableret i 1905, og har kæmpet for et frit Irland og et forenet Irland både i Irland og Nordirland. Der har været mange interne kampe og udskillelser af grupper til andre partier, især til venstre til arbejderpartier. Sinn Féin har været associeret med Irish Republican Army (IRA) i løbet af ‘The Troubles’ i begyndelsen af 1970erne, og også senere. Gerry Adams blev leder i 1983, og igennem 90’erne var han med til at forhandle våbenhvile. Gerry Adams og andre fra Sinn Féin blev blokeret på britiske radio og TV kanaler fra 1982 til 1994. John Hume fra Social Democratic and Labour Party var initiativtager til forhandlinger med Sinn Féin og Tony Blair om fredsaftalen ‘The Good Friday Agreement’ som i 1998 skabte forudsætningerne for en lokal regering – Nordirske parlament Stormont – med en magtfordeling mellem DUP og Sinn Féin.
Fredsaftalen betød at mange politiske fanger blev frigivet. Martina Anderson blev arresteret som 18 årig, og blev løsladt mod kaution og flygtede, men blev senere blev arresteret sammen med en gruppe som 24 årig og fik livstid. Hun blev løsladt og valgt politisk efter fredsaftalen. I ‘Good Friday Agreement’ indgår en række ændringer, som betød slut på de mange voldsomme kampe, og vægt på politiske kampe frem for væbnede. Det betød også. at alle der er født på øen Irland, kan få Irsk statsborgerskab. Dette betyder nu efter Brexit, at også protestanter får irsk statsborgerskab.
Sinn Féin er som parti styret ret centralistisk, hvor alle beslutninger tages i to nationale boards: ‘The National Officer Board’ ( 7 medlemmer), og ‘Árd Comhairle’ (national executive) (47 medlemmer flest fra Nordirland, men også fra Irland). Der er kritik, af at organisationen er så uigennemsigtig og hierarkisk. Ved valget i 2022 blev Sinn Féin det største parti, og skulle ifølge ‘The Good Friday Agreement’ have premierminister rollen, i stedet for hidtil vice-minister. Men DUP (unionist partiet) blokerer Stormont, ved ikke at møde op. Der er derfor ingen regering, og det går ud over rigtig mange mennesker. Det betyder også mere styring fra Westminster.
Sinn Féin’s vigtigste politiske budskab er et forenet Irland. Det kræver dog støtte fra befolkningen i begge lande, og tilladelse fra Westminster om folkeafstemning om frigørelse fra UK. Både Martina Anderson og professor Colin Harvey var optimistiske. Colin Harvey, som er medlem af Sinn Féin har været med til en undersøgelse af den irske lovgivning og sagde, at de var i gang med de ændringer, som er nødvendige for at optage Nordirland. Der ser dog ud til at være en del forskellige holdninger til dette, da Nordirland er fattigt, og det vil være dyrt for Irland at optage det.
Martina Anderson har været MEP, indtil Brexit nedlagde hendes mandat. Hun har været aktiv i den socialistiske del af parlamentet, og i samarbejdet med andre undertrykte, bl.a. støtte til Palæstina.
Hun har også været parlamentsmedlem af flere omgange, og sidst efter Brexit indtil 2022.
Hun fortæller om hvordan den britiske diskrimination af katolikker/republikanere fortsætter. De bliver jævnligt standset af politiet og kontrolleret, MI5 er fortsat meget aktiv, og kan uden begrundelse lukke folks bankkonto, så man ikke kan komme til den. Ugen før vi besøgte ‘Creggan’ – et område med katolsk befolkning var der ballade, fordi politiet lukkede en hel bydel kl. 6.30 og det meste af dagen for at arrestere en 26årig kvinde. Det var en provokation og udløste selvfølgelig ballade fra de mange unge arbejdsløse i området, og dermed mange flere arresterede.

Et problem for processen, er at boligområder og skoler er så opdelte. Katolikkerne går i katolske skoler styret af Den katolske kirke, og protestanterne går i statsskoler med stor indflydelse også fra den protestantiske kirke. Dvs. fjendebillederne fortsætter, og de møder først nogle fra ‘den anden side’ i job eller universitet.
Det var imponerende, at så højtstående medlemmer af Sinn Féin tog sig tid til at mødes med os. Der var en klar forventning, om at vi kunne gøre noget for dem ved at formidle viden om vilkårene i Nordirland for republikanerne. En forventning om at vi som gruppe faktisk havde indflydelse, og kunne hjælpe dem. Det føles pinligt.

