Globale Seniorer

Ytringsfrihedens aktuelle klippeskær

Hvad skal den moderne retsstat stille op med ensporede fanatikere og voldsprædikanter?

Af Henrik Døcker                                                                                                    27.6.2023

Ytringsfrihedens grænser udløser bestandig ny debat og besværliggør en fordomsfri meningsudveksling. Behovet for at fastslå, det nødvendige i lejlighedsvis at begrænse denne frihed er ligesom blevet en trivialitet. Opvigleren Rasmus Paludan har nu gennem lang tid såvel i Danmark som i Sverige afstedkommet en intens debat om hans ret til provokerende nedgørelse af islam. Hensynet til den offentlige fred er voldsomt truet af hans koran-afbrændinger – og ind imellem en så voldsom udfordring, at han har måttet forbydes adgang til visse byer og steder.
Er det nu en betænkelig begrænsning af Paludans grundlovssikrede ytringsfrihed – (§ 77)? At han således fik politiets forbud mod at indfinde sig til Folkemødet på Bornholm her i juni er faldet en del for brystet – ikke fordi de sympatiserede med hans radikale anti-islamiske holdning, men af principielle grunde. Hertil er at anføre de konsekvenser, en koranafbrænding ville kunne have på et propfyldt møde under festivalen.
Som sådan er det en illusion at forestille sig borgernes adgang til at lufte des meninger, – understreget gennem provokerende, drastiske handlinger – på meget befærdede torve og gader. Hensynet til offentlig ro og orden må være sikret – og politiets skøn over eventuelle faremomenter en vægtig grund til polititilhold for oplagte provokatører. Religionsstidigheder har vi danskere lagt bag os i middelalderen – men vores vagtsomhed vil bestandig være til stede over for nutidige religionsfantatikere – ikke mindst efter volddåden mod det franske satiremagsin Charlie Hebdo i 2015. Her var det,, at en gruppe muslimske fanatikere dræbte 12 og sårede 11 medlemmer af bladets redaktion i Paris.
Nu har vi så at gøre med en fanatiker fra den anti-islamiske fløj, advokat Paludan, der dog nøjes med at anvende hvad man kunne kalde ”symbol-vold” gennem sine koran-afbrændinger. Under tilstrækkelig uheldige omstændigheder kunne de meget vel udløse alvorlige bataljer inspireret af indædt had fra muslimsk side. Hvis nu en mindre ”hær” af Paludan’ er førte sig fem forskellige steder i Danmark – tja – hvad skulle politiet så stille op?
Begrundelsen for indskrænkningen er her åbenbar – i forvejen har politiet brugt alt for mange ressourcer på at holde hans muslimer-had i ave. Økonomien sætter i det hele taget mange begrænsninger for den fulde realisering af vores rets- og velfærdsstat. Det er enhver danskers opgave at gøre sit til at hverken enkeltpersoner eller staten mistolker vores grundlovssikrede rettigheder – med alle de forbehold, der knytter sig dertil.
I den løbende debat er det uundgåeligt ikke at forholde sig til det langstrakte tovtrækkeri mellem den tidligere efterretningschef Lars Findsen og den danske stat, repræsenteret ved diverse retters anklagemyndighed, som foreløbig nærmest konsekvent har krævet lukkede døre. Man tør sige , at Findsens ytringsfrihed vedrørende hans egen sag, endog formuleringen af anklagen mod ham selv, her er reduceret til nul og nix. Heri indfletter sig det ophedede debat emne, som hedder: ”Kan staten slippe af sted med at stemple forhold, som i årevis har været kendt og omtalt i landets frie medier, som ”hemmeligheder”? Kan retsstaten virkelig lægge ryg til det?
Myndighedernes, FE’s og PET’s, synspunkt synes at være, at forhold, som er hemmeligt-stemplede, forbliver en officiel hemmelighed, indtil myndighederne selv har erkæret sig indforstået med det, der er sluppet ud. Hvis end ikke domstolene kan/vil løse op for dette, forbliver det hele hemmeligt til evig tid. Men hemmelig retspleje er og bliver et fremmedelement hos os, og noget som retsstaten ikke vedblivende kan stå model til. Sandsynligheden taler for, at politiske eller andre motiver skjuler sig bag dette vedvarende hemmelighedskræmmeri omkring Findsen.
Politiets og myndighedernes vilje eller evne til at beskytte danske borgere mod ytringsfrihedskrænkelser. eller trusler er reduceret til det skandaløst minimale. Her tænkes på de situationer, hvor folkevalgte og andre aktører i Danmarks politiske liv må leve med hyppige trusler fra private og en del af alvorlig, voldelig art, samtidig med at det tager en årrække før en borgerklage overhovedet bliver behandlet. Det tidligere dansk- tyrkiske folketingsmedlem Özlem Cekic har nylig berettet om én sag, hvor det tog seks år, inden hun overhovedet fik et svar fra myndighederne – som i første omgang havde valgt at henlægge to sager, idet én resulterede i behandlingsdom (forvaring)!
Som i Cekic’ tilfælde er der dog tale om den særlige transnationale trussel-virksomhed, der er inspireret fra Tyrkiet og dets regering – gennem den såkaldte stikker-linje , som så at sige er Erdogans-styrets ”lange arm” til tyrkiske befolkningsgrupper i fremmede lande. Herboende tyrkere skræmmes fra at besøge fødelandet (Tyrkiet), fordi de evt. har kritiseret den undertrykkelse, der dér finder sted, ikke mindst mod kurderne, Der er mere end én gang tilkendegivet officiel dansk afstandtagen fra Erdogans diktatoriske metoder. Men det er oprørende, at danske myndigheder (fra Justitsministeriet og nedefter) gør så lidt for at beskytte herboende tyrkere. Det er værd at erindre sig, at ordet terror grundlæggende betyder ”at indgyde frygt”.
Det er også på sin plads at gøre opmærksom på, at det til en retsstat hører at skabe tryghed og tillid til myndighederne. Enhver form for animering til had og krænkelse af andre borgeres velerhvervede rettigheder bør modarbejdes af myndighederne. I vores internationaliserede verden må politi og andre myndigheder føle det som en pligt at tilkendegive vores aktive vilje til bekæmpelse af alle tegn til indhug i menneskerettighederne, selv når dette er grænseoverskridende.

