Globale Seniorer

En historie om udvikling

En historie om udvikling med udgangspunkt i Zimbabwe
”Africa is not a country”, så nu tager vi videre fra Etiopien.

Vi har inviteret Bjørn Førde til at fortælle om Zimbabwe med

udgangspunkt sin bog:

”Vi tror vi kan måle alt” – en historie om udvikling.

Hvad sker der i Afghanistan?

ANDRES MØDER:

Et møde arrangeret af Røde Kors' Delegatforening

Globale Seniorers Mellemøstgruppe vil gerne gøre opmærksom på et møde om Afghanistan, som Røde Kors Delegatforening har taget initiativ til. Vi synes at mødets emne: Dilemmaer om nødhjælp i fallerede stater, er sørgelig relevant i mange af de områder vi interesserer os for, skriver Mellemøstgruppen.

Mødet afholdes:
Lørdag den 19 november kl. 14.00 – 17.00,
Dansk Røde Kors, Blegdamsvej 27, København Ø

Læs mere om mødets tema, det foreløbige program og tilmelding på Delegatforeningens mødeinvitation.

 

Afghanske kvinder i burka på gaden i Kabul. Foto: timsimages.UK/ Schutterstock.com

Ukraine: Genopbygning kræver helhedstænkning

Build Back Better!
En enestående mulighed for genopbygning i Ukraine efter krigen

af Steen Hildebrandt, Ph.D.
Professor emeritus og adjungeret professor
 

Krigen i Ukraine hører op. Det kan vare længe, men det sker. Det bliver igen hverdag i Ukraine. Ikke den samme, men hverdag – og måske en helt ny slags? Huse, bygninger, broer, jernbaner, hospitaler, skoler, fabrikker og meget andet er smadret. Vi har set det. Vi har på TV set et land blive bombet sønder og sammen. Der er blevet rapporteret og vist billeder. Hele verden har set med. Vi har set ødelagte fabrikker, brændende huse, lig, nedbrændte kampvogne, grædende mennesker, flygtninge, omflakkende hunde etc. Titusindvis af mennesker er dræbt. Tusindvis af kvinder og piger er blevet voldtaget. Masser af mennesker er traumatiserede, sårede og invaliderede. Mennesker, familier og byer lider enorme smerter. Landet lider. Der bliver et før og et efter den 24. februar 2022. Og der bliver et før og et efter den dato, hvor krigen hører op. Præsident V. Zelenskyj vil for eftertiden stå som et ikon, som et nationalt samlingspunkt og et internationalt forbillede.

Den anden side af disse billeder er et land og et folk med en enorm styrke og kampvilje; et land og et folk med en imponerende vilje til frihed og selvstændighed. Et land med et parlament og kommunalbestyrelser med folkevalgte medlemmer, der fungerer og er trådt i karakter i lyset af den forfærdelige krig.

April 21, 2022, Kyiv, Ukraine: Præsident Volodymyr taler til Verdensbanken forårsmøde. Ministeriel rundbordskonference om støtte til Ukraine. Foto: Ukraine Presidency/TT

Den anden side af disse billeder er et land og et folk med en enorm styrke og kampvilje; et land og et folk med en imponerende vilje til frihed og selvstændighed. Et land med et parlament og kommunalbestyrelser med folkevalgte medlemmer, der fungerer og er trådt i karakter i lyset af den forfærdelige krig.

Jeg fokuserer i denne artikel på Ukraine. Ukraine skal videre. Og det skal Rusland selvfølgelig også. Rusland er, uanset hvordan vi vender og drejer det, en del af helheden; Rusland er en del af de større økosystemer, som også Ukraine og andre europæiske lande er dele af. Hvordan bliver Rusland en del af den helhedstænkning, som vi er nødt til at mestre, når ikke blot Ukraine, men også Rusland i én eller anden forstand skal genopbygges? Europa er en helhed, der selv er en del af endnu større helheder. Til syvende og sidst handler det om holistisk økosystem-tænkning.