På skolebesøg nær Belfast

Nordirlands-rejsegruppen har været på besøg på Academy Primary & Nursery School i Saintfield og Dorte Lykkegaard beretter her om indtrykkene.

Dorte Lykkegaard 1.10.2023

Der er langt fra mødet med forhenværende IRA til en skole med glade børn i skole uniformer i de smukkeste blå farver. Synet mødte os i Saintfield, en velhavende forstad til Belfast.
Skolelederen Richard Fegan tog imod os med rosende ord om Danmark og det danske skolesystem, som han kendte fra mange besøg på Randers Lilleskole, deres venskabsskole.
Vi er på en såkaldt ‘controlled school’, hvilket betyder, at det er en statsskole, hvor undervisningsministeriet fører tilsyn og er lærernes arbejdsgiver. Der er andre skoler i Nord Irland som: katolske skoler, hvor kirken har meget stor indflydelse på både undervisningsplaner og læreransættelser eller integrerede skoler, der drives med statsstøtte og fondsstøtte, med det formål at integrere alle trossamfund. Den skole, vi besøgte, er en statsskole som også får støtte fra private fonde, der søges af Forældre – & Lærerforeningen. Richard Fegan sagde, at statens bidrag ikke var nok ”but not too bad”, da Forældre – & Lærerforeningen er virkelig gode til fundraising.
Richard Fegan understregede, at skolen bød alle børn velkommen uanset trosretninger nationalitet og handicap. Man var i gang med at bygge rampe til en ny elev i kørestol. I dag er 10 % af alle børn katolikker, men for 10 år siden var alle elever fra protestantiske familier. Det blev nævnt, at 95 % af børnene ikke vidste, hvilken religion de tilhørte, når de startede i skolen. De bliver undervist i de trosretninger, eleverne tilhører, og fejrer alle hinandens forskellige helligdage som tegn på gensidig respekt. Skolen samarbejder med en katolsk skole, eleverne besøger hinanden, afholder sportsarrangementer, og dyrker både de traditionelle katolske og protestantiske sportsgrene, som børnene og de unge ellers ALDRIG kan komme til at prøve. Kendskab til hinanden fremmer respekt, accept og tolerance. Børn og unge i almindelige skoler møder normalt først hinanden, når de kommer på universitetet eller er færdiguddannede og starter på deres arbejdsplads; SÅ adskilte er de katolske og de protestantiske uddannelser.
Skolens opgave er at opnå resultater, men denne skole arbejder også meget med tolerance, udfordringer, lykke, forbedring, opmuntring, ihærdighed og kerneværdier, og visionen er, at børnene realiserer deres fulde potentiale i et trygt og positivt læringsmiljø. Målet er, at ethvert barn skal tænke på årene tilbragt på skolen med glæde og stolthed.
Hver måned er der fokus på et tema: ansvar, flid, tilgivelse, ærlighed, tålmodighed, respekt, omsorg, høflighed og venskab. I september i år var det respekt, og Richard Fegan fortalte om en fireårig elev, der havde svaret igen over for en lærer. I samtalen ‘på kontoret’ blev han bl.a. spurgt om, hvilken kerneværdi han havde overtrådt, og han svarede selv ‘respekt’. Således relateres daglige problemer i videst mulig udstrækning til skolens kerneværdier, mål og opgaver.
I Irland er der ingen enhedsskole. Men alle eleverne skal bestå en prøve ved udgangen af 7. skoleår. Den er bestemmende for, hvilken type skole de kan fortsætte i. Det er helt forkert bemærkede Richard Fegan. En del af os danskere mindedes optagelsesprøven til mellemskolen. Den sidste blev afholdt i 1958. På denne skole arbejder lærerne målrettet i det sidste skoleår med disse adgangsprøver. Ud over at få bedst mulige resultater, ser skolen det som dens opgave at afdramatisere og fjerne frygten for ikke at bestå. Richard Fegan har et særligt kort i ærmet, han bestod nemlig ikke selv prøven i sin tid! Der bliver også gennemført mock interviews med eleverne for at forberede dem til kommende skolesamtaler. Skolens elever fordelte sig 50/50 på Grammar School og High School. Generelt anser forældre den videre uddannelse på en Grammar School som en vej til bedre videreuddannelse med muligheder for social mobilitet.
Ved ansættelse af lærere lagde Richard Fegan stor vægt på deres engagement og deres personlighed; men han ansatte ikke nødvendigvis med de bedste faglige papirer. De vigtigste kvalifikationer var nærvær og gennemslagskraft i klassen.

