Globale Seniorer

A seminar at the International People’s College

Towards a New World Order – a seminar at the International People’s College

Are we heading towards a new era of global leadership with increased influence for the global south? What will the role of the powerful nations of China, India, and the United States be in the future? And how will this impact on Europe and the UN?

Join us for a global seminar, 24 February, at the International People’s College (IPC), Montebello Allé 1 in Elsinore, as we engage in a discussion about global politics, geopolitical power relations, and opportunities of the future.
Renowned experts in international relations, Camilla Tenna Nørup Sørensen, Rasmus Sinding Søndergaard, and Jørgen Dige, will share their perspectives and predictions on the global power dynamics in the world of tomorrow and set the stage for a lively folk high school debate, moderated by Clement Kjersgaard.

Programme
11:00-11:20: Welcome and opening remarks, IPC and Clement Kjersgaard
Clement Kjersgaard is one of the most popular speakers and moderators in Denmark. Clement has worked for the Danish Broadcasting Corporation since 2004, anchoring various TV-shows and specials, including the flagship current affairs show “Debatten”.

11:20-12:10: China and the new world order, Camilla Tenna Nørup Sørensen
Camilla is a researcher and associate professor at the Danish Defense Academy. Camilla’s focus is on China as a great power actor in international politics. She has stayed in China for studies and taught at a Chinese University in Beijing.

12:10-13:00: The United States of America and the new world order, Rasmus Sinding Søndergaard
Rasmus Sinding Søndergaard is senior researcher at the Danish Institute for International Studies. Rasmus is particularly interested in US foreign policy, and the tension between liberal values and national interest – as well as diplomacy, the UN, global order, and American election policies.

13:00-13:40: Lunch and coffee

13:40-14:30: India and the new world order, Jørgen Dige Pedersen
Jørgen Dige Pedersen is an associate professor emeritus at the Institute of Political Science at Aarhus University, specialized in International Relations, Development Studies and Political Economy with particular focus on different aspects of India’s development and politics.

14:30-15:45: A lively folk high school debate facilitated by Clement Kjersgaard
Are we heading towards a new world order? How will the future geopolitical dynamics affect the role and position of Europe and the UN? What opportunities are the new power relations providing for peaceful co-existence?

15:45-16:00: Closing remarks, IPC and Clement Kjersgaard

The participation fee is 100 DKK, which includes lunch sandwich and coffee. Payment should be made by credit card on arrival. The seminar will happen in English.

Please register by sending an email to ipc@ipc.dk 

Danmark må ikke opføre sig som en automatisk støtte til USA

Mogens Lykketoft gav på et velbesøgt møde sine overvejelser over emnet: Hvilken ny verdensorden er på vej?

Mogens Lykketoft holder oplæg for Globale Seniorer om hvilken ny verdensorden, der er på vej.
Eget foto.

Af Arne Skov Andersen,
Globale Seniorer

Mødet med Mogens Lykketoft var arrangeret af Globaliseringsgruppen og blev afholdt den 21. november og ca. 60 tilhørere havde fundet vej til 3F Chaufførernes mødesal  på Svanevej.

Med baggrund i sine erfaringer blandt andet som dansk udenrigsminister og formand for FN’s generalforsamling, kom Lykketoft vidt omkring. Han beskrev de mange udfordringer, der gør sig gældende for at finde løsninger på tidens mange internationale konflikter – konflikten mellem USA og Kina, Kina/Taiwan, Ukraine/Rusland og Palæstina/Israel/Mellemøsten. Lykketoft konstaterede, at der i dag ikke er et stærkt FN, der kan gribe afgørende ind i disse konflikter. FN er ikke stærkere end enigheden mellem stormagterne USA og Kina (og i nogen grad Rusland) rækker. Og i dag rækker enigheden ikke langt.

Han var glad for, at man i hans formandsperiode i FN fik vedtaget de 17 verdensmål og Paris-aftalen om klimamål (2015). Det lod sig gøre, fordi stormagterne havde erkendt, at klimaudfordringerne er globale og kræver global handling.

Lykketoft gjorde også opmærksom på, at man i jagten på en ny, stabil verdensorden skal passe på ikke at forherlige den gamle orden, der opstod efter II. Verdenskrig. Den har ikke været lutter harmoni. Vi skal ikke glemme USA’s og Vestens invasioner og krige i Vietnam, Irak og Afghanistan, der afslørede de vestlige lederes manglende forståelse og afmagt.

