Af Henrik Døcker
Pengenes magt bag både politik og jura er der filosoferet og skrevet meget om. Undertiden er dette åbenbart, ofte skjult som en kronisk “sygdom”. Og det er åbenbart, at både demokratier og diktaturer (autokratier) er belastet af den råddenskab, der undertiden hører med til pengemagten. Det er let nok at gribe til begrebet korruption, men hyppigt uden den større effekt, fordi magtfulde interesser forhindrer det, samtidig med at den, der ulovligt opnår en fordel ved omgåelse af regler, er interesseret i tavshed om det hele. Man taler om tys-tys-penge, man taler om “tavshedens lov” – oprindelig den sicilianske mafias udtryk for: “Tavshed er guld” eller måske snarere “Tavshed er en pligt”.
Men mange politiske initiativer tages uden nogen klar, åbenlys forbindelse med penge. Fhv. præsident Donald Trumps fremfærd er nok verdens tydeligste eksempel herpå lige nu. Alene at han har “skabt” sproglige udtryk fra det løgnens og udnyttelsens univers, han har omgivet sig med. Først kom fake news, ordret: forfalskede nyheder, som han i et uendeligt litani slyngede i hovedet på journalister, der stillede ham kritiske spørgsmål. Allerede her signalerede han sin alternative “verden”, som definerede løgn og sandhed helt anderledes end den omgivne verden. Et kneb, han benyttede – måske nok ikke som den første i USA – var at henvise til falske citater fra navngivne amerikanske politikere, dvs. ord, som de ikke havde udtalt.
Adskillige amerikanske journalister måtte, som fænomenet udvikledes, bruge urimelig megen tid på at tilbagevise frit opfundne udtalelser, falske talangivelser eller brovtende selvhævdelse. En videreudvikling af det trumpske fantasi-univers har været “at stjæle en valgsejr”. Jeg véd ikke, om amerikanerne har en version af det danske “Tab og vind med samme sind”. Et ordsprog, som kunne være et motto for enhver folkevalgt, der som en selvfølge vil respektere udfaldet af enhver regulært gennemført valghandling Nu skal man måske være amerikaner for overhovedet at viderebringe sådanne nye, kunstige udtryk – men ville en europæisk politiker slippe afsted med det – og blive taget alvorligt?
Totalt kan man ikke afvise muligheden for sådanne populistiske udtryk. Den nu afdøde italienske toppolitiker Silvio Berlusconi kunne med lidt god vilje måske kaldes en europæisk version af Trump. Selv om Italien ikke kan kaldes noget pragteksempel på en retsstat blandt Europas demokratier, så har det dog ikke fostret mænd af Trumps karat. At “perlerækken” af trumpske løgne citeres så flittigt hver eneste gang, han er blevet tiltalt i den efterhånden lange række af retssager mod ham, kan kun udlægges som udtryk for hans enestående pengemagt.
Sceneskift til Sanjay Shah, der efter en årrækkes ophold i Dubai her i København er tiltalt for at have bedraget den danske statskasse for 9 milliarder kr. i sagen om falsk udbytteskat. Hans indledende forsøg på at få sagen afvist, fordi han ikke troede. han fik “retfærdig rettergang”, kunne ligne en trumpsk afværgemanøvre. Efter at forsøget blev afvist af retten, fornemmede man, at “denne bold var lagt død”. Havde det været Trump i USA, ville der på én eller anden måde været holdt liv i sagen. Når det lykkedes Trump at “afvise” sin medskyld i stormen på den amerikanske Kongres i januar 2021 – et reelt mytteri mod staten USA – og det til trods for at en del af de voldelige hærværksmænd allerede er dømt, så kan det kun skyldes den enorme pengemagt bag kulisserne. Trump er en mand, som straks kommer i pindsvine-stilling, hvis han angribes politisk eller juridisk – og som i øvrigt for længst har bekendt sig til, at “det bedste forsvar er et angreb”.
Lad os fokusere på Qatar, som af belgisk politi er kommet stærkt i søgelyset efter anholdelsen af i alt fem personer, der har været medlemmer af EU-parlamentet eller knyttet til det, deriblandt det græske Europa-parlamentsmedlem Eva Kaili, hos hvem belgisk politi har fundet over én mio. Euro i kontanter – penge, der angiveligt skal være betalt for Kailis indsats for at skaffe Qatar-borgere visumfri adgang til EU. Den magt og indflydelse, som fx parlamentarikere ved EU-parlamentet nyder, giver naturligt visse enkelt personer eller stater uden for EU-kredsen blod på tanden. Det er ikke første gang, at lige akkurat disse parlamentarikere er blevet fristet af lyssky penge Det aktuelle tilfælde, som også indbefatter en anklage for hvidvask, forekommer at være det hidtil groveste tilfælde.
Når talen falder på magtmisbrug, kan det virke helt ejendommeligt ikke at være begyndt med Vladimir Putin. Men den tidligere KGB-agents totale foragt for alt, hvad der smager af demokrati endsige menneskerettigheder, har fået mig til i første omgang at holde ham “ude af ligningen”. Ligefrem flagrant at krænke FN-pagten ved at føre angrebskrig (aggression) som Ruslands mod Ukraine stiller førstnævnte uden for enhver sammenligning selv med skindemokratier. Ærindet her har været i nogle glimt at belyse demokratiernes svagheder og dilemmaer. Under de evige forsøg på at få folkets vilje inddraget, ja pointeret, i det demokratiske spil.
Men de parlamentariske bataljer, partiernes modsætninger og indbyrdes fejder er ikke -som det undertiden fore- kommer i USA – at ligne ved en sportskamp. Og ikke et spørgsmål om at hylde en fører. Noget Trump og store dele af hans republikanske lejr i USA aldrig har forstået. For ham er principper for retsstaten ligegyldige, ja verdensfjerne forestillinger. Selv om vestlige staters interne politiske og juridiske stridigheder tager megen tid og koster meget, er det den daglige dyst, vi føler at måtte tage. For at hindre at demokratiet bliver en paradeforestilling.
13.1.2024