Naturligvis er der både et protestantisk og et katolsk seminarium i Nordirland, og begge ligger i Belfast.
På spørgsmål om muligheder for at udvikle skolesystemet hen imod en bedre integration af børn fra alle religiøse baggrunde, var Gerry Hannah* og Richard Fegan, enige om, at den katolske kirke var meget lidt villig til at opgive kontrollen over de katolske skoler, mens den protestantiske kirke var mere åben.
På et spørgsmål om, der blev undervist i historien om ‘The Troubles’ var svaret enstemmigt fra Richard Fegan og Gerry: ”NO, do not touch it, be very careful with the young children, and do not transfer to next generation”. Svaret afspejler både historien og nutiden, og faldt i tråd med det generelle indtryk fra opholdet.
Skolens største problem er mangel på plads. Der er ca. 425 elever. Der er flere ansøgere, end skolen kan imødekomme. Der er også søgning fra indvandrerfamilier, der har klaret sig godt nok til at bo i denne velhavende forstad.
Atmosfæren på skolen var varm, og der var smilende børn og voksne. Det summede af aktivitet, og som pensioneret lærer fra en 4-sporet københavnsk skole, tænkte jeg, da jeg læste om skolen, at det var for godt til at være sandt. Men med ildsjæle, god økonomi, forældreopbakning er basis i orden, og resultaterne var tydeligvis gode.

*Gerry Hannah var vores kontaktperson i Nordirland, men er også bedstefar til en af eleverne.

Gummikuglen blev hans skæbne

Et postkort fra Nordirland

Af Ole Aabenhus 26.9.2023

Richard Moore er blind. Han var 10 år i maj 1972, da han blev skudt mellem øjnene med en gummikugle som den, han lader gå rundt, da vi Globale Seniorer er på besøg. Vi er i “Stroke City” – Nordirlands næststørste by, som skiftevis hedder Derry eller Londonderry eller Derry/Londonderry alt efter, om man er unionist og dermed sandsynligvis protestant eller nationalist og dermed nok også katolik, eller ingen af delene. Og Richard Moore er dels leder af Derry’s lokalradio, Drive 105, og dels direktør i en velgørende fond, han selv har stiftet under navnet Children in Crossfire, Børn i Krydsild.

Hvis der er en by i Nordirland, man kan kalde katolikkernes og dermed republikanernes højborg, er det Derry. Den katolske del af byen Bogside er fyldt med murmalerier og “Free Derry” i kæmpestore bogstaver. Det var her ‘Bloody Sunday’ fandt sted i januar 1972, da britiske soldater dræbte 14 deltagere i en demonstration for menneskerettigheder og sårede yderligere 12. Der var vagtposter alle vegne. En var placeret lige uden for den skole, Richard gik på. Den 4. maj kommer han løbende fra fodbold, rundt om et hjørne, passerer vagtposten og bliver skudt på klods hold. Gummikuglen rammer midt mellem øjnene. Det ene ryger ud. Det andet bliver blindt.

Richard Moore fortæller historien roligt, med en slags underliggende patos. Han har fortalt den mange gange før, også i BBC (udsendelsen “Blind Vision”) og i TED programmet på Youtube.