Ukraine skal genopbygges, og det vil ske. Men hvordan? Hvad skal der ske i Ukraine nu og i årene efter krigen? Hvem skal bestemme? Beredvilligheden i en lang række lande, organisationer, banker, fonde mm til at hjælpe og investere er og vil være stor – enorm. Penge og hjælp strømmer og vil fortsat strømme ind i landet. Det er i gang. Et ukrainsk Genopbygningsråd er allerede etableret og arbejder. Landet vil blive genopbygget. Byer vil blive genrejst, broer bygget, boliger, universiteter og skoler genopbygget osv. Men hvordan, efter hvilke værdier og regler og med hvilke resultater? Vil det – på godt og ondt – blive det gamle Ukraine – med et ungt demokrati, oligarker, social fremgang, ulighed, fattigdom, korruption etc.? Eller vil det blive et helt andet Ukraine? Hvilke former for retsopgør skal der finde sted i et land, hvor man må formode, at der vil være uhyre mange tvister, konflikter, forbrydelser, opgør etc., der skal opklares, afklares og afgøres ved retssager og retsinstanser etc.?

Kyiv, Ukraine februar 2022: Beboelsesejendom ramt af bomber i Ruslands angrebskrig mod Ukraine. Foto/Schutterstock.

Ukraine kan blive genopbygget, således at meget både i princippet og i praksis vil blive som før. Dette europæiske land med en dramatisk, omskiftelig og meget smertefuld historie. Før den 24. februar 2022 var Ukraine et skrøbeligt demokrati, men også et samfund i bevægelse, i udvikling væk fra korruption, dominerende oligarker, ulighed mm. Ikke at disse fænomener ikke fandtes, for det gjorde de, men der var en klar udviklingsretning og klare initiativer bort fra korruption mm. Danmark har ydet en stor indsats her. Dette udviklingsspor kan Ukraine komme tilbage på, måske på nye, intensiverede og måske endnu bedre måder. Men kan der også ske det, at oligarkerne bliver endnu rigere, uligheden endnu større osv.? Nogle kræfter i det ukrainske samfund vil givetvis arbejde for det sidste. Andre vil sætte alt ind for at fremme en samfundsopbygning hen mod mere demokrati, mindre korruption mm.

Man kan forestille sig, at der opbygges et helt andet slags samfund, et samfund, der fx opbygges med FN’s 17 verdensmål som ledestjerne, et slags mønstersamfund, ideelt set en udviklingsproces, der aldrig før er set. Vi taler, fx i FN- og krisesammenhæng, om begrebet Build Back Better (BBB) eller Build Forward Better. Det er den tænkning, jeg i virkeligheden her antyder, men nu i en situation, som vi måske aldrig har set, nemlig et skrøbeligt og demokratisk europæisk land, der skal genopbygges efter en krig, men potentielt på helt nye – aldrig før sete – måder. I virkeligheden en fantastisk situation og mulighed.

Europa efter Anden verdenskrig var i en lignende situation. Den amerikanske Marshall-hjælp til det krigshærgede Europa blev i sin tid givet på betingelser. Bl.a. var OEEC (Organization for European Economic Cooperation) et resultat af Marshall-hjælpen og den organisering, der var en del af planens realisering. Beregninger rapporteret i Foreign Affairs fornylig viser, at Marshall-hjælpen til Europa efter Anden verdenskrig omsat til aktuelle kurser var på omkring 6300 milliarder kroner.

Det var også en del af Marshall-hjælpens realisering, at danske og europæiske virksomheder og ledere lærte sig amerikansk ledelse, amerikansk management og management science, dvs. rationalisering og matematiske modeller anvendt til styrings- og ledelsesformål. Marshall-hjælpen og den ny-industrialisering af Europa og europæisk erhvervsliv, der fandt sted med og blev initieret og forstærket af denne hjælp, var vel i virkeligheden begyndelsen til Den store acceleration, der karakteriserede sidste halvdel af 1900-tallet? Ved Marshall-planen var der én giver og adskillige modtagere. I Ukraines tilfælde vil der være mange givere og én modtager. Hvordan kan og skal dette organiseres? Hvilket land skal der komme ud af alt dette?