Ytringsfriheden må tåle visse begrænsninger

Både staten, f.eks gennem censur, og private aktører i skrift og på nettet mister dog undertiden den rette kurs.

Af Henrik Døcker

Ytringsfriheden betegnes undertiden som den vigtige af de omkring 30 enkelte menneskerettigheder vi i dag opererer med. Den var i fokus, nærmest som en slags  løftestang, under de folkelige rørelser, der  i 1848 førte til de såkaldt borgerlige revolutioner rundt om i Europa. Efter århundreders barsk styring af ordets magt, vekselvis fra kirken og fra staten, skulle det nu være folket, ja de enkelte  individer, som havde mæle.

Som bekendt er der ofte stor forskel på formelle rettigheder, som en befolkning tildeles, og så den skinbarlige virkelighed. Og det uanset at det højtideligt  blev forsikret i den danske grundlovs § 77, at censur ingensinde på ny skulle indføres. Censur skal strengt taget kun forstås som forhåndscensur, d.v.s. at manuskripter af en hvilken som helst art skulle forhåndsforelægges en statslig embedsmand. Med tiden har   man dog også måtte operere med  begrebet selvcensur.

I det følgende skal der tillige kastes lys også på andre former for indgreb mod den fri debat, herunder også retten til at modtage informationer, så overbegrebet for det hele bliver informationsfrihed i videste omfang. Generelt må det  konstateres, at 1849-grundlovens forudsætninger m.h.t. til ytringsfrihed dengang nærmest var indskrænket til trykkefrihed – for dagblade, såkaldte flyveblade og bøger.

