Globale Seniorer

Verdenssyns analyse – hvad er det?

Besøg på DIIS med oplæg af Mona Kanwal Sheikh og
Lars Erslev Andersen om Verdensmålsanalysen

Globale Seniorer besøger DIIS, hvor seniorforskerne Mona Kanwal Sheikh og Lars Erslev Andersen vil fortælle om det ‘nye’ værktøj: Verdenssynsanalysen (Worldview Analyse). Mødet er for alle medlemmer af Globale Seniorer på initiativ af Globaliseringsgruppen.

“Vi er i en tid, hvor fortællinger om nationers og samfunds fælles historie, plads i verden og særlige værdisæt eller verdensanskuelse i stigende grad bliver brugt til at legitimere regimer og konflikter – fra USA’s fortælling om at være forsvarer af den frie verden til Kinas fortælling om en 1.000 år gammel stolt kinesisk civilisation til Putins fortælling om et Storrusland, som skal vækkes til live.”

Citatet er fra interviewet: “Verdenssynsanalyse: Indsigt i verdenssyn kan bidrage til at forstå og deeskalere verdens fastlåste konflikter“.

På siden med interviewet er også henvisninger til en række artikler og papers om verdenssyn.

NB! Vi mødes i receptionen ved indgangen

Dobbeltmøde:
Udfordringerne fra den nye verdensorden

Den geopolitiske krise er i fuld fart ved at ændre det internationale samarbejde, som har defineret den hidtidige verdensorden. Også klimaforandringerne bliver påvirket.

Globaliseringsgruppen har derfor inviteret to internationalt anerkendte forskere til at præsentere deres tanker og lægge op til debat.

Oplæggene bliver givet på engelsk.

Kl. 10:30 – 12:00
Geopolitiske og miljømæssige implikationer af Ukraine-konflikten
Oplæg: Keith Smith, økonom, University of London

Kl. 12:00 – 13:00: Fælles frokost

Kl. 13:00 – 14:30
The Climate crisis’ background in Western colonialism as described by Amitav Ghosh
Björn Johnson, emeritus senior associate professor, Aalborg Universitet

Mere om programmet

Keith Smith præsenterer sit papir: “Geopolitical and Environmental Implications of the Ukraine Conflict”

“This paper discusses the Ukraine conflict not in terms of the shooting war, the outcome of which is highly uncertain, but as a protracted and complex economic war.

It argues that this war has profound geopolitical implications – it has ended the unipolar hegemony of the West and is inaugurating a ‘heteropolar’ system based on strong superpower division and different sources of power across countries.

The critical problems facing the world at the present time are global warming, environmental degradation and pandemic disease. Warming in particular appears to be approaching biospheric limits.
We need a serious search for solutions, and this must entail multilateral collaboration.

However, a key geopolitical outcome of the war is the effective collapse of existing systems of multilateral collaboration, which have had some successes (the Montreal Protocol), and some failures (the COP process and emissions control).

The most important challenge facing global civil and political society is to construct some basis for enhanced multilateral collaboration in the face of deep geopolitical division.”

PS: Dette møde var planlagt som et webinar 25. januar, men måtte udsættes pga tekniske problemer. Det sker ikke denne gang, hvor Keith er han tilsted in person.
Link til Keith Smiths biografi

Fælles frokost spiser vi i Serviceforbundets kantine. Tag madpakke med eller tilmeld dig frokostbuffeten med lunt og grønt. Prisen for frokostbuffet, mødekaffe cookies og vand er kr. 100, der indbetales via MobilePay til box18276.

Tilmelding til frokostbuffet ved mail til Knud Arne Nielsen knud.arne.nielsen@gmail.com senest søndag den 26. februar.

Alle Globale Seniorer og gæster er velkomne til dobbeltmødet og skal som sædvanlig tilmelde sig mødet. Find Teksten Registrer her, “Deltag” nederst i dette opslag og tilmeld dig online til mødet.