I forlængelse heraf advarede han mod at dæmonisere Kina og Kinas hensigter, som han så tendenser til navnlig i USA. Vel er Kina blevet en stormagt. Og vel fører Kina sig frem internationalt på stadig flere områder. Og mest truende i forhold til Taiwan. Men han mente, at også Kinas ledelse erkender, at man har en stor, fælles interesse med Vesten i at opretholde dialogen og udvikle samhandelen, som begge lande har stor fordel af. Han pointerede, at præsident Xi er afhængig af at kunne levere fortsatte forbedringer af levevilkårene til befolkningen, hvis han skal blive ved magten. Og den udvikling vil blive truet ved en eskaleret konflikt med Vesten.

Lykketoft gav ikke meget for den amerikanske højrefløjs protester mod det store kinesiske handelsoverskud over for USA. Det tror pokker, der er kinesisk overskud i samhandelen, så længe USA kører med enorme budgetunderskud, som finansieres ved statslån, der i øvrigt for en stor del finansieres af Kina.

Ikke overraskende pegede Lykketoft også på præsidentvalget i USA som en af de store ubekendte for udsigterne i internationalt samarbejde. Det er et godt eksempel på, hvor stor betydning valget mellem konkrete kandidater kan have for den politiske udvikling – i dette tilfælde ikke blot i USA, men også globalt.

I forhold til Israel/Palæstina konflikten påpegede Mogens Lykketoft, at han altid har fundet palæstinenserne krav om en selvstændig stat for berettiget. Han beklagede, at USA alt for længe har været fodslæbende og eftergivende over for Israel. Han fandt den aktuelle udvikling frygtelig at se på og konstaterede, at hvis vi synes, den danske politik er enøjet, så er politikken desværre blot meget værre i USA.

I debatten blev der rejst spørgsmål om, hvorvidt andre lande eller landegrupper – fx. EU og G77 – vil have en mulighed for at positionere sig og præge udviklingen af en konstruktiv, ny verdensorden.

Lykketoft fandt det berettiget, at de alliancefri lande i syd forsøger at spille en mere selvstændig rolle og ikke vil affinde sig med en rolle som forventet automatisk støtte til USA og Vesten. Han konstaterede, at der er et stort behov for, at eksempelvis Danmark udvider sin dialog med det globale syd om andet end flygtninge.

Om EU konstaterede han, at det med tilgangen af lande, der i dag støder op til EU’s grænse i øst, vil være bydende nødvendigt at gennemføre en reform af beslutningsprocesserne. Det er svært at forestille sig, at kærnelandene i længden vil finde sig i, at et mindre medlemsland vil kunne nedlægge veto mod et fælles initiativ. Reformprocessens gang er dog vanskelig at forudse, blandt andet i lyset af den politiske udvikling i eksempelvis Italien, Ungarn og Tyskland, hvor stærke anti-EU kræfter vinder frem.

I relation til FN mindede Lykketoft om, at Norden tidligere har spillet en væsentlig rolle. Det vil vi stadig kunne, mente han, forudsat, at vi udvikler selvstændige holdninger og ikke opfører os som automatisk støtte til USA. Sidstnævnte position vil være historieløs. Og den vil begrænse vore muligheder for at samle støtte blandt de alliancefri nationer.

Udgivet 29. november 2023

Verden ifølge Lykketoft
– Hvilken ny verdensorden er på vej?

Globaliseringsgruppen afholder offentligt debatmøde Hvilken ny verdensorden er på vej? med oplæg af:

Mogens Lykketoft,

mangeårigt MF for socialdemokratiet, der blandt sine mange tillidsposter har båret titlen som dansk udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling.

Mødets baggrund
Rivaliseringen mellem USA og Kina er gået ind i en ny højspændt fase – og vil få omfattende konsekvenser for stort set alle lande og regioner. Ukrainekrigen, krigen i Mellemøsten, udvidelsen af BRICS-samarbejdet og de aktuelle konflikterne i Afrika fortæller om stormagternes forsøg på at positionere sig i forhold til en ny verdensorden. Også indsatsen for en bæredygtig global fremtid vil være afgørende afhængig af ændringerne og det samme gælder for FN’s rolle og muligheder.

Det er de bevægelser vi sætter til debat med et politisk oplæg af Mogens Lykketoft.