Først ind i det 20. århundrede kom filmen og radioen til, og som bekendt en del senere hhv. fjernsynet og alt, hvad den  højteknologiske udvikling har kreeret op til nyeste tid. Indtil lidt over midten af det 20. århundrede havde i Danmark så uanset grundlovens ord også film- og teatercensur samt pornografiforbud.

Man kan sammenligne informationsfriheden med et træ, der oprindeligt blot havde nogle få grene, men med tiden er skudt i vejret –  og ud til siderne. Med Danmarks medlemskab af talrige  internationale organisationer og tiltrædelse af endnu flere internationale traktater er der skabt et stort netværk og en række forpligtelser på kryds og tværs, som illustrerer den magt, privatpersoners ytringer kan have. Diktaturstaters  voldsomme indgreb (fængslinger, forvisninger mv.) viser disses stærke ubehag ved negativ omtale.

I vort eget land har vi kun efter grundlovens vedtagelse oplevet forhåndscensur, da Tyskland besatte Danmark 9.april 1940. Pressen (herunder Danmarks Radio) var kneblet indtil befrielsen og 2.  Verdenskrigs ophør 5. maj 1945. Med vedtagelsen af den europæiske menneskeretskonvention af 1950 blev informationsfriheden yderligere styrket. Kun hvad der er nødvendigt i det demokratiske samfund kan berettige, at der foretages indskrænkninger heri.

Hvis vi kort lader blikket flakke lidt udenlands, kan man konstatere, at menneskeretskonventionens forpligtelser tages noget forskelligt. I Tyskland er det f.eks. strafbart at benægte nazismens uhyrlige barbari, vilkårlige henrettelser, kz-lejre, udsultning mv. I Tyrkiet er det strafbart at udbrede den i det øvrige Europa udbredte  opfattelse, at Det Osmanniske Rige begik folkedrab på landets armenske befolkning i 1915, i andre lande forholder det sig omvendt.

Sådan er ytringsfriheden i nogle henseender relativ. Hvis en myndighed (typisk staten) eller private, det være sig enkeltpersoner, foreninger eller firmaer, ønsker et skriftligt produkt, måske blot en artikel, eller en  hel avisudgave forbudt, kan man få nedlagt et fogedforbud. Men undertiden er det et kapløb med tiden. Eksempelvis skrev nu afdøde Ritt Bjerregaard, en bog om sin tid som EU-kommissær, som danske myndighder begærede forbudt. Men inden formaliteterne var i orden, havde hun held til at få dagbladet Politiken til at udgive den i avis-særudgave. Det gav bøde til bladet – men skaden var sket: Ømtålelige emner var bragt ud til offentligheden.

En særlig skæbne overgik, den danske bog ”Den lille røde for skoleelever”, som stod for udgivelse i Storbritannien. De britiske myndigheder frygtede at bogen, som man roligt kan kalde et anti-autoritært skrift, ville fordærve unge mennesker. Forlæggeren havde et mægtigt tab, idet det allerede trykte 1. oplag måtte destrueres. Menneskeretsdomstolen i Strasbourg gav imidlertid ikke forlæggeren ret i, at hans ytringsfrihed var krænket – selv om  bogen var tilladt i Skotland, Nordirland og Isle of Man – foruden de fleste lande i Europa. Domstolen fandt, at der måtte gives Storbritannien en ”national skønsmargin”, et begreb, som den undertiden anvendte for at tage særlig hensyn til et (i manges øjne) moralsk-retligt lidt efter-blevent land.

En dansk udfordring af  ytringsfriheden udgjorde den såkaldte Jersild-sag, også kaldet Grønjakke-sagen. Den danske journalist, Jens Olaf Jersild, gav i et fjernsynssindslag på blot fem minutter et konkret eksempel på renlivet racisme gennem interviews med en gruppe unge danske racister, som hånede og forulempede indvandrere i et bestemt kvarter i København. En tv-seer anmeldte ham for udbredelse af racisme i strid med straffeloven, og journalisten blev idømt bøde ved tre retsinstanser. Forebragt domstolen i Strasbourg fik han imidlertid medhold i at dommere ikke skal bestemme hvordan journalistisk arbejde udføres, og at indgrebet mod ham  ikke var ”nødvendigt i det demokratiske samfund”.