Egentlig er vi kommet for at høre om lokalradioens rolle under ‘The Troubles’, men i den forbindelse er det mest interessante iflg. Richard Moore de piratradioer, der sendte fra den anden side af grænsen til Republikken Irland, kun få kilometer fra Derry. Lokalradio – community radio – kom først efter årtusindskiftet. Og Richard Moore er gammel radioamatør, så han var med fra starten, og han ser tre fordele ved lokalradio i en by som Derry: På den ene side, at alle kan ringe ind og give deres version af de konflikter, de oplever. Det giver en formidlet dialog mellem to sider, der ofte er uforsonlige. På den anden side giver radioen uddannelse til de halvt hundrede frivillige. De lærer at præsentere en sag, at optræde for et publikum, eller de er teknikere, receptionister osv. Og på den tredje side giver lokalradioen byen en sportslig identitet. Drive 105 dækker alle sportskampe, hvor Derry er med – og holder altid med hjemmeholdet.

Hvad Richard Moore allerhelst vil tale om, er fonden ‘Children in Crossfire’, der hjælper med til at give børn i Tanzania og Etiopien en uddannelse, især ved at støtte førskole undervisning. Fonden blev til, fordi Richard Moore fik en erstatning for de to øjne, som gjorde ham i stand til at købe et hus og to barer i Derry. Dem solgte han efter 28 år, og salgssummen blev begyndelsen til ‘Children in Crossfire’.

Og så vil han gerne tale om tilgivelse. Det kan måske være lidt tåkrummende for os danskere, men Richard Moore siger det sådan – på trods af den vold, der har gjort ham blind – at “We need to have a desire to reconcile”. “Vi har brug for at have et ønske om forsoning”. Det begyndte med et møde i 2001, da Dalai Lama kom til Derry. Richard Moore blev grebet af hans tanker og besluttede at forsone sig med den soldat, der skød og gjorde ham blind. Han fandt ham i Skotland, og siden har de mødtes som venner, siger Richard Moore, men det varede længde, før Charles besluttede at undskylde for den fejl, han begik i 1972, da han skød den 10-årige dreng lige mellem øjnene. “Vrede er en selvisk følelse”, siger Richard Moore i dag. “Tilgivelse er en gave, du giver til dig selv”.

Democratic Union Party og The Orange Order.

Endnu et spændende rejsebrev fra Nordirland

Viggo Brun 24.9.2023

Globale Seniorers Nordirlands gruppe havde fået arrangeret et møde med det protestantiske unionistparti Democratic Union Party (DUP) – som skulle sidde i den Nordirske regering sammen med Sinn Fein, men som for tiden nægter at indgå i nogen regering.

I tillæg fik vi tilbudt en rundvisning på Orange Orders Heritage Center i det hus i Loughgall, hvor Orange Order blev grundlagt i 1795. Loughgall er en lille landsby i nærheden af Portadown i County Armagh, et landområde en times biltur sydvest for Belfast – ikke helt nemt at nå med offentlig transport, men vi endte da med at få samlet tropperne.

DUP havde oprindeligt tilbudt, at vi skulle mødes med partiets leder Sir Jeffrey Donaldson; men da han blev hasteindkaldt til et møde i London, mødte vi i stedet parlamentsmedlem Jonathan Buckley, partiets økonomiske talsmand, som fremlagde partiets synspunkter. Han er nu blevet 31 år, men blev landets yngste parlamentsmedlem allerede som 25-årig. Han blev gift i 2022, og har brevdue-kapløb som hobby – en meget veltalende og sympatisk ung mand.

Som udgangspunkt havde vi bedt ham tale om post-Brexit situationen og Nordirlands fremtid.

Grundlæggende sagde han, at DUP naturligvis var pro-britisk, men at de følte sig forladt – ja nærmest forrådt – af Storbritannien i forbindelse med Brexit. Nordirland var blevet et offerlam – ‘collateral damage’ – i de kaotiske tilstande efter afstemningen. Han forklarede, at før DUP ville genoptage samarbejdet med Sinn Fein i regeringen måtte briterne først genindføre det indre marked i UK, dvs. fjerne alle handelshindringer mellem England og Nordirland, fordi 85% af Nordirlands produktion og handel går til og fra England.

DUP havde stemt for at forlade EU, fordi de ønskede at afgørelser i Storbritannien og Nordirland skulle tages lokalt, ikke i Bruxelles, men den engelske regering havde ikke troet at et flertal af befolkningen ville stemme for at forlade EU. Regeringen havde derfor overhovedet ikke forberedt sig på konsekvenserne af en eventuel Brexit, ej heller lagt nogle konkrete planer for, hvordan de skulle takle konsekvenserne af en udtrædelse. Den britiske regerings team var skiftende og dårligt forberedt til alle forhandlinger med EU, der var meget bedre til at forhandle. Derfor var det endt med en så kaotisk post-brexit-situation for Storbritannien og specielt for Nordirland.