Tid og sted:
Tid: Tirsdag den 21. november kl. 15 – 17
Sted: Store Mødesal i 3F-Chaufførernes fagforening, Svanevej 22 over gården th, 2400 København NV

Tilmelding
Tilmelding online herunder, deadline den 16. november.
Der kan købes Kaffe/te m. sødt for kr. 25 og vand til kr. 5 på mødet. Betaling via MobilePay til box18276.

Den store stedfortræderkrig

Refleksioner om magt, der misbruges, vold, der eskalerer og terror, der løber løbsk

Den russisk-ukrainske krig er en uafviselig øst-vest-konflikt med et farligt potentiale til skærpet dyst mellem demokrati og diktatur i sig - skriver Henrik Døcker i sit indlæg om stedfortræderkrig. Illustration: Shutterstock.

Af Henrik Døcker

Det er ofte svært at ”rubricere” sin egen tid, at forstå, hvad den indebærer og nærmest umuligt at regne ud hvad den udvikler sig til. Det kom bag på hærskarer af eksperter, sagkyndige ”iagttagere”  og spåmænd, at fx Jerntæppet mellem Øst og Vest ublodigt hævede sig for nu godt og vel 30 år siden. Og hvem tør forudsige udfaldet af den konflikt mellem Øst og Vest, der på en måde har skabt et nyt  Jerntæppe? Men at vestlige demokratiideer og østlige autokrati-forestillinger er konfronteret, er indlysende. Som sådan raser der derfor i dag en stedfortræderkrig, udløst af det nærmest totalt politisk ensrettede Rusland  rettet mod et Ukraine, massivt militærstøttet af Vesten.

Mere eller mindre bortkastet er tidligere tiders optagethed af  neutralitet, som alligevel kun et fåtal af stater kunne få lov til indiskutabelt at nyde. Dog kan så forskellige typer som Tyrkiets selvbevidste præsident Recep Tayyip Erdogan og den politiske bajads Rasmus Paludan kaste grus i det ”maskineri”, der  er i gang for at bane vejen for  svensk og finsk medlemskab af NATO. Det har måske dog kun symbolværdi alt sammen, eftersom NATO ingenlunde pønser på direkte at blive part i den russisk-ukrainske væbnede  konflikt.

Stedfortræderkrig er ofte først blevet hæftet på en konflikt langt tid efter at den har udspillet sig, idet skjulte faktorer bag ved kun afdækkes gradvist – med tidens fylde. Fra de sidste 150 års historie fremtræder til eksempel den spanske borgerkrig  1936-39 som et eksempel: Den (svage) unge spanske republik blev udsat for et  militærkup af højre-monarkistiske soldater med genindførelse af kongedømmet som mål. Sovjetunionen støttede  – uden direkte krigsdeltagelse – republikken og dens  venstre-socialistiske tilhængere (med tilskud af frivillige kommunister fra Vesteuropa),  mens det fascistiske Italien sendte fly og krigsmateriel til oprørsgeneralen Franco – som gik af med sejren.

Der er dem, der endog kalder denne krig for en slags ”generalprøve” på Anden Verdenskrig! Derfor et aktuelt håb om, at en lignende etiket ikke vil kunne hæftes på Rusland-Ukraine krigens efterbyrd! – Koreakrigen 1950-53 udløstes af et nordkoreansk angreb på Sydkorea  – den koreanske halvø var blevet delt i en amerikansk- og en sovjetisk besat zone , indtil de hver  især blev selvstændige stater i 1948. Sovjetunionens diktator Josef Stalin havde  imidlertid  ikke direkte inspireret Nordkoreas daværende præsident Kim Il Sung til angrebet uanset dennes bønner om hjælp!  Det blev Kinas kommunistiske folkerepublik -dengang blot et år gammel – der tvang USA’s styrker, som var kommet Sydkorea til  undsætning, tilbage  fra deres positioner nær den kinesiske Yalu-flod tæt på Nordkoreas nordgrænse , til demarkationslinjen ved 38. breddegrad, som fremdeles danner den faktiske grænsen mellem de to Korea’er. Kinas indgreb gjorde det koreanske opgør til en kinesisk stedfortræderkrig, det Sovjetunionen opfattedes som den egentlige modstander.