Björn Johnson, emeritus senior associate professor, Aalborg Universitet present: “The Climate crisis’ background in Western colonialism as described by Amitav Ghosh”

“In my presentation I will try to discuss the main themes in two new books by Amitav Ghosh:
(1) The Nutmeg’s Curse. Parables for a Planet in Crisis, 2021
(2) The Great Derangement: Climate Change and the Unthinkable, 2016

Booth books are about the present climate crisis and its background in Western colonialism, which is described as a process of violence. More specifically Ghosh discusses how Western colonialism has affected our views on nature, society, culture and the total world system. The books present a harsh but serious critique of Western civilization, especially modernity. They are also a reminder of how deeply our history is affected by non-human entities and forces.

One basic theme is how the Anthropocene leads to new insight about the relations between nature and society.
Another theme is how the dynamics of climate change and other environmental crises connected to transgression of planetary borders are rooted in a centuries-old geopolitical order constructed by Western colonialism.
A third theme is about how human history has been entangled with earthly materials such as spices, tea, sugarcane, opium, and fossil fuels and how it has been shaped non-human forces. “The agency of the landscape”.
A fourth theme is the character of ‘modernity’ especially its claim that everything in the world exists to be exploited and utilized by humans – i.e., primarily white, male Europeans.
A fifth theme is ‘terraforming’ i.e., the muting and remaking of the landscape to fit European ways of life and the role this has played in the process of colonialization.
Other recurrent themes are the crucial importance of geo-politics and the paradigm of ever-growing material desire.

Amitav Ghosh is primarily a writer and his own main conclusion is:
“This is the great burden that now rests upon writers, artists, filmmakers, and everyone else that is involved in the telling of stories: to us falls the task of imaginatively restoring agency and voice to nonhumans”

Indtroduktion til Amitav Ghosh
On YouTube there several interesting videos in which Amitav Ghosh discusses ‘The Nutmeg’s Curse’, see for example: https://youtu.be/C3lZ7EmChWo

Link til Bjørn Johnsons biosketch

Den store stedfortræderkrig

Refleksioner om magt, der misbruges, vold, der eskalerer og terror, der løber løbsk

Den russisk-ukrainske krig er en uafviselig øst-vest-konflikt med et farligt potentiale til skærpet dyst mellem demokrati og diktatur i sig - skriver Henrik Døcker i sit indlæg om stedfortræderkrig. Illustration: Shutterstock.

Af Henrik Døcker

Det er ofte svært at ”rubricere” sin egen tid, at forstå, hvad den indebærer og nærmest umuligt at regne ud hvad den udvikler sig til. Det kom bag på hærskarer af eksperter, sagkyndige ”iagttagere”  og spåmænd, at fx Jerntæppet mellem Øst og Vest ublodigt hævede sig for nu godt og vel 30 år siden. Og hvem tør forudsige udfaldet af den konflikt mellem Øst og Vest, der på en måde har skabt et nyt  Jerntæppe? Men at vestlige demokratiideer og østlige autokrati-forestillinger er konfronteret, er indlysende. Som sådan raser der derfor i dag en stedfortræderkrig, udløst af det nærmest totalt politisk ensrettede Rusland  rettet mod et Ukraine, massivt militærstøttet af Vesten.

Mere eller mindre bortkastet er tidligere tiders optagethed af  neutralitet, som alligevel kun et fåtal af stater kunne få lov til indiskutabelt at nyde. Dog kan så forskellige typer som Tyrkiets selvbevidste præsident Recep Tayyip Erdogan og den politiske bajads Rasmus Paludan kaste grus i det ”maskineri”, der  er i gang for at bane vejen for  svensk og finsk medlemskab af NATO. Det har måske dog kun symbolværdi alt sammen, eftersom NATO ingenlunde pønser på direkte at blive part i den russisk-ukrainske væbnede  konflikt.

