Af Henrik Døcker

Ytringsfrihedens grænser er et klassisk debatemne i demokratiske stater, men begrebsforvirringen er vokset alarmerende i vor tid. Fra en klassisk – som regel ublodig – dyst mellem statsmagten og borgerne, som individer eller i foreninger., til en kakofoni af privat, offentlig og forretnings-båret meningsbrydning. Hvor myndighederne traditionelt måtte bide skeer med oppositionslystne individer er det nu ofte borger mod borger – og det på tværs af landegrænser. I den akademiske verden , ikke mindst på universiteterne, har indfundet sig en trang til at censurere ytringer, der blot i beskedent omfang kan krænke et mindretal. Det virker som om retten til at udfolde sig bestandig overvåges af al verden, ja i bogstaveligste forstand. For uanset sprogforskelle kan lidt skarpe ord i et dansk sogn blive rundkastet elektronisk til hele vor klode.
“Jeg er uenig i alt hvad du siger, men vil til min død kæmpe for din ret til det”, skal den berømte franske forfatter og filosof Voltaire have sagt. Men det er længe siden, at vi har måttet tage afsked med denne smukke tanke. Allerede før nutidens fascistiske, nazistiske eller kommunistiske diktaturer satte ensretning i et vældigt system og gav begrebet propaganda sit særlige indhold, var det en proklamation, som var at ligne ved en dækningsløs check. Aktuelt har nogle ytringsfrihedsliberalister sat spørgsmålstegn ved EUs forbud mod viderebringelse af fire russiske radio- og tv-stationer, hvoraf Russia Today og Rossiya RTR nok er de mest kendte.
Det skyldes, at de er rene propagandasendere for Vladimir Putins ytringsfrihedsfornægtende diktatoriske styre. Der forekommer mig god mening i ikke at udstrække ytringsfriheden til stater, som på officielt plan producerer misinformation.