Vietnamkrigen 1964-75 begyndte som et kommunistisk oprør igangsat af den nordveitnamesiske Vietminhbevægelse – og rettet mod den daværende kolonimagt Frankrig. Efter et fransk nederlag i 1954 deltes landet i et kommunistisk Nordvietnam , nu ledet af Vietcong-bevægelsen, og et borgerligt-præget Sydvietnam, som fik amerikansk støtte, både økonomisk og siden med et stort kontingent amerikanske soldater. Set fra USA’s side var det en sovjetisk stedfortræderkrig med den våbenstøtte, Sovjet ydede Nordvietnam. Det amerikanske nederlag i 1975 afsluttede USA’s intervention i denne krig.

Da Sovjetunionen i 1979 marcherede ind i Afghanistan for militært at  understøtte den daværende  kommunistiske regering i nedkæmpelsen et islamisk oprør, besluttede USA sig forat forsyne de  moujahedinske oprørere med våben. Begge stormagter kunne således kaldes ”stedfortrædere” i en asiatisk borkerig uden direkte militært at være konfronteret. Længe efter at Sovjet  i 1989 havde trukket sig ud, skulle USA atter blive involveret i Afghanistan , nemlig i hvad man kunne kalde efterspillet til Al Qaeda-terroristernes selvmorderiske flyangreb på New York 11. september 2001.

Afghanistan blev så at sige krigsskueplads for et islamisk-inspireret ideologisk opgør med verdslige, vestlige ideer i det væsentlige inspireret og styret af saudiaraberen Osama bin Laden. Siden 1996 havde Afghanistan imidlertid været hærget af borgerkrig med de fanatiske islamistiske oprørere i Taleban-bevægelsen som drivende kraft. På jagt efter ansvarlige for og medspillere til 11.september-angrebet intervenerede USA i Afghanistan og fik dermed som modspillere, talebanerne, der i 2001 måtte bøje sig for den fremmede overmagt, der dog havde fået den afghanske såkaldte Nordalliance med i kampen.

Det aktuelle yderst betændte forhold mellem Iran og Saudi-Arabien har også elementer af stedfortræderkrig i sig med USA som allieret med Saudi-Arabien men ikke direkte parthaver i militære udfald mod Iran. Underliggende er spaltningen mellem de shiitiske iranere og de sunnitiske saudiarabere, som forgrener sig til det egentlige Mellemøsten, nærmere betegnet Israel og dets naboer. Iran var medgrundlægger af den shiitiske Hizbollah-milits i Libanon og dermed en magtfuld faktor, ikke mindst i nålestik mod Israel, men siden hen også en støtte for nabolandet Syrien og dets diktator Bashar al-Assad.

Den syriske borgerkrig er måske det mest iøjnefaldende og indiskutable eksempel på en stedfortræderkrig for tiden. Sådan at forstå, at Rusland siden 2015 direkte har støttet det syriske regimes krigeriske nedkæmpelse af det oprør mod diktaturet, der satte ind i 2011 og udviklede sig til en regulær borgerkrig. Eftersom Rusland direkte har interveneret, kan det dog dårligt kaldes en stedfortræder, men sikkert er det, at dette land har skrevet sig for massive krigsforbrydelser i det blodige mellemøstlige opgør. USA har som modstander af al-Assad-styret holdt sig til at bombe den nu slagne ‘islamiske stats’s holdepunkter og har ikke sendt soldater til Syrien. Desuden støtter Saudi-Arabien og andre arabiske lande de moderate oprørere i Syrien. Den saudiske støtte til oprørsstyrkerne skyldes bl.a. saudisk modstand mod alliancen mellem Syrien og Iran.

Som en særlig uberegnelig og forfærdende faktor har de fanatiske, voldsparate islamister, som voksede ud af Al Qaeda totalt forvirret begreberne i Mellemøsten – bortset fra terrorbevægelsens helt egne formål at skabe en rigoristisk islamisk stat. Alliancer og sympatier blev sat på hårde prøver, men ingen stater syntes at solidarisere sig med den ISIS-stat, som en overgang havde magt over store dele af Irak og Syrien. At spredte lommer af bevægelsen efter dens nedkæmpelse i 2019 fremdeles vækker rædsel, nu særlig i Afrika, kan måske foranledige spekulationer om stedforræderkrige, men alt i alt hører begrebet ikke tydeligt hjemme her.