Indgreb mod pressen i Stor Britannien har foranlediget flere ledende domme fra Menneskeretsdomstolen. Markant var den mod Sunday Times for at bringe artikler om den skade, der (i hele Europa) var forvoldt af præparatet thalidomid, som bl.a. var anbefalet gravide kvinder for at dulme smerter og andet ubehag under et svangerskab. Tusinder af kvinder fødte vanskabte  børn efter indtagelse af det tysk-producerede præparat, og havde nu besvær med at opnå passende erstatning. Efter én offentliggjort artikel udtog medicinfirmaet stævning og  ville have nedlagt fogedforbud mod efterfølgende artikler, Det  underkendtes af Strasbourg.domstolen, som fandt indgrebet uberettiget  ”i det demokratiske samfund”.

Det er givet, at krav om fortrolighed fra ens arbejdsplads, og ikke mindst, hvis det har med sikkerhed, politi og forsvar at gøre, skal respekteres – man kan eksempelvis heller ikke sige, at en dommer eller for den sags skyld anklager har uindskrænket ytringsfrihed. Problemet ligger i, at grænsen ofte trækkes efter et personligt skøn. Hvornår en hemmelighed er det, viser aktuelle eksempler på, at vores to efterretningstjenester – politiets og forsvarets – og disses ansatte bedømmer sådan noget vidt forskelligt.

En nyere begrænsning i ytringsfriheden, ikke juridisk, men rent faktisk, har religiøse og volds-fanatiske grupperinger vist sig at være. Udbredelsen af de såkaldte Muhammed-tegninger i Jyllands-Posten og ud over verden skulle vise sig at indeholde enorme mængder af sprængstof og kræve menneskeliv.  En del lærere – og også en række  blade – har således afstået fra at bringe tegningerne af frygt for attentater og drab i deres kølvand. Dermed kan man konkludere, at et moderne samfund, ikke mindst ved computerteknologien udbredelse, er konfronteret med talrige nye klippeskær under  brugen af de højt besungne menneskerettigheder, herunder ikke mindst  informationsfriheden.

Krigsførende lande er de første til at  indskrænke denne frihed, men f.eks. Ruslands rigoristiske forholdsregler, som nærmest forbyder enhver omtale af felttoget i Ukraine, når bortses fra befordring af officiel propaganda, sprænger alle rammer. Netop dette foranledigede EU til at blokere for tre russiske radio/tv-stationer, fordi disse ikke hviler på uafhængig journalistik og dermed på ingen måde tilsigter sandheden.

En afsluttende større projektør på pressefriheden, en væsentlig del af ytringsfriheden, viser, at tidligere tiders indgreb over for enkelte journalister, artikler eller presseorganer, er blevet sjældnere. To EU-lande, som har svært ved at forstå og fortolke signalerne fra Bruxelles på rette måde, nemlig Polen og Ungarn, har valgt at opkøbe aviser, som ikke er regeringen følgagtig. Indgreb i forskningens frihed, som det her fører for vidt også at komme ind på, nødvendiggjorde, at Centraleuropa Universitetet i Ungarn måtte flytte til Østrigs hovedstad Wien. 

Moderne tids grænseoverkridende nyheds- og informationsformidling, fjernundervisning m.v. har gjort det lettere at bryde gennem nationale grænser. Eksil-radio- og tv-sendere har eksisteret i mange år, men on-line-revolutionen har næsten ophævet nationale grænser og samtidigt befordret lynhurtig kommunikation. Det er  blevet sværere at nedsænke nye ”jerntæpper” og at holde på hemmeligheder.