Stedfortræderkrig er ofte først blevet hæftet på en konflikt langt tid efter at den har udspillet sig, idet skjulte faktorer bag ved kun afdækkes gradvist – med tidens fylde. Fra de sidste 150 års historie fremtræder til eksempel den spanske borgerkrig  1936-39 som et eksempel: Den (svage) unge spanske republik blev udsat for et  militærkup af højre-monarkistiske soldater med genindførelse af kongedømmet som mål. Sovjetunionen støttede  – uden direkte krigsdeltagelse – republikken og dens  venstre-socialistiske tilhængere (med tilskud af frivillige kommunister fra Vesteuropa),  mens det fascistiske Italien sendte fly og krigsmateriel til oprørsgeneralen Franco – som gik af med sejren.

Der er dem, der endog kalder denne krig for en slags ”generalprøve” på Anden Verdenskrig! Derfor et aktuelt håb om, at en lignende etiket ikke vil kunne hæftes på Rusland-Ukraine krigens efterbyrd! – Koreakrigen 1950-53 udløstes af et nordkoreansk angreb på Sydkorea  – den koreanske halvø var blevet delt i en amerikansk- og en sovjetisk besat zone , indtil de hver  især blev selvstændige stater i 1948. Sovjetunionens diktator Josef Stalin havde  imidlertid  ikke direkte inspireret Nordkoreas daværende præsident Kim Il Sung til angrebet uanset dennes bønner om hjælp!  Det blev Kinas kommunistiske folkerepublik -dengang blot et år gammel – der tvang USA’s styrker, som var kommet Sydkorea til  undsætning, tilbage  fra deres positioner nær den kinesiske Yalu-flod tæt på Nordkoreas nordgrænse , til demarkationslinjen ved 38. breddegrad, som fremdeles danner den faktiske grænsen mellem de to Korea’er. Kinas indgreb gjorde det koreanske opgør til en kinesisk stedfortræderkrig, det Sovjetunionen opfattedes som den egentlige modstander.

Vietnamkrigen 1964-75 begyndte som et kommunistisk oprør igangsat af den nordveitnamesiske Vietminhbevægelse – og rettet mod den daværende kolonimagt Frankrig. Efter et fransk nederlag i 1954 deltes landet i et kommunistisk Nordvietnam , nu ledet af Vietcong-bevægelsen, og et borgerligt-præget Sydvietnam, som fik amerikansk støtte, både økonomisk og siden med et stort kontingent amerikanske soldater. Set fra USA’s side var det en sovjetisk stedfortræderkrig med den våbenstøtte, Sovjet ydede Nordvietnam. Det amerikanske nederlag i 1975 afsluttede USA’s intervention i denne krig.

Da Sovjetunionen i 1979 marcherede ind i Afghanistan for militært at  understøtte den daværende  kommunistiske regering i nedkæmpelsen et islamisk oprør, besluttede USA sig forat forsyne de  moujahedinske oprørere med våben. Begge stormagter kunne således kaldes ”stedfortrædere” i en asiatisk borkerig uden direkte militært at være konfronteret. Længe efter at Sovjet  i 1989 havde trukket sig ud, skulle USA atter blive involveret i Afghanistan , nemlig i hvad man kunne kalde efterspillet til Al Qaeda-terroristernes selvmorderiske flyangreb på New York 11. september 2001.

Afghanistan blev så at sige krigsskueplads for et islamisk-inspireret ideologisk opgør med verdslige, vestlige ideer i det væsentlige inspireret og styret af saudiaraberen Osama bin Laden. Siden 1996 havde Afghanistan imidlertid været hærget af borgerkrig med de fanatiske islamistiske oprørere i Taleban-bevægelsen som drivende kraft. På jagt efter ansvarlige for og medspillere til 11.september-angrebet intervenerede USA i Afghanistan og fik dermed som modspillere, talebanerne, der i 2001 måtte bøje sig for den fremmede overmagt, der dog havde fået den afghanske såkaldte Nordalliance med i kampen.