Endelig kan borgerkrigen Yemen, der brød ud i 2015, siges at være en stedfortræderkrig, idet de shiitiske houthi-oprørere, som indledningsvis erobrede hovedstaden Sanaa og fordrev præsidenten til den sydlige del af landet, har fundet vægtig støtte hos Iran, men det sunnitiske Saudi-Arabien, bistået af USA,  Storbritannien, Frankrig m.fl. lande, sluttede op bag den styrtede præsident og hans styre. Således udviser denne forfærdende og nærmest stedsevarende konflikt et eksempel på en iransk-saudiarabisk stedfortræderkrig.

Det er væsentligt at fastslå, at prædikatet stedfortræderkrig ingenlunde er nogen objektiv klassifikation – det er udtryk for en betragtning af en væbnet konflikt, som i en del tilfælde holdes gående just fordi der er mægtige og kapitalstærke kræfter bag de i første række krigsførende, og som ser en interesse i det. Meningerne om hvad er en stedfortræderkrig og hvad der ikke er det, vil således ofte være delte. Det kendetegner desuden en stedfortræderkrig, at det som regel kun er den ene krigspart, der har en sådan bag ved liggende allieret magt. Men det er forskelligt, i hvilket omfang denne magt i egentlig forstand styrer eller dikterer krigsbegivenhederne. Uanset dette ordgyderi er den russisk-ukrainske krig en uafviselig øst-vest-konflikt med et farligt potentiale til skærpet dyst mellem demokrati og diktatur i sig.

Udgivet 14. februar 2023

Soft power i Arktis

Om udfordringerne når man er et kongerige med forskellige interesser. Et resume af en spændende formiddag med Peter Linde fra udenrigsministeriet
I den arktiske arbejdsgruppe spænder interesserne over både det transnationale og de sikkerhedspolitiske udfordringer i hele det arktiske område og mere snævert om udviklingen i Grønland og Danmarks forhold til et Grønland, hvor en voksende forventning om absolut selvstændighed er et fast punkt på den politiske dagsorden.
 
Når man udefra betragter det arktiske område, får mange et billede på nethinden af hav og store vidder dækket af is – ufremkommeligt og meget tyndt befolket – ikke desto mindre er det i disse år omgærdet af vældig megen interesse af sikkerhedspolitisk karakter fra stormagterne blandt andet på grund af adgangen til store ressourcer af olie og gas og udsigterne til en fremtidig mulighed for at sejle gennem Øst-passagen, nord om Rusland.
 
Det kan være svært at få indflydelse for de mindre stater, der støder op til det arktiske områder, ikke mindst for de befolkningsgrupper, som udgør den oprindelige befolkning i området. Disse befolkningsgrupper udgør tilsammen kun 10% af de i alt ca 4 mio mennesker, der lever nord for polarcirklen. De har særlige traditioner for at leve i den sårbare natur. Traditioner man ønsker respekt for, og som man gerne vil fastholde.
 
I Grønland er der en klar politisk forståelse af, at Grønland skal være en selvstændig nation i fremtiden, men indtil videre er man afhængig af at være en del af rigsfællesskabet – Kongeriget Danmark, med de begrænsninger (og muligheder) det indebærer, herunder at udenrigs- og sikkerhedspolitikken henhører under den danske regering.
 
Arktisk Råd
I denne sammenhæng spiller Arktisk Råd en helt central rolle. Her er sikkerhedspolitikken nemlig ikke på dagsordenen. Det er derimod mange områder, hvor det i langt højere grad er soft power, der spiller en rolle, og der har hidtil været enige om at ønske, at Arktisk skal være lavspændingsområde.
Medlemmerne i Arktisk Råd er de lande, der har territorie nord for polarcirklen, det vil sige USA, Canada, Rusland, Sverige, Norge, Island, Finland og Kongeriget Danmark. Af disse lande har 5 (USA, Canada. Rusland, Norge og Kongeriget Danmark) kyststrækninger ud mod Polarhavet. De kaldes A5- landene.
 
I Arktisk Råd kan der ikke træffes bindende juridiske aftaler. Det giver andre muligheder, når man tænker repræsentation, hvorfor Rådet er sammensat, så der foruden repræsentanter fra de involverede stater er øremærkede pladser til de oprindelige befolkningsgrupper, der er i området, men som ikke har noget formelt folkeligt mandat. Rådet har ud over otte medlemsstater, seks organisationer, der permanent repræsenterer de oprindelige befolkninger.
 
