Det var med spænding jeg kastede mig over det udenrigspolitiske kapitel i regeringsgrundlaget for den nye SVM-regering. Regeringen er en erklæret reformregering med et flertal hen over midten.
Ikke overraskende stod der meget om sikring af Danmark og styrkelse af forsvaret. Ambitiøst – og til dels nyt – var det også, at Danmark skal spille en mere aktiv rolle i EU og i det hele taget benytte EU mht. at opfylde de ambitiøse målsætninger. Så, helt opløftet blev jeg, da jeg så, at der skulle gøres en øget indsats i Nærområderne og ikke mindst i Afrika.

Udenrigsområdet styrkes.

Det så godt ud. Og da der samtidig blev sat “sværvægtere” på posterne som udenrigsminister og udviklingsminister, er der en god mulighed for, at udenrigspolitikken kan slå igennem i regeringen, men også at ministrene kan sikre, at målsætningen om at “styrke udenrigstjenesten og diplomatiet” ikke blot bliver tomme ord, men også omsættes i handling. Det er der behov for efter mange år med nedskæringer og ikke mindst i lyset af, at Danmark overtager formandskabet for EU i 2. halvår af 2025 og håber på, at blive medlem af FN’s sikkerhedsråd i årene 2025 og 26.
Det ser umiddelbart fint ud. Men når jeg nærlæser teksten, bliver jeg i tvivl om, det virkelig er helt så positivt.

Hvad med FN?

Det første jeg studser over er indledningen, hvor man nævner, at “den internationale orden er under pres globalt og, at vi derfor skal bruge vores alliancer og vores medlemskab af EU og NATO til at “forsvare landes ret til selvbestemmelse, menneskerettigheder og demokrati”. Hov hvor blev FN af? Er FN-systemet ikke relevant på det overordnede plan? Verdensmålene. FN’s særorganisationer… Og var det ikke FN’s sikkerhedsråd vi stræber efter at blive medlem af i 2025-26?
Troværdig og ligeværdig dialog. Det er glædeligt, at regeringen erklærer, at “Danmark skal engagere sig i en troværdig og ligeværdig dialog særligt overfor udviklingslandene i det globale syd, der ofte oplever ikke at blive hørt, selv om de påvirkes hårdt af den globale udvikling og har mindst at stå i mod med”. Det er der behov for. Men hvad er realiteten?
Når regeringen roser sig af at leve op til FN’s mål om at bruge 0,7 % af BNI på udviklingsbistand, så synes det som om, at man vil benytte meget af bistanden på Ukraine og meget på klimaindsatsen. Men har regeringen og især den nye udenrigsminister helt glemt, at han som formand for COP15 i København meddelte, at klimaindsatsen skulle være i TILLÆG til den ordinære udviklingsbistand. Jeg noterer i øvrigt også, at fattigdomsbekæmpelse ikke længere indgår som et fremtrædende mål for bistanden. Der lægges i høj grad vægt på, hvad der kan gavne Danmark.
Og hvad skal udviklingsbistanden i øvrigt benyttes til? I regeringsgrundlaget skrives, at den “ligeledes skal understøtte handel og udbredelse af markedsøkonomiske principper, herunder en bedre håndhævelse af den private ejendomsret”. Hvad hvis partneren i den “troværdige og ligeværdige dialog” har andre ønsker? Er det så: “take it og leave it “?

Fokus på Afrika.

Jeg synes, det er fint, at regeringen vil have særlig fokus på Afrika og “sætte sig i spidsen for at skabe en ramme for en markant styrket europæisk indsats i Afrika.” Det ville samtidig være godt, hvis regeringen eksplicit kunne sige, at samarbejdet mellem EU og den Afrikanske Union (AU) bør styrkes for at forebygge en “del og hersk politik” og samtidig bidrage til at styrke samarbejdet mellem de afrikanske lande.
Det er naturligvis vigtigt at diskutere klimaudfordringerne og sikkerhedspolitik. En anden væsentlig udfordring for både Europa og Afrika er demografien. Men af forskellig karakter. I Europa en aldrende befolkning og i Afrika en ung befolkning. Det burde kunne omsættes til en win-win situation.
Sluttelig. Det vil være godt, hvis regeringen hele tiden vil huske målsætningen, at “Danmark skal engagere sig i en troværdig og ligeværdig dialog”.
Var det det den tidligere regering gjorde i forholdet til Tanzania inden man besluttede at nedlægge ambassaden? Ellers er der her et godt eksempel på at spørge, om det er det Tanzanias regering ønsker?
Det er ikke for sent med en troværdig og ligeværdig dialog med Tanzania. Og beslutninger kan jo ændres, som regeringspartierne har vist talrige eksempler på.

Per Bo

16.1.2023