Ytringsfrihedens grænser

Ytringsfriheden er i Danmark så fast forankret i grundloven (§ 77), at de færreste betvivler dens overholdelse.  Det er vel også en udbredt – og rigtig opfattelse – at den først og fremmest er et bolværk mod statsmagtens indgriben, Men det har det vist sig, at der i det moderne digitaliserede samfund er kastet mørke skygger ind over denne rettighed. Nogle vil finde roden hertil i privates misbrug  af ytringsfriheden. Det har gjort det mere kompliceret at undgå kritik af offentlige myndigheders håndering af denne frihed

 

Det illustreres aktuelt med dommen på fem måneders ubetinget fængsel over en 50-årig københavner, der i en podcast havde billiget den palæstinensiske organisation Hamas’ terror-angreb på en gruppe israelere i 2023. Den grænseoverskridende terror, som ikke mindst palæstinensiske organisationer har udøvet, har nødvendiggjort, at også fast forankrede demokratier som det danske er slået ind på en skærpet kurs over for grupperinger, som synes at true samfundslivet,

 

Efter 2. Verdenskrig greb den daværende vesttyske forbundsrepublik til at strafsanktionere personer, som fx. udbredte falske budskaber om at de nazistiske koncentrationslejre ikke have eksisteret. I nutidens Danmark har vi vedtaget en lov mod koranafbrændinger, som fandtes nødvendig på grund den indædte muslim-hader Rasmus Palludans aktivisme med at afbrænde koraner her og der og alle vegne. Et lovindgreb, der som bekendt er blevet stærkt kritiseret af mange  danskere.

 

Det er med grundlovens frihedsrettigheder – og deres moderne udbyggelse i fx. den europæiske menneskeretskonvention – sådan, at de tolkes forskelligt  til forskellige tider. Rettighederne kan tørne sammen eller blive tilsidesat på grund af overordnede politiske hensyn. Menneskerettighederne kan – efter nogens mening uberettiget – trænge sig på. Sager, som vedrører religiøse holdninger eller samfund, er blevet hyppigere, ikke mindst involverende islam. Det er værd at memorere Den Europæiske Menneskeretsdomstols afgørelse i Jersild-sagen (også kaldet Grønjakke-sagen) fra 1994.

 

I en tv-udsendelse interviewede journalist Jens Olaf Jersild en gruppe unge danskere,  karakteriseret ved at være iklædt grønne jakker og i besiddelse af et indædt had til udlændinge, som der blev flere og flere af i det københavnske bybillede. Det var ikke voldeligt, men stærkt generende for udlændingene, som måtte finde sig  i smædeord på husmure og ødelæggelse af cykler og barnevogne. Jersild blev dømt for med udsendelsen  at have fremmet racehad. Men domstolen i Strasbourg fandt den bøde, journalisten fik, ude af proportion, eftersom han havde kastet lys på et vigtigt samfundsanliggende.

 

Dommen fik stor betydning videre frem til at friholde journalister, som dækkede evt. ulovlige aktioner, for ansvar. Således kan fødes nye normer for realiseringen af vitale fælles-europæiske rettigheder. Imidlertid har den tekniske udvikling, herunder digitaliseringen, på flere måder gjort de vestlige samfund mere utrygge – had og vold piskes let  op via de digitale midler. En del mennesker ser en interesse i at opbygge “mure” mellem dem selv og anderledes tænkende og sågar fremkomme med trusler.

  Det betyder, at et moderne demokrati må beskytte sig på måder, som falder en del for brystet. Aktuelt, at nogle af de udlændinge, der har søgt om dansk statsborgerskab, bliver indkaldt til særlige samtaler med Folketinges  indfødsretsudvalg, det statsorgan, som i medfør af grundloven “meddeler” statsborgerskab gennem lov. Man vil sikre sig, at enkelte udvalgte kandidater til statsborgerskabet nu også har et demokratisk sindelag. Et sådant “forhør” kunne godt minde om de metoder, diktaturstater tager i brug, når de tager fat på “systemkritikere”. Tiden vil vise, om det nu også er den rette måde at ville forebygge hvad man kunne kalde farlige fremmedelementer.

 

Hvis man har slået sig ned i et fremmed land, kan en varig opholdstilladelse teoretisk set være godt nok, men mange vil foretrække så også at blive statsborgere dér og få mulighed for at deltage i demokratiet ved at kunne stemme ved parlamentsvalg. Med den store tilstrømning af udlændinge hertil, herunder de mange lovovertrædere, der havner i vore fængsler, er det ikke overraskende, at politikerne griber til utraditionelle metoder for at forebygge, at hvad man kunne kalde “demokrati-fremmede” opfattelser, og det, der er værre, slår rod hos os.