Det aktuelle yderst betændte forhold mellem Iran og Saudi-Arabien har også elementer af stedfortræderkrig i sig med USA som allieret med Saudi-Arabien men ikke direkte parthaver i militære udfald mod Iran. Underliggende er spaltningen mellem de shiitiske iranere og de sunnitiske saudiarabere, som forgrener sig til det egentlige Mellemøsten, nærmere betegnet Israel og dets naboer. Iran var medgrundlægger af den shiitiske Hizbollah-milits i Libanon og dermed en magtfuld faktor, ikke mindst i nålestik mod Israel, men siden hen også en støtte for nabolandet Syrien og dets diktator Bashar al-Assad.

Den syriske borgerkrig er måske det mest iøjnefaldende og indiskutable eksempel på en stedfortræderkrig for tiden. Sådan at forstå, at Rusland siden 2015 direkte har støttet det syriske regimes krigeriske nedkæmpelse af det oprør mod diktaturet, der satte ind i 2011 og udviklede sig til en regulær borgerkrig. Eftersom Rusland direkte har interveneret, kan det dog dårligt kaldes en stedfortræder, men sikkert er det, at dette land har skrevet sig for massive krigsforbrydelser i det blodige mellemøstlige opgør. USA har som modstander af al-Assad-styret holdt sig til at bombe den nu slagne ‘islamiske stats’s holdepunkter og har ikke sendt soldater til Syrien. Desuden støtter Saudi-Arabien og andre arabiske lande de moderate oprørere i Syrien. Den saudiske støtte til oprørsstyrkerne skyldes bl.a. saudisk modstand mod alliancen mellem Syrien og Iran.

Som en særlig uberegnelig og forfærdende faktor har de fanatiske, voldsparate islamister, som voksede ud af Al Qaeda totalt forvirret begreberne i Mellemøsten – bortset fra terrorbevægelsens helt egne formål at skabe en rigoristisk islamisk stat. Alliancer og sympatier blev sat på hårde prøver, men ingen stater syntes at solidarisere sig med den ISIS-stat, som en overgang havde magt over store dele af Irak og Syrien. At spredte lommer af bevægelsen efter dens nedkæmpelse i 2019 fremdeles vækker rædsel, nu særlig i Afrika, kan måske foranledige spekulationer om stedforræderkrige, men alt i alt hører begrebet ikke tydeligt hjemme her.

Endelig kan borgerkrigen Yemen, der brød ud i 2015, siges at være en stedfortræderkrig, idet de shiitiske houthi-oprørere, som indledningsvis erobrede hovedstaden Sanaa og fordrev præsidenten til den sydlige del af landet, har fundet vægtig støtte hos Iran, men det sunnitiske Saudi-Arabien, bistået af USA,  Storbritannien, Frankrig m.fl. lande, sluttede op bag den styrtede præsident og hans styre. Således udviser denne forfærdende og nærmest stedsevarende konflikt et eksempel på en iransk-saudiarabisk stedfortræderkrig.

Det er væsentligt at fastslå, at prædikatet stedfortræderkrig ingenlunde er nogen objektiv klassifikation – det er udtryk for en betragtning af en væbnet konflikt, som i en del tilfælde holdes gående just fordi der er mægtige og kapitalstærke kræfter bag de i første række krigsførende, og som ser en interesse i det. Meningerne om hvad er en stedfortræderkrig og hvad der ikke er det, vil således ofte være delte. Det kendetegner desuden en stedfortræderkrig, at det som regel kun er den ene krigspart, der har en sådan bag ved liggende allieret magt. Men det er forskelligt, i hvilket omfang denne magt i egentlig forstand styrer eller dikterer krigsbegivenhederne. Uanset dette ordgyderi er den russisk-ukrainske krig en uafviselig øst-vest-konflikt med et farligt potentiale til skærpet dyst mellem demokrati og diktatur i sig.

Udgivet 14. februar 2023

Skal vi omdøbe os til Af-globaliseringsgruppen?

Sidst vi mødtes i Globaliseringsgruppen var i foråret. Det er så længe siden,
at vi må overveje at omdøbe vores gruppe til Af-globaliseringsgruppen!

