Globale Seniorer

Geopolitikkens betydning for FN’s rolle og opgaver?

Jens Christian Wandel er forperson for FN-forbundet og har blandt meget andet været undergeneralsekretær og særlig rådgiver for FN-generalsekretær António Guterres.

Siden starten af 1990’erne har Globalisering i stigende grad været et dominerende begreb i forbindelse med diskussion af internationale forhold. Betegnelsen står for en voksende kulturel og økonomisk udveksling mellem verdens forskellige lande, især i form af varer og produkter, mennesker, penge, information, og tanker og ideer (Wiki). Globaliseringen har af mange været opfattet som et vilkår, der indebar generel økonomisk og anden fremgang i verden.

Fra og med Ruslands angreb på Georgien (2008) og invasion af Krim (2014) og områder i Ukraine (2022), er begrebet geopolitik genopstået i medierne. Geopolitik er overordnet set en betegnelse for, at magtfulde stater bestemmer over andre stater. Stærke magter ser visse andre stater/geografiske områder, som hørende til deres interessesfære, og deres udenrigspolitik afspejler dette. Geopolitik udspiller sig på alle politiske niveauer – også globalt – og indebærer ofte væbnede konflikter og krige, – dog ofte med fokus på nabostater.

Mens globalisering på flere måder har medvirket til at skabe et gunstigt klima for internationalt samarbejde (herunder bestræbelserne for at lette multinationalt handelssamarbejde, f.eks. gennem fælles regler, tekniske normer, mv.) sætter geopolitikken (nye) grænser for omfanget og arten af internationalt samarbejde.

FN er som bekendt opbygget på et idégrundlag, der forpligter de 193 medlemslande til at bevare fred gennem internationalt samarbejde og kollektive sikkerhedstiltag. Der er derfor indlysende, at de vilkår i verdenssamfundet, som råder i dag, vanskeliggør FN’s arbejde, både generelt og i specifikke politikområder, f.eks. humanitær bistand i nødsituationer, der optræder overalt i verden.

Med dette udgangspunkt vil Jens Christian Wandel belyse FN’s rolle og opgaver, herunder de seneste tiltag på freds- og konfliktløsningsområdet (bl.a. konflikterne i Gaza, Haiti, Sahel og Ukraine), og det kommende topmøde Summit of the Future i September 2024.

Pragmatisk idealisme.

Foto: Dina Goroziya Pixabay

Af Per Bo                                                                                                                                    30. maj 2023

Jeg ved ikke, hvem der først kom med udtrykket nuværende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen eller tidligere udenrigsmister Per Stig Møller. Rigtigt tollket synes jeg godt om udtrykket. Det er vigtigt med idealisme, men det er også vigtigt at være pragmatisk og tage hensyn til den virkelighed, vi på et givet tidspunkt befinder os i.
Det var også den betegnelse, som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen benyttede, da han præsenterede SVM regeringens nye Udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi.
Han nævnte, at der kunne være brug for mere pragmatisme bl.a. i forhold til en række lande, hvor Danmark – og andre europæiske lande – hidtil har været på den høje idealistiske hest og fortalt andre lande hvilke principper, de burde styre efter.
For Danmarks vedkommende f.eks. demokrati og menneskerettigheder.
Demokrati og menneskerettigheder. Man kan så spørge, om vi selv tager disse principper alvorligt.
Vi kritiserer eksempelvis ledere af nationer i det “globale syd” for manglende demokrati.
Men hvordan er det hos os selv ? Den formelt højeste post i vores samfund – posten som statsoverhoved – besættes den efter en demokratisk proces ? NEJ. Tværtimod.
Statsoverhovedet skal komme fra en bestemt familie, jobbet er ikke tidsbegrænset, og det er arveligt. Samtidig kan statsoverhovedet ikke frit vælge, hvilken religion han/hun vil tilslutte sig.
Tilhængere af det åbenlyst udemokratiske system begrunder det bl.a. med, at det kan betale sig, og at det gavner danske erhvervsinteresser !
Alene af den grund og for at hykleriet ikke bliver alt for åbenbart, er det godt at styre efter “Pragmatisk idealisme”
Jeg er fundamentalt enig i, at det er vigtigt at have nogle idealer (et idealistisk kompas) at styre efter. Nogle gange viser det sig, at den lige vej – en højt udmeldt idealisme – ikke er den, der bedst giver resultater.