Som bekendt har den russiske befolkning fået mundkurv på for en hvilken som helst ytring mod den specielle operation i Ukraine, som det i øvrigt er forbudt at kalde ved dens rette navn: krig. Der er nok af andre stater i verden, som groft krænker den ytringsfrihed, som er knæsat i FN’s konvention om borgerlige og politiske friheder af 1966 – og tilsvarende i den europæiske menneskerettighedskonvention. Den ytringsfrihed, som i de stater, der tog den til sig efter Europas borgerlige revolutioner i midten af 1800-tallet, er i øvrigt begrebsmæssigt blevet kraftigt udvidet siden da.
Betænk at det begyndte med trykkefrihed, der så blev til frihed i skrift og tale, til kunstnerisk frihed (fra skuespil og romaner til malerier, skulpturer mv.), til radio og fjernsyn , ja til informationsfrihed, dvs. også til at modtage alle mulige forsendelser. Under Den Kolde Krig sendte vestlige radiostationer så som Radio Freee Europe, på livet løs til staterne bag Jerntæppet, men blev dog bestandig mere eller mindre hindret heri af russiske støjsendere. Radiobølger (og i dag også tv-transmission) er en vældig informationskilde, diktaturer har svært ved effektivt at sætte noget op imod. Efter kommunistdiktaturernes fald omkr. 1990 fik også Central- og Østeuropa fri presse samt forenings- og forsamlingsfrihed. Polen og Ungarn har nu ladet staten overtage næsten hele dagspressen,dvs. alle radio- og tv-stationer. I Rusland genindfandt censur og indgreb sig i årene efter 2000.
Men inde i vores lune demokratier kan man også notere sig mange kræfter, der ligesom modvirker de grundlæggende frihedsidealer, som ytringsfrihed er forbundet med. Eksplosionen i de digitale, sociale midler, har åbnet sluserne for mange budskaber af tvivlsom sandhedsværdi – en del så uden offentlig bevågenhed finansieret af mægtige politiske eller forretningsprægede interesser. Europarådet har kritiseret Danmark for lukkethed vedrørende finansieringen af politiske partier – ganske i modsætning til de øvrige medlemslande i organisationen. Den internationale diskussion om visse indgreb, digitalfænomener som Facebook og Twitter har foretaget, bl.a. mod den sandhedsfornægtende Donald Trump, er nok det mest spektakulære eksempel på kampen om sandheden.
Den tidligere amerikanske præsident medtog sine forretningsprægede vaner , da han drog ind i Det Hvide Hus i Washington. Samtidig skabte han ligesom nye “begreber”, heriblandt hans fake news. Måske fandtes det allerede i den amerikanske verden inden da, men han lancerede det i hvert fald internationalt som dækkende alt, hvad der ikke umiddelbart tjente hans interesser. Han sortstemplede journalister, der præsenterede ham for uønskede kendsgerninger og forbeholdt sig ret til selv at definere hvad der var sandt. Som sådan var han en helt igennem fremmed fugl i den demokratiske rede, storproducent som han selv var af disse “forfalskede nyheder”. Mens massekommunikation ikke i sig selv har noget negativt hæftet på sig, så er det dog klart, at moderne presse, det være sig gennem radio, tv, digitalt eller i dagbladene er en mægtig magtfaktor, der er blevet nærmest uoverskuelig for den enkelte i dag. Mange nyhedssøgende mennesker baserer sig nu på udvalgte netmedier, dvs. den viden, vi tidligere tilegnede os om samfundsforholdene, hjemme som ude, ikke stammer fra en nogenlunde samlet og professionelt tilvirket “gryde”, men fra et utal af kilder. Det er så op til den enkelte at være tilstrækkelig kritisk med at skaffe sig information.
Overflødighedshornet af kilder kan gøre enhver ør i hovedet. og fordrer, at man bestandig er omstillingsparat – og skeptisk. Det er værd at erindre sig de vise ord fra Dyrehavsbakkens længst hedengange “professor” Tribini: mundus vult decipi – verden vil bedrages. Falskspil huskes både fra notoriske diktatorer som Hitler, Mussolini, Stalin m.fl. til nutidens magtkoryfæer, som måske begyndte troværdigt: Fx. Robert Mugabe i Zimbabwe eller Fidel Castro i Cuba. Endog inden for formelle demokratier som Tyrkiet har en præsident Recep Tayyip Erdogan udviklet sig til en autokratisk tyran – med patent på sandheden. Spørg blot nogle af de talrige journalister , som afsoner fængselsstraffe for brug af ytringsfrihed, der ikke passer ham.

Enhver stat, der ikke selv respekterer og beskytter informationsfriheden, saboterer i virkeligheden retsstaten. I respekten ligger , at den kun under tvingende omstændigheder gør indgreb mod nyhedsformidlingen, eller censurerer meninger, der er i modstrid med regeringens. Strasbourg-domstolens omgørelse af en dom over den danske journalist Jens Olaf Jersild i 1994 fastslog, at han ikke personlig udøvede racisme ved at lade unge danske racister rase mod indvandrere i en tv-udsendelse. Herved knæsattes et vigtig princip: At statsmagten ikke skal gribe ind i journalisters arbejde. I den danske grundlov står, at censur “ingensinde på ny kan indføres”. I trangen til at beskytte visse befolkningsgrupper har krænkelseskulturen imidlertid bevæget sig betænkelig tæt på censurering, ikke mindst på vores universiteter.
Tænketanken Justitia har påpeget, at Danmark ligger på sidstepladsen hvad angår ytringsfrihed og akademisk frihed just på universiteterne. Det er ikke nok, at forskningen som sådan er sikret frihed, også forskerne skal have det. Sådan må begreber stadigt endevendes, nyvurderes. Massekommunikationen blev oprindelig befordret af masemedier. I dag kan en enkelt person via sociale medier opnå samme brede effekt af sine ytringer. Indsatsen mod spredning af farlige løgne og konspirationsteorier, herunder mod hacking, er derfor blevet lige så vigtig som kampen for det frie ord som sådan.

28. november 2022