Om sin holdning til et forenet Irland, svarede Jonathan Buckley, at han ikke troede, at et forenet Irland var uundgåeligt selvom Sinn Fein republikanerne nu havde overhalet DUP som det største parti i Nordirland, og selv om unionisterne var fragmenterede i mere end 15 forskellige protestantiske trosretninger, medens nationalisterne/republikanerne var mere samlet under den katolske kirke.

Han mente at en eventuel afstemning om et forenet Irland ikke nødvendigvis ville ende med et forenet Irland, fordi de fleste mennesker ville foretrække kontinuitet fremfor en forandring med uoverskuelige konsekvenser. Desuden er det britiske helse- og sociale system meget bedre end det irske, og Nordirland er i dag fuldstændig afhængigt af store årlige subsidier fra Storbritannien.

Som Ulster Skotte med en protestantisk baggrund havde han en stærk historisk og kulturel identitet som en del af Storbritannien, som han absolut ikke kunne forestille sig at blive afskåret fra.

Afslutningsvis spurgte vi, hvad der skulle til for at bringe Nordirland ud af det nuværende parlamentariske dødvande med en ikke-fungerende regering. Vi fik ikke noget klart svar, blot skubbede Jonathan Buckley ansvaret over på Sinn Fein, Storbritannien og EU.

Inden gruppen fik en rundvisning på museet for The Orange Order i samme hus, blev vi beværtet med de bedste scones og te man kunne ønske sig!

The Orange order

Det er vigtigt at have nogle historiske hovedpunkter i baghovedet, når vi taler om protestanter og The Orange Order i Nordirland:
 Fra 1534 til 1603 erobrede briterne gradvist store dele af Irland – ‘The Tudor Conquest of Ireland’ – hvilket resulterede i, at den irske adel måtte flygte og deres jord blev konfiskeret.
 I 1608 begyndte en organiseret kolonisering af Ulster (Nordirland) hvortil et stort antal britiske protestanter – de såkaldte ‘planters’ fortrinsvis fra Skotland – flyttede. Disse blev kaldt ‘planters’ fordi de blev omplantet fra Skotland og England. I løbet af de næste 100 år voksede den protestantiske befolkning i Ulster sig større end den oprindelige katolske bondestand.
 I 1688 kom så ‘The Glorious Revolution’ i England, hvor den katolske kong James blev udfordret af den hollandske og protestantiske prins William of Orange, som var gift med kong James’ protestantiske datter. Dette resulterede i en krig som blev udkæmpet i Irland mellem den afsatte kong James, som håbede på, at den katolske majoritet dér ville støtte ham, og den nye protestantiske kong William.
William vandt, hvilket medførte protestantisk overherredømme i Irland og Ulster, samt en diskriminering og ekskludering af den irsk-katolske majoritet – samt presbyterianerne – fra magt og adgang til at eje jord. Denne lokale krig var en udløber af Ni-Års-Krigen (1688-97) på det europæiske kontinent mellem de protestantiske reformister – ‘The Grand Alliance’ – og de katolske mod-reformister ledet af kong Ludvig XIV.
 I 1795 blev The Orange Order dannet.

Orange Order museet – total renoveret med EU-midler – koncentrerede sig om disse historiske begivenheder og fokuserede på det engelske kongehus’’ storhed. Det var særlig datoerne for de forskellige militære slag mellem William af Orange og kong James, der blev lagt vægt på, og som den dag i dag stadig er udgangspunkt for fejringerne på de store årlige parader, som protestanterne arrangerer. Specielt fejres sejren efter slaget ved Boyne den 12. juli (1690), som er national helligdag i Nordirland.
Vores guider talte med stor patos og dyb loyalitet om det engelske kongehus og roste dets storhed; ikke mindst talte de med stor begejstring om besøget af prins (nu kong) Charles da han indviede museet, hans optræden og små kommentarer som havde gjort stort indtryk på dem.
Udgangspunktet for dannelsen af The Orange Order var resultatet af spændinger mellem nogle mindre grupper af protestanter og katolikker i Armagh området i 1795, som endte op med skyderier mellem de to grupper, hvor 30 katolikker blev dræbt, hvorefter nogle af de sejrende protestanter tog hen til den bygning, hvor museet nu befinder sig og dannede The Orange Order – ‘Orange’ til minde om den protestantiske William af Orange, som havde indført protestantisk overherredømme i Ulster hundrede år tidligere. Et rum i museet viste de tre grundlæggere underskrive Orange-ordenens statutter.