Vi véd, at mange allerede tænker og arbejder med disse spørgsmål. Som eksempel: I London har CEPR, Center for Economic Policy Research, allerede udarbejdet en Blueprint for the Reconstruction of Ukraine (ISBN: 978-1-912179-59-6). Rapporten er skrevet af økonomer og bygger primært på erfaringer fra andre lignende situationer, herunder specielt Marshall-hjælpen efter Anden verdenskrig, genforeningen af Øst- og Vesttyskland samt krigene i Iraq og Afganistan. Det er en mere klassisk form for rekonstruktion, der her foreslås, end den kreative, læringsbaserede, åbne og bæredygtige form for genopbygning, som BBB-tænkningen går ud på, og som man også kunne forestille sig.

Oprindelsen til Build Back Better begrebet er erfaringer i forbindelse med bl.a. naturkatastrofer, hvor man oprindeligt havde en ringe forståelse af både de økonomiske og samfundsmæssige konsekvenser af katastrofer. Det har man så forsøgt at råde bod på gennem studier af katastrofer og forskellige slags indsatser. I første omgang var fokus på de økonomiske konsekvenser, og her er klassiske studier Sri Lanka tsunamien i 2004 og Sichuan-jordskælvet i Kina i 2008.  I nyere beskrivelser og indsatser lægges hovedvægten på fire kriterier, nemlig sikkerhed, hastighed, fairness (inklusion) og socioøkonomiske potentialer. Og det er i den forbindelse, at hele BBB-tænkningen har taget form som et bevidst samspil mellem disse fire og evt. andre supplerende læringsparametre, alt sammen med henblik på både kort- og langsigtede forbedringer af de systemer og strukturer, som man bygger op efter katastrofer.

Et andet eksempel: I juli måned i år blev der i Lugano i Schweiz afholdt en international konference, Ukraine Recovery Conference, URC 2022, med deltagelse af en række donor-lande, og hvor spørgsmålet netop er, hvorledes dette enorme hjælpearbejde skal organiseres og praktiseres. Og som et sidste eksempel har EU etableret The Ukraine Solidarity Trust Fond, der bl.a. skal administrere økonomiske EU-støttemidler til en bred vifte af genopbygningsindsatser. Der er behov for alle initiativer, der handler om at bidrage til, at denne BBB-tænkning bliver gjort til virkelighed, når genopbygningsprocessen i Ukraine for alvor begynder.

Som altid, når der er tale om genopbygning, er der også forretningsmuligheder – og også en nødvendighed for, at virksomheder af mange slags træder til. Der er givere (donorer), långivere, investorer etc., og på den anden side er der virksomheder af mange slags, der skal udføre allehånde former for opgaver. Det er indlysende, at en række danske virksomheder har indlysende og betydelige kompetencer og muligheder for at medvirke her.

Beregninger rapporteret i Foreign Affairs peger på, at genopbygningen i Ukraine, vurderet ud fra dagens situation, vil koste 3500 milliarder kroner. Vi véd, at Danmark er blevet bedt om at være en primær hjælp for den ukrainske havneby, Mykolajiv, når denne by skal genopbygges. Det var det, præsident Volodymyr Zelenskij bad om, da han holdt tale for Folketinget for nogle uger siden. Arbejdet og samarbejdet er i gang.

Man må forestille sig, at der uden for Ukraine i forskellige sammenhænge etableres andre organisatoriske konstruktioner, der intensiverer og fortsætter de nævnte BBB-processer på de niveauer og inden for de områder, som er relevante og nødvendige, herunder FN, EU, Verdensbanken, Den Internationale Valutafond etc.

Præsident Zelenskij taler fra storskærm på Rådhuspladsen i København på befrielsesdagen 4. maj 2022. Eget foto

Også i Ukraine skal der selvfølgelig etableres organisationer og systemer, der kan stå for, kan administrere, kan træffe beslutninger og kan samarbejde med bl.a. de internationale organiseringer, der etableres for konkret denne situation. Et Genopbygningsråd er som nævnt allerede etableret, og det skal muligvis udbygges, suppleres mm. Måske til en Ukrainsk organisation for økonomisk, bæredygtigt og socialt samarbejde og udvikling. Midt i alle ulykkerne er der også lyspunkter og muligheder.