For der er sket kolossale globale forandringer i det seneste halve års tid.

Sidst vi mødtes i Globaliseringsgruppen var i foråret. Det er så længe siden, at vi må
overveje at omdøbe vores gruppe til Af-globaliseringsgruppen!
For der er sket kolossale globale forandringer i det seneste halve års tid, bl.a.:

  • Ruslands invasion af Ukraine, som bl.a. har ført til at både Sverige og Finland har søgt
    optagelse i Nato, EU opruster til 2%, det samme gør Danmark.
  • Rivalisering mellem USA og Kina er intensiveret og EU er på vej med en ny
  • Kinapolitik, Xi har lige fået en ny 5 års periode.
  • Efterdønningerne af Covid-krisen med en stærk inflation og en recession hængende
    over hovedet.
  • Klimaet har det værre end nogensinde før!

Alle disse – om mange andre – store forandringer har allerede ændret på vilkårene for den
globale arbejdsdeling og samhandel. Og det vil givetvis accelerere.

Så hvad vi gør nu?
Vi indkalder derfor til møde i gruppen med to punkter på dagsorden:

  • Hvad skal vi i gruppen fokusere på denne vinter og til foråret?
  • Hvordan skal vi organisere vores arbejde, hvem er med i gruppen, hvem i
    arbejdsgruppen og hvem er tovholder?

Her er nogle flere stikord som udgangspunkt for debatten om hvad vi skal fokusere på og
hvilke aktiviteter vi kan planlægge:

  • Globalisering – hvad er/var det, og for hvem? Er det nationer/regioner mod
    hinanden? Hvad betyder det at mange af de store kapitalkoncentrationer ikke
    længere har så entydigt et fædreland som tidligere.
  • USA’s nye sikkerhedspolitik
    Uddrag:
    “Fifth, we recognize that globalization has delivered immense benefits for the United
    States and the world but an adjustment is now required to cope with dramatic global
    changes such as widening inequality within and among countries, the PRC’s
    emergence as both our most consequential competitor and one of our largest
    trading partners, and emerging technologies that fall outside the bounds of existing
    rules and regulations.” Biden’s National Security Strategy Focuses on China, Russia
    and Democracy at Home https://nyti.ms/3SUljlH. 13.10.2023.
  • Kinas nye planer, som netop er blevet vedtaget.
  • FN’s og andre internationale organisationer nye roller
  • Danmarks nye sikkerhedspolitiske redegørelse
  • Skt. Petersborg-gruppen ligger stille nu og Ruslands-spørgsmålene hører indtil
    videre hjemme i globaliseringsgruppen
  • Flemming Splidsboel har lovet os et møde om hvordan man skal forstå Putins
    styre og situationen i Rusland, ikke mindst, hvilke konsekvenser det vil få for
    verdensorden fremover. Povl Anker forsøger at få et møde i stand i løbet af januar.
  • Jørgen Ørstrøm Møller, kunne også være god til et overordnet, globalt perspektiv.
    Han har til en tidligere forespørgsel skrevet, at han gerne vil holde et oplæg for os,
    når han ellers er i København. Povl har skrevet til ham for at høre om hans planer
    for 2023 gør det muligt en gang i foråret.
  • Verdenssynsanalyse som ny forståelsesramme?
    Ny rapport af Lars Erslev og Mona Sheik, DIIS
    Verdenssynsanalyse: Indsigt i verdenssyn kan bidrage til at forstå og deeskalere
    verdens fastlåste konflikter
    Verdenssynsanalyse er en videnskabelig tilgang til at analysere internationale
    relationer og konflikter ved at fokusere på de verdensanskuelser, der giver sociale
    grupper legitimitet, mening og identitet. Målet er en bedre forståelse af de logikker,
    der både ligger bag konfliktparters handlen, og bag at konflikter eskalerer, eller at
    eksisterende uholdbare regimer kan bestå i årtier.
    https://www.diis.dk/node/25865

Tid, sted og tilmelding
Planlægningsmødet i Globaliseringsgruppen afholdes den 30. nov. 2021 Kl. 10:30 – 12:30
i mødelokale ”Lodsbåden”, Ramsingsvej 30, 2500 Valby.