Museet var flot indrettet og afspejlede ordenens fokus på en glorværdig og fjern fortid med militarisme, royalisme, protestantisme og glorificering af Storbritanniens kolonitid. Vores gruppe havde dog lidt svært ved at føle lige så stor entusiasme som vores venlige guider.

‘Toxic’ is the keyword

Et nyt postkort fra Nordirland

Ole og Ki Aabenhus 24.9.2023

‘Toxic’ – det er, hvad Dale Patterson, assistent i et rent-a-car firma i Derry, kalder situationen i Nordirland. Vi har afleveret en bil, det er sidste dag i Nordirland, og han kører os til byen, så vi kan komme til lufthavnen i Dublin med bus.

Udtrykket ‘toxic’ kommer egentlig fra, at der for kort tid siden er fundet giftige blåalger langt over de tilladte max-grænser i søen Lough Neagh, hvor 40 pct. af Nordirlands drikkevand kommer fra. “Ingen gør noget ved det, for der er ingen regering i Nordirland”, forklarer han. Det hænger sammen med, at protestanter i unionist-partiet DUP blokerer for, at katolikkerne i det republikansk-irske Sinn Fein kan overtage posten som førsteminister, sådan som reglerne er under ‘Good Friday’ (Langfredags-) aftalen. Det var ellers den, der for 25 år siden fik sat en stopper for den voldelige konflikt i Nordirland.

Dale var 6 år gammel, da ‘Good Friday Agreement’ blev til, så han har aldrig rigtig oplevet volden under ‘The Troubles’. Men situationen i dag er stadig ‘toxic’, siger han, for spændingerne er der stadig. Dale elsker fodbold, men der er ingen penge til sporten, fordi unionisterne identificerer sig med britisk fodbold (‘soccer’), mens republikanerne af princip går ind for irsk-gælisk fodbold, der ligner en blanding mellem ‘soccer’ og rugby. Altså bliver det aldrig til noget med, at Nordirland kan markere sig i international sport.

Hvad med et forenet Irland, spørger vi. “Det tror jeg ikke på”, siger Dale. “Der er alt for mange protestanter med gammeldags britiske værdier. Og så er der nogle britiske velfærdsordninger, der gør det bedre at bo heroppe i nord. Vi har boligtilskud, arbejdsløshedsunderstøttelse og et sundhedssystem, der er både bedre og billigere for almindelige mennesker. Det vil folk ikke give slip på”.

Selv kommer han fra et katolsk hjem. “Men heldigvis gav mine forældre mig en opdragelse, hvor de ikke påduttede mig et bestemt synspunkt i konflikten heroppe. Og alligevel har jeg arvet ‘The Troubles’. De gamle spændinger er giftige ligesom vandet i Lough Neagh, og de gennemsyrer alt. Toxic is the keyword”.

De halvnøgne mænd, der vandt over briterne

Endnu et postkort fra Nordirland

Af Ole Aabenhus 22.9.2023

Vi befinder os i sognegården til en katolsk kirke i Belfast, og de fleste af os 15 i Globale Seniorers rejsegruppe er lidt chokerede. Vi er lige ankommet til Nordirland. Vi har set en del af de berømte murmalerier fra The Troubles – de tredive år fra omkring 1960 til Langfredagsaftalen, Good Friday Agreement i 1998, da kampene i Nordirland var hårdest. Og nu sidder vi ansigt til ansigt med to “Blanket men” – John Hunter til venstre og Eámon MacConbhide til højre.

“Blanket men” er betegnelsen for unge IRA-medlemmer, der blev interneret af de britiske myndigheder, og gennemførte nogle af de hårdeste protestaktioner, man kan forestille sig.