For Danmark og Grønlands vedkommende er situationen særlig, fordi Grønland har delvis selvstændighed. Det er løst ved, at man har to pladser, der i fællesskab udgør kongerigets repræsentation.
 
Samarbejdet mellem de arktiske lande startede med Ottawa erklæringen tilbage i 1996 primært med henblik på miljøspørgsmål. I 90erne efter Sovjetunionens opløsning var der i mindre grad opmærksomhed på sikkerhedspolitiske aspekter i Arktisk. Det skabte mulighed for et fælles fokus på f.eks. de miljømæssige udfordringer, der er i det polare miljø samt en fælles forståelse for, at et fredeligt samarbejde er en forudsætning for udvikling og vækst i området.
I dag er der seks faste arbejdsgrupper, som beskæftiger sig med; oprydning i Arktisk, overvågning på klimaområdet, bevaring og beskyttelse af fauna, havmiljø, kystvagt og endelig bæredygtig udvikling. Det fælles ønske om, at området omkring Arktisk skal være lavspændingsområde blev særligt tydeligt, da A5 landene, på baggrund af arbejdet i Arktisk Råd og på Rigsfællesskabets initiativ blev enige om Ilulissat erklæringen i 2008, hvorefter eventuelle uenigheder om territoriale spørgsmål i relation til havsoklen skal afgøres efter FNs havretsregler – en aftale som det i dag i 2022 formentlig ville være meget vanskeligt at få på plads.
 
Udadtil har Rådet en stor åbenhed. Ikke mindre end 13 stater har observatørstatus, hertil kommer  13 IGOer – bl.a. World Metrological Organization og Nordisk Råd og endelig 12 NGOer, f.eks. WWF. Man er dog meget opmærksomme på observatørernes rolle og er ikke specielt åbne over for eventuelle ”statements” fra denne gruppe.
 
Der er i 2021 under islandsk formandskab vedtaget en ny ti-års strategi for arbejdet i Arktisk Råd. Formandskabet er overgået til Rusland, men der lurer en frygt for, at konflikten omkring Ukraine kan få samarbejdet til at falde sammen.
 
Særligt om Grønland og Rigsfællesskabet – Kongeriget Danmark.
I 2011 fik Kongeriget sin første formelle sammenhængende strategi for Arktisk udarbejdet af udenrigsministeriet for perioden 2011 til 2020. Det ville selvfølgelig have været hensigtsmæssigt, hvis vi havde haft en ny, inden der skulle vedtages en for det samlede Arktisk Råd, men det blev ikke tilfældet. Det er et godt eksempel på, at meget har ændret sig siden 2011. Grønland ønsker, at en ny strategi afventer, at man i Grønland får udarbejdet en samlet udenrigspolitisk strategi. Der er således nu ingen tvivl om, at en arktisk strategi for Kongeriget Danmark er helt afhængig af, hvad man ønsker i Grønland. Et valg i Grønland med en ny regering, som blandt andet i forhold til spørgsmålet om udvinding af råstoffer sender helt nye signaler, betyder naturligt nok, at en ny samlet strategi er forsinket.
 
Over de seneste år er den daglige kontakt mellem Nuuk og København blevet meget bedre, og der er tæt kontakt mellem landsstyreformanden og statsministeren. Rigsfællesskabet hører under statsministeriets ressortområde. Det medfører, at der skal tænkes og arbejdes på nye måder i udenrigsministeriet, der har ansvaret for arbejdet i Arktisk Råd.
 
Økonomisk er Grønland stadig stærkt afhængig af Danmark. Det årlige bloktilskud er på 3,9 mia kr. og hertil kommer, at der løses opgaver for ca 1,7 mia kroner. Se eventuelt nærmere om den grønlandske økonomi i opsamlingen fra Christen Sørensens oplæg.
 
I de senere år har USA’s forhold til Grønland fået meget opmærksomhed. Trumps forslag om at købe Grønland blev fulgt op af et tilbud på økonomisk støtte til forskellige formål, primært projekter som indbefatter opgaver udført af amerikanerne på i alt ca 100 mio kr.
 
Hvad man hører langt mindre om er, at der fra EU er et årligt tilskud på ca 200 mio om året primært til uddannelsessektoren.
 
Tusind tak til Peter Linde for at gøre os meget klogere på Arktisk Råd og for de generelle politiske vilkår fra arbejdet i det arktiske område.
 

Resumeret af:
Anita Sørensen og Karen Poulsen
Udgivet 4. marts 2022