Siden gruppen var aktiv sidst, er der kommet en del nye medlemmer i Globale Seniorer. Vi inviterer derfor bredt alle interesserede Globale Seniorer til at deltage i mødet og deltage i gruppens aktiviteter. Derfor vil vi også gerne have tilmelding til mødet!

Tilmelding online herunder

Bedste hilsener
Povl Anker og Knud Arne

Soft power i Arktis

Om udfordringerne når man er et kongerige med forskellige interesser. Et resume af en spændende formiddag med Peter Linde fra udenrigsministeriet
I den arktiske arbejdsgruppe spænder interesserne over både det transnationale og de sikkerhedspolitiske udfordringer i hele det arktiske område og mere snævert om udviklingen i Grønland og Danmarks forhold til et Grønland, hvor en voksende forventning om absolut selvstændighed er et fast punkt på den politiske dagsorden.
 
Når man udefra betragter det arktiske område, får mange et billede på nethinden af hav og store vidder dækket af is – ufremkommeligt og meget tyndt befolket – ikke desto mindre er det i disse år omgærdet af vældig megen interesse af sikkerhedspolitisk karakter fra stormagterne blandt andet på grund af adgangen til store ressourcer af olie og gas og udsigterne til en fremtidig mulighed for at sejle gennem Øst-passagen, nord om Rusland.
 
Det kan være svært at få indflydelse for de mindre stater, der støder op til det arktiske områder, ikke mindst for de befolkningsgrupper, som udgør den oprindelige befolkning i området. Disse befolkningsgrupper udgør tilsammen kun 10% af de i alt ca 4 mio mennesker, der lever nord for polarcirklen. De har særlige traditioner for at leve i den sårbare natur. Traditioner man ønsker respekt for, og som man gerne vil fastholde.
 
I Grønland er der en klar politisk forståelse af, at Grønland skal være en selvstændig nation i fremtiden, men indtil videre er man afhængig af at være en del af rigsfællesskabet – Kongeriget Danmark, med de begrænsninger (og muligheder) det indebærer, herunder at udenrigs- og sikkerhedspolitikken henhører under den danske regering.
 
Arktisk Råd
I denne sammenhæng spiller Arktisk Råd en helt central rolle. Her er sikkerhedspolitikken nemlig ikke på dagsordenen. Det er derimod mange områder, hvor det i langt højere grad er soft power, der spiller en rolle, og der har hidtil været enige om at ønske, at Arktisk skal være lavspændingsområde.
Medlemmerne i Arktisk Råd er de lande, der har territorie nord for polarcirklen, det vil sige USA, Canada, Rusland, Sverige, Norge, Island, Finland og Kongeriget Danmark. Af disse lande har 5 (USA, Canada. Rusland, Norge og Kongeriget Danmark) kyststrækninger ud mod Polarhavet. De kaldes A5- landene.
 
I Arktisk Råd kan der ikke træffes bindende juridiske aftaler. Det giver andre muligheder, når man tænker repræsentation, hvorfor Rådet er sammensat, så der foruden repræsentanter fra de involverede stater er øremærkede pladser til de oprindelige befolkningsgrupper, der er i området, men som ikke har noget formelt folkeligt mandat. Rådet har ud over otte medlemsstater, seks organisationer, der permanent repræsenterer de oprindelige befolkninger.
 
For Danmark og Grønlands vedkommende er situationen særlig, fordi Grønland har delvis selvstændighed. Det er løst ved, at man har to pladser, der i fællesskab udgør kongerigets repræsentation.
 