Manden i den hvide skjorte, Brian Watters, er præst i kirken og lidt forsigtig i sine udtalelser. Og bagerst i mørk skjorte står Gerry Hanna, en pensioneret fagforeningsmand, der har hjulpet med programmet i Nordirland og mener, vi skal kende alle sider af konflikten.

Han kender Eamon, der har det med at fare op, fordi han ikke kan styre sit temperament, når det handler om The Troubles, så Eamon har fået John med. John er roligere, og de to har været venner siden fængselsdagene.

I efteråret 1976, da de var blevet sat fast som store teenagere, stillede de britiske myndigheder krav om, at alle internerede fra IRA og lignende oprørsgrupper skulle bære fangetøj. Fangetøj er et symbol på, at du straffes som kriminel, men John, Eamon og flere hundrede andre unge mænd protesterede. De var politisk internerede og ikke straffefanger – altså havde de ret til at gå i eget tøj, ret til at mødes og til at få breve udefra.

Fængselspersonalet rev brutalt tøjet af dem, så de stod nøgne, men de nægtede at tage fangetøj på. Med det resultat, at de gik omkring totalt afklædt, kun med det tæppe, der hørte til i cellen. De blev slået og udsat for tortur, så snart de kom ud af celledøren, fortæller de, så fra 1978 nægter de at gå i baderum, og da det kommer til en slåskamp, nægter de at gå på toilettet og også at gå ud for at tømme den potte, de får udleveret, så de smører afføring op på væggene. Myndighederne giver sig ikke, tværtimod. De holder ud i en grad, som er vanskelig for os andre at forstå. Hvordan kunne de klare år ud og år ind at sidde i en celle uden varme om vinteren, uden bad, med lort på væggene? Det er John, der svarer: Det var en slags team-spirit. Og de, der opgav og samarbejdede med myndighederne, var screws, skruebrækkere. Dem var der 600 af, får vi at vide. “Blanket men” talte 350.

Der går tre år, så i 1981 lægger de 350 en plan for seriel sultestrejke – når én dør, går den næste i gang med at sulte sig til døde, og så fremdeles. Bobby Sands, den mest berømte iblandt dem, døde efter 66 dage. Undervejs var han blevet valgt som britisk Parlamentsmedlem, selv om han var fængselsfange, og det var begyndelsen til en stadig mere omsiggribende støtte, der gjorde Sinn Fein – IRA’s politiske fløj – til det største irsk-republikanske parti i Nordirland.

John var blandt de 100, der stod på listen over dem, der ville sulte sig til døde – man nåede bare ikke så langt ned på listen. I alt 10 døde, og det var det, der gjorde udslaget, mener både John og Eamon. “Vi var overbevist om, at vi ville vinde, og vi vandt”, siger John i dag, og Eamon nikker. Han er enig. Uden “blanket men” og sultestrejke havde briterne aldrig givet sig, og Good Friday-agreement var aldrig blev til.

