Siden starten af 1990’erne har Globalisering i stigende grad været et dominerende begreb i forbindelse med diskussion af internationale forhold. Betegnelsen står for en voksende kulturel og økonomisk udveksling mellem verdens forskellige lande, især i form af varer og produkter, mennesker, penge, information, og tanker og ideer (Wiki). Globaliseringen har af mange været opfattet som et vilkår, der indebar generel økonomisk og anden fremgang i verden.
Fra og med Ruslands angreb på Georgien (2008) og invasion af Krim (2014) og områder i Ukraine (2022), er begrebet geopolitik genopstået i medierne. Geopolitik er overordnet set en betegnelse for, at magtfulde stater bestemmer over andre stater. Stærke magter ser visse andre stater/geografiske områder, som hørende til deres interessesfære, og deres udenrigspolitik afspejler dette. Geopolitik udspiller sig på alle politiske niveauer – også globalt – og indebærer ofte væbnede konflikter og krige, – dog ofte med fokus på nabostater.
Mens globalisering på flere måder har medvirket til at skabe et gunstigt klima for internationalt samarbejde (herunder bestræbelserne for at lette multinationalt handelssamarbejde, f.eks. gennem fælles regler, tekniske normer, mv.) sætter geopolitikken (nye) grænser for omfanget og arten af internationalt samarbejde.
FN er som bekendt opbygget på et idégrundlag, der forpligter de 193 medlemslande til at bevare fred gennem internationalt samarbejde og kollektive sikkerhedstiltag. Der er derfor indlysende, at de vilkår i verdenssamfundet, som råder i dag, vanskeliggør FN’s arbejde, både generelt og i specifikke politikområder, f.eks. humanitær bistand i nødsituationer, der optræder overalt i verden.
Med dette udgangspunkt vil Jens Christian Wandel belyse FN’s rolle og opgaver, herunder de seneste tiltag på freds- og konfliktløsningsområdet (bl.a. konflikterne i Gaza, Haiti, Sahel og Ukraine), og det kommende topmøde Summit of the Future i September 2024.