Som gammel MS’er og tidligere kollega har jeg sagt ja til at anmelde Bjørn Førdes seneste bog: ”Vi tror vi kan måle alt”, som udkommer den 16. april. For mig er forfatteren Bjørn, og jeg har derfor valgt at bruge hans fornavn, når jeg omtaler ham.
Ellen Buch-Hansen
Forfatteren favner Zimbabwe …et navnløst sted mellem Birchenough Bridge og Masvingo – illustration fra bogen. Foto: Bjørn Førde.
Vi tror vi kan måle alt er en smuk, velskrevet og meget personlig bog om mødet med Afrika – og med Zimbabwes udviklingshistorie fra den nye stats oprettelse i 1980.
I bogen følger vi Bjørn på en rejse tilbage efter 25 år. Han opsøger gamle projekter, tidligere partnere, venner, tidligere frivillige og andre udviklingsarbejdere og stiller spørgsmålet ”hvad gjorde vi egentlig?” og ”hvad kom der ud af det?”.
Bogen er blevet en slags dagbog over et langt arbejdsliv, hvor pejlemærket er solidaritet, venskab og et dybt ønske om at ændre ting til det bedre sammen med folk.
Rejsen er ”en ramme for at fortælle om de mellemfolkelige, mellemmenneskelige og mellemkulturelle dimensioner i udviklingssamarbejdet som for ofte bliver overset.” Bjørn har en imponerende kontaktflade og har fastholdt mange kontakter til gamle venner og partnere. Fint at få beskrevet, hvordan det er venner og ikke bare professionelle udviklingsarbejdere, han møder. Sammen bruger de tit lige så lang tid på at tale om hvordan det går i hinandens familier, som på projekterne og udviklingserfaringerne.
Der er mange kloge og gribende samtaler og møder, med imponerende kvinder og mænd om hvad udviklingssamarbejdet har betydet for dem og andre. Tag gensynet med Juliana og Titus, hans nære medarbejdere på MS-programmet. Eller de kurveflettende kvinder i Binga, Zuwa-væverne i Nyanga og kvindeaktivisterne Hope og Priscilla.
På trods af udviklingen i Zimbabwe og historier om hvide elefanter og udviklingsfiaskoer har Bjørn villet skrive en optimistisk bog – en udviklingshistorie om mennesker, miljøer og det udviklingssamarbejde, han var en del af. Forankret i MS grundlag, at arbejde for fred og retfærdige vilkår gennem mødet mellem mennesker, beskriver Bjørn sit forhold til Afrika, – og vel også til verden og mennesker som sådan – som en ”kærlighedsaffære”, hvor han sætter sig selv på spil. Det er modigt! Også fordi han selv kan komme til at fylde mere end han måske har lyst til.
Thea og Lucas. To børn fra forskellige verdener, bragt sammen af tilfældigheder, skriver Bjørn Førde om dette møde mellem mennesker og kulturer. Foto fra bogen, taget under Bjørns år på MS–programmet. Foto: Bjørn Førde.
Virker hans beskrivelse måske lidt naiv? Det personlige møde kan give indsigt og gøre begge parter klogere. Men det ændrer ikke ved magtforholdene lokalt eller den strukturelle skævhed i økonomi og magt globalt og lokalt. Bjørn skriver selv, at det venlige møde ikke kan stille noget op mod brutale magtmennesker som Mugabe og hans kreds. Han spørger også om, donorerne ikke vidste hvad der foregik. Gribende at høre at den tidligere frihedskæmper Paul, i opposition til ZANU, ikke klandrer danskerne og det internationale samfund for at holde lav profil.
Globaliseringen er siden 1970’erne trængt ind overalt og græsrødderne og de fattige mærkede konsekvenserne. Bjørn undrer sig over, at fortalerne for globaliseringen ikke så de negative konsekvenser. Som med klimaforandringerne havde man alle oplysningerne!
Først nu er den globale elite (måske) på vej til at tage ansvar og lytte til kritik, nervøse for vreden mod grådigheden, uligheden, selviskheden og uvidenheden. Som missionærerne i en tidligere epoke var med til at fremme koloniseringen, har vi udviklingsarbejdere uden at ville det også været med til at åbne nye områder for ”markedet”, for globaliseringen og den vestlige kapitalisme.
I bogens titel ligger en kritik af den bureaukratisering og teknificering af udviklingssamarbejdet og ønske om at ”vise resultater” at ”måle alt”, som udviklingssamarbejdet i stigende grad har været underlagt. Men kritikken er implicit, netop ved at lægge vægt på alt det, den tilgang ikke fanger, nemlig hvad det menneskelige møde har kunnet – for folk i Afrika og for danskerne.
Desværre har NGO’erne også selv mistet lidt af det, der har været deres styrke i det private udviklingssamarbejde, med påtvungne krav om tekniske log frame analyser, kvartalsrapporter osv. Bjørn nævner bl.a. organisationernes kamp om hvem, der kan tilskrives ansvar for de forskellige resultater.
Vi tror vi kan måle alt er en smuk bog – godt formidlet. Bjørn skriver malende, man kan mærke de røde jordveje, lugte brænderøgen og se de blå bjerge i horisonten. Den har et fint billedmateriale og ideen med udsnit af Weya-kvindernes malerier som et farvet bånd over hver side fungerer godt og giver lokalkolorit til bogen. Enkelte steder er der indforstået viden for Zimbabwe-kendere, f.eks. optræder Gukarahundi inden historien foldes ud. Først senere kan vi læse om den afskyelige brigade, som Mugabe etablerer for at slå ZAPU og Joshua Nkomo ned med den konsekvens at 20.000 ndebeler bliver dræbt i årene 1983-87. Endelig savner jeg et ordentligt kort over Zimbabwe, så man kan følge de ret detaljerede rutebeskrivelser og lange køreture.
Bogen anbefales stærkt til Globale Seniorer, både som refleksion over udviklingen i Zimbabwe og over de oplevelser som mange af os har haft i ”historien om udvikling”. Den vil også være inspirerende og relevant for unge, for gymnasie– og højskoleelever, undervisere, politikere, udviklingsarbejdere og -administratorer og andre interesserede i internationale forhold. Med den aktuelle danske inhumane politik overfor flygtninge og indvandrere – som vi ikke havde forestillet os for 20 -25 år siden – og en helt anderledes udviklingspolitik kommer bogen på rette tidspunkt. Når vi lever med at danske børn fastholdes i fangelejre i Syrien, at asylbehandling skal foregå uden for DK, at fremmede er uønskede, er det værd at få udfoldet historien om hvad mange danske udviklingsarbejdere var del af. Og hvad det betyder at møde fremmede med respekt, nysgerrighed og tålmodig lytten.
Som tidligere MS-programmedarbejder Titus siger til Bjørn ved gensynet ”Det er fantastisk at få lov til at danne livslange venskaber med mennesker fra andre kulturer, at blive klogere på verden og tilværelsen, at opleve hvordan livet kan leves anderledes andre steder… Det gør det muligt for mig at forstå min egen kultur bedre!” Og det samme skete for os danskere. ”Man bliver aldrig den samme”, som titlen er på MS 75 års jubilæumsbog 2019
At det enkelte menneske kan gøre en forskel og at mødet mellem mennesker kan ændre verden både globalt og lokalt, er bogens positive og aktuelle budskab.
Ellen Buch-Hansen
14. april 2021