Et eksempel kan måske illustrere pointen. Nemlig den politik, der ledte op til Helsinki-konferencen i 1975 bl.a. Willy Brandts “Østpolitik”. På Helsinki-konferencen blev man enige om – pragmatisk – at tage grænsedragningen efter 2. verdenskrig til efterretning, idet man sagde, at ændringer kun kunne ske med fredelige midler. Det var vigtigt for magthaverne i Sovjetunionen. Samtidig blev man enige om, at menneskerettighederne herunder de fundamentale frihedsrettigheder skulle respekteres, hvilket var vigtigt for de vestlige lande.
Paradokset er, at denne aftale – der indebar en de fakto anderkendelse af de eksisterende grænser og Tysklands deling – blev afsættet til Tysklands fredelige genforening og demokratiseringen i Østeuropa.
Den nye Udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi. Den seneste udenrigspolitiske strategi blev præsenteret af den socialdemokratiske et-parti regering i begyndelsen af 2022. Siden da har verden ændret sig radikalt som følge af den russiske invasion af Ukraine. Så alene af den grund var der behov for en ny strategi. Men der var også behov for en ny strategi, da vi fik en ny SVM-regering hen over midten i december 2022.
Det vil mht. kommentarer derfor være mest relevant at sammenholde den med SVM-regeringsgrundlagets udenrigspolitiske afsnit.
I forhold til SVM-regeringsgrundlaget (som jeg kommenterede i et notat 16-1-2023 ), er der sket en række afklaringer og – synes jeg – forbedringer.
I strategien har FN fået en mere fremtrædende plads (hvilket jeg efterlyste). Det gøres også klart – at Danmarks muligheder for at påvirke udviklingen går gennem vores medlemskaber og alliancer. NATO på det sikkerhedspolitiske område, men først og fremmest understreges det, at vores indflydelse går gennem EU. Det er værd at hæfte sig ved, når man tænker bare nogle få år tilbage. Der skrives: “Danmark og Europa skal tilpasse sig en geopolitisk virkelighed præget af dyb mistillid, langvarig konfrontation og uforudsigelighed”. Jeg er ikke i tvivl om, at “uforudsigeligheden” også er møntet på USA. Derfor må EU udvikles også på det sikkerhedspolitiske område. EU skal også spille en større rolle på den internationale scene. Strategien forudser et EU med flere medlemmer og – uden at det siges helt klart – til en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Strategien ser også på de længeresigtede konsekvenser (frem mod 2050) af, at balancen skifter i den globale økonomi (Fra USA-EU over mod Asien) og befolkningsmæssigt en stigning (Fra USA-Europa over mod Afrika).
Man gør også opmærksom på, at globaliseringen er under forandring. Der kommer nok nye spilleregler. Hvor man lander er endnu ikke klart. (Det var også en overvejelse, man har i OECD, viste GS’ studierejse til OECD i april 2023).
I forhold til regeringsgrundlaget er der skruet ned for retorikken. Vi skal fortsat arbejde for “Ligeværdige partnerskaber”. Mht. Afrika, hvor der i høj grad har manglet “ligeværdighed”, konstaterer man ikke blot, at “Afrika er Europas nabo og et kontinent i vækst”. Man siger nu også eksplicit, at man skal samarbejde med den Afrikanske Union for “at finde fælles løsninger på globale udfordringer”. Man nævner, at der er en Afrikaplan på trapperne. “Den vil styre den danske indsats for stærkere samtænkning og for styrkelse af bilaterale og europæiske tiltag på tværs af vores engagement”.
Jeg efterlyste i mine kommentarer til regeringsgrundlaget, at man eksplicit burde nævne den Afrikanske Union (AU) som samarbejdspartner. Det er nu sket !
I regeringsgrundlaget stod, at udviklingsbistanden “ligeledes skal understøtte handel og udbredelse af markedsøkonomiske principper” Det er ikke gentaget i strategien. Godt, hvis man ønsker en ligeværdig dialog.
Jeg håber, at den Afrikaplan, der er på trapperne, også vil pege på, at man bør genoverveje hvilke ambassader, man ønsker, og at oprettelse og nedlæggelser sker i konsultation med de afrikanske partnere. Lukningen af ambassaden i Tanzania forstår meget få Afrika-kendere.
I strategien konstaterer man, at befolkningen vokser i Afrika. Afrika vil i mange år frem have en ung befolkning. Det burde set fra et aldrende Europa være en positiv udfordring, når vi mangler arbejdskraft. Eller har vi noget mod sort arbejdskraft?