Ytringsfrihed og massekommunikation

Af Henrik Døcker

Ytringsfrihedens grænser er et klassisk debatemne i demokratiske stater, men begrebsforvirringen er vokset alarmerende i vor tid. Fra en klassisk – som regel ublodig – dyst mellem statsmagten og borgerne, som individer eller i foreninger., til en kakofoni af privat, offentlig og forretnings-båret meningsbrydning. Hvor myndighederne traditionelt måtte bide skeer med oppositionslystne individer er det nu ofte borger mod borger – og det på tværs af landegrænser. I den akademiske verden , ikke mindst på universiteterne, har indfundet sig en trang til at censurere ytringer, der blot i beskedent omfang kan krænke et mindretal. Det virker som om retten til at udfolde sig bestandig overvåges af al verden, ja i bogstaveligste forstand. For uanset sprogforskelle kan lidt skarpe ord i et dansk sogn blive rundkastet elektronisk til hele vor klode.
“Jeg er uenig i alt hvad du siger, men vil til min død kæmpe for din ret til det”, skal den berømte franske forfatter og filosof Voltaire have sagt. Men det er længe siden, at vi har måttet tage afsked med denne smukke tanke. Allerede før nutidens fascistiske, nazistiske eller kommunistiske diktaturer satte ensretning i et vældigt system og gav begrebet propaganda sit særlige indhold, var det en proklamation, som var at ligne ved en dækningsløs check. Aktuelt har nogle ytringsfrihedsliberalister sat spørgsmålstegn ved EUs forbud mod viderebringelse af fire russiske radio- og tv-stationer, hvoraf Russia Today og Rossiya RTR nok er de mest kendte.
Det skyldes, at de er rene propagandasendere for Vladimir Putins ytringsfrihedsfornægtende diktatoriske styre. Der forekommer mig god mening i ikke at udstrække ytringsfriheden til stater, som på officielt plan producerer misinformation.