Samarbejdet mellem de arktiske lande startede med Ottawa erklæringen tilbage i 1996 primært med henblik på miljøspørgsmål. I 90erne efter Sovjetunionens opløsning var der i mindre grad opmærksomhed på sikkerhedspolitiske aspekter i Arktisk. Det skabte mulighed for et fælles fokus på f.eks. de miljømæssige udfordringer, der er i det polare miljø samt en fælles forståelse for, at et fredeligt samarbejde er en forudsætning for udvikling og vækst i området.
I dag er der seks faste arbejdsgrupper, som beskæftiger sig med; oprydning i Arktisk, overvågning på klimaområdet, bevaring og beskyttelse af fauna, havmiljø, kystvagt og endelig bæredygtig udvikling. Det fælles ønske om, at området omkring Arktisk skal være lavspændingsområde blev særligt tydeligt, da A5 landene, på baggrund af arbejdet i Arktisk Råd og på Rigsfællesskabets initiativ blev enige om Ilulissat erklæringen i 2008, hvorefter eventuelle uenigheder om territoriale spørgsmål i relation til havsoklen skal afgøres efter FNs havretsregler – en aftale som det i dag i 2022 formentlig ville være meget vanskeligt at få på plads.
 
Udadtil har Rådet en stor åbenhed. Ikke mindre end 13 stater har observatørstatus, hertil kommer  13 IGOer – bl.a. World Metrological Organization og Nordisk Råd og endelig 12 NGOer, f.eks. WWF. Man er dog meget opmærksomme på observatørernes rolle og er ikke specielt åbne over for eventuelle ”statements” fra denne gruppe.
 
Der er i 2021 under islandsk formandskab vedtaget en ny ti-års strategi for arbejdet i Arktisk Råd. Formandskabet er overgået til Rusland, men der lurer en frygt for, at konflikten omkring Ukraine kan få samarbejdet til at falde sammen.
 
Særligt om Grønland og Rigsfællesskabet – Kongeriget Danmark.
I 2011 fik Kongeriget sin første formelle sammenhængende strategi for Arktisk udarbejdet af udenrigsministeriet for perioden 2011 til 2020. Det ville selvfølgelig have været hensigtsmæssigt, hvis vi havde haft en ny, inden der skulle vedtages en for det samlede Arktisk Råd, men det blev ikke tilfældet. Det er et godt eksempel på, at meget har ændret sig siden 2011. Grønland ønsker, at en ny strategi afventer, at man i Grønland får udarbejdet en samlet udenrigspolitisk strategi. Der er således nu ingen tvivl om, at en arktisk strategi for Kongeriget Danmark er helt afhængig af, hvad man ønsker i Grønland. Et valg i Grønland med en ny regering, som blandt andet i forhold til spørgsmålet om udvinding af råstoffer sender helt nye signaler, betyder naturligt nok, at en ny samlet strategi er forsinket.
 
Over de seneste år er den daglige kontakt mellem Nuuk og København blevet meget bedre, og der er tæt kontakt mellem landsstyreformanden og statsministeren. Rigsfællesskabet hører under statsministeriets ressortområde. Det medfører, at der skal tænkes og arbejdes på nye måder i udenrigsministeriet, der har ansvaret for arbejdet i Arktisk Råd.
 
Økonomisk er Grønland stadig stærkt afhængig af Danmark. Det årlige bloktilskud er på 3,9 mia kr. og hertil kommer, at der løses opgaver for ca 1,7 mia kroner. Se eventuelt nærmere om den grønlandske økonomi i opsamlingen fra Christen Sørensens oplæg.
 
I de senere år har USA’s forhold til Grønland fået meget opmærksomhed. Trumps forslag om at købe Grønland blev fulgt op af et tilbud på økonomisk støtte til forskellige formål, primært projekter som indbefatter opgaver udført af amerikanerne på i alt ca 100 mio kr.
 
Hvad man hører langt mindre om er, at der fra EU er et årligt tilskud på ca 200 mio om året primært til uddannelsessektoren.
 
Tusind tak til Peter Linde for at gøre os meget klogere på Arktisk Råd og for de generelle politiske vilkår fra arbejdet i det arktiske område.
 

Resumeret af:
Anita Sørensen og Karen Poulsen
Udgivet 4. marts 2022