Udgivet den 23. august 2022 

Steen Hildebrandts debatindlæg har 1. juni været  været bragt som kronik i Jyllandsposten.
samt i Mandag Morgen.

Vi tror vi kan måle alt

Thea og Lucas. To børn fra forskellige verdener, bragt sammen af tilfældigheder, skriver Bjørn Førde om dette møde mellem mennesker og kulturer. Foto fra bogen, taget under Bjørns år på MS–programmet. Foto: Bjørn Førde.

Som gammel MS’er og tidligere kollega har jeg sagt ja til at anmelde Bjørn Førdes seneste bog: ”Vi tror vi kan måle alt”, som udkommer den 16. april. For mig er forfatteren Bjørn, og jeg har derfor valgt at bruge hans fornavn, når jeg omtaler ham.

Ellen Buch-Hansen

Forfatteren favner Zimbabwe …et navnløst sted mellem Birchenough Bridge og Masvingo – illustration fra bogen. Foto: Bjørn Førde.

Vi tror vi kan måle alt er en smuk, velskrevet og meget personlig bog om mødet med Afrika – og med Zimbabwes udviklingshistorie fra den nye stats oprettelse i 1980.

I bogen følger vi Bjørn på en rejse tilbage efter 25 år. Han opsøger gamle projekter, tidligere partnere, venner, tidligere frivillige og andre udviklingsarbejdere og stiller spørgsmålet ”hvad gjorde vi egentlig?” og ”hvad kom der ud af det?”.

Bogen er blevet en slags dagbog over et langt arbejdsliv, hvor pejlemærket er solidaritet, venskab og et dybt ønske om at ændre ting til det bedre sammen med folk.

Rejsen er ”en ramme for at fortælle om de mellemfolkelige, mellemmenneskelige og mellemkulturelle dimensioner i udviklingssamarbejdet som for ofte bliver overset.” Bjørn har en imponerende kontaktflade og har fastholdt mange kontakter til gamle venner og partnere. Fint at få beskrevet, hvordan det er venner og ikke bare professionelle udviklingsarbejdere, han møder. Sammen bruger de tit lige så lang tid på at tale om hvordan det går i hinandens familier, som på projekterne og udviklingserfaringerne.

Der er mange kloge og gribende samtaler og møder, med imponerende kvinder og mænd om hvad udviklingssamarbejdet har betydet for dem og andre. Tag gensynet med Juliana og Titus, hans nære medarbejdere på MS-programmet. Eller de kurveflettende kvinder i Binga, Zuwa-væverne i Nyanga og kvindeaktivisterne Hope og Priscilla.

På trods af udviklingen i Zimbabwe og historier om hvide elefanter og udviklingsfiaskoer har Bjørn villet skrive en optimistisk bog – en udviklingshistorie om mennesker, miljøer og det udviklingssamarbejde, han var en del af. Forankret i MS grundlag, at arbejde for fred og retfærdige vilkår gennem mødet mellem mennesker, beskriver Bjørn sit forhold til Afrika, – og vel også til verden og mennesker som sådan – som en ”kærlighedsaffære”, hvor han sætter sig selv på spil. Det er modigt! Også fordi han selv kan komme til at fylde mere end han måske har lyst til.

Thea og Lucas. To børn fra forskellige verdener, bragt sammen af tilfældigheder, skriver Bjørn Førde om dette møde mellem mennesker og kulturer. Foto fra bogen, taget under Bjørns år på MS–programmet. Foto: Bjørn Førde.

Virker hans beskrivelse måske lidt naiv? Det personlige møde kan give indsigt og gøre begge parter klogere. Men det ændrer ikke ved magtforholdene lokalt eller den strukturelle skævhed i økonomi og magt globalt og lokalt. Bjørn skriver selv, at det venlige møde ikke kan stille noget op mod brutale magtmennesker som Mugabe og hans kreds. Han spørger også om, donorerne ikke vidste hvad der foregik. Gribende at høre at den tidligere frihedskæmper Paul, i opposition til ZANU, ikke klandrer danskerne og det internationale samfund for at holde lav profil.