Som bekendt har den russiske befolkning fået mundkurv på for en hvilken som helst ytring mod den specielle operation i Ukraine, som det i øvrigt er forbudt at kalde ved dens rette navn: krig. Der er nok af andre stater i verden, som groft krænker den ytringsfrihed, som er knæsat i FN’s konvention om borgerlige og politiske friheder af 1966 – og tilsvarende i den europæiske menneskerettighedskonvention. Den ytringsfrihed, som i de stater, der tog den til sig efter Europas borgerlige revolutioner i midten af 1800-tallet, er i øvrigt begrebsmæssigt blevet kraftigt udvidet siden da.
Betænk at det begyndte med trykkefrihed, der så blev til frihed i skrift og tale, til kunstnerisk frihed (fra skuespil og romaner til malerier, skulpturer mv.), til radio og fjernsyn , ja til informationsfrihed, dvs. også til at modtage alle mulige forsendelser. Under Den Kolde Krig sendte vestlige radiostationer så som Radio Freee Europe, på livet løs til staterne bag Jerntæppet, men blev dog bestandig mere eller mindre hindret heri af russiske støjsendere. Radiobølger (og i dag også tv-transmission) er en vældig informationskilde, diktaturer har svært ved effektivt at sætte noget op imod. Efter kommunistdiktaturernes fald omkr. 1990 fik også Central- og Østeuropa fri presse samt forenings- og forsamlingsfrihed. Polen og Ungarn har nu ladet staten overtage næsten hele dagspressen,dvs. alle radio- og tv-stationer. I Rusland genindfandt censur og indgreb sig i årene efter 2000.
Men inde i vores lune demokratier kan man også notere sig mange kræfter, der ligesom modvirker de grundlæggende frihedsidealer, som ytringsfrihed er forbundet med. Eksplosionen i de digitale, sociale midler, har åbnet sluserne for mange budskaber af tvivlsom sandhedsværdi – en del så uden offentlig bevågenhed finansieret af mægtige politiske eller forretningsprægede interesser. Europarådet har kritiseret Danmark for lukkethed vedrørende finansieringen af politiske partier – ganske i modsætning til de øvrige medlemslande i organisationen. Den internationale diskussion om visse indgreb, digitalfænomener som Facebook og Twitter har foretaget, bl.a. mod den sandhedsfornægtende Donald Trump, er nok det mest spektakulære eksempel på kampen om sandheden.
Den tidligere amerikanske præsident medtog sine forretningsprægede vaner , da han drog ind i Det Hvide Hus i Washington. Samtidig skabte han ligesom nye “begreber”, heriblandt hans fake news. Måske fandtes det allerede i den amerikanske verden inden da, men han lancerede det i hvert fald internationalt som dækkende alt, hvad der ikke umiddelbart tjente hans interesser. Han sortstemplede journalister, der præsenterede ham for uønskede kendsgerninger og forbeholdt sig ret til selv at definere hvad der var sandt. Som sådan var han en helt igennem fremmed fugl i den demokratiske rede, storproducent som han selv var af disse “forfalskede nyheder”. Mens massekommunikation ikke i sig selv har noget negativt hæftet på sig, så er det dog klart, at moderne presse, det være sig gennem radio, tv, digitalt eller i dagbladene er en mægtig magtfaktor, der er blevet nærmest uoverskuelig for den enkelte i dag. Mange nyhedssøgende mennesker baserer sig nu på udvalgte netmedier, dvs. den viden, vi tidligere tilegnede os om samfundsforholdene, hjemme som ude, ikke stammer fra en nogenlunde samlet og professionelt tilvirket “gryde”, men fra et utal af kilder. Det er så op til den enkelte at være tilstrækkelig kritisk med at skaffe sig information.
Overflødighedshornet af kilder kan gøre enhver ør i hovedet. og fordrer, at man bestandig er omstillingsparat – og skeptisk. Det er værd at erindre sig de vise ord fra Dyrehavsbakkens længst hedengange “professor” Tribini: mundus vult decipi – verden vil bedrages. Falskspil huskes både fra notoriske diktatorer som Hitler, Mussolini, Stalin m.fl. til nutidens magtkoryfæer, som måske begyndte troværdigt: Fx. Robert Mugabe i Zimbabwe eller Fidel Castro i Cuba. Endog inden for formelle demokratier som Tyrkiet har en præsident Recep Tayyip Erdogan udviklet sig til en autokratisk tyran – med patent på sandheden. Spørg blot nogle af de talrige journalister , som afsoner fængselsstraffe for brug af ytringsfrihed, der ikke passer ham.

Enhver stat, der ikke selv respekterer og beskytter informationsfriheden, saboterer i virkeligheden retsstaten. I respekten ligger , at den kun under tvingende omstændigheder gør indgreb mod nyhedsformidlingen, eller censurerer meninger, der er i modstrid med regeringens. Strasbourg-domstolens omgørelse af en dom over den danske journalist Jens Olaf Jersild i 1994 fastslog, at han ikke personlig udøvede racisme ved at lade unge danske racister rase mod indvandrere i en tv-udsendelse. Herved knæsattes et vigtig princip: At statsmagten ikke skal gribe ind i journalisters arbejde. I den danske grundlov står, at censur “ingensinde på ny kan indføres”. I trangen til at beskytte visse befolkningsgrupper har krænkelseskulturen imidlertid bevæget sig betænkelig tæt på censurering, ikke mindst på vores universiteter.
Tænketanken Justitia har påpeget, at Danmark ligger på sidstepladsen hvad angår ytringsfrihed og akademisk frihed just på universiteterne. Det er ikke nok, at forskningen som sådan er sikret frihed, også forskerne skal have det. Sådan må begreber stadigt endevendes, nyvurderes. Massekommunikationen blev oprindelig befordret af masemedier. I dag kan en enkelt person via sociale medier opnå samme brede effekt af sine ytringer. Indsatsen mod spredning af farlige løgne og konspirationsteorier, herunder mod hacking, er derfor blevet lige så vigtig som kampen for det frie ord som sådan.

28. november 2022