Postkort fra Nordirland

Det er op ad bakke for Nordirlands LO

17.9.2023

I ethvert andet europæisk land vil fagbevægelsen kende sine modparter – ja, de vil have en arbejdsgiverforening og en stat at forhandle med.
Men det gælder ikke nordirsk LO – Northern Ireland Committee (NIC) of the Irish Congress of Trade Union – ICTU. Det nordirske LO er nemlig en del af det samlede ICTU, der dækker hele den irske ø.
Rammen for al politik i Nordirland er ”Good Friday Agreement” (Langfredagsaftalen), som blev indgået mellem de stridende parter i 1998 – altså for 25 år siden.
Men på trods af aftalen om fælles regering mellem Sinn Féin (republikanere/katolikker) og Unionisterne (dem, der vil forblive i union med UK) har der de facto kun været en regering i Nordirland i mindre end 40 % af tiden.
Dvs., at fagbevægelsen ikke har en repræsentant for det offentlige at aftale bedre vilkår for arbejderne og den øvrige befolkning med – ikke på arbejdsmarkedet, ikke på uddannelsesområdet, ikke på social- og sundhedsområdet, ikke på erhvervspolitik.
Da en stor del af medlemmerne er ansat i den offentlige sektor, er der for dem heller ingen at forhandle løn- og ansættelsesvilkår med – ingen at indgå overenskomster med.
Dette var bagtæppet for Irlandsgruppens møde med Gerry Murphy, der er leder af NIC og Assistant General Secretary i ICTU.
Når regeringen ikke fungerer i Nordirland, er det regeringen i Westminster gennem ministeren for Nordirland, der de facto bestemmer. Siden kampagnen for at komme ud af EU begyndte (Brexit afstemning i 2016) har nordirerne oplevet, at Westminster ingen interesse har for nordirernes levevilkår eller synspunkter.
Den eneste interesse, der har været vist er, hvordan Det Forenede Kongerige kunne undgå at oprette en ”hård” grænse mellem henholdsvis Nordirland resten af UK og Nordirland og republikken Irland og dermed EU. Det har de til gengæld været så opsat på, at de er parate til at fratage nordirerne mange af de selvfølgelige sociale og politiske rettigheder og menneskerettigheder, som er en del af både FN og EU konventioner.
Den økonomiske krise, som kom i kølvandet af Covid19, som igen for UK’s vedkommende kom i kølvandet af den forringerede økonomi efter Brexit, er gået hårdt ud over befolkningen i Nordirland.
Inflation, stigende boligpriser og dårligere sundhedsvæsen har været mærkbar hos lønmodtagerne, som ingen reguleringer eller tilskud har fået. Og i dag taler man nu også her om ”the working poor”, som medfører håbløshed og mangel af tro på fremtiden, når man ikke en gang ved at have et job kan arbejde sig ud af fattigdommen.
I de sidste 8 mdr. har regeringen i Nordirland været boykottet af unionisterne i protest mod Westminsters manglende interesse i at få ordentlige aftaler om grænsespørgsmålet mellem UK og EU, og i overhovedet at inddrage Nordirland i disse forhandlinger. På den måde håber unionisterne at kunne presse Westminster-regeringen til at inddrage den nordirske regering i forhandlingerne om fremtiden uden for EU, specielt for Nordirland.
Men konsekvensen af denne taktik er altså, at der ingen regering er i Nordirland til at styre landet.
Det er den situation, NIC-ICTU står i. De forsøger at få et møde med unionisterne (DUP), men partiet har indtil nu aflyst aftalte møder med kort varsel og senest har DUP, iflg. Gerry Murphy, ikke en gang svaret på henvendelserne.
Den instans, der for tiden kunne ændre på forholdene i Nordirland, er regeringen i Westminster, og den har NIC-ICTU ikke nogen direkte adgang til.
Med andre ord er NIC på mange måder sat skakmat, fordi man ikke har en effektiv modpart at forhandle med. I øvrigt insisterer NIC-ICTU på at være partipolitisk neutral. Man synes, der er rigelig med splittelse i landet, så fagbevægelsen lægger stor vægt på at undgå partipolitisk splittelse. Men Gerry Murphy lægger ikke skjul på, at det ikke altid er let at skulle favne alle de mange modsatrettede synspunkter i det nuværende Nordirland.

Gitte Vesterlund og Arne Skov Andersen

Cookie	Varighed	Beskrivelse
cookielawinfo-checbox-analytics	11 months	This cookie is set by GDPR Cookie Consent plugin. The cookie is used to store the user consent for the cookies in the category "Analytics".
cookielawinfo-checbox-functional	11 months	The cookie is set by GDPR cookie consent to record the user consent for the cookies in the category "Functional".
cookielawinfo-checbox-others	11 months	This cookie is set by GDPR Cookie Consent plugin. The cookie is used to store the user consent for the cookies in the category "Other.
cookielawinfo-checkbox-necessary	11 months	This cookie is set by GDPR Cookie Consent plugin. The cookies is used to store the user consent for the cookies in the category "Necessary".
cookielawinfo-checkbox-performance	11 months	This cookie is set by GDPR Cookie Consent plugin. The cookie is used to store the user consent for the cookies in the category "Performance".
viewed_cookie_policy	11 months	The cookie is set by the GDPR Cookie Consent plugin and is used to store whether or not user has consented to the use of cookies. It does not store any personal data.

Globale Seniorer