Regeringens udenrigspolitik

En kommentar til SVM-regeringsgrundlaget

Pistol, FN Foto: Flavio Botana Pixabay

Det var med spænding jeg kastede mig over det udenrigspolitiske kapitel i regeringsgrundlaget for den nye SVM-regering. Regeringen er en erklæret reformregering med et flertal hen over midten.
Ikke overraskende stod der meget om sikring af Danmark og styrkelse af forsvaret. Ambitiøst – og til dels nyt – var det også, at Danmark skal spille en mere aktiv rolle i EU og i det hele taget benytte EU mht. at opfylde de ambitiøse målsætninger. Så, helt opløftet blev jeg, da jeg så, at der skulle gøres en øget indsats i Nærområderne og ikke mindst i Afrika.

Udenrigsområdet styrkes.

Det så godt ud. Og da der samtidig blev sat “sværvægtere” på posterne som udenrigsminister og udviklingsminister, er der en god mulighed for, at udenrigspolitikken kan slå igennem i regeringen, men også at ministrene kan sikre, at målsætningen om at “styrke udenrigstjenesten og diplomatiet” ikke blot bliver tomme ord, men også omsættes i handling. Det er der behov for efter mange år med nedskæringer og ikke mindst i lyset af, at Danmark overtager formandskabet for EU i 2. halvår af 2025 og håber på, at blive medlem af FN’s sikkerhedsråd i årene 2025 og 26.
Det ser umiddelbart fint ud. Men når jeg nærlæser teksten, bliver jeg i tvivl om, det virkelig er helt så positivt.

Hvad med FN?

Det første jeg studser over er indledningen, hvor man nævner, at “den internationale orden er under pres globalt og, at vi derfor skal bruge vores alliancer og vores medlemskab af EU og NATO til at “forsvare landes ret til selvbestemmelse, menneskerettigheder og demokrati”. Hov hvor blev FN af? Er FN-systemet ikke relevant på det overordnede plan? Verdensmålene. FN’s særorganisationer… Og var det ikke FN’s sikkerhedsråd vi stræber efter at blive medlem af i 2025-26?
Troværdig og ligeværdig dialog. Det er glædeligt, at regeringen erklærer, at “Danmark skal engagere sig i en troværdig og ligeværdig dialog særligt overfor udviklingslandene i det globale syd, der ofte oplever ikke at blive hørt, selv om de påvirkes hårdt af den globale udvikling og har mindst at stå i mod med”. Det er der behov for. Men hvad er realiteten?
Når regeringen roser sig af at leve op til FN’s mål om at bruge 0,7 % af BNI på udviklingsbistand, så synes det som om, at man vil benytte meget af bistanden på Ukraine og meget på klimaindsatsen. Men har regeringen og især den nye udenrigsminister helt glemt, at han som formand for COP15 i København meddelte, at klimaindsatsen skulle være i TILLÆG til den ordinære udviklingsbistand. Jeg noterer i øvrigt også, at fattigdomsbekæmpelse ikke længere indgår som et fremtrædende mål for bistanden. Der lægges i høj grad vægt på, hvad der kan gavne Danmark.
Og hvad skal udviklingsbistanden i øvrigt benyttes til? I regeringsgrundlaget skrives, at den “ligeledes skal understøtte handel og udbredelse af markedsøkonomiske principper, herunder en bedre håndhævelse af den private ejendomsret”. Hvad hvis partneren i den “troværdige og ligeværdige dialog” har andre ønsker? Er det så: “take it og leave it “?

Fokus på Afrika.

Jeg synes, det er fint, at regeringen vil have særlig fokus på Afrika og “sætte sig i spidsen for at skabe en ramme for en markant styrket europæisk indsats i Afrika.” Det ville samtidig være godt, hvis regeringen eksplicit kunne sige, at samarbejdet mellem EU og den Afrikanske Union (AU) bør styrkes for at forebygge en “del og hersk politik” og samtidig bidrage til at styrke samarbejdet mellem de afrikanske lande.
Det er naturligvis vigtigt at diskutere klimaudfordringerne og sikkerhedspolitik. En anden væsentlig udfordring for både Europa og Afrika er demografien. Men af forskellig karakter. I Europa en aldrende befolkning og i Afrika en ung befolkning. Det burde kunne omsættes til en win-win situation.
Sluttelig. Det vil være godt, hvis regeringen hele tiden vil huske målsætningen, at “Danmark skal engagere sig i en troværdig og ligeværdig dialog”.
Var det det den tidligere regering gjorde i forholdet til Tanzania inden man besluttede at nedlægge ambassaden? Ellers er der her et godt eksempel på at spørge, om det er det Tanzanias regering ønsker?
Det er ikke for sent med en troværdig og ligeværdig dialog med Tanzania. Og beslutninger kan jo ændres, som regeringspartierne har vist talrige eksempler på.

Per Bo

16.1.2023