Globaliseringen er siden 1970’erne trængt ind overalt og græsrødderne og de fattige mærkede konsekvenserne. Bjørn undrer sig over, at fortalerne for globaliseringen ikke så de negative konsekvenser. Som med klimaforandringerne havde man alle oplysningerne!

Først nu er den globale elite (måske) på vej til at tage ansvar og lytte til kritik, nervøse for vreden mod grådigheden, uligheden, selviskheden og uvidenheden. Som missionærerne i en tidligere epoke var med til at fremme koloniseringen, har vi udviklingsarbejdere uden at ville det også været med til at åbne nye områder for ”markedet”, for globaliseringen og den vestlige kapitalisme.

I bogens titel ligger en kritik af den bureaukratisering og teknificering af udviklingssamarbejdet og ønske om at ”vise resultater” at ”måle alt”, som udviklingssamarbejdet i stigende grad har været underlagt. Men kritikken er implicit, netop ved at lægge vægt på alt det, den tilgang ikke fanger, nemlig hvad det menneskelige møde har kunnet – for folk i Afrika og for danskerne.

Desværre har NGO’erne også selv mistet lidt af det, der har været deres styrke i det private udviklingssamarbejde, med påtvungne krav om tekniske log frame analyser, kvartalsrapporter osv. Bjørn nævner bl.a. organisationernes kamp om hvem, der kan tilskrives ansvar for de forskellige resultater.

Kærlighed ved første blik. Et foto fra første besøg i Binga Zimbabwe i 1990 er bragt på bogens forside. Foto: Bjørn Førde.

Vi tror vi kan måle alt er en smuk bog – godt formidlet. Bjørn skriver malende, man kan mærke de røde jordveje, lugte brænderøgen og se de blå bjerge i horisonten. Den har et fint billedmateriale og ideen med udsnit af Weya-kvindernes malerier som et farvet bånd over hver side fungerer godt og giver lokalkolorit til bogen. Enkelte steder er der indforstået viden for Zimbabwe-kendere, f.eks. optræder Gukarahundi inden historien foldes ud. Først senere kan vi læse om den afskyelige brigade, som Mugabe etablerer for at slå ZAPU og Joshua Nkomo ned med den konsekvens at 20.000 ndebeler bliver dræbt i årene 1983-87. Endelig savner jeg et ordentligt kort over Zimbabwe, så man kan følge de ret detaljerede rutebeskrivelser og lange køreture.

Bogen anbefales stærkt til Globale Seniorer, både som refleksion over udviklingen i Zimbabwe og over de oplevelser som mange af os har haft i ”historien om udvikling”. Den vil også være inspirerende og relevant for unge, for gymnasie– og højskoleelever, undervisere, politikere, udviklingsarbejdere og -administratorer og andre interesserede i internationale forhold. Med den aktuelle danske inhumane politik overfor flygtninge og indvandrere – som vi ikke havde forestillet os for 20 -25 år siden – og en helt anderledes udviklingspolitik kommer bogen på rette tidspunkt. Når vi lever med at danske børn fastholdes i fangelejre i Syrien, at asylbehandling skal foregå uden for DK, at fremmede er uønskede, er det værd at få udfoldet historien om hvad mange danske udviklingsarbejdere var del af. Og hvad det betyder at møde fremmede med respekt, nysgerrighed og tålmodig lytten.

Som tidligere MS-programmedarbejder Titus siger til Bjørn ved gensynet ”Det er fantastisk at få lov til at danne livslange venskaber med mennesker fra andre kulturer, at blive klogere på verden og tilværelsen, at opleve hvordan livet kan leves anderledes andre steder… Det gør det muligt for mig at forstå min egen kultur bedre!” Og det samme skete for os danskere. ”Man bliver aldrig den samme”, som titlen er på MS 75 års jubilæumsbog 2019

At det enkelte menneske kan gøre en forskel og at mødet mellem mennesker kan ændre verden både globalt og lokalt, er bogens positive og aktuelle budskab.

Ellen Buch-Hansen
14. april 2021